Hoved menu:
Opgave i faget Videnskabssociologi og videnskabelig kommunikation
En tredøgns hjemmeopgave baseret på et ud af fem spørgsmål.
Tilladt maksimum: 3.000 ord, og besvarelsen skal baseres på mindst 2 dokumentanalyser.
Lærer: Jack Andersen.
Fra januar 1999.
Analyse af barrierer, der skal overvindes, og kommunikative overvejelser, der bør gøres, når viden skal "eksporteres" fra videnskab til samfund.
INDHOLD:
Indledning
Problemstilling
Metoder
Analyse
Resultater og konklusion
Litteraturfortegnelse
Abstrakt
Indledning
Jeg har valgt at besvare opgavesættets Opgave 2: Der ønskes en analyse af de barrierer, der skal overvindes, og de kommunikative overvejelser der bør gøres, når viden skal "eksporteres" fra videnskab til samfund.
Problemstilling
Denne opgave vil koncentrere sig om faget historie og dets kommunikation af ny viden fra det fagligt-videnskabelige kredsløb til den faglige profession og i særdeleshed til den kulturelle og den politiske offentlighed.
Historieforskere kan have en række forskellige motiver til at ønske en "videnseksport" fra det snævre forskermiljø til resten af det omgivende samfund.
Man kan tænke sig økonomiske motiver (indtægter ved salg af bøger og foredragsvirksomhed).
Et andet motiv kan være prestige – i forskermiljøet og i samfundet.
Et tredje motiv kan være ønsket om kulturel/politisk indflydelse på afgørelser og opfattelser, der vedrører hans/hendes forskningsområde.
Hvad end forskerens motiv måtte være, må den, som ønsker at udbrede primærlitteraturens viden til det øvrige samfund, gøre sig overvejelser om denne kommunikation og de eventuelle barrierer, den skal overvinde.
I en del tilfælde vil primærlitteraturen inden for det historiske fagområde være tilgængeligt for såvel mennesker uden for domænet som mennesker uden videregående teoretisk uddannelse. I andre tilfælde kræves intellektuelle forudsætninger, der kun findes hos et fåtal i det alment kulturelle kredsløb. Eller også er den pågældende afhandlingslitteratur skrevet helt uden tanke på andre end fagfæller på videnskabeligt niveau?
Forskeren, der insisterer på, at indholdet af hans/hendes forskning skal "eksporteres" til almenheden, kan vælge mindst tre strategier:
a):
Han/hun kan sørge for at skrive sin afhandlingslitteratur, så en hovedpart af den kulturelle/politiske offentlighed kan og orker at sætte sig ind i dens indhold i dens oprindelige form. Indholdsmæssigt og formelt opretholdes primærlitteraturens karakteristika, men der bruges megen omtanke, energi (og hvorfor ikke også skoling) på at gøre afhandlingen letlæst og alment tilgængelig samtidig med at den opretholder primærlitteraturens kvalitetskrav til indhold og form.
b):
Han/hun kan skrive en udgave – eller lade en formidler gøre det – af primærlitteraturen, der bibeholder sit indhold, men antager populærlitteraturens form og sproglige stil. Der lægges vægt på underholdende elementer uden at der renonceres på indholdets kvalitet. Der er altså stadig tale om primærlitteratur i den forstand at ny viden præsenteres, men uden videnskabsfagets sædvanlige "tilbehør".
c):
Han/hun kan selv – eller lade en formidler gøre det - skrive specielt til almenheden. Primærlitteraturen må altså "transponeres" til tertiærlitteratur for at blive tilgængelig for flest muligt. Det vil påvirke kvaliteten i retning af en mere simpel (og måske forsimplet) og unuanceret vidensfremstilling.
Jeg vil i denne opgave arbejde med mulighed a) og b) og stille følgende spørgsmål, som jeg vil søge at besvare:
I hvilken grad kan primærlitteraturen tilgodese kommunikation af ny viden til den kulturelle og politiske offentlighed samtidig med at den opretholder den videnskabelige kvalitet?
Metoder
Som afsæt for mine undersøgelser vil jeg analysere to dokumenter, der hver på sin måde, hvert sit niveau og med hvert sit angivelige formål beskæftiger sig med modstandskampens historie under Danmarks besættelse 1940-45. De to dokumenter, som repræsenterer ovennævnte strategier a) og b), er:
- Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance, Hovedtræk af den danske modstandsorganisations udvikling 1943-1945.
- Anders Bjørnvad: Natten der varede otte dage (med forord af Jørgen Hæstrup)
samt samme bogs næste, let reviderede og forkortede udgave:
- Anders Bjørnvad: Våben vestfra, Om våbenmodtagelserne i Danmark den 21. februar 1945.
Analyse
Inden jeg sammenstiller de to dokumenter, vil jeg analysere dem enkeltvis:
Typologisk analyse af Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance, Hovedtræk af den danske modstandsorganisations udvikling 1943-1945:
Dokumentet er en trykt monografi i 2 bind.
Den rummer formelle karakteristika for videnskabelig afhandlingslitteratur: I det indledende afsnit: "Opgave og materiale" gør Hæstrup rede for sit arbejdes gang og knytter bogen til sit tidligere værk: "Kontakt med England" som udkom i 1954 som hans doktordisputats. Han kommer ind på sit overordnede syn på besættelsestidens historie og de prioriteringer, han har foretaget i sin forskning.
Han understreger, at han ikke har skrevet en tilbundsgående skildring af modstandsbevægelsen, men kun beskrevet udviklingens hovedlinier. Resten må senere udfyldes af specialstudier. Hæstrup gør rede for sine kilder, som han selv stod for indsamlingen af på vegne af Rigsarkivet. Både de indsamlede private arkiver og et stort antal nedskrevne beretninger opremses i nummereret rækkefølge med hver en kort beskrivelse. Til værket er der også et grundigt noteapparat med kildehenvisninger og andre anmærkninger. Bind 2 afsluttes med et sagsregister (gør ikke krav på fuldstændighed) og et navneregister.
Det er ganske klart, at vi har at gøre med afhandlingslitteratur – og altså primærlitteratur. Ikke desto mindre kan værket læses med udbytte af mange uden for videnskabens kreds. Samtidig med at være primær litteratur udfylder værket behov, der ellers dækkes af den tertiære litteratur i form af populærvidenskabelige værker og lærebøger.
Værket fylder cirka 670 sider tekst og har ganske få sort-hvide illustrationer i form af portrætfotos af skildrede personer.
Kapiteloverskrifterne giver et udmærket indtryk af værkets emner og spændvidde:
"Værnene går under jorden, Frihedsrådet, Londonsamtalerne, Kontakterne, Efterretningstjenesten, M-udvalget, Stockholmsaftalerne, Uofficiel udenrigspolitik, Er Danmark allieret? "Marken", Forsyninger, Våben vestfra, Folkestrejken, Rådet og politikerne, Regeringsdrøftelser, Døssing, Kommandoveje, Undergrundshæren, Våbenmodtagelsen organiseres, Våbnene kommer, Leveringer over havet, Den jyske konflikt, Rådets sidste vinter, Henvendelse til de allierede, Befrielsesregeringen, Opmarch".
Det er karakteristisk, at emnerne behandles på et overordnet plan. Der er ikke tale om hverdagsskildringer på det konkrete og trivielle dagligdagsniveau. Hæstrup trækker de afgørende begivenheder og de lange linier op. Man kan sige, at han ser historien i fugleperspektiv.
Hæstrup er samtidig i stand til at holde et sprogligt leje, der også tilgodeser ikke-fagfolks læsning. Han er velformuleret i overskuelige sætningskonstruktioner. Hans skildringer er fri for specialiserede fagtermer, men indeholder et stort ordforråd. I teksten henvises til noter, der findes bagest i bogen. Noterne kan være kildehenvisninger, men også uddybende tekst.
Hæstrup lægger vægt på at hans værk er en ramme indenfor hvilken kommende forskning kan udfylde og uddybe mange felter. Han ligger dermed implicit på en klar semiotisk tilgang til kommunikationen med sine fagfæller.
Min samlede vurdering af Hæstrups værk står jeg ikke alene med: Der er tale om et værk af høj kvalitet såvel fagligt som formidlingsmæssigt. Ikke alene var han den første forsker, der skrev modstandsbevægelsens historie og dermed baserede sig på jomfruelige kilder, al senere forskning inden for hans emne tager udgangspunkt i Hæstrups arbejder. Man må tænke sig hans bog læst af mange – også ikke-videnskabeligt uddannede - borgere har brugt hans bog til en autoritativ orientering om væsentlige politiske, nationale forhold og hændelser i en meget nær fortid.
Typologisk analyse af Anders Bjørnvad: Natten der varede otte dage, 1967 (med forord af Jørgen Hæstrup)
samt samme bogs næste, let reviderede og forkortede udgave: Anders Bjørnvad: Våben vestfra, Om våbenmodtagelserne i Danmark den 21. februar 1945, 1979:
Dokumentet er en trykt monografi, der senest udkom som tredje del af serien: "Historiehæfterne", der udgives af Dansk Friskoleforening.
Ifølge bogens bagsidekommentar fra redaktørerne/forlæggeren er serien tænkt som "en hjælp til den levende formidling af historie". (…)"Historiehæfterne er ikke alene tænkt som en hjælp for lærere, (…) de henvender sig til alle – børn og voksne – som har interesse for historie", fortsætter bagsideteksten.
Ifølge samme bagside er "Våben vestfra" en let revideret og forkortet udgave af samme forfatters bog "Natten der varede otte dage", som udkom i 1967 på Thaning og Appels Forlag og havde forord af Jørgen Hæstrup.
Men også forfatterens "Indledning" adskiller de to udgaver: I begge tilfælde foretager Bjørnvad en meget summarisk gennemgang af våbennedkastningernes historie under besættelsen, men i 1967-udgaven gøres der temmelig udførligt rede for hans enkelte kilder (fylder to sider). I genudgivelsen i 1979 skriver forfatteren: "I det store materiale, som dr. phil. Jørgen Hæstrup havde indsamlet (…) lå landsdelenes pladsbøger, hvori samtlige nedkastninger fra og med sommeren 1944 var noteret." (…)" Dels lå der i arkiverne 3 datidige beretninger og 2 1945 beretninger om netop denne nat" (…)"Udover f. eks. telegramkorrespondancen (…) og en række modstandsarkiver i øvrigt blev også Civilforsvarsstyrelsens arkiv og enkelte tyske arkiver gennemgået. Ude i landet opsøgtes de modstandsfolk, der havde været ledere eller havde stået på pladserne (…) Nogle skrev en beretning, i andre tilfælde fremkom et samtalereferat."
I begge bogens udgaver er den udstyret med korte og meget summariske litteraturlister, ligesom de begge er udstyret med blot et par tegnede illustrationer.
Om bogens formål skriver Bjørnvad kun i den første udgave, at den "sigter på at give forudsætningerne for at sådanne "store" nætter blev til virkelighed og fortælle om, hvad det var, der skete i forbindelse med én nats storoperationer." (Forfatteren opererer med 5-6 "store" nætter i besættelsens sidste år. Med udtrykket "store" sigtes til en massiv nedkastningsindsats.)
Forfatterens synsvinkel er klart på jordniveau, hvor grupper og enkeltpersoner følges igennem den valgte nat. Dette gælder både modtageholdene og de engelske deltagere. En del personer lærer læseren at kende ved navn, og af og til citeres de ordret i direkte tale. Nogle få afsnit opridser overblik, men ellers "klippes" der ofte – og næsten filmisk mellem de forskellige "scener", hvor handlingerne udspiller sig. Forfatterens synsvinkel og filmiske fortælleteknik gør beretningen elementært spændende.
Man bemærker, at andenudgaven bærer samme titel som et af kapitlerne hos Hæstrup.
De to udgaver er på henholdsvis ca. 170 sider (1967) og 65 sider (1979).
Bogens sprog er letlæst og uden historisk-faglige termer. Sætningskonstruktionerne er overskuelige, men ordforrådet er relativt stort.
Med hensyn til publikationens funktionskategori er det en drilsk sag: For et overfladisk blik bærer bogen den tertiære litteraturs karakteristika: Den er relativt tynd, den har ingen videnskabsfaglige ydre tegn. Meget tynde kilde- og litteraturfortegnelser, ingen redegørelse for metoder, ingen diskussion af relevans, pålidelighed, knapt henvisninger til andres arbejder om samme emne. Andenudgavens redaktionelle kommentar udnævner den direkte til lærebog, der i øvrigt kan læses af alle interesserede. Meget kunne med andre ord tyde på, at der var tale om tertiær litteratur, der kunne læses som lærebog, populærvidenskabelig eller sågar faglig triviallitteratur. Ikke desto mindre er der kraftige indicier på, at der snarere er tale om primær litteratur. Først og fremmest må det siges, at forfatteren på baggrund af kilder fremstiller ny viden al den stund, at der ikke findes andre lignende skildringer af nedkastningsnatten.
I sit forord skriver Hæstrup også "Denne bog er da en bog om en nats episoder. Men det er samtidig en bog, der i et skarpt glimt nedover det illegale Danmark oplyser en utrolig sammenhæng mellem de enkelte tildragelser."
Der er altså – på trods af det ydres antydninger om andet – være tale om en art afhandlingslitteratur, der kan læses for kundskab på flere niveauer samt for spænding, fornøjelse og rekreation.Sammenstilling af de to værker:
Når man sammenligner de to værker med hensyn til deres kvaliteter som primær- henholdsvis tertiærlitteratur, er det væsentligt at gøre op, hvorved de ligner hinanden, og hvorved de adskiller sig fra hinanden.
Følgende ligheder kan siges at gælde for værkerne:
De fremstiller begge ny viden.
Dette er helt afgørende for, at der overhovedet er tale om primærlitteratur. Til gengæld har dette ingen betydning for værkets kvaliteter som tertiærlitteratur.
Begge værker er velskrevne og læsbare for almenheden
Det er altid en kvalitet ved et værk, at det er velskrevent. Jeg tør dog påstå, at andre kriterier vejer så tungt i bedømmelsen af primærlitteratur, at afhandlinger kan opnå succes, selv om deres sproglige aspekt er ringere prioriteret. Mange afhandlinger underprioriterer kommunikationen med ikke-videnskabelige kredse. Det har utvivlsomt været afgørende for Hæstrups bøgers succes uden for videnskabelige kredse at de har været velskrevne.
Læsbarhed er et "must" for god tertiærlitteratur, hvad enten det drejer sig om lærebøger eller populærvidenskabelig litteratur.
Begge er sparsomt illustreret.
Man må i begge tilfælde tage tidspunkterne for deres udgivelse i betragtning. Ikke desto mindre er det slående at de er meget skrabet illustrerede. For afhandlingslitteratur og lærebogslitteratur tjener illustrationen primært tydeliggørelse af indholdet, mens det i populærvidenskabelig litteratur tjener som afveksling og underholdning. Man må sige, at ingen af bøgerne opnår god kommunikation via deres billedlige udtryk.
Begge omhandler en dramatisk periode i den nærmere danmarkshistorie.
Værker fra denne periode har – foruden på grund af det historisk-faglige indhold - kunnet læses som spænding, underholdning eller som bred samfundsmæssig orientering.
Der er dog også en række forskelle, der distancerer værkerne fra hinanden:
Kun det ene værk kan tænkes læst for rekreation og/eller spænding.
Hæstrups bog rummer – alle dens fordele til trods – næppe de kvaliteter, der gør den til "liggestolslæsning". Dette kan Bjørnvads bog derimod sagtens.Kun Hæstrups værk opfylder de formelle krav til afhandlingslitteratur.
Dette spiller næppe nogen større rolle for værkets betydning som tertiærlitteratur, ligesom Bjørnvads værks mangler desangående næppe har hæmmet dets betydning som tertiærlitteratur. Snarere kan Hæstrups henvisninger i teksten til det selvstændige noteafsnit genere læsningen for den ikke-videnskabeligt interesserede læser.
Det ene værk er meget mere omfattende end det andet.
Et spring i fysisk omfang fra 670 sider til 65 sider er betragteligt. Jeg er ganske overbevist om, at mange læsere uden for de videnskabshistoriske kredse vil tøve med at give sig i kast med en så stor bog som Hæstrups, mens Bjørnvads størrelse næppe kan skræmme nogen.
Forfatternes synsvinkler og skriveteknik er forskellige.
Jeg har tidligere nævnt, at mens Hæstrup beskriver historien set fra et fugleperspektiv, har Bjørnvad et langt mere jordnært perspektiv. Hans skildring fokuserer på enkeltpersoner og kommer næsten ikke ind på mere overordnede organisationsforhold og lignende.
Hæstrup skriver selv om sin egen afhandling: (Det er) "hensigten at rette opmærksomheden mod modstandsbevægelsens centralorganer og indre struktur og på organisationens forbindelser med udlandet, de danske politikere og de danske myndigheder." Samtidig tilstår han: "Det må samtidig erkendes, at netop herved sigtes uden om det, der var bevægelsens kerne: Den enkelte gruppe, den enkelte aktion, det enkelte menneske." (…) "En skildring af en bevægelse af denne art burde principielt vende opmærksomheden nedad: Mod den enkelte, mod det lokale og mod episoden og først derefter søge opad gennem grupper, afsnit og underorganisationerne i centralorganerne."
Hæstrup gør dette synspunkt yderligere klart i sit forord til Bjørnvads bog: "Kampen var så at sige sammenstykket af lokale episoder." (…) "Intet studie af tidens historie kommer derfor uden om, i større eller mindre grad at bevæge sig ud i landet, til byen, eller sognet, til den enkelte gruppe, måske til det enkelte menneske."
Mens Hæstrup holder sig til en formel disposition af sit stof, der enten gennemgås med en overordnet kronologisk, systematisk eller årsagssammenhæng som styrende element, har Bjørnvad valgt en temmelig streng kronologisk disposition, der minut for minut fører læseren fra et sted til et andet. Teknikken er kendt fra film, hvor den bruges som spændingsgenererende effekt.
Resultater og konklusion
De to analyserede værker vælger hver sin af de to beskrevne strategier a) (Hæstrup) og b) (Bjørnvad) .
Med udgangspunkt i ovenstående analyse skal jeg forsøge at besvare denne opgaves hovedspørgsmål:
I hvilken grad kan primærlitteraturen tilgodese kommunikation af ny viden til den kulturelle og politiske offentlighed samtidig med at den opretholder den videnskabelige kvalitet?
Vedr. strategi a):
Det er evident, at Hæstrups afhandling – trods dens appel til den brede offentlighed – holder et overordentligt højt videnskabeligt kvalitetsniveau.
At Hæstrups bog desuden formår at kommunikere ny viden til den kulturelle og politiske offentlighed, synes også hævet over enhver tvivl. Vedr. strategi b):
Det er lige så evident, at Bjørnvads bog ikke lever op til et højt videnskabeligt kvalitetsniveau. I videnskabelig sammenhæng kan manglerne i forhold til de formelle krav ikke accepteres, uanset hvor spændende ny viden, der bæres frem i værket. Bjørnvads udgivere har helt klart heller ingen som helst interesse (endsige indsigt, lader det til) i dette aspekt ved hans bog. Måske har han det heller ikke selv.
Bjørnvads bog må dog siges at kommunikere ny viden til en offentlighed, der må være betragtelig bredere end Hæstrups.
Man kan stille sig spørgsmålet, om Hæstrups bogs folkelige gennemslagskraft ville være øget, dersom han havde valgt strategi b). Med Hæstrups overordnede synsvinkel på modstandsbevægelsens virke ville en mere spændingsbetonet fortællestil formentlig enten virke stilforvirrende eller direkte forvridende på den kvalitet, indholdet fremstilles med.
Modsat havde det næppe skadet Bjørnvads bogs bredde appel, hvis han havde været mere interesseret i og omhyggelig med kilder, litteraturhenvisninger m.m.
Det overordnede spørgsmål kalder på en forsigtig konklusion.
Strategi b) opfylder helt klart ikke kvalitetskriteriet. Dermed er ikke sagt, at den ikke kan være anvendelig i en række sammenhænge – blot ikke videnskabeligt.
Jeg vil slutte med at fremhæve Hæstrups bog, der opfylder begge kriterier forbilledligt, som et ypperligt eksempel på, hvor vidt man kan gå i kommunikation med samfundet uden at miste sin videnskabelige troværdighed.
Litteraturfortegnelse
Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance, Hovedtræk af den danske modstandsorganisations udvikling 1943-1945. København. 1959. Thaning og Appels Forlag, udgivet i samarbejde med "Institut for Presseforskning og samtidshistorie, Aarhus. Bind 1 + 2.
Anders Bjørnvad: Natten der varede otte dage. København. 1967. Thaning og Appels Forlag, (med forord af Jørgen Hæstrup)
Anders Bjørnvad: Våben vestfra, Om våbenmodtagelserne i Danmark den 21. februar 1945. 1979. Dansk Friskoleforening.
Hilsen til Hæstrup, 9. August 1969, Odense Universitetsforlag, 1969, (festskrift).
Heri: Povl Bagge: Hilsen til Hæstrup, s. 7-8
Roar Skovmand: Danmarks besættelse i efterkrigstidens bøger, s. 262-275
Dansk biografisk leksikon / red. Svend Cedergreen Bech, 3. Udgave. København. Gyldendal. 1979-84
Heri: Aage Trommers artikel om Jørgen Hæstrup
Faglitteraturens dokumenttyper i kommunikations- og videnskabsteoretisk belysning, Danmarks Biblioteksskole, 6. Foreløbige udgave, 1997.
Heri:
Kapitel 1 – Birger Hjørland: Faglitteraturen i samfundet
Kapitel 4 – Birger Hjørland: Vidensproduktion og –dokumentation: primære dokumenttyper
Kapitel 7 – Birger Hjørland: Forskningens konsolidering og syntese: Tertiære dokumenttyper
Kapitel 8 – Søren Brier: Videnskabsformidling: Forskningens store kredsløb
Kapitel 11 – Anders Ørom: Kommunikative faglige kredsløb i humanioraJohn Fiske: Introduction to Communication Studies, London and New York: Routledge. 1990. Heri: Introduction + kapitel 1
Abstrakt
Opgaven ønsker at besvare spørgsmålet: I hvilken grad kan primærlitteraturen tilgodese kommunikation af ny viden til den kulturelle og politiske offentlighed samtidig med at den opretholder den videnskabelige kvalitet?
En komparativ dokumenttypologisk analyse af to historiske primærlitterære monografier munder ud i konklusionen, at det er muligt at opretholde den højeste videnskabelige standard samtidig med at offentligheden forbilledligt informeres om ny viden