Hoved menu:
I slutningen af besættelsestiden skrev forfatteren Hans Kirk et par bestillingsopgaver til det kommunistiske dagblad Land og Folks illegale forlag. Dette udgav nemlig en lille serie illegale hæfter, som kaldtes "Dansk Daad".
På dette tidspunkt var Hans Kirk, som alle andre kommunister, under jorden. Han var allerede en etableret og højt estimeret forfatter, men kunne naturligvis ikke udkomme under eget navn under disse forhold.
Hans Kirk skrev to små beretninger (16 sider i praktisk (!) lommeformat), som udkom i serien "Dansk Daad"; dog uden at hans navn figurerede i den forbindelse. De hed "Frihedskampen i Aalborg, August 1943" og "En Værnemager sættes ud af Spillet". De kom naturligvis ikke på nogen litterær bestseller-liste, og har heller ikke siden hen været til at købe, men de findes i dag på Det kongelige Bibliotek i København. Herfra fik Clasen dem i fotokopi i forbindelse med sit arbejde med egnsspillet DOG DAGES DET IMMER PAANY.
Hans Kirk. En avisgengivelse af hans illegale og falske identitetskort.
De med fedt fremhævede passager indgik ordret i egnsspillet. Det er nok et spørgsmål om de to beretninger lægger noget til Hans Kirks litterære omdømme, men herunder gengives de: Så kan den ærede læser selv bedømme, hvordan det er at læse en forfatter, der virkelig går ind for det, han skriver - og omvendt:
"DANSK DAAD 2
Frihedskampen i Aalborg
August 1943
LAND OG FOLKS FORLAG - DANMARK 1943
I Serien DANSK DAAD er udkommet:
1. Folkestrejken i Odense, 18.-24. August 1943.
2. Frihedskampen i Aalborg, August. 1943.
3. En Værnemager sættes ud af Spillet. - Sabotagen mod Petersen & Wraaes Maskinfabrik, 27. Juli 1943, Kl. 0.18.
4. Mørklagt Land. - Der skaffes Vaaben.
Pris Pr. Hefte: 50 Øre
Hele Indtægten gaar til Understøttelse af Frihedskampens Ofre-
Kampen i Rold Skov
Natten til den 18. August 1943 bragede Geværsalverne i Nattemørket i Rold Skov. Det var ikke Krybskytter, som var ude paa Jagt, men danske Frihedskæmpere, som sloges paa Liv og Død med tyske Soldater. Fra en engelsk Flyvemaskine var der blevet nedkastet Vaaben og Ammunition, og en Gruppe Sabotører var kørt ud i en Lastbil for at hente Forsendelsen. Maaske har en Stikker givet Tyskerne Besked, i hvert Fald blev Bilen standset og omringet af en Deling tyske Soldater, som aabnede Ilden. Danskerne forsvarede sig til sidste Patron, og da de nødtes til at standse Skydningen, sprang nogle Mænd ud af Bilen og forsvandt i Skoven. To af dem blev fanget. Den ene blev anbragt i en Bil, der tilhørte Landbetjenten fra Støvring, som deltog i Klapjagten paa sine Landsmænd. Det lykkedes den tilfangetagne at springe ud af Bilen og forsvinde ind i Skoven igen, skønt den fædrelandskærlige Landbetjent sendte et Par Revolverkugler efter ham. Man fangede ham ikke igen, skønt tyske Soldater og danske Betjente med Hunde gennemstøvede Skoven paa Kryds og Tværs.
Den anden Patriot, som Tyskerne tog til Fange, var Ingeniør Povl Edvin Kjær Sørensen. Han blev kørt til Aalborg og taget i et foreløbigt Forhør, hvorefter Tyskerne transporterede ham til Aarhus. Her blev han stillet for en tysk Standret, efter at man - det fortælles af troværdige Folk – var blevet mishandlet paa det frygteligste i det tyske Militærfængsel. Men trods Tortur nægtede han at giye Oplysninger om sine Medkæmpere. Den 25. Aug. dømte Standretten ham til Døden, og han blev sendt til den tyske Afdeling af Vestre Fængsel i København. En Ansøgning om Benaadning blev afslaaet af den tyske Bøddel General v. Hanneken, og den 8. September blev der gennem Ritzaus Bureau givet Meddelelse om, at Dødsdommen var fuldbyrdet ved Skydning. Ingeniør Sørensen gik roligt i Døden, han vidste, at han gav sit Liv for Danmarks Sag.
Aalborg begraver en af sine modige Sønner
Ved Rattet i den Bil, som skulde bringe Ammunitionen til Aalborg, sad en ung Mand, gennemhullet af Kugler fra Maskingeværerne. Det var Bankassistent Niels Erik Vangsted. Han var fra Aalborg, Leder af en Afdeling K. F. U. M. - Spejdere, en velbegavet og samvittighedsfuld ung Mand, som nød megen Agtelse i de Kredse, hvor han færdedes.
Naturligvis vakte Begivenheden Røre i Aalborg. Man beundrede de unge Danskeres Mod og sørgede over deres Skæbne - de havde jo givet Livet for vor fælles Sag. Mandag den 23. August skulde Vangsted begraves, og hele Aalborg havde besluttet at følge ham til Graven. Men Tyskerne ønskede ikke, at Danskerne skulde vise en god Patriot den sidste Ære. General v. Hanneken havde givet Ordre til, at der ikke maatte samles nogen Folkemængde paa Kirkegaarden, og at Kranse til Begravelsen ikke maatte have udæskende Indskrifter. Der blev sendt et Bjerg af Kranse. En Fagmand har anslaaet Værdien af alle de mange Blomsterdekorationer til 30. – 40.000 Kr. og en enkelt Blomsterhandler solgte for 6.000 Kr. Blomsterhandlerne udstillede Kransene i deres Butiksvinduer, og da der var Kranse, med Indskriften ”Til den modige Dansker” eller ”Fra R. A. F.” (”Rørdals Arbejdere og Funktionærer”) krævede den tyske Kommandant dem fjernet. Politimesteren vilde ikke lystre den tyske Ordre, og Tyskerne blev kommanderet ud i Gaderne.
Mandag Formiddag uddeltes der paa Storaalborgs Gader en Løbeseddel, som meddelte, at de danske Myndigheder for at undgaa ulykkebringende Begivenheder i Forstaaelse med den nærmeste Familje havde foranlediget, at Vangsteds Begravelse fandt Sted om Morgenen Klokken otte. Kisten var ført fra Kapellet til Kirken, og der var ikke holdt nogen Højtidelighed i Kirken. Foruden. Familjen var kun Politimester Bach og Præsten tilstede. Efter en kort Bøn blev Kisten sænket i Graven, og Jordpaakastelsen foretaget. Men over Graven rejstes et Bjerg af Kranse. Der var næppe en Virksomhed i Aalborg, hvis Arbejdere eller Personale ikke havde sendt en Blomsterhilsen.
Paa det Tidspunkt, hvor Begravelsen skulde have været holdt, havde en Mængde Mennesker samlet sig foran Ansgarskirken, som var fyldt til sidste Plads. Der var nok en halv Snes Tusinde Mennesker. Der blev stillet Krav om, at der skulde afholdes en Mindegudstjeneste for den døde. Politimesteren gav sin tilladelse, og der blev sendt Bud efter Præsten. Mens man ventede paa paa at han skulde komme, blev der sunget. Inde i Kirken sang Folk Salmer, udenfor lød de danske Fædrelandssange og ”Internationale”. Hele Byen var præget af Begravelsen. Alt Arbejde var standset, alle Forretninger holdt lukket. Aalborg sørgede over Tabet af en af sine bedste Sønner.
Tyskerne overfalder Aalborgs Borgere.
Den 9. April forpligtede Tyskerne sig til ikke at blande sig i danske Forhold. Siden har forholdene udviklet sig saadan, at vi ikke engang har Lov til at lægge vor Sorg for Dagen over dem, som Tyskerne havde skudt. v. Hanneken havde givet Ordre til at Begravelsen af Vangsted skulde foregaa i dybeste Stilhed. Nu mødte 10.000 Mennesker ved hans Grav. Der maatte skrides ind mod denne uhørte Krænkelse af den tyske Ære. En tysk Flyver strøg ganske lavt som en Mørkets Fugl hen over Kirkegaarden. Et Par Pistolskud blev affyret. Behjertede Mænd afvæbnede dem, der havde affyret Skudene - to tyske Officerer. Saa lød en Stemme udover Folkemasserne - Politiets Højttalervogn. Den beordrede Folk til at gaa hjem, ellers vilde Tyskerne, overtage Ordenstjenesten. Men der blev ikke givet Tid til at adlyde Ordren. Umiddelbart efter kom Lastbiler kørende med Tyskere i fuldt Krigsudstyr. Væbnede Soldater og Kavaleri stormede frem fra de nærmeste Gader. Den fredelige Plads foran Kirken var pludselig forvandlet til en Slagplads.
Der var Hundreder og atter Hundreder af Kvinder og Børn i Folkemængden. De blev trampet ned i den Panik, der opstod, eller hugget ned af Tyskerne. Og i Løbet af kort Tid var Byen i Oprør. Tyske Biler susede gennem Gaderne, fulde af Soldater med Maskingeværer og Karabiner. Tanks drønede tungt af sted paa deres Larvefødder. Man skulde tro, at det gjaldt Erobringen af en By i Krigszonen, og ikke at det foregik i en dansk Købstad, hvor Befolkningen knap var i Besiddelse af en Hundepistol. De tyske Soldater kæmpede paa Livet løs mod fuldstændig værgeløse Mennesker. En Snes Ofre blev indlagt paa Sygehuset, 16 af dem havde Skudsaar. Mange Gange dette Antal fik lettere Saar og Skrammer og blev behandlet hos private Læger eller af Arbejdersamaritterne.
De tyske Soldater gik fuldstændig amok, eller maaske havde de Ordre til at optræde med vild Brutalitet. Folk blev hugget ned med Geværkolber og Revolverskæfter. Paa Hotel Phønix, Aalborgs gamle, stilfærdige Hotel, trængte en Flok Tyskere ind. Hvad de egentlig vilde der, bliver næppe nogensinde opklaret. Men da de sejrsbevidste forlod Hotellet, havde de myrdet Overtjener Bech, som overhovedet ikke havde deltaget i Begravelsen. Han blev saaret af en desperat Tysker og kørt paa Sygehuset, og kort Tid efter afgik han ved Døden.
Folket slaar igen!
Nordjyderne er sindige og rolige Folk, men deres Sindighed gaar ikke saa vidt, at de lader sig massakrere uden at gøre Modstand. Folk begyndte at bombardere Tyskerne med Brosten. Vaaben var ingen i Besiddelse af. Man havde kun Brosten fra Gaderne eller de bare Næver. Men man slog løs paa Tyskerne, naar man kunde komme til det. Og Vreden rettedes ogsaa mod Nazisterne og de Kvinder, som havde staaet i Forhold til Tyskerne. I Naziforretningerne havde alle Varer været forbeholdt de tyske Soldater. Mens de danske Husmødre ikke havde kunnet købe det nødvendigste, kunde Tyskerne faa alt, hvad Hjertet begærede. Og Feltmadrasserne havde bragt Skam og Skændsel over alle Danske. En Nazist og en Feltmadras blev pryglet foran Ansgars-Kirken. Rundt i Byen blev Naziforretningerne stormet, og Inventaret og Varelageret smidt ud paa Gaden. En tysk Bil blev overdænget med Brosten, en anden blev væltet. Imens forhandlede Politimesteren og Kommandanten for den tyske Værnemagt, og de traf den Aftale, at det tyske Militær skulde trækkes væk fra Gaderne. En Tid var der Ro i Byen, men om Aftenen blev Tyskerne igen sluppet løs og Kampen blussede op paany.
En sagesløs dansk Arbejder myrdes.
Næste Morgen gik Folk til deres Arbejde. Rørdal Cementfabrik ligger et godt Stykke udenfor Byen. Arbejderne der har ved flere Lejligheder protesteret mod tyske Overgreb, og maaske havde Værnemagten et Regnskab at gøre op med disse danske Arbejdere. I hvert Fald blev der i den tidlige Morgen skudt paa Arbejdere, der var paa Vej til Rørdal. En Arbejder, Erik Larsen blev dræbt.
I danske Regeringserklæringer har vi hørt om, med hvor stor Hensynsfuldhed den tyske Værnemagt altid optræder. Tyskerne plejer selv at fortælle os om tysk Storsindethed, Ædelmodighed og Selvbeherskelse. Men den tyske Storsindethed og det tyske Ædelmod hindrede altsaa ikke de tyske Soldater i at myrde en Mand, som gik til sin fredelige Dont for at tjene Føden til sig og sine. Arbejderne paa Rørdal reagerede øjeblikkeligt paa den eneste værdige Maade. De nedlagde Arbejdet. Beretningen om det fejge og hæslige Mord spredtes som en Løbeild over de to Limfjordsbyer. I Bedrifterne diskuterede man Begivenheden, og der var kun een Mening om, hvad der var at gøre. Fabrik efter Fabrik nedlagde Arbejdet som Protest. Hele Aalborg gik i Strejke. Fra Storvirksomhederne til det mindste Værksted nedlagde Arbejderne Arbejdet. Alle Hjul, hver en Maskine i Byen standsede. Butik efter Butik blev lukket.
Folkestrejken!
Der var Folkestrejke i Aalborg og Nørresundby.
Om Eftermiddagen var der indkaldt til Møde i Grusgraven paa Hobrovej. Store Menneskemængder strømmede derud, Mænd, Kvinder og Unge. Ialt samledes der 17.000 Mennesker. En Række Taler protesterede mod den tyske Terror. Politimesteren tog Ordet. Han talte for et frit Danmark og beklagede, at man ikke havde overladt Ordenshaandhævelsen til det danske Politi. Tilhørerne hilste ham med stormende Bifald og bar ham i Guldstol til hans Bil. Der blev vedtaget en Resolution, som forlangte, at Tyskerne skulde inddrage deres Vagtposter, at Frikorpsfolkene skulde afvæbnes, det tyske Mandskabs Udgangstilladelse begrænses til Kl. 20, og at de Skoler, som Tyskerne havde lagt Beslag paa, skulde frigives, saaledes at Børnene igen kunde faa normal Undervisning.
Mødet var afholdt paa den roligste Maade, med selve Politimesteren som Taler, og Folk begav sig fredeligt hjem.
Men Tyskerne ønskede ikke Ro i byen. Det tyske Militær var igen udkommanderet, og uden Varsel huggede det løs paa Folk. Geværskud knaldede, og Maskinpistolerne knitrede. 17.000 Mennesker var paa Vandring hjem. Man hørte Kvindernes Jamren og Børnenes Skrig. Menneskemængden blev grebet af Panik, Folk flygtede til alle Sider, mens Tyskerne fyrede løs. Hist og her sank en Mand saaret om. En Kvinde tog sig til Brystet med et skingrende Skrig. Tre Mænd blev dræbt, og mange saaret.
I sin Tid, lige efter Besættelsen, kørte en tysk Bil gennem Aalborgs Gader og uddelte Godter til Børnene. Bagefter den kom en Vogn med et Filmsapparat, der fotograferede Børnene, som flokkedes om de tyske Soldater. Filmen blev forevist i de tyske Biografer for at vise, med hvilken Begejstring vi havde modtaget den tyske Invasion.
Det er Skade, at disse Scener, hvor svært bevæbnede Soldater massakrerede Befolkningen, ikke blev filmet. Det havde været et Billede fra Virkeligheden. Saadan er den tyske Værnemagt, naar den viser sit sande Ansigt.
Tyskerne nøjedes ikke med at slaa ned for Fode, ogsa Gidsler blev taget. De danske Nazister havde travlt med at angive Landsmænd, som blev anset for gode Patrioter. De blev med Vold slæbt afsted til den tyske Kaserne og indespærret i en Kælder. Det var et lille fugtigt, Rum, hvor der var knapt med Lys og Luft. Her blev 25 Mennesker holdt indespærret i fireogtyve Timer. Der var ikke saa megen Plads, at de kunde lægge sig ned paa Gulvet. Af Gidslerne var de otte Arbejdere, som Tyskerne havde arresteret, da Danskerne, som arbejdede i Lufthavnen, nedlagde Arbejdet for at slutte sig til Folkestrejken. Om Aftenen fik flere af de danske Angivere en velfortjent Afstraffelse, og de klagede deres Nød til deres Venner, Tyskerne. Der blev derefter posteret Vagtposter foran de Ejendomme, hvor der boede Nazister eller særlig veltjente Feltmadrasser.
Næste Morgen var Aalborg som uddød. Ingen gik paa Arbejde, alle Butikker var lukket. Tyskerne forsøgte at tvinge Bagere og Slagtere til at udlevere Varer til dem. I nogle Tilfælde lykkedes det, i andre maatte de opgive at faa Varer med hjem til Kasernen. Byen blev behandlet som en fjendtlig Stad. Jagere fløj lavt hen over Husene og bestrøg af og til Gaderne med Maskingeværer. Lastbiler med Soldater drønede gennem Byen. Rundt omkring var der Skærmydsler mellem Danskerne og de tyske Soldater eller Nazisterne. Der kom Meddelelse om Begivenhederne i Nordjylland. I Frederikshavn kæmpedes der i Gaderne, hele Byen var i Strejke. I Skagen, i Sæby, Aarhus, Fredericia, Vejle - en hel Række jydske Købstæder - havde man protesteret mod de tyske Voldshandlinger. De fynske Byer var i Oprør, den nationale Bevægelse bredte sig til Sjælland.
Imidlertid blev der forhandlet paa Politimesterens Kontor. Arbejderrepræsentanter var tilkaldt for at udtale sig om paa hvilke Betingelser Generalstrejken kunde afblæses. De erklærede enstemmigt, at de ikke vilde forhandle med Værnemagten, før alle Vagtposter var fjernet fra Aalborgs og Nørresundbys Gader. Naar det var sket, stod de fast paa de Krav, som Deltagerne i Mødet i Grusgraven havde stillet.
Undtagelsestilstand - men Kampen fortsættes.
Politimesteren satte sig i Forbindelse med General v. Hanneken, som krævede øjeblikkelig Indførelse af Undtagelsestilstand: Forbud mod alle Møder samt mod Sammenstimlen og Opløb, Lukning af Restauranter og Biografer fra Kl. 19, Udgangsforbud for Borgerne i Byen fra Kl. 20 til 6.
I Haandværkerforeningen blev der holdt et Tillidsmandsmøde, hvor man vedtog at fortsætte Strejken. Der blev givet Meddelelse om, at den efter al Sandsynlighed vilde blive udvidet til ogsaa at omfatte Banernes faste Personale.
Regeringen greb ind. Scavenius og hans Ministre gjorde et sidste, desperat Forsøg paa at stemme op mod den nationale Protestbevægelse Landet over. Der blev udsendt en Regeringserklæring, som misbilligede Modstanden mod Tyskernes Overgreb, og de socialdemokratiske Fagforeningsledere brugte al deres Indflydelse for at mane de danske Arbejdere til Ro.
Et Ministermøde gav Politimesteren Ordre til at gaa ind, paa de af Tyskerne opstillede Krav.
Det blev derefter straks meddelt ved Løbesedler og Højtalere, at der var Undtagelsestilstand i Aalborg og Nørresundby.
Men alle Fabrikker stod stille, Butikkerne var lukket, og hver Borger i Byen var besjælet af en levende Modstandsvilje.
Strejken blev fortsat og udvidet. Paa Privatbanerne standsedes al Godstrafik. Og først den 29. Aug. blev Arbejdet - foreløbig - genoptaget.
Kampens Ofre.
De tyske Massakrer i Aalborg kostede syv Danskeres Liv. Navnene paa de døde er:
Overtjener Bech.
Arbejdsmand Erik Larsen, Langesgade 4.
Mejerist Knud Andersen, Løgstrup.
Ingemann Rask, Vester Fjordvej 5.
Mekaniker Vilh. Stadhudt.
Maskinarbejder Poul Mathiasen, Lindholm.
Aage Christensen, Nytorv 12.
Listen over de saarede er langtfra fuldstændig. Vi bringer en Del af Navnene:
Apotekerdiscipel Leif Olsen, Ny Kastetvej 9, Skud i Benet.
Ruth Christensen, Langelandsgade 10, Skud i Brystet.
Johanne Christiansen, Vestergade 81, Skud i Underben.
Sigfred Salversen, Nørregade 24, Nrsb., Skud i venstre Knæ.
Knud Petersen, Søndergade 2, Nrsb., Skud i Laaret.
Werner Petersen, Islandsgade 15, Skud i Laaret.
Børge Olsen, Ny Kastetvej 2, Skud i Laaret.
Margrethe Rasmussen, p. t. Højskolehotellet, glat Gennemskud i Benet.
Tage Larsen, Vestergade 12, Nrsb.
Torbjørn Fevejle, Sct. Mortensgade 10, Skud i Armen.
Henry Larsen, Vestergade 87, Nrsb., Skud i Foden.
Sofus Jensen, Ryesgade 22, Skud i Benet.
Erik Larsen, Christiansgade 50, Skud i Benet.
Robert Nielsen, P. Paghsgade 29, Skud i Ryggen.
Valdemar Torp, Løkkegade 6, Skud gennem begge Laar.
Børge Poulsen, Engvej 18, Mølholm.
Børge Kjær, Kattesundet 12, Skud i Ryggen.
Oluf Sørensen, Absalonsgade 21, Skud i Ryggen.
Bogholder Egon Andersen, Kjellerupsgade 25.
Gunnar Jensen, Vonsyldsgade 30, Vejgaard, 2 Skud i Benet.
Niels Chr. Madsen, Jomfru Anegade 7, Skud i Laaret.
Tage Larsen, Vestergade 12, Strejfskud i Benet.
Magda Karger, Strandvej 7, Skud i Brystet.
Peter Simonsen, Fjordgade 7, Skud i Armen.
Poul Jacob Madsen, Norgesgade 15, Skud i Læggen.
Gravemester Oskar Lundegaard Petersen, Nytorv 18, Skud i højre Underarm.
Anna Nielsen, Sjællandsgade 29, Smaasaar efter Splinter.
Anders Jørgensen, Kayrødgade 34, Saar i Hovedet efter Slag af Geværkolbe.
Birthe Christensen, 12 Aar, Langelandsgade10, Skud i højre Skulder.
Anna Margrethe Nielsen, Reberbanegade 16, Skud i Underben.
Niels Chr. Vestergaard, Skud i Overarm.
Marinus Sørensen, Landevej 43, Nr. Uttrup, Skud i Underarm.
Eigil Knud Jensen, P. Paghsgade 19, slaaet i Ansigtet, Hjernerystelse.
Malte Skinbjerg, Vesterbro 119, Brosten i Panden, Hjernerystelse.
Kai Bruno Petersen, Reberbanegade 11, Skud i Underben.
Knud Wittrup, Maren Turisgade 1, Skud i Underarm.
Jens Christensen, Biersted, Skud i Underarm.
Eric Bjørn Larsen, Sverrigsgade 13, slaaet over Ryggen med Geværkolbe.
Alfred Andersen, Skørping, Metalsplinter i Laaret.
Rita Nielsen, 13 Aar, Ryesgade 7 A, gennemskudt Læg.
Arbejderne og Borgerne i Aalborg stod sammen i Kampen mod vort Fædrelands Fjender og Undertrykkere. Uden at tage Hensyn til Forskel i Partioverbevisning og Livssyn enedes de om det, som for Tiden er afgørende: at yde Modstand mod Tyskerne.
Et enigt Folk kan ingen kue. Og sammen vil vi stadig arbejde for vort Fædrelands Befrielse for Nazivældets Barbari."
"DANSK DAAD 3
En Værnemager sættes ud af Spillet - Sabotagen mod Petersen & Wraaes Maskinfabrik 27. Juli 1943, Kl. 0.18
LAND OG FOLKS FORLAG - DANMARK 1943
I Serien DANSK DAAD er udkommet:
1. Folkestrejken i Odense, 18.-24. August 1943 .
2. Frihedskampen i Aalborg, August. 1943.
3. En Værnemager sættes ud af Spillet. - Sabotagen mod Petersen & Wraaes Maskinfabrik, 27. Juli 1943, Kl. 0.18.
4. Mørklagt Land. - Der skaffes Vaaben.
Pris Pr. Hefte: 50 Øre
Hele Indtægten gaar til Understøttelse af Frihedskampens Ofre-
Præcis Kl. 19 som aftalt lukkede Jens den sidste af Gruppen ind i sin Lejlighed. Han laaste omhyggeligt og gik saa ud i Køkkenet for at hente Kaffen og Brødet, som hans Kone havde stillet klar til dem, før hun selv gik hen til en Veninde. Paa disse Aftener var Marie aldrig hjemme, for skulde der ske Jens noget, var det hende jo umuligt, selv ved Tvang at røbe noget.
Jens slukkede og gik ind i Stuen, hvor de 4 andre havde taget Plads rundt om Bordet. Hver havde sin faste Plads. Jens for Enden, det var saa rart nær ved Døren, naar Kaffen skulde varmes. Ved Siden af ham sad Knud og Valdemar, de to han havde haft med fra Starten. Længst væk sad Preben og Jørgen, der trods 7 Maaneders DeltageIse stadig blev regnet for nye.
Alle 5 havde nu deltaget i et Utal af Aktioner mod den tyske Besættelsesmagt og dens Leverandører og kendte nøje hinanden. Det var 5 rolige og kraftige Arbejdere. Om Dagen passede de deres Job, om Aftenen raadslog de køligt og lidenskabsløst om, hvilke Metoder de skulde anvende for at naa Maalet - Danmarks Frihed og Tyskernes
naadeløse Uddrivelse fra Landet.
En a to Gange om Ugen foretog de en Aktion mod Fjenden, store og smaa i Flæng, som det nu blev dem paalagt, men altid vel tilrettelagt, saa Risikoen blev den mindst mulige for dem selv og alle andre Danskere. Alle Steder i Landet fandtes der Grupper som dem selv. De vidste det uden at kende dem, og følte sig dobbelt stærke. De havde kun een Bekymring: Hvordan skulde de faa alle deres Landsmænd til at indse, at kun Kamp kunde befri Landet. Kun enig og beslutsom Kamp mod Tyskerne kunde befri Landet og stoppe Krigen og alle dens Rædsler. Ganske vist var de efterhaanden blevet mange, men i Forhold til de militære Styrker var de endnu for faa. Endnu var deres Hovedvaaben List, men det, de stræbte efter, var Kraft. Haard og hensynsløs Kraft, der i et nu kunde sønderhugge Modstanderen. Mange Gange havde de faaet Beviser for Folkets Loyalitet. De vidste, at Folket troede paa dem. De vidste, at Folket hjalp dem. De vidste, at mange af deres Kammerater var eftersøgt og derfor maatte leve illegalt, og her skortede det ikke paa Beslutsomhed fra Folkets Side. Uden Tøven og uden Spørgsmaal hjalp de, hvor de kunde, rnen netop derfor var det irriterende at høre Politibetjent Hansen, som Jens kendte en Del til, stadig være bekymret for Fremtidens danske Produktion, samtidig med at han skældte ud paa Tyskerne. Og endnu var der mange "Hansener".
Jens skænkede rundt anden Gang, og stillede Kanden hen paa Pladen ved Kakkelovnen. Saa tog han nogle Papirer frem fra et Skjulested. Kun saalænge Forberedelserne stod paa havde Jens Papirer, ellers var Huset kemisk renset for alt, hvad der kunde give et F'ingerpeg. Han foldede det tynde, mange Gange sammenlagte Stykke Papir ud. Kopperne blev stillet tilside, og med sin tykke, arbejdsslidte Finger pegede han paa Tegningen, mens han talte om Opgaven.
Det var tredie Gang den blev gennemgaaet, og alle Mand havde to Gange været paa Stedet og gjort deres Iagttagelser. Ikke paa een Gang naturligvis, men alene og saa ubemærket som muligt. Det galdt jo om ikke at vække Mistanke om, at der skulde ske noget netop der. Iaften skulde de sidste Instruktioner gives, og i Overmorgen - Søndag den 27. Juli - skulde det gaa løs.
Altsaa, Kammerater - Jens rømmede sig. Lad os paany gennemgaa Sagen. Opgaven er Petersen & Vraae, Hejmdalsgade 30. Vi har Papirerne, der tydeligt viser, at henved 80 pCt. af Fabrikkens Produktion gaar til Tyskerne. Det er Maskiner til den tyske Hærs Bagerier og Vaskerier, Bolte og Bøsninger, det beløber sig i Penge til en halv Million om Maaneden.- Der er Skiftehold, saa vi maa altsaa bruge Søndag Aften. Det vil være vanskeligt at forcere Mure eller Indgange, vi maa altsaa gaa til den paa en anden Maade. Vi gennemprøvede den i Forgaars, og jeg er ikke ganske dristig ved den, for det kan jo let komme til at gaa ud over Folk paa Gaden. Jeg skal derfor meddele jer - fortsatte Jens - at jeg har haft Forbindelse med vor Ledelse, og den har nu lovet at stille 4 Mand til Raadighed for os. Det skulde jo nok kunde gaa.
Jeg selv, Jørgen og Preben tager Fabrikken, Knud og Valdemar maa tage sig af Afspærringerne. I faar to Mand hver. Vi kender dem ikke, men det er prøvede Folk. Kan I saa holde Folk væk, klarer vi andre den let. Jens saa sig om i Kredsen, men ingen gjorde Indvendinger. De vidste, at Jens ikke foreslog noget, uden at det var gennemtænkt paa alle Leder og Kanter.
De nærmeste Gader er Overskæringen og Fenrisgade, fortsatte Jens, medens han pegede paa Tegningen. Du, Knud, tager Overskæringen og du, Valdemar, tager Fenrisgade. Preben tager Ladningerne og Jørgen Tændsatser og Elementer. Jeg selv tager Lygten og dækker jer to. Vi anbringer vore Cykler paa det aftalte Sted Kl. 20. og mødes saa ved Depotet Klokken 23,45. Herfra gaar vi til Hjørnet af Hejmdalsgade og Tagensvej, hvor vi Klokken 0.10 møder de 4 Mand. Herfra gaar først Knud med sine to Mand hen til Overskæringen. Saa gaar vi tre - han pegede paa Jørgen og Preben - og du, Valdemar, følger efter med dine to Folk og stopper ved Fenrisgade. Klokken 0,15 maa alt være klart. Jeg piber en Gang i Fløjten og ingen maa saa komme ind i Gaden. Jens saa op fra Tegningen, og alle 4 nikkede. Har nogen noget at indvende ? spurgte Jens -- hvis ikke, fortsatte han, møder' vi saa i Overmorgen Søndag Kl. 23,45 ved Depotet.
Jens rejste sig og gik med Papiret og Kaffekanden ud i Køkkenet. Han tændte Gassen, og medens Kaffen varmede, brændte han Papiret i Vasken. Saa gik han smaanynnende ind i Stuen igen og skænkede. Jørgen lukkede op for Radioen. København var som sædvanlig tavs, men det var ogsaa mere de engelske Udsendelser, de var interesseret i. Uden et Ord hørte de Udsendelsen til Ende. De smilede til hinanden, da de hørte om Sovjetunionens nye
Offensiv, men blev straks alvorlige igen, fordi de samtidig kom til at tænke paa de uhyre Ofre, Sovjetunionen aIlerede havde bragt.Og nu skulde de paany gennem en Offensiv med, nye Sejre, men ogsaa med nye Ofre. Da Radioen tav; sagde Knud, medens han bøjede sig forover og lagde Albuerne paa Knæene - ja - om de gode Englændere snart vilde komme med den anden Front. De snakker og snakker. De farer den. halve Jordklode rundt og holder lange Taler. Men paa den Maade vindes Krigen ikke. Der skal Mænd og Granater til for at klare den Historie. Naa, sagde Jørgen - Bombardementerne gør dog ogsaa deres Nytte. Kan være at de ødelægger en Del, svarede Jens - men jeg synes nu som Knud, at Invasion er nødvendig, for det er den eneste Maade, hvorpaa Hitler bliver nødt til at trække Tropper fra Østfronten. - Og saa kan du tro, der vanker Bank. Saa var det hele forbi om 3-4 Maaneder.
Men der var nu ogsaa andet de kunde gøre, sagde Preben. De kiggede alle paa "Drengen", som de - trods hans 25 Aar - kaldte ham. Ja jeg mener, forklarede han - de kunde vel sende noget Sprængstof og den Slags ned til os.
Du siger noget - nikkede Jens eftertænksomt. Det ville ogsaa gavne. For ærlig talt, saa er vi vist ved at køre tom. Det var lige med Nød og næppe, jeg reddede de 5½ Kilo til paa Søndag. Og saa vidt, jeg forstod, saa var der ikke mere.
Lad os nu ikke skabe os utidige Bekymringer. Valdemar tændte en Cigaret og fortsatte - vi har før været kørt læns, men der dukker jo stadigvæk noget op, hvor Fanden de saa faar det fra - men det er ligemeget nu gaar jeg hjem til Tullemor.
Saa skiltes de 5 Kammerater.
Knud var ansvarlig for Depotet, saa han kom i god Tid. Han eftersaa Pistolerne og lagde dem frem paa Bordet. Sprængstoffet laa klar i to Pakker, en stor paa 5 Kilo og en lille paa ½ Kilo. I Vindueskarmen laa Tændsatserne, saa langt som muligt fra Sprængstoffet for alle Eventualiteters Skyld.
Lidt efter kom de andre. De tog deres Pistoler, undesøgte dem, satte Magasinet i, ladede og sikrede dem, hvorefter de spændte dem fast under Jakken og var klar. Jens gennemgik endnu engang Planen, og Klokken 23,50 gik de ud af Bygningen.
Uden Snak skridtede de ud mod Tagensvej. Paa den ene Side af Gaden Knud og Valdemar, paa den anden Jens lidt foran sine to Mand.
Ved Hejmdalsgade stoppede Jens. Preben og Jørgen stod 15 - 20 Meter fra ham, medens Knud og Valdemar stod ligeoverfor paa den modsatte Side af Gaden. Klokken var 0,08. Alt var roligt, kun en enlig Taxa kom kørende oppe fra Broen over Lersøen. Det var ganske stille og tilpas maanelyst. Vidste Jens ikke bedre, maatte han tro, han var helt alene, saadan forsvandt hans 4 Kammerater i Maanelysets dybe Skygger. Præcis Klokken 0,10 dukkede to Cyklister op. De drejede hen foran Jens. Den ene løftede paa Hatten og sagde: De har vel ikke en tændstik? Jo - en paa 5 Kilo, svarede Jens. Vel, sagde Cyk1isten. Han stod af og trykkede Jens' Haand. "Vi er klar". Imedens var den anden Cyklist kørt over til Hjørnet af Haraldsgade, og ikke et halvt Minut efter holdt alle 4 foran Jens.
Knud kom nu ransk over Gaden, og med et kort Godaften gik han med de to nærmeststaaende. Saa dukkede Valdemar op. Han gik med de to andre over paa det andet Hjørne. Preben og Jørgen naaede hen til Jens, da Valdemar var kommet til Hjørnet og de fulgte alle tre lige efter Knud. Som aftalt kunde nu Valdemar danne Bagtroppen.
Paa Vejen hen instruerede Knud og Valdemar deres ukendte Kammerater, som straks opfattede, hvad deres Opgave bestod i. Da de kom til deres Post, hentele de hurtigt Cyklerne fra Porten, hvor de var deponerede Klokken 20. De blev gjort køreklar og stillet i Rendestenen lige til at hoppe paa. De andre stillede ogsaa deres Cykler, Pistolerne blev trukket frem og afsikret. De ventede nu blot paa Fløjtet. - Klokken 0,15 lød et kort skarpt Fløjt. Jens og hans Folk var begyndt Arbejdet og stolede nu fuldt ud paa deres Fæller for Gadens Ender. Endnu var alt roligt.
Jens skridtede Stedet af og stoppede op ved Døren, til Fabrikkens Transformator, og Preben anbragte hurtigt den lille Ladning paa Kanten af Døren og Muren. Han rullede Ledningen op, og alle tre gik over paa den anden Side af Gaden. Jørgen satte Strøm til, og Klokken 0,18 lød et øredøvende Drøn. Murstumper og Glasskaar regnede ned over de tre Mænd, men uden at ænse noget som helst sprang de straks over til Hullet. Her gik de ind og konstaterede med Tilfredshed, at de havde ramt nøjagtigt som tilsigtet. De anbragte nu den store Ladning efter Jens' Ordre midt i Fabrikkens Transformator, Fabrikkens Livsnerve. Jens trak sig tilbage, og imens anbragte de to andre Tændingerne, der blev stillet paa tre Minutter. Jørgen og Preben rullede Ledningerne sammen, puttede dem og Elementerne i Mappen og trak sig tilbage gennem Hullet.
Ved Gadedøren lige overfor stod Jens med sin Pistol fremme.Ved Drønet var Folk vaagnet, og han opfordrede dem til straks at trække sig tilbage til de bagerste Værelser. Preben og Jørgen løb over til ham, men blev sendt hen til de andre Gadedøre, hvor der ogsaa var begyndt at komme Folk. De gentog hans Opfordring, og inden man kunde tælle til tre, var Folk væk.
Paa Knuds Hjørne var der meget roligt. Kun tre var kommet paa Grund af Knaldet, og de var meget nemme at holde fast. Derimod var der mere livligt hos Valdemar. Ialt 16 Mennesker var i Løbet af den korte Tid blevet stoppet. Alle havde været paa Vej mod Fabrikken, men af Hensyn til deres Sikkerhed gik det ikke at lade dem passere. Hver Gang en ny dukkede op, gik Valdemar hen til ham og bad ham høfligt, men bestemt om, at vente et øjeblik ovre i Opgangen. Den ene af hans Folk fulgte Folk over og den anden lukkede dem ind. Saa var der ganske vist den Mulighed, at de kunde finde paa at telefonere, saafremt de kunde faa en af Beboerne banket op. Riskoen var ikke stor, da Valdemar i Forvejen havde undersøgt, om der var Telefoner i den Opgang. Og det var der
ikke, saavidt hans Undersøgelse rakte.
Da det første Drøn var rullet gennem Gaden, lod det til, at der ikke var flere paa Vej, saa
Valdemar løb lige over til Opgangen for at se, om alt var i Orden. Der var højt Humør paa Trappen, da han stak Hovedet ind, men de gjorde Vrøvl over, at de ikke kunde faa Lov at se noget. Det kan I faa Lov til om lidt, grinede Valdemar. - Det er mere, end hvad vi kan. Men saa kan vi vel ogsaa gaa nu, sagde en af de Internerede, det har jo bummet. Næ, den gaar ikke - Valdemar var igen alvorlig - for om lidt kommer først det helt rigtige Knald. Men hvad saa med jer selv, sagde et Par Stykker.- I kan jo aldrig nå væ, I maa da gaa nu, for sæt Politiet ogsaa har hørt Knaldet. - Det er der ikke noget at gøre ved, svarede Valdemar. Vores Kammerater arbejder med Tingene dernede, og vi gaar ikke, før de giver Ordre. Saa forsvandt Valdemar igen - og alt var stadig roligt, meldte den anden Kammerat.
Jens saa paa Armbaandsuret. Et halvt Minut tilbage. Et kvart Minut - Saa raabte han: "Fald ned - og han, Jørgen og Preben smed sig paa Fortovet helt op til Muren med aaben Mund. Præcis Klokken 0,21 gik den store Ladning. Et aldeles overvældende, øresønderrivende Brag rullede gennem Gaden, et skærende hvidt Lys, og Transformatorstationen sejlede bort i en mægtig Støvsky. Et sted skreg en Kvinde, Saa blev alt roligt igen. Jens sprang og fløjtede to korte Fløjt, alt var i Orden, ogsaa de der havde udført Arbejdet. Saa tog han og Preben Kurs mod Valdemar, medens Jørgen løb mod Knuds' Hjørne. Her var Cyklerne klar, og Klokken 0,22 var alle paa Vej hjem, fulgt af et dundrende Hurra fra de 16 paa Trappegangen.
Allerede ved første Gadehjørne kørte den første bort og saadan ved hvert Gadehjørne paa Vej indad. Skulde Jagten gaa ind paa dem, vilde de i hvert Fald ikke kunne faa fat paa dem alle. Men der var ingen Fare nu, langt borte kunde de høre Politivognenes Horn, og de var til ligesaa god Vejledning for dem som Taagehornet for Sømanden.
Jens stillede Cyklen i Skuret og listede op af Køkkentrappen. Naturligvis var man ikke bange og heller ikke nervøs, men alligevel var der en Spænding, som man blev træt af. Saadan sad han og filosoferede, mens Kaffen blev varm. Marie kom ud fra Soveværelset. Hun lagde Armene om hans Hals: Gudskelov, jeg har dig igen, hviskede hun.