Barndomserindringer ifølge Ole - Verden ifølge Cl@sen

Gå til indhold

Hoved menu:

Barndomserindringer ifølge Ole

Aner


På sine ældre dage blev Ole Clasen meget interesseret i sine aner og lavede en del slægtsforskning.
I 1989 færdiggjorde han en bog på mere end 200 sider: "Tanker og Tilbageblik 1918 - 1940".
Heri fortalte han om sin barndom og ungdomsår, men også om sine brødre, sine forældre og deres aner.
Herunder kan man læse hans barndoms- og ungdomserindringer.
Klik her for at l\'e6se om hans familie og aner.


de yngste år

Indledning
Det fortælles, at sommeren 1918 var meget varm, solrig og langvarig, så det endnu i begyndelsen af september måned var som den fineste midsommermåned.
I den københavnske forstad Østerbro, nærmere bestemt i Holsteinsgade nr. 29 B, en sidegade til Østerbrogade nær Trianglen, blev der den 4. september født et drengebarn - stor og langhåret - og det er denne dreng, der - nu som en ældre mand - forsøger at nedskrive nogle erindringer fra sin svundne barndom og tidligste ungdom.
Det hele startede med et kursus i slægtsforskning, hvor jeg på Rigsarkivet og andre lignende steder forsøgte at finde frem til slægtens rødder og gamle aner. Disse undersøgelser gjaldt både jeres mors samt mine egne forfædres historie.
Vi vidste, at jeres mors morfar havde efterladt sig en dagbog med nedskrevne erindringer om et langt livs indhold, der begyndte så langt tilbage i tiden, som en person, der er født i året 1834 kan huske; en sand kilde til mange oplysninger. Vi var også heldige gennem et fjernt familiemedlem at få lavet en fotokopi af denne dagbog, som dog nærmere var en erindringsbog skrevet ned af en gammel mand, der havde tænkt tilbage på sit 88 års lange livs indhold.
Under denne eftersøgning opstod da den tanke: Hvorfor dog ikke selv prøve på at nedskrive en erindringsbog om min egen barndom, prøve på at tænke tilbage på næsten glemte oplevelser, og på de mange mennesker, der befolkede mit barndomsland?


Ole Clasen


Mine barndomsår går jo helt tilbage til mit fødselsår, det herrens år 1918, men ganske naturligt kan jeg jo ikke fortælle ret meget, eller måske intet fra mine allertidligste leveår. Det vanskeligste ved dette forsøg, som jeg hermed vover mig ud på, bliver nok at huske den rette rækkefølge af de gamle erindringer og jo længere tilbage i tiden des vanskeligere, og naturligvis er mange oplevelser fra de tidligste år meget svage og uklare.
Erindringer og gamle minder præger sikkert ethvert menneske meget, nok mere end vi til daglig går og tænker på. Og senere i livet, når man for længst er flyttet fra barndommens gade og det gamle kvarter, og i mange år ikke har skænket alt dette særlig mange tanker, så opdager man i en mere moden alder, at alt dette fra barndommen igen begynder at optage sindet mere og mere. Man har nu fået en større baggrund til at bedømme alle disse mennesker og lokale steder på. Navnlig menneskerne, der befolkede ens barndom, og som et barn kun bedømmer som gode eller dumme, kan man huske forbavsende mange af.
Små daglige episoder kommer pludseligt i minde, ting og gøremåder, der nu fortæller noget om alle disse folk, hvoraf nu alle for længst er døde, fortæller om de vilkår, hvorunder disse mennesker i årene 1920-30 levede, om de dårlige økonomiske kår mange døjede med, meget arbejdsløshed, små, halvdårlige boliger med mange børn, og om mange sygdomme som vi i dag knapt husker navnene på.


Ole Clasen på skødet af sin mor


Mit barndomsland på Østerbro
Østerbros bebyggelse er som de andre brokvarterer i København, alle blevet til efter Københavns volde blev sløjfet i 1852. Herude på Østerbro var der før voldenes fald kun spredte huse og lystgårde. Det store søområde var et led i byens befæstninger og strakte sig fra Øresund rundt om byen helt ud til Kalvebod Brygge. Hvor volden før har knejset, blev senere den underjordiske Boulevardbane og Østerport Station anlagt.
Den gamle landevej til Helsingør, nu Østerbrogade og Strandvejen, begyndte ved den gamle Østerport ved Hovedvagten på Kongens Nytorv og var og er stadig Østerbros hovedtrafikåre.
På det store landområde øst for Østerbrogade ned mod Øresund lå en stor lystejendom med haver, gartnerier og fiskedamme. Det var Classens Have opkaldt efter ejeren, den store krudtkonge og finansmand Classen. Dette område blev krigsskueplads under englændernes belejring af København i 1801, og her mistede mange af de forsvarende livjægere livet.
I 1870-80 startede den store bebyggelse af Østerbro, gader blev anlagt, flere opkaldt efter krigens kendte mænd, såsom Holstein, Liepke, Classen og Livjægerne.
Langs med Østerbrogade rejste der sig store, elegante ejendomme mange med tårne og spir i tidens stil, et nyt forretningskvarter rejste sig her. Mange af lejlighederne her var store 5-6 værelsers med pigekammer og badeværelser, og mange bedrestillede familier flyttede hertil.
I de mange sidegader med noget mindre lejligheder var der en mængde småforretninger, mange i kælderetager.
Nordre Frihavnsgade udviklede sig til en ”madgade” med mange store slagterforretninger, købmænd og bagere, men på Østerbrogade fandtes de store beklædningsbutikker og filialer af stormagasinerne inde i City.
Den store gamle fælled var i min barndom blevet til den store Fælledpark. Der var kun et par småbidder af den store fælled tilbage. De lå ude ved Jagtvejen og er senere blevet bebygget med blandt andet Tandlægehøjskolen og Zoologisk Museum, og hele området rummer i dag både hospitaler, soldaterkaserner, det store Østerbro Stadion, og her blev Danmarks første svømmehal bygget.
Den gamle Øresundskyst befandt sig, hvor nu Strandboulevarden findes. Kastellets volde og grave lå frit ud til Sundet med Den kongelige Toldbod og Flådens Leje.
Disse strandenge blev i slutningen af 1800-tallet fyldt op, og her blev blandt andet Frihavnen anlagt, den skulle gøre København til hele Østersøens store stabelplads.
For at pynte på det nu spolerede kystlandskab blev Langelinie anlagt med promenade og lystbådehavn.
Hele dette store område var for os østerbrodrenge en yndet legeplads, her skete der dengang så meget spændende, for dengang var der liv og travlhed i havneområdet: Mængder af store og små skibe kom og gik med en stor trafik til følge.


Familien Clasen. Fra venstre Svend, Ludvig, Erik, Andrea og Ole


Østerbro, hvor familien Clasen boede fra 1916 og frem til 1933 i samme lejlighed i Holsteinsgade, hvor jeg blev født og senere konfirmeret, var jo et af Hovedstadens brokvarterer. Denne bydel har altid haft en klang af noget pænere og bedre end Nørrebro og Vesterbro, det var i det mindste alle på Østerbro rørende enige om! Lokalpatriotismen længe leve.
Det må have været de bedre dele af Østerbro og den i sin tid mere velstående befolkning, der har sat sit præg på bydelen og skabt det pæne rygte. Det startede med det engang så rige og fine Rosenvængekvarter, der i 1880-90 vist var en attraktion, moderne og elegant, beboet af kunstnere, læger, fabrikanter og lignende samt fine privatklinikker for eksempel Rovsings kendte klinik. Her var flere gesandtskaber, og her voksede Finsens Lysklinik op til et stort hospital. Her på disse stille villaveje legede vi unger fra nabolaget ofte, og det var igennem dette villaområde vi krydsede, når vi gik på den ugentlige indkøbstur til den travle indkøbsgade Ndr. Frihavnsgade.

Holsteinsgade
Jeg bør nok hellere her på dette sted fortælle lidt om den ejendom, hvor familien Clasen boede, og lidt om min barndomsgade, hvilket nok vil lette forståelsen af nogle af de oplevelser, som jeg efterhånden vil nå frem til.
Holsteinsgade var en ret lang gade bestående af ejendomme som vor, og gaden var noget af en gennemkørselsgade mellem Østerbrogade og Strandboulevarden.
Holsteinsgade og omliggende gader, gårde og kælderhalse var vores yndede legesteder, og herfra gik turene, da vi unger blev større, videre ud til Frihavnen, Langelinie, Nordhavnen og Svanemøllebugten med den store badeanstalt Helgoland, og den anden vej gik vore ture til Sortedamssøerne og til den store Fælledpark.


Erik og Ole Clasen i Holsteinsgade.

I Holsteinsgade, kun to minutters gang fra vores gadedør, lå vores skole, og her i denne skole gik både jeg og mine brødre i alle vore skoleår.
Nu har I fået en lille smule at vide om min barndomsgade på Østerbro, den ser for øvrigt stadig ud som for et halvt århundrede år siden.
Der er ikke sket nedrivninger eller større moderniseringer, mest præget er dette kvarter af de mange lukkede småforretninger og de børn, der i dag mangler i gadebilledet.


Holsteinsgade, tegnet af Ole Clasen efter hukommelsen. Nr. 29B er første opgang. Tredie husblok er Holsteinsgades Skole.


Ejendommen
Jeg boede fra min fødsel i 1918 og frem til året 1935 i samme hus og samme lejlighed, sammen med mine forældre og to brødre, en ejendom beliggende i Holsteinsgade nummer 29B på fjerde sal.
Denne ejendom var da allerede cirka 30 år gammel og lignede da også byggestilen fra omkring 1890.
I vor ejendom var der fire opgange: To opgange med lejligheder ud mod gadesiden, hvor min familie boede, samt to opgange i et baghus, kaldet havehuset, da disse lejligheder vendte ud mod Rosenvængets villahaver. Imellem disse to boligblokke var så vores gård, en yndet legeplads for de mindre børn. Igennem en port i baghuset kom vi ud i baggården mod Rosenvænget, og her fandtes ejendommens gamle lokummer, pissoir med tremmedøre, overfyldte skraldebøtter og cykelskure samt tørrestativer. I denne mere åbne gård var hele pladsen ikke cementeret, og derfor var den vældig god for os unger til med en kniv at kunne spille ”Land”.
Der var fire etager og lav loftsetage, i alt cirka 40-45 lejligheder.
Ejendommens beboere var mest jævne middelklassefolk og enkelte, der følte sig af lidt mere, samt en stor del af folk fra arbejderstanden, der var blandt andet flere, der var ansatte ude på Tuborg Bryggerierne i Hellerup.

Lejligheden
For at få en forståelse for familien Clasens baggrund og levevis i min barndom, vil jeg nu her forsøge at fortælle om den lejlighed, som vi beboede i hele min barndom, disse få kvadratmeter, som var min første verden, hvor de første trin blev lært, det allerførste faste punkt i tilværelsen, et lille område med stærke bånd mellem disse mennesker, der levede og boede her.


Plan over familiens lejlighed, tegnet af Ole Clasen efter hukommelsen.


Holsteinsgade nr. 29 B på 4. sal var, som fortalt, stedet, hvor jeg så dagens lys, og hvorfra vi først flyttede efter min konfirmation og mine forældres skilsmisse i foråret 1934.
Vores lejlighed, hvortil familien i 1916 var tilflyttet fra en lille korridorlejlighed i Sankt Poulsgade 53 ved Nyboder, var vist efter datidens forhold en god bolig på tre værelser, WC og køkken, men uden moderne installationer. Der var ellys, som dog ikke var planlagt ved husets bygning, men var kommet til senere. Derfor var elledningerne ikke indlagt i lofterne, men synlige fra væggen ud til gipsrosetterne midt på lofterne. Til et WC var der nappet et trekantet hjørne i den største stue mod gården. Selvfølgelig havde det ingen håndvask, derimod et helt regiment firkantede blikrør til aftræk, et til hver etage, fra stuen op i taget. I blæsevejr var der herigennem et hylende blæseorkester. Lejlighedens største stue var beliggende mod gaden, og vi syntes alle, at det var en god, stor, lys stue, for i husrækken overfor i gaden, var der en passage, og det gav jo mere lys og lidt udsigt. Denne stue var vor spisestue og familiens opholdsstue. Foran det brede vindue stod i mange år et rundt, kurveflettet bord med to tilsvarende, rokkende lænestole, det var en yndet plads. Så rummede stuen også vore spisestuemøbler, som i tidens stil var i mørkbejdset egetræ. Her var også lejlighedens eneste kakkelovn, i mange år en såkaldt døgnbrænder, efter at den oprindelige høje gamle, som krævede optænding hver morgen, havde endt sine dage oppe på loftet. I denne stue var der dejligt varmt om vinteren, mens der var noget halvkoldt i de andre rum. Navnlig i køkkenet kunne der i kolde vintre være som i en iskælder, men det var også den eneste form for køleskab i lejligheden. Vort køkken var set med nutidige øjne såre spartansk, der var koldt vand og gas. Køkkenet var malet i den kendte, stærke blå farve, der var kun få smalle skabe under køkkenbordet med de hvidskurede brædder. Der var et spisekammer fra gulv til loft, over køkkenbordet sad på væggen den almindelige tallerkenrække, hvor mors større fade i det musselmalede mønster stod. På den nederste hylde var det almindeligt at lægge sine småting, mønter, nøgler og lignende. På indersiden af køkkendøren ud til køkkentrappen var der kroge til håndklæder og viskestykker. For at skjule disse tekstiler var der anbragt en stang, hvorpå et nydeligt hvidt klæde hængte, det hed et pyntehåndklæde. Det var husmoderens pryd med håndarbejder på. Jeg husker tydeligt et sådan, det var med et dansende hollænderpar med store træsko med en mølle i baggrunden syet med tofarvet blåt garn. I mine første leveår fandtes der også i køkkenet et stort, sort støbejernskomfur til fyring med kul eller briketter, men da der var indlagt gas i huset, blev der nu brugt et par blå gasapparater. Dette store skrummel blev så en dag revet ned og kørt væk, for min far havde lavet et fint gasbord, højeste mode, lavet af sortlakeret vinkeljern med hvide fliser på pladen og på hylden, hvor der stod en sort gasovn.

Indbyggede skabe fandtes ingen steder i lejligheden, så entreen kom let til at bugne af tøj, hvilket var noget upraktisk, da entreen var en smal tarm med et lille knæk på. På en smal væg mellem et par døre hængte et højt spejl, herunder hængte en gammel kyse, en såkaldt sølvnakke, et gammelt arvestykke, den blev brugt til et par børster. I entredøren ud til hovedtrappen var der en stor, flot, sandblæst rude med et motiv, der forestillede en stor antik vase med blomster. Det var almindeligt på hoveddøre dengang, og kan da også stadigt ses i ældre ejendomme.
Vort hjem var nok ret spartansk, vel som de fleste i disse år. Der fandtes hos os slet ingen gamle, arvede møbler, noget jeg husker ofte kunne ses hos skolekammerater. Gulvene i hele huset var mørke, ferniserede uden tæpper. Først senere, kan jeg huske, kom min far hjem fra en rejse med et stort, lyst smyrnatæppe, som var blevet smuglet igennem tolden i en gammel kulsæk.
Som pynt på stuens vægge var der flere kobberstik, men der var slet ikke malerier hos os. Fra rejser i de baltiske lande, Finland og det gamle Rusland havde min far købt nogle gamle, smukke messing- og kobberting, gammelt husgeråd, blandt andet en russisk samovar til tebrygning, en stor kobbervandbeholder med en fin messing hane, og flere andre kønne ting. Disse gamle, smukke genstande var det muligt i årene efter Den 1. Verdenskrig at købe meget billigt i disse forarmede lande. Ofte var det byttehandler med madvarer, tobak og spiritus. Da mange af disse ting havde været i brug i mange år, krævede det et stort arbejde af min far at få dem pudset op igen. Nogle år senere havde min far også lidt pyntegenstande med hjem fra Palæstina, indlagte messingaskebægre og små vaser. Langt senere - i trediverne - kom min far også hjem med en stor smuk ”grandfather clock”, i en smuk mahognikasse med fine indlagte motiver. Uret kunne også vise månefaserne. Det var hjembragt fra Skotland. En smuk og personlig ting i vort hjem var en messingstanderlampe, som min far i sine yngre dage selv havde konstrueret, en meget fin og særpræget ting.
Hvor stor vor lejlighed i Holsteinsgade var, ved jeg i dag slet ikke, jeg vil gætte på cirka 50 kvadratmeter eller deromkring. Den største stue til gårdsiden, den med WC, var familiens soveværelse, og så var der det, vi kaldte den lille stue, også til gården. Den var ikke større end et kammer, og var i nogle år før jeg kan huske, lejet ud til en logerende. Det var hvad familien rådede over. Dertil kom så et pulterkammer ovenpå samt en dyb, sort, skummel kælder.

Små og store oplevelser

Rouen

For nu at komme så langt tilbage i tiden som muligt, starter jeg i året 1919 med en begivenhed, som jeg dog selv intet husker om.
Jeg var cirka et års tid gammel, da jeg, sammen med min mor, var på et års ophold i den nordfranske by Rouen. Vi var hernede, fordi min far i denne periode sejlede med kullaster mellem denne by og England. Frankrig manglede næsten alt, også brændsel, nu efter at verdenskrigen var slut. Min storebror Svend, der var 7 år ældre end jeg, boede så i denne tid ovre hos min mormor og morfar i Brørup i Jylland, men som sagt kan jeg naturligvis ikke selv huske noget af dette.
En lille orientering om vort familiemønster, vil nok være på sin plads, her på dette sted.


Familie på udflugt i Rouen. Fra venstre: Ludvig, Ole fru og hr. kaptajn Iversen, Andrea og Erik

Min far sejlede som maskinmester i alle mine barndomsår, de første år sejlede min far på langfart, men i den tid jeg kan huske bedst, sejlede han på østersøhavne, England, Skotland og Frankrig, og var hjemme med cirka en til to måneders mellemrum.
Min mor var i årene frem til min konfirmation hjemmegående, altså uden udearbejde, som næsten alle kvinderne dengang.
Min ældste broder, Svend var cirka syv år ældre end jeg. Han begyndte i skolen, da jeg blev født. Aldersforskellen på os bevirkede, at vi aldrig fik en barndomstid sammen.
Min yngre broder, Erik var cirka tre år yngre end jeg og derfor hele ti år yngre end Svend. Erik og jeg havde derimod meget fælles i hele vores barndom.

En snebold i øjet
Men for igen at komme tilbage til min barndomserindringer: Noget af det tidligste, som jeg selv kan huske, er en begivenhed, der indtraf, da jeg var cirka tre og halvt år gammel, så det må have været i vinteren 1921. En del af ejendommens børn, deriblandt også jeg, legede nede i gården. Efter et ret kraftigt snefald var det nu blevet tø, og de store drenge morede sig med at kaste store, våde snebolde. I kender nok disse stenhårde dryppende kugler. Under denne leg var jeg så uheldig at blive ramt i det højre øje. Følgerne var først smerter og svimmelhed og feber med tre dage i sengen, men derefter måtte jeg med min mor op til vores læge dr. Tvilstegaard, der boede oppe ved Sortedamssøen. Han fandt ud af, at synsnerven var blevet forskubbet, så at øjnene ikke rigtigt mere ville arbejde sammen. Den begyndende skelen på det skadede øje, kunne derfor kun afhjælpes med et par briller, så jeg var ikke fyldt fire år, da jeg begyndte med mine første briller, og det har jo fulgt mig siden. Så jeg lærte alle de drillende ord fra de andre unger i skolen og fra gaden om brilleslanger og lignende. Men det værste var dog alle de mange ødelagte briller, de snærende stænger bag ørene og alle sårene og mærkerne over næsen. Hvad der ellers skete i disse tidligste barneår er for mig helt glemt, det er mest uheldene jeg husker. At jeg som treårig fik en lillebror, kan jeg slet intet huske om.
Men et andet uheld fra fire års alderen husker jeg dunkelt: Jeg var sendt et byærinde for min mor, og jeg skulle nu op igen med det købte, men for at komme op til hovedgadedøren, skulle man først op af en jerntrappe på tre trin. Her faldt jeg så uheldigt, at flasken, jeg havde i hånden, selvfølgelig knustes, men samtidig slog jeg panden hårdt ned i jerntrappen og slog en grim flænge i panden henover øjenbrynet. Atter gik turen op til lægen, der syede flængen sammen og udbedrede den værste skade.

Livet i gaden
I vores ejendom var der flere småforretninger beliggende et par trin under gadehøjde.
Navnlig en af disse butikker kan jeg tydeligt huske, for de handlede blandt andet med slik, men også med kolonialvarer, øl, sodavand og is. Isen var hjemmelavet, for manden stod selv ude i gården med hele apparaturet, og så kunne vi drenge hjælpe til, og så bagefter få os en gratis is. Med hygiejnen i denne fabrikation var det småt bevendt, her i gården ved hans kældertrappe stod den store trætønde med det store håndsving. Beholderen inde i midten indeholdt flødemassen, og uden om lå det knuste is med det spanske salt, og så skulle vi drenge dreje håndtaget rundt, indtil isen i beholderen var frosset. Også påskeæg blev hjemmefremstillet her ude i gården. Jeg kan tydelig huske de halve chokoladeæg, der her lå til tørre på gamle aviser, jo, det var skam hjemmelavet og primitivt. Så blev de halve skaller samlet med sukkerglasur og pyntet, ofte med et lille lam med at dannebrogsflag i ryggen. Det var den samme handlende, der ret ofte fik politibesøg, dog ikke på grund af sine hjemmelavede ting, næh, men han var slem til, som så mange andre småhandlende, at handle ved bagdøren efter lukketid, og det var jo forbudt, og så vankede der gang på gang en bøde, men det har nok kunnet betale sig.
Mange af ejendommens beboere lærte man aldrig rigtigt at kende, og andre kun meget flygtigt.
Der boede blandt andet en dame med en halvvoksen søn, der både sang højt og ofte for åbne vinduer. At han senere blev den meget kendte sanger, Eddi Laider, vidste vi jo intet om.
Vor nabo på fjerde sal i vores opgang var en stille familie ved navnet Bay. Det var en gammel hvidskægget enkemand, der boede sammen med to halvældre døtre. Han levede helt for sin have, som han puslede meget om. Jeg kan huske, at han hver morgen startede hjemmefra i mørkt tøj, med stråhat, stok og sin spånkurv over armen. På udturen indeholdt kurven hans madpakke og termokande og på hjemturen var kurven fyldt med frugt og grøntsager fra haven, en fin og venlig ældre mand, der altid hilste venligt på os børn. Hans have lå helt ude på de grunde, der senere er blevet bebygget med det store amtssygehus i Gentofte, så det var en lang gåtur hver dag, frem og tilbage for en gammel mand.

Lege
I vores ejendom var der mange børn i alle aldre, så der var altid mange at lege med i gårdene og på gaden. Og hvad var det så, man legede dengang? Nok en hel del som børn har leget før, og som de nok stadig leger. Jeg kan huske, at pigerne havde flere sanglege for eksempel den om Tornerose, der var et vakkert barn, og andre sanglege, hvor de dansede i rundkredse. Til disse lege måtte vi drenge ikke være med, så derfor var vi slemme til at drille tøserne.
En anden meget yndet leg, var det at lege skjul, I kender det her med at få en stakkel til at stå og tælle til 100, mens vi andre fandt de gode skjulesteder, og dem var der jo mange af: Porte, trappegange, kælderhalse og bag biler og trækvogne.
Fandt vi unger en bid kridt, så kunne vi tegne en masse togskinner med både skiftespor og drejeskiver, og så futtede vi rundt i sporene og udstødte lyde som lokomotiver, og vi drenge kendte dengang alle navnene og betegnelserne på datidens sorte jernheste, som drengene i dag kender alle bilmærker.
Pigerne sjippede dengang meget og spillede med flere samtidige bolde op af husmurene, men vi drenge sparkede mere fodbold op mod en mur eller en port, indtil vi ret hurtigt blev smidt væk på grund af spektaklet.


Nogle unger i Holsteinsgade. Ole Clasen i 2. geled i midten, mellem de to forreste børn.

Blandt gadens drenge fandt vi jo også vore kammerater, og et kammeratskab, jeg havde i mange år, var med Bjørn Johansen, en dreng på min egen alder. Bjørn boede i opgangen ved siden af vor. Min mor kom lidt sammen med Bjørns mor, og hun var meget speciel, men derom mere senere. Hos denne familie kom vi børn senere til at bo i et par perioder, når min mor var syg og var på hospitalet.

Tuberkulose
I baghuset kendte vi lidt til en enlig dame med to unge voksne børn, en datter der var ekspeditrice i en cigarforretning, men det var navnlig sønnen, som vi drenge, og vist mest af alle jeg, satte så stor pris på, det var et mærkeligt kammeratskab, der opstod mellem denne cirka 20-22 årige unge mand og så mig, lille dreng. Han hed Frode Levinsen og var et stort, glad menneske. Han kørte dagligt med på en af Tuborgs store ølvogne, af dem med de store flotte bryggerheste for. Med min gode ven Frode gik det desværre sørgeligt, som med så mange andre unge i vores ejendom. Dette sørgelige kapitel hed tuberkulosen, som dengang var en udbredt og frygtet sygdom blandt unge mennesker. Jeg kan således huske cirka 10-12 dødsfald i vores hus, deriblandt var også min ven Frode.
Nogle af de angrebne sygnede stille og umærkeligt hen og var så pludselig væk en dag, andre drak og turede rundt, larmede og sloges, indtil også de en dag var borte. Det var endnu dengang i tyverne en udbredt og snigende folkesygdom, som vel nok mest hjemsøgte den fattigste del af befolkningen, der hvor maden var ringest og boligforholdene var mørke og dårlige. I de to gårde, der hørte til vores ejendom, var der dengang, syntes jeg, meget liv og røre, selvfølgelig mest af børnene, der her legede og larmede, men også de voksne var meget udendørs i den lyse tid, for der var jo ikke megen plads i de mindre lejligheder, der ofte var overfyldte med mange børn og som også tit havde en gammel bedstemor eller far boende på aftægt.

I gården
Flere af beboerne var, som omtalt, arbejdere ude på Tuborg, og de fik engang imellem om sommeren et helt læs gamle ølkasser. Sådan et læs blev væltet af midt i gården, og så gik vi alle sammen i gang med at slå dem i stykker, pinde dem ud og slæbe det hele ned i kælderen, og så var der jo dejligt tørt og billigt brændsel til vinteren.


Ejendommens gård, tegnet af Ole Clasen efter hukommelsen

Tæppebankning var dengang, hvor støvsugere var en sjælden ting og kun forbeholdt de, der var mere velhavende, end dem der boede i Holsteinsgade, en yndet daglig foreteelse, men kun mellem klokken syv og ti om morgenen. Det var et rædsomt, øredøvende spektakel, når konerne bankede løs, så en støvsky stod omkring dem. Denne bankelyd hører med til min barndoms aldrig glemte lyde.


Erik og Ole Clasen på dræsine i ejendommens gård.

I den bagerste gård var der en række tørrestativer, og her hængte vi drenge, men også mange af de voksne, vore cykler op i en snor, når cyklerne skulle have den store forårsrengøring. Her blev pudset i petroleum, indtil man fik væltet flasken, og havde man penge så afsted efter en ny flaske til atten øre. Så blev der smurt alle vegne, og havde man råd dertil så en lille dåse cykellak til 35 øre og en lille pensel til en tiøre, og så kunne den gamle skærveknuser blive næsten så fin som ny igen.
Næsten alle dengang, både voksne og mange større børn, var meget afhængige af deres cykler; en privatbil var en uhyre luksus, som kun ganske få rige folk havde, og selvom en sporvognsbillet i mange år kun kostede 10 øre, var det at køre i sporvogn en luksus, man ikke kunne tillade sig til daglig.
Lige så kolde alle lejlighederne i vores ejendom var om vinteren, lige så varme og lumre var de om sommeren, og så røg alle vinduerne op på vid gab, mange hængte ud af de åbne vinduer, andre spillede højt på grammofoner, men det bedste var nu, når der kom gårdmusikanter eller gamle krigsinvalider med deres lirekasser.

Lirekassemænd og gårdmusikanter
Lirekassemændene havde en tilladelse til at gå rundt i gårdene og spille, men gårdsangere og spillemændene var politiet ofte på jagt efter, og selv om de ofte havde en kammerat stående på vagt ude ved porten, gik det alligevel engang imellem galt, og så gik det alt sammen pludseligt meget hurtigt: Instrumenterne på nakken, via skraldebøtterne op over plankeværket og ned i nabogården, ud igennem porten til friheden på gaden.
Det skete, at vi drenge var så ondskabsfulde og frække, at vi varmede en femøre over gassen i køkkenet og så smed den ned i gården, og så var det mønten værd at stå bag gardinet og more sig, når spillemanden smed den gloende mønt under eder og forbandelser. Jeg kan huske en morsom episode i forbindelse med denne gårdmusiceren: En sommeraften kom en mand ind i gården. Udstyret med solbriller og kasketten trukket ned i panden, stillede han sig op midt i gården og begyndte på sin gamle violin at spille ”Jeg er havren” på den mest ynkelige og ubehjælpsomme måde, skærende falsk og jamrende. Snart var alle beboerne ved vinduerne og morede sig hjerteligt over denne umusikalske stakkels mand, men pludseligt skete der noget: Tre mand trådte frem fra porten, hvor de havde stået skjult, spillemandens solbriller kom ned i lommen, og så gik det på livet løs med den fineste lette musik. Det var virkeligt fikst lavet dette nummer, og det gav naturligvis en masse penge fra alle beboerne, der jo var i vinduerne.
Og hvad var det så der dengang blev spillet i gårdene og på gaderne af disse farende folk? Ja, det var selvfølgeligt et meget blandet repertoire, der blev budt på.
Lirekassemanden var jo bundet af den musik, han havde i sin kasse, så der var derfor mange gamle travere, men der kom dog engang imellem et par nye valser i kassen, men længe før jul gik det løs med alle de gamle julesange og salmer, og så var lirekassen pyntet op med grangrene og julestads.
Gårdsangere og musikanterne kunne jo bedre følge med i de nyeste revyslagere, som altid var populære og gav gode penge, men de gode gamle halvsørgelige viser, var altid sikre, så jeg kan stadig høre for mig melodier som ”Skamlingsbanken”, ”Nyboders pris”, om den stakkels lille Alvilda og den uopslidelige sang om den lille tuberkuløse pige ”I en seng på hospitalet”.
Det hændte også, at der kom rigtige sigøjnere og spillede på sav, og det var jo spændende og noget nyt. De spillede ofte deres egen musik og sluttede ofte af med Lehars ”Volgalied”.

Gadehandel
Mellem de omvandrende, farende folk, og dem var der mange af dengang, blandt andet ofte skærslibere med den sjove bør og en mand, der købte gamle klude og ben.
Om sommeren kom der en mand med trækvogn, han råbte så sjovt: ”Å-kander - fem ører”.
En ældre mand kom i sommersæsonen med en stor spånkurv over armen og råbte med ”kornfede rejer”. Men den mest særprægede af dem alle var en fiskerkone. Hun var en halvgammel, meget svær kone iført en mængde forskelligt gammelt tøj, men yderst havde hun et enormt stort drejlsforklæde. Hun kom igennem vores gade en gang om ugen hele året rundt med sine fisk. Hun kom altid gående ved siden af sin lille hestevogn, der var forspændt en lille, gnaven, islandsk hest, der altid holdt en værre kommers og pusten med sin mulepose, som jeg altid syntes den havde på. Hestevognen var en sjov lille en: Først var der selvfølgelig en lille buk til den tykke kone, og så var det lille lad bygget som et hyttefad, hvori hun havde sine levende fisk. Bagsmækken kunne slås ud som et bord, og her vejede hun sine fisk og rensede og flåede dem, og det var spændende at stå og se på. Så tog hun et stykke sækkelærred og flåede rødspætter og skrubber, men mest spændende var det, når hun flåede de levende ål, som kunne sno sig helt op af hendes tykke arme. Det mest specielle ved hende, var hendes røst, når hun gik ind i gårdene og sang, så ruderne klirrede, den ganske bestemte sang om ”Sild er godt, sild er godt, …” Resten af remsen husker jeg ikke i dag, hendes stemme var ikke bare stor, det var bestemt også en god sangstemme, som i radioens barndom blev optaget på plade, og som stadig findes på radioens stemmearkiv, og jeg har som voksen en enkelt gang igen hørt denne vældige stemme. Man fortalte om hende, at hun betalte for en søns, eller var det en sønnesøns, uddannelse til operasanger.
Men endnu i mine tidligste barndomsår gik der en rigtig skovserkone og solgte fisk i gaderne. Skovserkonerne var let genkendelige på deres påklædning, en slags nationaldragt og så med den store vidjekurv med fisk på ryggen. De kom gående helt ude fra Skovshoved hver morgen med det tunge læs fisk på ryggen, som deres mænd havde fisket om natten, for så igen sidst på eftermiddagen at vandre den lange vej hjem til Skovshoved.
En kendt skikkelse dengang i gaderne, var uldkræmmeren, han var også let genkendelig med sin store sæk uldtøj på ryggen. Han gik fra dør til dør og falbød sine trikotagevarer, mest sokker, arbejdsbeklædning og al slags undertøj. Han var altid jyde, ofte vanskelig for os børn at forstå, han kom som man sagde ”ovre fra det mørke Jylland” med sine hjemmelavede varer fra sin hjemegn, næsten alle fra Hammerum Herred. Uldkræmmerne var ofte ret påtrængende sælgere, men dygtige med forstand på penge og blev tit de første grundlæggere til den senere store trikotageindustri omkring Herning.

Tiggere
Et mere sørgeligt syn var alle de fattige og arbejdsløse, der gik rundt ved dørene og tiggede, og dem var der desværre mange af. Jeg kan huske mange folk havde et lille skilt ”Arbejdet adler” sat på ved deres dørklokke, og de gav aldrig noget. Men mange havde købt billetter til Kvindernes alkoholfri Kaffevogne. Så gav man betleren en billet i stedet for penge, som måske blev brugt til spiritus. For billetten kunne man så få udleveret en kop varm kaffe med en wienerbasse til. Disse kaffevogne var der mange af dengang rundt på byens torve og pladser ligesom de senere pølsevogne. Omkring disse røde kaffevogne var der, navnlig ved vintertide, en stor søgning af kuske, håndværkere, cykelbude og gaden løse fugle, der her, stående i læ under halvtaget, fandt lidt varme og selskab.
Inden jeg går videre fremad i tiden, som nu så småt nærmer sig min skoletid, var det måske på sin plads også at komme lidt ind på, hvor vi i familien her i midten af tyverne handlede, altså hvordan var vore indkøb og vort forbrug, og hvordan en lille dreng husker den daglige færden.

Indkøb
I hjemmene fandtes dengang hverken køleskabe eller frysere, enkelte lidt mere velbeslåede folk, og nogle småforretninger, havde et isskab. Det var en stor kasse med indvendige bliksider og afløb i bunden. Hertil købte man så cirka hver anden dag en kvart stang krystal-is, som så i denne iskasse kunne holde fødevarerne kølige og friske. Dette stykke is blev købt ved en stor hvid hestevogn fra Krystalisværket ude fra Finsensvej. Jeg husker tydeligt disse friske folk, der kørte disse vogne. Fra små lemme i vognens sider, baksede de isblokkene frem, huggede med en stor skarp syl, kvarte eller halve stykker af, farligt så det ud, så op med isen på den venstre læderpolstrede skulder, og så afsted til kunden. Vi unger, der flokkedes rundt om vognen, sloges ivrige med at samle isbiderne op, de var dejlige at sutte i sig.
Mellem andre kørende handlende, var der de kendte mælkevogne fra de store mejerier. Det var ikke specielt handelen fra vognen der var så stor, men den daglige udbringning af mælk, fløde og smør, som blev stillet ved folks køkkendøre og så afregnede man med mælkemanden uge- eller månedsvis. Mælkedrengene, der var ansat ved disse mælkevogne, var mest drenge fra meget fattige hjem, der tog dette hårde job, tidligt op om morgenen ved cirka firetiden, koldt og råt det meste af året med de kolde flasker op og ned af mørke køkkentrapper. Når så disse knægte klokken otte kom ind i de varme skoleklasser, faldt de simpelthen i søvn, så det blev nok noget småt med lærdommen.
Bydrenge var i det hele taget et meget stort folkefærd dengang, da næsten alle handlende havde drenge til at bringe varer ud, mest i eftermiddagstimerne efter skoletid. Det var ofte hårde job, hvor mange tunge varer, ølkasser og lignende skulle slæbes op af de smalle køkkentrapper måske helt op på en fjerde sal.
Da opbevaringsforholdene for madvarerne altså var meget dårlige i min barndoms køkkener, navnlig i den varme sommertid, måtte indkøbene indrettes derefter.
Derfor blev der kun købt småt ind, hvilket pudsigt nok også passede bedst til pengene, og mange varer blev købt ind hver dag. Måske var det medårsag til den utrolige mængde småhandlende, der dengang fandtes i alle sidegaderne: Slagter, ismejeri, købmand, bager, cigar- og tobak, grønthandler, slikbutik og mange andre. Derfor rendte man dagligt i byen for sin mor efter skoletid, ja næsten alt blev købt ind til samme dag, og som sagt var folks penge små, så til større indkøb var der slet ikke råd, og småklods, altså uge eller månedsgæld, var meget almindelig dengang.
Supermarkeder eller lignende fandtes selvfølgelig ikke. De største forretningskæder dengang var Schous Sæbehuse og Irmaforretningerne. Irmabutikkerne var dengang helt anderledes end i dag, de handlede også kun med fødevarer, de var altid todelte, det forlangte sundhedsmyndighederne dengang. I den ene afdeling købte man kaffe og do-tilsætning og te, og i den anden afdeling kunne man så få smør, margarine, æg og marmelade. Dengang havde Irmabutikkerne navne, og vores Irma hed London og var en hjørnebutik ovre i Livjægergade.
Et par andre butikker i vort kvarter skal da også lige nævnes her, der var cigarforretningen, hvor vi om tirsdagen købte ugeblade til min mor: Familie Journalen eller Hjemmet og damebladene Vore Damer og Tidens Kvinder. På disken i cigarforretningen stod der den gang en stor æske med løse cigaretter til én øre pr. styk, men dette blev senere forbudt, da det var skoledrengene, der var de største kunder.
Så var der ”Mellemor” ja, sådan blev hun kaldt af alle i gaden, hun havde en kælderhjørnebutik, og foruden salg af alt muligt slik til skolen og gadens unger, handlede hun med mel og gryn. Langs butikkens vægge stod på en lav forhøjning de store sække med hendes varer. Kanten af sækkene var rullet fint ned, så hun med sine store messingskeer kunne øse af sækken op i papirsposerne, og det var altid spændende at se vægten stå og vippe. Og så den fine folden posen til og lukken.
På det modsatte hjørne af Liepkesgade lå der en frugt- og grøntforretning, der hed Pomona. Det var efter standarden i kvarteret en ret stor og pæn ren butik med mange gode varer. Jeg nævner denne butik, fordi indehaveren, en fin ældre mand, herr Danisøe, havde en lille hestevogn med en broget, lille islænderhest spændt for. Dette køretøj blev brugt til at hente de indkøbte varer til butikken inde på grøntorvet, det vi i dag kalder det gamle, inde ved Ørstedsparken. Da det som sagt var en vældig rar mand, fik vi, gadens børn, ofte lov til at køre med på torvet, og det var jo spændende med sådan en hestevognstur i luntetrav gennem byen, med at hjælpe inde på det travle torv, læsse varerne på vognen, og så hjemme igen at få alle kasserne ind i butikken. Bagefter kunne man så måske få lov at holde tømmen, når vi kørte over i Classensgade, hvor herr Danisøe havde stald.
Mellem disse mange småbutikker, lå der også en lille trikotage- og lingeributik, også i en kælder, med en meget ringe lille beboelse bagved, af os unger kaldet Dorable, fordi vi forstod os på det franske. Det var en ældre, meget svær dame, der ejede denne usædvanligt rodede butik, som hun havde givet navnet ”Durabel”, for hun kunne nemlig fransk og flere andre fremmede sprog. Hun havde, som man sagde, kendt bedre dage, et begreb man ikke forstod som barn. Hun kom en vinter op hos os om aftenen, da min mor gerne ville lære noget engelsk. Dette forsøg mislykkedes dog totalt, da min mor sad og sov, ligeså snart kaffen var drukket.

Indkøbstur
Når vejret og pengene var til det, gik familien fredag aften på en længere indkøbstur. Jeg kan så tydeligt huske disse hyggelige ture. I de tidligste år med min lillebror Erik i barnevogn; den var samtidig velegnet til at transportere indkøbene hjem i. Jeg, som den store, gik ved siden af vognen og kunne holde i et lille håndtag på siden.
Engang imellem var turen kun over Trianglen, til Nordre Frihavnsgade, der dengang var Østerbros store indkøbsgade med modevarer. Her lå slagter-, viktualie- og bagerforretningerne tæt.
Men den længere tur, syntes jeg var den bedste. Vi gik ad Liepkesgade til Kastelsvej. Her var der gangsti mellem Blindeinstituttet og Garnisons Kirkegård, så kom vi frem til det fine kvarter ved Kristianiagade med Otto Mønsteds store hvide kæmpevilla, det er den nuværende russiske ambassade, og så var vi ved Østerport Station. Lidt ned af Store Kongensgade forbi Nyboder, her drejede vi af for at tage turen ned igennem Borgergade, hvor vi så havde Kongens Nytorv som endestation, før vi tog turen igennem Store Kongensgade hjemefter. Undervejs købte min mor så ind til lørdag og søndag. Borgergade var i min barndom helt forskellig fra den Borgergade, vi finder i dag. Det var dengang en lang, smal og hyggelig gade, med meget gamle huse, noget af Københavns ældste bebyggelse, meget nedslidt og fattigt. Her fandtes et utal af butikker, en mængde fødevarebutikker, men næsten alt kunne købes i denne gade.
En særlig specialitet her i Borger- og Adelgade var de mange kælderbutikker, der handlede med brugt fodtøj. Her arbejdede hele familien med, det var indvandrede jøder fra Polen og Rusland, og ofte var det kun børnene, der kunne tale et forståeligt dansk. I disse kælderbutikker var der i hundredvis eller nok snarere tusindvis af støvler og sko. Fatter sad ude i bagforretningen og forsålede og reparerede fodtøjet, kone og børn pudsede det så op og solgte det i butikken og oppe på gaden. Det var ofte meget fattige folk, da de omkring århundredskiftet kom her til landet. De havde i deres hjemlande været udsat for raceforfølgelser, og de ældre kunne hverken læse eller skrive, men de var dygtige, flittige og sparsommelige folk, der via disse beskedne kælderbutikker nåede langt økonomisk frem i det danske samfund.
Herinde i disse gader, var der dengang også de specielle rigtige jødeslagtere, der kun handlede med specielt slagtede dyr.
Der var også slagtere, der handlede med sortstemplede andenklasses kød, det skulle koges før brugen, kan jeg huske, men det har vi nu aldrig haft i huset.
Trafikforholdene i tyvernes København har nok, set med nutidens øjne, været mere stille og rolige dengang med mange hestevogne og trækvogne og med mange cykler, men med ret få biler, og tempoet var jo også mere afdæmpet, så gaderne var dengang også gode at lege på for datidens mange børn.

Renovation og udrykning
Igennem vores gade kom blandt andet dagligt skraldemanden med sin høje, gammeldags, beskidte skraldevogn, og under meget larm hentede skraldemændene de firkantede, overfyldte blikbøtter i gårdene, og under småløb hev de skraldemøget op i de høje, åbne vogne. Meget skidt og møg og særligt aske fløj rundt om ørene på mændene og andre forbipasserende. Noget af det allertidligste jeg kan huske fra min barndom, var brandsprøjterne. Nede for enden af Holsteinsgade ved Østbanegade lå der nemlig en stor brandstation, derfor gik mange af brandudrykningerne op igennem vores gade mod Østerbrogade og Trianglen. Jeg kan endnu så mange år efter så ganske tydeligt huske de flotte hestebrandsprøjter, der kom jagende op igennem gaden, men det var jo også en dramatisk begivenhed for en lille dreng: De massive gummiringe på vognene og gadens brosten gav en gungrende rysten, med hestenes gnistrende hovslag og vognenes røg og damp. Det virkede voldsomt og nervepirrende på os gadens unger, der altid fulgte dette drama som måbende og glanende tilskuere.
Når den store brødbil kom med rugbrød til bageren og ismejerierne, kunne man engang imellem få en tur bagpå trinbrættet, men så var det når chaufføren ikke så os, en dumdristig leg.
Den almindelige hverdag, når man er 4-5 år gammel, er nu næsten helt glemt, den ene dag følger umærkeligt den anden, og de store begivenheder var der vist nok af i disse år, men er jo noget, der helt går hen over hovedet på en størrelse i denne alder. Og der har været en mængde problemer i kølvandet med verdenskrigens afslutning og de mange fredsforhandlinger. Mange nye lande opstod på landkortet, og store gamle riger smuldrede næsten væk. Her i landet var der stadig varemangel og rationeringstider.
En slem epidemi, den spanske syge, var en alvorlig trussel i hele Europa i årene 1918 – 1920. Også her i landet rev sygdommen mange mennesker i døden, det var næsten som en middelalderlig pest.
At min lillebror Erik i 1921 kom til verden, husker jeg intet om, men jeg kan dog huske, at han i de følgende år var flere gange syg, blandt andet med ernæringsknopper og dårlig mave. Derfor var han flere gange indlagt på Dronning Louises Børnehospital, og alt dette skranteri gjorde ham jo ikke mindre forkælet. Han var forfærdelig morsyg, og kunne være slemt irriterende med sit evige omkvæd: ”Mor kan”.
Jeg kan huske, at da vores far engang var hjemme, og far ville løfte Erik op på sin arm, kom også Eriks sædvanlige: ”Mor kan”, hvortil min far bestemt svarede: ”Det kan jeg sgu også”. Da min far i disse år sejlede på længere ture, var han jo ikke så tit hjemme, og Erik kendte ham ikke, men kaldte ham for ”manden” eller ”morfar”.
Selskabelighed
Af hjemlig selskabelighed husker jeg intet, men der kom jo næsten heller aldrig gæster hos os. Alt gik stille og roligt i den samme gænge med tidligt i seng og tidligt op om morgenen.

Hos moster Margrethe
Engang imellem besøgte vi min moster. Hun og onkel Charles og min lidt ældre kusine Ingrid boede dengang i Ålborggade no. 31 i en lille toværelses lejlighed, som jeg husker som meget mørk, men Ålborggade var jo også en lang og meget smal gade, der gik fra Østerbrogade ned til Randersgade.
Her kom vi næsten kun på besøg når min onkel Charles ikke var hjemme. Han var nemlig en meget sær og vanskelig person, som næsten ingen kunne omgås. Han var ansat i toldvæsnet og havde derfor skiftende arbejdstider, så det måtte familien helt indrette sig på.
Han kunne dog også engang imellem udvise en rar og lun humoristisk sans. Allerede dengang som barn kunne jeg ikke lide rugbrødsskorper, og jeg må vist erkende, at dette har fulgt mig igennem livet, og dette havde onkel Charles noteret sig. Da vi engang efter et besøg i Ålborggade, hvor han tilfældigvis var hjemme, skulle gå hjem igen, overrakte han på sin meget højtidelige facon en fin lille lyserød pakke med en snor om. Jeg måtte bestemt ikke åbne denne før jeg kom hjem, og han anbragte pakken meget forsigtigt på en af min frakkes knapper. Her dinglede den fint og synligt hele vejen hjem, og stor var fortrydelsen og overraskelsen, da jeg hjemme flåede pakken op og fandt en håndfuld rugbrødsskorper.

Hos Faster og onkel Aage
Min mor og min storebror Svend kom af og til ved festlige lejligheder på besøg hos min faster og onkel Aage, her var vi sjældent med, Erik og jeg, det hed sig altid, at de små kunne blive hjemme. Men til børnefødselsdage var vi engang imellem med, men det, jeg husker bedst, var de store børnefastelavnsfester, der var i gården i det store ejendomskompleks, hvor faster og onkel Aage dengang boede ude i Bryggervangen ved Svanemøllen. Det huskes måske så tydeligt, fordi det det næsten altid var så drabeligt koldt, man stod ofte i sne og pløre i lange rækker for at komme til at slå katten af tønden, og det kunne godt tage lang tid, selvom vi var så mange børn. Bagefter fik vi så varm kakao og boller.
I maj måned var vi engang imellem til min kusine Annelises fødselsdag, og jeg kan huske, at vi, når vejret var godt, så var nede i fasters og onkel Aages lille mærkelige have. Det mærkeligste ved denne have var, at den lå på en skråning over for ejendommen, hvor de boede, altså en baneskråning overfor Ryvangens Kasernen. Her var det spændende at se de forskellige tog køre forbi, og var man heldig, kom der måske også tog med de høje toetagers vogne, som kørte folk ud til skoven i Klampenborg.
Jeg kan også huske nogle udflugter, hvor vi alle sammen, også min gamle farmor, spadserede ned til Strandpromenaden ved Svanemøllebugten, der hvor den store badeanstalt Helgoland lå i min barndom. Her sad vi så alle på bænkene eller på den store stensætning og drak den medbragte kaffe, saftevand og kage. Det var en rigtig sommerudflugt, alt åndede fred og ro, og i erindringen var det altid det allerfineste, varme, dejligste sommervejr med strålende sol.
Ak ja, intet vejr er så dejlig, som vejret i barndommens land.
Jeg har nu forsøgt at fortælle jer lidt om de mennesker og begivenheder, som jeg kan huske det fra mine første barndomsår, og jeg nærmer mig nu så småt alderen hvor min skoletid skal til at begynde.
Men inden min skoletid begyndte, skete der en begivenhed, som jeg kan huske en del om, og som jeg nu skal fortælle jer om. Jeg har været cirka fem og et halvt år gammel, så vi må være fremme i årstallet 1924.

Norges Minde
Min mor bliver alvorlig syg, og bliver indlagt på Rigshospitalet, og da det skønnes, at det bliver langvarigt, opstår der store problemer hjemme. Da min far jo stadig sejler og næsten aldrig er hjemme, måtte der skaffes hjælp til os to mindste børn. Svend var så stor, tolv år, så han kunne klare sig selv, men Erik var kun tre år, og jeg som sagt godt fem år gammel. Da vores familier ikke kunne eller ville hjælpe familien, måtte Københavns Kommune træde hjælpende til.
Derfor blev vi to små anbragt i pleje på Norges Minde, det var et børnehjem under Københavns Kommune ude på Strandvejen, før man når til Hellerup og lige overfor Tuborgs Bryggerier.
Dette børnehjem kan jeg kun mindes med tilfredshed, for her var rart og venligt at være, men det må jo, for sådan et par smådrenge, have været en stor omvæltning, men det kan jeg slet ikke huske. Men det har selvfølgeligt været lettere for os, da vi var to brødre sammen her. Hvor længe vi var her ude på børnehjemmet, ved jeg faktisk i dag ikke, men jeg mener, at det mindst må havde været et halvt års tid, måske noget længere, og i dag kan jeg ikke bare spørge nogen herom, da alle voksne fra denne tid nu er døde og borte.
Dette børnehjem var delt op i to afdelinger, hvoraf den ene afdeling var for spædbørn, og jeg kan endnu tydeligt se for mig alle disse små senge, når man stod på tæer og kiggede ind af vinduerne, da vi større børn aldrig måtte komme derind. Det har nok været smittefaren for diverse børnesygdomme, man har frygtet.
I den afdeling, hvor vi større børn boede, var alderen op til den skolepligtige alder, og vi har vel været, med de små, et godt 100 børn. Hjemmet blev ledet af en forstanderinde, en høj, hvidhåret dame, som var ældre end min mor, og jeg kan huske hende som meget rar og venlig, med nogle meget milde øjne. Hun havde mange yngre kvinder under sig, som alle huskes som rare og venlige mennesker. Norges Minde var nogle store, ældre, villalignende bygninger omgivet af en meget stor have, i min erindring så stor som en park. Her var der dejligt at lege, når vejret var godt, her var der masser af gode gemmesteder, når vi legede skjul, og her var også store plæner, hvor vi måtte spille bold. Her i denne store have var der også borde og bænke, hvor vi i godt vejr fik vores eftermiddagssaftevand og kage. Her i haven var der også en mægtig stor gynge, en ting som jeg aldrig før havde set. Man kunne gå helt ind i den, på hver side var der så en lang bænk, og her kunne vi unger og nogle af frøknerne sidde, mindst en halv snes stykker af gangen og gynge.
De ugentlige bade fandt sted i en lav bindingsværksbygning, der lå over gårdspladsen. Jeg kan endnu huske den lange række af børn, der stod og ventede på at springe gennem den kolde bruser, der altid afsluttede vores afvaskning. Tilbagemarchen til de store sovesale skete i samlet trop under afsyngelsen af Tinge-linge-later. Her på Norges Minde må der jo også have været et køkken, som jeg i dag slet ikke erindrer, men mad fik vi jo hver dag, og vist både en god og rigelig kost, kun en ret husker jeg i dag, og det var noget, som jeg bestemt ikke kunne lide eller få ned, og det var brune bønner. Men det var gudskelov en varm sommerdag og vinduerne stod åbne ud til haven, så jeg lige så stille kunne hælde bønnerne ud af vinduet og ned i buskadset. Jeg kan lige indflette at jeg stadig ikke kan spise bønner.
Det nære naboskab til Tuborg Bryggerierne står i dag meget lyslevende for mig, bare det at stå nede ved hækken om morgenen og se de store ølvogne svinge tungt læssede ud på Strandvejen, for så igen senere på eftermiddagen at se de trætte heste lunte hjem igen, hører med til minderne fra Norges Minde. Men en anden pudsig ting var duften ovre fra bryggeriet. Når vinden var i det østlige vindhjørne, stod der en kraftig lugt af malt, eller er der mon humle, ind over børnehjemmet. Hvis jeg senere i livet har indsnuset denne sødlige duft, er jeg igen tilbage i barndomsårene på Norges Minde.
En episode herude fra, som jeg siden som voksen flere gange har tænkt over, det var vanskeligheden med at binde sine egne snørebånd i skoene. Og det har jeg åbenbart ikke været god til, for jeg kan tydeligt huske, hvordan frøknerne herude forsøgte at lære mig denne vanskelige kunst. Jeg har siden som voksen erfaret, at netop det at have problemer med at binde sløjfer, er et sikkert tegn på, at personen har anlæg for ordblindhed, noget som jeg i dag, med det mere kendskab til ordblindhed, er klar over, jeg har haft store vanskeligheder med i skolen. Mellem de få udflugter, der fandt sted herude på Norges Minde, husker jeg de små gåture op til Hellerup station, et par frøkner og nogle få større børn spadserede med en stor, fin legevogn til stationen for at sende nogle pakker afsted, eller vi hentede pakker. I dag tror jeg, det har været de unge pigers vasketøj i de pakker, og at pigernes hjem har været i provinsen.
Der var ved at opstå et problem her på børnehjemmet, da jeg herude fyldte seks år og hermed kom i den skolepligtige alder, hvilket indebar at jeg ifølge reglerne skulle overflyttes til børnehjemmet Kildevang, der lå lidt nærmere ved Svanemølleområdet. Dette var et hjem for større børn, der kunne gå i skole. Men af hensyn til Erik, der så ville blive alene tilbage, hvilket man åbenbart ikke fandt var en god ide, skulle jeg derfor blive tiden ud på Norges Minde sammen med Erik. Så derfor var jeg et stykke tid den ældste dreng på hjemmet.
Jeg har i begyndelsen af min omtale af Norges Mindetiden omtalt, at hverken min faster Edith eller min moster Margrethe, som begge boede i København, endda begge på Østerbro i nærheden, kunne hjælpe os to små drenge, da sygdom indtraf hos min mor. Disse to familiemedlemmer var dog begge yngre og havde selv børn, men der har åbenbart ikke været noget særligt solidt familiesammenhold til stede.
En lille ting, jeg som voksen er kommet til at tænke på, var de manglende besøg. Vi to smådrenge savnede jo besøg. En lille erindring fortæller derom: Erik og jeg stod ofte ved den høje hæk ud mod Strandvejen og kiggede efter vores storebror Svend, som nogle gange om måneden, kom cyklende herud for at besøge os. Men ellers ventede vi altid forgæves ude ved hækken, kun en gang skete det, at min farmor kom på besøg, og jeg kan endnu huske, at hun så så bedrøveligt og trist ned på os, da hun gik igen. Men et besøg af min faster eller moster ventede vi desværre, i alle disse måneder, helt forgæves på.
Tanken har senere, som voksen, strejfet mig: Hvordan mon det var gået os to drenge, hvis nu min mor var død derinde på hospitalet? For jeg tror nemlig nok, at hun var meget alvorlig syg. Familien kunne vi ikke regne med, det havde vi jo tydeligt set, kunne det mon så være blevet til en barndom på skiftende børnehjem?
Men en dag sluttede vort lange ophold på Norges Minde. Min mor var igen blevet rask og kommet hjem, og så kom også et par meget velopdragne, stille og rolige drenge hjem igen. Jeg husker, at vi til alle voksne damer sagde ”frøken”, også til vores mor, og at vi blev helt tavse, når der var voksne til stede.

I disse 50-60 år har der været en rivende udvikling, måske den hurtigste i menneskehedens historie, økonomisk og teknisk. Det kan for os, der kan huske disse årtier, føles helt ufatteligt, det er næsten som en helt anden verden, som det kunne være flere århundreder siden, og dog kun er en menneskealder siden.
For at forstå noget om de tider og oplevelser, som jeg nu på de kommende siden, vil fortælle jer om, må I nødvendigvis huske på, at alt dette, nu i året 1985, ligger cirka 50-60 år tilbage i tiden, og at dette foregik i en tid der var så ganske anderledes end nutiden. I den tid har en så hurtig udvikling fundet sted som måske sjældent i menneskehedens historie.
Da jeg blev født den 4. september 1918 var Den første Verdenskrig endnu ikke afsluttet, men disse grufulde fire års lange krig og ragnarok, skulle komme til helt at ændre det gamle verdensbillede.
En ny kæmpeindustri, som krigen havde skabt i de krigsførende lande begyndte nu at sende store mængder af forbrugsvarer ud på verdensmarkedet, og levefoden begyndte at stige til ukendte højder. Alt var støbeskeen i disse år, og nye livsformer afløste de gamle patriarkalske familiemønstre, kvinderne fik stemmeret, klippede håret og fik korte kjoler, og en mængde nye opfindelser begyndte nu ganske langsomt at ændre hverdagslivet: Elektrisk lys, gas, vand og WC fandtes nu snart i alle hjem, der kom flere og flere automobiler og motorcykler på gaderne, og der sås både flyvemaskiner og luftskibe over byen, og imedens forsvandt nu efterhånden de mange hestevogne fra gaderne, og de mange stolte, gamle sejlskibe var også snart væk fra havnene.


TOP

skoleårene

I skole
For mit vedkommende, der nu var nået frem til at være seks og et halvt år gammel, nærmer der sig allerede nu, afslutningen af et afsnit i en lille drengs korte livsforløb. Slut er det nu snart med denne lille lukkede verden, og snart melder pligter og skolegang deres ubønhørlige krav, men som vist alle børn i denne alder, er glæden og forventningerne store, over nye oplevelser og nu at skulle lære at regne og selv kunne læse og skrive.
Jeg er nu i min lille private historieskrivning nået frem til tiden, hvor jeg begyndte min skolegang,
Vi er altså nået frem til august måned 1925, hvor jeg var næsten syv år gammel. Holsteinsgades Skole, hvor jeg var skoleelev i alle mine otte år lange skolegang, var også skole for min storebror Svend og min lillebror Erik; her gik vi alle i hele vores skoletid. Det var dejligt tæt på vores bopæl, da vi næsten var nabo til skolen.
Holsteinsgades Skole var dengang en af Københavns kommunes nyere skoler. Det var en stor femetages rødstensvinkelbygning liggende i et tæt befolket boligkvarter, så der var ingen udenomsplads til boldbaner og lignende, der var kun en skolegård, men sådan var de fleste skoler vist dengang i byerne. I den øverste etage oppe under taget var der forskellige specielle lokaler, blandt andet tegnelokaler, og i pigeafdelingen var der håndarbejdslokaler. Skolen var, som skoler dengang var i byerne, skarpt adskilt i en pige- og en drengeafdeling uden noget samkvem, ja selv skolegården var delt i to afdelinger med et højt plankeværk.
I den modsatte ende af skolegården, lå der en bygning, der rummede to gymnastiksale, en til piger og en til drenge med hertil hørende badeforhold. I den høje kælderetage, var skolens to sløjdsale. Langs den ene side af skolegården, var der en lang række wc´er til eleverne. Jeg kan tydelig huske at alle toiletterne havde et langt fælles automatisk skyllesystem, så man kunne blive noget forskrækket, når vandet pludseligt fossede afsted nede under rumpen på en.
Langs den anden side af skolegården var der et langt halvtag med bænke under, herunder kunne vi så krybe i ly med vores madpakker i dårligt vejr. Dengang blev der altid spist udendørs, hele året uanset vind og vejr. Indgangen til skolen var for os drenge ad en port i Livjægergade, og her lå en lille villa indeklemt, som var skoleinspektørens private embedsbolig. I mine skoleår var det den ældre fine herr Nørby, der boede her. Han var far til den senere kendte kongelige operasanger Ejnar Nørby, og meget senere blev han så bedstefar til den ligeså kendte skuespiller Ghita Nørby.
I kælderlokaler ved siden af denne port boede skolens pedel, dengang kaldet skolebetjent, og af os unger altid kaldet Bulinakke, da han havde sådan en mærkelig stor knude oven på sit pilskaldede hoved. Skolegården, som jo blev brugt til leg i frikvartererne, og som omtalt, til at spise i i det store spisefrikvarter klokken ti, var også stedet, hvor der engang imellem blev spillet langbold, men skolegården var jo også stedet, hvor vi, før hver time, stillede op klassevis, for derefter samlet at marchere op til vore klasseværelser. Ja, sådan var det dengang, ikke noget med at styrte op af trapper og gange under larm og spektakel, næ, næ. På reposen på første sal stod viceinspektøren, som i mine skoleår var en ældre, svær mand, der kunne dæmpe eventuelt urolige gemytter ved bare at rømme sig, det var nok til igen at skaffe ro og orden. Da vi senere i skoletiden lærte ham nærmere at kende, viste det sig, at det var en både rar og flink mand, der i det skjulte hjalp mangen elev, der havde problemer enten i skolen eller hjemme, og at slå elever eller give svedetimer faldt ham aldrig ind; hans naturlige myndighed fik alt til at glide på plads.
At være skoledreng, som jeg var fra 1925 til 1933, har i mangt og meget været ganske anderledes, end den skolegang nutidens børn oplever, for tiden er jo på næsten alle områder så ganske forandret. Det var dengang strengere at være barn i datidens samfund, hvor vilkårene jo var væsentlig hårdere og fattigere for de fleste mennesker, og det smitter så også af på børnenes liv og færden, og igen præger det hele skolelivet, som jo altid har været et spejlbillede af samfundet. Vi børn skulle dengang være meget høflige, ja næsten underdanige, og aldrig sige de voksne imod, ja i det hele taget holde kæft, når vi ikke blev spurgt. Dengang sagde børn selvfølgelig ”De” til alle voksne og ikke mindst til ophøjede væsner, som vores skolefrøkner og lærere, ja i mange familier tiltalte børn deres forældre i tredje person: ”Vil far gøre det, og vil mor gøre dat, og vil læreren gøre dit”. Vi syntes hjemme hos os, at det lød forfærdeligt krukket og barnligt. Alt dette prægede selvfølgeligt vore skoleforhold. Jeg tror, at de fleste elever var noget bange og nervøse over for lærerne, ikke så meget for klø såsom øretæver, spanskrør og lignende traktementer, som jo dengang var tilladt. Det var dog gudskelov noget af en sjældenhed på vor skole, da de fleste lærere ikke benyttede disse afstraffelsesmidler, men derimod svedere, altså eftersidningstimer. Det var udbredt og kunne være meget uheldigt for elever, der havde bypladser lige efter skoletiden. Denne højtidelige og upersonlige omgangstone mellem lærer og elev, som ikke findes i dag, denne svagt lurende angst, bevirkede selvfølgelig, at man ikke turde indrømme, hvis der var noget, man ikke forstod af lektierne, man dukkede sig bare og håbede på at de andre blev spurgt, men på denne måde fik man jo flere og flere huller i sin viden. Mange opøvede en stor evne i øjengængeri og andre snedige måder at snyde på, som i sidste ende gjorde skoletimerne triste og ørkesløse, og mange kunne dårligt skrive eller regne, når de forlod skolen.
Da jeg begyndte i første klasse, var det, som vist hos næsten alle børn, med en stor lyst og forventning til at lære noget. Men jeg kan i dag stadig fornemme, hvordan vores klasselærerinde, frk. Due, langsomt fik ændret min, og vist de flestes, interesse, så det blev som en ørkenvandring uden nogen små oaser eller lyspunkter. Jeg kan så tydeligt huske mine vanskeligheder i disse første skoleår, men frk. Due skøjtede nemt og ligeglad i en elegant bue uden om alle problemerne. Jeg må formode, at jeg har haft en snært af ordblindhed, noget man dengang end ikke kendte navnet på. Jeg husker de store vanskeligheder med at stave, det var håbløst, og da grammatikken kom ind i billedet, blev det totalt umuligt; jeg fattede simpelthen ikke et kuk.
Disse problemer, som mange andre af mine kammerater også døjede med, blev der intet forsøgt at afhjælpe, man kørte bare videre i den engang lagte gænge. Denne frk. Due, som vi små drenge til at begynde med nærmest forgudede, lærte vi efterhånden, var en træt, halvgammel pebermø, der stille var ved at gå i frø. Nervøs og forstyrret og en dame, der lod sig smigre og fetere af elever, der medbragte mødrenes hjemmebagte kager, og som om sommeren fik foræret frugt og blomster fra forældrenes kolonihaver: Gad vide, om min mors sammenfaldne sandkager var årsag til min manglende staveevne. Nå, hjemme fra os brugte vi nu ikke disse metoder.
De første 4-5 år fulgtes vi klassekammerater ad fra første klasse, men cirka 10-11 år gamle kom den første sortering om evner og lyst til at komme i Mellemskolen og derfra måske senere længere frem i kundskabernes rige eller bare forsætte i den almindelige folkeskole til en syvende eller ottende klasse, der dengang var det længste, man kunne gå i vores skole. Som flertallet af mine klassekammerater, havde jeg eller familien ingen ambitioner om via Mellemskolen at læse videre, så jeg forsatte og gik videre til ottende klasse.
Nu fik vi andre og flere lærere og flere nye fag, nogle bedre end andre. Et nyt fag, som de fleste kunne lide, også jeg, var sløjd. Det var spændende og noget nyt, at man i skolen kunne få lov til at bruge sine hænder. Undervisningen i sløjd var dog lagt meget ensartet til rette: Alle skulle lave det samme og i samme rækkefølge: Først gik vi i gang med et fladt stykke træ, som vi skulle save en mængde riller i, så det næsten lignede en redekam. Af dette stykke træ blev der så bagefter lavet en lille rist, der kunne bruges til at sætte varme ting på, og derefter skulle vi så være så dygtige, at vi alle kunne lave et lille hængeskab, og her skulle både selve skabet, men også døren, samles på rigtig snedkervis med sammenlimede flader. Ja, det var så sandelig et spændende fag.
Gymnastik var også et fag de fleste kunne lide, men det var bestemt ikke et af mine yndlingsfag, alt for meget var fritstående øvelser, og navnlig klatring i tove og øvelser hængende i ringe, var bestemt ikke min kop te, ja, jeg lærte det overhovedet aldrig. Derimod blev mange af forårets og efterårets gymnastiktimer benyttet til fodboldspil, hvilket nok skyldtes vor gymnastiklærer, herr Burwalds store interesse, da han var gammel landsholdsspiller. Fodbolden blev spillet oppe i Fælledparken, så derfor benyttede vi frikvartererne til at løbe mellem skole og bane.
Men i de mere sommerlige måneder, lige før og efter sommerferierne, var der søbad nede på den store, gamle søbadeanstalt Helgoland, kendt som Europas største badeanstalt. Den lå, indtil den blev nedrevet, nede i Svanemøllebugten. Hernede skulle vi alle lære at svømme, og her kunne vi så tage både den lille og den store frisvømmerprøve og erhverve et lille svømmeemblem i bronze eller i sølv. Dette var bestemt noget, jeg kunne lide, og jeg var vistnok også ret dygtig til både svømning og dykning, og jeg aflagde da også begge disse to prøver.
Foruden de almindelige skolefag såsom dansk, regning og religion og nu de omtalte nye fag, var der også nye fag såsom fysik og botanik. Og som noget nyt i skolerne dengang fik vi samfundsorientering, og i de sidste to år, fik vi tysk, som var det eneste fremmedsprog, vi lærte.


Lærerstaben på Holsteinsgades Skole 1927. Fotoet er taget i anledning af at der arrangeredes en bazar og en teaterforestilling, der bidrog til indsamling til skolens læsesal.
Bageste række fra venstre: Møller jensen, Agnes Nørregaard, p. Morsing, R. Grytter, Bjørn, Folmer Lauritzen, Bornemann, H. M. Olsen & Thyge Møller.
Midterste række fra venstre: M. Hansen, Ing. Hansen, Larsen, H. Remmer, inspektør Gregersen Nørby, Ubekendt, Olsson, Sialasen, Abrahamsen, Due & Knutzen.
Forrest fra venstre: Ubekendt, Ubekendt, Ubekendt, Ubekendt, Larsen, Lasthein, Ubekendt & Scherden.


Men det bedste var faget tegning, det var så afgjort mit allerbedste fag, for her var der endeligt noget jeg var dygtig til og nok havde nogle medfødte anlæg for. Det var nu ikke fordi, at undervisningen her i dette fag var så meget mere spændende, for også her gik man frem efter et meget stramt program, der skulle gøres af alle, men vi få elever, der viste gode evner, fik dog lov til at udfolde os lidt mere, og som sagt var det at tegne og male det bedste fag i skolen. I forbindelse med tegnefaget kan jeg huske en lille spændende oplevelse: I en anledning, som jeg i dag ikke kan huske mere, blev der lavet en stor tegneudstilling af elevarbejder. Gymnastiksalene blev benyttet som skolens galleri, og jeg fik hele fem af mine tegninger med, og det var i sig selv en stor ære for mig. Siden blev de bedste af alle tegningerne udvalgt fra samtlige skoler i Københavns Kommune og udstillet i Rådhushallen. Her på denne fine udstilling, var jeg så heldig at få to af mine tegninger med.
På en københavnsk skole med et elevantal på cirka 900 til 1000 børn, som der var på Holsteinsgades Skole i mine skoleår, skete der også meget andet end lige undervisningen. Da disse år var strenge og fattige for mange af børnenes forældre, var der mange sociale hjælpeforanstaltninger, for at afhjælpe de dårligt stillede børn, der var for eksempel en bespisningsordning: De elever der deltog, det var dog ikke særlig mange, men mange børn har nok følt det skamfuld at deltage, vandrede i spisefrikvarteret afsted, da bespisningen foregik uden for skolen.
Der var også en hjælpeforening, der skaffede varmt fodtøj til skolebørn Fattige børns Fodbeklædning, og igennem Børnenes Kontor kunne der søges hjælp til tøj både til jul, og når børnene om sommeren skulle på landet. Igennem skolerne kunne nødlidende børns familier også blive indstillet til de store julekurve; dejlige kurve der indeholdt både rigtig julemad og juleknas til børnene. Når vi nærmede os de lange skoleferier, var der flere hjælpearrangementer. Der var også igennem skolen tilmeldelser til Gabriel Jensens endagsudflugter, for dem der ikke kom på ferie.
Men navnlig to hjælpeforanstaltninger var helt store: De københavnske skolebørns ferieophold på landet, var det ene. Det var i disse år en stor og god indsat der her blev gjort, og mange tusinder af københavnerskolebørn, blev herigennem sendt ud på landet for at få en god og sund ferie hos fremmede, hjælpsomme mennesker. Mange børn oplevede herude for første gang at se, hvordan mennesker levede ude på landet som bønder, og oplevelserne med alle dyrene var måske de allerstørste, børnene inde fra stenbroen fik. Jeg ved at mange af disse ferier blev til årelange venskaber mellem ferieværter og feriebørn. En utrolig energisk igangsætter til disse tusindvis af ferieophold var den dengang så kendte skoleinspektør Østrup, som næsten dagligt efter Radioavisen talte så varmt for de ferieløse skolebørn. ”Og husk også drengene”, som han afsluttede sine appeller med.
Et andet, også meget stort, engagement var de titusinde skolebørns ferierejser ud over hele landet. Ethvert skolebarn fik en gratis togrejse med Statsbanerne eller med de private baner til de ønskede feriemål. Alle børn fik igennem skolen udleveret deres billet, der var så stor, at den kunne hænges om halsen i en snor. På bestemte dage, når skoleferierne startede, blev så disse tusindvis af børn sendt afsted ud over hele landet med specielle ferietog, som afgik meget tidligt om morgenen fra Hovedbanegarden. Det var så tidligt, at også sporvognene kørte tidligere på disse dage, for at børn og forældre kunne nå frem til tiden, og dengang havde almindelige mennesker jo ikke råd til at tage en taxa, og næsten ingen havde dengang egen bil.
Om den daglige skolegang husker jeg i dag ikke så forfærdelig meget, den ene dag gik jo nok mest som de mange andre dage, men nogle begivenheder, som gav lidt lyspunkter i hverdagstrummerummen, kan jeg dog stadig huske. Skulle større begivenheder fejres blev skolens gymnastiksale benyttet hertil. Jeg kan huske at H. C. Andersens halvrunde 125 års fødselsdag blev fejret her. Der var nogle af skolens drenge og pigekor, der sang nogle af Andersens kendte sange, og som gæst sang den dengang ret kendte operasangerinde Ingeborg Steffensen nogle viser.
En anden begivenhed som jeg husker ganske tydeligt, var en stor indsamling til et stort skolebibliotek, hvilket dengang kun de færreste kommuneskoler ejede. Det var vel nærmest en læsesal for elever, men også for andre interesserede uden for skolen. Der blev, for at skaffe de nødvendige pengemidler, lavet forskellige underholdningsprogrammer og foredrag med kaffe samt afholdt et stort lotteri. En årsag til at jeg så klart kan huske netop dette er nok den store præmie i lotteriet: Et stort maleri. To store piger på skolen var døtre af den kendte marinemaler, lodsen F. Landt. Han skænkede et stort maleri af det smukke, store skoleskib København, den flotte, femmastede ØK-båd. Skolen var så heldig at vinde denne præmie selv, så det smukke maleri fik en blivende hædersplads i det nye bibliotek.
Tragedien med dette skoleskib kom kun at års tid efter dette lotteri. I 1927 forliste dette store skib under en rejse fra Sydamerika til Australien og alle omkom. Under de mærkeligste omstændigheder forsvandt skibet sporløst, og aldrig siden er noget dukket frem, der kan berette om denne store ulykke, der kostede flere end 100 mennesker livet. Mellem de mange druknede elever kan jeg huske to store drenge, som var klassekammerater til min storebror Svend, i alt var der mellem de savnede fem elever fra Holsteinsgades Skole, så der er mange årsager til, at alt dette står så klart i min erindring.
En anden erindring om noget, som skete næsten samtidig, var også en drukneulykke. Min bror Svend havde en klassekammerat, en særlig god ven der hed Poul, som ønskede at gå søfartsvejen, og han kom ud at sejle med skoleskibet Georg Stage. Under dette togt faldt han udenbords og druknede. Jeg kan tydeligt huske, at hans mor efter denne ulykke kom og forærede Svend sin druknede søns fine guldfyldepen, som var hans konfirmationsgave. Selv kom moderen, en fattig enke, aldrig over denne tragiske ulykke, hun blev sær og indesluttet og døde nogle få år efter på Sankt Hans Hospital. Ja, den slags dramatiske begivenheder prenter sig stærkt i en otteårs drengs bevidsthed.
En årlig begivenhed var skoleklassernes udflugt til Zoologisk Have, som fandt sted omkring skoleferien. Det var en spændende og sjov sko¬ledag. Vi mødte som sædvanligt på skolen om morgenen med lidt pænere tøj på, en stor madpakke i snor og en sodavand og så en skilling på lommen til at snolde for derude. Så gik vi klassevis ned til Strandboulevarden til sporvognssløjfen ved Nordre Frihavnsgade, hvor de tomme sporvogne ventede på alle os unger. Ofte var der gamle toetagers vogne med, og så var det med at være hurtige for at redde sig en plads på øverste halvåbne etage. Efter en grundig rundtur i haven med klasselæreren i spidsen, blev den medbragte frokost spist ved bordene nedenfor det store tårn ved indgangen. Efter pausen kunne vi selv kigge os lidt omkring og snolde, og så lidt senere om eftermiddagen drog vi atter, nok lidt mere støjende, igen hjemad til Østerbro.
Da vi gik i de mindre klasser hos frk. Due, var vi også på en årlig skovtur, som altid gik til Charlottenlund Skov. Med lærerinden i spidsen drog vi afsted, gående, op til Trianglen for derfra at fortsætte med linie 14 nordpå, og bedst var det, hvis vi var så heldige at komme med en såkaldt skovvogn. Det var bivognene på linie 1 og 14, der om sommeren var åbne vogne. Sæderne var anbragt på tværs af vognen, og der var hængt løse kæder for. Så gik sporvognskonduktøren ude på det udvendige trinbræt og billetterede passagererne. Ved afgang fra stoppestederne meldte han klar med en lille trillefløjte, jo, det var sandelig en rigtig sommertur. Ude i skoven legede vi blandt andet røvere og soldater, skjul og tagfat, og bagefter spiste vi så i det grønne vores medbragte mad og sodavand. Det var skam en dejlig dag med fint humør, hvor vi kom både trætte og møgbeskidte hjem sidst på eftermiddagen.
Som større skoledreng, nogle år senere, kan jeg huske en længere heldagsudflugt, det var en dejlig spændende tur til steder, hvor jeg aldrig før havde været. Også her startede vi tidligt om morgenen fra skolen, men denne gang skulle vi afsted med en stor gul bus, der ventede uden for skolen. Det var meget spændende og noget helt nyt som jeg aldrig før havde prøvet. Vi kørte over Farum op til Frederikssund og videre langs Roskilde Fjord til Frederiksværk og videre nordpå op til Asserbo. Her spiste vi den medbragte frokost på den historiske Sandkro og fik hertil, rigtigt serveret af en tjener, den uundværlige sodavand. Derefter vandrede vi alle en lang tur igennem den mærkelige Troldeskov med de forkrøblede vindblæste egetræer ud til Kattegatskysten, herude legede vi lidt: Hvem kunne slå flest smut med en flad sten ud over vandet og lignende. Så gik turen igen tilbage til vores bus. Hjemkøreturen gik ned over Hillerød, hvor vi stoppede og kiggede på Frederiksborg Slot, som virkede kolossalt stort og flot. Og sidst på eftermiddagen holdt vi igen foran skolen. Dette var så sandelig en vældig god og dejlig tur, med en rar og god lærer, der forstod at gøre turen både lærerig og hyggelig, men det var efter datidens pengeforhold også en dyr tur: Hele 5 kroner, sodavanden iberegnet.
Som noget helt nyt i slutningen af tyverne, var der i Københavns Kommune blevet indført almindelig skoletandpleje for alle skoleelever. At det var noget nyt, kan jeg huske, fordi min storebror Svend aldrig nåede ind under denne ordning, og Københavns Kommune var vist dengang den eneste i landet, der ydede denne service for sine skoleelever. Dengang var det bestemt ikke særligt almindeligt at gå til tandlæge, det var ukendt for den dårligere stillede del af befolkningen, noget man ikke var vokset op med. Så gjorde det ondt og det værste: Det var dyrt og pengene var små. Skoletandplejen som jeg altså begyndte på, startede i fjerde eller femte klasse. Den store fine tandklinik vi børn fra Holsteinsgades Skole benyttede, var indrettet i hele tagetagen på den nærliggende Nyboder Skole ved Østerport Station. Uden at jeg rigtigt kan huske det, tror jeg, at vi kom der til regelmæssigt besøg en gang om året, men jeg kan dog huske flere kammerater, der kom derovre i længere perioder, så de har nok haft nogle vanskeligheder med deres tander, måske bøjler på et friluftsgebis. Disse gratis tandlægebesøg i skolerne har sikkert været med til at højne standarden på folks tænder og lære dem at gå til tandlægen.

Drengefritid
Men som der er en verden uden for Verona, så var der også en drengeverden uden for skolen, og her var der meget nyt og spændende at opleve og lære.
Da vi hjemme hos os ikke havde en far hjemme i det daglige, og da vores mor gav os meget frie tøjler, der næsten kun krævede, at vi var hjemme til den daglige spisetid, så havde vi drenge, nok mest mig selv, hele eftermiddagene til at gå på oplevelser, og jo ældre vi blev, des længere væk fra hjemmet gik vore ture, men da jeg altid har haft let ved at finde rundt i byen, kunne hjemkomsten altid passe med spisetiden. Da den nærmeste omegn, gader og gårde, forlængst var kendte steder, gik nu vore ture længere væk. Yndede steder, hvortil vi ofte kom, var for eksempel Frihavnen, hvor der dengang altid var meget spændende og livligt, for dengang var der en stor travlhed i Københavns havne.


Erik, Andrea og Ole Clasen på vej over Langeliniebroen.


Frihavnen
Her nede i Frihavnen kan jeg huske de store atlanterhavsdampere, der havde fast rutefart på Amerika blandt andet Frederik den Ottende. Særligt festligt var det at se et stort juleskib gå til kaj, med juletræer i mastetoppene og overalt pyntet op. Inde på kajen stod der et stort orkester, der spillede de kendte fædrelandssange og julemelodier, det var sandelig et flot og farvestrålende optrin, og folk råbte til hinanden, når de genkendte et ansigt i vrimlen, mens skibet langsomt lagde til. Her stod mellem de mange hundrede ventende på kajen folk med store papskilte, hvorpå de ventede gæsters navne stod; mange kendte jo dårligt nok deres slægtninge, efter de mange år i Amerika. Så snart landgangene var sat, strømmede de rejsende fra borde, og for os drenge var det helt rørende at se den store gensynsglæde og de glade omfavnelser. Vi drenge tog herned i frihavnen, fordi det var et spændende skue at se på, for vi havde desværre ingen rige onkler eller tanter, der kom hjem på julebesøg fra Amerika. Det havde ellers været spændende. Det er måske en erindringsforskydning, men jeg synes, der dengang var mange familier, der havde slægtninge i USA. Næ, vi drenge kom kun herned sammen med en mængde andre nysgerrige, fordi det var en morsom københavnerbegivenhed, meget festlig og rørende.

Langelinje
Vore ture gik ofte på de samme ture ud på Langelinje, der også dengang var et smukt og yndet sted, her var der for eksempel lystbådehavnen, hvor der om sommeren lå så mange flotte sejlere, og så kunne man stå og se folkene ombord skrubbe og spule eller se dem gøre klar til et togt på søen.
Her i Lystbådehavnen lå der også roklubber, deres lokaler var gravet ind i jorden, så man gik ovenpå og kunne se ned til roerne, se dem bære deres både ned på en rampe, hvorfra de kunne stikke til søs.
Her ved denne kønne havn, blev der i min tidligste barndom rejst et stort monument, over alle de danske søfolk, der mistede livet under Den første Verdenskrig. Det forestiller en fremadstræbende, stor engleskikkelse med en fremstrakt palmegren i hånden, fredens symbol. Denne figur står på en skarp sandstensopbygning, hvor der på siderne er en række relieffer, der viser skibsforlis.
Så var der hele kajanlægget ud til molen med det lille fyrtårn. Her ude ved den lange kaj, lå der ofte om sommeren mange fremmede krigsskibe, der var på besøg, og engang imellem var der adgang for besøgende. Det var kun for voksne, men så sneg vi os ombord tæt op af nogle voksne, og så havde vi jo en spændende tid med at afprøve sæderne i kanonstillingerne og farlige torpedoer og andet rigtigt krigslegetøj.
Det var også herude langs Langelinjekajen, at de store luksusdampere fra de mange fremmede lande lå. Det var rige udlændinge, der rejste rundt for at se på de fremmede steder på denne måde, det var ofte nogle kæmpeskibe, men de lå kun et par dage i København. Der var et spændende liv både ombord og nede på kajen, altid var der en masse taxier og store busser, der kørte turisterne rundt i byen og på ture i Nordsjælland for at se på de gamle slotte.

Rulleskøjter
I mine drengeår, det har velsagtens været i 10–11års alderen, var rulleskøjter den helt store mode mellem børnene. Der var jo forskellige slags rulleskøjter, men det skulle selvfølgelig være med kuglelejer, så man kunne deltage i de yndede kapløb ud til fyrtårnet på molen og tilbage igen. Det var virkelig en lang og drøj tur. Dette dejlige legetøj ofte kom til at volde mig alvorlige kvaler, og det skete desværre ofte, for jeg sled alt for hurtigt hjulene i stykker, og så var man jo på den, for så var problemet jo penge, noget man næsten aldrig var i besiddelse af, og et nyt hjul, som man kunne købe enkeltvis, kostede dengang 75 øre, en sum det kunne være vanskeligt at fremtrylle.
I min rulleskøjtetid kan jeg huske en lille episode, som jeg syntes, skal med her. I ti års alderen havde jeg fået en ny, lille fætter, Jørgen blev han døbt. Han var yngste barn hos min faster og onkel Aage. Da han skulle døbes, og min mor skulle med til barnedåben, skulle der jo købes en dåbsgave. Hos en guldsmed ude på Nørrebrogade nær ved Elmegade skulle denne gave afhentes, en sølvske eller -gaffel, ja, hvad det var, anede jeg intet om, men det var mig der blev sendt af sted efter denne lille pakke. Dette skete som næsten altid pr. rulleskøjter, ud og hjem af Blegdamsvejen, og her kan jeg tydeligt huske, hvad der skete på tilbagevejen med pakken. Jeg passerede over Tagensvej, da den ene rulleskøjte gik løs, så jeg satte mig på en af de store sten, der omkranser det store mindesmærke for Finsen, et mindesmærke, som stadig står her i et lille parkanlæg ved Rigshospitalet. Da skøjten igen var på plads, susede jeg igen videre mod Trianglen, som jeg næsten nåede, da jeg opdagede, at jeg var løbet fra pakken med sølvtøjet. Jeg kan endnu tydeligt huske den enorme lettelse, da jeg på lang afstand fik øje på den lille lyserøde pakke imellem stenene. Jeg har aldrig siden passeret dette sted uden at erindre denne forskrækkelse.

Københavns Havn
Også til de andre afsnit af det københavnske havneområde gik vore drengeekspeditioner, ned omkring Den lille Havfrue og til det store, flotte Gefionspringvand, hvor man på en varm sommerdag kunne nappe sig et frisk lille fodbad. Her lå også den kønne engelske kirke og den gamle restauration Esplanaden i en stor træbygning. Ofte gik det videre igennem Amaliegade ind over Amalienborg Slotsplads, kigge lidt på gardisterne og prøve på om man kunne få dem til at sige noget, hvilket lykkedes med en snærende bemærkning om at skrubbe af.
Så ned til havnen igen, og hernede ved Kvæsthusbroen var der altid travlt, for her lå DFDS´ mange provinsdampere dengang, først og fremmest de store skibe til Århus og Ålborg, men dengang sejlede man til de fleste østjyske havnebyer: Horsens, Vejle og Kolding blandt andet.
Til næsten alle dele af den store, københavnske havn kom vi drenge, ned omkring Knippelsbro og Gasværkshavnen ved Langebro, og helt ud i Sydhavnen ved sluserne og Ørstedsværket gik vore lange strejfture, afstande som var ganske lange fra vor bopæl på Østerbro.
I den nordlige del af havnen, ude omkring Kalkbrænderihavnen, gik turene ofte om sommeren, for her ude, langt ude ved havneløbet lå badeanstalten KIP, hvor vi som større drenge ofte gik i vandet, for herude var vandet fint og rent, meget bedre end inde på den gamle, meget store Helgoland Badeanstalt inde i Svanemøllebugten. Her var vandet ofte meget slemt, ofte det værste svineri med alskens uhumskheder. Den blev da også til sidst nedrevet og forsvandt helt.
Nede i Frihavnen, i det, der hed timeterbassinet, så jeg også nogle gange det før omtalte store, flotte skoleskib København, der så tragisk endte dets dage på bunden af Atlanterhavet. Det var et imponerende syn, så kolossalt stort, men det var jo også dengang et af verdens største sejlskibe, en femmastet bark. Her i Frihavnen tog skibet stykgods ombord, og så gik turene ud på de store verdenshave. Det var et helt skuespil, når havnens små bugserbåde baksede denne store kæmpe ud af Frihavnen, og vi unger spænede helt ud på molen for at se det sidste glimt af kæmpen forsvinde ude på Sundet.

Fælledparken
Men der var jo andre steder end havnen. Om sommeren var Fælledparken for os drenge et meget yndet sted, ofte et sted man tog til med sin madpakke på skolefridage. Her var der jo rigelig plads til at spille både fodbold og håndbold, men også vore hjemmelavede drager var gode at sætte op her; for her var god plads på de store græsplæner, og her kunne det også tit blæse fint. Gik vi igennem hele Fælledparken, kom vi ud på den gamle Nørre Fælled ude ved Jagtvejen og Tagensvej, det var de sidste rester af den gamle byfælled, hvor der endnu ikke var bebygget, her hvor siden både Zoologisk Museum og Tandlægehøjskolen skulle rejse sig. Her holdt dengang endnu mange sprittere og andre løse fugle til, men for os drenge var det de mange tiltrampede stier igennem terrænet med de mange bakke op og bakke ned, der gjorde det til et spændende og vanskeligt, men også morsomt sted at suse rundt på med vore cykler.

December
En lille, særlig omtale drejer sig om december måned, altså før den rigtige juletid. Det var ikke på grund af for mange penge, tværtimod, men det var en spændende og dejlig afbrydelse i årets gang. Vi to drenge, altså min lillebror Erik og jeg, drog mange gange til byen for at se på julevinduer og andet spændende, nyt julepynt, og der var mange ting og sager i de gamle københavnske gader og stræder. Men der var altid et ganske bestemt sted hvortil man altid skulle, nemlig ind til den kendte Thorngreens store legetøjsforretning på Strøget. Dengang lå den på hjørnet af Skoubogade. Det var simpelthen et eldorado for flere generationer børn, mange store, festlige, oplyste vinduer fuldt af alverdens legetøj, her var ganske simpelt alt, hvad et barn kunne ønske sig, og jeg tror næsten, alle børn dengang og nok også og siden, der var en tur igennem byen, har klemt næserne flade mod disse spændende vinduer og sagt helle for det eller det.
Men ellers var det stormagasinerne, der drog os som magneter, for her var der jo rigtigt pyntet op med fin julestads, og her var der jo også de flotte julevinduer med de bevægelige juledekorationer med både mange dyr og masser af julenisser, og her faldt jo masser af dejlig julesne i stedet for det ækle tø- og regnvejr, man stod og skuttede sig i på gaderne. Men indendørs i stormagasinerne var der jo dejligt varmt og fristende i den kolde december måned. Men, for der var jo et men, børn havde ingen adgang uden voksne, og dengang havde alle stormagasiner en stor, bøs dørvogter ved indgangene, så det var noget af en sport at klemme sig op af en voksen og glide uset med ind til herlighederne. Så vi har nok været med til at ødelægge mangen dørvogters juleglæde.

Cykelture
Alle disse bystrejfture hørte til i en bestemt alder, og husker jeg ret, har det nok været i cirka 8-10 års alderen. Med alderen skiftede udflugterne karakter, blandt andet var det meget afgørende, at jeg til min ti års fødselsdag, fik min første cykel foræret, og så pludseligt kunne man komme langt afsted ud til steder, man før knapt kendte til. Ofte var disse ture sammen med min bror Erik, men også børn hjemme fra gaden eller skolekammerater, var ofte følgesvende.
Vore mange ture i Københavns omegn foregik ofte på skolens fjortendagslov eller andre fridage såsom kongens og dronningens fødselsdage, så det var ofte heldagsture, hvor vi hjemmefra havde madpakkerne med.

Dragør
En yndet tur i fint sommerligt vejr var ud til Dragør, som jo er en lille, køn provinsidyl med mange smukke, gamle stræder og huse. På cykelturene derud over Amager var vi også tit forbi lufthavnen i Kastrup. Det var dengang kun et lille sted, små forhold altsammen, både bygningerne og de få og små maskiner, men til gengæld kunne vi komme helt tæt på og se alt, hvad der skete.
Ofte spiste vi vores mad ude på Dragør Sydstrand, og herude gik vi også tit i vandet, selv om det bestemt ikke var det bedste sted, for her var det så lavvandet, at man skulle flere hundrede meter ud, for at få vand midt på maven. Og så kan jeg huske en gyselig historie om, at herude skulle man passe meget på, for pludseligt blev her enormt dybt og iskoldt vand, uha.

Hareskoven
Turene ud til Hareskovene var også yndede, for herude var vi jo ellers ikke kommet før, så der var meget nyt at opleve. Jeg kan tydeligt huske de første ture til Aldershvile Slotspark. Her var det spændende i den gamle slotspark, med søen og de næsten tilgroede kanaler, og her lå den gamle slotsruin, der for mange år siden så dramatisk brændte ned til grunden, noget der talte til vore drengefantasier. Og en eller anden kunne fortælle noget af historien om ”Grevinden af Bagsværd”, der blev født så fattig og siden blev så rig og rigtig grevinde, og så brændte hendes fine slot, og så blev hun igen så fattig og døde som en gammel, fordrukken pantelåner på Vesterbro i København.

Frederiksdal
Så var der også hele området ved Frederiksdal, her var det særligt kanalen med den store sluse, der virkede tillokkende, og det hændte da også engang imellem, at vi drenge kunne skillinge sammen de 35 ører, som det kostede at leje en robåd i en times tid. Så gik det rask afsted på kanalen, under den høje træbro og ud i Furesøens vover. Cykelturen ud til Frederiksdal gik ofte ud ad Lyngbyvej til Sorgenfri Slot. Her drejede vi til venstre og kom ned på Prinsessestien, der fulgte Lyngby Sø og kanalerne helt over til Frederiksdal. På en fin sommerdag var det en usædvanlig smuk og dejlig tur. Efter sådan en dag var man sandelig også både træt og mør og suiten som en bjørn, når man dukkede op ved aftensmadtiden.
Jeg kan huske en lille oplevelse herude fra disse kanter. Min bror Erik og jeg ville på vore cykler køre fra Frederiksdal langs sydsiden af Furesøen over mod Kollekolle og Fiskebæk. Det første stykke vej gik det fint med at cykle, men så blev stien langs søen mere vanskelig at forcere, op og ned af bakker, så det blev mest til en gåtur med cyklerne. Herunder var jeg så dum og tankeløs at gå yderst på stien trækkende cyklen indvendig, og pludseligt tog det nederste af forskærmen fat i en af de mange store trærødder, så i det cyklen pludseligt stopper, taber jeg balancen og dratter en 3-4 meter ned af skrænten og lander nede i vandet mellem sivene i Furesøen. Bagefter mig kom nu cyklen, og uheldet ville, at jeg blev ramt lige oven i hovedet af pedalen. Nu var gode råd dyre, for naturligvis var jeg drivvåd over det hele, men også med blodet drivende fra et rigtigt grimt hul i hovedet. Efter at have sundet os lidt, fandt vi en lille lysning i skoven med lidt sol, og så var det bare at komme af med det våde tøj og få det hængt op til tørre på nogle grene. Det må have været tidligt på foråret, for jeg kan så tydeligt huske, hvor hundekoldt det var at rende rundt der i skoven uden en trævl på kroppen. Tøjet tørrede heller ikke særligt meget, og var ækelt at kravle i igen. Nå, blodet var omsider stoppet, og så var det bare med at komme hjemad, mens tøjet efterhånden tørrede noget mere. Hjemme fortalte vi en noget tåget historie om en mindre, lokal tordenbyge undervejs. Denne byge havde været så lokal, at den kun havde ramt mig, da Erik var ganske tør.
Ja, mange forskellige steder gik vore ture afsted til, for eksempel var der mange ture op langs Øresund ad Strandvejen ofte med en tur i vandet ved Vedbæk eller Rungsted, eller ture ind igennem Dyrehaven eller over Ermelunden.

Utterslev Mose
Men flere gange var vi ude over noget, for mig, ganske ukendt: Utterslev Mose. Herude over de store mosearealer så der dengang ganske anderledes ud end i dag. Det var ikke, som nu, blevet lavet om til et parkområde, men var et stort, uberørt moselandskab, som det havde set ud i århundreder, et meget spændende område med små naturstier, hvor man cyklede rundt mellem småsøer og mosedrag. Herude var der også dengang et myldrende fugleliv, også storke var der dengang, der var blandt andet en beboet storkerede oppe på en mejeriskorsten i Husum. Jeg tror nok at denne storkerede var den sidste i københavnerområdet.

Cykelproblemer
At disse drengeår var andet end strejfture rundt på cykel, siger jo sig selv, det var jo noget, der mest hørte til den lyse tid, forår og sommer. Men ofte havde vi jo kvaler med cyklen, det var jo nogle gamle skærveknusere vi kørte på, og ofte fik de en hård behandling. Småskaderne kunne vi meget ofte selv klare, for eksempel den utallige mængde af de evindelige lapninger, selv om også dette tit kunne være vanskeligt, hvis det var større revner i de gamle møre slanger. Værre var det, når for eksempel et hjul eksede, eller endnu mere almindeligt: At en pedal knækkede af. Også med kæden var der af og til vrøvl, enten kunne den briste, eller også var den så gammel og slidt at den ustandselig hoppede af tænderne i tandhjulet. Så måtte vi enten afsted op til Importøren eller til Torpedo, hvor de var billigst med reservedelene, eller vi måtte over til cykelsmeden. Men da alt dette kostede penge, noget som vi aldrig havde, måtte cyklen af og til holde en lille ferie, til vi fik skrabet et par kroner sammen.

Vinterfornøjelser
Vinterdage var vore fritidsfornøjelser jo helt anderledes end sommerens mere fri liv.

Ski
Da vintrene i min barndom, på få undtagelser nær, var meget milde og ofte ustabile med skiftende let frost og tø, blev vintersport noget tilfældigt og uberegneligt, og derfor blev vores udstyr også derefter. Skiløb var dengang ikke noget man så ret meget til. Så vi voksne mennesker på ski i Københavns nærhed, tog vi det nærmest som nogle småfjollede personer, nogle vi unger grinede lidt af. Men mere velhavende mennesker rejste til Norge eller Tyrol og stod på ski.

Skøjter
Skøjteløb var derimod meget populært, både hos børn og voksne. Skøjteløb krævede jo nogle dages frostvejr, da alt skøjteløb dengang foregik på naturlige isdannelser som tilfrosne søer eller overvandede fodboldbaner. Dengang fandtes der slet ingen kunstige isbaner, så uden lidt stabilt frostvejr var der ingen løben på skøjter. På fodboldklubben B 93´s boldbaner oppe i Østre Alle overvandede kommunen de store baner, hvis der var udsigt til frostvejr, men vi unger blev tit skuffede, når vi efter skoletid drog afsted til Østre Alle med skøjterne over nakken, og så stod foran de lukkede porte, fordi temperaturen var stigende, så isen var blevet til plørevand med græstotter. Slap man så ind på de gode frostdage, var der herinde spændende og morsomt, og fyldt med både børn og voksne. Særligt spændende blev der herinde, når det elektriske lys blev tændt sidst på eftermiddagen, så åbnede der forskellige boder med kaffe og sodavand og varme pølser. Vore skøjter og vort fodtøj er et kapitel helt for sig, et rigtigt trist og sørgelig kapitel uden mange lyspunkter. Skøjterne var nogle tilfældige ting enten fundet på loft eller kælder, nogle tiltusket eller arvet fra større drenge, eller tilbyttet for andre ting, så at disse skøjter ikke passede vore fødder særligt godt, er måske forståeligt. Også med fodtøjet stod det sløjt til: Et par gode kraftige støvler, der passede til fødderne, var en sjældenhed, tit var det kun et par gamle sko eller gummistøvler, vi måtte klare os med. Ofte var de tynde læderremme, hvormed man skulle spænde skøjterne fast, så møre, at et godt stykke sejlgarn måtte træde hjælpende til. Alt dette kunne godt tage lidt af fornøjelsen, men sad skøjterne pludseligt godt fast i 10-15 minutter, så var det jo både festligt og morsomt med nogle store, flotte sving.
Nede på de gamle voldgrave ved Kastellet var der nogle dyre skøjtebaner, kaldet Vanilleisen, men det var kun for medlemmer af en fin forening. Det samme gjaldt for den afspærrede bane oppe ved Søpavillonen i Peblingesøen ved Gyldenløvesgade. Her var det kun for medlemmer af Københavns Skøjteklub, men her kunne vi stå udenfor rækværket og gratis kigge på både øvelserne og de rigtige mesterskaber.

Kælk
Men en kælk havde de fleste drenge, og der var både store, flotte og de mindre flotte, hvoraf mange vist var hjemmelavede. Turene til de forskellige kælkebakker var vel nok vores mest yndede vinterfornøjelser, når der altså var sne nok. Det bedste sted i nærheden var den store bakke ved legepladsen nede i Kastellet. Den var så god, at det næsten ikke var til at være der, så mange børn fra hele Østerbro søgt herned. På de store vinterdage med mere langvarige sneperioder, drog vi nogle stykker afsted ud til Ulvedalene i Dyrehaven. Herude var der på de store dage et sandt folkeliv med tusindvis af besøgende. Det store trækplaster herude var den kæmpestore Djævlebakke, en virkelig både meget høj og meget lang bakke. I sporet ned af bakken var der et hop, som mange væltede på. Denne bakke var slet ikke noget for vore mindre almindelige kælke, næ, det var kun for de store, tunge, hjemmebyggede slæder, næsten altid kun med voksne på, der sad med en lang styrepind for at holde slæden på rette kurs. Det var altid spændende at kigge på, om de klarede hoppet midt på bakken, det gav et hult bump, og klarede de sig, susede de langt afsted igennem skoven. At disse løb kunne være farlige for slædekørende, men også for publikum, vidnede de opslåede samaritertelte og de holdende ambulancer om. På sådanne store vintersportsdage blev mange småskader behandlet på stedet, men flere måtte også afsted til hospitalerne med brækkede arme og ben.
I disse år, hvor jeg har været en cirka ti år, hjembragte min har fra en rejse i Finland en sjældenhed her i landet, nemlig en sparkstøtting. Den ligner en lille kane, hvor man selv skubber sig frem, stående mellem de lange, tynde meder, som man, når der er fart på, kan styre denne med. Foran er der så et enkelt sæde til en passager. Det var en sjov ting, men den krævede meget og helst fast sne, men så kunne sådan en sparkstøtting også skyde en god fart. Men selvfølgeligt gik det en dag galt, på en lang bakke nede ved Langelinjebroen torpederede vi et rækværk. Vi drenge fik nogle ordentlige knubs, men desværre fik vores sparkstøtting her sin dødsdom, den faldt simpelthen sammen som en bunke pindebrænde, og så var det sket med det fine kanetøj.

Isvinter
Men en gang kan jeg huske en rigtig isvinter i min barndom. Det var i vinteren 1928-29, hvor jeg var ti og et halvt år gammel. Det var en af de sjældne vintre, lang og hård med meget lave temperaturer. Sunde og bælter, ja, selv store dele af Østersøen frøs til, det var ind imellem så koldt at næsten ingen kunne færdes udendørs. Vi drenge skulle dog engang imellem en tur ud på Langelinje for at se de store isskruninger og de indefrossede skibe, der var lagt op hernede. Navnlig skulle vi da se den kæmpestore, russiske isbryder Sampo, der kom igennem Øresund for at rense op i de enorme ismasser og meterhøje isskruninger. Den skulle forsøge at skaffe gennemsejlingsmuligheder for de mange kulskibe, der lå indefrosset, og brændselsmanglen var efterhånden stor i København.
Når jeg i dag, så mange år efter denne vinter, så tydeligt kan kuske denne fimbulvinter, er det nok fordi min sejlende far også lå indefrosset. Med sit skib Skotland var han sejlet fra Danzig med polske kul til en dansk havn. De blev, som så mange andre skibe, overrasket af de store ismasser i Danzigerbugten. Her lå de alle indefrosset i næsten halvanden måned, før det endelig lykkedes at komme fri med isbryderhjælp. Over radioen kunne vi hjemme høre skibspositionerne og følge lidt med. Vi hørte også om, hvorledes søfolkene med store kulstykker ude på isen kunne skrive om deres mangler ombord. Flyvemaskinerne kunne så på denne måde smide forsyninger ned. Jeg kan også huske det meget røre, der opstod efterhånden som alle færgeruterne måtte indstille driften. På Store Bælt var der i lange tider heller ingen færgefart, så postbesørgelse og andet livsnødvendigt, blev forsøgt gennemført med store isbåde, det var store, flade pramme, der blev trukket over isen af en flok mænd. De kunne så springe ombord i en fart, hvis de pludselig mødte åbent vand. Som noget ganske nyt og uprøvet kom der også flyveforbindelser over Store Bælt. En af disse flyvere var en tysk veteran fra Første Verdenskrig, hvor han som ung vovehals var et kendt medlem af de bekendte røde hunde, von Ritthofens kampeskadrille, der udførte halsbrækkende jagerkampe mod de engelske flyvere inde over Frankrig. Det var den senere så sørgeligt kendte øverstbefalende over de tyske luftstyrker – Luftwaffe - under Den anden Verdenskrig, en højtstående tysk nazist, der ved krigens afslutning blev dødsdømt i Nürnberg. Hans navn var Herrman Göring. Disse sidste oplysninger er naturligvis af senere dato.

Vinterpligter
Men vinteren havde også dens pligter for os drenge hjemme, som vi slap for om sommeren, det var selvfølgelig opvarmningen af vores lejlighed. Vi havde som næsten alle dengang en kakkelovn, der efter bedste evne kunne opvarme vores tre og et halvt værelser. Vi havde en skummel brændselskælder liggende dybt under ejendommen, fordi der var først forretningerne, som lå nogle trin under gadehøjde. Og dernede under befandt vor kælder sig, hvor vi havde vores koks og brænde. Da vi boede på fjerde sal, var det jo en lang tur helt op af den snoede køkkentrappe; samtidig var der jo ikke elektrisk lys, hverken i kælderen eller på trappen. At der også blev en mængde aske, der skulle bæres ned i skraldebøtterne i baggården, siger jo sig selv. Vinterens brændsel var også dengang en stor udgift for alle, og dette kom næsten altid bag på os, så penge til brændsel var der aldrig samlet sammen om sommeren. Så måtte vi hjælpe os selv, som vi bedst kunne, og når pengene er små, hjælper familiesammenholdet vist også bedst. Over for vor ejendom i Holsteinsgade, i en lille smøge, boede en isenkræmmer, som også lejede trækvogne ud for 35 ører i timen. Med en af hans trækvogne drog vi så et par drenge, afsted nedenom af Strandboulevarden, ud til Strandvejen. Dette stykke hedder i dag Østerbrogade, og her drejede vi til højre ned langs Lægeforeningens boliger til Østre Gasværk. Her kunne vi købe danske gasværkskoks til 1,90 krone pr. hektoliter. Det var en billig pris, men kvaliteten var også meget ringere end i udenlandske koks. Vi skulle selv medbringe vore sække, som så blev anbragt under en tragt, og så blev de fyldt automatisk op. Så skulle man være parat med en snor til at slå om studsen på sækken. Så gjaldt det om at få sækkene bakset over på trækvognen, og så kom det drøje job for os knægte at få sækkene transporteret hjem. Jeg kan så tydeligt huske, det drøjeste stykke var nede fra gasværket op ad det bakkede stykke til Strandvejen; det var drøjt.
Og selv om trafikken dengang ikke var så stor som i dag, skulle vi dog passe meget på, når vi skulle over de større gadekryds. Vel hjemme igen skulle sækkene så slæbes ned i kælderen, og først da kunne vi afregne for lånet af trækvognen, så efter sådan en dag var vi både trætte og godt beskidte. Hvis jeg husker rigtigt, brugte vi hjemme til en vinters opvarmning en cirka 30-35 hektoliter koks.

Storvask
Når vi nu er ved det sure, tunge arbejde, var der også den månedlige storvask, som foregik nede i husets vaskskælder, og som selvfølgelig dengang var uden nogen moderne hjælpemidler, der fandtes kun indlagt koldt vand og en stor gruekedel. En gruekedel skal jo have noget brændsel, som enten skulle være kul eller kulbriketter for at opnå den høje varme. Dem købte vi drenge, dog mest mig, da jeg var så stor og Erik var så lille, ovre hos en gammeldags urtekræmmer i Lipkesgade. Det husker jeg som noget utroligt tungt slæberi. Efter vasken skulle alt vasketøjet næsten altid slæbes op på tørreloftet fem etager oppe, da tørreforholdene nede i gården var dårlige. Jeg tror aldrig, at jeg helt kan glemme turen med den tunge zinkbalje fyldt med vådt tøj, der skulle bakses op af den smalle, snoede køkkentrappe. Det var sandelig en drøj tur, man fik dybe, røde furer i hænderne, og knæ og skinneben skulle helst ikke knalde ind i baljekanten. Jo, disse vaskedage huskes stadig som nogle rigtig dumme dage.

Familieture
Jeg har tidligere her omtalt nogle af mine drengestrejfture rundt i København og i omegnen, og det er vel derfor også på sin plads her også at omtale nogle af de ture og udflugter familien i disse år foretog sig mere samlet, noget som vel nok må placeres i midten og i slutningen af tyverne. Det var ture sammen med min mor, men aldrig var min far med, da han jo sejlede og næsten aldrig var hjemme.

Familien Larsen
Der var en familie Larsen, som min mor kendte, de var vistnok oprindeligt bekendte til min morfar og mormor, som de også var på alder med. Dem besøgte vi et par gange hver vinter i deres lejlighed nær Frankrigsgade ude på Amager. Om sommeren besøgte vi dem et par gange i deres have ude i Vangede. Hertil kørte vi med trolleyvognen ud af Lyngbyvejen til Kildegårds Plads og spadserede herfra mod Vangede Station. Deres have var en stor, meget velholdt have, hvor børn bestemt ikke var velkomne, og Larsen, der selv var mand i huset, var en sur rad, der bestemt ikke var til at spøge med. Han var vist oprindelig skomager, men havde banet sig vej frem igennem fagforeningen, hvor han sad som hovedkasserer. Så lege i haven var ganske umuligt hos denne hustyran, så vi drenge var meget ovre ved den lille Vangede station, for at se bommene gå op og ned, når de gamle slangeruptog kørte forbi.

Familien Madsen
En anden familie, hvor vi kom en del til jeg var cirka tolv år, var familien Madsen. De boede i en ældre ejendom på Kalbrænderivej nummer 10 i en høj stueetage. Jeg kan huske, at der i disse ejendomme, kun var et wc på hver etage, altså delte to familier et wc, som lå på køkkentrappen, så hvis det var to større familier, kunne der være trængsel. Familien Madsen havde fire børn, som var cirka på vores alder, så her var der altid nogle at lege med. Når jeg husker på besøgene her, forbinder jeg det altid med salmesang, for i baglokalerne til en lille købmandsbutik i kælderetagen boede der en hellig familie, der, forekom det mig dengang, altid holdt religiøse møder hernede, og så rungede hele Madsens lejlighed af bønner og salmesang. Familien Madsen havde også en kolonihave, der lå ude i Ryvangen. Jeg kan huske at man spadserede over en bro fra Ryvangs Alle, ad en sti rundt om Ryvangs Kasserne. Den førte ud i det område, hvor nu den store blokbebyggelse Ryparken ligger, og hvor militæret dengang også havde øvelsesterræn. Her lå der dengang nogle store havekolonier. Her var der altid mange børn at lege med, og her var der også mange spændende legesteder, særligt det militære område trak drengene til sig. Her var der blandt andet bygget pontonbroer over kanaler og andre tekniske ting, men vi skulle helst ikke opdages, da adgang på området var strengt forbudt for uvedkommende. Vi kom under vores omstrejfen helt over mod Tuborgvej, et ret øde skovområde. På dette område er der i dag en stor mindepark, skabt på stedet hvor tysk militær under Den anden Verdenskrig henrettede en del danske modstandsfolk, der ved tyske domstole var dømt til døden.
En lille pudsig ting, jeg i dag så tydeligt erindrer, var en episode, der altid udspillede sig her hos familien Madsen. Hver uge blev en købt en Familie Journal til fornøjelse for hele familien, men det var Madsens store drenges måde at læse dette blad på, der var det sjove: I Familie Journalen var der dengang en dobbeltside i midten af bladet med tegne-serier, på den venstre side var det helten Willy med hans mange spændende oplevelser, og på den højre side var der Kaptajn Vom med Knold og Tot og Gyldenspjæt. Disse sider var for drengene ugens højdepunkt og bladets bedste læsestof. Det så så sjovt ud, når drengene bladede sig igennem bladet: Når de nåede til disse dejlige sider, så lukkede de øjnene fast i, sprang disse spændende sider over, kiggede så videre frem igennem bladet, og så skulle de allerbedste sider nydes i ro og fred. Det har nok været børnenes bedste stunder hver uge.

Besøg hos moster
Besøg hos vores moster, var vel det sted hvor vi oftest kom sammen med vores mor. I min tidligste barndom boede min moster og hendes familie ikke mere end cirka tyve minutters gang fra os, det var en tur igennem Rosenvænget, krydsende Nordre Frihavnsgade, og så et lille stykke hen af Randersgade, så var vi ved Aalborggade, hvor familien boede. Det var en mørk og smal gade, og deres toværelses lejlighed var sandelig også en mørk og solfattig bolig. Men da jeg var cirka 8-9 år gammel, flyttede de langt ud på Amager, på Amsterdamvej ude i Sundby. Min mosters svigerforældre havde herude købt en tofamiliers villa, hvor moster med mand og datter beboede førstesalen, herude boede de i mange år. Det var en meget lang sporvognstur med linie 9 nede fra Strandboulevarden for at komme ud og besøge dem, og i de allerførste år, tror jeg, at sporvognen kun kørte til Holmbladsgade, så det var en ganske lang tur ud forbi Sundbyvester Plads. Senere kørte den meget længere ud ad Amagerbrogade og til sidst næsten forbi deres vej.

Skovtur til Dyrehaven
Men selvfølgelig tog hele vor lille familie også et par gange om året, naturligvis var det om sommeren, på det der dengang blev kaldt en rigtig familieskovtur, det var en tradition for de fleste familier dengang. Den gik næsten altid ud til Dyrehaven. Tidligt søndag morgen startede det hele. Min mor gik i gang med at smøre brødet til denne mængde mad, belagt med en masse godt pålæg, noget af den slags som vi ikke fik til dagligt. Vi børn skulle sådan en dag have vores bedste tøj på, ja, det var måske helt nyt. Som mindre havde Erik og jeg ofte kadetstribet tøj, skjorte og korte bukser syet af samme stof, og måske havde vi også fået nye sko. Når så alt var i orden og klart, al maden pakket ned i skotøjsæskerne, drog vi alle afsted på gå-ben til Østerport Station, for her at komme med toget ud til Klampenborg. Det var dengang altid et rigtigt damptog, man kom med, da de senere S-tog i den københavnske togtrafik først blev indført i midten af tredverne. Men det var altid for os drenge en ærgrelse, at vi aldrig fik køreturen under jorden med, indefra Hovedbanegården. Til gengæld var det ekstra sjovt, når banerne på de travle sommersøndage indsatte de gamle toetages vogne, så skulle vi selvfølgelig op oven på.
Fra Klampenborg gik vi så med alt vort habengut, gennem den røde port ind i skoven, og herinde gjaldt det så om at finde en god, solrig plet græs. Så kom det spændende: Om vi nu havde husket at få alt med, øloplukker, dåse do., salt og peber og ekstra rugbrød. Jeg kan huske at rugbrød nogle gange var blevet glemt, så måtte min storebroder Svend afsted for at skaffe nogle skiver, hvilket ofte lykkedes i et af skovløberhusene. Efter den gode mad gik turen igennem skoven over mod Dyrehavsbakken. Her på Bakken spiste vi ofte en stor is og prøvede også gerne et par af forlystelserne. Men først på aftenen drog vi igen mod de hjemlige steder, meget trætte, meget snavsede og støvede, hvis det da havde været rigtigt sommervejr. Men det hændte jo desværre også dengang, at det i løbet af dagen trak sammen til både styrtregn og torden.
Fra jeg har været en cirka 5-6 år gammel og en 4-5 år frem i tiden, var min mor flere gange alvorligt og længerevarende syg og hospitalsindlagt, hvilket jo afstedkom store ændringer i vores dagligdag. Under den første lange sygeperiode, hvor min mor var indlagt på Rigshospitalet, kom Erik og jeg ud på børnehjemmet Norges Minde, som jeg tidligere har omtalt.

I pleje hos familien Madsen
Et par gange boede vi også af længere varighed hos familien Madsen ovre på Kalkbrænderivej, og et par gange boede vi og¬så hos fru Johansen, eller rettere var det jo hos familien Johansen, der boede i samme ejendom som os i Holsteinsgade. Hos familien Madsen var der ikke særligt spændende at bo, det var en meget tung familie, uden ret meget humør, men de var vist gode nok på deres facon. Særligt meget herfra kan jeg i dag ikke huske, men et par oplevelser fra dette ophold skal dog med her. Igennem Kalkbrænderivej kom meget ofte den gamle kong Kristian den Tiende ridende på sine daglige rideture rundt i København. Han har nok ofte benyttet Kalkbrænderivej, fordi der langs den ene vejside var villaer, og her var der ikke brolagt, og det har selvfølgeligt været rart for hesten. Det var jo spændende for os børn at se en rigtig konge komme ridende højt til hest, hilsende på alle, der stoppede op og løftede på hatten. Af og til stod der her på vejen en gammel lirekassemand og gav et par numre på sin lirekasse. Kom kongen da netop forbi, kan jeg huske, at han red hen til lirekassen, bukkede sig ned og lagde en tikroneseddel i lirekassemandens omvendte kasket, der jo lå oven på lirekassen til samme brug, og så skete det hver gang, noget som vi unger fniste af: Lirekassemanden han bukkede og bukkede i en uendelighed, det har nok været både for den store ære og måske ikke mindst for det store beløb.
En anden episode fra vort ophold hos Madsens, husker jeg også tydeligt. Alle familien Madsens fire børn og min lillebror Erik, fik allesammen den frygtede sygdom difteritis og blev alle indlagt på den lukkede epidemiafdeling på Blegdamshospitalet. Difteritis var dengang en meget alvorlig sygdom, der krævede flere dødsofre årligt, og isolering var vistnok det eneste effektive middel, man dengang kendte til. Allerede dengang opdagede jeg, at jeg meget sjældent blev smittet af forkølelse, halsbetændelser og de almindelige børnesygdomme, og jeg har siden hen i livet været heldig at bevare denne modstandskraft overfor de fleste smitsomme sygdomme. I Madsens lejlighed, kan jeg huske, da alle børnene var blevet indlagt, kom der folk for at desinficere soveværelserne. De limede strimler omkring døre og vinduer, så blev rummene gasset, og jeg i dag så tydeligt så mange år efter, erindre denne mærkelige, sødlige lugt i værelserne, da de igen blev åbnet. Ingen af børnene tog skade, men kom sig alle, men de var langvarigt indlagt på hospitalet, og jeg husker tydeligt, at man skulle stå udenfor vinduerne og kigge ind til patienterne, når man kom på besøg.

Familien Johansen
Hos familien Johansen, eller som vi altid sagde, ”inde hos fru Johansen”, hvor vi Erik og jeg boede et par gange i længere perioder under min mors sygdom, var et sted vi meget bedre kunne lide at være. Johansens boede, som omtalt, i samme ejendom som os, de boede i opgang A, som vi boede i opgang B. I opgang A var en del af lejlighederne større end vor, på fire værelser med to små kamre. Johansens boede på tredje sal, de havde to stuer ud til gaden, de fine hvor der aldrig kom nogen. Og resten af lejligheden lå til gårdsiden forbundet af en meget lang og mørk korridor. Familiens overhoved, Johansen, var vist smed eller montør, en høj, tynd, krumbøjet og tavs mand, der altid kom meget træt og udslidt hjem fra arbejde, og inden hele familien spiste til aften, altid lagde sig på en chaiselong i spisestuen med avisen over hovedet og snorkede, og så skulle der være absolut stilhed og ro. I familien var der fire voksne døtre, men kun to boede hjemme i den periode, hvor vi boede der, og så var der en søn, en efternøler der hed Bjørn. Bjørn var på min egen alder og var i mange år min bedste legekammerat, han var en virkelig flink fyr med et kvikt hoved, der elskede at lave opfindelser og mange konstruktioner, med Den lille Ingeniør, med indbyggede gamle urværker og et væld af trisser og hjul, ja, han var en vældig kvik opfinder med omløb i hovedet.
Fru Johansen, ja, hun bliver meget svær og vanskelig at tegne et portræt af, for hun var virkelig en ener med et barokt humoristisk væsen, meget festlig og frodig. Af udseende var hun en stor og tyk kone, men med en ganske selvbevidst holdning. Hun overdrev ganske bestemt ikke det renlige, man kunne ved at se ned af hende, næsten sammensætte ugens middage. Hun var lidt grov i trækkene med et tjavset hår, men hun var et sjældent godt og hyggeligt menneske, og så var hun uden smålig hensynstagen til, hvad andre kunne mene om hendes barokke indfald og levevis. Fru Johansen havde næsten lavet sit eget sprog, fyldt med mærkelige navne og betegnelser, og nogle kan jeg da også stadig huske den dag i dag: Hendes store indkøbstaske hed aldrig andet en Svingeren, margarine hed altid Dulle og sådan havde fru Johansen en mængde hjemmelavede navne til brug for de daglige ting, og disse navne blev altid brugt, så det var bare at få dem lært i en fart. Senere fik fru Johansen en lille hund, som hed Frøken Pjank efter en figur i Peter og Ping, ja, sådan var hun bare. Hendes barokke humor gav sig mange udslag for eksempel hvis hun ikke var hjemme en sjælden gang, når vi kom fra skole, lagde hun på sædvanligvis nøglen under måtten, men samtidig lå der altid både æbler og pærer eller en appelsin, så måtten svævede så højt til vejrs, at enhver, der kom op af trappen, ganske tydeligt kunne se nøglen, men det blæste fru Johansen på, for under en måtte var nu det rette sted at gemme en nøgle. Jeg husker også en lille episode uden for hendes entredør: En sælger ringer på og forsøger, da hun triner frem, at sælge hende en støvsuger, hvad hun ganske bestemt heller ikke havde, men bestemt heller ikke mente at have brug for. Men højt og frejdigt fortæller hun sælgeren, at en støvsuger, det havde hun skam. Sælgeren har nok tvivlet lidt og spurgte om det var en Nilfisk? ”Nej, nej,” slyngede fru Johansen ud, hendes var såmænd en Havtorsk. Hun smækkede døren i og grinede højlydt længe efter, men også sælgeren uden for døren, kunne vi høre, kunne heller ikke lade være med at more sig.
Men også den menneskelige hjælpsomhed var stor hos fru Johansen. Aldrig gik en betler forgæves til hendes dør, altid var der en skilling tilovers selv om der bestemt ikke var overflod, og måske det var de sidste ører i huset. Jeg husker også en helt anden episode hos fru Johansen: Min mor ville meget gerne en tur til Jylland, det har nok været til en rund fødselsdag eller lignende hos sin familie i Brørup, men som sædvanligt var der ingen penge til en sådan udgift, jeg kan endnu se det hele for mig. Resolut går fru Johansen rundt om sit spisebord, hiver skufferne ud i sit dækketøjsskab og ruller sit sølvtøj: Skeer, knive og gafler sammen i et klæde og stikker det over til mor, så hun kunne gå over til pantelåneren i Willemoesgade og låne på det, så der blev penge til jyllandsturen. Ja, sådan var fru Johansen bare, et dejligt, festligt og hjælpsomt menneske.

Sejlende sommerferier
Sommerferier var dengang i tyverne og indtil midten af trediverne kun forbeholdt en ganske lille del af den danske befolkning, det var kun de højere ansatte funktionærer og lignende, der kendte til betalte ferier, medens den store del af befolkningen måske kunne nappe en eller to fridage i forbindelse med en søndag, men så var det for egen regning. Men man nøjedes med en skovtur, cykelture eller mest af alt, man levede livet om sommeren i kolonihaverne, herude i de små haver hentede tusinder af københavnske familier deres sundhed og sommerglæder og hjembragte så samtidig en mængde frugt og grøntsager til husholdningen.
Min far som havde en overordnet stilling som første maskinmester hørte til de heldige, som havde betalt ferie, men som efterhånden mange gange fortalt, var der trods min fars gode løn aldrig penge i familien, så i hele min barndom holdt min far aldrig sin ferie, men fik så i stedet sine feriepenge udbetalt kontant.
Det rederi, som min far sejlede for igennem mange år, rederiet Alfred Christensen, gjorde meget for at de sejlende ansatte kunne have så gode forbindelser med familierne hjemme. Her var det tilladt officererne på skibene at medtage deres familier i ferieperioder. Man måtte så selv indrette sig i egne kamre, som man bedst kunne. For maden ombord betalte man så et aftalt fast beløb pr. dag til hovmesteren. Messedrengen, altid kaldet Messepeter, fik også altid en ekstra skilling, for sin ulejlighed med så mange personer i hvert kammer.


SS England, et søsterskib til SS Skotland som Clasen ikke har billede af.

I mange somre tilbragte derfor familien Clasen deres sommerferier ombord på det gode skib S/S Skotland, en damper på cirka 3000 tons, som min far sejlede på i mange år. De allerførste år var det hele familien: Mor, Svend, Erik og mig, men da Svend gik ud af skolen og kom i lære, var hans sejltid forbi, så i de fleste år var det kun Erik og mig sammen med min mor. På disse sejlende ferier var der altid mange andre gæster med, en cirka 7-8 koner med helt op til 12-14 børn, så vi følte os aldrig ensomme.

Start og slut på ferien
Disse sejlende sommerferier var noget helt specielt, noget der foregik i en tid hvor udlandsrejser var ukendt for næsten alle mennesker, og så foregik det jo på en damper, der sejlede med forskellige laster til forskellige fremmede steder, som ingen på forhånd kendte. Også begyndelserne og afslutningerne på disse ferierejser kunne være mærkelige, da skibets sejlplaner jo ikke tog hensyn til os passagerer. Så det gjaldt om at træffe et tidspunkt og et sted, der ikke var for fjernt fra København, når vi skulle på eller afmønstre fra Skotland. Så tit blev vore ferier noget forskubbet, og vi kom af og til en uges tid for sent i skole efter sommerferien afslutning. Det hyppigste sted uden for landets grænser var en lille tysk by ved navn Holkenau ved indsejlingen til Kielerkanalen, et sted hvor skibene ofte passerede. Efter en meget lang togrejse, stod vi så der på kajen og afventede skibets passage ved sluserne til kanalen, så vi herfra kunne begynde eller afslutte en ferie. Men også til forskellige danske provinshavne er vi rejst, og jeg kan da huske byer som Nakskov, Nyborg og Århus, hvortil togrejserne gik. Så var det noget lettere for os københavnere at sejle med havnevæsnets både fra Nordre Toldbod nede ved Langelinje ved Gefions springvand.


Erik og Ole Clasen ved agterstævnen af SS Skotland, formentlig i Københavns Havn


Når så Skotland kom på en gennemrejse i Øresund, men uden at skulle stoppe og ind til København, skulle vi være klar til at komme ombord. I forvejen fik vi at vide på rederikontoret, hvornår man cirka ventede at skibet passerede reden. Så skulle alt være klart hjemme, så man med kort varsel kunne rykke ud. På telefon kunne vi så forhøre os på Nordre Toldbod om det mere præcise tidspunkt, da de stod i telegrafisk forbindelse med skibet. På toldboden stod vi så alle, der skulle med og ventede med vore kufferter. Herfra blev vi sejlet ud i Sundet med en stor motorbåd, der også medbragte forskellige ting ud til skibet. Når så Skotland kom, stoppede de op, og en lejder blev hængt ned af skibssiden, og så kravlede vi alle ombord, damerne med en let gysen, og til sidst kom alle kufferter og pakkenelliker med, og så kunne en spændende og ukendt ferie begynde.


Sommerfoto med feriebørn fra SS Skotland. Bagest på fløjene Andrea og Ludvig Clasen. Forrest på fløjene Ole og Erik Clasen.

Ja, hvordan var så disse sejlende sommerferier? At de var meget forskellige fra andre ferier har jeg nævnt, de var gode og dejlige med mange nye og fremmede indtryk, og dertil kom, at der var et dejligt frit liv ombord på de lange sejldage med masser af sol og frisk havluft. Dertil kom jo selvfølgelig det allermest spændende, besøget i alle de fremmede byer og lande, ja, vi kunne næsten synge som i den gamle vise, at vi så de steder, ”som bonden aldrig ser”.


Sommerfoto med feriebørn fra SS Skotland. Bagest nummer to fra venstre Ole Clasen og Erik Clasen forrest til venstre.

Og hvad laver man så ombord på sådan en damper en hel lang sommerferie, men her var aldrig tid til at kede sig, først må man huske på, at her ombord måtte vi færdes alle vegne frit omkring fra oppe på broen, hvor en styrmand og en rorgænger altid var at finde og måske få en sludder med. Her oppe sad de store kikkerter, som vi kunne se efter fremmede skibe med, for eksempel når vi mødte de store, finske femmastede sejlskibe, der kom med korn fra Australien og Sydamerika. Og så havde styrmanden ofte en personlig oplevelse at fortælle om livet på de store have, af og til fik vi også lov til at stå til rors og så holde skibet på rette kurs efter kompasset, det var vældigt spændende. Vi var også tit nede i maskinen hos min far, hvis der var noget vi var ved at lave, for eksempel store vindmøller, for hernede var der al muligt værktøj og drejebænk til vores rådighed. Og hernede var det en ny, spændende verden at opleve: Se de store, blanke stempler i maskinen arbejde, hilse på donkeymanden, der altid gik rundt hernede og smurte med oliekanden og et stykke twist i hånden, og høre maskintelegrafen melde oppe fra broen, når skibet eventuelt skulle ændre fart.


Sommerfoto med feriebørn fra SS Skotland. Bagest i døren: Andrea Clasen, Ole er drengen med briller og forrest til højre står Erik Clasen.


Havde vi for eksempel en trælast ombord oppe fra Finland, var der også dækslast på, og her var der også gode legemuligheder, her kunne man skubbe rundt på propsene, props var runde afbarkede granstammer på et par meters længde, der blev brugt til afstivning i kulminegangene, så kunne der laves gode huler. Af og til landede der trætte fugle ombord, ofte brevduer der var kommet ud af kurs. Så lavede vi små bure med vand og mad, og efter et døgns tid var de kommet til kræfter igen og kunne forsætte deres tur. Også almindelige børnelege såsom skjul eller tagfat kunne leges, så tiden ombord fløj rask afsted. Sejltiden mellem havnebyerne kunne selvfølgelig variere meget, men en tur i søen varede fra tre dage og op til en lille uges tid. Men det mest spændende var naturligvis besøgene i de fremmede lande og byer, og her kom vi jo til en mængde steder fra det nordligste Finland og til det sydligste som Bordeaux i Sydfrankrig og fra de baltiske lande i øst til England og Skotland.


Andrea Clasen ombord på SS Skotland

Disse ferier fandt sted i årene, hvis jeg husker rigtigt, fra 1924 til og med 1931, altså cirka syv gange hvor jeg var med, og hvor min alder har været fra syv til cirka tretten år. Selvfølgelig er mange enkeltheder fra disse rejser i dag glemt, også rækkefølgen, men det meste står da gudskelov stadigt meget klart i erindringen, det var gode år.

Finland
Jeg vil nu prøve, uden at det forhåbentligt bliver for langtrukkent, at fortælle lidt om disse ferier. Imellem de forskellige steder, hvortil vi kom, var der et sted, der altid vakte begejstring, det var når vi gik til Finland, og dertil var der to væsentlige årsager. Den ene var den langsomme lastning af skibet, som her i Finland altid var en trælast. Heroppe i de små byer var der ingen moderne hjælpemidler, så lastningen var primitiv og langsommelig. Her var der slet ingen havne, så Skotland lå for egne ankre ude på reden. At indtage en last props er en helt speciel affære, da propsene med håndkraft bliver stablet fint i lasten, næsten som var det kæmpetændstikker, og til det går der let cirka 3-4 dage. Disse tusindvis af props blev flådet ud til skibet med slæbebåde, og lå så næsten så langt øjet rakte fra skibssiden og ud. I vandet ved skibssiden var der fasttøjret en stor tømmerflåde, på denne flåde stod nogle stærke kvinder, der ved hjælp af nogle lange jernhukkerter hev de våde props op på flåden. Her stablede de store bunker op i svære jernkæder. Ved et signal blev så disse props ved hjælp af skibets egne dampspil hejst ombord og ned i lasten. Hernede i lastrummet stod en flok kvinder parat til med deres hukkerter at stable de våde glatte props på plads. Det var et kolossalt hårdt slid disse kvinder her udførte. Da det næsten var lyst hele natten, begyndte de at arbejde ganske tidligt om morgenen og med en lille middagspause arbejdede de til langt ud på aftenen. Samtidig var det et meget farligt arbejde med disse props, det var jo afbarkede granstammer, der kom direkte fra vandet, så de var så slimetglatte, som var de smurt ind i brun sæbe. Der skete da også mange uheld, både de små, men også flere alvorlige.


Ombord på en båd, der fragter mandskab og gæster mellem land og skib, der ligger på reden.
Siddende i midten mellem småpigerne: Andrea Clasen. Forrest Ole og (delvist skjult) Erik Clasen.


De små uheld blev ordnet af førstestyrmand Hansen med plastre og nogle store snapse, så der var mange besøg hos styrmanden. Men de alvorligere ulykker var slemme, jeg kan huske en sådan ulykke med de farlige props: Under ophejsningen og svingningen ind overbord, gled en prop løs af bundtet og for som et projektil ned i lastrummet, hvor den ramte en ældre kvinde af arbejdsstyrken. Hun bliver med en knust hofte lagt på en stige, hejst op og udenbords ned på en tilkaldt motorbåd, der sejlede den hårdt sårede til det nærmeste hospital, som lå cirka 60 kilometer borte. Det var hårde, fattige kår dengang i Finland, og grunden til at vi kun så kvinder på dette hårde job, var at alle mændene om sommeren arbejdede ude i skovene. Den anden grund til alles glæde over turen til Finland var også fordi her var så dejligt sommerligt. Det føltes, som det næsten kunne mærkes på kroppen, så rent og frisk, de store skove og de smukke lyse nattehimle, det var virkeligt dejligt oven på de mange snavsede og sodede byer, vi ellers kom til.


Ole og Erik Clasen

En enkelt gang besøgte vi hovedstaden Helsingfors, men det var de små havnebyer højt oppe i det allernordligste i Finland oppe i Den botniske Bugt, der var så dejlige. Heroppe så langt nordpå var der næsten lyst hele natten, jeg kan huske, at vi udendørs kunne læse i avisen hele natten. Her var også de bedste bademuligheder, navnlig for os, der kunne svømme, så var det bare lige ud fra skibssiden på de store dybder vand, det var herligt. Min far syntes, det var sjovt at stå oppe og smide et stykke sæbe ned til os, så vi samtidig også kunne vaske os lidt med det samme. Det kostede adskillige stykker, da de smuttede fra os næsten så hurtigt, han smed dem ud, men jeg tror han morede sig lige så fint som vi.
Der blev næsten tradition for, at vi alle tog en tur ind til land med en af Skotlands store redningsbåde, som undtagelsesvis på disse udflugter blev firet ned i vandet, og her kunne vi sagtens være alle mand eller næsten, for det var jo altid kun skibets officerer med familie, der deltog i lignende engagementer. Der var et stort skel mellem klasserne ombord på et skib. Det var som en mægtig skovtur, når vi roede ind mod kysten medbringende hovmesterens gode mad og kaffe, og jeg kendte også nogle, der bestemt ikke glemte den kolde snaps. Når så frokosten var blevet nydt i det grønne, drog de, der havde lyst og kræfter på en længere tur ind i de store, dybe granskove. Her var der både meget smukt og dejligt, og skovene vrimlede med bær. Herinde var der næsten mennesketomt, men af og til mødte vi brogede køer, der her fandt deres sparsomme føde. Vi kunne høre dem på lang afstand, da de alle havde bjælder på. En sjælden gang kunne man herinde dybt i skovene finde en lille fattig bondegård, der så ud ganske som de gamle huse ude på Frilandsmuseet i Lyngby. De havde blandt andet disse gamle vippebrønde, nogle dybe stensatte brønde, hvor vandet blinkede dybt nede, folkene fortalte os, at her var brøndene kun isfri i cirka seks uger om året. Det må have været barsk at leve her i ødemarken om vinteren, men her var frit og dejligt.
Heroppe i Østersøen anløb vi også en gang, Reval i Estland, men jeg kan næsten ikke huske noget herfra. Derimod var vi et par gange i nabolandet Letland, hvor vi besøgte hovedstaden Riga, det husker jeg bedre.

Letland
Her i Letland virkede alt så utroligt fattigt og trøstesløst, så selv en mindre dreng bemærkede det. For at komme til den kajplads, hvor vi skulle indtage en trælast, sejlede vi et stykke op af floden Dyna, igennem hele byen Riga, og alt hvad vi så på denne tur, kun ødelagte, tomme fabriksbygninger, kun fattigdom hele vejen, det var vel eftervirkningerne efter Den første Verdenskrig. Her i Riga sås også overalt forfærdelige krigsinvalider, i hundredvis af blinde, og mænd der manglede en arm eller ben, der humpede rundt med krykker, men her var også de helt forfærdelige mennesker, mandskroppe uden arme og ben, der blev kørt rundt i gamle barnevogne, ofte af børn. Et særligt grufuldt syn så vi et par gange, en stor kraftig mand, der var totalt uden ben, havde om underlivet fået en kraftig læderpude og med armstumper uden hænder, humpede han afsted på gaden. Det er et syn der nok aldrig viskes ud. Her sad børnene uden for forretninger og værksteder og læste højt i aviserne for forældre og bedsteforældre, da alle ældre i dette land var analfabeter. Jeg tror næsten, at det er det fattigste land, jeg nogensinde har besøgt. Et par småting husker jeg også, for eksempel skulle alle hunde gå med mundkurv på, og de mange politibetjente var meget militærisk påklædt og gik med synlig revolver.
Vi fik dog også set at Riga var en smuk, gammel by, hvor der lå mange store kirker, meget smukke af den russiske slags med de forgyldte løgkuplede tårne, og også her sværmede tiggerne.

Danzig
Når jeg nu i mine erindringer bevæger mig rundt i Østersøen, er det vel naturligt, at jeg her på dette sted tager fristaden Danzig med, for til Danzig kom vi nemlig flere gange for at hente kullaster, der skulle hjem til danske havne. Den gamle hansestad Danzig var efter tyskernes tabte Første Verdenskrig blevet omdannet til et fristadsområde med en ny nabo, nemlig Den polske Korridor, en landstrimmel, der skulle give Polen adgang til Østersøen, og hvor polakkerne dengang havde travlt med, blandt andet med hjælp af danske ingeniører at bygge en ny polsk havneby, så de blev uafhængige af Danzig. Det havde ikke skabt et godt klima mellem tyskere og polakker, der vist hadede hinanden af et godt hjerte, og det medførte megen vold, slagsmål og mange mord. Flere gange mens lå vi i det nordligste havneområde ved Westerplatte, kunde vi på få meters afstand se en høj rødstensmur. Det var den polske grænse, helt mærkeligt. Herude på den polske side af grænsen lå der nogle store kanonstillinger, som nogle år senere i 1939, skulle blive kendt for deres store modstand, da tyskerne angreb Polen. Der blev jo begyndelsen til Den anden Verdenskrig. Her ved Westerplatte holdt polakkerne stand i lang tid, indtil det hele smuldrede væk under tyskernes kanonild fra krigsskibene i Danzigerbugten, men det er jo en senere historie.


Ole, Ludvig, Andrea og Erik Clasen


Fristaden Danzig var som omtalt en af Tysklands gamle hansestæder og var i Middelalderen den førende handelsby i denne del af Østersøen, og den store søhandel havde skabt grundlaget for en særdeles smuk og velhavende by, som indtil Den anden Verdenskrig var blevet skånet for krigenes ødelæggelser. Det var derfor en oplevelse at kigge nærmere på de mange smukke huse og gamle pladser og torve. Jeg kan huske, at der på den gamle smukke rådhusplads endnu fandtes skæppemål og en alenstok, hvor byens borgere i gamle dage kunne kontrollere, om de fik rigtig mål og vægt hos de handlende. Byen Danzigs vartegn var den store gamle trædemølle. Det var et højt bygningsværk, der var bygget helt ud over kajkanten ved Weiselfloden. Her kunne man så i gamle dage, laste og losse skibene med denne kran. Hejseværket blev drevet af et kæmpehjul inde i bygningen, hvor maskinkraften var slaver, der gik inde i hjulet. Det var jo både lidt gysende og spændende for os drenge, at stå under dette hjul, hvor de arme mennesker sled. Langs den gamle havn ved floden var der mange fine butikker, hvor der blandt andet handledes med ravsmykker, og her så jeg for første gang ravklumper med myrer, biller og fluer indeni. Her var de blevet fanget og døde for tusinder år siden i den klæbrige harpiks.
Vi tog et par gange på badeture til Zoppot på den polske side af grænsen. Hertil kunne man komme med nogle gamle, snavsede sporvogne, der næsten gik helt derud. Ved grænsen kunne man så købe et visum, der duede en enkelt dag, og så spadserede vi det sidste stykke vej ned til det flotte havbad og lange, hvide strande. Zoppot havde før Den første Verdenskrig været et meget elegant badested for en velhavende befolkning nede fra fastlandet, nu var det et trist syn, med de mange lukkede og forfaldne badehoteller og restauranter. Det var nu snart mange år, siden de rige gæster havde forladt dette ferieparadis, for her fandt man stadig nogle af de bedste strande i Europa.

Norge
Også et par ture til Norge blev det til, og begge gange var det til Oslo, så af Norge har vi ikke set ret meget. Men det, vi fik set, var meget smukt, ikke Oslo by så meget, men den usædvanligt smukke sejltur en ganske tidlig sommermorgen hører til mellem de dejligste oplevelser, vi har haft på vore mange sejlture. Jeg tror, det betog os alle. Fra byen Oslo husker jeg bedst den lange, flotte hovedgade Karl Johan, byens stolthed, som sluttede med kongeslottet øverst oppe. Det bedste, jeg husker heroppe fra Oslo, var en god tur, min far og mor tog sammen med Erik og mig. Vi tog med et S-tog Trikken op til Frognersæteren og Holmenkollen, heroppe i fjeldene var der meget dejligt, et rigtigt udflugtssted. Heroppe helt ude ved fjeldkanten lå der to store restaurationer, Kongen og Dronningen, hvor vi drak kaffe og nød den storslåede udsigt over Oslofjorden. Heroppe var der en samling af gamle norske træhuse, vist et frilandsmuseum, alle disse huse var bygget af kraftigt grantømmer, og alle stod de hævet højt over jorden bygget på pæle. Heroppe var der et helt specielt museum indrettet som et national mindehus for den norske polarforsker Roald Amundsen. Her blev vist hele hans udstyr fra den ekspedition fra dengang han, som den første i verden, nåede frem til Sydpolen og plantede det norske flag. Vi var selvfølgelig også henne og se på den kæmpestore skihopbakke; den synede ganske utrolig høj og stejl også uden sne i sommersol. Denne udflugt var særdeles vellykket og interessant.
Vore rejser gik, som fortalt, til mange forskellige lande og byer, og hvorhen vidste igen i forvejen, af og til var det ofte sene beslutninger, der blev sent truffet på rederikontoret i Amaliegade. Derinde forhandlede man telegrafisk med agenter rundt om i hele Europa, man prøvede at finde de bedste og mest økonomiske laster fra de forskellige havne, så skibene sejlede så lidt i ballast, altså tomme, som muligt. Ofte rundede vi Skagen fyr, før vi telegrafisk modtog ordre om næste anløbshavn. Det gav jo af og til en ekstra spænding og gætterier: Lød ordren på, at det var til en engelsk eller skotsk havn, vi nu var på vej, var der altid tilfredshed og glæde, da disse to lande var gode at gæste.

Skotland
I England var det navnlig de store byer og i særlig grad når turen skulle gå til London, hvortil vi også kom flere gange. Når sejladsen gik til en skotsk havn, var det også oplevelsen af de smukke landskaber vi også tit havde lejlighed til at opleve. En stor og spændende oplevelse var for eksempel sejlturen op af Forth Fjorden i Skotland. Her var det både det smukke bjergrige landskab langs bredderne, men det store, spændende øjeblik vi sejlede ind under den enormt store Firth of Forth bro, dette kæmpebygværk i et virvar af jern. Det blev os fortalt, at det var sin tids største jernkonstruktion, og flot var den bestemt også. Besøgene i Edinburgh og i Aberdeen var gode og befolkningen var meget venlige og rare, og deres kendskab til os danskere var meget større end i de andre lande, som vi besøgte, det skyldtes nok de mange danske fiskerbåde, der landede fisk her i Skotland.
Edinburgh var en særdeles smuk og dejlig by, og vi var selvfølgelig flere gange op og ned af det flotte hovedstrøg Prince Street med de mange flotte forretninger, men det var nok mest for de voksne. For os børn var besøg oppe på den ældgamle fæstning, der lå i bjergene over byen, Edinburgh Castle, meget mere spændende. Det var en rigtig gammel borg med vindebroer og tårne, som fantasien forestiller sig, at det må have set ud. I voldgravene, kan jeg huske, der var sorte svaner, noget vi aldrig havde set før, og her ved de store portindgange bag broerne, var der de skumleste dybe fangehuller, med vandet sivende ned af væggene, uha, det må have været den visse død at blive smidt derned, men det har jo nok også været meningen.
I Edinburgh kendte min far en skibsmægler, en vældig rar og flink mand, der ejede en stor forretning med alverdens spændende ting, mange ting som vi slet ikke kendte til derhjemme. Han var ejer af en bil, en rigtig høj, gammel Ford, vist den der hedder T-modellen, og hele familien blev inviteret med på en lang køretur ud i det skotske landskab. Fra denne dejlige køretur kan jeg tydeligt huske de enorme slaggebjerge, der lå ved kulminerne, de var mere end hushøje og flere kilometer lange. Oven på disse bjerge kørte tipvognstog stadig nye læs brændende slagger på, som længe lå glødende og ulmende. En andens lille oplevelse fra denne tur bød skibsmæglerens fine høje Fordvogn på. Skotland er jo et bjerget land, og selv om det ikke er kæmpebjerge her, var der flere stejle veje på turen. Flere af stigningerne var mere end Forden kunne lide, men skibsmægleren, som jo kendte til vognens formåen, vendte resolut vognen for foden af bakken, og så bakkede vi fint turen op, det gik fint, for bakgearet var stærkt på disse gamle modeller.
Vi var alle glade for de gange vi besøgte Skotland, her var gamle smukke byer, men desværre også meget fattigdom og meget drikfældighed, her kunne man ved højlys dag se fulde kvinder ligge i rendestenene og slås, så totterne stod dem om ørene, og de mange halvfulde kvinder, med børn på armen, der stod og ventede uden for værtshusene, hvor kvinderne ikke havde adgang. Så kom de halvfulde mænd ud på gaden med fyldte ølkrus til dem. Men som fortalt var der meget hyggeligt og rart i Skotland, og menneskerne var næsten alle smilende og venlige.

England
Til England kom vi flere gange næsten hver sommer, det var det vi kaldte kulbyer, da vi kom efter kul eller koks. Det var bynavne som Sunderland, Hartlepool, Grimsby og ikke at forglemme London. Fælles for alle disse steder var dengang fattigdom og snavs, kulstøv havde igennem mange år lagt et tykt, fedtet lag kulmøg overalt, så alt hvad vi rørte ved smittede af, så når vi skulle i land med det fine tøj på, var det på det strengeste forbudt at sætte sig på noget som helst eller røre noget, selv i sporvognene fra havnekvarterene ind til centrum i byerne, måtte vi alle stå op, så snavsede var selv sæderne. I Grimsby, som vist er Englands største fiskerihavn, og som også var enorm, så jeg de største mængder fisk, jeg til dato nogensinde har set, de lå i bjerge lagt direkte på stenbroen. Her var mange fremmede og ukendte slags, blandt andet mange hajer. Om besøget i den store havneby Hull husker jeg mest en enkelt ting, og det var en lang, dejlig bustur ud på landet. Vi var ret mange, flere ægtepar og 6-8 børn, og vi drog afsted på udflugt, hvor vi kom til en mange hundrede år gammel kro med bindingsværk og stråtag, med al den engelske charme, man kan se på gamle kobberstik. Her blev der serveret te med boller, ristet brød og engelske biscuits, og hertil var der alverdens forskellige marmelader. I den store krohave var kromandens hundekennel med opdræt af ruhårede foxterriers, og her fik vi børn lov til at lege med de mange søde hundehvalpe. Det var en særdeles vellykket og meget engelsk tur, vi der var på. Og så fik vi set lidt andet end havne og vand.

London
Turene, vi var på til London, var hver gang en stor oplevelse for os børn, her var så utroligt meget at se, det var jo en rigtig verdensby, en af de allerstørste. Den var enorm i det dengang enorme verdensrige med kolonier over hele jordkloden. Her føltes det dengang virkeligt, som man i London befandt sig i verdens midtpunkt. På vore besøg i London fik vi virkeligt set meget: Alle de seværdigheder en turist jo skal se på i London, men vi fik også oplevelsen af de londonske havne og store dokanlæg og de hundredvis af alverdens fremmede skibe fra de mindste til de helt store oceandampere.
Mange af vore ture rundt i London blev selvfølgeligt set oppe fra øverste etage på de kendte todækkerbusser, herfra var der jo en god oversigt og mindre varmt. Her i London var der også dengang en voldsom trafik, som helt overvældede os københavnere, der troede at trafikken hjemme var stor, men her var det, som kom vi helt ude fra bøhlandet.


Ole, Andrea og Erik Clasen foran parlamentet i London

Vore oplevelser var på mange måder noget anderledes end, hvad den almindelige turist kan opleve, for eksempel var ankomsten til London for os, der kom sejlende med en almindelig fragtdamper, helt speciel. Det, der bestemte tidspunktet, var tidevandet. Kun timerne med flod var anvendelige til at passere londonske dokker, men ved ebbe måtte man vente flere timer for anker, før man nåede havneområdet. Allerede flere timer før forventet anløb til en dok, helt ude ved Themsens munding ved Nordsøen, blev det afgjort, om vi skulle ligge underdrejet og vente, eller om vi ved forceret fart kunne nå ind, inden vandet igen begyndte at falde. Jeg kan huske nogle af disse forsøg på at nå ind i tide, noget vi børn fandt meget spændende, det var jo et rigtigt kapløb, vi nu kunne opleve. Alt hvad skibet havde af hestekræfter blev nu sat ind, rystelserne fra den store dampmaskine kunne nu mærkes i hele skibet, og en tyk, sort røg væltede op af skorstenen. Og jo nærmere vi kom mod London, og floden blev smallere, kunne vi nu følge mange andre skibe, der på samme måde forsøgte at nå frem i tide, det var næsten en rigtig sportskamp. Nåede man frem til dokporten, stod der altid både toldere og havnebetjente, der blev holdt meget nøje opsigt med at skibene ikke stak for dybt og kunne ødelægge dokanlægget. Derfor holdt man lige så meget øje med på hvilken side af de åbne dokporte, havnebetjentene stod, skibet kunne så meget hurtigt pumpe vandet i skibets ballasttanke over i den ønskede side, og med vandlinjemarkeringen på skibssiden i orden, således slippe ind i dokken uden vrøvl.
En sommer havde vi også en oplevelse som almindelige turister ikke får, under et londonbesøg: Vi skulle afhente en stor kokslast på det kendte Bechton Gasværk, og det var igen de kolossale store forhold, der duperede os. Her på gasværkets enorme område, fandtes der over tusind store gasbeholdere, det var næsten en hel skov af beholdere, men London var jo også en stor kunde. Gasværkets område var så stort, at de havde egne sporvogne, der kunne bringe folk frem til hovedindgangen. Her ved disse porte så vi drenge for første gang et af disse mindesmærker, rejst over faldne medarbejdere fra Den første Verdenskrig en evigt brændende flamme, dag og nat. Det var en hæder for de flere hundrede navne, der var indhugget i monumentet. Fra gasværket var der derefter cirka en times kørsel med bus indtil centrum af London.
Imellem de mange oplevelser her i London har jeg en lille pudsig erindring. Min far, mor, Erik og jeg var rundt i den centrale bydel for at se på de mange seværdigheder, da min far, som jo var vores guide, på et tidspunkt blev i tvivl om noget, og jeg kan endnu se det hele så tydeligt for mig: Far der stopper op, ser sig grundende om, hiver sit guldur op af vestelommen, og derpå vandrer lige ud i gadekrydset. Her må jeg lige fortælle, at så store brede trafikerede gader med 3-4 vognbaner i hver retning, endnu var ganske ukendte i København. Ude midt i krydset på en lille skammel stod en stor betjent og dirigerede at trafikken, en rigtig London Bobby, og det var ham, min far ville spørge om vej, og det kom næsten til at skabe trafikkaos, for da min far vandrede ud i mylderet, lød betjentens fløjte, og al trafik standsede i alle retninger: Min far gik nu helt alene ud til betjenten, og medens alt var stoppet, trak betjenten sin vejviser op af lommen og gav sig tid til at fortælle far, hvad han søgte; det så virkeligt imponerende ud. At man i samme gadekryds havde underjordiske fodgængertunneler, var for os danske noget ganske nyt og ukendt. Ja, der var utroligt meget nyt og spændende at opleve her i denne verdensby, centrum i et verdensimperium.
I en anden engelsk havn, hvor der var meget moderne installationer, fik vi en kullast ombord 3.000 tons på seks timer. Det var rekord. Her blev jernbanevognene løftet op i en speciel elevatorkran, drejet ind over skibets lastrum, tippet rundt med bunden i vejret, så kulindholdet under øredøvende spektakel styrtede ned i lastrummene. Det gik som sagt hurtigt, men var også et utroligt svineri, alle, som kunne, var indendørs, og alt blev lukket og alle sprækker klistret til. Efterhånden som lasten blev fyldt op, kom de engelske kullempere til syne, de havde været i lastrummene hele tiden for at skovle kullene ud til siderne, et ikke ufarligt stykke arbejde, og usundt må det have været, for de var ligeså sorte som lasten. Allerede på vej ud af havnen begyndte skibsmandskabet at spule det tykke lag kulstøv, der lå overalt, af skibet.

Holland
I Holland har jeg kun været på kortvarige besøg, aldrig i land, men kun forankret på reden for at indtage bunkerkul, altså kul til skibets eget forbrug. Her lå der mange kæmpedampere, der besejlede de hollandske kolonier ude i Det fjerne Østen.

Belgien
En enkelt gang har jeg været med på besøg i Belgien, hvor vi lå i nærheden af den af den smukke gamle middelalderby Brügge, hvor vi var på et par rundture i denne kønne by med de mange kanaler og smukke huse.

Frankrig
Også i Frankrig har vi været nogle gange, og herfra var der to steder, jeg i dag så tydeligt kan erindre: Det er byerne Rouen i Nordfrankrig og den store vinby Bordeaux langt nede i Sydfrankrig.

Rouen
Rouen er en stor havneby, selv om den ligger langt inde i landet, for Seinen kan på dette stykke besejles selv af meget store skibe ude fra Atlanterhavskysten, og det er en af Frankrigs betydeligste havnebyer. Den centrale bydel i Rouen er både en meget smuk og en meget gammel by med mange seværdigheder. Det var her i Rouen, man i Middelalderen brændte Jeanne d´Arc på en af byens gamle pladser. Her i Rouen husker jeg også besøget i den store Notre Dame katedral, en kolossal kirkebygning, mellem Frankrigs største. Men en af de specielle bygninger i Rouen er det gamle klokketårn i en af de travleste hovedgader. Kirken er virkelig gammel, fra det fjortende århundrede, den ligger på tværs af gaden, så den danner næsten en bro over gaden. Man passerer under et meget stort forgyldt ur, et meget særpræget bybillede. I Rouen, hvor jeg som ganske lille boede et års tid, noget jeg selvfølgelig intet husker om, kendte min far og mor bestyrerparret i det daværende norske sømandshjem. Dette sømandshjem besøgte vi under vort besøg i Rouen. Jeg kan huske dette sted som rart og hyggeligt med nogle flinke mennesker. Bestyreren, hvis navn jeg i dag har glemt, var ejer af en flot bil, med hvilken han kørte os nogle dejlige ture i omegnen. Denne bil kan jeg så tydeligt se for mig den dag i dag, mærket kender jeg ikke, men det var en stationcar, en i Danmark sjælden biltype, hvor hele overbygningen var udført i lyst, lakeret træ. Jo, det var så sandelig en elegant bil, kan jeg huske.

I storm til Bordeaux
Om byen Bordeaux i Sydfrankrig er det ganske andre ting, jeg husker, ja, det der i dag tydeligst huskes om denne by, det var faktisk sejlturen dertil. Vi var sejlende helt oppe fra det nordligste Finland med en trælast til Bordeaux, hvilket er noget af det længste vi som børn, sejlede i et stræk, cirka en uges tid i rum sø, selv om vi gik igennem Kielerkanalen, som jo var en genvej. Alt forløb de første dage stille og roligt, indtil vi nåede frem til den Engelske Kanal, hvor et sandt uvejr med stormende orkanstyrke satte ind. At det var meget dårligt vejr med udsigt til en ikke ufarlig tur, kunne vi børn snart mærke på de voksne, en ukendt nervøsitet begyndte at brede sig overalt på skibet. Stormen satte ind allerede i den Engelske Kanal og blev efterhånden værre, som vi nærmede os den farlige klippekyst for at komme rundt og fri af Bretagnes yderspids: Det var et sted som selv erfarne søfolk havde respekt for. Denne storm krævede da også flere skibsforlis med flere omkomne. Hele den lange sejltur sydover, tværs over berygtede Biscaya Bugt, sømandens Kirkegård, holdt stormen sig på fuld styrke, vindstyrke 13, nær ved orkan. Alle folk ombord sled og slæbte i disse dage, ustandseligt var der ting og genstande, der skulle bjærges, gøres fast og repareres. I kabyssen kunne kokken i længere tid ikke lave varm mad, da voldsomme styrtsøer slog ovenind og gang på gang slukkede hans komfurer. Mange af hovmesterens madvarer begyndte at slippe op, da turen tog længere tid end beregnet, men også mange råvarer blev ødelagt af havvandet. Hele mandskabet havde en hård tid og fik knapt nok deres søvn, og alle arbejde ombord i en sådan orkanagtig storm rummer en stor risiko for både liv og lemmer, da al færdsel og arbejde jo er farligt på grund af skibets voldsomme slingren i det oprørte hav. Min egen far var ikke til køjs i tre døgn, da alle måtte være på deres pladser nede i maskinen, da et maskinuheld kunne få katastrofale følger. Maskinmestrene skulle hele tiden stå ved nogle damphaner og åbne og lukke for damp til maskinerne, så man hver gang skibsskruen ved skibets huggende bevægelser i søen kom over vandet, lynhurtigt stoppede skruen i nogle øjeblikke, for straks igen at lade skruen arbejde, når agterenden igen var nede. En skibsskrue arbejdende for fuld kraft over vandet uden modstand kunne blive en katastrofe for både skib og besætning. Alle sommergæsterne ombord lå selvfølgelig søsyge og hverken spiste eller drak i flere dage, alle havde vist nok at gøre med at holde sig fast i køjerne.


Ludvig Clasen i maskinen på SS Skotland med en ubekendt mand.


Erik og jeg havde denne sommer fået vort eget fælleskammer, et tomt kammer agterude i skibet ved siden af messedrengens og kokkens kamre. Her i dette kammer var vi næsten som fanger, da det på det bestemteste var os forbudt at forsøge at komme hen midtskibs i sådan et vejr. Hvordan vort kammer så ud efter disse stormdage er næsten ubeskriveligt, for næsten alt inventar var knust: Et startede med den store porcelænsvaskskumme blev slynget mod gulvet og knustes, skuffer med indhold rutsjede rundt, faste skabe var revet løse og flød rundt, og ødelæggelserne blev totale, da hovmesterens store lagre, som også befandt sig her agterude, begyndte at rive sig løse, og uvejret nu sendte diverse ødelagte fødevarer i kaskader ind over de høje dørtrin til kamrene: Kartofler, rugbrød, mel- og sukkerposer i laser kom sejlende i mere flydende varer som maling og olier. Imellem alt dette kaos smuttede søsyge rotter rundt, for dog at gøre et forsøg på at bjerge livet. Dette stormvejr fulgte os hele vejen fra den Engelske Kanal og tværs ned over Biscayaen til den store flodmunding, der er det sidste stykke før rejsens mål, byen Bordeaux. Herude til søs skal skibene have lods ombord, før de begynder de sidste timers sejlads nedad fjorden og floden. At få lods ombord var en meget dramatisk oplevelse i det hårde vejr, mange gange forsøgte lodsbåden at gå op på siden af skibet, på læsiden, men først efter utallige forgæves forsøg lykkedes det, medens alle ombord, der fulgte dramaet, holdt vejret i spænding. Endeligt lykkedes det lodsbåden som et lyn at komme helt ind langs skibssiden, og lodsen sprang lige i det rette øjeblik på den dinglende rebstige, og lynhurtigt kravlede han ombord, og lige så hurtigt kom lodsbåden igen fri fra skibssiden, og dramaet var overstået, og alle kunne igen trække vejret roligt.
Da vi kort efter sejlede ind i den lange, ret smalle fjord, var det mærkeligt, kan jeg stadig huske, den stilhed og ro der nu pludseligt sænkede sig over skibet, og nogle dramatiske, men også spændende døgn hermed var slut. At disse voldsomme døgn ikke var en barnlig overdrivelse, og fantasien der løber af med en, garanterer de erfarne søfolks bedømmelse af disse dage, som noget af det værste, de havde oplevet i en sommerperiode.
Ude fra Atlanterhavet og til byen Bordeaux var der hele otte timers sejlads, men nu kom efterhånden, noget blege og udmattede, alle skibets sommergæster igen til syne for at nyde den dejlige, rolige sejltur ned af fjorden, som nu blev smallere og smallere, og efterhånden blev til den store flod Garonne, hvor lave vinbjerge kransede begge flodbredder. Byen Bordeaux husker jeg som en meget stor og smuk by, meget præget af sin sydlige beliggenhed, her så jeg for første gang høje, svajende palmer. Bordeaux var en af Frankrigs største havnebyer og den største udskibnings havn til de franske kolonier i Afrika og i Sydøstasien, så her virkede meget livligt og muntert, og her var mange fremmedartede mennesker, og langs kajerne lå mange, også mange kolossalt store, troppetransportskibe med helt op til fine skorstene. I denne havn var der en mægtig stor forskel mellem ebbe og flod, cirka op til tolv meter, hvilket kunne give nogle pudsige oplevelser.
Når vi for eksempel forlod skibet for at tage en tur til byen, skulle vi ned af nogle meget lange trapper til kajen, og når vi så senere kom tilbage, lå skibet nu så dybt nede, at trapperne var vendt om.
Om Bordeaux havde specielle turistseværdigheder, husker jeg ikke, men en lille episode hernede fra står helt klar i erindringen: Hele familien var ude og se på byen, og da vi ikke kunne nå tilbage til Skotland inden spisetid, spenderede min far en middag på en stor, fin restaurant. Jeg kan huske, at min far talte frem og tilbage med tjeneren om, hvad vi skulle have at spise, jeg tror, at noget fint og fremmedartet fandt min far for dyrt, så han bestemte sig for noget andet. Hvilke retter det var, har jeg for længst glemt. Da vi efter middagen skulle bryde op, og min far skulle betale, fandt han regningen alt for dyr, lige så dyrt som hvis vi havde fået den dyre middag. Jeg kan den dag i dag huske min fars voldsomme raseri herover, og hvordan han samlede så mange småpenge sammen, som han kunne finde i sine lommer, og så med en stor håndbevægelse kylede det hele hen ad bordet, så mange af mønterne havnede rundt omkring på marmorgulvet, hvorefter han marcherede ud af døren. Det var en noget slukøret kone og børn, der listede bagefter ud af den fine restaurant. Denne episode, som jeg husker stadigvæk så tydeligt, ligger nu cirka 55 år tilbage i tiden, men den slags voldsomheder bider sig åbenbart godt fast i en tiårs knægt.


Andrea og Ludvig Clasen med sønnerne Erik og Ole


Bordeaux var ellers en dejlig by med meget nyt og spændende for os børn. Bortset fra de store palmer, som for os var et fremmed syn, var der også de mange meget fremmede mennesker, vi mødte alle vegne hernede: Negre i alle sorte nuancer, men navnlig var alle de fremmede folk fra Frankrigs kolonier ude i Asien, det var næsten hvert andet menneske her. Byen havde også en meget smuk, ejendommelig botanisk have i fransk havestil med nogle utrolige, klippede buske og træer. Der var buske, der var klippet som store kurve med hanke, hvori der var plantet farvestrålende blomster, ja, her var usædvanligt flot.
På floden så vi også et fremmedartet syn. Om aftenen lå her en mængde små både, som i agterenden havde monteret et stativ med et stort fladt net, som fiskerne hurtigt hejste ned og op, de fiskede efter sardiner.
Som man kan forstå, havde vi i disse drengeår mange gode og spændende ferier, festlige, spændende oplevelser, hvor vi sejlede havene tynde med det gode skib, den 3.000 tons store, gamle Skotland. Men disse gode ture fik jo også en ende. Først senere erfarede vi børn om årsagen.

Forandringstid
Årsagen var det stadigt dårligere forhold mellem min far og mor, som jo også førte til deres skilsmisse cirka et års tid før min konfirmation. Dette var selvfølgelig en begivenhed, der medførte store forandringer i vores hjem og dagligdag, men for os børn kom den mere snigende, da der jo ikke var en bestemt skæringsdag med en dramatisk flytning og så videre, for min far havde jo i alle mine barndomsår været sejlende og næsten kun været hjemme som gæst en gang eller to om måneden. Men slut var det nu, en epoke var løbet ud, det var som en sorgløs barndom indtil mit fjortende år nu var slut.
Hvad der nu skete og hændte mig i de kommende 4-5 år, altså fra 10-11 års alderen, skal jeg nu prøve at beskrive på de kommende sider.
I skoleårene femte-sjette klasse skete der ikke så store ting, i det mindste ikke noget som jeg i dag kan huske, på nær en ting som må med her på dette sted.

Skolehave
Jeg fik nemlig en skolehave, og det, syntes jeg dengang, var en spændende begivenhed navnlig for os unger fra stenbroen, der aldrig havde haft med jord at gøre. Det var igennem skolen at udlodningen af disse små jordstykker fandt sted. Disse flere hundrede smålodder lå på en stor grund ovre ved Strandboulevarden, nær ved Vibenshus Skole, en stor grund der senere blev bebygget med den store institution Mødrehjælpen. Her i disse skolehaver, lærte vi under vejledning af nogle voksne, hvordan en sådan havelod skulle behandles: Graves, rives og tilplantes. På et lille stykke måtte vi have blomster efter behag, jeg husker at mine var morgenfruer. Det er måske derfor, at jeg stadig så godt kan lide denne kønne gule blomst. Men ellers skulle der dyrkes grøntsager i fine lige rækker. Der var både gulerødder, rødbeder, ærter og radiser, og så blev der endda også plads til et par græskarplanter. Det var vældigt spændende at se det hele myldre frem. Vi skulle komme fast en gang om ugen for at passe vores haver, så vi kunne vande, rive og holde ukrudtet nede. Det var en stolt tid, når vi sidst på sommeren kunne slæbe vort store udbytte med hjem og vise frem, og jeg syntes selv at mine to store græskar måtte være de allerstørste, man nogensinde havde set her til lands.

Nordisk Papirhandel
Jeg har været knapt elleve år gammel, da jeg af egen fri vilje søgte en budplads. Nu her så mange år efter denne lille begyndelse, opdager man så, at hermed begyndte ens lønnede arbejde for fremmede, som skulle vare uafbrudt igennem mere end 55 år.
Det var vel ønsket om at få penge mellem egne hænder, der var årsagen til denne start på livets lange arbejdsdag. I Rosenvængets Alle ganske nær Østerbrogade og nær ved Trianglen så jeg i en butiksdør et lille skilt, at man søgte en eftermiddagsbydreng. Jeg skubbede hjertet op i livet, nervøs og tanker om egne evner var meget små, men jeg fik dog samlet tilstrækkeligt mod, listede indenfor i butikken og spurgte om pladsen. Den ældre mand syntes vist, at jeg var stor nok til jobbet, og da jeg havde egen cykel, fik jeg pladsen. Arbejdstiden var fra skoletidens slutning ved totiden med fyraften klokken seks, om fredagen dog først klokken otte om aftenen, og da det var mange år før weekend blev opfundet, var det også om lørdagene til klokken seks. For dette arbejde betalte man den fyrstelige løn af kr. 6,00 pr. uge med egen cykel.


Rosenvængets Alle med Nordisk Papirhandel tegnet af Ole Clasen efter erindringen


Forretningen handlede med kontorartikler og papirvarer, men ikke med bøger, og det var mest indpakningspapirer, der var forretningens grundlag. Familien, der drev denne forretning hed Binzer og var jøder, flinke ældre mennesker, og både mand og kone arbejdede i forretningen. Her i Nordisk Papirhandel, som var forretningens navn, blev jeg altså den kørende afdeling, og her var der nok at bestille, og meget var drøjt arbejde, da papirvarer som bekendt er tungt at slæbe på. Varer, der ikke fandtes på lager, skulle skaffes hurtigt hjem til kunderne, og kampen om kunderne var stor i disse år, og så drønede jeg afsted efter varerne hos grossisterne. Mellem det arbejde, som jeg ikke kunne lide, velsagtens fordi jeg nok har været for fummelfingret, var leveringen af økonomiruller til småforretningerne, som dengang fandtes i stor mængde overalt på Østerbro mange i sidegaderne. Økonomiruller var disse store papirruller i forskellige bredder, som ved hjælp af en stang igennem rullen, kunne anbringes i et metalstativ, så man kunne rive papiret af i stykker, der passede til varerne. Når disse småbutikker, meget ofte manufaktur-, damelingeri og lignende købte en to eller tre ruller, skulle jeg køre dem ud og slet ikke mere. Men disse, mest ældre, damer, der havde sådanne forretninger, fik næsten altid mig, der blev sukset på dette job med anbringelserne af papiret, og en vinterdag med meget tøj på, ofte vådt i disse små varme butikker, var det ækelt. Først skulle de to små, runde træklodser ud af enderne i rullen, hvilket tit var svært, så skulle det hele op at hænge samtidigt i de to sidekroge, og imedens skulle det lange knivsblad holdes oppe over rullen, ja, puh ha, hvor man kunne komme til at svede, og ofte stod disse papirstativer helt nede på gulvet for enden af en disk. Et rigtigt dumt arbejde, der slet ikke var mit, og ofte, syntes jeg, at der var halvsure miner, når jeg kom tilbage, fordi det havde taget for lang tid. At det så var steder, der aldrig gav drikkepenge, blev det jo ikke bedre af. Ellers var dagene her ret ens, så jeg kom ret hurtigt efter arbejdsrytmen. Jeg havde ret naturligt meget kørsel, og herunder havde jeg en ubehagelig oplevelse, som jeg stadig husker: Jeg kom cyklende ad Nørrebrogade og skulle passere Griffenfeldtsgade, og i begge gader kørte der dengang sporvogne. Her svingede linie 7 ud på Nørrebrogade, og de svingende skinner har jeg åbenbart ikke taget mig i agt for, for mit forhjul gled ned i en skinne med det resultat, at jeg stod på hovedet ud over cykelstyret lige foran en varebil, der dog fik bremset op i tide. Men hvor så jeg ud, hænder, albue, det ene knæ og i ansigtet, alt var blodigt og snavset efter turen hen ad kørebanen, men der var flinke folk der hjalp mig ind på et apotek, der dengang lå på dette gadehjørne, herinde var de flinke til at rense det værste af og satte plastre på. Alt dette var heldigvis ganske gratis, da jeg jo ikke havde penge på mig. Cyklen så heller ikke alt for godt ud, og den kunne jo desværre ikke repareres uden penge, men her var min chef ofte flink til at betale. Hvor længe, jeg havde denne plads, kan jeg i dag slet ikke huske, men jeg tror, at det har været et års tid eller så.
At en elleveårig dreng, efter først at have en skoledag, og derefter i cirka fire timer skulle passe en budplads, var dengang ganske almindeligt, men hvor kunne man blive dødtræt når man havde fået spist sin aftensmad ved syvtiden om aftenen, så det med skolelektierne blev der ikke ofret meget tid eller interesse på, ofte blev resultatet også derefter.

En badeulykke
Jeg tror næsten, at jeg holdt op i papirforretningen i forbindelse med en slem ulykke, der ramte mig i forsommeren til det år, hvor jeg fyldte tretten år. Det hele startede en meget varm og solrig pinselørdag i året 1931. Jeg kan huske denne dag så tydeligt: Min mor skulle på nogle lidt større indkøb i anledning af pinsen, så Erik og jeg og et par kammerater drog afsted for at bade på den store badeanstalt Helgoland, der lå nede i Svanemøllebugten medbringende madpakker, badetøj og et tæppe. Men skuffende viste det sig, at Helgoland ikke var åben, da det var datoen og ikke sommervarmen der bestemte åbningsdatoen. Nå, selvfølgelig var vi ikke rådvilde, der var jo vand nok uden for badeanstalten, og der var en stor græsmark, en ubebygget grund, som var et glimrende opholdsted. Langs hele dette stykke af Svanemøllebugten, var der en fin kampestenssætning, som man skulle ned af for at komme i vandet, og det var her nedenfor på det lave vand, at uhel¬det skete for mig. Her trådte jeg nemlig på en knust flaske, som jeg her imellem tang og sten ikke havde set. Jeg kan huske, at smerterne ikke var særlig slemme, men derimod var forskrækkelsen stor, da jeg så, hvordan blodet styrtede ud af foden, hvor der var skåret dybt igennem fra den lille tå og helt hen til hælen, et grimt dybt snit, der havde ramt pulsåren. Jeg hinkede op på stenkanten med blodet strømmende af foden: Heldigvis kom en stor spejderdreng forbi på cykel, han greb resolut ind, fik mit ben løftet til vejrs, og så tog han fra sin rygsæk en læderrem, som han strammede hårdt rundt om mit lår. Samtidig havde han fået andre til at ringe efter en ambulance. På Rigshospitalet, hvortil vi kørte, blev den lange flænge syet sammen, hvorefter jeg igen pr. ambulance, blev kørt hjem til Holsteinsgade. Men uheldigvis var min mor endnu ikke kommet hjem, så ambulancefolkene fik mig anbragt hos vores nabo. Her lå jeg så en tid og ventede på min mors hjemkomst, så jeg igen kunne komme ind i min egen seng. Men efter en times tid skulle jeg op med et lille ærinde, og forsøgte selvfølgelig at stå op. Jeg vidste ikke, at dette ikke måtte ske, og så snart foden igen kom nedad, sprang såret op, og atter begyndte en voldsom blødning. Min mor for afsted for at ringe efter en ambulance. Vi havde dengang ikke fået telefon, men i sin nervøsitet var min mor rendt fra sine nøgler, så imedens hun står og rusker i døren, kommer folkene for at hente mig, resolut sætter de en albue på dørens store, matterede glasrude, så den splintrede. Nu gik turen igen med hornet tudende til skadesstuen på hospitalet, atter blev jeg lappet sammen og atter kørt hjem igen. Nu var det med strenge ordre om at ligge stille med benet højt til vejrs, for mit blodtab var nu blevet betænkeligt stort.
Nu kom en stor del af sommeren til at gå med at langt sengeleje, en cirka fem uger, det var sandelig drøjt og varmt. I flere år efter denne uheldige pinselørdag kunne jeg ikke tåle at træde på noget ujævnt uden sko på, og et par af tæerne var blevet så underligt døde.

Jeg tager på
En ting som jeg må havde med, her på dette tidspunkt, hvor jeg har været 10-11 år gammel, altså i slutningen af tyverne, var min ret så pludselige fedme og kolossale vægtforøgelse. I alle mine hidtil levede barneår havde jeg haft en ganske normal tykkelse, hvilket også kan ses på alle fotografier fra disse år. Men ret pludseligt, inden for cirka et halvt år, bulede jeg voldsomt ud, og kom til at se forfærdeligt ud, en tilstand som desværre kom til at stå på i cirka syv år med kulmination omkring min konfirmation. Denne abnorme fedme var selvfølgelig en stor gene, der forhindrede almindelige drengeudfoldelser, kortåndet som jeg hurtig blev. En ting, som jeg dengang naturligvis intet kendte til, var det psykiske pres, og den prægning rent sindsmæssig, der er uundgåelig i disse i forvejen vanskelige år, når drengen skal til at være voksen. Denne skam og undseelse over sin tykkelse, tror jeg i dag, næsten kan præge ens personlighed måske for resten af livet. Der var alle de daglige drillerier i skolen, for eksempel i gymnastiktimerne, og under alle de almindelige børnelege. Her er der bestemt ingen, der vil have ham den tykke med på holdet. Snart lærer man alle de nedsættende ord og vendinger, der kan råbes efter ham den tykke dreng, alle disse morsomheder, som fik alle de andre unger til at hyle højt af grin, og alle disse nedsættende vendinger, om hvad ham den tykke, fede ikke kunne og ikke duede til. Men hvad, der næsten sved kraftigere og satte dybere spor, var de voksnes hentydninger og bemærkninger. Og de sigende sideblikke kunne være utrolige onde, jo det var en meget slem periode, hvor enhver tro på egne evner og kunnen blev gjort til skamme, ja, man kan næsten sige, at alt druknede i fedt. Kammeratskaber og medlemskab af drengekliker var jo ganske udelukket, da ingen var særlig interesseret i at blive set i selskab med ham den fede, så disse år blev ret isolerede og ensomme, år hvor kammeratskab betyder så meget. Denne grimme periode kulminerede som sagt i konfirmationsalderen, og jeg husker den dag i dag helt tydeligt de store vanskeligheder med at få købt noget tøj, der var stort nok, uha, det var en pine at komme ind i disse forretninger, og så se ekspedienten slå ud med hånden og beklage, og så luske ud af butikken, hvor de desværre ikke førte tøj til elefanter, og en henvendelse hos B&W nok var det bedste.


Ludvig og Ole Clasen på Aalborg Værft


Lige så pludseligt som fedmen kom, forsvandt den igen, da jeg var cirka sytten år gammel, så på et lille årstid kom jeg igen til at se helt normal ud. Men stadig i mange, mange år, ja, måske i resten af ens tilværelse sidder denne fornemmelse og lurer af mindreværdighed, generthed, manglende tro på egne evner og manglende evner til at hævde sig i andres selskab. Ja, dette ønske om at kunne gemme sig, bliver i en sådan fed periode let en del af ens personlighedsmønster. Hvorfor sker så dette: At den normale dreng, pludseligt buler sådan ud, men det forbliver nok en gåde, da en undersøgelse af mit stofskifte viste, at det var næsten normalt, kun en smule for lavt. Sandheden skal måske findes psykisk. Hvorfor opstår sådan en periode? I disse år gik mine forældres ægteskab rigtigt dårligt, og deres endelige skilsmisse var lige før min konfirmation, netop da min tykkelse var størst. Har det mon, uden at jeg selv fornemmede det, været årsagen, men hos mine brødre var der ingen synlige reaktioner, men måske var jeg i den uheldigste alder af os. Det blev også en overgang diskuteret, om vor søskendeflok skulle deles, og jeg skulle bo hos min far.

Spejdertid
Fra jeg var knapt elleve år og frem til, at jeg kom i lære, havde jeg i hele denne periode flere budpladser, noget som jeg på et lidt senere tidspunkt skal komme tilbage til, men nu vil jeg, for at få den rigtige rækkefølge, omtale nogle mangeårige oplevelser, som jeg tillægger en ret stor betydning for min udvikling, og som startede, da jeg var knapt tolv år gammel, og som kom til at vare i cirka 6-7 år frem.

Spejderliv
Der skete nemlig det, at jeg blev spejder, og som vi sagde dengang, rigtig spejder, altså gul spejder i Det danske Spejderkorps. Årsagen og interessen til at blive spejder var ganske enkelt den, at en spejdertrop havde lokaler i nogle kælderrum i passagen lige over for os. Her havde vi drenge fra gaden set disse spejderdrenge komme og gå, og mest spændende var det, når spejderne pakkede deres cykler med telte og andet lejrudstyr for at drage afsted ud i naturen. Så en forårsdag i 1930 var vi nogle knægte, der begyndte at kigge ned til deres møder. Dette var for os en ny og spændende verden at få indblik i, for her skete så meget, der kunne sætte fantasien i gang hos drenge i vores alder. Vi lærte hele opbygningen i sådan en spejdertrop, der havde et noget militærisk tilsnit, der var en 5-6 patruljer, hver på cirka 8-12 drenge. I spidsen var der en patruljefører, en næstkommanderende kaldet korporal, og så de menige. Alle spejderne havde forskellige duelighedstegn syet på uniformen som bevis på diverse specielle færdigheder samt eventuelt små sølvplader på bæltet, som man kunne erhverve for særlig lange marchture såsom 35, 50 og 75 kilometers gåture.
Øverst i pyramiden var der en tropsfører, en ung, voksen mand, og han havde så til sin hjælp, to tropsassistenter. Til en sådan spejdertrop, var der også en ulveflok med drenge i alderen fra seks år til 11-12 års alderen, en sådan flok blev ledet af en yngre dame. I en sådan flok begyndte min lillebror Erik som ulveunge samtidig med, at jeg blev spejder. Svævende over en spejdertrop fandtes et forældreråd, der havde indsigt med, at alt gik rigtigt til, og som på alle måder støttede troppen med gode råd og ofte også med pengegaver. Alle de gule spejderes øverste myndighed var Det danske Spejderkorps, som blev startet før Den første Verdenskrig som kopi af det engelske korps, der omkring århundredeskiftet blev grundlagt af englænderen Sir Baden Powell, der fik spejderideen, da han kom hjem efter militærtjeneste i Sydafrika under Boerkrigen. Han startede den første spejderlejr på en ø i Themsen for at hjælpe Londons tusindtallige fattige arbejderbørn. Denne ide slog som bekendt vældig godt an og fik aflæggere i mange lande spredt ud over store dele af jordkloden.
Efter nogle gange at have været til patruljemøder, blev jeg indmeldt som spejder med spejderløfte og emblem. I pinsen skulle jeg for første gang deltage i en lejr, en tur jeg så hen til med megen glæde og spænding. Nu var denne lejr ikke en af de almindelige, men var hvad man kaldte en minijamboree med deltagelse fra hele Skandinavien, så der var flere tusinde drenge i denne kæmpelejr, som blev afviklet på Ermelundsletten. Alt om denne tur står så klart og tydeligt for mig den dag i dag. Vi samledes ved tropslokalet i Holsteinsgade og marcherede afsted, og vi blev efterhånden mange undervejs, over Lille Trianglen og frem af Farimagsgade til Nørreport Station. Herfra skulle vi alle, hundredvis af spejdere, køre med ekstratog til Gentofte Station. Derfra vandrede vi så igen afsted til Ermelunden, hvor den store lejr allerede var klar til den store invasion. I det fine pinsevejr blev det en stor oplevelse for os alle, ikke mindst for mig som var afsted for første gang. Første pinsedag var der åbent hus for alle, her blev fremvist forskellige spejderfærdigheder, såsom lejrindretning, brobygning og madlavning over egne jordovne. Der var flere forskellige udleveringssteder, til alt hvad vi skulle bruge også af madvarer. Disse steder havde forskellige navne, og jeg husker at udleveringsstedet for kød og pålægsvarer, havde navnet Kødbyen efter den dengang helt nye, store, moderne Kødby, der netop i disse år var blevet færdigbygget på Vesterbro ved Halmtorvet. Også jeg splinternye spejderdreng fik besøg herude i Ermelundslejren af min mor, begge mine brødre med Svends nye damebekendtskab, Rigmor.
Nu var spejderliv jo ikke sådan store lejre, men i det daglige noget helt andet mere overskueligt. Spejderlivet udfoldede sig i ens egen patrulje og egen trop, og større engagementer skete kun nogle gange om året. Vi havde en fast ugedag, hvor vi holdt patruljemøder i tropslokalet. Her lærte vi forskellige spejderfærdigheder, for eksempel at binde rigtige knob. Vi lærte at forstå et geodætisk kort og mange andre ting. Her blev de kommende lejrture planlagt, og her blev selvfølgeligt diskuteret både stort og småt, om hvad der dengang kunne interessere en flok drenge imellem elleve og femten år. En gang om måneden samledes alle patruljerne i spejderlokalet til en samlet tropsaften, her blev der altid sunget mange spejdersange, der blev drukket te med boller, og mange spørgsmål vedrørende troppen blev ivrigt debatteret. Hver måned fik vi alle et fint spejderblad udsendt af Det danske Spejderkorps, men det mest oplysende var vort eget tropsblad, som vi selv fremstillede, for her samledes alle oplysninger om troppens liv og færden i den kommende måned. Det var et spændende job at være med til først at få samlet stoffet sammen og så fabrikationen på en gammel hektografimaskine. Det var noget med en gummimasse i en flad blikbakke, sort sværte og nogle gummivalser, ofte et værre griseri, og anstrengelserne blev desværre ikke altid lønnet med held, men det kunne da næsten altid læses.


Vibepatruljen opmarcheret i Farum. Længst til venstre: Ole Clasen. I baggrunden Ludvig Clasen



Vibepatruljen opmarcheret i Farum. Længst til venstre: Ole Clasen. I baggrunden Ludvig Clasen


Jeg begyndte med at fortælle om en spejderlejr, og dem var der heldigvis mange af, og det var noget der glædede de fleste. Lejrperioderne varede fra påske frem til tiden omkring efterårsferien. I vinterhalvåret var der kun overnatninger ude, når vi kunne låne en hytte, ellers blev det til dagture.
Spejderåret begyndte hvert år med en stor nytårsparade første nytårsdag, hvor hele den københavnske division blev mønstret på Rosenborg Eksercerplads. Det var ofte en kold fornøjelse at stå opstillet her og høre på disse lange, højtidelige taler. Det var også her, ret tidligt på året, at vi afviklede den årlige Kend din by tur, som foregik i det gamle København. Vi løb patruljevis afsted fra punkt til punkt, og det vigtigste på disse ture var ikke at komme først, selv om dette ikke var ganske uden betydning, men at kende sin by så godt, at man uden besvær kunne finde rundt, også selv om oplysningerne, der blev udleveret efterhånden som man kom frem, var lavet sværere for at prøve vore historiske evner og kendskab til vores by. Jeg kan for eksempel huske en af disse opgaver: ”Løb herfra til næste kontrolpost, som ligger i en park, der bærer navnet efter to kendte brødre”. Det kunne jo kun være Ørstedsparken. Eller en dansk konge der byggede et tårn til stjernekiggeri, som jo kun kunne være Rundetårn. For mig, som altid har interesseret mig for den københavnske historie, var disse ture altid spændende, men ofte anstrengende, da vi jo løb mange kilometer, turene sluttede altid om eftermiddagen ude på Frederiksberg Rundel.
En lille oplevelse fra mine tidligste spejderår var en gallaparade for den engelske Prince of Wales. Han var på besøg her i København i forbindelse med åbningen af en stor engelsk udstilling, og da han var den øverste figur på kransekagen i den engelske spejderbevægelse, skulle han også fejres af de københavnske spejdere. Begivenheden fandt sted i Grønnegården bag Kunstindustrimuseet i Bredgade, hvor vi stod opstillet i to lange rækker. Her så vi på nærmeste hold vores konge, Christian den Tiende, kronprins Frederik og prins Knud sammen med den engelske prins.
Vores trop afholdt en stor årlig fest, med bal bagefter, i Weinolds selskabslokaler på Nørre Vold. Disse fester skulle gerne give troppen et pænt overskud som en kærkommen hjælp for hvilket, der blev anskaffet lejrudstyr, for eksempel køb af de store, dyre telte. Så alle sejl blev sat til for at disse fester skulle blive succesrige. Alle vi spejderdrenge indøvede små sketches og sangnumre, men ofte var der indlagte numre af amatørskuespillere, som var mere eller mindre gode og velegnede. Der var amerikansk lotteri og lignende, og så blev der solgt baltegn til det afsluttende bal. Alt sammen noget der skulle give penge i kassen. Alle vi spejdere havde en travl tid med at få forældre, søskende, tanter og onkler, venner og bekendte til at møde frem i så store mængder, så vi kunne få udsolgt. Det var næsten som store familiefester, hvor vi drenge morede os fint oven på de flere måneders store arbejde, der gik forud for denne gallaaften.
Af andre helt specielle spejderoplevelser, som der i disse år, gudskelov var adskillige af, husker jeg i dag en meget storslået oplevelse. Hele den københavnske division, mange hundrede drenge, deltog i et kæmpe lejrbål i Ulvedalene i Dyrehaven, en meget smuk sommeraften i det begyndende tusmørke. Alle de kendte spejdersange lød meget smukt her under skovens kroner. Til slut tændte vi alle en fakkel ved bålet og drog syngende igennem skoven ned til Klampenborg Station.
Men som tidligere sagt var disse arrangementer ret sjældne, ofte med flere års intervaller, så når jeg i dag tænker tilbage på mine spejderår, så var det oplevelserne i vores egen patrulje og trop, der tegner billedet af disse spejderår.

Store Dam
Turene til Store Dam har i min erindring en særlig klang af noget hyggeligt og rart. Et dejligt sted vi tog til i flere vintre. At Store Dam var noget særligt, var der flere grunde til: Heroppe i Store Dyrehave syd for Hillerød i en smuk natur med både skove og små søer, lå der på en privat naturgrund nogle smukke træhuse bygget i norsk bondestil af svært tømmer med græs på taget, et virkeligt rart sted at bo på vores vinterture. Men det var nok det sjældne værtspar heroppe, der gjorde Store Dam til noget særligt, nemlig rektor Hartvig -Møller og hans kone. Hartvig-Møller var dengang en mand på 55-60 år, han var rektor på Gammel Hellerup Gymnasium, og var på mange måder en ener og en særpræget personlighed. Før Den første Verdenskrig var han en af initiativtagerne til starten af spejderbevægelsen i Danmark. På hans kendte skole i Hellerup startede den allerførste spejdertrop, hvor mange af disse drenge, han begyndte med, senere blev kendte mennesker i det danske samfund, blandt andet den senere kendte skibsreder Lauridsen, der blev gift med Hartvig-Møllers eneste datter, Kirsten. Imellem de tidligste spejderdrenge var der også Frederik og Knud, måske bedre kendt som den senere konge Frederik den Niende og arveprins Knud. Familien Lauridsens store indsats for de gamle og svagelige i samfundet samt det specielle arbejdsklima, der kom til at herske i det store rederi og værftsforetagende, lærte de begge under den særlige indflydelse, der prægede alle der kom dette enestående rektorpar nær.
I 1920, da Sønderjylland efter afstemningen kom tilbage til Danmark, og det senere så berømte ridt af kong Christian på den hvide hest over den gamle grænse fra 1864 ind i det nu genvundne Sønderjylland, stod der to rækker spejderdrenge som æresvagter. Det var Hartvig-Møllers spejdertrop, der var vandret hele vejen fra København over til Sønderjylland, for på denne måde at være med til at markere denne historiske begivenhed. Dette rektorpar var virkeligt et par enestående mennesker, der i hele deres liv og færden var utrættelige i deres arbejde for børn, både deres egne skoleelever, hvor de var langt forud for deres tid for alle spejderdrenge og senere medlemmer af Dansk Vandrelaug, som alle havde fri adgang til både Store Dam ved Karlebo, men også til Hartvig-Møllers dejlige bjælkehus i Paradisbakkerne ovre på Bornholm. Vinterturene heroppe på Store Dam blev ofte benyttet til lange traveture i den smukke skov Store Dyrehave. Her var der for eksempel flere gamle kæmpehøje og de mere sjældne langdysser med de store stensætninger i skibsfacon. Men engang imellem gik turene ind over det bakkede bondeland, blandt andet til Kirkelte, en lille landsby med en gammel mølle, en af de rigtige hollandske vindmøller, der stadig arbejdede på god gammeldags vis. Her ved møllen boede nemlig byens bager, så han havde let til melet: Han bagte nogle dejlige wienerbrødsbasser, der meget hurtigt kunne forsvinde i sultne spejderdrengemaver. Ja, Store Dam var et dejligt, hyggeligt sted, hvor vi ofte kom, og som jeg den dag i dag efter så mange år stadig kan mindes med glæde og taknemmelighed.

Cykeltur i Nordsjælland
En endags cykeltur, som vi drenge fra Vibepatruljen drog ud på, kan jeg tydelig huske som en meget fin tur. Vi var vel en 8-10 drenge, der kørte hjemmefra en tidlig søndag morgen med vores madpakker. Vi kørte op ad Strandvejen til Helsingør, hvor vi aflagde Kronborg et besøg, og hvor jeg for første gang var nede i kasematterne og hilse på Holger Danske. Fra Helsingør kørte vi til Fredensborg, hvor vi kiggede på slottet og den store park. Hjemturen gik så over Hillerød, hvor vi beså det tredje slot på turen, Frederiksborg slot, hvor vi nåede at se på den smukke slotskirke. Denne dejlige cykeltur var en ganske fin præstation, når man betænker, at alderen på os drenge var fra en cirka ti år op til 14-15 år for et par af os, der var ældst. Derimod var alderen på cyklerne nok lidt mere moden. Ja, cyklerne var næsten altid vores største problem, tit og ofte var de i en elendig forfatning, da pengene til nødvendige reparationer eller til nye reservedele bestemt ikke hængte på træerne i disse år. Så vi udviklede os til fingernemme reparatører af pedaler, slappe kæder og hyppige lapninger, som noget af nemmeste, men engang imellem var det næsten håbløst. Men alt var jo ikke cykelture, også mange vandreture foretog vi til forskellige steder i Nordsjælland, men én bestemt vandretur skal med her.

50 kilometers march
Man kunne erhverve sig en lille sølvplade til at sætte på sit spejderbælte, hvis man gik kontrollerede, lange strækninger inden for et døgn, fra 50 kilometer og helt op til 125 kilometer. Vi drenge fra Vibepatruljen foretog en vintersøndag en sådan 50 kilometer lang vandretur. Vi startede fra 0 kilometerstenen, der står ved Østerport Station, og herfra vandrede vi nordpå ad Strandvejen til Klampenborg og herfra ind igennem Dyrehaven til Rådvad, igennem Jægersborg Hegn, hvor vi så igen, nord for Skodsborg, kom ud på Strandvejen. Videre nordpå til Vedbæk og til Rungsted. Det var den første halvdel af turen. Nede på Rungsted Havn spiste vi udendørs vores medbragte klemmer og fik samtidig et lille hvil, hvorefter vi så startede på hjemturen. Jeg kan stadig tydeligt huske, hvor trætte vi alle efterhånden var, da vi nåede frem til Klampenborg igen. Herfra var det sidste af hjemturen meget drøj, benene småtravede nu næsten mekanisk afsted i et langsommere og langsommere tempo, men da det endeligt begyndte at mørkne, nåede vi alle omsider igen tilbage til 0-stenen ved Østerport. Vi havde således alle gennemført den 50 kilometer lange tur, selv de mindste af drengene på bare ti år. Vi havde nu lov til at påsætte den lille sølvplade på vore spejderbælter. Et par større tropsture, som ofte blev afviklet som femdages ture i forbindelse med påsken, må jeg nok også få med her på dette sted. Det må have været i påsken i 1935.

Påsketur til Sydsjælland
Som sædvanlig samledes hele troppen, cirka 25 til 50 mand, ved vores spejderlokale i Holsteinsgade onsdagen før påske sidst på eftermiddagen. Efter at vi havde fået stuvet vores fælles grej på cyklerne drog vi afsted. Turen, som var en hyttetur, gik den første dag til Køge, derfra til Store Heddinge på Stevns, videre til en avisgård under godset Gisselfeldt, og så sluttede turen med en overnatning i Ringsted og den sidste nat i Roskilde på en bondegård. Dengang var der endnu ikke anlagt en vej direkte fra København til Køge langs Køge Bugt, så vi kørte først til Tåstrup, hvor vi købte de nødvendige madvarer ind, og så kørte vi sydpå af den gamle landevej direkte til Køge. På hele denne påsketur havde vi et usædvanligt dårligt vejr, dårligere end man efter årstiden kunne forvente. Vi havde stormvejr alle dagene, meget regnvejr og kraftige snebyger, som skaffede os nogle drøje cykelture, hvor vi måtte kæmpe os frem trampende i pedalerne, og alligevel kom vi næsten ingen vegne. Samtidig var det også rigtigt hundekoldt i disse hytter, opvarmningen var meget dårlig, og hytterne havde vist stået ubenyttede hele vinderen, så vi frøs gudsjammerligt. Jeg kan huske en spejderkammerat, der havde et signalhorn med, måtte stoppe sin musikalske udfoldelse, da hornet var bundfrosset en morgen. Men vi havde da ellers en meget fin tur ud af det, vi fik set en masse fremmede steder og byer på denne tur, blandt andet den kendte Højrup Kirke, der næsten hænger helt ude på den yderste kant af Stevns Klint. Men for os københavnerdrenge tror jeg næsten at besøget og overnatningen på den store avlsgård under Gisselfeldt, var den største oplevelse. Det var spændende at få lov til at kigge ind i en verden, som for os bybørn var helt fremmed. Selve overnatningen her fandt sted på de store hølofter, og her var der dejligt at ligge og også dejligt varmt. På gården var der en stor, hyggelig borgerstue, hvor blandt andet personalet spiste, og her blev vi beværtet som gæster med både mad og drikke, og det blev selvfølgeligt nydt af os spejderdrenge efter de kolde hytter i både Køge og Store Heddinge. Spændende var de kolossalt store stalde her på gården. Jeg kan huske en staldafdeling med cirka 50 store, belgiske heste, et imponerende syn, ja, det var jo før traktorerne og anden maskinkraft blev indført i landbruget. I den store kostald stod der mere end 300 malkekøer, et enormt syn, og som noget jeg aldrig før havde set, var alle kreaturerne uden horn, ja, her på gården var alt meget flot og meget stort, det var en stor oplevelse.
Da vi anden påskedag igen nærmede os hovedstaden, og var nået helt ind mod Rødovre og Damhussøen, blev der fra mange mennesker råbt til os, om vi var rigtig kloge stadig at færdes i uniformer. Det viste sig nemlig, hvad vi ikke viste, at der i påsken var blevet indført et uniformsforbud i Danmark. Årsagen dertil var selvfølgelig de urolige politiske tider, der var over hele Europa, nu også var nået til Danmark, og som havde ført til talrige sammenstød mellem de stridende politiske ungdomsforeninger. To rivaliserende grupper var sympatisører og tilhængere af de politiske systemer i Rusland og i Tyskland. Der udviklede sig helt krigsagtige tilstande med uro og vold i disse år herhjemme i det ellers så stille og fredelige Danmark. Den politiske uro blev selvfølgelig næret af de dårlige økonomiske tider for landbruget og med over 300.000 arbejdsløse i byerne. Man håbede vel, at man ved at forbyde uniformering af alle ungdomskorps kunne komme den værste uro og slagsmål til livs. Vi spejdere, som var ganske fredelige, måtte som alle andre ungdomsgrupper i de kommende år ikke mere færdes uniformerede, men som alle andre fandt vi jo også udveje derfor, ved at fjerne det mest iøjnefaldende ved vores påklædning.

En anden påsketur
En anden påsketur vil jeg også lige omtale her. Denne tur havde slet ingen sammenligninger med den før omtalte.
Denne tur fandt sted med et fast ophold i hele påsken, nemlig på en større gammel bondegård i den lille landsby Kirkelte nær ved Karlebo i Nordsjælland. Her havde vi fået lov til at overnatte i en stor lade og høloft, hvor der var masser af dejligt halm og hø, og her var flere store lune hestedækner, som dog gav brugerne noget udslæt i ansigtet især omkring mund og næse. Her måtte vi også benytte et stort køkken, der var fint til både madlavning og som opholdsrum. Sådan en påsketur startede som sædvanligt om eftermiddagen onsdagen før påske, når skolegangen sluttede. Så drog hele patruljen afsted på cyklerne. Men da jeg på dette tidspunkt havde forladt skolen og var begyndt min læretid, passede dette tidspunkt dårligt til min fritid, ja, ordet fritid var nu næsten blevet overflødigt, så knap var nu min fritid. Man må lige erindre de længe åbningstider i forretningerne dengang med åbent til klokken 21 dagene før helligdagene. Så når disse ture startede omkring klokken 15-16 om eftermiddagen, måtte de af os, der ikke havde fri, køre sent på aften, og ofte kunne vi være en 3-4 stykker. Men denne omtalte onsdag før påske var det kun mig, der skulle starte sent på aftenen. Jeg kan huske, at vejret var elendigt, begyndende med en del tøsne, der senere slog over i frost, der gav spejlblanke veje.


Ole Clasens tegning i patruljebogen

Da jeg kom frem til Kirkelte var det nær midnat, koldt og blæsende, og nu kunne jeg ikke finde bondegården, men det var jo også et sted, hvor jeg aldrig før havde været. Flere gange var jeg inde over pløjemarker med cyklen på nakken i søle og sne for at lede efter den bortkomne gård, eller jeg søgte efter andre levende væsner, der kunne fortælle mig om den rette vej. Men alt var desværre forgæves, ikke en mors sjæl var til at opdrive, nu da klokken var langt over midnat. Der var ikke andet at gøre end igen at søge ind i den nærliggende skov og så måske her kunne finde et overnatningssted. Og her var heldet da også nogenlunde med mig, da jeg fandt et halvåbent tremmebrændeskur. Jeg kan endnu i dag more mig lidt over mig selv ved denne lejlighed og stadig tydelig se mig selv vandre søgende rundt omkring dette brænde skur ledende efter en dør, men der var ganske bestemt ingen dør eller låge, så nu var jeg næsten lige vidt. Endelig opdagede jeg, at nogle af tremmebrædderne kunne skubbes til side, og således kunne jeg komme indenfor. Herinde var der store brændestabler, der gav lidt læ, og hele jorden var dækket af et tykt lag savsmuld. Her indrettede jeg mig så for resten af natten. Søvn blev det ikke til så meget af, men her var dog bedre end under den åbne himmel. Men da det endeligt blev lyst igen hen ad morgenen, kan jeg huske, hvor elendigt jeg havde det, kulderystende og øm i alle lemmerne, ør og tummelumsk i hovedet, ja, rigtig skidt og utilpas. Nu i dagslyset kunne jeg derimod let finde frem til den rigtige bondegård, jeg vidste nemlig, at der stod en stor vindmølle oppe på gårdens tag. Snart var jeg igen sammen med alle patruljekammeraterne, fik en dejlig varm kop kaffe, der kunne sætte liv i hele kadaveret. Resten af denne påsketur forløb både hyggeligt og rart uden de store dramatiske begivenheder, så bortset fra den lille oplevelse den første nat, husker jeg i dag om denne påske det usædvanligt dårlige vejr, skiftevis tøvejr med snebyger og frost.

Nye lejrpladser
I årene 1935-36 arvede de københavnske spejdere en, efter datidens pengeforhold, større sum penge til køb af en stor lejrgrund. En velhavende mand, der boede i en stor villa ved Lundehus Søen ude på Lyngbyvejen, havde fra sine vinduer hver weekend set disse store mængder af spejderdrenge drage afsted nordpå. Så var det faldet ham ind, at det efterhånden måtte blive vanskeligere og vanskeligere for spejderne at finde egnede steder at være, efterhånden som byen voksede og villakvartererne bredte sig i Nordsjælland. Så derfor havde han, som ellers var ganske uden tilknytning til spejderbevægelsen, i sit testamente overladt de københavnske spejdere sin formue til indkøb af en større lejrplads. Det lykkedes at købe hele to lejrpladser for pengene. Den ene plads fik lokalnavnet efter en mose oppe imellem Farum og Birkerød, Kattehalemose, et dejligt sted i et smukt naturområde. Den anden plads var en mange tønder land stor, meget vidunderlig plads i et stort sø- og moseområde, meget tæt ved den store, smukke Bastrup sø nær ved Lynge og Ganløse. Denne lejrplads ved Bastrup, var den vi spejdere fra vores trop mest benyttede og derfor den, jeg bedst lærte at kende. Dette store areal blev købt af en lokal bondemand, og var som agerbrugsland bestemt ikke meget værd. Men til vort brug var det et rent fund. Her fandtes et par småsøer, et større moseareal samt både skov og krat, og hele området så stort, at det kunne rumme mange hundrede spejdere på en gang. Men der var først et meget stort stykke arbejde med at gøre området klar til det nye formål.


Ole Clasens tegning i patruljebogen


Dette store stykke arbejde, blev udført af frivillige og ulønnede seniorer, altså gamle spejdere i den voksne alder. Der skulle indregnes og beplantes og skoves, anlægges mange stier og nogle store planeringer til teltpladserne. Der blev renset op i søerne og nedrammet badebroer, så søerne kunne bruges til en lille dukkert. Et særligt stykke arbejde, som jeg kan huske fra denne tid, var arbejdet med at skaffe store mængder rent drikkevand, der skulle bruges til en lejr af denne størrelse. På en lille træplatform stod et jernstativ, der kunne styre et boreapparat. Her arbejdede en vældig stærk mand, jeg husker, at han var Danmarksmester i kuglestød og hed Burmeister. Han stod svedte i sommervarmen og drejede dette bor dybt ned i undergrunden, det skulle helt ned igennem moselaget og ned i den faste undergrund, hvor det fineste drikkevand fandtes, som han også fandt masser af. Det blev på et par år til en særdeles fin og god lejrplads, der da også blev meget benyttet, og med en afstand af cirka 35 kilometer fra København, og samtidig næsten nabo til den store Bastrup sø, de store skove ved Ganløse, var der her alt hvad spejderlivet havde behov for.

Natmanøvre
Denne store lejrplads var også basis for flere af de store natmanøvrer, der blev afviklet først på efteråret, ofte var det hele den københavnske division der deltog, altså adskillige hundrede drenge. Det var meget spændende, men ofte nogle drøje natture, disse manøvrer, hvor der blev stillet store krav til de deltagende patruljer, i reglen en flok drenge i alderen fra elleve år til cirka femten år, i alt en flok på 8-10 stykker. Det var ikke alene kræfterne til at løbe rundt i skovene i mindst 3-4 timer eller mere, men det krævede også en god fantasi, stor opfindsomhed og god almen viden, også selvfølgelig evner til at kunne bruge et landkort og en god orienteringsevne. Lommelygter var på disse natture en ganske forbudt ting, der blev udleveret en æske tandstikker med for eksempel 20 tændstikker, så det var med at spare på dem, og kun bruge deraf, når det var højst nødvendigt.
Rundt i skovene var der anbragt cirka 10-12 poster. Disse poster var besat med 2-3 ældre spejdere. Nu gjaldt det om at finde frem til disse poster i den rigtige rækkefølge. På hver post fik vi besked om, hvorledes vi kunne finde frem til den næste post og så fremdeles. På hver post var der en opgave, som vi skulle løse, og for resultatet blev der givet point. Disse sammenlagte point samt tiden, der gik til hele løbeturen, bestemte placeringen af patruljernes dygtighed.
Opgaverne ved posterne var meget forskellige, men et par af opgaverne kan jeg stadig huske: For eksempel at få udleveret en af de store æsker til tændstikker, men nu fyldt med de fire danske kornsorter, og de skulle nu sorteres i fine bunker inde midt i en bælgmørk skov med kun nogle få tændstikker til belysning. Et andet punkt var anbragt ved et stort væltet bøgetræ. Her fik vi udleveret en lille kortskaftet spejderspade, med hvilken vi skulle grave en tunnel under det væltede træ, igennem denne tunnel skulle vi alle mand kravle for at bestå prøven, og alt skulle jo ske så hurtigt som muligt. Der var også armgang i line over en dyb slugt, og af de mere nemme var det at synge alle vers af en fædrelandssang. Så der var opgaver af meget forskellige arter. Vores patrulje, Vibepatruljen, opnåede aldrig at vinde en topplads i disse natmanøvrer, men det var ingen hemmelighed, at bare det at kunne gennemføre et sådant løb, var ingen ringe bedrift. At de fleste af drengene var meget trætte den følgende søndag hører med til billedet, og på hjemturen fra Lynge Station om eftermiddagen med de gamle slangeruptog, der havde åbne perroner i hver ende af vognene, lå der altid tæt med sovende spejderdrenge, der her tog sig en lille lur over på rygsækken.
Vi kender vist alle den gamle vending om de hjælpsomme spejderdrenge såsom, at en spejderdreng skal huske altid at gøre dagens gode gerning, og det blev bestemt også indprentet os af de ældre ledere, at vi skulle huske på at være hjælpsomme og venlige mod alle, og ikke mange af vore ture og lignende kunne være gennemført uden en stor hjælpsomhed, altså også os drenge imellem. Mange drenge kom fra meget fattige hjem, hvor det kneb meget både med at fremskaffe en nogenlunde brugbar cykel og de ret beskedne beløb, vore ture kostede. Men det var selvfølgelig ikke kun os selv indbyrdes det drejede sig om, når der skulle hjælpes, tværtimod, og der var så sandelig nok at tage fat på i disse år i trediverne.

Bøgegrensdag
To arrangementer vil jeg omtale her, fordi jeg så tydeligt kan huske disse begivenheder, den ene var om foråret og den anden var i forbindelse med julen:
Spejderne havde hvert år på Moders Dag, den første søndag i maj måned, en bøgegrensdag. Vi cyklede alle mand om formiddagen afsted til Dyrehaven, hvor der i forvejen var aftalt med skovvæsnet, således at der var fældet nogle store, gamle bøgetræer, helt nyudsprungne. Her samlede vi en mængde store bundter kønne, lysegrønne bøgegrene, som så af de københavnske spejdere blev fordelt mellem de københavnske sygehuse. Vores trop havde i flere år fået udpeget Diakonissestiftelsen ude på Frederiksberg, som vort hospital. Her gik vi så rundt på de forskellige afdelinger og afleverede vores forårshilsen til alle de syge mennesker, der ikke selv kunne komme ud i den grønne skov.

Julekurve
Et stykke tid før julen nærmede sig, havde vi en ganske anderledes opgave: Julekurve til fattige familier. Vi indsamlede på mange forskellige måder penge ind. Der var blandt andet et spejderlotteri, hvor det gjaldt for os alle at få solgt så mange lodder som muligt. Der var en avispapirindsamling samt at påtage sig forskellige småjob, der kunne give lidt penge i kassen til det gode formål. Og det gode formål var jo som antydet at kunne lave et par store, gode julekurve med alverdens gode julemad og knas. Disse to store julekurve, som det sædvanligvis lykkedes os at indsamle til, blev så et par dage før juleaften, afleveret til et par fattige familier. Hvordan og hvem, der skaffede disse familiers adresser, ved jeg ikke, men jeg har selv som hørende til blandt de større af os spejdere været med ude for at aflevere disse fine kurve, blandt andet et par gange ude i de Classenske boliger ved Godthåbsvej, samt ude i Ryesgade og i en korridorlejlighed i Fredensgade.
Når jeg i dag, godt 50 år efter disse mine spejderår, har skrevet så meget om denne periode, må det nok skyldes, at det var en spændende tid rig på mange oplevelser, men måske nok så meget den store modtagelighed, der præger en dreng i årene fra de elleve år og en 5-6 år frem. Man får som spejderdreng en mulighed for her at bedømme sine egne kræfter og evner, men også sine mangler og svagheder, lærer hvad de andre kan yde og lærer at indrette sig efter andre, erfare om sammenhold, om at arbejde for nogle fælles mål. Her var der fremmede, der pludseligt kunne bestemme om ens gøren og laden, og her fik man selv med årene også lov til at træffe afgørelser for andre, ja, her i en spejdertrop var der meget nyt og spændende at lære, og megen viden og erfaring at suge til sig.
At jeg i mit barndomshjem ikke havde en far hjemme i det daglige, tror jeg også havde en stor betydning for en dreng i denne alder.

Modelskibe
En særlig interesse, som jeg har dyrket en del fra mine tidligste drengeår, var at sejle med modelsejlskibe, en interesse der var nært knyttet til Sortedams- og Peblingesøerne, et dejligt søområde der lå nært ved mit hjem i Holsteinsgade.
Det hele startede med, at en skolekammerat havde et lille sejlskib til salg for 2 kroner. Dette skib var i modsætning til disse legetøjsskibe, som vi vist alle kender, ikke af dem, der lagde sig om på siden, næ, dette skib var en rigtig lille sejler, lige hvad jeg brændende ønskede mig, så jeg fik travlt med at fremtrylle denne formue, men det lykkedes, og jeg blev den lykkelige, nye skibsreder, der vandrede hjem fra Koldinggade, hvor kammeraten boede med min nyerhvervelse under armen.
Spændende var det så hurtigt som muligt at komme afsted op til Sortedamssøen og der foretage den første prøvesejlads. Og det gik meget fint, for dette lille skib, som jeg husker som en 35-40 centimeter langt, var en både stabil og hurtig sejler. På en sådan båd var der selvfølgelig ingen snor, men en automatisk styreanordning, der kunne give den rette stabile kurs. Ved hjælp af en lang stang med en krog i enden blev båden sat i vandet fra stensætningen, og så gik det for fulde sejl afsted over søen til den modsatte søbred, og så var det med at skynde sig af sted, så man var klar til at modtage sin båd med den længe pind, før det ramte ind i stensætningen. I hårdt blæsevejr huggede båden sig fint igennem selv ret høje bølger, og så skulle man sandelig skynde sig for at være først fremme. Engang imellem kunne det være vanskeligt at beregne sejladsen, pludseligt slog vinden over, eller et forkert vindstød blæste ud over søen fra de tætte husrækker, og så kunne båden enten pludseligt vende om, eller hvad der var værre, begynde på en længere sejltur på langs ad søen med den risiko, der var for at kollidere med de bådebroer, som der var nogle stykker af langs begge søbredder til redningsudstyr.
Men en dag endte det jo også galt, netop efter sådan en sejltur på langs af søen løb min båd på stenene ved den store fugleø, som ligger i søen oppe i nærheden af Fredensbro. Her ventede jeg troligt i flere timer håbende på at et vindstød kunne få båden fri igen, da det desværre ikke var muligt at komme haveristen til hjælp, da der i Sortedamssøen ikke fandtes robåde. Da det blev mørkt hen ad aften, måtte jeg gå hjem uden mit skib, men jeg kan huske, at jeg næste morgen var meget meget tidligt oppe, så jeg kunne nå op til søen, inden jeg skulle i skole, for endnu engang at lede efter mit skib, men det var desværre forgæves, nu var skibet slet ikke til at se nogle steder. sandsynligvis har det hugget hul i skroget i nattens løb, da det havde blæst kraftigt natten igennem, så jeg tror, det har lagt sig til hvile på søens mudrede bund. Det var virkeligt meget trist, for det havde været en usædvanlig god sejler.


Ludvig Clasen med sit hjemmelavede modelsejlskib, her ombord på SS Skotland.


Men et par år senere fik jeg et nyt skib også et sejlskib, denne gang et usædvanligt stort og elegant skib, som min far havde bygget. Min far kunne huske, hvor glad jeg havde været for min første båd, og da han under sine besøg i engelske byer, her så en mængde store drenge, der sejlede med deres både i de lokale søer i parkerne derovre, fik han en god ide. I Norge, hvor der også var en stor interesse for disse modelbåde, købte han et skib på 60 centimeters længde, et skib der havde rigtige internationale mål, og som havde deltaget i flere kapsejladser. På en rejse til Finland, fik han fat i en stor, meget fin træklods i den rigtige træsort helt uden fejl såsom revner eller knaster. Af denne klods byggede far en båd, dobbelt så stor som den model, han havde købt i Norge, som blev brugt som arbejdsmodel. Det blev et meget smukt stykke arbejde helt gennemført som det allerfineste håndarbejde. Hele den store klods blev hulet ud, så skroget blev under en centimeter i trætykkelse, og hele dækket blev lavet af en smuk mahogniplade, og dette polerede mørkerøde dæk stod meget fint til det hvidlakerede skrog. Kølen var støbt i bly, og da skibet i færdig stand var både tungt og stort, havde min far lavet en fiks anordning til at bære skibet i: I dækket var der en oval lem lavet af kork. Når man løftede denne lem af kunne man stikke hånden ned i skibets indvendige bund, og hernede havde min far støbt en bøjle i et med blykølen, Det var beregnet til transport, og således let at bære i hånden, meget fint udregnet og fint udført. Hele rigningen havde min far købt i England, altså mast og sejl passende til bådens størrelse. Det var med ret få tag muligt, hurtigt at sætte denne rigning op eller ned, da transport af skibet med mast og sejl var ganske umulig i denne størrelse, masten var cirka 1,60 m. høj fra dækket.
Sejle kunne dette store elegante skib, hurtigt og sikkert strøg det afsted over Peblingesøen, til stor fryd for den nye skibsreder inde på søbredden. Det var et rent mesterværk, min far der havde bygget.
Jeg kan huske, at min far fortalte mig, at da han havde bygget båden færdig, foretog han en prøvesejlads, da de lå oppe i Finland. De fik en robåd i vandet og satte herfra den nye båd ud på dens jomfrusejlads, og det var vist lige ved at gå galt for dem, de kunne nemlig slet ikke følge med, selv om de roede på livet løs, men det blev heldigvis opdaget fra en fremmed båd, der fik stoppet hurtigsejleren i tide. Denne båd havde jeg meget glæde af, og den blev meget beundret af tilskuerne ved søen, og jeg kom endog en dag i avisen sammen med mit skib. Jeg sejlede i nogle år meget heroppe i Peblingesøen, men efterhånden aftog interessen noget til fordel for andre fritidsinteresser, hvorfor båden blev pakket forsvarligt ind og sat op på loftet. Familien flyttede en del gange i disse år, og stadig flyttede skibet med os. Men under krigen, hvor så mange pulterkamre blev opbrudt, og hvor næsten alt blev stjålet, forsvandt mit smukke skib, desværre sporløst.

Budpladser

Byplads hos en skrædder

I de kommende år, hvor jeg stadigvæk var spejder, gik livet jo videre i sin vante gang. For mig var det selvfølgelig med den vante skolegang, men fra disse år husker jeg nu ikke noget særligt at berette om, heller ikke hjemme hos os skete der større begivenheder. Efter min første budplads i Nordisk Papirlager i Rosenvængets Alle gik der en tid uden job, men en dag så jeg en annonce i Politiken, hvori en skræddermester søgte en eftermiddagsbydreng. Det var nok lige noget for mig, der igen gerne ville tjene nogle penge blandt andet til mine spejderudgifter.
Jeg fik også denne plads hos skræddermester Johan Tillemann, som havde forretning inde i Holmens Kanal lige over for Holmens Kirke i en gammel ejendom i det, man kaldte mayonnaise kvarteret: Gaderne mellem Sankt Nikolaj Kirke og ned til Holmens Kanal, gader med navne som Hummergade, Laksegade og lignende.
Det var en god plads, jeg her havde fået. Tillemann var en vældig flink og rar mand på en cirka 45 år, altid munter og i fint humør. Forretningen lå et par trin nede med en fin, gammel urmagerbutik oppe i den høje stue. Skrædderforretningen havde to udstillingsvinduer, hvor skrædderens habitstoffer var udstillet. Nede var der selve butikslokalet, hvor kunderne blev betjent og bagved skrædderværkstedet med det meget store skrædderbord. Det var her, han tjente sine penge, som Tillemann ofte sagde. Her tegnede han op, og her skar han metervarerne til, og her oppe på bordet sad han med korslagte ben og syede, ofte syngende af fuld hals på døgnets populære melodier, og jeg husker, at det her først i trediverne navnlig var sangene fra Jan Kipuras kendte film som for eksempel ”Heute Nacht” og lignende filmmelodier.
Mit arbejde her i firmaet, hvor vi kun var skrædderen og mig, var selvfølgelig først og fremmest byærinderne rundt i byen på cykel, og det var meget ude i brokvartererne, hvor de fleste kunder boede. Men der var en fast rytme i ugens dage, fordi skrædderen til en habit kun syede den vanskeligste del selv, nemlig jakkerne. Ude i byen havde han så syhjælp til benklæderne og vestene. Så hver mandag og torsdag kørte jeg ud til en ældre skræddersvend, der hjemme sad og syede benklæderne, og ude på Blegdamsvej ved Sankt Hans Torv boede der en dame, der syede alle vestene, og alle disse ting blev så igen hentet den følgende uge, når nye beklædningsdele blev afleveret. Det var den faste rytme, uge efter uge. Men for forretningen var vel det vigtigste for mig at køre ud med kundernes nye tøj. Til dette havde skrædderen en stor finerkasse med en læderrem om, hvori skrædderen selv nedlagde habitter eller måske en frakke, og så var det mit arbejde at køre forsigtig med denne store kasse, så tøjet kom frem uden at blive krøllet.
Hos skræddermester Tillemann var jeg, så vidt jeg i dag kan huske, ansat i cirka halvandet år, vistnok omkring 1933, og min løn var på 7 kroner om ugen med egen cykel, men her var lørdagen fri og den daglige arbejdstid den sædvanlige: Efter skoletid og til klokken 18, der jo var den normale lukketid dengang i alle butikker.
En lille episode fra denne tid husker jeg i dag, mere end 50 år efter, så ganske tydeligt, og den skal med her:
En dag kom der en ny kunde ned i forretningen for at få syet en habit, og efter at de havde fundet frem til det ønskede stof, gik skrædderen i gang med at tage sine mål. Jeg stod lige bag døren til baglokalet og fulgte med i det hele. Så sad skrædderen på hug for at tage mål til buksevidden, og snakkesalig som han var, sagde han op til kunden om en person, de talte om: ”Oh, han var så hellig, at han ikke kunne ligge tør om natten.” Efter en pause bøjede kunden sig frem og sagde ned til skrædderen: ”Jeg er medlem af Indre Mission”, hvorefter der blev en lang, pinlig pause. Jeg tænkte på, hvad mon der var galt. Først da kunden var gået, og skrædderen omgående ringede hjem til sin kone og grinende fortalte hende om episoden, forstod jeg sammenhængen: At folk fra Indre Mission var meget religiøse mennesker, så derfor kom skrædderen så grueligt galt af sted. Ja, de voksnes verden var på så mange måder mærkelig for en dreng på 13-14 år, der var så utroligt meget, man slet intet kendte til.

Budplads i en boghandel
Den næste budplads, jeg havde, inden jeg blev konfirmeret, en tid der nu snart nærmede sig, var i en stor, kendt boghandel, der havde til huse i Pilestræde overfor stormagasinet Illum. Dette fine, gamle firma, som havde eget bogforlag, var et større foretagende med en 10-12 mennesker ansat med mig på det nederste rangtrin som bydreng. Her var der meget at lave, men dog et rart sted at være. Dette var jo også en eftermiddagsplads efter skoletiden, men her var lønnen kommet op på hele 10 kroner om ugen. Det meste jeg her kom til at køre med var tidsskrifter, som læger, jurister og andre akademikere abonnerede på. Dette materiale kørte jeg ud med, mange af disse tidsskrifter kom ugentligt, så i denne periode kom jeg vist på samtlige hospitaler og mængder af privatklinikker og private bopæle. Disse blade og tidsskrifter var ikke indpakket, men havde en 3-4 centimeter bred papirstrimmel om med navn og adresse, så med lidt held var det muligt at se lidt af de mange billeder. Især kan jeg huske de mange, meget makabre billeder, billeder som aldrig blev offentliggjort af den dengang berygtede Düsseldorfmorder i Tyskland, der som sindssyg lystmorder myrdede mange kvinder, i disse år. Det har nok været retsmediciner, der fik disse hæfter. Der var næsten ingen gader og torve i den gamle by, hvor jeg i disse år ikke havde min gang, noget der passede mig fint, da jeg altid har været glad for det gamle København. Jeg afhentede også et sted ovre ved Christiansborg, jeg tror, det har været inde i Børsbygningen, stempelmærker ofte for endog meget store beløb, noget som man i dag ville finde utroligt letsindigt at lade en fjortenårs knægt køre rundt med i byen, det var for mange tusinde kroner. Det gjaldt også for købet af frimærker ovre på Købmagergades posthus, også her for virkelig mange penge.



Pilestræde i København med Jacob Lunds boghandel. Tegnet af Ole Clasen efter hukommelsen.


Herinde i denne boghandel, eller rettere boglade, som de herinde gerne benævnede den, var dagens sidste arbejde for min persons vedkommende, når forretningen lukkede klokken seks at feje gulvene, med en savsmuldsblanding med gulvolie. Hertil brugte jeg en speciel stiv kost og så var det bare at mase frem og tilbage med denne blanding, til gulvet blev fint blankt. Så kom det hele igen op i kassen, og var så klart igen til næste aften.
I en sådan forretning, gammel og ærværdig, med sine mange specialiteter og sin helt egen kundekreds, var personalet i mine øjne en flok særprægede mænd, nogle meget gammeldags med høje knækflipper, rene professortyper, men alle med en kolossal viden og indsigt i alverdens emner, så for mig halvstore knægt, var der en enorm stor viden og kundskaber at suge til sig. Det var en helt ny verden, der herinde åbnede sig med et utal af nyheder og erfaringer, der hjemme hos os var et lukket tand.

En ny slags sommerferier
Inden min konfirmation, der nu nærmede sig, havde jeg endnu en budplads, men for at kunne holde en nogenlunde rækkefølge i mine oplevelser fra disse år, vil jeg nu springe til noget helt andet, som også skete i disse år, først i trediverne, nemlig mine sommerferier på landet. De gode og spændende ferier til søs fik nemlig en ende, da jeg var cirka tolv år gammel. Årsagen var såmænd trist nok. Mine forældres stadig dårligere ægteskab, hvilket jo selvfølgelig ikke fremmede familieidyllen, revnede netop i disse år, og en skilsmisse fandt sted, og dermed sluttede vore gode sejlende ferier, uden at vi børn vist var ret meget klar over, hvad der rigtigt gik for sig. Da min mor samtidigt og af samme grund måtte begynde på udearbejde, opstod der et problem for min yngre bror Erik og mig, da vi nåede frem til den lange skoleferie uden en mor derhjemme. Min ældre bror Svend var nu så gammel og for længst ude af skolen og i lære, og han var således helt udenfor vore fælles ferieplaner.
Erik og jeg var nu i cirka fire år på ferie ovre hos min mormor og morfar, og det blev selvfølgelig en ganske anden slags ferie, men en ferieform mere almindelig, som også vore skolekammerater kendte til. Mine bedsteforældre, mormor og morfar, boede ovre midt i Jylland, mellem Kolding og Esbjerg, en mils vej nord for den mindre stationsby Brørup, ved den gamle hovedlandevej der gik til Vejle. Herover til Jylland var de flyttet, under Den første Verdenskrig efter at have boet i København i mange år, men da de begge var fra landet, voldte dette vist ikke større vanskeligheder.
At de flyttede så langt væk og så afsides som over på de gamle hedestrækninger i Jylland, var fordi deres penge til køb af sådan et lille statshusmandsbrug, hvortil staten ydede tilskud, kun var ganske få. Herovre i et lille bondesamfund, bærende navnet Nyby, købte de et gammelt husmandssted på 9 tønder land, sandet og mager jord med et lille landbohus på. Her kom de til at tilbringe mange år, omkring 25-30 år, til min morfar døde under Den anden Verdenskrig. Begyndelsen herovre var vist navnlig i de allerførste år meget fattig og spartansk med meget slid og møje.

Rejsen til Jylland
Men for at få et indtryk af vore ferier ovre på landet i begyndelsen af trediverne, må jeg hellere starte helt ved begyndelsen. I maj måned bekendtgjorde vores klasselærer i skolen, at nu nærmede tiden sig, hvor vi elever skulle have en seddel med hjemmefra med vort ønske om en gratis feriebillet til hvor, vi skulle holde ferie. Inden eksamen og skoleafslutningen fik vi så udleveret vore togbilletter, hvorpå dato og klokkeslet stod anført, så nu begyndte allerede vores feriespændinger. Disse ferietog, som alle københavnerbørn, blev sendt afsted med, var specielle ferietog, som vi børn var ene om. Afrejserne var altid ganske tidligt om morgenerne på hverdage. På disse afrejsedage var der også indsat særlige, tidlige morgensporvogne, så de mange tusinde københavnerbørn kunne nå frem til Hovedbanegården uden at skulle betale for en taxa. I disse år var der jo ingen jævne folk, der havde biler, så allerede i sporvognene var der stor trængsel og festlig stemning af sommerferie. Nede på Hovedbanegården var der den helt store trængsel og virvar af både børn og voksne med kufferter og pakker, og nu var det jo om at finde den rigtige perron og det rette tog. Disse store ferietog var næsten altid bestående af gamle vogne. Jeg kan så tydeligt huske de gamle høje, toetagers vogne, som der altid var stor rift om. Lige inden toget så skulle afgå, lød de voksnes sidste formaninger til ungerne: ”Pas nu på pengene”. ”Husk at skrive hjem”. ”Pas nu at komme af det rette sted” og ”Husk at hilse”. Mange mindre børn havde billetten i en snor om halsen, og et papskilt med stationens navn, hvor de skulle af toget. Og så i den årle morgenstund rullede disse tog afsted med utallige vinkende arme og mange våde øjne. Der var mange smårollinger på 6-7 år, der her for første gang drog ud i verden, hundrede af kilometer fra far og mor, og tilmed ofte for at skulle bo hos helt fremmede mennesker, som de aldrig før havde set eller kendte. Men snart blev stemningen i disse fyldte tog meget løssluppen og stemningen høj, og vi større børn måtte ofte fortælle de små, at fordi vi havde passeret Roskilde var der endnu meget langt, før de var fremme ved målet, måske helt ovre ved Vestkysten eller Vendsyssel. På disse rejser til Jylland skulle man dengang med to færger, foruden Storebælt også med den mindre lillebæltsfærge til Strib fra Middelfart på fynssiden, da der først blev bygget en bro, i midten af trediverne. Var man først kommet så langt og for længst havde spist sin madpakke ombord på storebæltsfærgen, så var det med at skynde sig at komme fra lillebæltsfærgen frem til vores sidste tog, og dengang var alle færgerne jo togfærger, så der var faktisk lange afstande at gå mellem togene og færgerne. Vort tog, der nu havde Esbjerg som endestation, var nu et bumletog, der stoppede ved alle småstationerne. Men langt om længe, sidst på eftermiddagen, nåede vi endeligt frem til Brørup, vor togrejses endemål.



Husmandsstedet i Nyby, tegnet af Ole Clasen efter hukommelsen

I Nyby
På den lille plads foran stationsbygningen, holdt min gamle morfar med hest og vogn for at hente os feriebørn. Det var en dejlig og hyggelig måde at køre de sidste kilometer af rejsen, en mils vej nordpå til Nyby. Køretøjet var for os københavnere meget spændende, nemlig en fin jumpe, altså en hestevogn med kun to meget store hjul, en fin, let vogn, men hesten var heller ikke så stor, en køn, broget islandsk hest, en meget lunefuld rad, der kun kunne lide min morfar, som også elskede denne hest. Som jeg før har fortalt, var min morfars og mormors landbrug kun et lille husmandssted, næsten uden maskinpark og kun med en lille besætning, et brug der var baseret på, at manden havde forefaldende arbejde ude på de større gårde og så i sin sparsomme fritid kunne passe det hjemlige. Men da morfar jo var blevet en ældre mand, var det nu slut med at arbejde for fremmede, så nu gik han og passede sit eget, og det var vist mere end nok, da han virkede forslidt og hverken var stor eller stærk. Min mormor var mere rask og rørig, passede som bondekoner altid har gjort, alt det hjemlige såsom malkningen og behandlingen af mælken, fodring af hønsene og indsamlingen af alle æggene. Dertil kom fyringen af komfuret i køkkenet, hentning af vand ude ved pumpen, madlavning og opvask, og så den almindelige rengøring i huset. Jo, hun havde så sandelig nok at se til, ville man have det pænt og ordentligt både ude og inde, var der meget hele dagen at tage sig til.
På denne hestevognstur fra Brørup ad hovedlandevejen, som blev kaldt Ribe Landevejen, da den var hovedåren mellem Ribe og Vejle, kom vi først igennem Terndrup, hvor områdets største kro fandtes. Det var her omegnens landboungdom kom til lørdagsballer, og her passerede vi også Holsted Å og nåede så endeligt frem til Nyby, som kun var nogle få huse ved et vejkryds. Den rummede også stedets skole og en brugs. Herefter drejede vi ned ad en ganske lille lokalvej, som kun bestod af et par hjulspor. Nogle få hundrede meter fremme lå så mine bedsteforældres hus, et ganske kønt, gammelt hus med stråtag.

Min morfar og mormors husmandssted


Peter Hundie og Ane Birgitte Andersen

Jeg må nok hellere med det samme forsøge at beskrive dette sted. Som sagt var huset gammelt, skrøbeligt og fattigt. Huset var bygget i en vinkel med beboelsen i midten af vinklen, og i den ene ende af huset fandtes loen, og i den anden ende var stalden. Gårdspladsen var stenbelagt med en stor mødding, og her lå en lille bygning, der vist oprindelig var beregnet til vogne og redskaber. Foran huset fandtes husets brønd, der var vældig dyb, da vand på disse kanter var lidt svært at skaffe.





Husmandsstedet i Nyby


Bagved huset på en svag skråning var der i sin tid anlagt en have, der dog altid forblev meget sløj, da sand og grus jo ikke er det bedste grundlag for en frodig have. Her stod nogle gamle, krogede frugttræer, som kun gav få usle æbler og pærer. Her stod et par rækker ribs og stikkelsbærbuske, som kun med års mellemrum gav et rimeligt udbytte, og så var der mange rabarbere og en smule køkkenurter. Heroppe af denne skråning var der to gamle ret store grusgrave med meget fint, rødgult grus. Det var et af vore gode legesteder, fint til bygge huler i. Heroppe allerbagerst på min morfars grund lå det, vi kaldte skoven, et stort meget bredt granbælte. Disse læbælter så man overalt herovre i Jylland vist noget ganske nødvendigt herovre til at holde på den sandede jord. Omkring dette område lå så min morfars marker, magre og fattige, cirka 9 tønder land, hvor udbyttet næsten altid var ringe. Bedst var det at dyrke roer og kartofler, som klarede sig bedst i sandet, men der skulle jo skiftes med afgrøderne på markerne, så der var også ærter og kornsorter som havre og byg. Og så var der marker med græs til kreaturerne. Morfars kornmarker kan jeg huske som et sørgeligt syn, stråene var kun 25-30 centimeter høje og stod så spredt, at det lyse hvide sand skinnede tydeligt igennem. Man kunne næsten gå igennem sådan en mark uden at træde noget korn ned.
Ved den yderste grænse af min morfars marker, heroppe ved den lille granskov, kunne man opleve det sjældne syn, også dengang, et meget betagende syn. Herfra kunne man nemlig skue, så langt øjet rakte, den enorme, gamle hede, lyngtoppe så langt øjet kunne nå. Her var der en virkelig betagende storhed over de store vidder, og hvis man gik herop, når solen gik ned, var det betagende smukt at se på.
Inde i det gamle hus var der meget hyggeligt, i hjørnet af huset lå husets fine stue, som også var den eneste stue, men det var en god og rar stue med et malet trægulv, som også var det eneste trægulv i hele huset. Her fandtes en stor, sort bilæggerovn, en fin gammel en, der kunne brænde både brænde og tørv. Over det runde spisebord i stuens midte hængte der en stor, fin petroleumslampe. Langs den ene endevæg stod der en mægtig stor dragkiste, et højt møbel med en mængde skuffer, hele møblet var gennemboret af ormehuller. En mere spændende ting var et spinkelt møbel, en piedestal, med forskellige nipsgenstande på hylderne, det var her der lå flere gamle stenøkser og pilespidser, meget smukt arbejde fra Danmarks stenalder. Det var ting, som min morfar selv havde fundet under pløjninger på sine egne marker, sådan en gammel stenøkse ville jeg meget gerne have arvet og været ejer af i dag. Fra den lille forstue med udgangsdøren kunne man gå ned i soveværelset, som var et ret stort og lyst rum med plads til også vore senge i ferietiden. Her var der lergulv og ingen form for opvarmning, så der har sikkert været hundekoldt om vinteren. Køkkenet som må kaldes det centrale rum i huset, og hvor alle gøremål fandt sted, var et rart og hyggeligt sted. Langs den lange ydervæg, hvor der i hver ende var to smalle vinduer ud mod gårdspladsen, stod et stort fast bord til mange gøremål. Først og fremmest var det her, at hele familien altid indtog alle måltider, det var også køkkenbord, hvor maden blev tilberedt, og hvor mormor slog dejen op, og her på landet var brødet altid hjemmebagt. I et dybt indhak i køkkenet stod det store komfur, og var næsten centrum i hele huset. Her brændte altid en ild af brænde og tørv, ja, jeg tror næsten ikke at ilden på komfuret gik ud, for jeg kan huske, at mormor om morgenen bare lagde lidt tørre grankviste ned på gløderne, der altid lå og ulmede, og så med en gåsevinges små, rappe slag fik ilden til at blusse op. Så kom tørvene på, og så stod det roligt og brændte hele dagen lang, så man havde altid ild, parat til middagsmaden og den uundværlige kaffekande.
I hjørnet langs komfuret fandtes husets vandbeholdning, en stor vandspand, som vi drenge regelmæssigt fyldte op ude fra pumpen. Det var noget meget jernholdigt vand, der også gav en del rødt bundfald. I køkkenet var der selvfølgeligt også det store spisekammer, et af dem, man kunne gå helt ind i, og som naturligvis indeholdt husets madbeholdninger, herinde hængte der altid en side røget flæsk, et par spegepølser, gryn, sukker, rugbrød og en stor bøtte margarine, men aldrig smør. Fra køkkenet førte en dør for enden af en lille gang ud til stalden.


Stalden på husmandsstedet i Nyby, tegnet af Ole Clasen efter hukommelsen

Herfra kunne der godt komme en slem hørm, hvis vi glemte at lukke døren. Herude i stalden var der plads til tre køer, hvoraf den ene næsten altid var en kvie, her var der også et par båse til et par kalve, og en god lun bås til min morfars kære hest. Så var der også to svinestier, og i et hjørne var der plads til en ged, hvilket der nu ikke altid fandtes i bedriften. Herude i stalden blev der også opbevaret nogle sække med bygskrå til grisene og majs og korn til hønsene. Dette var altså hele bedriften, som var i stand til at stedet kunne løbe rundt økonomisk. Man var jo meget nær ved at være selvforsynende. I de første par år hvor vi ferierede herovre i Nyby, hjalp min morfar endnu i sommermånederne lidt til hos de større bønder på egnen med at skære og stakke tørv i de store moser, der findes her, og som betaling herfor fik han om efteråret kørt et par store læs tørv hjem, og det var nok til hele årets opvarmning og til komfuret. Brænde og kvas kunne de selv hente i deres granbeplantninger. En gris blev slagtet til eget forbrug, og delvist saltet og delvist røget. Hver dag fik man returmælk fra mejeriet, altså skummet- eller kærnemælk, af den mælk, som man tidligt om morgenen havde leveret til sit andelsmejeri. Denne mælk var først og fremmest til grisenes foder, men tjente skam også til familiens forbrug af mælk, og fra mejeriet fik man også en gang imellem en halv stor ost. Smør var derimod en luksus, der kun fandtes i huset, hvis man ventede gæster. En luksus som købt pålæg blev der aldrig købt, man havde jo pølse og ost, om sommeren nye kartofler og måske lidt rester fra middagen. Kartofler dyrkede man jo selv, de groede jo fint her i den sandede jord, og forskellige kålsorter var der også i rigelig mængder af, ja, de fleste grøntsager som gulerødder og ærter. Men kontante indtægter skulle der jo til, for at man kunne svare hver sit, og en fast sikker indtægt var afregningen fra andelsmejeriet, og nogle grise gik afsted til slagteriet et par gange om året, men jeg ved, at det her i trediverne var en meget dårlig forretning, hvor hver leverandør kun måtte levere et bestemt antal svin, man skulle have et svinekort pr. svin for overhovedet at kunne sælge. Det skyldtes de vanskelige afsætningsforhold i disse år, hvor alle lande forsøgte at begrænse deres import for at hjælpe deres egne landbrug og industri.


Erik Clasen klapper en af kreaturerne på husmandsstedet i Nyby


Køerne eller kalvene, vel en 2-3 stykker om året gik også afsted til slagteriet. Afgrøderne på markerne, kartofler, roer og hvad, der blev ud af kornavlen, gik alt sammen ind i driften som foder til dyrene og indbragte slet ingen kontanter. Jeg kan huske fra dengang, når økonomi blev drøftet, at salget af æg i disse år næsten var den bedste indtægtskilde, og mine bedsteforældre havde da også et meget stort hønsehold, mere end 300 stykker, så en høne i suppegryden blev det ofte til, når der kom gæster. Jeg kan huske, at det var morsomt at hjælpe min mormor med at samle æg ind, at fylde en stor spånkurv med de endnu varme æg, og den forskrækkelse man hver gang fik, når man stak hånden ind under en skrukhøne, og den så for skræppende ud af redekassen. En gang om ugen sorterede min mormor så de flere hundrede æg, som hun lagde på et stort tæppe på køkkenbordet. Var der lidt hønsemøg på nogle æg, blev det gnedet forsigtigt med en eddikeklud. Så blev alle æggene stemplet med et lille gummistempel og derefter forsigtigt lagt i nogle store kurve. Derefter blev alt læsset ombord på min morfars lille hestevogn, og så gik turen afsted ind til en stor købmandsgård inde i Brørup, og på disse ture var vi drenge ofte med. Købmanden aftog så hver uge disse mange æg til videresalg, og for hvad æghandlen indbragte blev der aldrig udbetalt kontanter, men beløbet blev indført i en bog, så her i forretningen blev derfor alle købmandsvarer indkøbt efterhånden, som man havde behov derfor.
I mine bedsteforældres fjerkræflok fandtes der også ofte både ænder og gæs, og tit var der også en flok kalkuner til at passe på dette fjerkræ var der altid en vaks hund, men da der på disse egne var mange ræve, har de givet nuppet mangen en høne. Som man kan forstå, hvilede økonomien roligt i sig selv, og her kunne ingen finde på økonomiske dumheder, man var endog meget forsigtige og sparsommelige.
En helt anden indtægts kilde havde de haft igennem mange år, da mine bedsteforældre havde en 4-5 plejebørn, igennem årene.
Disse plejebørn der her hos disse ældre mennesker voksede op blev opdraget ganske, som havde de været deres egne, og de undgik på denne måde at vokse op på børnehjem, det var for øvrigt en ret almindelig og udbredt måde at ordne sig på den gang.
Det var ganske almindelige, sunde, raske drenge, der kun havde været så uheldige at blive født under dårlige vilkår, forældreløse eller kun med en ugift mor, der ikke ønskede eller ikke var i stand til, selv at tage sig af deres barn. Jeg kan huske den ældste af dem, han hed Eli, og var på alder med min ældste bror Svend. Han var født udenfor ægteskab, og da hans mor efter hans fødsel døde af tuberkulose, blev han mine bedsteforældres første plejebarn. Han lever for øvrigt stadig herovre på egnen som gift mand med kone og børn. Så har der været et par brødre, som jeg aldrig har kendt. De rejste nemlig som store drenge over til nogle slægtninge i Amerika. I de år min bror Erik og jeg holdt vore sommerferier herovre i Jylland, havde mine bedsteforældre deres sidste to plejedrenge, de var på alder med os. Det var to flinke drenge, som ikke var i familie med hinanden, men som her voksede op sammen som brødre. Det var flinke, hjælpsomme drenge, der her i sådant et lille landbrug kunne give en hjælpende hånd med, mine bedsteforældre var jo efterhånden blevet både gamle og forslidte. Drengene blev helt sikkert behandlet godt, følte sig som rigtige børn af familien i et godt og trygt hjem. Men tit har jeg senere tænkt på, hvor mærkelig en skæbne sådan et par drenge har fået: Næsten ingen kontakt med deres rigtige familier kun disse to ældre mennesker og deres familie. Det er vist gået begge disse to drenge godt senere i livet. Begge blev de boende i det sønderjyske, og de blev begge udlært i et håndværk.
Sådan et lille husmandssted langt ude i de gamle hedearealer som mine bedsteforældres, var for os to københavnerbørn et meget isoleret sted, og vi var der kun i den dejlige, lyse sommertid, men tænk bare, hvor koldt og mørkt der må have været herovre i de lange vintre. Men jeg tror bestemt ikke, at de gamle har følt det sådan, det var jo vilkårene dengang ude på landet, og de var jo begge både min mormor og morfar født og opvokset ude på landet under sådanne kår. Herovre hos dem i Nyby var der hverken gas eller elektrisk lys, indlagt vand eller et wc, ja, selv en radio ønskede de ikke engang at få i huset. Det kunne da ellers have givet dem både nyheder og underholdende nyt.
Kontakten til omverdenen var dog både god og stor, idet de fik flittige besøg af naboerne, og det var ofte af naboer, der boede ret langt væk. Jeg tror nok, at de har været ret afholdte og respekterede herovre på egnen. Mange af disse koner og unge piger, der aflagte disse små uformelle besøg, kom ofte fra de større gårde, de havde næsten altid en stor kurv over armen med forskellige gode ting hjemmefra både grøntsager og frugt eller en god hjemmebagt kage eller brod. Og hvis en solid gårdmand i sine smågrisekuld, fik en bette pattegris, der ikke kunne klare sig i søskendeslagsmålet, ja, så kom bonden kørende til morfar, og forærede ham den lille splejs, der hos ham under kyndig pleje kunne vokse sig både stor og tyk. Jo, der fandtes en virkelig god og hjælpsom medmenneskelighed herovre i det midtjyske. Den lokale avis Kolding Folkeblad var husets vindue ud til den store verden. Om sådan en avis var man dengang, herovre hos småkårsfolk, tre familier om at dele, så vi drenge hentede og bragte avisen videre i den rigtige rækkefølge. Ja, med disse kontante udgifter som til en avis, var man meget nøjeregnende, man passede på sine småskillinger. Vi drenge havde alle vore små, daglige pligter at gøre, at hjælpe med til såsom at hente vand ind i køkkenet, at sørge for at der altid var både tørt kvas og tørv i de store kurve inde ved komfuret, og at en af os ved ellevetiden om formiddagen gik op til landevejen for at hente returmælken, som mælkemanden fra mejeriet havde stillet fra sig på den lille rampe. Så skulle der jo hver dag graves kartofler op og skrubbes rene. Et mere drøjt arbejde, som dog ikke var så hyppigt, men som også var drenge arbejde, var at hakke roer, men vi var jo fire om det. Vi samlede alt ukrudtet sammen i sække, for det var noget grisene kunne lide. Men det største arbejde, som vi drenge hjalp til med, var næsten hver eftermiddag at gå ud med køerne, her er nok en lille forklaring nødvendig. Sagen var nemlig den, at græsmængderne på min morfars marker var så småt, at der næsten ingen mælk kunne ydes af dette. Derfor havde min morfar en aftale med vejmanden om tilladelse til, mod en lille betaling, at morfars køer måtte afgræsse et bestemt stykke af grøftekanterne, en 3-4 kilometer ude langs den mindre lokalvej ved Kjelbjerggården. Det var dette job, vi drenge udførte, så derfor, når vi havde spist vores varme middagsmad klokken 12, og mine bedsteforældre havde fået deres middagslur, travede vi drenge afsted med kreaturerne en 3-4 stykker var der. Først gik vi igennem et stykke gammelt granplantage og så et par kilometer ud af landevejen ud til stedet, hvor køerne måtte græsse i de dejlige, frodige grøftekanter. Vores arbejde bestod så i at passe på køerne, som jo herude ikke kunne tøjres. De måtte jo ikke komme ud på vejen, hvis der en sjælden gang skulle komme et køretøj, og ind på kornmarkerne måtte de jo slet ikke komme, for så blev der ballade. Og nogle af køerne kunne være nogle slemme, stridbare bæster, der var rigtige drillesyge og i det mindste upåagtede øjeblik fra vor side, var inde i roerne eller kornet, men oftest gik de fredelige og rolige i de frodige grøfter, og så kunne vi drenge lege. Havde det for eksempel regnet, så lavede vi små skibe, som vi snittede af træstykker, som vi fandt mellem granerne, og så gik sejladsen i de store pytter, eller vi lavede flitsbuer af bøjelige pilegrene, så blev der afholdt konkurrencer om de bedste præstationer, eller vi læ på lur efter vilde dyr: Ræve og grævlinger som levede herude i de tætte granbælter. Vi så nu aldrig noget dyr, men hele tiden måtte vi efter kreaturerne, når vi legede allerbedst, og det er helt utroligt så hurtigt en ko kan stikke af. Når så postbilen, passerede forbi os ved cirka sekstiden, var det signal til at vi skulle begive os hjemad, og det skulle gå langsomt og roligt, for nu var køerne mætte og fyldte, og de måtte af hensyn til mælkeydelsen ikke gennes for hurtigt afsted. Når vi så kom hjem igen, stod der et stort fad smørrebrød parat, bestemt ikke noget højtbelagt smørrebrød: Her var kartoffelmad, pølse og måske en frikadellemad eventuelt en rest fra middagen, og altid til slut ostemadder. Dejlig mad for sultne drenge med en evig kæmpeappetit. Men tro nu ikke, at der slet ikke var nogle variationer i livet herovre på heden, og er der kun småt med det, så lærer man at skønne på de små ting. For eksempel kom der to gange om ugen kørende hele to handlende med varer: En bagerbil med fint brød såsom wienerbrød og tørre kager, og en fiskemand, og af ham blev der ofte købt fisk, hvis han havde et godt tilbud, og det gav jo en dejlig variation i kosten. Besøg hændte jo også en gang imellem, det kunne være naboer eller mest familie fra København, eller min onkel Frode og tante Emilie, som kun boede en mils vej væk i Vejen by. Så måtte en høne ofte lade livet, en af dem, der alligevel var en dårlig æglægger. Det var altid min mormor, der stod for halshugning og lignende groft arbejde, hun havde håndelaget og kunne rigtigt svinge en økse. Der var ingen pardon, hvorimod min morfar var mere blød i sindet, og jeg tror, at hvis det havde stået til ham, var alle dyr kun døde af alderdom.
De få gange vi herovre spiste inde i den fine stue, var kun når, der kom fremmede på besøg, og spise ude i det fine sommervejr skete aldrig, og nogen form for havemøbler fandtes slet ikke.


Ole Clasen med hunden på husmandsstedet i Nyby


Engang imellem drog vi også på nogle små skovture, mest over til Jomfru Mettes Bjerg, et næsten 100 meter højt punkt, der lå i en stor granskov, et dejligt sted med en mængde bær. Her var både skovhindbær og en utrolig mængde af blåbær, som mormor levede både til syltetøj og blåbærgrød. En lille sjov ting, som jeg kan huske fra disse skovture, var vores hund, som var en hel mester til at slikke blåbær af risene og spise med velbehag, endda uden at blive så blå som vi andre. Et par gange i sommerens løb var vi på besøg ovre hos onkel Frode i Vejen, hvilket jeg nu ikke kan huske som noget særligt spændende. Så var de småture, som vi var med på engang imellem, med min morfar i hestevognen meget bedre. Det var vældigt hyggeligt, at lunte afsted på denne måde enten på de små ægture til Brørup, eller endnu bedre når turen gik til Askov, en lille by nordpå oppe ved Bække. Her lå en mølle, hvor morfar af og til fik malet et par sække korn til eget brug. Når vi kørte disse ture, holdt vi altid øje med tabte tørv på landevejen, der var tit et stort spild fra de store tørvelæs, når bønderne kørte deres brændsel hjem fra moserne, dem hoppede vi af vognen og samlede op, og det kunne tit blive både en og to sække fulde, og det var mange penge dengang.
Min morfars kæledække var hans islænderhest Prins, som var en rigtig snu rad. Når vi kørte disse småture, drejede den altid hovedet bagud for at se efter, hvem der sad på bukken, og var det som oftest min morfar tog den det med en vældig ro, ja, bestemte selv ganske tempoet på turen, men opdagede den, at det var min mormor der havde tømmerne, så kan det nok være, at den benede afsted for at undgå hendes skældud og hendes rappe slag med pisken over rumpen.


Peter Hundie med hesten Prins, husmandsstedet i Nyby


Hunden og hesten var uadskillelige, gode venner, så når der blev spændt for vognen, blev hunden lukket inde i stalden, så den kunne blive hjemme og passe på og ikke blive kørt over på landevejen. Men hvordan den bar sig ad, ved jeg ikke, men den så næsten altid et smuthul, men gemte sig altid på det første stykke af turen, fulgte skjult efter vognen inde bag granerne eller i grøften, og så først efter en passende tid kom den frem, når vi var kommet for langt væk til at den kunne blive sendt hjem igen. Så var den der pludseligt ved siden af hesten, som den sprang op og slikkede på mulen af bar glæde. Ja, så blev min morfar blød om hjertet, og et øjeblik efter sad hunden glad ved siden af min morfar på bukken og tronede med logrende hale.
Men der var også en helt anden slags ture, nemlig nogle gode, lange ture rundt herovre i det sønderjyske landskab, cykelture som vi fire drenge foretog i disse lange ferier. Flere af disse ture, som jeg i dag kan huske, fandt jo ikke sted i en enkelt ferie, men var fordelt over vore ferier herovre.

En tur til Ribe
En af de første længere ture, som vi foretog, gik ned for at se den gamle by Ribe, det var en for os spændende og smuk cykeltur, hvor der næsten ikke fandtes bakker, men et fladt, frodigt land. Her passerede vi den gamle bro over Kongeåen, der så sent som til 1920 var den gamle grænseovergang til Tyskland. Ribe by var for mig en stor oplevelse, en så gammel, malerisk middelalderby havde jeg aldrig oplevet før, men også den fremmedartede, store domkirke var spændende, ja, næsten mystisk, og turen op i det vældige kirketårn var en vældig oplevelse, og heroppe fra det flade kirketårn var der en smuk udsigt, ud over hele den gamle by og hele det flade land med den brede å, der herfra kunne ses slyngende sig i store spiraler afsted ud mod havet.

En tur til Vejle
Vi cyklede en anden gang turen nordpå op til Vejle. Denne tur, tror jeg, var på cirka 25-30 kilometer hver vej. På denne tur husker jeg, at vi var inde ved den ældgamle Bække Kirke for at bese et par store runesten, som her er stillet op foran kirken. I Vejle by var der ikke særlig mange seværdigheder at kigge på, men cykelturen ned til byen, kan jeg så ganske tydeligt huske på grund af de enorme bakker som landevejen snoede sig nedad. De var både lange og stejle, og først var det jo vældigt skægt at suse afsted nedad, men vi frygtede næsten at vore gamle, værkbrudne cykler ikke kunne holde til turen. Her i Vejle, nede ved havnen, havde vi to brødre fra København en pudsig oplevelse. De to drenge herovre fra var ved at tabe både næse og mund, da de for første gang i deres liv så alt dette vand. Og deres første møde med nogle rigtige skibe, jo de var så overvældet, at de slet ikke hørte efter vore pralerier om de store have med oprørt sø og de kæmpe atlanterhavsdampere, som vi jo kendte til. Vi kørte et par kilometer til den lille by Bredballe på nordsiden af fjorden, hvor vi spiste vores medbragte mad og siden var en tur i vandet. Derefter gik turen igen hjemad mod Nyby, hvor vi skulle være fremme før aftensmaden. Det var en virkelig god og vellykket tur for os alle fire drenge.

En tur til Kolding
Endnu en længere tur, som vi foretog på vore gamle cykler, og som jeg i dag kan huske, som en af vore bedste ture, var turen til Kolding. Denne tur var også på cirka tredive kilometer hver vej, hvoraf den halve vej, omkring Kolding, var meget bakket, og meget drøj på cykel. Ved denne tur var der det specielle, at vi skulle aflægge et besøg der i byen. De yngste af drengene hos morfar og mormor, hed Pippe, men havde også det mere borgerlige navn Preben. Han havde nemlig her i Kolding sin gamle, rigtige morfar boende, og denne morfar var hans eneste forbindelse med hans oprindelige familie, og jeg tror, at denne forbindelse var ganske svag kun med nogle få tilfældige besøg igennem hans barndom. Vi fandt ret hurtigt frem til denne morfar, og her blev vi alle meget venligt modtaget. Morfaderen havde i sin tid været slagtermester her i byen, men var nu en gammel, tyk næsten blind mand. Han havde nu en husbestyrerinde til at passe sig og det ret store, pæne hjem. Vi blev meget venligt inviteret på mad og drikke alle sammen og havde et par gode, hyggelige timer her. Da vi igen drog afsted for at se lidt på både byen Kolding og især på Koldinghus, fik vi alle fire en snoldeskilling, som vi kunne forsøde resten af dagen med. Kolding, fandt vi, var en køn gammel by, som endnu havde mange smukke, velbevarede huse, der var mere end 300 år gamle, så her var der meget at kigge på også inde i de store, fine købmandsgårde.
Overvældende var besøget oppe på det gamle Koldinghus, et enormt bygningsanlæg, som jo desværre nu kun var en mægtig ruin, dengang kun repareret ganske lidt for ikke yderligere at styrte sammen. Sådan havde den nu ligger hen i næsten 150 år, efter at spanske soldater, der lå indkvarteret her under Napoleonskrigene, havde fyret for kraftigt op for at holde varmen i den barske, danske vinter. Derved brændte det dengang store, prægtige slot af. Nu lå det altså som en kæmperuin på sin høje slotsbanke og knejsede over slotssøen. På hjemvejen fra Kolding kørte vi en længere omvej for også at bese den kendte Skamlingsbanke, som lå en halv snes kilometer sydpå. Det første stykke af vejen passerede vi mange store fiskedamme, som her imellem de store bakker var nedgravede i levningerne, som store firkantede søer, hvorigennem en stor å strømmede med frisk vand til de mange tusinde ørreder, der her blev opdrættet til eksport. Vi kørte igennem et meget smukt bakket landskab frem mod Skamlingsbanken, hvor vi selvfølgelig var oppe på den store høj. Et historisk sted i Danmarkshistorien kendt for sine mange folkestævner i årene før Sønderjylland igen kom hjem til Danmark i 1920. Øverst oppe på højen knejsede en stor, firkantet granitsøjle, og heroppe fra var der en virkelig storslået udsigt, helt udover det glitrende Lillebælt. Efter denne lange omvej, skulle vi trampe godt til i pedalerne den lange vej hjem, for at nå frem inden aften og undgå, at mine gamle bedsteforældre blev nervøse for os. Når man i dag kender den tætte, voldsomme og hurtige trafik, så var der ganske anderledes fredeligt på vore landeveje dengang. De ret få af biler, der var dengang, gav ikke de store trafikproblemer, og hele tempoet på vejene var mere afdæmpet.
Vi drenge foretog selvfølgelig også en del småture herovre, vi ville jo gerne se så meget som muligt af omegnens seværdigheder.
En sådan mindre tur, som jeg i dag kan huske ganske tydeligt, skal også med her. Vi kørte, da vi nåede til Brørup, et par kilometer vestpå til vi nåede en granskov, der hedder Skibelund Krat, for herinde lå en af Danmarks største rokkesten, en enorm størrelse, vejende mange tons og højere end en voksen mand. Men rokke kunne vi ikke få den til, selv om vi forgæves gjorde mange forsøg. På tilbageturen passerede vi en lille, meget lav kirkebygning. Man fortalte os, at det var en af Danmarks ældste kirker, kun bygget i kampesten og uden noget tårn. Her har den nok haft sin betydning, at trafikken i ældgamle tider passerede tæt her forbi på den gamle Hærvej.
Også disse lange sommerferier her rigtigt ude på landet hos mine gamle bedsteforældre fik jo en ende, og skoletiden gik nu snart mod sin afslutning for mit vedkommende, og dermed sluttede denne periode med de landlige ferier, som var en god og rar tid.
Med den snarlige afslutning på skolegangen, kom der jo mange nye problemer, der skulle tages stilling til.

Nye tider
Min fars og mors ægteskab, der nu i nogle år var blevet stadigt dårligere, endte da også med en skilsmisse, jeg tror, det må have været i 1933. Min storebror Svend var nu voksen, 21 år gammel, udlært og nu ansat som ekspedient i herreekviperingsforretningen Carl Nielsen ude på Godthåbsvej på Frederiksberg. Jeg var nået tæt på min konfirmation og forlod Holsteinsgades Skole sommeren 1933, og min lillebror Erik var nu godt tolv år gammel og stadig skoledreng. Min mor havde nu fået fast udearbejde på konservesfabrikken Beauvais først ude på Lyngbyvej, da familien jo ikke kunne leve af de bidrag, som vi fik fra min far.
Her i trediverne var det meget urolige og meget strenge tider, som berørte os alle i samfundet. I disse år opstod en helt uhørt kæmpearbejdsløshed med mere end 300.000 ledige, folk som kun fik en ganske lille understøttelse, så der kun knapt var til det mest nødvendige. Ude i verden omkring os var det vist meget værre med store uroligheder og sociale problemer. Alt sammen, forstod jeg store dreng, var startet med det store børskrak i Amerika i året 1929 og spredt sig som ringe i vandet ud over hele jordkloden. I hele Europa, især i de store industrilande Frankrig, England og især i Tyskland, bredte der sig en håbløs fattigdom og arbejdsløshed. Millioner af folk gik nu uden job, og det var en medvirkende årsag til den voldelige, politiske uro. Mest faretruende udviklede det sig i Tyskland, som bekendt. Efter tyvernes næsten borgerkrigsagtige tilstande, der fulgte efter Tysklands tabte krig, med ulovlige, bevæbnede, politiske korps og varulvebevægelser, der bekrigede hinanden med politiske mord og mange menneskers sporløse forsvinden, opstod der en ny bevægelse og parti i Bayern. Nu, i de elendige år, bredte den sig ud over hele Tyskland: Det var Det nationalsocialistiske Parti, mere kendt som nazipartiet. De forherligede de gamle militære dyder fra kejsertiden, de ville hævne Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig, atter gøre Tyskland stort og stærkt, opruste og indføre almindelig værnepligt, der kunne skaffe Tyskland de tabte landområder tilbage. Lederen og skaberen af dette naziparti var den senere så berygtede, gale mand med navnet Adolf Hitler, en forhenværende korporal i den gamle kejserlige hær, en bindegal, farlig og hensynsløs person, der ikke skyede nogen midler for at nå sine mål. Efter voldsomme kampe, navnlig med kommunisterne, som var et stort parti i Tyskland, og efter mange manipulationer, blandt andet med ildspåsættelse af Rigsdagsbygningen i Berlin, hvor skylden blev kastet på kommunisterne, der således blev sat ud af spillet, blev det sidste frie valg afholdt i Tyskland. Det gav nazisterne et ret stort flertal, og dermed muligheden for at danne regering, og derefter forsvandt de demokratiske tilstande og det hårde, brutale diktatur blev indført, med Hitler som enehersker.
Alt dette gav jo selvfølgeligt meget urolige år, også her i Danmark, og angst og frygt for fremtiden kom nu oveni de mange andre vanskeligheder, landet i forvejen sloges med. Også flygtninge begyndte så småt, i det skjulte, at sive ind over vore grænser.
Jeg har skrevet om alt dette, som jo ikke blev forstået ret meget dengang af min årgang, for at fortælle om baggrunden for disse mærkelige år, som en stor dreng kunne mærke på de voksnes adfærd, deres voksende usikkerhed på fremtiden. Og det skulle jo desværre også vise sig, at efter nogle år med en smule bedring sidst i trediverne, skulle det hele ende i et ragnarok, værre end mennesker tidligere nogensinde havde oplevet.
Også i Italien var der, før Hitlertiden begyndte, sket en omvæltning til et diktatur, og i Frankrig var der en voldsom uro og spænding med en stor frygt for et nyt, stærkt militært Tyskland. Man allierede sig med Sovjetrusland og begyndte at bygge et af verdens største forsvarsanlæg langs grænserne til Tyskland. I Spanien blev det dog værst, også her kom der en stærk mand til magten: General Franco. Også her var det frygten for at kommunisterne skulle komme til magten, der var den store skræk, og i midten af trediverne brød så en grusom og mangeårig borgerkrig ud. Også dette gav genlyd her i landet med mange sympati- og antipatislagsmål, og mange danske meldte sig i borgerkrigen som frivillige, ja, mange tusinde frivillige strømmede til Spanien fra hele Europa. Under denne borgerkrig blandede flere fremmede lande sig i krigshandlingerne for at støtte deres side i kampene. Det var blandt andet Rusland, men mest blev det præget af Italiens og Tysklands store krigsindsats. Man sagde om dette, at disse lande skulle afprøve deres nye våben til deres nu hastigt voksende hære, så her bød der sig en glimrende chance for at hjælpe sine venner og prøve de moderne krigsvåben under rigtige krigsforhold. Først kort før Den anden Verdenskrig brød ud i 1939 sluttede denne langvarige, blodige borgerkrig, der havde kostet Spanien så uhyre store ødelæggelser og enorme menneskeofre. Det sluttede også her i Spanien med et nyt militærdiktatur med en gammel soldat i spidsen, general Franco.
Disse år var mærkelige og utrygge, hvor krigens grundlag blev lagt, men hvor størstedelen af Europas befolkninger, slet ikke ville forstå, hvor det bar hen, hvor tanken om en ny storkrig var helt umuligt at fatte, da efterveer og utallige problemer endnu langt fra var løst efter Den første Verdenskrig.
I disse mine sidste skoleår, altså årene 1932-33, blev mange af disse verdensomspændende omvæltninger og uro, som også trængte indenfor skolens mure, samtalestof imellem os store drenge. Store drabelige diskussioner fandt ofte sted i skolegården, mest var det om alt det nye, som vi hørte om, hvad der nu skete nede i Tyskland, om de nye personer, der dukkede frem, og hvis ansigter vi nu dagligt så i vore aviser. Oftest var det Tysklands nye rigskansler og enevældige hersker Adolf Hitler, hvor vel de fleste af os fra dengang stadig, kan erindre hans hysteriske, flammende taler, en stemme vi ofte hørte i radioen. Men jeg husker også, at en meget stor del af befolkningen slet ikke tog alt dette alvorligt, man troede slet ikke, al dette kunne lade sig gøre i vore moderne tider lige midt i Europa, nej det revnede sikkert snart igen, det var bare en overgang.
Mange mennesker her i landet og ude i hele Europa, så med sympati på Hitlers udryddelse af de mange kommunister i Tyskland, da der dengang i hele Europa var en stor angst for alt, hvad der kom ovre fra Rusland, hvor der også i disse år herskede grufulde, blodige tilstande under Stalin, der omgærdede alt russisk med en frygt for at få lignende tilstande spredt ud over hele Europa. Jeg har nævnt radioens efterhånden større og større betydning for en hurtig spredning af døgnets nyheder lige direkte ind i vore stuer ude fra den store, urolige verden. Nu var radioens pionertid helt overstået, fra begyndelsen i tyverne og nu frem til en solid Statsradiofoni. Slut var det også med alle de mange amatørbyggede modtagere, fra de første krystalapparater med hovedtelefoner, men også perioden med de store radiomodeller med akkumulatorer som drivkraft, som dengang fik en mængde ladestationer til at skyde op overalt i gaderne. Det var altså steder, hvor man kunne få sin akkumulator opladet. Denne tid var nu omkring 1930 et overstået stade. Nu kom der en mængde rigtige radioforretninger, hvor man købte sig en moderne fabriksbygget radio. Disse småforretninger lignede ikke de gigantbutikker, der i dag sælger alt dette supermoderne elektriske udstyr, næ, det var mindre specialbutikker med radioer, grammofoner og plader. Fra den tid stammer for eksempel Fona-forretningerne, og Philips radioer var meget anerkendte dengang, og vi fra disse år, husker så tydeligt den karakteristiske model, der lignede en bispehue, hvor højtaleren lå gemt bag et udskåret mønster med varemærket, bølgende striber og stjerner.
Hos os drenge i 13-14 års alderen begyndte aviserne nu også at få en betydning i vores hverdag. Hjemme hos os fik vi hver dag med bladbudet dagbladet Politiken bragt ind af døren. At også Berlingske Tidende var en udbredt avis i vores kreds, kan jeg huske, da der tit imellem os store drenge i skolen, var heftige diskussioner om hvilken avis der var bedst, mest moderne og med mest ungdomsvenlig. Aviser havde vi drenge selvfølgelig i flere år set lidt i, men det har nok mest været for at se på de små tegneserier, for eksempel tegnet af Ingvar såsom "Magasin Madsen" med den lille piccolo Søren som tegneseriens lille hverdagshelt, og den sjove, lille ruhårede terrier Tjavs med dens daglige spilopper. Men ikke mindst var Politikens underholdende bagside god. Her var det særligt At tænke sig, der var fyldt med sjove indfald og gøren grin med næsten alt, hvad der skete i samfundet. I aviserne var der også en del sportsstof, men slet ikke i de mængder, som vi senere er kommet til at opleve. Men mange kammerater fulgte levende med i disse nyheder, navnlig var det fodboldnyhederne, der blev slugt og diskuteret, men jeg må dog indrømme, at jeg heller ikke dengang havde interesse for sport. Men umærkeligt begyndte i disse år også det mere almindelige stof at fange opmærksomheden, måske nok mest avisens mere sensationsprægede nyheder, og det med de store overskrifter på forsiden.
Når jeg i dag tænker mig godt om, for at erindre specielle nyheder fra aviserne dengang, er noget af det første, jeg kan huske, det voldsomme røre, der opstod ved det store bankkrak i Wall Street, New York. Jeg var da cirka elleve år gammel. Grunden er måske også, at der i mange år blev talt så meget herom, men det viste sig jo også, at den¬ne begivenhed skulle få så mange også alvorlige følger.
Nyheder, der i disse år næsten dagligt var på avisernes forsider, handlede om den katastrofale udvikling i Tyskland. I mine tidligste år var det de næsten borgerkrigslignende tilstande i Tyskland, de mange bevæbnede korps, der bekæmpede hinanden, de flere millioner arbejdsløse med en stor fattigdom og nød. I begyndelsen af trediverne blev det mere og mere omtalen af det nye naziparti, der stod på avisernes forsider, om Hitlers kometagtige opstigen fra det næsten ukendte, korporalen fra den tyske kejserlige hær i Første Verdenskrig, ham der i 1933 blev indsat som tysk
rigskansler af selveste Hindenburg. Snart derefter begyndte mange urovækkende nyheder at strømme hertil fra vor sydlige nabo. Aviserne havde nu i de kommende år daglige artikler om disse begivenheder, om ny oprustning i Tyskland, med en ny kæmpehær, med nye og voldsommere våben end før, med oprettelser af nye, uniformerede, halvmilitære korps indenfor nazipartiet, de nye brunskjorter for de mere almindelige mennesker og det mere elitespecialkorps de sorte SS-tropper med dødningehovederne på kasketterne. Et nyt politikorps opstod også dernede, det hemmelige politi, under navnet Gestapo, et navn der kom til at skabe rædsel og frygt også udenfor Tysklands grænser. Folk i Tyskland blev nu uden lov og dom, forfulgt, fængslet og smidt i fængsler og fangelejre. Først gik det ud over de gamle fjender, kommunisterne, men snart kom turen til andre uønskede befolkningsgrupper. Af disse kom det jo som bekendt til at gå værst ud over den store jødiske befolkning, som i århundreder havde boet i Tyskland, og fra den gruppe, hvor så mange dygtige og verdenskendte personer stammede. Snart blev de tyske fængsler for små, og grufulde barakbyer opstod, som nu blev fyldt op med disse enorme menneskeskarer, som var uønskede i Hitlers kommende tusindårsrige.
Vi læste i vore aviser om de tyske troppers indmarch i Rhinzonen nær ved Frankrigs grænser, og i de kommende år i trediverne, læste vi gang på gang om nye trusler og politisk uro i gamle tyske områder, så de kunne blive genforenet med Hitlers nye Stortyskland.
Fra Amerika læste vi om en ny mand i amerikansk politik, Franklin Roosevelt, der nu forsøgte at genrejse Amerikas vaklende økonomi, for også Amerika havde millioner af arbejdsløse og megen fattigdom både på landet og i byerne.
Også diktatoren Mussolini, kaldet Il Duce var meget på avisernes forsider i disse urolige år. Han var Italiens storpralende enehersker med nogle storhedsdrømme om atter at skabe et nyt stort Romerrige. I Nordafrika havde Italien kolonien Tripolis, nu landet Libyen, og nu begyndte Mussolini en ny erobringskrig mod det primitive og tilbagestående kejserrige Abbesinien, nu er navnet Ethiopien. Først efter mange års grusom krig, hvor moderne våben blev anvendt mod et folk, som endnu brugte bue og pile, kunne han indlemme landet i sit nye imperium.
Denne krig viste desværre, at økonomiske sanktioner, som Folkeforbundet i Geneve, forsøgte at lamme Italien med, var uden den ønskede virkning, da Europas mange lande var uden den rette vilje og evne til at gennemføre en sådan blokade. De fleste lande i disse fattige år havde nok at tage vare på med egne problemer, mest de vaklende økonomier, hvor alle sloges om at sælge deres varer på de samme markeder samt at lukke af for import fra udlandet.
I vore aviser kunne vi dagligt læse om alt dette, og de store nyheder herhjemmefra var næsten alle af samme skuffe: Økonomisk lavvande, arbejdsløshed og politisk uro. Selv som barn kunne man mærke en stor usikkerhed i befolkningen, blandt andet angående Sønderjylland, hvor Danmark som bekendt efter en folkeafstemning i 1920 havde fået et stykke gammelt land tilbage fra et slået Tyskland i Den første Verdenskrig. Skulle vi nu også udsættes for et nervepres fra tysk side, for at dette gamle, danske land igen skulle tilbage til et stærkt Tyskland? Det var jo også hernede, som det eneste sted i Danmark, at et nyt, dansk naziparti havde en vis tilslutning. Dårlig økonomi og arbejdsløshed var herhjemme, som tidligere omtalt, næsten katastrofal, og selv en dygtig, myndig, dansk statsminister Thorvald Stauning, kunne næsten intet stille op.
Et af forsøgene var at stoppe importen af udenlandske varer. Man lavede en Valutacentral, som kom til at virke ligetil Den anden Verdenskrig begyndte. Ideen var jo, at hele landet ikke kunne købe mere fra de forskellige lande i kroner og ører, end disse lande købte af varer her fra Danmark. Dette medførte, at mange varer næsten totalt forsvandt fra det danske marked, nemlig varer fra de lande, som ikke købte vore landbrugsvarer. Så varer fra Holland, Frankrig og USA og mange andre forsvandt nu. Man håbede med denne ordning at kunne give læ for en opbygning af en dansk industri, hvilket vel til dels også lykkedes. For eksempel blev det fattige Hammerum Herred ovre ved Herning forvandlet fra et lokalt hosebinderi til Danmarks store tekstilområde. Men da alle andre lande fandt på lignende valutabegrænsninger, gik samhandlen landene imellem næsten i stå, og problemerne blev værre og værre.
Tro nu ikke, hvem der engang måske skulle læse dette, at det var alt dette, der optog os 12-fjortenårige børn i dagens Danmark i trediverne, bestemt ikke, men det var nok mest nyheder, der blev registreret, ofte igen glemt. At de er blevet husket er nok mest fordi alle disse begivenheder var med til at danne grundlaget for Den anden Verdenskrigs udbrud i 1939.
Alle disse tildragelser har vel også givet trediverne deres egen atmosfære, deres egen dystre stemning af et håbløst årti i hele Europa uden tro på fremtiden, uden optimisme med kun få lyspunkter. Alt sammen noget, der har sat sit dybe præg på alle befolkningerne, og måske ubevist særligt på store børn og ungdommen, altså den generation som jeg tilhørte. Derfor skønnede jeg, at alt dette måtte med her på disse sider, da det måske danner baggrund for meget, som senere generationer vil finde uforståeligt.


Ludvig, Svend, Ole og Erik ved Dyrehaven


På et tidligere sted i disse mine barndomsminder, nævnede jeg endnu en budplads i min skoletid, altså inden jeg blev konfirmeret, denne omtale kommer her:
Altså den sidste budplads jeg havde, begyndte i det sidste halvår, medens jeg endnu gik i skole. Og da jeg sluttede min glorværdige otte års skolegang, fortsatte jeg i denne plads frem til min konfirmation, hvor jeg begyndte en læreplads. Nu blev budpladsen bare en heldagstjans.
Dette firma, som jeg var yngste medarbejder i, var et gammelt smede- og hegnsfirma, V. Fiedler, ude på H. C. Ørstedsvej. Firmaet fremstillede mange forskellige smedearbejder, men det var særligt havehegn og gitre, der var firmaets hovedarbejder, lige fra de mindre kunder med en almindelig villagrund, og så de store arbejder til offentlige parker og lignende. Det var dette firma der havde sat det mange kilometer lange vildthegn op omkring hele Dyrehaven, hvilket også blev til firmaets bomærke, en flot, knejsende kronhjort, stående bag et vildthegn.


V. Fiedlers foretagende på Ørstedsvej. Tegnet efter hukommelsen af Ole Clasen


Da jeg først havde vænnet mig til dette sted og de forskellige mennesker, der var ansat her, fandt jeg mig godt tilrette. Arbejdet var for mit vedkommende meget alsidigt, og de fleste opgaver var, på nogle få undtaget, ikke så drøje at bakse med. Firmaets kontorbygning, hvor jeg hørte til, var i en gammel villa, der lå med facaden ud mod H. C. Ørstedsvej. I villaens høje kælderetage var der dengang en større vin- og cigarforretning, og oppe i husets første sal, boede endnu den gamle enkefrue FiedIer, den afdøde grundlæggers kone.
Det var derfor i den høje stueetage at jeg havde min gang og mine daglige gøremål. Mit daglige gøremål var meget alsidigt, for alt hvad de andre i firmaet ikke gad lave, det blev lige så stille skubbet over til mig, og da jeg jo var nederste lag i rangfølgen, ja, så blev det jo mig, der måtte i gang med de mærkeligste job. Mit almindelige arbejde var at besørge de mange ærinder, små som større, om formiddagene var der alle de små lokale ærinder, hente øl og vand, mælk, brød og æg til kontorpersonalets frokoster, herunder også frokostaviser og cigarer til direktør Trandberg. Det skulle være hollandske Wilhelm den Anden eller den store Advokat. Da det også var mig, der købte den uundværlige kaffe til efter frokosten, så jeg her noget ganske nyt: Kontordamen lavede kaffe på en Melitakande, som var et stålbæger, der i stedet for den almindelige kaffepose blev sat oven på kaffekanden. Først anbragte man et rundt papirfilter, et Melitapapir, i bunden af det hullede bæger, så kom kaffebønnerne ovenpå i et fladt lag, og så skænkede man det kogende vand, der nu langsomt sivede ned igennem bønner og filterpapir. Det var sandelig noget nyt dengang. I dag bliver al kaffe jo lavet på maskiner, og en gammeldags kaffepose er blevet en museumsgenstand. Det var der vist ikke mange, der ville tro på i begyndelsen af trediverne.
Kontorpersonalet, inklusive værkfører og teknisk driftsleder, var på cirka 6-7 personer, der spiste deres frokost ved et stort fællesbord i forkontoret, og her gik snakken højt mest om de daglige nyheder fra B.T. og EkstraBladet, og det kunne engang imellem blive højrøstet og spændende for mig at lytte efter, hvilket jeg havde let ved, da jeg sad og spiste mine egne klemmer i det tilstødende køkken. Særligt var det spændende, når aviserne bragte nyheder om forholdene nede i Tyskland, hvor nu nazisterne havde haft magten i mere end et år, så kunne bølgerne godt gå højt, og replikkerne blive ret skarpe. Jeg kan huske, at direktøren var ret begejstret for A. Hitlers regime og altid fuld af lovord om den tyske energi og lov og orden, og selvom jeg jo ikke var ret gammel og uden særlig meget menneskekundskab, kunne jeg godt fornemme, at den lille, rare formand Larsen ovre fra fabrikken havde en ganske anden mening om tyskerne, men kun spagfærdigt turde sige noget, der ikke passede i direktørens kram. Der var til gengæld en gammel driftsleder, der bestemt ikke var bange for at sige sin mening både højt og bestemt, så ingen kunne tage fejl af hans mening om alt mellem himmel og jord. Og ganske særligt kunne han ikke døje Hitler og hans yngel. Han havde bestemt heller ikke noget godt at sige om Stalin og de forfærdelige tilstande, der i disse år herskede i Rusland, og på det punkt fik han direktørens fulde tilslutning. Denne gamle driftsleder, herr Eisinger, var en vældig sjov person, et buldrehoved man altid kunne høre på lang afstand. Han var altid påklædt i lædertøj, med spidsbukser og langskaftede ridestøvler, da han altid både sommer og vinter færdedes på motorcykel, en flot, velholdt, ældre Harley Davidson med sidevogn, som han kørte rundt i byen på, når han gav tilbud på kommende arbejder, målte op og havde tilsyn med alle udendørs arbejder.
På kontoret var der også en ganske lille kontordame, en frøken på cirka 40 år. Hun var vældig flink og rar. Hun boede sammen med sin gamle mor i en fin lejlighed ude ved Dalgas Boulevard. Når der var noget tungt, der skulle flyttes hos disse damer eller lignende opgaver, så blev der hvisket mig stille i øret, og så tog jeg mig også af dette.
Mit arbejde var mest at cykle ud for at aflevere skriftlige tilbud, men også ofte med mindre regninger, hvilket jo ikke var særligt krævende. Derfor husker jeg sikkert i dag mere end 55 år senere ganske tydeligt en meget drøj og krævende tur, jeg blev sendt på, og som vist også var noget af en fejltagelse. Jeg skulle hente en jernvinduesramme ude i den fjerneste ende af Trekronergade, og jeg husker denne gade som næsten endeløs nede ved Køge Bugt. Det var en meget lang travetur med en trækvogn fra H. C. Ørstedsvej ud over Valby Bakke, ud til Toftegårds Plads og så af den endeløse Trekronergade. Herude blev der så læsset, ikke en, men mange tunge vinduesrammer på trækvognen, tunge som et ondt år, og så begyndte den vanskelige lange transport tilbage, og det blev en drøj tur. Trækvognen var næsten umulig at få skubbet op over Valby Bakke, men var opturen svær, var nedturen værre. Da jeg passerede Carlsberg Bryggerierne, og det nu gik nedefter, var det svært at holde igen på det tunge læs, men nu begyndte det tunge læs rammer at forskubbe sig. Jeg kunne med skræk fornemme, at hele læsset ville havne ude på kørebanen mellem biler og sporvogne, uha. Det lykkedes trods alt at nå frem til firmaet med læsset i god behold. Jeg tror nok, at denne dag var en af de drøjeste i mit fjorten år lange liv.
I dette efterår 1933 imedens jeg havde denne plads hos firmaet FiedIer, og om sommeren var blevet færdig med skolen, meld¬te spørgsmålet sig, hvad nu med fremtiden, hvad havde man lyst til og evner til ud i fremtiden, og hvilke muligheder var der overhovedet? Og mulighederne var bestemt meget små i disse år, hvor der var mere end 300.000 arbejdsløse i Danmark, og hele landet kørte på vågeblus.
Samtidig var det i disse år, at et langvarigt uvenskab imellem min far og mor udviklede sig, og i dette år endte med en skilsmisse. Dette lettede bestemt ikke på stemningen hjemme hos os i Holsteinsgade. Jeg kan huske disse halvskjulte samtaler om forældremyndigheden over os børn.
Min bror Svend var uden for disse planer, da han var 21 år gammel og dermed jo var myndig. Det var min bror Erik og mig disse gedulgte diskussioner drejede sig om, en simpel fordelingsplan: Altså at Erik skulle blive hos sin mor, og at jeg skulle til min far. Alt dette blev jo ikke til noget, jeg tror mere, det var en trussel fra min fars side for at opnå bedre skilsmissebetingelser. Min far havde jo heller ingen ny bolig på dette tidspunkt, han boede som i mange år, stadig ombord på skibet Skotland. Så under alt dette familieopgør og skilsmisse, har mine forældre nok ikke tænkt ret meget på mine fremtidsmuligheder.

Borgerlig konfirmation
I dette efterår skulle jeg så også konfirmeres, sådan da, men da det religiøse aldrig har tynget tungt i mit barndomshjem, og da jeg nu havde et heldagsarbejde at passe hos Fiedler, og denne lille løn bestemt ikke kunde undværes i familiehusholdningen, ville det ikke være så let med at gå til præst. Derfor blev det bestemt, at jeg skulle borgerligt konfirmeres. Borgerlige konfirmationer havde eksisteret i mange år, og havde netop her i trediverne en storhedstid, hvor mange hundrede unge mennesker på denne måde gik ind i de voksnes rækker, uden hjælp fra kirke og præst. Det var vist en socialdemokratisk opfindelse, som var vendt mod det borgerlige samfundsmønster i Danmark.
Selve denne begivenhed husker jeg i dag stadigvæk ganske tydeligt. Starten til hele denne ungdomsfest startede som sig hør og bør med køb af ny voksen påklædning. Da min bror Svend, som for længst var udlært, var ansat i en herreekviperingsforretning ude på Godthåbsvej på Frederiksberg, fik vi her 10% rabat, så her blev jeg ekviperet. Dengang var forskellen stor fra drengetøj og til, hvad man som konfirmand og voksen skulle iføres. Det var næsten som fra civil og til soldateruniform. Jeg fik en mørk, nobel, toradet habit, skjorte og slips og en tyk, kraftig vinterulster, og som rosinen i pølseenden, en rigtig herrehat, flot og langhåret, en tingest jeg aldrig blev fortrolig med. Den var mere en ældre gentleman værdig end en dreng på fjorten år.
Den borgerlige konfirmation fandt sted i den store sal i Odd Fellow Palæet i Bredgade, og fandt sted uden nogen form for indøvning i forvejen. Her samledes i hundredvis af unge med forældre og pårørende. Der blev sunget nogle sange, og vi påhørte nogle talere, blandt andet en københavnsk borgmester, der gav os unge mennesker gode ord og råd med på vejen. Som afslutning fik vi alle udleveret en lille bog med forskellige nyttige oplysninger og artikler. I dag husker jeg kun en artikel om Darwin, om menneskets oprindelse fra aberne, noget som dengang endnu kunne vække nogen forargelse. Der var et billede i bogen, hvor man ser et lille barn, der kan holde sig hængende i armene, længe før det kan stå på benene. Det skulle være bevis på, at mennesket har kravlet rundt i træerne som aber.


Svend, Ludvig og Ole - konfirmanden. Forrest Erik.


Konfirmanden Ole, Ludvig, Erik og Svend.


Om aftenen blev der holdt konfirmationsfest derhjemme, en af de få gange i vort hjem, hvor der kom så mange gæster, så vi måtte fjerne sengene, og der blev lejet borde og stole, ja, vores soveværelse kom næsten til at ligne en hel festsal. Inden middagen og mens gæsterne begyndte at komme, husker jeg, at min far ringede op for at ønske tillykke med dagen, og jeg husker endnu at samtalen blev alt for lang og besværlig, stemningen var pinlig og mærkelig: Her i huset skulle der være fest, og så sad ens far et helt andet, fremmed sted og skulle ikke være med. Det var en rigtig kedelig og grim oplevelse, som jeg stadig efter så mange, mange år fornemmer med ubehag og næsten kuldegysninger. Selve middagen og de færdigkøbte sange, har jeg glemt alt om, men et par af gaverne kan jeg dog huske. Af min farmor fik jeg et dejligt armbåndsur. Det var mit første rigtige ur, som holdt i over 20 år. Af min lillebror Erik fik jeg et fotoalbum, hvori jeg nogle år senere indsatte fotos fra min første selvstændige udenlandsrejse til Italien, et fint album som jeg har den dag i dag.



Vignet malet med plakatfarve på mellemlægspapir i Oles fotoalbum



TOP

læreår

Læretid
Nu da jeg, som man så smukt siger, var trådt ind i de voksnes rækker, var spørgsmålet derfor, hvad nu? At vi drenge skulle have en uddannelse og en læreplads, var noget som var ganske givet. Selv vidste jeg hverken ud eller ind, men min far havde en ide, som jeg også var med på. Da min far altid har vist mit lille tegnetalent stor opmærksomhed, mente han derfor, at det måtte være noget med tegning og maling, som det nu var at finde frem til.
Som jeg indtil flere gange har omtalt, var disse år i midten af trediverne plaget af en kolossal arbejdsløshed, så derfor var det at få fat i en lære, en meget vanskelig ting, som blev næsten håbløs, hvis ønsket gik i en bestemt retning. Men en dag i dette efterår da min far var i København, fik jeg fri fra mit arbejde, så vi kunne mødes for sammen at prøve mulighederne for en læreplads som litograf, min fars gode ide, og desværre en af de få gange, hvor min far forsøgte at hjælpe sine børn.
I Litografforbundet, som havde til huse inde i Ny Kongensgade, skulle vi forsøge mulighederne, da det var forbundet, der bestemte, hvor mange lærepladser, der måtte oprettes pr. år, for på denne måde at forhindre arbejdsløshed i det lille fag, og mulighederne var uendelige små.
Det blev fortalt os, at selvom tegneevnerne var de allerbedste, var det håbløst at søge læreplads, da der var en venteliste på mere end 700, og at der kun blev ansat cirka 3-4 læredrenge om året. Men for at komme med i denne lange kø, skulle to prøver bestås, nemlig en vanskelig tegneopgave samt en psykoteknisk prøve. Tegningen, der skulle bedømmes, var en bunden opgave: Der blev udleveret en tegning af en flot hane, og den skulle tegnes nøjagtig mage til, men sat op til den dobbelte størrelse.
Den psykotekniske prøve fandt sted i en af de store, gamle ejendomme i Holmens Kanal. Her var vi vel cirka 20-25 unge mennesker, der alle søgte lærepladser i næsten alle fag, og som nu skulle bedømmes, om vi egnede os til de ønskede fag. Prøverne bestod af mange mærkelige opgaver, flere lignede puslespil, der var opgaver med formning i ler, og figurer skulle formes i ståltråd, også syns- og høreevnerne blev undersøgt blandt andet for farveblindhed, men under disse kropslige undersøgelser, skulle der også afleveres en urinprøve af samtlige. Det blev en værre cirkusforestilling, for vi blev alle anbragt i det samme store rum med hver sin lille flaske til den ønskede tissetår, og det blev en munter forestilling med megen fnisen og muntre, saftige bemærkninger. Men det blev først rigtig sjovt, da mange slet ikke kunne få en tår frem. Men værre var det med dem, der ikke kunne stoppe igen, når flasken var fuld, og der var ingen steder i lokalet et afløb, der var kun i de ikke leveringsdygtiges tomme flasker, så det blev en mikset forestilling. Begge disse prøver faldt for mit vedkommende tilfredsstillende ud, begge bestået, så nu var der kun at vente i cirka halvt års tid, på at umulige skulle ske, at jeg var mellem de få heldige, der skulle i lære som litograf.
Min ældste bror Svend var fra begyndelsen af trediverne, efter at han var blevet udlært i herreekviperingsbranchen, nu ansat i en travl herreforretning ude på Godthåbsvej i firmaet Carl Nielsen. Det var ikke nogen kæmpebutik, men en god, travl forretning, liggende midt i et tæt boligkvarter med et købedygtigt publikum. Her i denne butik kom jeg i flere omgange for at hjælpe i de travle perioder. Det var hjælp med vinduespyntning, byærinder og lignende. Butikslokalet var en lang tarm, der i denne periode blev helt bygget om, da Carl Nielsen var så heldig at kunne leje et tilstødende lokale og således kunne få et stort lokale, bygget om til et moderne, lyst herremagasin. Alt gammelt inventar blev revet ned, og det blev til en mængde brænde, som min bror Svend måtte få til brændsel hjemme, så det var bare transporten, der skulle klares, og den tur tror jeg aldrig, jeg glemmer, for det var mig, der blev transportchef. Det startede med at min lillebror Erik og jeg ovre i Willemoesgade lejede en stor trækvogn, og så var det bare med at komme afsted ud til Godthåbsvej, og det var sandelig en lang tur at gå med en trækvogn, jeg tror en cirka 7-8 kilometer. Ude i gården bag forretningen, hjalp Svend os med at få stakket et kæmpe læs brædder på trækvognen, og så med et reb få det hele surret fast. Så kunne det atter gå hjemad mod Holsteinsgade på Østerbro, og sikken en tur. Det blev næsten et mareridt:
Tovet om læsset har vel givet sig under den skrumlende tur, hele det store læs rokkede sig uhyggeligt, så vi flere gange måtte stoppe op og forsøge at skubbe læsset bedre på plads. Da vi ude på Jagtvejen passerede over krydset ved Tagensvej, gik det da også galt. Det har nok været bumpene fra sporvognsskinnerne, der fik det meste af læsset til at vælte af midt i krydset ud over alle skinnerne. Der stod vi to knægte, rådvilde og nervøse, og snart begyndte de andre trafikanter at skælde ud og dutte i bilhornene, det tegnede til den store ballade med øretæver i luften, uha. Men, gudskelov, når nøden er størst, er hjælpen tit nærmest, flere voksne mænd kom til, blandt andet vognstyreren og konduktøren fra en linie 10, som jo alligevel ikke kunne komme frem for vores brædder. Vi fik bugseret trækvognen over gaden og ind til siden, og ved manges hjælp fik vi alle brædderne sammen, flere voksne mænd fik lavet et nyt læs, bundet det bedre fast blandt andet med et ekstra tov som en venlig kusk lånte os.
Så gik det atter, med den største forsigtighed, hjemad, meget langsomt over Trianglen og Østerbrogade, hvor vi blev skældt ud over vort tempo eller mangel på samme, men vi skulle ikke gentage vort glansnummer her igen. Så forsigtigt ned ad Holsteinsgade, hvor der var brosten, og endelig kunne vi svinge ind i vores egen gård, hvor læsset nu skulle smides af, sorteres groft og dernæst bæres ned i vores brændselskælder. Først derefter kunne vi aflevere og betale for lånet af trækvognen, og dermed var en af min drengetids drøjeste dage omme, en eftermiddag som huskes så klart og tydeligt, hvor der nu næsten er passeret 60 år, det er forbavsende så dybe spor, nogle eftermiddag timer kan sætte.
I firmaet Carl Nielsen havde jeg i disse år omkring min konfirmation flere småjob, som kunne give en lille ekstra lommepengeskilling. Der var for eksempel uddeling af reklamer i kvarteret omkring forretningen. Forår og efterår betalte firmaet degnene i de omliggende kirker et beløb for at erhverve navne og adresser på de vordende konfirmander. Så blev der uddelt en speciel reklame med tilbud på konfirmationstøj, og denne uddeling var så mit job. Men før den travle juletid var der den store travlhed, så blev der uddelt en julereklame formet som en ønskeseddel over det meste af Frederiksberg. Det var en travl tid, gade op og gade ned, med hundredvis af trapper, men det gav så også en skilling til køb af julegaver. Da alt dette fandt sted, enten efter skoletid eller om aftenen efter en lang byplads, kunne man jo blive noget træt i bentøjet, men det gav en god nattesøvn.
I et par år var jeg der også de sidste meget travle uger i forretningen før jul, og det, syntes jeg, var meget spændende. Jeg løb i byen med varer, jeg ryddede op overalt, smed papæsker ud i gården, og fik også engang imellem lov til at ekspedere mest i det hjørne af butikken, hvor der var indrettet en lille speciel slipseafdeling, en slipsebar hvor folk selv kunne stå og finde frem til det slips, der lige var den rigtige julegave. Til julegaven fandtes en speciel papkarton med et påtrykt mandehoved og et udstanset hul i form som et bundet slips, hvorigennem man så kunne se det købte kravat. Meget fikst, så pakkede jeg ind i julepapir, og modtog pengene, beløb imellem 1,98 og op til cirka 5-6 kroner. Der var altid en fin, dejlig og spændende julestemning til stede i denne butik, hvor vi i julemåneden var en 6-7 personer. Her skal også fortælles om en lille klodset episode: Hver eftermiddag blev jeg sendt til bageren efter en portion flødekager til hele personalets eftermiddagskaffe, men en dag var jeg så uheldig at snuble over et dørtrin og stå på næsen, så kagekassen for afsted mellem benene på de mange kunder i butikken for til slut at ramle mod bagvæggen. Jeg kan tydeligt huske synet af indholdet i æsken, uha, de måtte skære det hele ud med en kniv, gudskelov blev også dette taget med fint humør.
Det var en sjov tid med et fint julehumør, men jeg husker også hvor dødtræt både Svend og jeg var, når vi om aftenen efter lukketid var færdige med oprydningen efter dagens travlhed, og vi så ved halvtolvtiden cyklede hjemad ad Jagtvejen, over Nørre Fælled, hvor der dengang endnu ikke var bebygget, gennem Fælledparken til Østerbro.
Men denne periode holdt brat op, og meget nyt skulle nu indtræffe. Vi er nu nået frem til årsskiftet 1. januar 1934. Ved senere eftertanke står det klart, at det ikke er så skelsættende at blive konfirmeret, men at en mere skelsættende tid i mit unge liv indtraf her omkring dette årsskifte, da jeg efter nytår modtog et tilbud om en læreplads som stentrykker, og at det nu var slut med den såkaldte ubekymrede barndomstid. Når man har læst de foregående afsnit om mine barndomsår, får man måske det indtryk, at de vist ikke har været så ubekymrede endda. Hvis en knægt på bare fjorten år kunne få den skøre ide at gøre status over en barndom, der nu gik mod sin afslutning, så var dette årsskifte nok det rette tidspunkt: En barndom med mange plusser og minusser, men lad nu alt dette tale for sig selv; en fjortenårig dreng gør ikke status eller tænker tilbage om årenes gang. I mit tilfælde tænkte jeg vist heller ikke særligt på en fremtid eller fik den tanke, at jeg selv kunne gøre forsøg på at få en indflydelse på min egen fremtid, dertil var troen på egne evner og kunnen alt for ringe.
Men som omtalt skete der nu en ændring i mit liv, nemlig tilbudet om en læreplads.
Tilbudet kom inde fra det litografiske forbund, hvor jeg som omtalt havde forsøgt at få en af de meget få lærepladser i litograffaget. Det må vist regnes for meget imødekommende, at de i stedet for kunne tilbyde mig en lære i stentrykkerfaget, som var i nær familie med det litografiske fag. Jeg begyndte denne lære først i januar 1934, så fint som hos oldermanden i dette gamle fag, det kendte, fine, gamle firma Andresen og Lakmann inde i Hestemøllestræde inde bag det gamle Domhus.
At denne læreplads og hele dette fag blev en stor skuffelse for mig, skal jeg prøve at give en forklaring på: Årsagerne var flere, og i den alder tænker man ikke så langt og heller ikke på de store fordele, dette fag indebar såsom en efter datidens forhold meget stor løn, dengang på cirka 650 kroner pr. måned, som var langt over tidens normale lønniveau. Mange tjente kun det halve eller mindre. Den stærke begrænsning af lærlingetilgang, gjorde at arbejdsløshed i faget var en ukendt ting.
Men stentrykkerfaget blev mig en stor skuffelse, vel først og fremmest, fordi der slet ikke var brug for tegneevner, det var et helt mekanisk trykkeriarbejde, ensformigt: Det samme hver dag, år ud og år ind.
Her er det måske på sin plads at fortælle lidt om arbejdet. Stentrykning foregår som navnet siger, ved hjælp af en meget stor limsten. På denne sten tegner litografen det motiv, der skal trykkes, derefter bliver der lagt lim på de steder af stenen, der ikke skal give aftryk på papiret eller kartonet. Når det er færdigt, er det stentrykkerens arbejde at anbringe denne behandlede store limsten i en stor trykkerimaskine, hvilket kræver megen nøjagtighed. I maskinens ene ende er der en metalrende i hele maskinens bredde, hvori stentrykkeren hælder den farve, han har blandet nøjagtig i den ønskede nuance. Når så trykkeren starter den store maskine, kører limstenen frem og tilbage i sit leje en cirka 3-4 meter. Mange valser snurrer nu rundt og bringer farven frem i den rette mængde. Papiret, hvorpå der nu skal trykkes, er lagt tilrette øverst oppe på maskinen af en kvindelig medhjælper. Så kører maskineriet, sugearme fører papiret ned over den farvede sten, hvor mange valser giver papiret det rette tryk mod stenen. Kunsten er at trykningen er fin og jævn på hele arket. Således arbejdes der så dagen lang. Pålæggersken øverst oppe sørger for papiret, svenden at alt forløber rigtigt, og læredrengens første opgave er at bringe alle de store papirark frem og op på toppen af maskinen, og ellers gå til hånde for svenden. Hver eftermiddag, cirka en time før fyraften, blev maskinen stoppet, og så fulgte et større rengøringsarbejde: Den store sten blev løftet ud, og alle valser blev vasket af med nogle stærke væsker, kraftige opløsningsmidler. Det var et rigtigt grimt stykke arbejde, tanken om at dette skulle gøres hver eneste dag resten af mit liv, det var nok til at miste enhver lyst til at stå fem år i lære i dette fag, og så at skulle stå indelukket hele dagen lang var heller ikke mig.
Da jeg havde et par måneders lære bag mig, havde jeg været med til at trykke tusindvis af etiketter til Carlsbergs gule sodavandsflasker samt stået i nogle uger ved en lille rystemaskiner, hvor jeg hele dagen puttede kartonark ind, for at guldtrykket på Scotsman cigaretpakkerne kunne blive renset for overflødigt guldstøv, et rædsomt rystende og støvende arbejde, fik jeg af min mor lov til at stoppe i den ny lære, som således kun kom til at vare i tre måneder.
Så stod jeg der igen og skulle atter forsøge at finde en læreplads, og tiderne var ikke blevet bedre, stadig var der flere hundredtusind arbejdsløse i det lille Danmark, det lå som en tung dyne over hele vort samfund.
Hjemme hos os var problemerne da heldigvis af en mere beskeden størrelse, nemlig at skaffe en ny læreplads til mig, hvilket nu også lykkedes. Min storebror Svend havde, som tidligere omtalt, været i herreekviperingslære i firmaet Ludvig Woderich på Strandvejen ude i Hellerup, og da han en dag i anden anledning talte med sin gamle lærechef, hørte han, at hans efterfølger som lærling nu blev udlært, og således blev lærepladsen ledig. Det blev aftalt, at min mor og jeg skulle komme til Hellerup for at tale med herr Woderich om den ledige lære, hvilket også resulterede i, at jeg skulle begynde i forretningen den 1. april 1934.


Woderichs Herremagasin på Strandvejen i Hellerup. Tegnet af Ole Clasen efter hukommelsen


Når jeg i dag, så mange år senere, tænker tilbage til min læretids begyndelse, er der mange hændelser, der nu slår en: For eksempel, at fordi den første læreplads ikke var det rigtige, tager man med kyshånd straks mod det næste tilbud ganske ukritisk, om det overhovedet er et fag, hvor man passer til, om man har evner og lyst til handel, om der i den branche er fornuftige fremtidsudsigter. Men jeg tror, at det desværre ikke kun var i min familie, man ikke var mere kritisk og undersøgende. Det var dog en drengs fremtid, der måske stod på spil. Lærepladser i disse mange småbutikker, som hos Woderich, var der ganske bestemt alt for mange af dengang, butikker der var alt for små til at kunne være betryggende læresteder, hvor det ofte desværre mest drejede sig om at skaffe en billig arbejdskraft, der var villig til at udføre enhver form for uvedkommende, groft og beskidt arbejde, der intet havde med en læretidsuddannelse at gøre.
Men om alt dette havde jeg ingen tanker dengang, og dengang rettede man sig meget efter de voksnes mening og bestemmelser, og man lod sig let indordne i de voksnes system.

Min læretid
Min læretid som vordende herreekviperingshandler startede den 1. april 1934, jeg har da været femten år gammel. Læretiden var fireårig, og sluttede altså den 31. marts 1938. Forretningen var kun en lille butik med kun en enkelt ung udlært ekspedient, en læredreng, som altså i disse år var min ringhed, og så chefen selv, der kom dagligt i sin forretning.
Da butikken som nævnt kun var lille, var det derfor næsten kun herrelingeri, der blev handlet med, der var dog lidt sommerbukser og jakker samt lidt i lette frakker. Forretningen var meget nydelig, med et fint, næsten elegant inventar, og meget ren og velholdt, en rigtig fin og smuk Hellerupforretning med en blandet kundekreds, hvoraf mange var fattigfine Hellerupsnopper, men der var dog også en del velhavende kunder fra de store rigmandsvilla er oppe langs Strandvejen.
Jeg tror, at man dengang var bange for at specialisere sig for meget, kunderne var ikke flere, end man gerne ville kunne betjene dem alle, så derfor blev en sådan forretnings udvalg alt for stort, men med alt for få varer i alle disse varegrupper, der var lige fra stoppegarn til sokkerne, både i uld og bomuld, til udvalg i knapper og elastik i metermål til underbukserne. For nu at fortælle læseren af i dag, hvad sådan en beskeden butik rummede af vareudvalg i midten af trediverne, er det nok mest spændende at remse op: Varearter, som yngre end ikke kender navnene på i dag, mærkelige brugsting, som for længst er forsvundet fra butikkernes hylder: Der var for eksempel gummiflipper, både dobbelte og knæk-, der kunne renses med et viskelæder, der var papirflipper, der blev smidt væk efter brugen, der var klipfisk, både i lærred, i sort lasting og i gummi. Ja, en klipfisk var et løst skjortebryst, der kunne hægtes rundt om halsen på en mand, der gik med en hvid dagskjorte, altså fra før manchetskjorten tid. Dertil kunne bruges et færdigt humbug, som var et slips eller sløjfe færdigsyet lige til at hægte på. Dengang var der også herregamacher, som blev solgt til en ret stor gruppe ældre herrer. Der var både lette til sommerbrug, og så de mest solgte, nemlig vintergamacher, det var for øvrigt et generende arbejde at sælge disse, for de skulle jo prøves på kunden, så man måtte helt ned på gulvet, i dårligt vejr ofte til sølede sko, og så var knapperne ofte meget stramme at knappe i nye knaphuller.
Man havde selvfølgelig også et udvalg i spadserestokke og paraplyer. Der var sørgebind, også kaldet sørgeflor, til både herrehatte og til frakkeærmet, ja, man havde endog sorte brystknapper til at sætte i kjoleskjorten, det var gennemført dengang. Der fandtes dengang som en selvfølgelig artikel, et stort udvalg i krave- og manchetknapper, mange forskellige seletyper og både ærme- og sokkeholdere. Denne remse kunne blive meget længere, for det var det mest utrolige, man forventede at finde i en velassorteret herreforretning dengang. Men også et ret stort udvalg fandtes indenfor forskellige fags arbejdstøj, et udvalg i diverse lærreds- og alpaccajakker skyldes vistnok en i sin tid større handel med kontorpersonalet henne fra Tuborg Bryggerierne. Dengang tillod man ingen i skjorteærmer selv på de varmeste sommerdage.
Men det var jo ikke disse varer, der kunne give en butik dens nødvendige omsætning, det var de mere gængse dagligvarer, man skulle leve af. Det var salget af danske og udenlandske skjorter, dengang mest skjorter med to løse flipper, undertøj af mange kvaliteter, fine maco- og uldvarer, også meget kulørt undertøj, og dengang blev der solgt mange combinations, altså trøje og benklæder ud i et, og det meste af undertøjssalget var endnu dengang med lange ærmer og ben. Men dengang blev der solgt meget specielt sommerundertøj i tråd og silke, i 4-5 forskellige farver, og det var, hvad man kaldte i sportsfacon: Korte ærmer og ben. Løse, hvide flipper var en meget stor artikel mange forskellige faconer: Stive og de nymoderne halvstive flipper. Jeg kan huske en særlig populær type, som kom fra Tjekkoslovakiet og hed Lindberg, ja, en soloflyvning over Atlanterhavet kunne give sig de mærkeligste udslag. Korte sokker, såkaldte sokletter med en elastikkant foroven begyndte nu at dukke op, de kunne jo holdes oppe af sokkeholdere eller hjælp fra de lange underbukser.
Meget store dele af disse varer kom hjem fra England, da dette land altid har været toneangivende inden for herrebeklædning, men mindst lige så meget på grund af den kun to år gamle Valutacentral, som bevirkede at vareimport fra en del lande nu var totalt udelukket, mens varer blandt andet fra England kun måtte indføres i begrænset mængde. Det bevirkede selvfølgelig, og det var jo netop også meningen, at der kom flere danske tekstilvarer frem i butikkerne, men det kunne være svært for mange danske varer at komme op på højde med de udenlandske varers kvalitet og finish. Nu har jeg skrevet så meget om varerne i denne min lærebutik, at man næsten kunne tro, at min tid gik med at stå bag disken og sælge varer, men det må jeg nok nu med det samme kraftigt dementere, og sige tværtimod, for det var kun alt for sjældent, næ, det var mere håndgribelige ting en læredreng skulle tage sig af her.

Ludvig Woderich
Men jeg tror, at jeg inden en nærmere beskrivelse af mine daglige sysler, nok hellere må forsøge at give at give et portræt af min lærechef, Ludvig Woderich. Han var en meget velbegavet og meget berejst mand, der efter flere heldige dispositioner i sine yngre år, allerede som en endnu yngre mand måtte kaldes en velhavende mand, der vist kun havde denne lille butik for at få tiden til at gå. Han kom fra småkårsfolk nede fra Nakskov, hvor han giftede sig med en af byens rigeste piger fra den store købmandsgård Neble. Det var hans begyndelse til en senere formue. Efter et par heldige butikshandler i provinsen kom han som en yngre mand til Hellerup i årene 1910-11, hvor han købte Crome og Goldschmidts store filial, som var en efter datidens forhold meget stor forretning med mange ansatte og med 12-14 store udstillingsvinduer på hjørnet af Marievej og Strandvejen tæt ved takstgrænsen.
Det skal nok her lige fortælles, at samtlige københavnske stormagasiner dengang alle havde filialer med magasinets kendte navn i næsten alle større provinsbyer og i den københavnske omegns bydele, alle disse forretninger blev ejet af private købmænd, og alle de tre største stormagasiner havde dengang filialer i Hellerup.
Denne store Crome og Goldschmidt forretning var vist en god handel, men det store kup blev krigsårene under Den første Verdenskrig, der nu snart fulgte efter. Varemanglen førte med sig, at alt nu kunne sælges ofte til tårnhøje priser. Dengang var der ingen kontrol med priser, og de berygtede gullaschtider fik en himmelflugt over alle priser, så selv en gammel, slidt taburet foran disken kunne sælges. Da så Privatbanken ved krigens afslutning købte hele ejendommen og også købte Woderich ud af lokalerne for at oprette bank her, var det en så god forretning, at han var økonomisk sikret resten af sine dage.
Da Privatbanken havde indrettet sig med sin nye store Hellerupafdeling, som ligger samme sted den dag i dag, blev der et par mindre lokaler tilovers, af hvilke Woderich overtog det ene, som blev til herrehandelen, hvor jeg tilbragte min læretid.
Ludvig Woderich, som stadig var gift med den engang så unge frøken Neble, boede kun cirka fem minutters gang fra forretningen på hjørnet af Hellerupvej og Svanemøllevej i en nobel, herskabelig ejendom, et sted hvor jeg i mine fire læreår fik min næsten daglige gang, for Woderichs stor lejlighed var uden centralvarme, og dengang var en læredreng en god og billig arbejdskraft, som også skulle hjælpe til med det grove i privatlejligheden, så al brændselsopbæring fra kælderen op på tredje sal var hele vinteren mit job. De to høje brændselsspande, der var det normale daglige forbrug, skulle blandes i kælderen i forholdet en tredjedel kul og resten cinders, måske lidt mere kul i den koldeste tid, og det var noget fruen gik meget op i. Det var en selvfølge, at det også var mig, der tog skraldespand og aske med ned i gården. Flytte de tunge møbler og tage gardiner ned ved hovedrengøring var også mig, og det gik tit på, da fruen havde rengøringsvanvid, og dog stod møblerne i flere af stuerne næsten altid dækket til tæpper for sol og støv. Woderichs havde et rigtigt stort elegant herreværelse med bibliotek, noget der dengang fandtes i bedre, herskabelige hjem. Det var for øvrigt et dejligt stort smukt værelse med mahognibogreoler på flere vægge fra gulv til loft med en udsøgt bogsamling. Her var fine gamle kobberstik, og møblerne var store dybe Chesterfield med mørkebrunt læderbetræk, en smuk stue med gedigne ting.
I en niche i reolen stod der en stor broncerytterstatue højt til vejrs på en marmorsokkel, en flot kopi af Coleonis berømte monument, der står i Venezia, ja, til dette kendte jeg intet, da det desværre ikke var emner, der blev kendt til i mit barndomshjem. Denne kolossale og meget tunge statue blev flyttet flere gange om året. Årsagen var rengøring, og dette arbejde var også mig. Først kunne man løfte rytteren af marmorsoklen med meget stor forsigtighed, og han var meget tung; så kunne man få armene rundt omkring marmorsoklen, og få den bakset væk, og den var også meget tung og besværlig. Og tænk om jeg havde tabt den, jeg tror næsten, at den var gået igennem gulvet. Da jeg efter læretiden for første gang i mit liv kom en tur til Venezia, var noget af det første jeg foretog mig at aflægge Coleonis rytterstatue et besøg, og flot det var den.
En anden vigtig beskæftigelse i min læretid var forretningens byærinder, og dem var der mange af, da kunderne dengang var meget forvænte, selv småting blev sendt langvejs, også varer i udvalg, der så blev til to gange samme sted. Vintertiden med dårligt vejr, søle og sjap, var bestemt ikke altid rart, men forår og sommertiden var til gengæld god, for herude i Hellerup og omegn var et dejligt sted, et smukt villakvarter med både skov og strand og en hyggelig havn, og i dette store område kom jeg næsten alle steder helt op nord for Tårbæk, så det var et dejligt frit sommerliv. Jeg husker, at jeg flere gange om sommeren, blev sendt afsted med et udvalg i badetøj til søpensionen Codan i Skovshoved. Herude boede flere velhavende mennesker, mest ældre, der her betalte et rekreationsophold, og når så vejret blev varmt og sommerligt, fik disse gentlemen lyst til et søbad, og pensionen havde egen søbadeanstalt. Dette fandt sted, før man byggede den nye Vandstrandvej, der blev ført uden om den gamle Skovshoved by på oppumpet sand ude i Øresund. Alle de gamle villaer, der lå direkte ud til Sundet, blandt andet badeanstalten, mistede således deres søbred. Imellem andre gode ture og ærinder var når jeg skulle ned til Palladium, Danmarks dengang største filmstudier, der lå nede ved Hellerup lystbådehavn, et dejligt sted, og her var der altid noget spændende at se på, store kulisser, ja, også hele store gadepartier var der bygget op. Det, jeg skulle ned med af varer, var altid noget, der skulle erstatte ødelagte beklædningsgenstande, og skulle derfor ligne de ødelagte mest muligt. To skuespillere hernede på Palladium, som jeg kendte fra de danske film, var den store Ib Schønberg og den lille Arthur Jensen, men her var altid morsomt at komme. Ærinder hen på Tuborg var også gode ture, for når jeg havde fået afleveret min pakke eller noget retur, blev der inviteret til at smage på bryggeriets produkter. Det var jo dejligt på en varm sommerdag, og dengang drak man i min alder naturligvis altid appelsinvand, aldrig øl.
Jeg husker, at jeg en sommerdag skulle skynde mig ud til den gamle restauration og sommerteater Ved Stalden i Charlottenlund med en skjorte i størrelse 48, en kæmpestørrelse, men det var også til en kæmpe, den store tykke, meget kendte slagerkomponist Henry Carlsen, også kaldet rædselskomponisten. At han snød Woderich for betalingen, var vist ikke noget særsyn for ham.
Mellem ærinder, der ikke vedkom min lære, og det var der meget af, var ret hyppige ture ud til fru Woderichs gamle mor, fru Neble, som boede på Frederiksberg. Også her var det mest flytning af tunge møbler, når damernes hyppige rengøringsanfald indfandt sig. Fru Neble var en fin, gammel, skrøbelig dame, der boede her i en kæmpestor, gammeldags lejlighed med en dejlig udsigt over Frederiksberg Have. Blandt de mere fast tilbagevendende gøremål var det job hver den sidste hverdag i måneden at blive sendt afsted med betaling af firmaets regninger. Dette job blev altid udført efter en ganske bestemt plan. Herr Woderich udskrev hver måned cirka 20-30 stykker checks til de firmaer, der skulle have betaling for leverede varer, hvorefter jeg lagde disse i rudekuverter. Derefter sorterede jeg dem i den rette rækkefølge til udbringning, for brevene blev nemlig afleveret direkte i firmaerne af mig. Måned efter måned kørte jeg disse ture på cykel, thi hos Woderich betalte vi bestemt ikke porto på den slags ting, det kunne spares. Køreturen blev skrevet op, for at få den bedste rute, så skulle man strege ud, hver gang et brev var afleveret. Det gav orden og system i tingene. At ringe hjem til mit firma var med i ritualet, og en nem måde for min chef til at kontrollere, at alt gik rigtigt til.
Imellem mine mange faste arbejder var der meget stor forskel. Det var mig, der huggede brænde og hver morgen i vinterhalvåret tændte op i kakkelovnen, og al rengøring i butikken og i baglokalet, kaldet kontoret, var mit job, kontorgulv og bagved diskene blev der vasket gulve, men foran diskene blev der fejet med savsmuld med olie, så gulvet kunne stå flot, blankt. Dette skete hver aften, når butikken lukkede: En løber blev rullet ud og en lille udstilling, som kunne ses udefra igennem butiksdøren, blev stillet op. Dørhåndtag, brevkasse og flere andre messingting blev pudset med Brasso hver eneste dag, så det altid stod nypudset. En lille erindring må lige med her på dette sted, når pudsningen omtales: Den lille, runde blikdåse med Brasso pudsecremen skulle man være meget forsigtig med, for der blev købt en dåse om måneden, datoen for købet blev ridset i malingen og kontrolleret, før en ny blev købt, og selvfølgelig skete det nogle gange, at man fik væltet dåsen uden skrueproppen var skruet på. Uha, uha, så måtte man selv af sin meget sparsomme pengebeholdning købe en ny Brasso, for at blive fri for en skideballe og en lang formaningstale om nutidens øderi og unge menneskers sløseri og manglende respekt for værdierne, en kedelig remse at høre på, som kunne undgås, hvis man ejede 85 øre til en ny Brasso. Rengøring af chefens bil var selvfølgelig også læredrengen faste arbejde, hver eneste lørdag hele året rundt. Dette job var, som alt andet udendørs arbejde, ganske rart i hele den lyse, lune sommertid, men kunne være ubehageligt i de kolde vintermåneder, arbejdstøj til den slags arbejde var der ikke, alt skulle klares i en gammel gul kittel, og min almindelige beklædning og fodtøj var desværre ikke noget varmt og solidt, det var der slet ikke til af en fattig lærlingeløn. Woderichs bil var efter datidens forhold en bedre bil end de fleste dengang, ikke en Ford eller Chevrolet, næ det var for almindeligt. Det var en amerikansk vogn af mærket Oakland, årgang 1929 med nummerpladenummer A 403.
Det var denne elegante vogn flere skiftende læredrenge havde gået og pudset og gnedet på, vasket og nusset om, flere timer hver uge, altid skulle Woderichs vogn stå så ren og blank.
I en handelslærlings læreår indgår som et naturligt led, også en treårig handelsskole, som var pligtig ifølge lærlingeloven. Men da det dengang i trediverne var meget vanskeligt at få en læreplads, snød mange chefer sig fra at skrive lærekontrakter, deriblandt også hos Woderich, som på denne måde snød sig fra betaling af lærlingens sygekasse og Købmandsskolen, et mægtigt lumpent træk hos en mand, der jo havde råd til at betale, meget sløjt. Så vi måtte selv udrede disse beløb, som helt udhulede den i forvejen meget beskedne lærlingeløn. Købmandsskolens undervisning foregik dengang om aftenen efter den normale arbejdsdag, hvilket gav nogle urimeligt lange dage, hvor de fleste af os elever var meget trætte og uoplagte, og derfor fik alt for lidt ud af skolen.

Arbejdstider
Lad os lige prøve at se på arbejdstidernes længde dengang i detailforretningerne. Da jeg kom i lære i 1934, kan jeg huske, at lørdagen dengang var ugens lange dag med åbningstid til klokken 21, og om fredagen holdt vi åbent til klokken 19. De øvrige dage lukkede butikkerne klokken 18, og alle dagene åbnede man klokken otte om morgenen. Der gik vist kun et halvt års tid, før en ny lukkelov ændrede lørdagslukningen til klokken 18, og derefter blev det fredagene, der blev ugens lan¬ge dag med åbning til klokken 20. Det var meget lange dage dengang, og dertil kom så Købmandsskolen i tre år med en årlig varighed på 9 måneder tre gange om ugen fra klokken 18:30 til klokken 21:30. Så hele vinteren kørte jeg hjemmefra, altid på cykel klokken syv om morgenen for at kunne nå ude fra Frederiksberg ved Søndermarken ud til Hellerup inden klokken otte. Så ugen så således ud: To gange om ugen dage kun til klokken 18, efter lukketid så lidt rengøring af forretningsgulvet foran diskene, så lidt varer pyntet op foran døren, så på cykel hjem. Med lidt held var der middagsmad cirka klokken 19:30. Der var så de tre dage, hvor jeg cyklede direkte fra forretningen til Købmandsskolen, og disse dage blev det så først til den sene middagsmad ved cirka titiden om aftenen. Så var der som fortalt fredagen med lukning klokken 20 med aftensmad tidligst ved nitiden. Så det var meget lange dage, og begrebet weekend var noget ganske ukendt, men det gjaldt næsten for alle samfundsgrupper. Lørdage var dengang en helt almindelig hverdag. Det skal også lige nævnes, de to søndage om året, hvor forretningerne holdt åbne fra klokken 16 til klokken 20. Det var den første søndag i maj og november. I julemåneden var der også to søndage med åbne butikker og en hel uge med åbent til klokken 20, men også alle hverdage, der faldt før en helligdag, for eksempel dagene før påske og pinse. Det var vores normale arbejdstider og blev selvfølgeligt ikke betalt hverken med penge eller andre fridage.

Fagskole
De første to år af undervisningen på Købmandsskolen, foregik for mit vedkommende, på min gamle skole på Østerbro, barndommens Holsteinsgades skole. Her havde vi timer i almindelig dansk og regning, men også fag som bogholderi blev vi indviet i, så var der kendskab og brug af en mængde formularer og dokumenter, hvilket jo var noget vi tit fik brug for i de kommende år, for eksempel ved fortoldning af udenlandske varer på toldstederne. Det sidste års undervisning foregik på Købmandsskolen inde på Nørre Vold, og omfattede næsten udelukkende undervisning i varekundskab, altså for mit vedkommende tekstiler. Det var faktisk spændende at lære, men jeg havde, som nogle andre på holdet, vanskeligheder med mange af disse uld-, bomulds- og hørlærredsstoffer, da vi ikke, som de elever, der var ansat i manufakturbutikkerne, kendte noget til disse mange metervarer fra den daglige handel i butikkerne.
Da jeg nu har fortalt om mine mange gøremål, her i denne lille herreekviperingsforretning i Hellerup, var det vel på sin plads, om jeg forsøgte at tegne et portræt af min lærechef. Herr Ludvig Woderich var en sær, sammensat personlighed. En person, som jeg senere i min tilværelse blev klar over, i disse år fik en større betydning på min udvikling, end jeg dengang havde ide om, de modtagelige år fra barn til voksen. I disse fire år er man kolossal påvirkelig af sine omgivelser, både de gode og de dårlige, og kommer man, nu som jeg, til dagligt igennem fire lange år, at være under påvirkning af en i mine øjne, så speciel mand, som herr Woderich, kan det vist ikke undgå at sætte sit præg på et modtageligt, yngre menneske.
Ja, hvordan var så denne mand, ja, måske ville jeg i dag meget bedre kunne forstå ham. Han var dengang en mand omkring de cirka 60 år, en både nydelig, høj, slank og præsentabel herre. Han var som omtalt gift med den sygelige, lille, sarte frue, og ægteskabet var barnløst, og jeg tror i dag, at det har været en medårsag, til hans opdragelse af sine lærlinge. Da han, som næsten alle dengang, var uddannet i blandet manufakturhandel, fik man mangt og meget at vide, om forskellige manufakturvarer, noget vi jo slet ikke handlede med, hvorimod herrelingeri og moderne småforretninger ikke interesserede ham særligt. Det nye for mig her i forretningen, var mest denne min chefs gammeldags leveregler, høje intellektuelle stade og hans enormt store viden om næsten alt, rejser, historie og geografi, om både gammel og ny litteratur og hans store viden og interesse for malerkunst, noget som for mig var et næsten ukendt land. Da Ludvig Woderich efter en beskeden barndom i Nakskov allerede i en yngre alder blev en særdeles velhavende mand, der kun havde beholdt denne lille forretning, for at få tiden til at gå med noget, der lignede et stykke arbejde, havde han jo haft mange år til kun at pleje sine personlige interesser. Han havde rejst meget i store dele af verden, nogle steder havde han boet i flere måneder, ja, hele år, og deraf kom nok hans gentagne spørgsmål til mig, om min fars sejlende ruter og fremmede lande og havne. Jeg må sige til hans ros, at han var særdeles ihærdig i sit forsøg på at bibringe mig lidt viden, lærdom og kultur og dannede omgangsformer. Men hvorfor strandede disse forsøg eller lykkedes tilsyneladende så ringe? I dag tror jeg, jeg kender noget til sandheden derom: Vi var for langt fra hinanden i forståelse og for langt fra hinanden i de sociale lag i samfundet. Woderich kunne ikke frigøre sig, eller ville ikke, fra den ophøjede chefstilling og den bedrevidende skolemestermåde han lærte fra sig på. Og det blev ikke lettere af, at han brugte så mange gammeldags og fremmede ord og sætninger, som jeg rent ud sagt næsten intet fattede af, og så stod jeg der og måbede. Og, ja, så gik samtalen jo helt i stå, og det at svare dumt og uvidende, det havde man da fået lært i skolen ikke at gøre. Så var det bare at tie stille og dukke sig. I dag ved jeg, og det har ikke lettet vore samtaler, at både ham og jeg har været ret lukkede personer, der ikke tillod fremmede at komme alt for nær, så faldt klappen i. Men også min store generthed og ulyksalige underlegenhedsfølelse blokerede total for et mere frit forhold. Denne mangel på tro på sig selv fik atter her et grundstød, en mangel som vel mere eller mindre blev livsvarigt.
Ludvig Woderich var, som fortalt meget gammeldags i hele sin livsindstilling, meget konservativ, og havde ikke meget tilovers for de fattige lag i samfundet, men mest nedsættende og hånende blev socialdemokraterne altid omtalt. Han var ganske sikker på, at al dårligdom og mangel på kultur og de meget slemme økonomiske forhold, der herskede dengang i trediverne, var de rødes skyld. Han omtalte altid styret i landet som et pampervælde, og et yndet udtryk var ”parolen fra Rømersgade”. Det var også et udtryk, jeg ikke forstod dengang, jeg havde jo set Rømersgade flere gange, og den lignede da ganske alle de andre gader i nabolaget, men senere forstod jeg hans replik, for det var jo i Rømersgade, at de første sociale fagforeninger holdt til, og parolen hentydede til, at det her gjaldt om at bruge de spidse albuer for at komme frem til de fede ben i fagforeningerne og i samfundet. Samme herr Woderich var også meget glad for det kvindelige køn og fik hver lørdag, når jeg var ude og vaske hans bil, besøg inde på sit lille private kontor, besøg af en gift Hellerupfrue, det havde vist været en flerårig forbindelse. Jeg husker en lille pudsig episode fra mine læreår: Woderichs kikken efter pigerne. Stående inde i butikken kunne han se ud igennem udstillingsvinduets glasbaggrund, det skulle se ud, som om det var vejret, der blev studeret, men det var de mange cyklende sommerpiger med flagrende skørter, der fangede hans nysgerrige blikke. Så tydeligt kan jeg se ham for mig i dag, den pæne ældre, noble herre med guldbrillerne på lur i sit skjul. Når han så opdagede, at vi andre skottede til ham, drejede han om på hælen, rystede let på hovedet og sagde: ”Ak ja, man skal ikke skue hunden på hårene, eller pigerne på lårene.”
I denne meget omtalte, lille forretning, var der foruden chefen, som kom i sin butik nogle timer hver formiddag og eftermiddag, og så min ringhed, altid ansat en ung ekspedient, en ung mand i midten af tyverne, og der blev foretrukket unge, der var blevet udlært i provinsen, og når så soldatertiden var overstået søgte ind mod hovedstaden. En sådan ung mand kunne man dengang få for cirka 175 kroner om måneden. To af disse ekspedienter, som hver var der i butikken i cirka små to år, lærte jeg derfor ganske godt at kende, navnlig fordi de var brødre. De hed Bernburg, to ganske flinke fyre, der dog var meget forskellige. Den ene af dem var udlært på Samsø, den anden hos Sillehoved i Holbæk. De var ud af en gammel, forhenværende velhavende, jødisk familie, og de var i alt 5 brødre, som alle var nogle store skørtejægere. Den ældste af dem, Teddy, var en meget dygtig og beleven mand, han var en dygtig skiltemaler og vinduesdekoratør. Han fortalte mig om et tremåneders dekorationskursus, han havde deltaget i nede i Berlin lige efter, at Hitler var kommet til magten i Tyskland. Han fortalte om de mange ødelagte jødiske butikker, de mange, mange slagsmål mellem nazister og kommunister, mest optaget var han naturligvis af de begyndende jødeforfølgelser, og var vist glad, da han atter satte benene i Danmark. Men det var spændende, at høre om ikke bare fra aviserne, men fra en, der selv havde set og oplevet det, uden at vi anede, hvad der senere skulle ske dernede af uhyggelige begivenheder. Da Teddy Bernburg i 1936 blev forlovet med ganske ung pige på sytten og et halvt år, gik han altid, når vi var alene i butikken, og fløjtede sommerens store landeplage fra Hornbæk Revyen: Vandet var femten, og luften var seksten, og pigen var sytten et halvt”. Han begyndte egen forretning ude på Fre¬derikssundsvej i Husum, og det var meget spændende for mig at blive spurgt til råds om den nye butik. Han fik samlet en kapital sammen på 14.000 kroner, og det slog til dengang. Jeg husker også, hvordan Bernburg fik samlet denne sum: Alle brødrene havde stående en sum penge i Overformynderiet, penge som deres bedstefader, der engang var havnefoged på de Dansk Vestindiske øer, Danmarks sidste kolonier, som blev solgt i 1917, havde anbragt til sine børnebørn.
Formuen efter denne bedstefar, havde oprindelig været meget betydelig, men pengene var oprindeligt anbragt i Landsmandsbanken, og blev ved denne banks store krak næsten tabt og det var denne rest, der nu blev forvaltet i Overformynderiet. Disse penge var båndlagt, og kun renterne måtte årligt udbetales til brødrene. Efter meget tovtrækkeri lykkedes det Bernburg at få denne efterhånden mindre sum penge udbetalt, hvorefter han tog ned til sin onkel, greve Schulien-Zeuthen, ejer af Tølløse slot, hvor han lånte 10.000 kroner rentefrit i ti år, og således fik han samlet sin start kapital. Bernburgs lille herreekviperings forretning, blev en god og veldrevet butik, som han havde i 6-7 år, da han under krigens begyndelse blev nervøs for, hvad tyskerne nu kunne finde på og som kunne ramme ham, som jo var af jødisk familier. De fleste af hans brødre, blandt andet den bro, jeg også kendte, blev dog her i landet under hele krigen, og der skete da heller ikke familien noget, men de fleste af familiemedlemmerne skiftede navnet Bernburg ud med det mere neutrale navn, Beltner.


TOP

frem til 9. april 1940, rejser, nimbus og mynsters magasin

Udlært og hvad så?
Efterhånden var min lange læretid nu ved at nærme sig sin afslutning. Jeg kunne nu se en ende på disse fire lange år i Hellerup. Lange, ja, og selvom disse år var gået så nogenlunde godt, havde det dog været en lang, halvtrist periode uden de store fornøjelser og fester, år uden ret meget fritid og altid med få eller ingen penge. I den sidste måned af min læretid, altså marts 38 blev jeg anbefalet til en ny stilling som ung, nyudlært ekspedient.
Det var i en større herreekviperingsforretning, som lå på Falkoner Alle 29 ude på Frederiksberg. Efter flere telefonopringninger lykkedes det mig endeligt at få en aftale i stand med indehaveren, og en dag i marts troppede jeg op i mit fineste puds, som såmænd ikke var noget særligt. Ægteparret Oscar og Karen Mynster-Petersen, sådan hed de mennesker, der ejede "Mynsters Magasin", og de beboede en større førstesalslejlighed, der bekvemt lå over forretningslokalerne. Det var her i privaten, en hyggelig lejlighed, meget smukt og kostbart indrettet, at jeg blev anbragt for at blive set an og vurderet og stillet de nødvendige spørgsmål om min fortid og min eventuelle fremtid.
De var et par overordentlige flinke og behagelige mennesker begge to. Der blev ikke denne aften indgået nogen fast aftale, men jeg skulle høre nærmere, hvilket jeg jo også gjorde, men efter den 31. marts da min læretid var slut, havde jeg pludselig en frihed, som jeg ikke havde kendt til, siden min skolegang begyndte, en herlig tanke. En tanke, der ikke lå mig så fjern, var at få en skibshyre på en stor båd, der gik på østen i et halv års tid. Det ville jo være en spændende oplevelse. Men at få en hyre var dengang, som så meget andet, noget der var svært at finde, da også mange andre unge mænd havde de samme ønsker og gode ideer som jeg.
Men jeg havde et lille forspring, fordi jeg kendte nogen, der kendte nogen. Den rigtige forklaring var jo, at min far og min farmor kendte en mand, der i sin ungdom havde boet til leje i min farmors lille lejlighed i Sankt Poulsgade, imedens han læste til styrmand. Han hed Stefani, og som navnet antyder, var han af italiensk afstamning. Han havde i en årrække sejlet som styrmand på de store kinesiske floder, men sad nu i en moden alder i en stor stilling, som skibsinspektør i dampskibsselskabet Orient, et underselskab af Ø. K. Det var en mand, min far ikke havde set i en menneskealder, og som jeg aldrig havde set for mine øjne, men en dag samlede mod til at prøve lykken her, skød hjertet op i livet, vandrede ind i den store, fornemme ejendom Ved Stranden, hvor rederiet havde til huse. Jeg fik foretræde hos herr Stefani, en flink og venlig mand, lille og tyk med et højt blodtryk. Han hørte venligt på mine ønsker og lovede at undersøge mulighederne for en sådan hyre, og ville så give mig en besked telefonisk.
Allerede nogle få dage efter samtalen, blev der ringet, og jeg blev tilbudt en hyre, afrejse otte dage senere, men det var en tur af cirka to års varighed. Der stod jeg i et dilemma: Skal/skal ikke. Det var svært, men det blev til et nej tak: To års varighed syntes jeg var for længe. Det var en af disse beslutninger, som når de træffes, har almindeligt dagligdagspræg, men som man senere kan se, at hvis en anden afgørelse var truffet, totalt kunne have ændret hele ens liv. Det er mærkeligt, men sådanne beslutninger kommer vi vist alle ud for, måske flere gange i vort liv.
I mit tilfælde, hvis jeg havde sagt ja til denne tur af to års varighed i marts 1938, var jeg, hvad jeg selvfølgelig ikke anede, ikke kommet tilbage inden Danmarks besættelse i april 1940, og så var der gået mindst fem år yderligere. Og de fleste af de danske handelsskibe sejlede i disse år i allieret krigstjeneste med alt hvad dette indebar af risiko. Så mit nej til turen fik en uoverskuelig betydning for min fremtid.

Maleri
Det er vist på sin plads herefter at omtale det almindelige hverdagsliv, som det formede sig i disse år af mit liv, altså i slutningen af trediverne. I disse år 1937-38 havde jeg en god og ret produktiv periode med at tegne og male. Tegne og male havde jeg vel altid gjort i det mindste så langt tilbage, som jeg kan huske. Nu var stilen blevet voksen, den børneprægede tid var ovre, emner og stil var blevet bevidst voksen og kritikken vågen over egne produkter. Nu vurderede og sammenlignede man sin egen formåen med, hvad andre kunne. Det er nok på dette stadium, at mange barnetegnere falder fra. Jeg var nu også begyndt at tage ud og tegne på stedet, hvilket, jeg opdagede, gav mere levende billeder.


Ole Clasen i Dragør


Jeg kan huske, at Dragør og navnlig Christianshavn var de foretrukne mål. Jeg fandt også frem til det gamle, bortgemte Sundby Vester, der dengang ikke var helt revet ned, men lå og gemte sig mellem nyere, høje ejendomme. Herude lavede jeg flere gode billeder; to af disse billeder har vi stadig i behold herhjemme. Det ene er fra, hvad der blev kaldt Dyvekes gård, der lå bag det gamle Røde Kros teater på Øresundsvej. Det andet er fra en lille, stille gade også herude fra Sundbyerne: Islands gade. Alle disse motiver er nu for længst borte, alt er revet ned, og store forstadsejendomme er bygget her, hvor disse gamle landsbyer i århundreder havde været rammen om generationers liv.


Ole Clasen: Parti fra Islandsgade, Sundbyvester, Amager, gouache, 1938



Ole Clasen: Dyvekes gård, Amager, gouache, 1938


Nu mere end 50 år efter billedernes tilblivelse, syntes jeg stadigvæk, at de er gode, og de har noget kvalitet i sig. Her tænker jeg ikke på, om det er kunst, det er jo noget, der er svært at afgøre, og som kunstner har jeg aldrig betragtet mig selv, dertil skal der vist en mere skabende sjæl til. I en af de første krigsvintre meldte jeg mig til et malerkursus inde i byen, hvor en rar maler ved navn Egebjerg, underviste en flok unge mennesker. Det var et udmærket kursus, hvor jeg søgte lidt lærdom om teknikken i oliebilleder, hvilket jeg ikke havde prøvet før. Tidligere var det med akvarel- og plakatfarver jeg dengang lavede mine billeder, men oliefarverne og denne teknik passede mig fint, og i de kommende år fik jeg da også malet en del.

Biograf
I disse år i slutningen af trediverne, var der selvfølgeligt også mere underholdningsprægede oplevelser, men de var sandelig ikke mange, hvilket havde to væsentlige årsager: Ikke megen fritid og endnu færre penge, det sætter jo en snæver grænse for morskaben.
Spejderlivet, som er omtalt andet sted, var selvfølgelig en meget væsentlig, ja, dominerende fritidsaktivitet, måske ikke just en underholdning. Næ, det var næsten udelukkende biografturene der var på tapetet i disse år. Der var ingen familietradition hos os for at gå i teatret, til koncerter eller på udstillinger, og som stor dreng eller purung mand finder man uden tilskyndelse vist sjældent på disse aktiviteter, nej, det var i biografen, vi fandt vores spændende underholdning, og jeg kan den dag i dag stadig huske mange gode oplevelser, her fra det hvide lærred. Længst tilbage var det de morsomme Fyrtårnet og Bivognen-film, vi børn morede os over. Det var jo stumfilm, og derfor noget alle kunne forstå. De film blev en verden¬succes. Vi så selvfølgelig også alle de morsomme amerikanske film: Alle Chaplins film, men også Harold Lloyd og Buster Keaton var sikre trækplastre. Noget specielt fra dengang var biografernes populære lørdagseftermiddagsforestillinger. Foran biograferne stod alle ungerne i lange køer for at slippe indenfor til denne spændende verden. Prisen var 35 ører, og så måtte man sidde over hele salen, hvor man ville. Spektaklet i salen var øredøvende, her lagde man ingen snærende bånd på sig selv, det var fuld udblæsning. Forestillingerne var ofte sat sammen af flere småfilm, og her indtog cowboyfilm med Tom Mix en sikker førsteplads, det var ulideligt spændende, overfald på både indianere, dampende prærietog og rumlende diligencer med skønne kvinder og læssevis af guldsmykker og penge i kassevis. Her var galoperende, flotte heste og et vildt skyderi, helte og skurkene blev fulgt med hylende tilråb. Som større børn på 12-13 år ændrede vor smag sig, og nu kom de udenlandske og snart også de danske film med lyd og tale, noget som gjorde et stort indtryk på alle. En af de første danske talefilm, der blev indspillet, husker jeg ganske tydeligt, det var Præsten fra Vejlby, en filmatisering af bogen af samme navn, en virkelig grum beretning, genfortalt af Steensen Blicher, en meget dramatisk historie, hvor man til slut ser præsten blive halshugget, for mordet på sin forkarl. En anden, og helt anderledes dansk film fra midten af trediverne, var "Barken Margrethe" en af dansk films største træffere, et rigtigt dansk lystspil med mange indlagte sange, som kan høres den dag i dag. Vi er ombord på det flotte sejlskib med et væld af de kendteste og populæreste kunstnere fra denne periode med den festlige Ib Schønberg som skibskok i spidsen.
Der var i disse år et væld af danske lystspil med et utal af danske skuespillere, jo det var virkelig store tider for biograferne med udsolgte huse og lange køer foran billetlugerne. Der kom også mange tyske film til landet med store, kendte navne, for eksempel Den blå Engel. Mange kendte melodier stammer fra disse film og er blevet evergreens i dag. Fra Amerika kom der et utal af store, flotte lystspilfilm med de store verdensstjerner på lærredet, film der trak store menneskemængder til biograferne over hele Jorden, det var Hollywoods store dage. Af film fra disse år, som jeg i dag husker lyslevende og som var gigantiske succeser, var Fred Astaire og Ginger Rogers´ dansefilm, film som var ødsel flotte med musik af de berømteste komponister, blandt andet Irwing Berlin. Også fra disse film spilles stadigvæk de iørefaldende melodier for eksempel fra Flåden danser og Top Hat og mange andre.
I midten af trediverne dukkede der et nyt navn op, som skulle blive et verdensnavn, et geni med store tegneevner og en levende fantasi: Walt Disney hvis fantasifulde tegnefilm stadig vises både i biograferne og på tv. Jeg tror, at næsten alle nikker genkendende til de kendte figurer, der befolkede disse geniale film, mange bygget over Grimms berømte eventyr, for eksempel Askepot, Snehvide og de syv dværge. Det var en moderne form, en ny måde at fortælle et eventyr på. Ja, biograferne blev det sted, hvor vi ofte kom i vores fritid, det var jo før fjernsynet kom ind i alle hjem, og selvom betalinger ofte var svær at fremskaffe, lykkedes det da at skaffe de 70 øre til de billigste pladser, 1,05 krone til de bedre pladser eller de lidt dyrere priser inde i strøgbiograferne.

Mynsters Magasin
Men nu tilbage til de mere konkrete begivenheder, der nu skete i det tidlige forår 1938. Jeg blev ringet op en tidlig martsdag af "Mynsters Magasin", hvor jeg jo havde forhandlet om en ny stilling, og nu kom aftalen i stand. Jeg skulle påbegynde stillingen den 1. maj 1938. Det var en søndag med en begyndelsesløn på 150 kroner om måneden, en dengang ganske almindelig månedsløn for en nyudlært, og var jo også et stort spring op fra min daværende lærlingeløn, der var på 35 kroner.


Falkoner Alle, Frederiksberg. Mynsters Magasin ligger til venstre for cafeen på hjørnet. Tegning af Ole Clasen  efter hukommelsen.


Terningerne var kastet, og det skulle blive til en god periode af mit liv, en periode, hvor meget lagde sig til rette, som skulle komme til at præge resten af min tilværelse. Men det anede jo ingen dengang, for eksempel at min ansættelse her skulle blive på mere end tolv år, skulle strække sig frem over alle krigsårene og den urolige efterkrigstid.
Årsagen til at jeg fik denne ekspedientstilling var for indehaveren såmænd trist nok. Efter mange gode år i denne forretning, hvor der havde været endda store indtægter, men også med et alt for stort privatforbrug, kom der i begyndelsen af trediverne, som overalt i samfundet, økonomiske nedgangstider, der ramte mange hårdt. Heriblandt også denne butik med det resultat at Mynsters Magasin i 1937 måtte standse sine betalinger og gå konkurs. Han fik dog reddet skindet på næsen og kunne efter en omlægning af driften og med en kraftig neddæmpning af privatforbruget fortsætte forretningen. I forretningen havde der igennem seksten år været ansat en ekspedient, en flink og rar mand, som nu efter konkursen var blevet for dyr i løn, og som konkursbehandlingen forlangte blev fyret, og derfor blev der nu i begyndelsen af 1938, brug for en nyudlært, billige arbejdskraft, og det blev altså min chance. Den enes død bliver den andens brød.
Det blev som tidligere omtalt til en periode på over tolv år, der først sluttede i efteråret 1950. Når jeg nu her vil fortælle lidt om min nye chef, kunne man måske sige, som Osvald Helmuth mange år senere sang i en vise: " Hvad rager den Nielsen mig”. Men sagen var jo, at jeg fik så meget at gøre med denne chef og hans kone Karen, der jo er min kones kusine.
Mynster-Petersen var født i Slagelse, hvor hans far var tobaksspindemester på Langes Tobaksfabrik. I familien var der tre piger og tre drenge, der på en nær, alle havnede i København. Mynster-Petersen fik allerede som ganske ung mand sin egen forretning i 1912, beliggende dengang langt uden for byen på Falkoner Alle, der dengang end ikke var brolagt, og hvor bommene gik ned for trafikken, når togene krydsede gaden.
Den yngste af drengene i denne familie, blev udlært som buntmager. Han drev det ikke til noget, men blev det man i dag vil kalde en social taber, der efterhånden gik helt i hunne.
Den ældste af disse drenge hed Michael Berg Petersen, en mand det skulle gå særdeles godt økonomisk for. Han var udlært som bager, og også han drog til København som nyudlært, hvor han for lidt sammensparede penge startede sin egen butik i et folkerigt kvarter ude på Amager. Ved et utroligt slid, dygtighed og et meget spartansk liv forsøgte han her at nå sit mål, at blive økonomisk uafhængig og millionær, før han fyldte de 40 år, et mål han også nåede. Så lagde bageren sin livsstil helt om, forretningen i det fattige kvarter blev solgt, for nu ønskede han sig en fin forretning, på et fint strøg, det skulle være hans visitkort udadtil. Han fandt nogle smukke lokaler, der engang havde huset en krakket bank. Her var der omskabt til et finere konditori med servering, forretningen hed Tivoli Konditoriet. Restauratøren var nemlig også ejer af det dengang nye konditori af samme navn i Tivoli, og da denne var en sommerforretning, havde han startet den anden ude i Frederiksberg Alle som en vinterbeskæftigelse. Men det viste sig snart, at konditoriet inde i Tivoli var en ren guldgrube, det er den vist stadig, hvorfor han solgte den frederiksbergske forretning til Michael Berg-Petersen, som dog kun skulle få ti år her, da han døde, kun 51 år gammel. Han efterlod sig en efter datidens forhold kæmpe formue, som blev delt mellem hans søskende, da han døde ugift og uden børn. Jeg har taget alt dette med om konditoren, fordi hans efterladte værdier, hvoraf en femtedel, og ikke den dårligste, blev arvet af min nye chef, og dermed totalt rettede hans vaklende økonomi op, og vel blev årsagen til at herreekviperingsforretningen kunne fortsætte mange år endnu. Så den store arv fik måske for mig den betydning, at min arbejdsplads ikke forsvandt. Alt dette skete i det tidligste forår 1938, men der gik lang tid inden alt vedrørende arveforholdene faldt på plads blandt andet fordi skattevæsenet samtidigt fandt ud af, at store og mangeårige snyderier havde fundet sted.
Foruden en stor kontant sum, mange smukke møbler, malerier, smykker og kongeligt porcelæn, omfattede arven også en næsten ny, elegant amerikansk vogn, og ikke at forglemme arvede Mynster-Petersen Tivoli konditoriet, med alt, hvad dertil hørte. Det skulle siden vise sig, hvad ingen på dette tidspunkt kunne ane, at dette konditori under hele krigen blev en helt lille guldgrube. Resultatet af disse ændringer hos Mynster-Petersen bevirke ret store forandringer i min dagligdag. Således deltog chefen nu næsten ikke mere i herreforretningen, det var kun når der blev købt større partier varer fra udenlandske huse at han deltog, og dette medførte, at jeg meget hurtigt blev den, der havde med de fleste funktioner at gøre, og fik lov til at arbejde meget frit og selvstændigt, trods mine kun 20 år.

På session
I det kommende efterår skulle jeg i lighed med tusinder af andre unge mænd, der det år fyldte 20 år, på session, hvilket for mig foregik på Gimle på Grundtvigsvej. I et kort stykke tid cirka et år havde jeg af forfængelighed gået uden briller, som jo eller havde fulgt mig troligt fra treårs alderen, så jeg stillede uden tanker om briller på sessionen, hvor lægen selvfølgelig lagde sin hånd over mit bedst seende øje, og bad mig læse den tredje linie på den store tavle. Da det viste sig, at jeg ikke engang kunne læse de allerstørste bogstaver, blev jeg beordret til at stille igen om tre dage medbringende en lægeattest fra en øjenlæge. Et par måneder senere fik jeg en militær indkaldelse, men på grund af min øjenskade og med henvisning til mit erhverv skulle jeg gøre tjeneste på Militærdepotet i Rigensgade. Puha, det lød ikke spændende, det var vist noget med at lægge mølkugler i lommerne på de gamle soldateruniformer. Det havde ikke meget med rigtigt soldaterliv at gøre og var vist bare at spilde halvandet år af sin ungdom uden løn. Det måtte der gøres noget ved. Jeg opsøgte et kontor nede i Kastellet, hvor jeg fik et skema, der skulle indsendes udfyldt til en kassationsdomstol med ønsket om fritagelse.
Kort tid derefter blev jeg anmodet om at stille, først hos en øjenlæge på Militærhospitalet, og derefter faldt afgørelsen ved denne militære ret.
Denne øjenlæge, en professor, jeg ikke mere husker navnet på, forbavsede mig meget ved efter at have kigget ind i øjet, kunne fortælle, at der i cirka treårs alderen var blevet slået med en tung genstand på øjet, hvorved synsnerven var blevet forskubbet. Derfor kunne mine øjne ikke arbejde sammen. Det kunne der eventuelt gøres noget ved, hvis det raske øje skulle komme ud for sygdom eller en ulykke.
Efter dette besøg sad jeg en kort tid og ventede spændt på afgørelsen, og snart blev mit navn råbt op, og et par dobbelte døre blev åbnet, og her nåede jeg lige at se ind i et stort lokale: Om et stort, rundt bord sad en cirka tyve hvidklædte læger, en kassationsret, der skulle afgøre min videre militære løbebane. Jeg nåede aldrig over dørtrinnet, da der fra salen blev råbt: ”Kasseret”. Så hermed sluttede militærkarrieren, før den var begyndt. Det skal her siges, at jeg ikke var ked af det, hvis jeg var blevet indkaldt til rigtig soldatertjeneste, den var helt ok, men spilde sin tid på et militærdepot, det var jo nonsens.

Her kommer et afsnit i mine skriverier, som burde være kommet før, det nys fortalte, derfor er vi igen i marts 1938.

På rejse alene i Italien
Da min læretid som omtalt sluttede den 31. marts 1938, og mit nye job, var aftalt til at begynde den 1. maj, stod jeg pludseligt med en hel måneds ferie foran mig, så rige muligheder stod nu åbne for noget spændende. Alle yngre mennesker har vel haft store drømme om at foretage lange, farlige rejser til de fjerneste egne af jordkloden, ja, til at se hele denne verden, Den slags bliver jo for de fleste kun en tur i fantasiens verden. Men nu åbnede der sig en mulighed og med min medfødte rejselyst var der ingen tvivl om, at en rejse skulle det være, men samtidig meldte de praktiske vanskeligheder sig, og det vanskeligste problem var som altid penge, ja, altid var det pengene, mest dem man ikke havde. Men dog lykkedes det også med pengene. Jeg havde selv sparet en lille smule sammen, det lykkedes også at få solgt et par akvareller, og med et lille tilskud fra både min farmor og min far, fik jeg samlet den pæne sum af 300 kroner sammen, og så havde jeg endda også købt et nyt fotoapparat, et fint moderne Kodak til 38 kroner og et par nye gode skistøvler, som var gode til lange traveture. Altså 300 kroner på lommen og en hel måneds ferie, og hvad så, det var sagen? Som for så mange andre nordboer igennem tiderne faldt mit valg hurtigt på en tur til Italien.
Nu fik jeg pludseligt travlt med at fremskaffe rejsebrochurer og mange andre oplysninger var nu nødvendige, da mit kendskab til Italien ikke var meget bedre end min skolelærdom. Rejsemåden var hurtig klar, det skulle være med tog, hvad ellers? Dengang fandtes der jo ingen charterrejser hverken med fly eller bus. Det var en spændende tid med mange overvejelser og planlægninger,. Det var dengang lidt af et særsyn at rejse så langt for et så ungt menneske, det er måske lidt vanskeligt i dag at forstå, med de utallige rejsemuligheder til alle befolkningsgrupper har. Dengang var det kun en lille, velhavende del af danskere, der kom ud på sådan en rejse, ja, selv indenfor landets grænser var rejser kun forbeholdt de få, pengene var små, og man må også huske på, at det først var i midten af trediverne at der kom en ferielov, der gav alle ret til en betalt fjorten dages ferie.
Jamen, folk foretog sig da noget i deres fritid om sommeren? Det gjorde de da også, de fleste unge cyklede i tusindvis ud til skov og strand med den medbragte madpakke og ter¬mokanden, andre tusinde tog ud i haverne, både dem, der selv ejede en sådan og alle de andre, der kom cyklende på besøg. Og det var ikke kun ud i de mange kolonihaver, det var også ud til de mange haver, der dengang lå i de kommende villakvarterer; grunde mange købte med håb om senere at få bygget sig et lille hus til helårsbolig. Men en del rejste dog også ud på ferier, ikke med bil eller fly, nej det var med tog, man rejste. Tusinder af københavnere havde familie ude i provinsen, og det var målet for ferien, så var det jo kun togrejsen, man skulle spare sammen til. Men det vi i dag forstår ved rigtige rejser, var så småt ved at komme i gang: Mange rejste med toget afsted til de kendte badesteder, hvor man kunne bo i pensionater. Fik man fuld kost, betalte man mellem 3,50 kroner og 5 kroner pr. dag. En i disse år meget populær ferierejse var turen til Bornholm, men dette yndede feriemål havde sine vanskeligheder både med at få pensionspladser, men også dampskibsbilletten var svær at få fat i højsæsonen. En del mere eventyrlystne, unge mennesker drog afsted på cykler til det sydlige udland, nemlig på en Harzenrejse. Billigst var turen til søs fra Frihavnen kunne man på en nat nå helt frem til Stettin for en femmer. Så cyklede man nedover Berlin til Harzen. Hernede var det fremmedartet, og det var for de fleste danskere det første møde med rigtige bjerge. Overnatningerne blev klaret på de populære tyske vandrerhjem, og sådan en tur kunne klares for under 100 kroner. Set på denne baggrund forstår man måske bedre, at en så lang tur ned igennem Italien dengang ikke var hverdags kost.

                 
Togbilletter gemt i scapbog

Min turs overnatningsproblemer var også til at løse: På ned- og hjemturen igennem Tyskland og Østrig skulle jeg bruge vandrerhjemmene, hvor man foruden et billigt logi også de fleste steder kunne spise meget billigt. I Italien, hvor begrebet vandrerhjem var ganske ukendt, kunne man dog også overnatte billigt: Man kunne i Det italienske Rejsekontor her i byen købe hotelkuponer, med hvilke der så på forhånd var betalt for hotelophold. Der kunne vælges mellem forskellige prisklasser, og jeg købte til den næstbilligste gruppe. Prisen var for et natteophold med morgenmad samt et hovedmåltid 3,25 kroner, og så var det en dejlig nem måde at ordne betalingen på.
Jernbanebilletten, der skulle købe her, var til hele strækningen, og her var der både i Tyskland og Italien nogle kæmperabatter, når billetten startede fra grænsen og tilbage til grænsen. På billetten til den tyske del af rejsen var der en rabat på 60% og på den italienske del var rabatten hele 80%. Uden at kunne huske hele rejsens pris helt nøjagtig, ved jeg, at hele turen fra København og til Napoli og retur kostede under hundrede kroner, hvilket selv med datidens penge forhold var meget billigt.
Et lille åbent problem var turen igennem Østrig. Min rejsemåned var jo april 1938, og tyskernes indmarch i landet fandt jo sted kort forinden, og meget i landet var stadig i kaos, så ingen turde love noget om rejseforholdene langt mindre sælge billetter i forvejen. Dette problem måtte løses undervejs, og blev det jo også.
For at kunne rejse så bekvemt som muligt, tog jeg min spejderrygsæk og sovepose med, så var bagageproblemet løst. Nye, solide vandrestøvler havde jeg købt med stærke, grønne bjørnelædersåler, de skulle gerne kunne holde til hele turen. En lille pose fik jeg syet, til at gemme mine penge i, blandt andet de ret mange store, tyske sølvfemmarkstykker. De kunne nemlig købes billigt i bankerne uden for rejsesæsonen til en billigere markkurs, og alt skulle jo tages med i beregningerne, så pengene kunne slå til, forhåbentlig da, for et var sikkert: Der skulle spares for at få det hele til at løbe rundt.
Nu var efterhånden alt klart, nyt pas var i orden, og der var meldt til lægdsmanden, at undertegnede forlod kongeriget i cirka en måned. Billetten var købt og i orden, penge vekslet og hotelkuponerne fremskaffet, ja, nu var alt ok, så nu skulle så det store eventyr begynde: Afsted helt alene ud i den store og allerede dengang meget urolige verdensdel. Det at fortælle om den specielle sindsstemning, før en sådan rejse tager sin begyndelse, tør jeg slet ikke vove, dertil er stemningen alt for uvirkelig: En blanding af glade forventninger og måske også ubevidst urolighed for, at noget uforudset i sidste øjeblik kunne vælte mine planer.

Afrejse
Jeg afsluttede fredag aften klokken 20 den 31. marts 1938 min læretid hos Ludwig Woderich uden nogen form for festlighed eller særlig markering af dagen, derimod skyndte jeg mig hjem for at nå at få lidt at spise, blive klædt om, og samlet alle mine ejendele, som lå klar til rejsen, og klokken 23 nåede jeg så ind på Hovedbanegården, og fandt en god plads i Berlinerekspressen, og klokken 23:30 rullede jeg endelig afsted sydpå.
I kupeen var der foruden mig tre andre unge mænd, og jeg kan huske at pas- og politikontrollen, som fandt sted i toget på vej mod Gedser, så helt nye ud. Det var betjentenes uniformer, som havde fået et nyt, moderne snit, for denne nat startede et nyt begreb: Danmark indførte nu et Rigspoliti til afløsning af de dengang eksisterende kommunale politikorps. Betjentene formanede os unge mænd at passe omhyggeligt på vore danske pas, da de var i høj kurs ude i Europa, hvor mange politiske flygtninge ville betale mange penge for et dansk pas.
Østersøen krydsede vi i nattens mulm og mørke, og inden vi nåede frem til Warnemünde, skulle der stemples i vores pas hvor meget fremmed valuta, vi indførte i Tyskland, for igen at kunne udføre disse penge. Klokken otte om morgenen rullede vi ind på Stettiner Bahnhof, hvor alle, ligesom jeg, måtte skifte tog for at komme sydpå, da Berlin ikke som København havde en centralbanegård. Men efter en sporvognstur gennem Berlin kunne man cirka en time senere fortsætte fra Anhalter Bahnhof sydpå. Det nu meget lange tog med to lokomotiver for kørte direkte til München, min første dags rejsemål. Det var en lang køretur på 700 kilometer, som jo også varede hele dagen, men der var selvfølgelig nogle pauser undervejs, når større byer passeredes. Jeg kan huske en lille sjov episode, som netop fandt sted på banegården i Hof. Jeg havde undervejs spist min madpakke medbragt hjemmefra; dagens endnu eneste måltid, og var blevet meget tørstig. På perronerne i Hof kørte flere mænd rundt med de sædvanlige små vogne, med salg af forskellige spise- og drikkevarer. Her fik jeg øje på en sælger med hele vognen fuld af hvide papbægre med et hvidt indhold. Ah, et dejligt bæger kold mælk ville smage godt, men til min store overraskelse var det pilsnerøl med skum, så jeg drak mit første glas øl i byen Hof. Men hvor det svalede dejligt.
På denne dagslange togrejse oplevede jeg, hvor venlige og hjælpsomme rejsende tyskere kan være. I de fyldte kupeer og gange hjalp man hinanden, kufferter og pakker blev losset ud og ind af kupevinduerne, man tilbød hinanden at låne både blade og aviser, og delte ud af både frugt og bolcher til sine medpassagerer. Endeligt ved sekstiden om aftenen ankom jeg til München, hvor min plan var et par dages ophold.

München
Ude foran hovedbanegården var en større menneskemængde samlet, i en noget forventningsfuld stemning, ikke for at modtage mig, her var blandt andet mange SA-folk i brunt og mange af de grønne soldater, og en lille gruppe kom hen til mig og fortalte, at måske kom Hitler forbi, da han skulle tale ved et massemøde samme aften, og opfordrede mig til at gå med. Da jeg afslog dette tilbud, troede de vist, at denne mærkelige udlænding måske slet ikke viste, hvem Hitler var, hvortil jeg kunne fortælle dem, på mit mangelfulde tysk, at jeg flere gange havde talt med Hitler i telefonen, hvilket vakte enorm jubel, men hvad, man kan da let tage fejl af nogle tyske gloser.
Jeg fandt hurtigt med sporvognen ud til Røde Kors pladsen, hvor det store vandrerhjem lå, et kolossalt stort sted med flere hundrede gæster, men et udmærket sted, hvor man også kunne spise til en meget rimelig pris. Alt her på vandrerhjemmet var indrettet med militærisk orden og tysk grundighed, hvilket godt kunne skabe visse problemer. For eksempel skulle man først indskrive sig i en ankomstprotokol, der rummede flere spørgsmål, og det var meget vigtigt at alle rubrikkerne blev udfyldt, men alt var sat med gotisk, og alle de tyske gæster havde skrevet med det gotiske alfabet, og som uvidende udi gotisk var der ingen hjælp at hente, ved at se efter hvad de andre havde prentet. Prislisten med de forskellige madretter, der kunne købes her, var også skrevet med gotisk, som åbenbart endnu var meget benyttet hernede, så det gav også nogle vanskeligheder. I den store spisesal ved en luge sad Herbergsvater, selvfølgelig i en brun SA-uniform. Til ham skulle man afgive sine bestillinger, for eksempel kaffe te, brød, æg, marmelade eller eventuelt en lun ret, og det skulle helst gå hurtigt og på klingende tysk, da der altid var en lang kø. Så slog han det hele op på sit store kasseapparat, man betalte og med kassestrimlen fik man så ved forskellige luger det ønskede udleveret, det var faktisk en for løber for det senere så kendte cafeteriasystem.
München var en interessant by at besøge, og vejret var behageligt her først i april. Det var jo mest de traditionelle seværdigheder jeg gik efter: Den store, imponerende Mariekirke, hvor jeg vandrede til vejrs, helt op i et af de kuplede tårne, hvorfra man kunne ane Alperne i det fjerne, det var det smukke gamle rådhus på den smukke plads, det var hele den gamle, smukke bydel med de mange, gamle borgerhuse fra Middelalderen, der var målet for en førstegangsturist. Men der var også noget nyt, som sprang i øjnene, noget man ikke anede, der skulle varsle ilde om fremtiden: Det var de mange ødelagte jødiske butikker, overmalede husfacader med antijødiske slagord og jødestjerner, og de mange småforretninger med skiltet i døren, at her handler man ikke med jøder, og de mange steder, hvor jøder var forbudt adgang, og bænke i parkerne, hvor jøder ikke måtte sidde. Som fremmed kiggede man nysgerrigt på alt dette, fattede selvfølgeligt ikke, at alt dette var kun begyndelsen til de kommende års tragedier mod det jødiske folk næsten overalt i Europa. Hernede i Bayern, opdagede man hurtigt, var i fuld gang med propagandatrommerne, men alt dette kom alligevel helt bag på en, selvom det ofte var blevet omtalt i danske aviser. Det var forberedelserne til et kommende valg i hele Tyskland og det nu besatte Østrig, derfor alle plakaterne med teksten "Et folk, et rige, en fører". Jo, der var damp under propagandakedlerne.


Alpeparti udført i plakatfarve, fra Ole Clasens fotoalbum fra turen


Ude på vandrerhjemmet fik jeg selvfølgelig mangen en sludder med andre unge mennesker, så godt mit tyske nu tillod og her iblandt traf jeg en ung tysker fra Bremen. Han var ligesom jeg efter endt læretid, han var buntmager, på en tur ned til Italien, hvor han skulle besøge noget familie. Han gjorde bare hele denne lange tur på cykel, og fik meget dårligt vejr undervejs. Jeg har mange gange senere hen tænkt på denne flinke, unge fyr, hvordan mon det er gået ham? Vi var lige gamle, men han skulle, når han kom hjem fra denne udenlandsrejse, hjem til militærtjeneste, først et år som arbejdssoldat og derefter skulle han være marinesoldat i to år, og vi var uden at ane det meget tæt på den kommende nye verdenskrig. Da vi begge to havde planlagt at næste mål sydpå skulle være Garmisch Partenkirchen, aftalte vi at se efter hinanden dernede,

Garmisch Partenkirchen
Han skulle jo cykle de 125 kilometer, jeg kunne tage med toget. Med lidt held mødtes vi igen på det lille, men meget hyggelige vandrerhjem, der lå et godt stykke oppe i bjergene, det var simpelthen det allersidste hus, hvor vejen endte og blev til en sti, der førte højere op i bjergene. Vi var kun fem unge mænd, der boede heroppe. Her var rart og familiært, vi købte lidt mad hos de lokale handlende og kunne i det store, lune køkken tilberede vore måltider i al beskedenhed. De unge tyskere var meget beskedne i deres fordringer til mad: Jeg kan tydeligt huske den unge mand fra Bremen, han drak bouillon i stedet for kaffe eller te. Han kom den lille terning fra sølvpapiret over i et dampende krus vand, pirkede så lidt rundt med terningen, hvorefter han skyndsomt fiskede den op igen og pakkede den i sølvpapiret. Jeg så den samme bouillonterning blive brugt adskillige gange i de kommende dage, før den var helt slidt op. Man var meget sparsommelige i Tyskland dengang.
Sovesalen på vandrerhjemmet lå øverst oppe på første etage, og her var iskold og uisoleret. Jeg tror, at man havde kunnet se både måne og stjerne igennem tagets sprækker, hvis ikke et lag sne havde dækket for den værste træk. Gudskelov var der et væld af tæpper, tynde bomulds- ganske vist, men med et tykt lag gik det an. Om morgenen vaskede man sig i den rivende bæk, der løb langs vejen, det var næsten som at være viking, da kanterne langs vandet var belagt med klar, ny is. Jeg fik set mig om i denne kønne bjergby. Her var mange kønne tyrolerhuse bemalet med religiøse motiver, og her klarede man sig stadigt med studespand for vognene. Vi var også nogle stykker afsted op i bjergene.


I Garmisch-Partenkirchen, foto fra Ole Clasens fotoalbum fra turen


Det var både smukt og spændende, men at turen ikke blev så lang, da ingen af os havde det rigtige udstyr, og stierne heroppe var meget glatte, da det vekslede mellem tø og frost. Et stort ønske var at komme en tur op på Tysklands højeste bjergtinde, Zugspitze, 3.000 meter højt med både bjerg- og svævebane, men det var desværre alt for dyrt, ærgerligt nok. En aften var jeg for første gang i mit liv med på værtshus, et lille rart sted, det var jo en tradition tyskerne slet ikke kunne undvære. Her fik vi et glas, velskænket fadøl og kunne sidde i ro og læse i aviserne, der var monteret på sorte træstokke. Min afrejse fra Partenkirchen foregik med tog, min billet gjaldt jo til grænsebyen Mittenwald.


Mittenwald, foto fra Ole Clasens fotoalbum fra turen


På denne station stod et stort, tysk militærorkester for at give et langt tog med italienske arbejdere et velkomsttrut, de var på vej til den tyske industri nordpå. Da jeg som omtalt ikke havde togbillet til kørsel i Østrig, hankede jeg nu op i min rygsæk og pakkenelliker, og begav mig afsted de cirka 30 kilometer til Innsbruch, det var en meget smuk travetur, hvor man kom igennem mange smukke, gamle småbyer, den ene næsten kønnere end den anden. Jeg havde vel gået et par timers tid, da en tysk bilist stoppede og tilbød mig kørelejlighed. Det var jeg selvfølgelig glad for, han skulle også til Innsbruch. På vandrerhjemmet i denne by, for øvrigt et slemt forsømt og nusset sted, mødtes jeg igen med tyskeren fra Bremen, og vi tilbragte et par dage sammen i denne smukke by. Noget af det første jeg bestemt skulle se var den brede hovedgade, Maria Theresienstrasse. Jeg kunne nemlig så tydeligt huske, at skolelærer Ohlson fra Holsteinsgades skole engang i en time viste os drenge en serie lysbilleder fra en af sine mange rejser. Deriblandt var der et flot foto, der åbenbart har betaget mig meget, nemlig Maria Theresienstrasse med madonna søjlen i gademidten og de skyhøje snedækkede bjergtinder i baggrunden. Dette motiv måtte jeg straks se med egne øjne, om det var lige så smukt som billedet, og det var det.


Maria Theresienstrasse i Innsbruch, foto fra Ole Clasens fotoalbum fra turen


Tyskeren var kendt med byen og dens seværdigheder, så alt blev nøje studeret med tysk grundighed. En lille detalje fra tiden her i april 1938, hvor tyskernes besættelse af Østrig var af så ny dato, var de mange mindekranse og blomster, der var anbragt på fortovene på de steder, hvor en tysk soldat eller en østrigsk nazist havde mistet livet under den tyske indrykning. På disse steder stod der to soldater på vagt, fuldt bevæbnede med sænkede hagekorsflag. Tyskeren fra Bremen anbefalede, at vi på disse steder gik over på det andet fortov, da det måske blev taget som en provokation at passere uden nazihilsen, altså strakt højre arm, en handling som måske kunne få uoverskuelige følger.
Da jeg forlod Innsbruch var det også et farvel for stedse til tyskeren fra Bremen, han skulle på cykel afsted mod den italienske havneby Genua, og jeg skulle efter mine planer med toget oppe fra Brennerpasset med næste ophold i Venezia. Traveturen op mod Brennerpasset, en tur på cirka 25-30 kilometer var meget smuk. Men atter var jeg heldig at blive tilbudt gratis køretur med en stor, lokal lastbil, og her var jeg endog så heldig at blive inviteret på kaffe og brød; der var sandelig mange flinke folk på disse kanter. Vel ankommet til den italienske grænse oppe i Brennerpasset havde jeg nu bare at vente på et tog mod Venezia. Nu havde jeg jo igen billetter til kørslen sydover. Ved tre-firetiden om eftermiddagen rullede jeg så ind på Venezias gamle banegård, og nu var spændingen og forventningerne store, nu var jeg jo kommet til en af denne verdens mest interessante, gamle byer. Ned igennem banegårdshallen stod en lang række højtråbende hotelkarle, der skulle tage sig af hotelgæsternes bagage, samt forsøge at skaffe nye kunder til deres hoteller. Og så jeg blev antastet af en lidt ældre mand, og da jeg fik indtryk af prisen på hans albergo, fulgte jeg ham med ned i en lille sidegade nær banegården. Her lå et mindre, gammeldags hotel med det flotte navn Dolomitto. Det viste sig at være udmærket, og prisrnæssigt passede det til min hotelbon, men meget mere kom de ikke til at tjene på mig, og da jeg ikke havde penge til hverken øl eller vin, men var meget tørstig, kom jeg til at drikke det meste af vandet, der stod på nabobordene.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Jeg havde nogle spændende gode dage her i denne ejendommelige by. Her kunne man vandre rundt uden risiko for at blive kørt ned. Og så alle disse små broer, man ustandselig måtte passere, de smalle gader, og de mange kønne, små torvepladser, det var ganske bestemt en meget køn og charmerende by. Der var selvfølgelig alle de trestjernede seværdigheder, der skulle ses og opleves, og så var der en oplevelse, jeg endelig ikke måtte glemme: Det var den store rytterstatue af Colleoni, der var gemt væk på et mindre kendt torv. Den måtte jeg se, ikke alene fordi den regnes blandt verdens bedste rytterstatuer, men lige så meget fordi jeg igennem fire læreår hos Woderich havde slæbt rundt på en stor tung kopi af netop denne rytter.
En dag jeg kom gående nær de store, dyre hoteller ved havnepromenaden nær Markuspladsen, blev jeg tiltalt af en cirka 50-årig, meget velklædt, lapset herre, der forsøgte at indlede en samtale, hvilket havde sine sproglige vanskeligheder, mest for mig, da han talte flere af hovedsprogene. Da han hørte, at jeg var dansk, kunne han fortælle mig om flere kendte danskere, som han kendte, han var nemlig rejsende korrespondent for ungarske dagblade. Han skulle absolut have mig med ind på sit elegante hotelværelse, for at jeg kunne se hans scrapbog, hvor blandt andet skuespilleren Palle Huld under sin jordomrejse for dagbladet Politiken som stor spejderdreng havde skrevet nogle bevingede ord. Snart skulle jeg dog erfare, hvad det var, at manden var ude på: Han var nemlig bøsse, eller som man dengang sagde homoseksuel, så jeg fik pludseligt meget travlt med at komme ud i den friske luft.
Det lille hotel, hvor jeg boede, var ejet af to yngre brødre, et par flinke fyre, som kom med mange gode tips om byen og måske mindre kendte seværdigheder. De spurgte mig ved afrejsen, hvilke byer, jeg skulle besøge på min rejse fremover, de havde nemlig flere gode forbindelser og bekendte med hoteller, så jeg fik en lille liste med mig med navne på hoteller i de byer, hvor jeg havde planer om natophold, og det var rart, man havde nu lidt at gå efter.
Turens næste punkt var Italiens hovedstad, Rom. Alene navnet var fuld af forventninger, og nu stod jeg lige foran målet. For at spare på hotelopholdene rejste jeg flere gange om natten, og på den måde fik jeg alligevel få nogle timers søvn undervejs. Derfor rejste jeg fra Venezia ved 22-tiden om aftenen med et direkte tog til Rom med ankomst ved ottetiden om morgenen, det passede jo fint.
Ja, så stod man altså der foran den gamle hovedbanegård i den evige stad Rom, det var virkeligt sandt: Her stod jeg og kiggede ud i byen. Det var næsten ikke til at forstå, og et meget stort ønske var nu opfyldt. Byen man havde hørt så meget om fra de allertidligste barndomsår: Det var et meget stort, gammelt ønske, der nu gik i opfyldelse.


Engelsborg i Rom. Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum

Først skulle jeg finde et billigt hotel, men med min lille private hotelliste, gik det hurtigt og nemt i en bred sidegade ved Piazza Republica, pladsen med det store runde springvand nær banegården, fik jeg et udmærket værelse i en pæn pension. Efter min installation og udfyldelse af en mængde dokumenter, var jeg klar til at tage denne gamle verdensstad i besiddelse. Nu tror jeg, at det vil være lidt trættende og overflødigt, at remse alle Roms kendte seværdigheder op, og jeg var næsten det hele igennem, på farten fra tidlig morgen til aftensmaden. Peterskirken, Vatikanet, Engelsborg til Colosseum. Alt virkede overvældende og i en mængde, der var helt ufatteligt, spændende fordi alle disse steder fortalte om gamle, historiske begivenheder, både religiøse og fra romerrigets storhedstid. Utroligt meget fik jeg set, og derfor ærgrede det mig, da jeg igen var hjemme, at jeg glemte at opsøge og bese katakomberne, men dem har jeg nået at få at se de efterfølgende gange, jeg har haft den glæde at besøge denne by.


Den spanske Trappe, Rom. Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Min første romertur, her i april 1938, var jo i Mussolinis storhedsdage, hvilket kunne ses både her og der med ret prangende propaganda, der viste Italiens historiske storhedstid, der nu skulle kaste glans over Mussolinis nye imperium: Kolonierne i Afrika, Tripolis og det nyerobrede Abbesinien, nu kendt som Etiopien. Til dette propagandaformål var der anlagt en bred promenadevej nede fra Colosseum, forbi de gamle udgravede rester fra Romerriget, for at ende ved det store, hvide marmorfrihedsmonument ved Piazza Venezia. Her langs denne "Imperiets vej” var der rejst store plancher, der viste romerrigets udvikling fra den lille bystat, frem til verdensrigets storhed. Også her skulle det fascistiske styre vise udstrækningen af det nye Storitalien. Ad denne brede avenue drog hver dag ved middagstid store soldateroptog med heste og i gamle historiske uniformer igennem. Det trak altid en mængde turister til, men det var jo også, som man siger, et rigtigt paradenummer. I Rom havde jeg ikke nogle specielle oplevelser, der skal med her, jeg oplevede denne dejlige by, som alle de tusinde turister der igennem årene besøger denne kulturperle.


Rom. Foto af militærparade.


Efter nogle meget travle dage i Rom, gik turen så igen afsted mod det sydligste punkt af rejsen, nemlig til Napoli. Efter nogle timers togrejse ankom jeg så til byen i et øsende regnvejr, som holdt sig i næsten et døgn. Jeg fik igen brug for min lille hotelliste og fandt et ganske udmærket værelse på et lille, gammelt hotel. Napoli var også dengang kendt som en meget fattig by med nogle utroligt snavsede gader og stræder, men også en by, hvor man skulle passe særlig godt på sine ting. Her var virkelig lommetyve og svindlere af enhver slags. Men det var så sandelig også en meget charmerende og sydlandsk præget by: De mange, fattige, trange smøger havde deres egen atmosfære og fremmedartede liv, en mængde kønne, snavsede unger levede her deres liv i snavs og elendighed, her hængte vasketøjet mellem de trange husrækker, og her løb høns og ænder samt de mange katte rundt og ledte efter noget spiseligt. Her var meget fremmedartet at kigge på under mine strejfture rundt.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Napoli ejer en af Italiens største havne med trafik til alle egne af verden, og her lå på dette tidspunkt en større tysk marineflåde, som var på venskabsbesøg, så meget store dele af havnekvarteret var totalt afspærret. Jeg var en tur med sporvognen oppe i de højereliggende bydele, og heroppe var der en storslået udsigt ud over hele Napolibugten med Vesuvs høje, rygende kegle i baggrunden, jo også en udsigt der berømmes som hørende til blandt de smukkeste i Verden.
Nu vil jeg berette om en heldagsudflugt jeg foretog en af dagene under mit Napolibesøg. Når man er nået herned til Napoli, er der to steder, man ikke må glemme at bese: En tur op på vulkanen Vesuv og et besøg i Pompei, seværdigheder i verdensklasse med hver sin historiske baggrund. Inde i Napolis bymidte ligger en lille lokalstation, erfarede jeg, hvor man kunne købe togbilletter til disse to mål. Jeg havde her på stationen nær fået et tilfælde, da jeg skulle betale billetten, og de forlangte den for mig uhyre sum af næsten 40 kr. Dette beløb sprængte helt mit knappe budget, Jeg var dog glad for, at jeg kom afsted på turen, den var både smuk og meget interessant, ja, noget helt enestående, så skidt med, at enhver form for køb af mad, den dag var ganske udelukket.
De første cirka tyve kilometer sydpå begyndte turen med et almindeligt S-tog, hvor det eneste fremmedartede var de gestikulerende, italienske medpassagerer, der flere gange undervejs slog korsets tegn for sig. Jeg kiggede lidt nysgerrigt, indtil jeg fandt ud af, at det var, når toget raslede forbi en kirkegård. Da S-toget standsede i en lille by for foden af Vesuv, skulle jeg skifte tog til en bane, som havde endestation her. Det var en speciel bane med tog, der kørte op ad vulkanen, næsten til top. Nu begyndte en spændende togtur til vejrs, toget bestod kun af en halvlukket personvogn med et lille stærkt lokomotiv foran. Jo højere vi nu kravlede til vejs, jo mere blev der efterhånden at se på, der var den vældige udsigt over Napolibugten, storslået simpelthen, men også landskabet her op ad Vesuv var meget smukt og fremmedartet, utroligt frodigt med en mængde blomstrende frugttræer blandt andet mandeltræer. Et par gange undervejs op, måtte vi skifte tog, da stigningerne her og der var meget stejle. Så blevet et lokomotiv spændt for, der kunne trække på tandhjulsafsnittet. På de sidste 300-400 meter op til kraterkanten kom vi over i et trappeformet kabeltog, og udstyret med varme kapper blev vognen nu trukket det sidste meget stejle stykke op. Den neapolitanske konduktør på toget, havde sin faste plads på den bagerste bænk, men her var han sjældent, da han havde særdeles travlt, ikke så meget med at billettere, da vi vist kun var en halv snes mennesker i vognen, næ det var med at smide alle drengene og nogle enkelte voksne gratister af, der hoppede op på vognens trinbræt, men det var en håbløs opgave. Når han tog rigtig fat, hoppede drengene bare grinende af, løb lidt ved siden af, og hoppede så på igen, det gik fint og var meget underholdende. Inden vi skiftede sidste gang, stoppede vi på et større plateau, her var plads til en parkeringsplads, der lå nogle bygninger, der rummede den lokale seismologiske station, der skulle overvåge vulkanens temperament. I disse år var der meget liv i den gamle kæmpe. Heroppe i mere end 1.200 meters højde lå der også en stor, smuk restaurant med en enestående udsigt over det blå Middelhav, så langt øjet rakte, hele Sorrentohalvøen, de store og små øer spredt ud med den kendteste, Capri, ude i horisonten. Det var helt fantastisk.


Reklame for transporten til toppen af Vesuv.


Oppe på kraterkanten var det en helt anden verden, her var det totalt øde. Kun den nøgne, brune lava hvor intet kunne gro, heroppe var man glad for den munkelignende kappe, vi fået udleveret, for heroppe i cirka 1.400 meters højde var det både blæsende og køligt med et let sne lag overalt. Her kunne man så spadsere en tur på den lille sti mellem de stejle sider, på indersiden så man ned i det rygende krater, hvor der fandtes stier igennem den glødende lava. Her var næsten uhyggeligt, så det var ikke så slemt, at jeg ikke havde råd til en tur ud over kraterbunden med fører, for tykke svovlos og røgskyer var der såmænd rigeligt af, når man kom over i vindsiden. Det var en stor oplevelse. På nedturen skiftede vi atter tog ved den store restaurant, og selv om maven knurrede højlydt, var der bestemt ikke råd til besøg på slige steder.
Atter nede ved foden af Vesuv, kunne jeg igen entre S-toget, som jeg jo havde billet til, og køre de sidste kilometer til dagens næste højdepunkt: Et besøg i den udgravede oldtidsby, Pompei. Alene navnet kunne få en frydefuld fornemmelse frem i en, en gammel by fra før den kristne tid, som havde ligget begravet under lava og støv i et par tusinde år og nu delvis var gravet frem igen, det kan da næsten kaldes et eventyr. Vel kommet igennem tælleapparatet må jeg sige, at jeg blev ganske overvældet, for her i lan¬det har vi jo også ruiner og udgravede oldtidsfund, men det er jo næsten altid let overset, og så her: En hel, stor by ligger her foran ens fødder. Man er helt overvældet, for nok havde jeg da noget kendskab til historien om Pompei, om det store vulkanudbrud i året 79, der på nogle få timer begravede hele byen samt mange tusinder af mennesker under et tykt lag af aske, jo, det vidste jeg nok en del om, men at der i dag var så meget at se, det virkede gan¬ske overvældende. Hvor skulle jeg ende og begynde for at få det meste at se og vide hvad det var jeg så? Men som det ofte sker: Når nøden er størst, er hjælpen nærmest, og sådan gik det også her: En større flok tyske marinesoldater var netop ankommet også som turister, og de stod netop her og fik de første informationer, selvfølgeligt på tysk. Nu var det bare at følge forsigtigt bagefter hele flokken, lidt diskret. Her var mit tyske så meget bevendt, at jeg så nogenlunde kunne følge guidens mange forklaringer og oplysninger, og det blev en meget spændende rundtur. Allersidst på eftermiddagen var denne fantastiske dag ved at være slut. Helt utroligt hvad man kan opleve på bare en enkelt dag, og det var ganske bestemt også alle pengene værd, hver eneste lire, og da jeg ved ottetiden om aftenen atter kom tilbage til mit hotel i Napoli, var der en person, som både var meget træt, men navnlig meget sulten, så det var vældigt rart, at jeg havde halvpension og nu kunne sætte mig til bords, og få serveret et dejligt, italiensk måltid mad.
Nu var mine dage hernede på turens sydligste punkt, Napoli, desværre slut, men det var til at bære, når alt var gået så fint og planmæssigt, som jeg selv syntes. Jeg rejste fra Napoli om aftenen for igen at spare på mine hotelovernatninger, igen at nappe en nattesøvn i toget. Jeg ville nå frem til Firenze på denne nat, men skulle undervejs skifte tog i Rom, så sove alt for tungt skulle jeg passe på, men det gik fint. Jeg nåede til den sidste berømte italienske by, Firenze, på min lange odysse.
Mit ankomsttidspunkt til Firenzes hovedbanegård var så tidligt, at byen endnu slet ikke var stået op, og så tidligt om morgenen at begynde på en bytur eller at se sig om efter et hotelværelse, var ganske omsonst.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum

Da der på Firenzes dengang splinternye og meget elegante banegård, stod flere gode, brede og tomme bænke, der næsten indbød en noget træt togpassager til et lille hvil så tidligt om morgenen. Og det kunne jo genere nogen, da der næsten var mennesketomt, ja, så jeg lagde mig godt tilrette med rygsækken som hovedpude. Men freden varede kun så kort: Der indfandt sig snart et par sværtbevæbnede italienske politimænd, de ville se nærmere på dette tilfælde, altså mig. Men da de havde fået deres nysgerrighed styret, havde fået set mit pas, jernbanebillet og mine penge, var de såmænd ganske flinke og fortalte mig med fagter, at jeg nu roligt kunne blunde videre, men at der også her i Italien blev passet meget på viste flere oplevelser. Efter min lille lur var jeg ved ottetiden klar til at opleve denne gamle, kendte by, Firenze, som jo også er en perle blandt disse verdenskendte, italienske byer. Men først skulle jeg finde mig et hotelophold for de kommende tre dage, men med min lille hotelseddel, der havde fulgt mig helt fra Venezia, gik det også her meget let. På en stor, smuk plads med den kendte Santa Maria Kirke, fandt jeg et virkeligt rart sted at være. Jeg tror næsten, det var det bedste hotel på hele turen, rart og venligt, hvor der blev serveret en god, hjemmelavet og solid italiensk kost. Så snart jeg havde fået befriet mig for bagagen, var blevet vasket og fået noget rent tøj på, var jeg klar til at se på Firenze.
Og her er jo, som alle, der har besøgt Firenze, ved, ganske utroligt meget at se på, og da jeg var alene, ung og fint gående, var det ganske meget der kunne nås. Jeg beså naturligvis alle de trestjernede seværdigheder, den store marmorbeklædte domkirke med dåbskapellet, som det var det rene kunsthåndværk. Og så var der byens ældgamle rådhus Il Vechio fra det trettende århundrede med mindeplader på pladsen, hvor man i middelalderen har brændt flere kættere. Adgangen til rådhuset var lukket, da man forberedte sikkerhedsforanstaltninger og udsmykning, da både Hitler og Mussolini her fra balkonen skulle tale til folket ved et snarlig besøg her.


Firenze. Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Hele byen havde en dejlig atmosfære og et rart folkeliv, for eksempel var traveturene langs Arno floden med de gamle broer og de mange butikker og salgsboder, en dejlig, malerisk vandring. Denne charme, som jeg fandt dengang, har jeg desværre aldrig rigtig, senere kunne finde igen, de gange jeg senere har besøgt Firenze, og jeg huskede dog at gnide messingsvinet kraftigt på den blanke tryne, hvilket skulle give lykke og held samt et gensyn. Gensyn blev der som sagt også, men det er, som byens charme nu er druknet i trafikos, larm og spektakel. Jeg havde længe haft et stort ønske, at når jeg kom til Firenze, at tage den lille afstikker til Pisa og se det berømte, skæve tårn. Som sagt så gjort. Nu var det bare at realisere planen, men der var et men, for min jernbanebillet, duede ikke til denne strækning, kun til de lange op- og nedture. Selvfølgelig kunne jeg nu købe en returbillet til Pisa, men jeg erfarede, at prisen ville tynge alt for hårdt på mit skrabede budget. Men så var der den udvej at gå turen. Ja, hvorfor ikke, vejret var her i midten af april virkeligt dejligt, fint solskin uden den hede sommervarme. Jeg startede til fods en tidlig morgen ud af byen med retning mod Pisa, men da jeg ikke havde noget kort over netop denne egn, viste jeg ikke præcis, hvor langt der var. Mit gæt var på cirka 25 kilometer, og der var også flere veje der førte til Pisa. Hvilken der var den kønneste og den korteste, var jeg også lykkelig uvidende om. Det var bare afsted ud af vejen, og her var da også både kønt og frodigt, det gik jo igennem det frodige Toscana. Efter et stykke tid dukkede noget mærkeligt op, på markerne og i haverne foran bondehusene. Ved nærmere eftersyn kunne jeg da se, at det var stråhatte, siddende på hver sin lille pind. Det var husflidsarbejde konerne sad og flettede, og det var tørringen af hattene, jeg så på. Det var ikke dyre Panamahatte, der blev lavet her, næ ganske gemene havehatte, som kunne sælges i tusindvis. .
Snart meldte tørsten sig, for nu hvor middagsstunden nærmede sig, var det blevet varmt, så jeg gik frejdigt ned til et af disse huse med hattene og bankede på døren. En gammel, tandløs mand kiggede frem, og jeg spurgte efter en tår vand. Det så han helt forskrækket ud over, så jeg troede at mit flotte italienske var misforstået, men han kom smilende tilbage med et stort glas rødvin, det smagte virkeligt dejligt også for en uerfaren vindrikker som mig.
Jeg prøvede det nogle gange i løbet af dagen med samme held, indtil det sidste sted, hvor jeg fik det jeg spurgte om: En lunken tår vand. Jeg havde gået nu i snart mange timer, og det var blevet eftermiddag, og jeg kom til en større by, som desværre ikke var Pisa, men en anden meget gammel provinsby, der hed Pistoia. Det var noget af en skuffelse, jeg havde gået ad en vej, der var for nordlig. Med en mere sydlig retning var jeg nået frem til Pisa med de mange kilometer, jeg havde tilbagelagt, og der var langt igen til Pisa herfra. Mine ben og fødder nu tydeligt fortalte mig, at traveriet var nok for i dag. Og et problem var også, at jeg skulle tilbage til Firenze, hvor mit hotel ventede. Jeg måtte erkende, at det ikke blev til et besøg i Pisa i denne omgang. Der var nu kun en ting at gøre: Tilbage til Firenze. Jeg kunne måske med lidt held forsøge at blaffe mig en biltur, men så skulle jeg igen uden for byen på landevejen, hvilket bestemt ikke huede mig, og gratis transport skulle det nødvendigvis være. Så jeg bestemte mig til at prøve toget som gratist, så jeg entrede stille og roligt toget uden billet, og satte mig ind i en overfyldt kupe, og så ud som om jeg havde siddet her i flere timer. Jeg var heldig, ingen kom for at se billetter, alt gik fint og snart var jeg igen i Firenze. Dagens travetur havde været god, men trættende, og til Pisa var jeg desværre ikke kommet, men jeg kom dertil senere, men da var der gået mere end 35 år.
Italien skulle jeg nu til at sige farvel til for denne gang, da det nu for alvor atter gik nordpå. Jeg tog afsked med Firenze en sen aftentime, for atter at bruge toget som rullende hotel, så kunne jeg være fremme i Brennerpasset tidligt næste morgen. Jeg havde kun stået i den overfyldte sidegang i toget i kort tid, da en konduktør dukkede op. Han viste med tegn og fagter, at jeg skulle følge efter ham. Vi gik hele togstammen igennem og kom nu frem til nogle vogne helt uden passagerer. Han tilbød mig et helt sæde, en fin sovesofa, derpå hviskede han mig i øret: ”Cigaretter?” Men desværre måtte jeg bedrøve han, da jeg dengang ikke røg. Lidt slukøret listede han af igen, men pladsen fik jeg da lov at beholde. Om morgenen, da det begyndte at lysne, kunne jeg se, at der på den anden sofa også lå en person, det viste sig at være en ung, dansk pige, der også var på vej hjem fra Rom. Om morgenen efter en dejlig togrejse passerede jeg så igen Brennerpasset, nu til fods og nu nordpå. Min italienske togbillet var nu opbrugt, og de mange kilometer var nu kørt. Nu skulle jeg igen igennem Østrig uden billet. Der var cirka 100 kilometer til den tyske grænse. Som på nedturen havde jeg kun gået kort tid, da jeg blev råbt an af en lastbilschauffør, der tilbød mig kørelejlighed til Innsbruch, hvis jeg da ikke havde for travlt, da det var en gammel, faldefærdig vogn, han kørte med. Jeg tog selvfølgelig med tak imod tilbudet, og vi rumlede langsomt afsted, men hver gang vi passerede en af disse utallige vandkummer langs vejen, var vi ude med hver sin spand. Han hældte utallige spande vand på sin utætte køler, og mit job var at smide vand på alle fire dæk for at afsvale de totalt nedslidte dæk, så vi undgik eksplosioner. Vi kom dog langsomt, om end noget usikkert, langt om længe frem til Innsbruch, på en byggeplads her hjalp jeg med til at aflæsse det store læs brugte brædder, som vognen havde bragt med. Som tak for hjælpen gav denne flinke fyr på et lokalt værtshus et godt solidt aftensmåltid, hvilket var meget velkomment, da sulten var stor og pengene små. Jeg blev natten over i Innsbruch, og boede på det samme vandrerhjem, som på nedturen.
Næste dag skulle jeg igen på travetur, det sidste stykke igennem Østrig op til den tyske grænseby Mittenwald. Da jeg havde drukket min morgenkaffe, maltkaffe, som var en slem tår, som dengang stadigt blev serveret hernede, var jeg klar til de sidste 30 kilometer. Vejret var nu her i Østrig usædvanligt dejligt, rigtig lunt forårsvejr med masser af sol, og foran mig havde jeg en smuk tur, igennem småbyer, skove og høje flotte bjerge. Da jeg havde gået cirka halvdelen af turen, krydsede landevejen banelinien, hvor banen indtil da havde kørt højt oppe på bjergsiden og flere steder kun kunne anes. På den lille lokalstation holdt jeg et lille hvil, fik smidt de varme støvler, og en vandpost fik slukket min tørst. Undervejs gennem ned- og opturene her i Østrig, havde jeg ved veksling af tyske mark, fået samles lidt østrigske småmønter, som jeg nu snart ikke mere kunne bruge, og med lidt held viste det sig, at der netop var mønter nok til køb af en billet til Mittenwald, hvilket mine fødder bestemte, jeg skulle gøre.
Det blev en meget smuk togtur, jeg kom ud på, på de gamle vogne dette tog bestod af var der åbne perroner, her kunne man stå og nyde det storslåede landskab, men turen var jo kort og snart var jeg i Mittenwald. Her kom jeg til at vente et stykke tid på nordgående tog, så jeg fik mig et hvil, og fik også kigget lidt på denne kønne tyrolerby med mange dekorerede huse, og her gik køerne gennem byens gader på vej hjem.
Jeg foretog nu en lang etape hjemad med eksprestoget, flere hundrede kilometer nordpå til næste ophold, Nürnberg.


Nürnberg. Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Efter denne lange rejse uden sindsoprivende oplevelser var jeg fremme sidst på aftenen i denne store by, hvor jeg hurtigt med nogle unge menneskers hjælp fandt frem til vandrerhjemmet, som var udmærket, indrettet i et gammelt pakhus. Nürnberg var en meget spændende by at besøge, for inde i midten af denne store millionby var hele den gamle middelalderby bevaret. Bag voldgrave og høje, befæstede bymure lå det gamle Nürnberg velbevaret, ikke som museum, men som en levende del af byen, stadig med beboelse, butikker og med de gamle sporvogne kørende igennem gaderne.
Selvom vejret i disse dage ikke mere var så forårsagtige, var det dejligt at vandre rundt i disse gamle gader og stræder, se på de smukke, gamle bindingsværkshuse, med fine, smukke billedskæringer. Der var fine, gamle stenbroer over floden, som gennemløb staden. På bydelens største plads Maria Platz, fandtes en imponerende stor jernbrønd, meget fint smedehåndværk. Her kom byens beboere i gamle dage og hentede deres vand. I den gamle by var der flere museer, blandt andet et med kobberstik af den verdensberømte middelalderkunstner, Albert Dürer. Men her fandtes også et mere makabert museum, der rummede mange grufulde torturredskaber fra Middelalderen, blandt andet den sørgeligt kendte jernjomfru, hvor folk blev gennembort med pigge i hendes hule indre.
Hvem kunne her i 1938 fantasere sig til, at snart skulle slige rædsler igen tages i brug, endnu mere raffinerede, her i dette gamle kulturland?
Af det nyere Nürnberg så jeg næsten intet til, det var det gamle, der havde min interesse, for sådanne gamle middelalderbyer har vi jo slet ikke i Danmark. Samtidig var der slet ikke rart i den moderne bydel, her virkede uroligt og nervøst rent politisk. Her var en pågående propaganda alle vegne, politiske slagord hang på bannere alle steder, højtalere skrattede slagord i en stadig strøm, og overalt blev der uddelt naziløbesedler, og overalt vrimlede det med uniformer, både fra hæren, men flest fra de nazistiske korps, flest af de i udlandet mindre kendte SA-folk, kaldet brunskjorterne. De var vist de underste i den nazistiske pyramide, de var alle steder og befolkningens værste plage, da de havde deres næse i alt, hvad folk sagde og foretog sig, nogle slemme småsnusere, der rapporterede videre op i systemet, et grimt stikkersystem.
På vandrerhjemmet her kunne der ikke købes mad, men et godt råd var at opsøge et folkekøkken i nærheden, hvor man for små penge kunne få sig et varmt måltid mad, og det med de små penge, var mere end nogensinde lige sagen nu. Det billigste at købe var en stor skål varm Frülingssuppe. God og kraftig mad med lidt grøntsager i kostede 10 Pfennig. Dertil kunne købes en meget stor kugle kogt ris for 5 Pfennig. Det var et solidt måltid for cirka 20 danske ører. Bagefter en kop maltkaffe med en bolle. Det mættede fint, og her var ganske rart og varmt og blev da også meget besøgt af gamle, halvfattige mennesker plus undertegnede, og det var måske også grunden til, at det var det eneste sted jeg hernede i Midteuropa mødte et par rigtige skotter, unge mænd i kilt, hvilket også vakte meget opsigt her.
Efter et par dage i Nürnberg gik det så igen nordpå, cirka 600 kilometer var togrejsen til Berlin, hvortil jeg ankom om eftermiddagen. Jeg fandt med lidt hjælp en sporvogn, der kunne bringe mig ud til Neuköln i det østlige Berlin, hvor jeg søgte et stort vandrerhjem, og stort var det sandelig, kæmpemæssigt som et stort hospital eller rettere som en mægtig kaserne, hvilket nok var baggrunden for dette store nye byggeri. På taget strålede et stort neonskilt med navnet "Haus der Jugend". På trods af at der her kunne bo mere end cirka 2.000 gæster, var det kun med nød og næppe, at jeg slap ind. Her var et utal af store, lyse sovesale, store spisesale, indrettet som vi i dag kender det fra stormagasiners cafeterier med selvbetjening. Jeg sov her i to nætter og havde således en hel dag til at se på Berlin. Jeg vandrede hele byen igennem, alt på gåben, da mine penge nu næsten var brugt op, men jeg fik da set en masse, blandt andet spadsereturen igennem den flotte Under den Linden og flere gange passerede jeg den kendte Brandenburger Tor som i dag danner grænse mellem Øst- og Vestberlin. I Østberlin besøgte jeg det kolossale Karstad stormagasin, den største forretning jeg til denne dato havde set, helt overvældende. Blandt andet var der en hel etage med sejlbåde, kanoer og alt i sportsudstyr.
Mange steder var det i disse dage meget vanskeligt at komme frem, meget var afspærret og store skarer af håndværkere var i færd med at rejse store tribuner og opstille rækværker gennem hele Berlin. Det var forberedelser til den gigantiske militærparade, der skulle passere igennem byen og markere Adolf Hitlers fødselsdag den 20. april. Det blev et kolossalt tilløbsstykke med mange tusinder af tilskuere, og det var for både tyskerne og for hele verden en fremvisning af, hvor enorm en krigsmaskine, der nu var opbygget her i Nazityskland. Der blev sandelig spillet med musklerne. Fra min plads i nærheden af Under den Linden havde jeg udsigt til dette militæropbud, men stod naturligvis så langt fra alt, at jeg ikke fik et kig på nogen af spidserne i det nazistiske hierarki, hvilket var til at bære, men det blev den største fødselsdagsfest, jeg nogensinde har overværet. Jeg skulle nu efter disse par dage i Berlin så endelig den sidste etape af min lange rejse, turen hjem til København. Jeg fik nu et lille problem, som skulle løses. Det var såmænd et pengespørgsmål: Nu hvor der var mindre end en Mark i pungen, skulle jeg ofre pengene på lidt morgenmad eller købe en sporvognsbillet, eller omvendt? Jeg bestemte mig for den tidlige morgentravetur, og så nyde en kop kaffe før afrejsen. Nu var spørgsmålet, om jeg kunne komme op klokken fem morgen uden at lave for meget uro på vandrerhjemmet, det gik nu udmærket, men morgenkaffen blev en svipser, for kantinen var ikke åbnet. Så afsted på den lange tur til Stettiner Bahnhof, cirka en times vandretur og nå toget klokken otte morgen. Hos en bager undervejs blev de sidste Pfenninge brugt til et par basser, og en tår vand var til at få ved en post. Endelig efter den lange gåtur kunne jeg i rette tid sætte mig til rette i toget med det forjættende skilt på vognen ”Berlin-København”. Turen hjem var naturligvis uden store oplevelser, rutine det hele, men jeg husker endnu i dag den dejlige fornemmelse, da jeg ombord på færgen til Gedser var den lykkelige ejer af en dansk tikronerseddel, så der var en, der smovsede sig med et par gode, danske ostemadder og en rigtig kop kaffe.
Ved cirka femtiden om eftermiddagen ankom jeg så igen til kongens København, efter min cirka 5.000 kilometer lange tur.
Gør man så en slags status, når man kommer hjem? Ja, det gør man vel og tænker alt igennem. Jeg kunne kun nå til, at alt gik fint, alle mine planer kunne gennemføres og alt klappede. Et lille minus var de meget knappe pengemidler, men det var til at bære, pengemangel var optrænet igennem mange år. Utroligt meget havde jeg fået at se, med en mængde kulturindtryk, men også erfaret om den politiske uro, der gærede ned igennem Europa. Men tanken om en snarlig storkrig lå dog så fjern og uvirkelig, det kunne simpelthen ikke ske i de moderne samfund.
Da jeg var kommet 5-6 dage tidligere hjem end beregnet fra min Italienstur, syntes jeg også disse dage skulle udnyttes bedst muligt, inden jeg skulle begynde min nye stilling som ekspedient den 1. maj.
Jeg fik hurtigt min cykel klar, og med et par solide madpakker, startede jeg afsted mod Jylland, da jeg gerne ville besøge familien ovre i Jylland. Jeg cyklede turen frem og tilbage, med to dages etaper hver vej og boede således begge veje på et udmærket vandrerhjem i Odense.
Det var en dejlig tur. Denne sidste uge i april måned var vejret usædvanligt fint, det fineste forårsvejr man kunne ønske sig til en lang cykeltur. Næsten alt stod så smukt, lysegrønt og friskt. Om besøget ovre hos mine bedsteforældre, i deres lille husmandssted i Nyby, en mils vej nord for stationsbyen Brørup, husker jeg i dag ikke noget særligt, men det var jo også et sted, hvor tiden gik meget stille og roligt uden større begivenheder. Inden hjemturen besøgte jeg også min onkel Frode og tante Emilie i Vejen, som var flinke og meget gæstfrie. Tante Emilie smurte mig en kæmpe madpakke til hjemturen, alt i alt en god, lille, rar tur i det danske landskab.

Mynsters Magasin
Den 1. maj 1938 faldt på en søndag, kan jeg ganske tydeligt erindre, for på denne dag begyndte jeg på min første stilling som ekspedient efter udstået læretid. Forretningerne holdt dengang ifølge en ældgammel tradition holdt åbent den første søndag i maj og november måneder for medhjælperne i landbruget, der dengang var fæstede for et halvt år og på disse datoer fik udbetalt deres halvårlige løn, skulle kunne handle. At denne dato i maj 1938 for mig skulle blive ret skelsæt¬tende havde jeg selvfølgelig, på denne smukke forårsdag, slet ingen anelser om, men nu så mange år senere, med et meget langt stykke af mit liv bag mig, fornemmer jeg nu, at der var tiden før og eller tiden efter maj ´38. Det ligesom fornemmes som en grænse eller skillelinie i min tilværelse, men livet føles nok som enkelte afsnit.
Min læser, der har holdt så længe ved, vil vel ganske naturligt være lidt nysgerrig og spørge, hvorfor jeg føler denne tidsperiode som så skelsættende, og derfor skal jeg prøve at forklare mig lidt nærmere, og her forsøge ganske kort at give et rids:
Jeg forblev ansat her i denne forretning i næsten tretten år, altså fra mit 20 år til jeg næsten var 33 år gammel. Altså er meget langt tidsrum, hvor der nok for de fleste sker en række afgørende begivenheder, der præger mange år frem.
Jeg fik et meget nært og personligt forhold til disse to mennesker, der ejede denne forretning. Jeg blev også i denne periode, i året 1946, gift med en kusine til fru Karen Mynster, min kone Bodil, som jeg nu i skrivende stund, har været gift med i mere end 42 år. Vores ældste søn Michael, blev altså også født i disse år. Som man kan se af denne remse, startede jeg i 1938 som den unge mand, det ubeskrevne blad, og forlod denne forretning tretten år senere som en mere moden mand, der i denne periode var blevet etableret med både kone og barn. Men på denne skønne, solrige forårsdag, søndag den 1. maj 1938, lå alt dette jo gemt i fremtidens ukendte kommende årrække. Men selve denne dag husker jeg så ganske tydeligt, for dette at påbegynde et nyt job er en rigtig ubehagelig oplevelse, man har intet kendskab til, hvor varerne befinder sig, et nyt kasseapparat som er en fremmed, hvem der er gode, gamle kunder, hvem der bare er tilfældige strøgpasserende folk. En begyndelsesdag er grim, men at begynde på en travl søndag med et stort rykind fra døren åbnes klokken 14, det er en prøvelse, da man føler, at man går mere i vejen, end man gør gavn.

Nimbus
Jeg fandt mig dog hurtigt til rette her i denne butik, her var en dejlig positiv atmosfære hos nogle rare mennesker, der ikke lagde skjul på, at de også var tilfreds med mig og min arbejdsindsats. Så da jeg nu kunne se en fremtid i møde med en stabil lønindtægt fremover, og da jeg som tidligere fortalt slap fri for militærtjeneste, kom der et ønske hos mig om at købe en motorcykel. det var egentligt et mærkeligt ønske, jeg der havde fået, når man tænker på, at jeg aldrig modsat så mange andre unge mænd nogensinde havde siddet på sådan et apparat, overhovedet intet kendskab havde til motorcykler, og vel ikke kunne kaldes en sporty person. Jeg begyndte nu så småt at kigge lidt på de forskellige fabrikater, der var på markedet, og ikke mindst hvad priserne var. Men ret hurtigt samledes min interesse sig om den danske Nimbusmaskine. Nimbussen virkede så dejlig solid og stærk, men alligevel let og simpel i betjeningen, så man ikke skulle være den fødte mekaniker for at køre sig en god, lang søndagstur, og for mig skulle det være et transportmiddel og ikke en sportsgenstand. Da den travle julemåned 1938 var vel overstået fandt jeg en køreskole på Fasanvejen, så jeg snarest kunne få erhvervet mig et kørekort til den kommende motorcykel. Det var ellers en dum årstid til motorcykelkørsel med kulde og snevejr, jeg kan huske de drilagtige snebunker, der lå langs vejen hele Horsekildevej igennem, den var mit øvelsesområde. I marts måned 1939 var jeg oppe til køreprøve, hvilket foregik inde på Polititorvet ved den gamle Kødby. Den motorsagkyndige stod på fortovskanten foran Politigården, og her skulle vi aspiranter holde stille på maskinen, med motoren i tomgang, og her stillede han så nogle teorispørgsmål. Det var en både kort og let overhøring, derefter skulle vi køre rundt omkring den store torveplads, hvor der blev holdt øje med vores kørsel, huske at række hånden ud i svingene og endelig at række hånden i vejret, når vi igen stoppede op foran den motorsagkyndige. Så var det hele overstået, man fik resultatet at vide med det samme, og glad kunne man stikke det nyerhvervede kørekort i lommen. Kort tid derefter gik jeg en dag ind i Fisker og Nielsens salgslokaler ude på Peter Bangsvej, der reklamerede med en ny brochure med hele Nimbusudvalget med priser. Denne brochure var dog ikke kommet endnu, men den vældig flinke, yngre mand, en søn af firmaet grundlægger, spurgte mig om en eventuel interesse for en brugt maskine, hvad de normalt ikke handlede med, men sagen var, at nu skulle en landskendt, helt istandsat Nimbus sælges. Det var den maskine, som i reklameøjemed var benyttet, først at blive udstillet på Verdensudstillingen 1935 i Brussel, derefter at have deltaget i en konkurrencekøretur, strækningen København-Paris - København. Derefter kom de dengang landskendte ture, hvor skuespillerne Elith Foss og Palle Huld på deres to lange, krævende ture skulle bevise denne nye, danske motorcykels kvalitet og driftssikkerhed samt gøre lidt reklame for Nimbussen. Deres første tur gik fra Købenkavn ned over Spanien, igennem hele Nordafrika langs Middelhavet, Det nære Østen, og via Tyrkiet og Østeuropa retur til København. Det blev sandelig en tur med meget presseomtale. Næste sommer kørte de atter afsted, stadig på denne maskine, og målet var denne gang den nære Orient til Bagdad, hvor flere næsten vejløse ørkenstrækninger skulle forceres og dermed bevise, at også den slags kørsel kunne en Nimbus klare. Også denne tur var vellykket og blev den gode reklame, man håbede på. Nu var denne periode vel overstået, og nu var denne maskine gået efter i alle ender og kanter og var igen som ny og skulle nu sælges til cirka halv pris, helt nøjagtigt for 1.650 kroner. Det var denne motorcykel jeg købte en dag i marts 1939, et godt køb, som jeg ikke kom til at fortryde.


Den var grøn.


Jeg skulle præstere en mindre udbetaling og resten betaltes over 30 måneder, og jeg kan huske den bæven, jeg oplevede, da der blev lagt 30 veksler foran mig til underskrift. Det virkede ganske uhyggeligt, det var som gældsfængslets tunge skygge hvilede over mig. Der blev gudskelov ingen økonomiske problemer med denne handel, men jeg har da siden aldrig underskrevet veksler.
Motorcyklen skulle jeg ifølge aftalen overtage den 1. april 1939. Det blev en meget lang marts måned at komme igennem, men ventetid føles jo altid dræbende lang, og samtidig var vejret usædvanligt fint og solrigt dette tidlige forår. Den første april 1939 var en dejlig dag, fint vejr, og for første gang var jeg ejer af et motorkøretøj. Det var en af disse få dage, hvor fryden og glæden er ganske ubeskrivelig stor, en af disse dage man aldrig vil glemme.
Der kom nu et par spændende måneder med at lære dette maskineri at kende, pudse og polere så alt strålede flot.
Jeg kørte selvfølgelig mange gode ture, dejlige ture, uden at være noget særligt, noget jeg kan huske i dag, men også uden disse grimme uheld, der desværre ofte følger med motorcykelkørsel. En lille aftentur kan jeg dog huske fra denne sommer, hvor min bror Erik og jeg kørte ned til Faxe Ladeplads for at hilse på vores bror Svend og svigerinde Rigmor, som ferierede hernede på pension Æblely, hvor pensionsprisen for fuld kost var kr. 3,25 pr. dag.
Et par gange kørte jeg ud mod Holbæk for at hilse på min kusine Elna, der tjente på en skovridergård under Lindenborgskovene, det var tæt ved den gamle, smukke Lindenborg Kro, der jo kendes af de fleste fra det berømte billede af Otto Bache Et kobbel heste foran en kro.


Ole Clasen på sin Nimbus i Tisvilde.


Et område som Hornsherred var mig næsten ukendt, før jeg fik min Nimbus, men nu var det jo nemt og hurtigt at komme rundt, og jeg husker flere gode ture netop til Hornsherred, både Jægerspris og Kulhus, men også ned ved den nye, smukke Munkholmbro, hvor den medbragte madpakke blev spist ved den gamle færgekro.
Ja, det var pludseligt blevet så nemt og billigt at nå nye steder rundt på Sjælland, hvor det, før jeg fik Nimbussen, var alt for besværligt at nå frem. I slutningen af trediverne var rejseforedrag med billeder meget populære, velsagtens af flere grunde. Økonomisk blev disse år bedre og bedre, arbejdsløsheden svandt meget ind, og på trods af alvorlige krigstrusler i Europa var der i befolkningen en tro på en bedre fremtid, og alt dette fik folks lyst til udenlandsrejser til at gro, nok en spæd begyndelse, som krigen stoppede i mange år, men dog en begyndelse, der viste folks store rejseiver. Denne store interesse til at se fremmede steder, fik derfor det store publikum ind til disse foredrag. Iblandt disse foredragsholdere husker jeg en mand, der hed Nielsen, der holdt flere gode aftner om forskellige ture, han havde foretaget med sit Nimbuskøretøj.




Han fortalte hvor let og langt man i dag kunne komme rundt i Europa takket være de dengang nye, storslåede Autobahner, der nu snart var igennem hele Tyskland. Min egen rejselyst har som bekendt altid være stor og var derfor meget let at vække til dåd, og disse motorcykelture fra foredragene var bestemt noget, der lokkede mig, problemet var bare endnu engang pengene eller mangel på samme. Så begynder man i sit stille sind at planlægge en eventuel rute, tider og afstande, og hvad en tur eventuelt kunne gøres for, men sandt at sige: Det lå meget tungt, mest økonomisk og den politiske uro strammede nu alvorligt til, hvilket man kun 20 år gammel tager såre let på. Det viste sig jo også denne gang at være meget alvorligt, og det endte jo, som vi i dag alle ved, med en ny verdenskrig. Efter at Tyskland i marts 1938 først havde opslugt Østrig, kom nu turen til Tjekkoslovakiet. Alt strammede til, og krigstruslerne var nu meget alvorlige, men atter fik Tyskland sin vilje, Tjekkoslovakiet blev skåret i stykker, og store dele blev indlemmet i Stortyskland, blandt andet alle Sudeterbjergområderne med landets bedste industri og stålværker. Her var det også de lokale nazister, i dette tilfælde sudetertyskerne, der på kommando startede oprøret mod deres eget fædreland med krav om at komme hjem til Stortyskland. Også dette drev over uden krig, atter lykkedes det Hitler at tage de andre ved næsen i den grad, at den engelske premierminister Chamberlain efter hjemkomsten fra et historisk møde i München med Adolf Hitler sagde, at nu kunne han love fred i vores tid. Og nu i foråret og sommeren 1939 var turen kommet til Polen, selvom Hitler havde lovet, at han ikke havde flere territoriale krav. Atter begyndte denne nervekrig med de værste trusler, atter historierne om overgreb på det tyske mindretal, som jo også fandtes i de polske grænseegne, men denne gang så det ud til, at Polen bestemt ikke ville forhandle om den polske korridor eller om Danzig og Østpreussens grænser. Polen ville ikke forhandle, man vidste kun alt for tydelig, hvordan det ville gå, og Polen uden dets korridor og adgang til Østersøen ville være en amputeret og ødelagt nation. Endnu en gang troede alverden, at det nok igen drev over, og at Hitler nok denne gang havde taget munden for fuld, for Polen var nemlig i disse år en ret stærk militær magt med en meget stor hær under fanerne, men også et stort land med muligheder for at trække en indtrængende fjende dybt ind i store uvejsomme områder.
Alt dette skulle jo senere i året 1939 gå helt anderledes end mange beregnede: Meget hurtigt blev Polen udraderet som en selvstændig nation, men som omtalt var vi vel næsten alle dengang utrolig blåøjede og naive. Ingen kunne forestille sig en ny storkrig, og hjemme hos os lagde vi stadig planer for den kommende ferietur ned igennem Europa.
Da min lillebror Erik gerne ville deltage i en tur på motorcyklen, ned til Norditalien, begyndte vore ferieplaner at tage mere faste former. Vi regnede blandt andet ud, hvad en sådan tur kunne gøres for, og jeg kan i dag så mange år efter denne gode tur, huske prisen helt nøjagtig, kr.135,00 pr. person.
Heri var alle udgifter iberegnet, ophold på vandrerhjem og hoteller, mad og drikke samt færgeoverfart, olie og benzin. Det var et meget stramt og skrabet budget, vel nok lidt for spartansk, men det fortæller noget om, at rejselysten var større end kravene til mere luksus og flere lommepenge. Beløbet fortæller også om, hvor langt pengene dengang kunne række, men det var selvfølgelig også en periode, hvor lønningerne var meget små. Jeg husker da, at min månedsløn var 175 kroner. Vore ferieplaner lå nu i faste rammer: Turen skulle gå sydpå ned igennem Tyskland, gennem Østrig, over Innsbruch og over Brennerpasset, til Italien. I Italien skulle hovedmålene være turen rundt om Gardasøen og til Venezia. Herfra igen nordpå over Dolomitterne, igennem Østrig over Grossglochnerpasset, og igen gennem Tyskland tilbage. Denne tur var beregnet til cirka 4.000 kilometer, og hertil havde vi vores to ugers ferie, som var de to sidste uger i august måned 1939.
Endeligt oprandt den længe ventede søndag morgen, hvor vor ferie startede med store forventninger. På Nimbussen havde jeg fået påmonteret en specialbagagebærer, der kunne bære en stor kuffert, vi havde lånt en sådan af vores bror Svend, stor og flot med det fineste læderudseende. Det havde den kun den første dag af flere årsager, for bag det fine læderudseende var alt lavet af pap, og på den første dag regnede det en hel del. Da man samtidig i de år her før krigen byggede de store jernbanebroer over vejene på hovedvejen ned over Sjælland for at blive fri for de mange farlige overkørsler med bomme, var der mange store omkørsler belagt med sveller, og disse var bestemt ikke gode ved vores kuffert, gang på gang måtte vi stramme på remmene, så den fine kuffert blev efterhånden noget fladtrykt. Vi havde også to store sidetasker, som dem der også bruges til cykler, det var hvad vi to havde af bagageplads, men det rummede da ganske fint. Den første dag kørte vi til Hamburg via Store Bælt. Her havde vi en spændende overnatning på et gammelt, kæmpestort sejlskib, der var indrettet til vandrerhjem midt i Hamburgs kæmpehavn. Skibets navn var Heinz Gutenwind. Her var plads til flere hundrede overnattende, og her var rart at være. Vi sov i de gamle køjer og blev tidligt om morgenen vækket med musik over et højtaleranlæg med kendingsmelodien, kendt i Danmark som Hvor er min kone? Et virkeligt fint sted.


Lüneburger Heide. Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Næste dag kørte vi fra Hamburg sydpå ad Autobahn ned over Lüneburger Heide til dagens rejsemål, Kassel, hvor vi ved hjælp af nogle unge Hitlerjugend hurtigt fandt frem til vandrerhjemmet. Først skulle de dog på vejen vise os brødrene Grimms familiegravsted, ja, det lyder måske lidt pudsigt, men den brede vej gik som en rundkørsel omkring en gammel kirke midt i gaden. Her var levnet en bid af kirkegården med de kendteste grave, deriblandt de verdenskendte Grimm. Vandrerhjemmet i Kassel var udmærket, fint og rent, i en stor gammel herskabsvilla, men ledelsen var meget militærisk og nazistisk, hvilket gav en pudsig oplevelse næste morgen, da vi skulle rejse videre. Naturligt reder gæsterne selv deres senge, hvilket vi selvfølgeligt også havde gjort, men bestemt slet ikke tilfredsstillende for vandrerhjemsværten. Han stillede selv i egen person i fuld nazi uniform, for at kontrollere sengeredningen, og det var jo noget meget sløjt noget, disse danskere havde præsteret. Så vi fik på stedet et langt foredrag med demonstration, hvordan man på god, grundig facon reder en seng: Skråpuden anbringes midt på madrassen, lagnet strammes nu efter alle kunstens regler ned om madrassen, og derpå skubber man langsomt og forsigtigt skråpuden, under lagnet, op på dens plads i hovedenden af sengen, og nu var lagnet spændt så stramt som et trommeskind. Jo, jo, selv i dag husker jeg opskriften på en velredt seng.


Hildesheim. Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Næste dag, hvor det atter gik sydover, nåede vi ved middagstid på højde med Frankfurt, og her så vi de første tegn på store militære aktiviteter. Vi så for eksempel en mængde kæmpeballoner og flere store luftskibe omkring Ludwigshafen, og her begyndte vi også at møde kilometerlange militærtransporter på motorvejene kraftigt overvåget af militærpoliti, der meget ivrigt gennede alle andre køretøjer væk, ingen nysgerrige blikke her. På denne strækning kom vi igennem flere langvarige regnskyl, hvilket jeg kan fortælle er meget ubehageligt, når man er på motorcykel, for bortset fra at man bliver gennemblødt, og kørslen bliver noget risikabelt, så slår regnen i ansigtet, så hårdt, som blev man slået med en hårbørste af dem med de stive børster. Da vi på vejen mod München nåede ned omkring Augsburg, kom vi til at køre på det allernyeste afsnit af et stykke nyåbnet Autobahn.


Ved Heidelberg.


Mellem Stuttgart og Ulm


Igennem et meget smukt bjerglandskab i de Schwabiske Alper slyngede en smuk vejbane sig frem, med høje broer og mange tunneler. På dette stykke var de to modkørende vejafsnit, placeret langt fra hinanden, hver for sig, individuelt passet ind i landskabet, et meget imponerende stykke ingeniørarbejde. Da vi nærmede os München fik vi den forestående mobilisering at føle, der fandtes simpelthen ikke benzin i området, alle tankstationer havde skilte med Ganz ausverkauft eller Ganz leer, så det var meget opmuntrende, da vi til sidst måtte trække en tørlagt motorcykel. Men passerede vi en tank uden disse skilte, aha, var det dejligt, indtil tankpasseren fortalte, at alt var udsolgt. Nej, hvor blev vi tossede på den uskyldige mand, vi skældte ud på op til flere sprog, der mundede ud i en grov nedsabling af alt tysk og et motorland med flotte Autobahner og så ingen benzin. Måske forstod han så meget af vore udgydelser, at han blev flov på sin nations vegne, hvem ved, han gik om bag nogle gamle skure og hentede en dunk med benzin, hældte 3-4 liter på Nimbussen, som han på hele Tysklands vegne nægtede at modtage penge for.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Tilfredse kunne vi nu fortsætte kørende ind til Münchens centrum. Vi kørte ud til det vandrerhjem, som jeg året før besøgte, men nu på sommerdage var her så belagt, at vi og mindst et hundrede stykker måtte marchere med militærisk præcision til en nærliggende skole, hvor vi overnattede på madrasser i gymnastiksale. Næste dag var vi inde i byens centrum for at kigge nærmere på denne smukke gamle stad. I Münchens store prægtige Mariakirke, som vi også beså, reddede Erik sig en gevaldig skideballe af en præst, da han så Erik gå rundt i en katolsk kirke med hænderne i lommen, fy dog. På vores videre vej sydover nu mod Tyrols hovedstad Innsbruch kørte vi af nogle meget smukke veje og nu i det fineste sommervejr med sol og varme. På det første stykke kørte vi langs den smukke, kæmpestore Starnberger Sø. Dengang fik man mere at se her, hvor man i dag suser afsted oppe på de store motorveje, dem fandtes der ingen af på disse strækninger før krigen. Vi fulgte de gamle veje langs søen fra by til by og over al idyllen knejsede de høje, violette alper. Efter først at have passeret Garmish Partenkirchen og grænsebyen Mittenwald kom vi nu rigtig til at køre på smukke alpeveje, og her cirka 12-15 kilometer før Innsbruch falder vejen brat ned til Inndalen, dengang med et fald på 21 procent, hvilket er meget voldsomt. Så her var opsat advarselsskilte forsynet med dødningehoveder. I dag er denne vej moderniseret, og faldet jævnet noget ud, vejen bredere og asfalteret, men er dog stadig et rigtigt alpepas, der kræver omtanke. På vores nedfart i dette pas med Nimbussen kom vi til at ligge bag nogle store, tyske militærbiler, og da disse stoppede op, gled Nimbussen, da vi bremsede. Her var for stejlt og gruset, og der var kun et at gøre: Vælte maskinen om på siden, og vor gamle, læderlignende imiterede regnvejrskuffert skånede på denne måde vore ben for at virke som bremse.


Ved Innsbruch


Inde i Innsbruchs bymidte var det gamle, dårlige vandrerhjem lukket med en henvisning til et nyere i omegnen, cirka en mils vej oppe i bjergene. Vi skulle stejlt op igennem et utal af kurver for at nå den lille by Hungerburg, hvor der lå et meget smukt tyrolerhus med det nye vandrerhjem. Der var dejligt heroppe med en storslået udsigt over byen og Inndalen. Da det blev mørkt om aftenen, kunne vi se bilerne kravle rundt på bjergvejene, som myrer med lys på.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Oppe i Brennerpasset ankom vi vist på et uheldigt tidspunkt lige i middagsstunden, italienernes hellige siesta, hvor de er allermest uoplagte. Så kommer et par dumme fyre fra et fjernt uudviklet polarområde og vil købe benzinrabatkuponer, den rene urimelighed, som udviklede sig. Sprogvanskeligheder gjorde, at italienerne havde svært ved at forstå dansk, det havde de vist aldrig fået lært ordentligt i skolen. Rabatreglerne var, at man kunne købe rabatmærker i forhold til det antal hotelovernatninger, man havde købt hjemme i København. Så jeg viste personalet her i Brenner vore pas og hotelbons og bad om benzinkuponer, hvorefter kontoristen udskrev et større dokument. Med en håndbevægelse henviste han mig til kassen. Her viste det sig, at disse kuponer også skulle betales forud, og at kontoristen enten i gavmildhed eller i søvnighed havde bevilget os mere end det tredobbelte antal liter i forhold til, hvad vi skulle bruge. Mærkerne havde ellers været gode at have til det italienske sorte marked. Jeg tror næsten ikke, jeg siden har set en så sur og uvillig italiener, der nu måtte lave det hele om. Det gav kuldegysninger her denne varme sommerdag. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til byen Riva, denne den nordligste af byerne ved den store Gardasø.


Gardasøen. Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Vi fandt ret hurtigt et hotel, fint placeret i denne smukke, gamle by hvor vi blev i to døgn. Hotellet var gammelt uden moderne installationer, men fint nok til os og det passede i den klasse, hvortil vi havde hotelbon, pris 3,50 kroner pr. døgn med morgenmad og et hovedmåltid. Vi havde et par dejlige dage her ved den blå sø med masser af sol og varme, dejlige søbade fra den helt nyåbnede søbadeanstalt. Vi havde det virkeligt fint, men kunne ikke undgå at bemærke, at der trods den fine højsæson ikke var særlig mange turister, det har nok trods alt været krigsfaren, der har holdt folk hjemme.


Ole Clasen på sin Nimbus et sted ved Gardasøen


Ved vores afregning på hotellet efter disse gode dage, fik vi en lille ubehagelig overraskelse, vi skulle jo betale med vore hotelkuponer, og dermed skulle alt være i orden, men nu blev vi præsenteret for en regning, hvor der var pålagt et 10 procent tillæg, et højsæsonstillæg. Det var ganske vist kun nogle få kroner, men det var noget vort stramme budget slet ikke kunne tåle. Vi narrede nu denne lidt smarte hotelvært, for jeg tror slet ikke, hans regning var helt lovlig, så vi betalte med vore kuponer, og lod som vi skulle hente resten af pengene på vores værelse, men smuttede bare ud af en sidedør og i en fart over til Nimbussen og så af sted. Jeg tror aldrig, jeg er kommet så hurtigt ud af en by, der var fart på.
Vi kørte ned langs søen på den vestlige bred ad en storslået vej, der delvis er hugget igennem klipperne, en fantastisk vejstrækning, der dengang var næsten helt ny, et af Mussolinis mange prestigeprojekter. Da vi nåede frem til Verona, holdt vi et længere hvil for blandt andet at kigge lidt på denne smukke bys seværdigheder. Det, der var mest storslået i vore øjne, var den kolossal store, velbevarede romerske arena. Vi var på en længere rundtur her i denne 2000 år gamle bygning. Sidst på eftermiddagen nåede vi så frem til Venezia. Efter turen over den fem kilometer lange dæmning, der forbinder byen med fastlandet, kom vi til den store plads ”Roma", hvor vejen ender, og al trafik stopper, og her blev vi for første gang præsenteret for et moderne parkeringshus i mange etager og med store elevatorer, der kørte alle disse køretøjer op på ledige pladser i huset. Det var dengang ultramoderne og fandtes slet ikke hjemme i Danmark. Vi to brødre boede på det samme hotel, som jeg året før havde lært at kende: Hotel Dolomitto.
Vi var selvfølgelig rundt alle vegne og kigge på i denne særprægede by, så fremmedartet og uvirkelig, ja, hver gang jeg har været så heldig at besøge Venezia, synes jeg, den bliver mere og mere spændende. På vores hotel fortalte den unge vært os, at vi nede ved kajpladserne nær Markuspladsen kunne købe en billig, kombineret billet til søbadene ude på Lidoen, og det var lige noget for os, for her i byen var der en voldsom varme. Turen startede med en cirka 45 minutters smuk sejlads ud over lagunen i de små turistdampere, hvor vi anløb forskellige småhavne undervejs, blandt andet Morano med de kendte glaspusterier. Ankommet til den store ø, Lidoen, kunne vi for vore billetter køre tværs over øen med sporvogn, ud til de store, kommunale søbade. Herude fik vi udleveret nøgle til badekabinerne samt et stort frottehåndklæde. Vandet herude var vidunderligt, varmt, friskt og meget salt, og sandet var så varmt, at det næsten var umulig at færdes uden fodtøj. Det var en virkelig fin tur, alt på samme billet, for kun et par kroner. Veneziadagene sluttede med, at vi igen sejlede over til Piazza Romana, hvor vi igen skulle have fat i Nimbussen, der nu gerne skulle bringe os hjemad igen, men det gik nu ikke så glat, da vi ikke havde italienske penge nok til at betale parkeringen i tre døgn. Nå, hvad gør man så? Jo, der lå en stor bank her i bygningen, så jeg stillede ved kassen med en dansk tikroneseddel, den eneste vi ejede, men næ tak, den ville de sandelig ikke vide af. Efter at have sundet os lidt fandt vi på en udvej: Vi stillede os på rampen for tilkørende biler og ventede til der kom en stor, tysk vogn. Bilisten her vekslede gerne vore små rester af tyske penge fra nedturen, nu var problemet løst, vi betalte for parkeringen, fik Nimbussen udleveret og kørte nu nordpå mod de hjemlige græsgange. Vi kom på denne dagsrejse igennem de smukke Dolomitter, et meget smukt landskab med mange smukke, gamle byer, store stigninger med et utal af hårnålesving.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Efter at have købt benzin for vores sidste benzinbon passerede vi den østrigske grænse og nåede snart den større provinsby Lienz, hvor vi skulle overnatte på byens vandrerhjem. Her spiste vi en svingende stor portion ungarsk gullasch til aftensmad, det hjalp på vores efterhånden store appetit, da det eneste vi hele denne dag havde fået at spise var en smule småkager. Vi var efter at have betalt parkering i Venezia totalt støvsuget for italienske penge. Lienz var en rar by, køn og hyggelig, og efter den megen varme i Italien nød man den friske bjergluft her i Østrig.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Dagen derpå skulle blive en spændende dag, som vi havde set frem til. Det var turen over den nybyggede gigantiske alpevej over Grossglockner. Vejen var dengang et af de dristigste ingeniørarbejder. Vejen er bygget igennem et vildt og storslået bjerglandskab, hvor vejen kommer helt op over 3000 meter. På sådan en vej skal der selvfølgelig køres med megen omtanke og navnlig med et tohjulet køretøj som en motorcykel. Hestekræfterne til de store stigninger havde Nimbussen rigeligt af, men en motorcykel kan ikke køre så langsomt op, som bilerne kan, og det viste sig let at kunne give problemer, da overhalinger var farlige og trods alt krævede meget store motorkræfter. Nå, alt gik meget fint og uden uheld, og turen oppe i denne ukendte, fremmede bjergverden var enestående, og var vel denne sommerturs allerstørste. Efter turen over bjergpasset og nu igen nede i lavere luftlag skulle vi frem til den kendte Kønigsee inden aften for at overnatte. Det blev en slem tur, vejene var under modernisering, og i det voldsomme regnvejr det nu var blevet, var det hele et utroligt morads. Vi næsten sejlede frem igennem kæmpe vandmasser, det var det dårligste vejr, jeg husker på en motorcykel.


Vignet i plakatfarve fra Ole Clasens feriealbum


Da vi først på aftenen nåede frem til Berchtesgaden, hvor der var et meget fint, stort vandrerhjem, i tyrolerstil, var alt, hvad vi ejede af tøj, gennemblødt, drivende vådt også tøjet i vor revnede lasede forhenværende fine kuffert, og vi tørrede tøj hele natten for ikke at skulle hive det lige så vådt på igen næste morgen, men der gik nu flere dage, før det igen var behageligt at tage på. I Berchtesgaden skulle der have været så meget at se, en smuk tyrolerby ned mod en af de smukkeste alpesøer, den store Kønigsee, men alt druknede i regn og tåge, intet fik vi at se. Ikke et glimt af Hitlers verdensberømte bjergfæstning Adlernest, Ørnereden, bygget svimlende oppe på en bjergtinde, hvor statsmænd fra alverdens lande kom til forhandlinger med Hitler og hans håndgangne mænd, alt druknede i regn.
Nu gik turen for alvor hjemad. Vi forlod denne våde by næste morgen i vores halvvåde tøj, men da vi nu forlod bjergområderne, fik vi bedre vejr med lidt solskin.
Efter en overnatning i Nürnberg kørte vi næste dag videre nordpå, hvor målet var Berlin, en strækning på cirka 600 kilometer. Nu begyndte det atter at regne, men her på dette stykke var der et andet problem, der meldte sig. Flere afsnit af vejene var belagt med skiffersten, som, når de blev våde, var rene dødsfælder, det var som at køre i grøn sæbe, og selvom vi passede meget på, gik det til sidst galt. Vi var kommet så nær på Berlin, at vi havde forladt Autobahnen og kørte direkte mod bymidten på en stor, bred, meget trafikeret udfaldsvej. Her var der en mængde tung lastbilstrafik. En sporvognslinie løb her langs den ene vejside, indtil den pludseligt fandt på at krydse hele vejbanen for at fortsætte i den modsatte vejside. Disse sporvognsskinner var både våde og fedtede, og i dem styrtede vi med motorcyklen. Det var, som forhjulet var væk, vi rutschede sidelæns hen ad vejen, over i den modsatte kørebane. Jeg røg helt af maskinen, medens Erik blev hængende på, og endnu engang reddede den gamle kuffert hans ben for trykket af den tunge maskine. Vi var ualmindeligt heldige, at vi ikke blev ramt af de mange modkørende biler. Vi fik os samlet sammen, øre og fortumlede, rejst Nimbussen på højkant, og inde på græsrabatten fik vi sundet os lidt. Og sikke vi så ud, knæ og albuer var slidt af til det bare skind, men ingen af os havde brud eller lignende, så da maskinen også stadig var i orden, listede vi igen stille afsted. Vi nåede frem til Neuköln, det nuværende Østberlin, hvor vi ville overnatte på det kæmpestore vandrerhjem "Haus der Jugend", som jeg kendte fra tidligere besøg. På trods af at dette vandrerhjem kunne rumme mange hundrede gæster eller flere, var der helt optaget, og vi blev henvist til at prøve lykken et stykke nord for Berlin mange kilometer væk. Senere har det anet mig, at vandrerhjemmet, som var på størrelse med en kaserne, nok så nær krigsudbrudet netop blev brugt til soldaterne, vi mødte jo til stadighed store mængder soldater på vejene.
Vi begav os afsted ud af den endeløse Müllerstrasse, for at finde det anviste vandrerhjem. Det begyndte nu at mørkne, men hvad værre var, det trak op til et voldsomt uvejr. Endnu regnede det ikke, men lynene flængede himlen, det kunne ikke vare længe, før det hele bragede løs. Jeg syntes efterhånden, at vi havde kørt både langt og længe, og med dette vejr om ørerne var det om ikke at køre for langt, så da jeg fik øje på et par unge mænd ved et plankeværk, stoppede vi op for at spørge om vandrerhjemmet, om der var langt endnu. Næ, vi skulle køre hen for enden af dette lange plankeværk, hvor der var en port, og vente der til de kom løbende. Efter et par minutter var de fremme, de havde nøgler og låsede op. Herinde så vi først en stor prøvebane for motorcykler, her var små stejle bakker, smalle broer, sandede strækninger og skarpe kurver. I halvmørket med de nu flammende lyn lignede det et månelandskab. I baggrunden kunne vi nu også se flere store, lave bygninger, hangarlignende, her skulle vi køre hen, og nu blev nogle store porte åbnet, og vi skulle bare køre indenfor. Her var en del mennesker til stede, næsten alle i uniformer, herinde holdt der en del biler og motorcykler i forvejen. Det viste sig, at det, vi var kommet ind i, var en stor skole for Hitlerjugend, hvor store drenge og unge mænd blev undervist i forskellige motorcykeltyper, og derfor det uvejsomme terræn, hvor de holdt øvelser. Over de mange drejebænke til eleverne, sås plancher og gennemsavede motorer til undervisningsbrug. Her blev den kommende krigs nye mekanikere uddannet, og derfor vist også den store interesse for vores danske, noget ukendte Nimbus, det var tydeligt at mærke. Herinde i hallerne var der, som overalt i Tyskland, en mængde hagekorsflag, bannere med slagord og kæmpebilleder af Hitler og andre, os mere ukendte, personer. Mellem de mange militærpersoner, der her var til stede, var der åbenbart nogle af høj rang, som blev behandlet med stor respekt, men alle var meget nysgerrige om vore personer, men mest om denne mærkelige maskine. Vi på vores side var meget interesseret i at få oplysninger om det omtalte vandrerhjem. Men oh nej, det måtte vi ikke bekymre os over, og om vi ikke havde bemærket uvejret, det var det voldsomste tordenvejr med skybrudslignende regnskyl, om de måtte hjælpe os med natlogi, hvad vi i første omgang var meget glade for, men noget betænkelige ved at efterlade vores trofaste Nimbus her i disse fremmede omgivelser. Men nu holdt en stor, flot, sort vogn herinde for at bringe os til et natlogi. Jeg husker, at denne elegante vogn på venstre forskærm havde en standard et flag med hagekors. Vi blev nu kørt rundt i en bælgmørk, tordenbuldrende by i cirka en halv time, holdt så foran en moderne boligblok, hvor vi blev inviteret inden for af de to unge mænd, dem vi traf på gaden, de var svogre, og den ene af dem boede her hos sine forældre. Husmoderen var en vældig flink, gemytlig tysk Hausfrau, der beværtede os på allerbedste måde, sen aftensmad med vin til, også hun var vældig interesseret i danske forhold mest om hvilke varer, der var rationeret, og hvad varerne kostede. Alt fandt hun utroligt billigt og så ingen rationering, Donnerwetter, det lød himmelsk. Nu blev der redt op til os i et stort værelse, det virkede næsten som et privat tempel, alle steder nazitrofæer, Hitlerbilleder, flag og våben. Og her hang de unge mænds sorte SSuniformer med dødningehoveder og andre stærke sager. Trods disse fremmede omgivelser og dagens andre oplevelser fik vi en god nattesøvn. Næste morgen blev der serveret dejlig morgenkaffe med frisk brød og blødkogte æg, jo jo, vi var sandelig kommet fint ud. Ved afrejsen efter dette venlige ophold fik vi begge udleveret en madpakke til at tage med på turen. Atter holdt den sorte limousine foran gadedøren, nu kunne vi se, at det var en SS-privatchauffør, der kørte bilen, der både havde hagekors og dødningehoved på køleren, hvilket gav respekt i trafikken, jo vi var sandelig kommet fint op at køre. Da vi atter ankom til det store øvelsesområde, fandtes Nimbussen gudskelov på sin plads, men jeg er ganske sikker på, at den som øvelse har været nøje undersøgt i den forgangne nat, blandt andet var et defekt tændrør udskiftet. Glade var vi begge, da alt endte i fryd og gammen, for ret beset var det en mærkelig oplevelse, der tidspunktet taget i betragtning, let kunne være gået galt. Inde i Berlins centrum holdt Erik og jeg en lille pause, og herunder lavede vi status over vore resterende penge, og det var ikke noget opløftende resultat. Ved at regne lidt frem og tilbage måtte vi erkende, at der nøjagtig var penge nok til benzin her fra Berlin og op til den danske grænse i Jylland. Der var slet ikke penge til det planlagte natophold i Hamburg, kun penge til benzinen ikke en øre til lidt snold. Så det var bare at komme afsted, for det var en temmelig lang tur, vi havde for os, og kun med almindelige landeveje. Vi havde gudskelov fint solskinsvejr, og vi kom igennem smukke, os ukendte, land-skaber, og undervejs var vi nu ekstra glade for den store madpakke, vi så venlig havde fået med fra

Berlin.
Først hen ad klokken 20 var vi fremme ved den danske grænse, så nu havde vi igen lidt penge på lommen. Vi skulle nu forsøge at finde et vandrerhjem, men efter at have kørt et stykke nordpå blev vi enige om, at vi lige så godt kunne køre op til vores morfar og mormor i Nyby ved Brørup. Men da vi næsten var fremme, blev vi klar over, at det var alt for sent til at banke sådanne gamle mennesker op. Det gik ikke, vi kørte i stedet for til nabobyen Vejen, hvor vores onkel Frode og tante Emilie boede, dem mente vi nok, vi kunne finde uden at vide den nøjagtige adresse. Så vi kørte ganske langsomt igennem byens hovedgade og kiggede, og sandelig foran en port står tante Emilie og råber os an. Hun fortæller os, at familien bor i et gammelt hus inde i gården, at hun er ude og hjælpe til ved et selskab, men at vi bare skal gå, at der på bordet står et fad smørrebrød til os, og der er redt op til os, det var fint det hele. Først mange år senere, da jeg tænker på denne aften, slår det mig, at det hele var mærkeligt, ja, næsten mystisk. Hvordan kunne tante Emilie vide, at vi kom, og stå og vente på os? Mærkeligt, samme dags morgen stod vi i Berlin og troede, at vi skulle sove i Hamburg, ingen havde været i kontakt med familien i Jylland, vi havde ingen feriekort sendt, ja, herovre var der slet ingen, der vidste, at vi havde ferie. Der gik mange år før alt dette slog mig, og jeg spurgte Erik, om han kunne erindre denne aften, hvad han kunne, selvom der var gået 25 år siden. Han havde nu ikke tænkt nærmere over denne episode. I familien er der blevet sagt mangt og meget om tante Emilie: Hun var ikke helt almindelig, og så var hun vistnok ud af sigøjnerfamilie, ja, ja, en forklaring får jeg desværre aldrig, alle jeg eventuelt kunne have spurgt, er i dag døde og borte.
Næste dag, søndag, var feriens sidste dag: Vi nåede at aflægge vores bedsteforældre i Nyby et lille besøg og skulle så i gang med det sidste stykke af ferierejsen over Storebælt hjem til København.
Efter en køretur på cirka 4000 kilometer var vi atter hjemme efter en virkelig dejlig ferie, kun et uheld havde vi været udsat for, og vi må takke skæbnen for at det ikke fik alvorlige følger. Nimbussen havde atter bevist sine gode evner for lange, stabile ture. Alt i alt en vellykket tur.
Og vi nåede, uden selv at have nogen indflydelse på ferieplanerne og tidspunkterne, hjem sådan, at kun tre dage efter vores hjemkomst var freden slut: Den 1. september 1939 begyndte den fem år lange Anden Verdenskrig.
Den lange omtale af min læretid og de lange beskrivelser af mine to Italiensrejser har næsten fået mig til at glemme det daglige familieliv hjemme hos os. .

Familieforhold
Som omtalt blev mine forældre skilt i tiden omkring min konfirmation, så i årene fremover gled min far mere ud af det gængse familiemønster. I 1935, tror jeg, det må have været, flyttede vi fra Holsteinsgade og vort gamle kvarter med skolen og de kendte ansigter fra hele min barndom. Vi flyttede ud på Frederiksberg, ud på Frederiksvej 24 nær Zoologisk Have og Solbjerg Kirkegård. Her på Frederiksvej havde min svigerinde Rigmors forældre en ældre ejendom. I denne ejendom boede allerede mange af Sørensens familie og bekendte. Her fik vi så en tre og et halvt værelses lejlighed på første sal. Vi fik her lidt mere plads, men her var lige så gammeldags som i Holsteinsgade, ingen moderne bekvemmeligheder. Det var imedens vi boede her, at min storebror Svend og Rigmor blev gift i maj måned 1937. Jeg kender ikke så meget til dette bryllup. Nok var Erik og jeg med i kirken under vielsen, men vi to var ikke med til festen. Undskyldningen var vist, at vi ikke havde passende tøj at tage på. Ja, ja, det var det gamle ord om tøjet, der skaber folk. Vi blev nu en person mindre derhjemme, da nu Svend flyttede til de nygiftes moderne lejlighed på Ewaldsensvej over for Lindevangsskolen. Her i trediverne var der mange lejligheder ledige, alle kunne vælge og vrage både mellem nyt og gammelt, men det var kun i ganske få år, for så kom krigen, og siden har der her i landet været boligmangel. Da min bror Svend var flyttet og min mor besværede sig over manglen på moderne bekvemmeligheder i lejligheden på Frederiksvej, flyttede min mor, Erik og jeg ud til en mindre, men moderne lejlighed i Bogholder Alle i Vanløse. Her boede vi kun kort, flyttede til en anden lejlighed i Jernbane Alle, men det var i samme ejendom. Jeg kan ikke huske ret meget om disse lejligheder, kun at den sidste var på en fjerde sal med en dejlig udsigt ind over København. Men på en anden måde kom der til at ske noget i denne periode, som jeg tydeligt kan huske. Jeg husker meget vel, at min lillebror Erik i denne periode ikke var ret meget hjemme i sin fritid. Han var også kommet i lære i herreekvipering i en lidt større forretning på Gammel Kongevej, firmaet Styrmer. Tiden har nok været omkring 1937, og Erik, som er født i 1921, var således cirka femten år gammel.
Som tidligere omtalt blev min mor en sen aften ringet op af politiet fra Store Kongensgade, der meddelte min mor, at Erik var taget i et homoseksuelt forhold på et af byens herretoiletter. Det må siges at være noget af et chok. En virkelig ubehagelig oplevelse og en grim overraskelse for os alle. Det gav en grim stemning, noget man ikke rigtigt ville være ved, noget der ikke blev talt om, noget der skulle skjules og forties. Erik selv blev nu noget mere provokerende i sin opførsel, denne det-skal-jeg-nok-selv-passe-stemning. Den bøde han fik, og forbudet mod at færdes på offentlige toiletter blæste han på og forsatte sin tilværelse, som han var begyndt på.
Om det nu var fordi, at denne nye lejlighed på Jernbane Alle var for lille eller upraktisk værelsesinddelt, er jeg i dag ikke rigtig klar over, men omkring årsskiftet 1937-38 flyttede vi igen, denne gang til C. F. Richsvej, i en pæn blokbebyggelse med udsigt over Grøndalsparken, et pænt og nydeligt sted, knapt så nyt som i Vanløse, men med alle de moderne installationer samt en dejlig, stor, lukket altan. En virkelig god og rar bolig som vist var en smule dyrere end de andre lejligheder, vi havde haft. Jeg tror, at vi kom til at bo her i cirka et par år. At vi boede her, da Den anden Verdenskrig begyndte, kan jeg tydeligt huske. Vi sad alle sammen, også Svend og Rigmor, ude på vores gode altan, da vi over radioen hørte, at England og Frankrig i dag, den første september 1939 havde erklæret Tyskland krig, og vi kunne nu høre, hvordan mange mennesker fra de andre altaner klappede og råbte hurra.
I denne periode, altså årene umiddelbart før krigen, var min far blevet syg og var i nogle måneder ikke til søs. Det var hans hjerte, det var galt med, men det var ikke meget, han fortalte os. Han fik alvorlig besked om at tabe sig, hvis han ville overleve, og han tabte sig også så mange kilo, at han så helt fremmed ud. En væsentlig årsag, i hvert tilfælde en af mange årsager til min fars og mors ægteskab gik i stykker, var en dame, der boede i Danzig, et bekendtskab der havde stået på i mange år. Hende fik min far, der nu var alene, herop til Danmark i en lille lejlighed i Biens Alle ude på Amager. Hun hed for øvrigt Helene Kraft. Efter kort tid blev hun gift med min far. Efter disse måneders hvile og det store vægttab, fik min far det igen bedre og tog igen ud at sejle i en periode med et par meget store dampere. Blandt andet blev han sendt over til England, hvor han som maskinmester skulle tilse en stor nybygning på det engelske værft, som derefter skulle sejles hjem. Jeg ved, at han i disse år tjente meget store penge, da disse ture med så store skibe i 10- 12.000 tonsklassen gav en god hyre.


Ludvig Clasen og Helene Kraft


Det utrolige var nu sket, ufatteligt, en ny verdenskrig var en kendsgerning, en krig der begyndte så mærkeligt, næsten som om det var en fejltagelse. Det var nemlig kun på fronterne mellem Tyskland og Polen, der blev kæmpet, og her gik det som man nok havde formodet: På kun nogle få uger var Polen totalt nedkæmpet, og Polens allierede nåede slet ikke at hjælpe, før det hele var slut. Men resten af efteråret og hele vinteren, ja langt hen på foråret i 1940, var der en mærkelig ro og fred i hele Europa, det kunne føles helt uvirkeligt, ja næsten forkert.
Min far blev ved med at sejle hele denne mærkelige vinter 1939-40. Han fortalte os om disse hårde rejser, der nu alle var på England og Skotland efter kul, da krigen jo havde stoppet kullene fra Polen. Til søs mærkedes krigen alvorligt blandt søfolkene, mange mistede allerede nu livet, og mange skibe blev sænket af både ubåde og af flyvere, selvom bådene kom fra neutrale lande og var mærkede med store påmalede flag. Min far fortalte om sådan en tur til en skotsk havn efter en kullast. Først gik de tæt op ved den norske kyst, for derefter at stikke på tværs af Nordsøen. Vel ankommet tæt ved den skotske kyst blev det mørkt, hvorefter den videre sejlads stoppede, da alt var totalt mørkelagt, også fyr, i Skotland. Man sejlede selvfølgeligt aldrig alene, dertil var risikoen al for stor. På denne tur, fortalte min far, var de 8-10 skibe i konvoj, som alle lå for anker i nattens mørke. Næste morgen, da det lysnede, var den største båd totalt forsvundet. Det var Det forenede Kulkompagnis store 10.000 tons Ivan Kondrup, der var blevet torpederet, uden at de omkring liggende skibe havde hørt noget. Alt var væk, alle søfolkene var slået ihjel eller druknede. Det var den første alvorlige ulykke, der ramte et dansk skib i denne mærkelige, første krigsvinter, og blev derfor meget omtalt i de danske aviser. Mange søfolk mistede også livet, når de færdedes i de totalt mørkelagte havnekvarterer, hvor de ikke var kendte med forholdene og måske heller ikke altid var så pinligt ædru.
Det var under sådan en tur på vej til London at min fars gamle skib Skotland den 9. april 1940 blev opbragt af tyske marinefartøjer, beslaglagt og ført til Bremerhafen. Herfra blev alle søfolkene efter et par ugers ventetid med jernbanen sendt hjem igen til København.
I denne vinter 1939-40 og indtil den tyske besættelse den 9. april 1940 skete der så mange ting herhjemme. Ikke krigeriske, men mange nye love og bestemmelser så dagens lys, man rustede sig til det værste, de første rationeringer begyndte også at dukke op.
Den omtalte flytning til C. F. Richsvej var vel nok mest sket på grund af Erik. Også dette ændrede sig. Selvom vi var glade for lejligheden, forsvandt Erik lige så stille i vinterens løb, blev væk hjemmefra uden et ord eller forklaring, hvilket selvfølgelig gav en uro og hos min mor en ængstelse for hans færden. Vi fandt dog efterhånden ud af, at han boede hos nogle ligesindede ude i Musikbyen, altså ude i Sydvestkvarteret. Eriks pludselige fraflytning gav jo nogle problemer af økonomisk art, da hele familiens udgifter var baseret på, at vi alle tre betalte dertil. Vi var nu kun to tilbage, min mor og jeg, og vi kunne da godt i de første måneder holde skruen i vandet, men uholdbart begyndte det efterhånden at blive. Først fik huslejen en tand op, men helt galt blev det for os, da varmeregningerne begyndte en himmelflugt som følge af krigen. Der var kun et at gøre: Finde en billigere lejlighed, hvilket også nu var blevet en mangelvare.
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det endeligt at finde en ny og billigere lejlighed. Jeg så en annonce i Berlingeren, hvor en toværelses lejlighed med bad blev tilbudt til en pris af 180 kroner i kvartalet. Det var Irma, der i forbindelse med en forretning på Peter Bangsvej rådede over denne lille lejlighed, som viste sig at være en ganske god stuelejlighed, i en pæn, nobel ejendom med sporvogn ved døren og nær S-tog. Denne lejlighed kom vi til at bebo i fjorten år frem til 1954. Først boede jeg her sammen med min mor, og da hun i forbindelse med en ny arbejdsplads flyttede til Nærum, kunne jeg her som nygift i 1946 byde min kone Bodil velkommen. I denne lejlighed boede vi indtil vores ældste søn Michael var cirka seks år gammel.
Tilbage til vinteren 1939-40 hvor som sagt alt indtil videre var stille og roligt: Det var stilheden før stormen. Men hverdagslivet blev efterhånden mere og mere præget af det kommende ragnarok. Priserne begyndte at stige, mest på de importerede varer, og som noget nyt begyndte der nu at dukke rationeringskort op, velsagtens for at bekæmpe en hamstringsbølge, for endnu kunne næsten alt købes såsom tobaksvarer, kaffe, te og kakao og naturligvis alle de dansk producerede varer. Kørsel med private motorkøretøjer blev først helt forbudt, men blev så igen tilladt, men med en kraftig benzinrationering. .
Der skete også noget på det udenrigske område, men det var nok noget, der ikke blev særligt bemærket, da det startede. Sovjetrusland begyndte truende forhandlinger med de tre små baltiske lande Estland, Letland og Litauen om russiske flådebaser ved Østersøen, og da truslerne fra den store nabo ikke var til at tage fejl af, rykkede russiske styrker snart ind over disse små, ulykkelige lande, som aldrig siden skulle få deres selvstændighed tilbage.
Nu blev den samme politik forsøgt over for Finland, men Finland var hverken til at hugge eller stikke i, men begyndte at forberede sig på det værste. Indbyggerne på det Karelske Næs, nær nabo til Leningrad, blev evakueret, større landområder skov blev ryddet, og forsvaret blev sat i krigstilstand. En kolossal bølge af sympati for dette lille, modige land strømmede ind fra hele Verden, ja, alt stod nu i Finlands tegn. Store indsamlinger af tøj til de evakuerede samlede enorme mængder ind. Finske børn begyndte nu at ankomme i de nordiske lande, da ernæringen nu blev kritisk i Finland. Flere tusinde unge meldte sig som frivillige i den finske hær, men også mange arbejdsløse tog arbejde i Finland, der manglede arbejdskraft, da mæn-dene nu var soldater. Arbejdsløsheden var nemlig enorm her i den første krigsvinter, over 30% var uden beskæftigelse. Da krigen mellem Finland og Rusland var en kendsgerning i oktober 1939, blev hjælpen fra dansk side flerdoblet, der blev nu sendt hele lægehold og specialudstyrede ambulancer af sted. Der var nu en enorm stor offervilje tilstede over for dette lille krigsramte land der langt oppe mod nord. Alt dette optog den danske befolkning me¬get. Det var som en slags lynafleder for de endnu mere alvorlige spørgsmål: Hvordan det mon kommer til at gå, når giganterne går til angreb? Efteråret i 1939 var vejrmæssigt i enhver henseende ganske normalt, skiftende vejrlig som hører efteråret til. Men i julen slog vejret brat og voldsomt om. Det begyndte med et voldsomt snevejr i juledagene, og dagene efter faldt temperaturen til minus 22 graders frost, og så koldt blev det i flere måneder ind i det nye år 1940. Det var det, de gamle kaldte en fimbulvinter, der var over os. Fimbulvinteren som kommer før det store Ragnarok. At der skulle komme sådanne tre vintre lige efter hinanden, vidste vi gudskelov på dette tidspunkt intet om. En sådan kold vinter bliver jo kraftigt forstærket, når der samtidig var store mangler på brændsel, så alle lærte de halvkolde lejligheder at kende. I februar 1940 blev det forbudt at levere varmt vand til badeværelserne, et forbud der kom til at vare i mere end 6 år. Tog og sporvogne måtte heller ikke varmes op, så al fugtighed fra tøj og ånde frøs til isblomster i de kolde vogne. På grund af kulmangel til lokomotiverne kneb det med at holde togene kørende, og Bæltet var lukket, så manglen på fødevarer begyndte at kunne mærkes her i København. Isbrydertjenesten forsøgte at holde de vigtigste sejlruter åbne, men måtte opgive i lange perioder, hvor alt lå stille, og nogen lysning forude var det svært at få øje på, da temperaturen blev ved at svinge mellem 20 og 30 graders frost.
Det var en virkelig vanskelig tid for mange, isolering af husene var dengang noget ganske ukendt, man klarede sig med at rykke sammen i en enkel stue, tætne vinduessprækker med avispapir, hænge et tæppe for dørtrækken og måske købe sig et par sivsko.
Mange ideer og forklaringer dukkede op om årsagen til dette polarklima, alle mente, at krigen var den skyldige, at det var kanonerne og flyvemaskinerne, der ødelagte luftlaget og forstyrrede den naturlige balance. Ja, tiden var i det hele taget fyldt med historier og løse rygter. Da, så omsider vinteren slap sit kolde greb, opstod en ny fare, da de store mængder drivis nu trak søminerne ud af minefelterne til stor risiko for skibsfarten.
Ja, denne kolde vinter havde næsten fået folk til at glemme, at en storkrig var ved at komme i gang, så optaget var alle af at skaffe brændsel og mad, og mange hamstrede i smug varer, som det endnu var muligt at fremtrylle. Navnlig hørte man om ældre mennesker, der tydeligt huskede varemanglen under Den første Verdenskrig og derfor købte mængder af måske ret ligegyldige ting. Manien greb folk: Køb, køb greb om sig. Hjemme hos os havde vi nu ikke sådanne hamstringslagre, det krævede jo også en del kapital, men vi kendte jo også disse rygter. Nu var det pludseligt slut det dit eller dat, og så forsøgte man naturligvis at sikre sig lidt ekstra. For eksempel begyndte det at knibe med 80% håndsæbe, fedtprocenten skulle ned, og kom da også inden krigen sluttede, ned på 20%, og det er næsten som at vaske sig med en mursten, så da den lokale købmand ville sælge mig et parti 80% barbersæbe, ja, så slog man til.
Det var den metode, næsten alle benyttede sig af, for på denne måde at trække tiden lidt ud, før man gik over til de ringere erstatningsvarer. Men man hørte om velhavere, der havde enorme lagre af kaffe og te, original spiritus og tobaksvarer, oversøiske varer som man vidste snart var umulige at opdrive. Herhjemme i lille Danmark var der tilsyneladende fred og ro. Det ulmede under overfladen, for tiderne var svære for mange småkårsfolk. Arbejdsløsheden var kæmpestor, og hjælpen var stadig meget lille og slog dårligere og dårligere til, nu da alt steg. Krigen og isvinteren var dyre bekendtskaber. Uro og nervøsitet sporedes overalt i samfundet: Tredivernes politik og militærvurderinger blev meget diskuteret og kritiseret, nu da faren lurede: Landet var næsten uden hær og flåde. Man forsøgte nu, hvis det skulle gå galt, og Danmarks neutralitet ikke blev respekteret, at forberede samfundet på en ulykkelig udvikling. Man igangsatte en storstilet mørkelægningsøvelse, politiet blev trænet i brug af gasmasker, og enkelte steder begyndte man at sikre værdier med sandsække, og man talte om bygning af underjordiske beskyttelsesrum, oprydning af brandfarlige lofter og kælderrum, men også om en eventuel stor indkaldelse af soldater som en sikringsstyrke som under Den første Verdenskrig.
Det var som om, denne stillestående krig gik folk på nerverne: Hvornår og hvor ville det mon brage løs? Megen uro vakte det i de mere indviede kredse, men også aviserne skrev om den megen aktivitet og telegramudvekslinger mellem den danske ambassade i Berlin og ministerierne her i København, oplysninger der meddelte om større troppekoncentrationer i Nordtyskland op mod den danske grænse.
I Finland var der nu også tyske soldater for at hjælpe finnerne mod de talstærke russiske tropper, og derfor frygtede man en større engelsk invasion i Nordnorge.
Alt ændrede sig med et slag natten mellem den ottende og niende april 1940, da tyske tropper besatte Danmark fra både land, vand og fra luften. Samtidig skete en lignende aktion mod Norge, hvor tyskerne dog mange steder mødte en kraftig modstand, hvilket gjorde besættelsen af Norge, modsat den hurtige lette besættelse af Danmark, mere langvarig, blodig og med store ødelæggelser. I Norge valgte man, modsat her, at kongen og regeringen flygtede til England.
At der denne smukke forårsdag, den 9. april 1940, startede en fem år lang besættelse af vort land, var alle gudskelov uvidende om, men tværtimod mente alle, at en moderne storkrig måtte få et hurtigt forløb.
Det kan måske virke noget springende i min beretning, nu hvor jeg er fremme i tiden med Danmarks besættelse, og nu giver en beskrivelse af familien Mynster-Petersen her, men det skyldes nok, at der i disse få år er så meget at fortælle om på alle fronter. Tidsmæssigt er der nemlig kun gået cirka halvandet år, og det ene emne må jo gøres færdigt, før de næste emner og begivenheder kan komme med her på tryk.

Mynster Petersen
Ægteparret Mynster-Petersen, ejerne af herreekviperingsforretningen Mynsters Magasin på Falkoner Alle 29 på Frederiksberg, har jeg berørt tidligere, men måske gået for let over, og det er sikkert en del af min egen historie, som jeg i dag bestemt er stor tak skyldig, de fik jo begge en stor betydning i mit liv i min tolv år lange ansættelse i deres forretning. At det så til slut skulle ende i uvenskab, da vore veje skiltes, et uvenskab der varede til de begge døde, var så meget mere dumt, da det hele egentligt kun var såret forfængelighed.
Der er flere grunde til at kigge lidt nærmere på denne periode fra maj 1938 til efteråret 1950. En meget væsentlig årsag er, at det var herigennem, at jeg traf min kone "kvinden i mit liv" og i dette lange ægteskab satte tre sønner i verden. Fru Karen Mynster, født Larsen, var min kones kusine trods den store aldersforskel. Denne tante Karen og min kone Bodils mødre var søstre, døtre af en afdød garver Hans Peter Fischer fra Slagelse. I denne søskendeflok var der mange andre børn, men de kommer ikke rigtig denne historie ved. Så min kone Bodil har allerede fra sin barndom sammen med sin mor Lydia ofte været på besøg hos fru Karen Mynster, der var en meget gæstfri person. Og her traf de også Lydias søster Marie, altså Karens mor, som i sine sidste leveår boede hos sin datter og svigersøn. Denne tante Marie har jeg dog aldrig kendt, da hun døde før min tid. Som jeg lige har nævnt, var disse mennesker meget gæstfrie også overfor mig: Jeg fik i disse år mange invitationer også til steder uden for deres eget hjem. Jeg kan i flæng for eksempel huske besøg på Galopbanen til Derby, besøg til Friluftsteateret i Dyrehaven til Der var engang. Så var der de årlige fine julefrokoster traditionen tro søndagen i december måned, hvor forretningerne holdt åbne fra klokken 16 til klokken 20. Det var nogle dejlige, hyggelige frokoster, de første år hos Wivex, og senere var det på hotel Kong Frederik
At komme i et hjem som hos Mynsters var for mig noget ganske nyt og fremmed, det var ikke alene et hjem, hvor man følte sig velkommen, men det var også et hjem i en klasse af velstand, der var mig som ung helt fremmed, at være gæst i et hjem med en sådan overflod af smukke ting i porcelæn, broncer og sølvtøj, meget smukke stilmøbler samt en mængde dejlige, gode malerier, et hjem både hyggeligt og smagfuldt i en standard, der lå så langt over, hvad jeg ellers kendte til. Det var et hjem, hvor det var rart at være gæst. Mynster-Petersen, som var ejer af en dejlig, næsten ny amerikansk bil, inviterede os flere gange med, når de kørte ned til hans gamle barndomshjem i Slagelse, et ældre hus på Søndre Stationsvej, som nu blev beboet af en ugift søster, en af de sjoveste og morsommeste damer, jeg har mødt. Hun var en tyk, trivelig kone med en ægte barok humor. Mynster-Petersen var jo ved skæbnens lunefulde spil blevet konditor, eller rettere ejer af en konditorforretning. Det medførte, at der altid var gode kager i Falkoneralleen til kaffen, som hurtigt blev en god vane. Længe varede det heller ikke, før det blev en fast vane, at jeg også hver dag fik min frokost gratis serveret, og det var altid varm mad, altid god og veltillavet mad, for fru Mynster var en god kok, og der blev ikke sparet, når hun købte ind. Hos familien Mynster var der ingen børn, men det blev noget opvejet på anden måde. For fru Mynster havde nemlig en lidt ældre broder, Victor, som uden overdrivelse må betegnes som en sut. Han var altid arbejdsløs, men med gode evner til altid at kunne finde en person, der kunne slås for en bajer eller en skilling. Efter sin skolegang var han, ligesom sin far, blevet ansat på bryggeriet Stjernen. Her fik han lært at drikke, en evne der aldrig mere forlod ham. Han havde igennem livet kun få småtjanser, og altid var han så uheldig, så det næsten var til at græde over. Som for eksempel da han havde pumpet sin gamle mor for penge til købet af en hestevogn, hvorfra han skulle handle med fisk. Men atter var uheldet ude, for bedst som Victor sad godt bænket i Husum Kro og nok havde siddet der længe, så løb hans nyerhvervede krikke med vogn og fisk løbsk afsted ned ad Frederikssundsvej. Den standsede først, da hele herligheden lå knust efter mødet med et træ. Så sluttede hans glorværdige fremtid som fiskehandler ligesom alle hans andre storslåede planer. Da hans gamle mor døde, blev han overtaget af sin søster Karen, som også var let at udnytte, når han ad køkkentrappen besøgte sin søster for at slå hende for penge og mad. Men bror Victor havde dog præsteret noget i denne Verden, nemlig at sætte børn i verden, både i og uden for ægteskabet. Han startede med en søn, som her skal omtales. Det var Børge. Ham fik han tidligt i en periode, hvor han var reservepostbud, og igen var uheldet ude, da postvæsnet fandt stakkevis af breve i hans lejlighed og på pulterkammeret. Og uden arbejde kan man jo ikke tage sig af et barn, heller ikke moderen, da ægtemanden intet vidste. Derfor måtte den nyslåede farmor og tante Karen træde hjælpende til.
Da jeg i 1938 begyndte hos Mynster, opdagede jeg snart, at der meget ofte sidst på ugen kom et brevkort fra Det kongelige Opfostringshus med besked om, at elev nummer 41 på grund af dårlig opførsel ikke fik udgang førstkommende søndag. Det var mit første kendskab til problembarnet Børge. Her hos tante Karen havde Børge sit faste tilholdssted, hun gjorde utroligt meget for ham, men han var meget vanskelig at styre. Jeg fik igennem årene her et nært kendskab til ham, og bortset fra hans hidsige temperament var han en ganske flink fyr, stor og stærk, og jeg var jo noget tvangsindlagt, som ansat i familiens brød, til at tage mig lidt af ham, blandt andet har jeg været et par gange været på sommerferier sammen med Børge: En cykeltur hele Danmark rundt fra Skagen til Tønder, og den sidste tur var i slutningen af krigen og gik til Bornholm, og det skal ikke skjules, at disse ture ikke var uden store problemer.


Børge Larsen ved Dybbøl Mølle


De første par års tid var der trods den besværlige Valutacentral rigeligt med varer, her som alle steder, men med krigsudbruddet i september 1939 begyndte det ganske langsomt at knibe med mange ting, vareknapheden begyndte nu ganske langsomt at snige sig ind. På dette tidspunkt kunne man slet ikke forestille sig, hvordan varemanglen ville udvikle sig, så selv det mest ordinære, ja, selv erstatningsvarer ikke kunne opdrives. Forretningerne begyndte nu så småt at gemme de bedste varer væk. Det blev til de kendte bukkevarer, ikke fordi kunderne skulle bukke for at få lov til at købe, næ, fordi at nu blev bedre varer gemt væk under disken, så det kun var de gamle, trofaste kunder, der blev betænkt.
Efterhånden som Mynster blev mere og mere optaget af sin konditorforretning Tivolikonditoriet i Frederiksberg Alle og slet ikke mere kom dagligt i sin ekviperingsforretning, blev det mig, der tog mig af al det daglige arbejde assisteret af fru Mynster i de mere travle perioder. Vinduesdekoration og skilteskrivning var noget, der interesserede mig meget. Efter egen beskeden bedømmelse var jeg god til det med det rette håndelag, og mange roste både mine vinduer og skilte som noget af det bedste og mest smagfulde. Krigsårene satte også på dette felt sine tydelige spor, da der efterhånden var en snæver lovgivning for hvad der måtte og navnlig for hvad der ikke måtte udstilles i vinduerne. Kun et stykke vare indenfor hver varegruppe, og dertil kom så selvfølgelig mørkelægningen, hvor intet lys måtte sive ud fra vinduer og døre.
Endnu i 1938 gik alle mænd, der var over de 25-30 år med hat, det var kun de ganske unge mænd, der gik barhovedede, så derfor var der endnu et stort hattesalg. I Mynsters Magasin, hvor forretningen havde to vinduer, var det mindste altid pyntet som et specielt hattevindue med et par enkelte halstørklæder og handsker. Priserne på gode, kendte hatte, husker jeg, var en cirka 18-20 kroner, for en italiensk Borsalino og lignende kvaliteter var prisen cirka 25-30 kroner. Salget af kasketter var også dengang stort, hvorimod strik- og pelshuer var næsten ukendt, men det kom senere, da de hårde isvintre satte ind i krigens begyndelse.
Skjortesalget var forretningens bærende salg, og inden manglerne satte grænser, var der et stort salg af udenlandske fabrikater: De kendte engelske Van Heusen og flere tyske og østrigske mærker, blandt andet Starmountskjorter. Gode skjorter kostede cirka mellem 9,50 kroner og op til 18-20 kroner. De fleste skjorter var stadig med to løse flipper og stof til ekstra manchetter. Ja, i disse år, før krigen skabte varemangel, var der et rigeligt udvalg, nærmest overflod, men varer fra visse lande kunne slet ikke købes i Danmark. Det var jo Valutacentralen, der bestemte, hvor importen kom fra. Valutacentralen, der i disse år blev skældt så meget ud og på enhver måde måtte stå for skud, var dog den væsentlige grund til, at en efter danske forhold anselig tekstilindustri voksede op. En langsom revolution var på vej: Danmark blev ændret fra landbrugsland, og var nu på vej ind i industrisamfundet.
I de almindelige småbutikker såsom Mynsters Magasin skete der i krigens begyndelse kun så lidt, hamstringer var ganske ukendt. At der i de meget store fabriksvirksomheder måske fandt større indkøb sted, for at holde lagrene opfyldte, er nok troligt. Men det var først på et meget senere tidspunkt under krigen, at privatpersoner og småforretninger forsøgte at hamstre, da var det bare, for det meste, alt for sent. Ja, at tænke sig, hvem der dog havde været så klog, mens tid var, at købe sig et par ekstra cykeldæk og -slanger, men sådan viste der sig efterhånden en mængde ting, man lige burde have købt sig. Pengekassen gjorde det jo også umuligt og som sagt, hvem troede i krigens begyndelse at varigheden blev så lang og trang? Det var derimod de store gætteriers tid: Når det eller dette skete, ja, så var krigen slut, alle varsler blev taget, det var som om, at ingen rigtig troede på denne krig, at det hele måtte være en fejltagelse.
Den 1. september 1939 skulle blive en skelsættende dato både for den enkelte, for vores land, ja, i hele verdenshistorien, men dette bemærkes næsten altid langt senere. Den anden Verdenskrig startede med at tyske tropper gik til angreb på Polen efter mange måneders propaganda og grove beskyldninger. Tyskerne, som havde en af verdens stærkeste og handlekraftigste hære, angreb nu de polske styrker både til lands, i luften og til vands. England og Frankrig havde tidligere på året garanteret Polen dets frihed og uafhængighed med det håb, at Tyskland så afholdt sig fra et angreb. Så da tyskerne en tidlig morgen åbnede kampene for totalt at nedkæmpe og udslette dette land som en selvstændig nation, trådte Englands og Frankrigs garantier i kraft, og begge disse lande erklærede den 2. september Tyskland krig. Med Rusland havde Tyskland for længst tegnet en helt utrolig ikke-angrebspagt, så ingen kunne gribe ind og hjælpe polakkerne, og til verdens forbløffelse ned¬kæmpede den tyske krigsmaskine Polen på mindre end to uger, og Polen var slettet af Europakortet. Polen blev nu delt mellem Tyskland og Rusland.

CB
I Danmark som i de øvrige lande begyndte man så langsomt efter chokket at indstille sig på andre og strengere tider, gøre forberedelser til sikring af folket tarv. Rationering var blandt det første, og man startede med benzinen. For mig var det ikke noget problem, motorcykler kører jo langt på literen, og det gik jo også mod efterår og vinter. Hvad der kom til at betyde mere for mig, var en nyskabelse inden for civilforsvaret, en lov om uddannelse af mandskab til specielle opgaver i ekstraordinære tider. Der blev udtaget folk til politi, brandkorps, hospitalsvæsen og husvagter i alle større ejendomme.
Man indkaldte yngre mænd, der af forskellige grunde var kasseret som soldater, og i denne store gruppe hørte jeg jo til, så jeg blev udtaget til at gøre tjeneste i politiet på Frederiksberg. Det startede i august måned 1939, med at flere hundrede unge mænd, som jeg, blev kaldt til nogle møder på en stor skole ved Roskildevej. Her fortalte nogle ældre politifolk os om politiets forskellige job.
Vi skulle blandt andet lære at stille op i roder og kolonner og marchere så nogenlunde i takt. Disse formiddagsøvelser blev taget meget let og afslappet med fint humor, ingen uro eller nervøsitet, ingen tanke for at det var krigens skygge, der nu faldt ind over Danmark.
Da russerne ikke ved trusler kunne få Finland til at afstå flere større landområder og flådebaser, påbegyndte Rusland nu en krig mod Finland, en krig som mellem en Goliat og en dværg. Men det skulle gå helt anderledes, end nogen kunne spå: Russerne løb ind i en mængde vanskeligheder, og til hele verdens forbavselse gik det denne enorme hærstyrke rigtig skidt. Finnerne viste endnu engang deres utrolige sejhed og gåpåmod og kæmpede som løver. Samtidig rejste der sig en voldsom harme i hele den vestlige verden, og snart begyndte en kolossal hjælp at strømme til Finland. Tusindvis af unge strømmede som frivillige derop, store indsamlinger skaffede pengemidler til hjælpeudstyr, ambulancer, lazaretter, læger og sygeplejersker rejste nordpå for at hjælpe dette lille tapre folk. Hundredvis af børn kom til de andre skandinaviske lande, mange var blevet forældreløse, og maden var svær at fremskaffe til alle, og store by- og landområder var ødelagte. Finland vandt forbavsende den første runde af Vinterkrigen, men kom i den senere krigsrunde ikke så heldigt afsted og mistede store landområder og måtte slutte en ydmygende fred, men bevarede dog landet næsten frit.
Det forbløffede en hel verden, at de russiske hære var så elendige, og mange gætterier opstod, men de fleste troede på, at en af årsagerne var de store, blodige udrensninger i tredivernes Rusland, også i hæren.
Det blev en mærkelig vinter 1939-40. England og Frankrig var i krig mod Tyskland, men alt var roligt på de europæiske fronter, intet skete i hele vinteren, og livet i Danmark gik overfladisk set sin vante gang. Efter nytår i det nye år, 1940, blev nogle af os unge mænd, der havde deltaget i de omtalte politiøvelser, indkaldt til nye forberedelser, men nu på Frederiksberg Hovedpolitistation på Horwitzvej. Vi var vel cirka 200 stykker. Vi var et noget blandet kor, mange havde fået flere års udsættelser på grund af studier, så jeg hørte til blandt de yngste. Jeg var 21 år gammel, men flere var nær de 30 år, og flere var ret kendte personer. Den kendteste var vel nok Åge Stentoft, en festlig fyr, der endte sin politiæra med en spiritusdom på 10 dages hæfte. Der var den kendte trompetist Erik Parker, der spillede i Leo Mathisens orkester, en ung jurist, der var svigersøn til Poul Reumert. Ja, der var mange forskellige samlet her, blandt andet to personer, som havde været i Francos nazistyrker i Spanien og som havde flere domme herhjemme for naziuroligheder. Jo, det var en virkelig blandet politistyrke, man kunne se frem til her på Frederiksberg. I disse vintermåneder fik vi udleveret vore uniformer, som skulle bruges hvis og hvis. Det var gamle blå soldateruniformer, der var hentet frem fra mølposerne. Hertil en stålhjelm og en skråhue samt et par solide gummistøvler og en gummiknippel. Flere realistiske øvelser fulgte nu, blandt andet afprøvning af gasmasker inde på Politigården, telefon og alarmsystemer. Vi er nu nået frem til marts og de første dage af april 1940, og megen politisk uro prægede nu dagene. Hvad alle frygtede, nu da foråret stod for døren, var, at den "rigtige” krig nu var tæt på. Rygterne som florerede utroligt i denne tid, fortalte blandt andet om en nært forestående engelsk landgang i Nordnorge. Påskuddet var, at man herfra kunne hjælpe Finland. En alvorlig affære var også under udvikling kaldet Altmarksagen. Altmark var navnet på et stort, tysk tankskib, der langs Norges Atlanterhavskyst søgte hjem til Tyskland sejlende nær kysten i neutralt norsk farvand. Men i flere norske fjorde udlagde englænderne minefelter for at tvinge Altmark ud på åbent hav, for her at kunne sænke den. Tyskerne var meget truende over for de norske myndigheder, og de påstod, at nordmændene ikke overholdt deres neutralitet.
Den sidste realistiske øvelse vi var til, os vordende politibetjente, husker jeg ganske tydeligt af flere grunde. En af grundene var datoen: Den 8. april 1940. Vi var udkommanderet til forskellige steder i Frederiksberg Kommune. Jeg var med i en flok anbragt i kældrene på Lindevangsskolen. Disse kældre var såkaldt bombesikrede med stabler af sandsække op foran vinduerne. Alt hvad telefonselskaberne ejede af gamle telefonapparater, nogle næsten antikviteter, var overalt taget i brug. For at gøre disse prøver så realistiske som muligt, skulle vi opdigte historier om alvorlige ulykker, for eksempel bombenedslag. Dette udløste først en alarmering til hovedkvarteret, denne kommandocentral forsøgte så at komme igennem nettet for at fremskaffe hjælp fra politi, brandvæsen og ambulancer. Så her sad vi unge mennesker halvvejs i spøg og prøvede at opfinde de mest bloddryppende historier, og jeg husker stadig historien om bombenedslaget på Peter Bangsvej S-station, om toget der var rullet ned af de høje skrænter, om jernbanebroen der var knust ned over gaden og en overfyldt sporvogn. Det var sandelig nogle skrækkelige historier, vi her intetanende lavede kun nogle få timer, før den sønderlemmende tyske krigsmaskine begyndte at invadere vort gamle land.
Efter øvelserne blev vi kørt tilbage til stationen i de store "skovvogne". Her blev der først undervist i hvordan vi med gummikniplerne skulle slå løs på folk, men 'mest blev der dog vist os, hvordan man absolut ikke måtte slå løs på sine medmennesker. Efter dette opbyggelige foredrag gik vi alle over i domhuset og samledes i den store retssal. En højtstående politikommissær holdt her en alvorlig formaningstale for os, indprentede os vort ansvar, talte om tidens alvor og krigstruslerne, der hængte overalt i Europa. Dette blev os pålagt den 8. april ved midnatstid, kun cirka 4-5 timer før den tyske besættelse. Det var helt givet, at denne politimand, ligesom en del andre personer, viste besked om det nært forestående tyske overfald på Danmark.

9. april
Tidligt næste morgen, den 9. april 1940, altså på den nu historiske dato blev jeg vækket ganske tidligt, cirka klokken seks om morgenen af min mor, der ringede hjem fra arbejde. Min mor var stadig dengang ansat ude hos Beauvais på Lyngbyvejen. Ophidset og altereret fortalte hun, at tyskerne var gået i land på Langelinie, og der stod tyske soldater foran Østerport Station og inde ved Kongens Have! Det var, hvad hun havde hørt på vejen derud, og hvad ankomne kollegaer fortalte. Jeg husker klart, at jeg slet ikke troede på hende, men hun var helt sikker i sin sag, og sagde, at jeg da bare kunne se ud af vinduerne, så ville jeg se de store mørke flyvemaskiner, der hele tiden kredsede over København. Det var ganske rigtigt, byen blev overfløjet af tyske bombemaskiner, der som en trussel skulle tvinge konge og rigsdag til en hurtig kapitulation, hvilket jo som bekendt også skete i disse tidlige morgentimer.
Hermed begyndte et nyt og ukendt afsnit i Danmarks lange historie. Denne smukke forårsmorgen skulle blive begyndelsen til det, der senere er blevet kaldt "de fem lange, forbandede år". Da jeg først var kommet mig lidt over forbavselsen og sundet mig over denne utrolige begivenhed, ringede jeg til min bror Svend, for at høre, om han havde hørt dette ufattelige, hvad han ikke havde. Men han havde godt nok bemærket de mange larmende overflyvninger. Jeg spurgte, om han ville med en tur ind mod byen, hvis jeg kom og hentede ham på Nimbussen. Det var han med på, så klokken var endnu ikke syv, da vi kørte ind mod byen, egentligt en letsindig og dum ide, men en indre uro og nysgerrighed drev os afsted. Vi nåede helt ind til banegraven ved Teknologisk Institut før vi så tegn på besættelsen. Her lå nemlig en mængde af disse grønne flyveblade nedsmidt af de tyske flyvere. Sedlerne opfordrede befolkningen til at udvise absolut ro og orden, afholde sig fra enhver form for mishagsytringer, og opstand mod de tyske tropper ville blive slået ned med hård hånd, så der var ikke så meget at tage fejl af.
Vi forsatte vor kørsel ned ad Nørrevoldgade stadig uden at se en eneste tysker. Vi drejede til højre og kørte af Gothersgade mod Kongens Nytorv, og her på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade ved Kongens Have så vi de første tyske soldater. På gadehjørnet havde de bygget en vold af sandsække bag hvilken en lille flok af de grønne stod vagt pegende med et par maskingeværer. Her gik trafikken i stå, bilerne dannede en lang kø, men vi to på Nimbussen, kunne komme venstre om sporvognshellen og videre fremad; en latterlig, dum manøvre af os, som let kunne mistolkes. Vi kom jo ganske nær denne lille maskingeværrede, alvoren var vist ikke rigtig sivet ind. Fremme på Kongens Nytorv så vi flere bevæbnede vagtposter, men alt var roligt, ingen uro eller modstand, folk kiggede bare lidt skævt til disse ubudne fremmede, men man forsatte uanfægtet videre mod arbejdet. Jeg tror simpelthen, at folk var så overrumplede, at de ganske enkelt ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre eller mene. Fra Bredgade ville vi dreje ned ad Frederiksgade til Amalienborg, men her måtte vi stoppe brat, for hele kørebanen var dækket med store udbredte dannebrogsflag. Det var tegn til de kredsende flyvere om ikke at angribe. Vi blev nu klar over, at vi nok var for nær ved besættelsens brændpunkt, at vi skulle være mere forsigtige. Derfor vendte vi maskinen, vi skulle jo også begge være på arbejde klokken otte, og ingen havde fået den tanke, at man ikke lukkede forretningerne op, fordi Danmark var blevet besat, man var vel pligtopfyldende.
Det var mærkeligt, hvordan man langt op af dagen stadig kunne træffe mennesker, der ikke anede, hvad der var sket, men mange troede, at det var finske maskiner, sandsynligt på grund af det lyse dobbeltkors, det tyske luftvåbens mærke, mod maskinernes mørke skrog. Hele dagen blev der oplæst opfordringer til befolkningen i radioen fra både kongen og fra statsminister Stauning, om at alle skulle forholde sig rolige, ikke ved uoverlagte handlinger provokere de tyske tropper, hvilket kunne få uoverskuelige følger for alle.
I dagens løb hørte vi også, at det tyske overfald også gjaldt Norge, at nordmændene ikke straks overgav sig, at der blev kæmpet mange steder deroppe, at kongen og kronprinsen var flygtet fra Oslo. På denne sælsomme dag sværmede det med rygter, hurtige og sejlivede, vel naturlige når statsmagten forsøger at skjule sandhederne, og fra nu var der censur både i radioen og avisernes nyheder.
Snart begyndte alle disse gætterier om krigens længde. Alle var dog enige om, at en moderne krig med alle disse moderne våben ikke kunne blive langvarig, slet ikke som Den første Verdenskrig. Nu den 9. april fik befolkningen også travlt med en anden opgave: Det var mørkelægningen. Mærkeligt nok var netop disse dage planlagt som en kæmpe mørkelægningsøvelse, men hvor også størstedelen nok ikke havde foretaget sig noget, men var enige om bare at lade være med at tænde lyset og så ellers ikke spekulere mere over disse narrestreger. Nu fik piben en anden lyd. De få forretninger, der handlede med mørkelægningspapir, blev nu stormet af folk, for nu hvor det var tyskerne, der stod i landet og nok blev her et stykke tid, så turde ingen tage let på tingene mere. Jeg husker disse første par dage af besættelsen som meget mærkelige. Man var godt klar over, at man havde oplevet en begivenhed, som ville få sin plads i danmarkshistorien, men alligevel var disse dage så udramatiske. Ikke særligt meget var forandret i dagligdagen, folk gik på arbejde og handlede ganske som sædvanligt, ingen store begivenheder indtraf, det skete først langt senere, men en vis lammelse har der nok hvilet overalt, en afventende utryg holdning, en seen tiden an. For mit eget vedkommende blev hverdagen nu ændret med det samme, for alle os, der havde fået den omtalte politiuddannelse og var knyttet til politikorpset på Frederiksberg, fik nu besked om at stille til tjeneste den 10. april. Man ønskede vist, så mange danske uniformerede folk på gaden som muligt, både for at skabe lidt tryghed i befolkningen og måske afværge alvorlige sammenstød med besættelsesmagten, chikanerier, mangelfuld mørkelægning, og de næsten uundgåelige fuldemandsballader. Det var forøvrigt nu blevet forbudt at færdes på gader og stræder i beruset tilstand. Folk var, navnlig ældre mennesker, meget nervøse og bange for at færdes under mørkelægningen, og det var der sandelig også mange grunde til. Os der husker de første par år med mørkelægning, erindrer dette totale mørke, som senere blev lempet noget, men gaderne var fulde af faldgrubber, kantstene, trappesten, kælderhalse, henslængte cykler og tit andre mørke personer kunne være svære at få øje på, selvom nu alle skulle bære hvide armbind og cyklernes bagskærme skulle hvidmales. Ja, selv sporvognene var så mørke, at man skulle tage sig i vare, og inde i de stopfyldte vogne var der så mørkt, at konduktøren brugte en lille lommelygte for at kunne se at klippe billetterne.
Som omtalt blev mange bestemmelser ændrede i de kommende år, meget blev strammet og andet lempet lidt blandt andet mørkelægningen, og så er det helt sikkert, at man kan vænne sig til meget, lære at indrette sig. Blandt andet lærte man at afholde større sammenkomster til nætterne med fuldmåne, ja, alle lærte simpelthen at se sig bedre for i mørke, og mange nye, meget alvorligere begivenheder meldte sig efterhånden, som krigen fortsatte, så mørkelægning og lignende småting gled i baggrunden og var til at leve med. Luftalarmer og søgen dækning i beskyttelsesrum og kældre blev også hverdagskost, hvor efterhånden mange om natten, når sirenerne lød, bare vendte sig om på den anden side og sov videre. Men sådan er det vel menneskeligt nødvendigt for at overleve: Selv krig og besættelse kan blive hverdagskost, så kun hvor ulykker, politiske fængslinger, og det der er værre, rammer folk personligt reageres med sorg og håbløshed.
Så meget skal lige oplyses her, at hele min familie kom helskindet igennem disse år. Selv passede jeg mit job i Mynsters Magasin i Falkoner alle i hele krigens tid, deltog ikke aktivt i noget modstandsarbejde, var vist ikke gjort af det stof, man laver helte af, men kun almindelige hverdagsborgere. Som tidlige omtalt blev min far som sejlende maskinmester opbragt af tyskerne ude i Nordsøen. Det skulle blive hans sidste sejlads, han slog sig til ro på landjorden resten af sine dage.
Et gammelt ord siger, at enhver historie skal have en ende, og det gælder selvfølgelig også denne lille, personlige beretning om svundne dage. Hvornår dette så skal være, kan der jo være mange grunde til. Jeg synes selv, at der er to væsentlige grunde til min histories slutning på dette sted. Min tanke var at fortælle min historie dækkende min barndom og allertidligste ungdom, hvilken periode jeg nu syntes, er dækket ind her, hvor jeg er nået frem til det Herrens år 1940, hvor jeg selv var blevet 22 år gammel.
Den anden grund til at slutte her med året 1940 som endestation for mit lange tilbageblik er, netop at dette årstal skiller de fredelige år og krigsår med fem års besættelse af landet.


Tyske kampvogne på Falkoner Alle. Fotoet er dog fra 1943 og af Ole Clasen.


Afslutning
Når jeg nu efter flere års skriverier er nået frem til afslutningen, er det trods alt en smule vemodigt.
Det har nemlig været et meget interessant stykke arbejde, men også været et meget større og mere langvarigt job, end jeg havde formodet, før jeg startede.
Flere gange undervejs er jeg blevet grebet af ulyst til at fortsætte skriveriet, forbi man måske tænker, at dette med at nedskrive barndomserindringer, vist er noget pjat, da der jo ikke har været noget særligt eller vigtigt i min barndom at fortælle andre om. Men så sniger den spændende tanke sig ind: Hvis nu min far eller mor, eller måske en bedstefar eller gammel bedstemor, havde efterladt en nedskrevet beretning om deres barndom, hvor ville det så i dag have været spændende at kunne læse om deres liv og færden. Så er det jo man klør på og fortsætter.
Nu vil jeg håbe, at dette mit tilbageblik fra en svunden tid, da jeg var dreng, har noget at fortælle en yngre generation, for meget er jo nu ændret.
Jeg håber også, at læsningen af disse sider kan give et så nogenlunde forståeligt billede af disse årtier, at det fortæller en sandfærdig historie, der fortæller den læsende så nogenlunde klart og tydeligt, sammenhængende og forståeligt, som jeg i dag føler, min barndom må have tegnet sig. Jeg må også håbe, at jeg har ramt disse årtiers tidsånd i de rette proportioner uden alt for store over- eller underdrivelser.
At sortere og genkalde barndomslivets halvglemte minder kan bestemt være meget vanskeligt: Hvad er væsentlig stof, og hvad er mere ligegyldigt, og hvor meget kan man lide på sin hukommelse? Flere gange undervejs må man have ryddet lidt op i huskeren, rystet sækken lidt, og få visse ting, personer og steder sat på de rette pladser.

TOP

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu