Hoved menu:
Tegning af Anders Christensen til forestillingens program og plakat
... er titlen på det historiske egnsspil, som Vipperød Teater- og Musikforening opførte i forsommeren 1990.
Clasen var dybt involveret i projektet som initiativtager, forfatter og instruktør.
- IDE
Engang i 1980´erne fortalte Clasens daværende nabo, gårdejeren Helge Larsen på Malthesminde på Roskildevej i Vipperød, at der havde udspillet sig dramatiske begivenheder på ejendommen mere end 150 år tidligere. Historien skulle være beskrevet i et af årsskrifterne for Historisk Forening for Holbæk Amt.
Og ganske rigtig: Historien står i Historisk Samfund for Holbæk Amt, Årbog 1981, er skrevet af Niels H. Frandsen og hedder "Mordbrand, hjul og stejle".
Hvis man ikke lige ligger inde med dette skrift kan det med fordel lånes på Holbæk - eller et andet - bibliotek (Decimalklasse: 46.4 Holbæk Amt)
I foråret 1989 kontaktede Clasen Vipperød Musik- og Teaterforenings daværende formand Finn Juul for at høre om teaterforeningens medlemmer havde lyst og tid til at være med til et stort projekt: en friluft-opsætning af et historisk egnsspil med udgangspunkt i den dramatiske historie på Malthesminde.
Svaret var positivt og planerne tog hurtigt form. I sensommeren 1989 lavede Clasen research i arkiver og gamle bøger og i løbet af efteråret blev stykket HISTORIEN OM ANNE skrevet.
Straks efter nytår 1990 startede prøverne på Vipperød Skole, og i forsommeren var der premiere på Ågerupgård Ridecenter i Ågerup ved Holbæk.
- HANDLING
Stykket er centreret om hovedpersonen Anne Andersdatter, som var en tyvagtig og fordrukken social taber. Hun blev født i Opager på Lolland i oktober 1781 og døde - knapt 45 år gammel - af tuberkulose på Københavns Forbedringshus. I nogle få år - 1822 - 1825 boede hun i Vipperød på Malthesminde, og det var her hun blev arresteret for forsøg på at stikke ild til gården. Mordbrand var en meget alvorlig forbrydelse, der i mange tilfælde gav dødsstraf, men Anne slap altså med at sidde på livstid i fængsel.
Inden da havde hun i øvrigt en lang karriere med rapseri og ildspåsættelser.
Folk, der lever stille og lovlydigt, kan det være vanskeligt at finde mange spor af i de gamle papirer, men de, der kom i konflikt med loven, findes der en del dokumenter om i arkiverne.
Men selv for dem, der - som Anne Andersdatter - fylder en del i de gulnede optegnelser, er og bliver disse optegnelser blot en rå skitse, som må iklædes kød og blod og følelser for at interessere andre end historikere. Og her startede den kunstneriske proces med at gøre de historiske facts til medrivende dramatik:
Pressefoto: Rikke Møller Kristensen og Anette Eskildsen. Foto: Per Torp
I efteråret 1989 skrev Clasen nedenstående oplæg til teaterforeningens medlemmer angående historien om Anne Andersdatters liv og død. Det giver stadig et retvisende indtryk af stykkets hovedsyn og gennemgående linier.
"SOM JEG SER ANNE ANDERSDATTERS LIV
Hun vokser op under kummerlige former. Ikke alene tilhører hendes forældre datidens underklasse. Desuden er familien kriminelt belastet. Og som familien er, sådan er dens enkelte medlemmer naturligvis også, mener omgivelserne - først og fremmest repræsenteret i landsbyens øvrige beboere. For selv om landsbyfællesskabet står foran dets opløsning med landboreformerne, er det stadig familien og landsbyen, der er de vigtigste faste punkter i din tilværelse fra vugge til grav. Og naturligvis bliver Anne drillet og holdt udenfor de øvrige børns selskab.
Og barndom, som vi kender det, bliver der ikke meget af: Anne kommer tidligt ud at tjene hos bønder på egnen. Her må hun klare sig selv, så godt, det nu kan gå. Eller så ringe, som det naturligvis må gå. Hun lever i enestående grad op til sin sociale arv og omverdens negative forventninger.
Lad mig indskyde et par bemærkninger om Annes personlige egenskaber: Jeg ser hos hende - udover den omtalte dårlige sociale ballast - nogle dominerende træk:
Hun er præget af tidens rodløshed: Fællesskabets faste rammer, som leves i overensstemmelse med naturens og årets gang og århundreders gamle traditioner, viger for den nye tids krav til individet: Klar dig så godt, du kan. Krav som nogle kan leve op til med stor succes, mens de fleste får fiasko - om end mindre udtalt end Anne.
Hun er naiv grænsende til en decideret dårlig begavet. Dette er åbenlyst i nogle pressede situationer, som hun mildest talt burde have klaret bedre.
Hun er et følelsesmenneske, der i de pressede situationer reagerer mere instinktivt end eftertænksomt. Ikke blot hendes instinkter styrer hende, hele hendes personlighed er styret af stærke følelser: angst, had, kærlighed, seksualitet, oprørskhed, kampiver og misundelse.
I hendes ungdom, der i øvrigt heller ikke kan sammenlignes med vores begreb om ungdomstid, forfølges hun selvfølgelig stadigvæk af sin families dårlige omdømme.
Hendes eneste egentlige undervisning er hendes konfirmationsforberedelse. Hendes evner for udenadslæren er ikke store. I hele barndommen har hun været nødt til at slå fra sig og præsten oplever hende, som han siger: Meget næbet og uartig. Og som han knapt nok tør tænke, men naturligvis ikke vover at sige, føler han sig på en gang tiltrukket og frastødt af hendes farlige, vågnende seksualitet. En seksualitet der fik naturligt afløb og på samme tid var under kollektiv kontrol under bondesamfundets gamle normer, men nu er rastløs og søgende. Hvert forår på Valborgsaften vælges der for hver af landsbyens unge en partner, som han/hun skal/må ”gå med" i det kommende år.
Der holdes - ligesom ved høst- og juletid - gilder, der tillod langt friere adfærd for deltagerne, end vi i dag måske forestiller os. At de unge ligger hos hinanden er en naturlig ting, og hvis forholdet får følger, gifter de sig. En meget høj procentdel af datiden brude er i lykkelige omstændigheder på den store dag.
Anne bliver sat sammen med landsbyens deciderede tåbe og invalid - Hans Krøkke - og hun vil intet have med ham at gøre. Hun er rasende af skam og indestængt lyst.
Han bliver senere slået ned, og kommer helt forslået til Anne, der lader sit gode hjerte løbe af med sig. Hun hjælper ham, kommer til at holde af ham, og hun bliver gravid. Inden hun opdager det, er Hans Krøkke forsvundet ud af hendes liv - måske døde han, måske var det ham selv, der havde været ude om sine klø, og han derfor bliver sat fast, hvem ved?
Anne pønser på en udvej. En ting kan hun bare ikke bære: at fremstå i hjemmet og landsbyen som enlig mor til et barn undfanget ved Hans Krøkke, som nu er væk. Hun får en pige, hun er gode venner med, til at stjæle til sig fra deres fælles madmor. Pengene vil Anne bruge til at starte en ny tilværelse et andet sted - bare langt fra hendes hjemegn. Anne bliver angivet, får lovning på frit lejde, hvis hun tilstår alt. Hendes husbond bryder dette løfte og melder Anne til myndighederne. I retssagen bliver hendes fars gamle tyverier også inddraget, og begge bliver dømt. Anne skal sidde i Møns Tugthus, men da hun er højgravid bliver hun i Nakskov Arrest. Her føder hun sin førstefødte datter, som er et lille skravl, der straks bliver døbt Karen. Karen dør to dage derefter.
Anne er dybt nedbrudt af sorg. Over fængselsstraffen, skammen, graviditeten, hormonændringerne, men allermest over barnets død. Anne bliver overflyttet til Møens Tugthus. Hun spiser ikke i længere tid, og en dag prøver hun at begå selvmord ved at skære pulsårerne over i halsen. Forsøget bliver opdaget og hendes liv bliver reddet - biologisk set.Efter fængselsstraffen er det en hårdere og mere hensynsløs Anne, der bliver løsladt. Og det er spørgsmålet, om hun ikke direkte er sindssyg. Hun kommer i et hvert fald ikke under nogen behandling. Hvilket måske heller ikke er beklage, datidens sindssygebehandling mindede mest af alt om middelalderens tortur.
Nok en retssag begynder med Anne i rollen som anklaget: En sag, man næsten ikke kan forholde sig til, så grotesk er den:
Anne tager en fremmed mands ko, der jo ellers ikke er så let at stikke af med eller skjule. Og koen er til overflod øremærket! Hvad gør hun ved det? Hun skærer såmænd dens ører af! Så er den jo ikke til at kende igen! Da hun ingen steder har at gøre af den, prøver hun at få forskellige mennesker til at have den hos sig. De nægter selvfølgelig, og Anne bliver taget, man kan næsten sige på fersk gerning. Er det bare en umådelig dum og naiv pige, der laver det håbløse nummer? Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan kun se en stakkels sindsforvirret kvindes skrig om hjælp og omsorg. I dag var hun utvivlsomt blevet erklæret utilregnelig og indlagt til mentalobservation og lægehjælp. I stedet bliver hun slæbt gennem en retssag, der naturligvis ender med endnu et ophold på Møen
Hvordan det her lykkes hende at rejse sig mentalt, er vanskeligt at forestille sig, men ikke desto mindre lykkes det hende at stikke af fra tugthuset. Hendes videre fremfærd tyder på, at hun er kommet sig, men også at hun slet ikke er så dum, som kvægtyveriet lader ane.
Hendes næste faste opholdssted er hos den pensionerede degn Feilberg i Raklev ved Kalundborg, som fæster hende som tyende under falsk navn. Og hun har ikke kun været almindeligt tyende, hun føder også en dreng, som degnen er far til. Også selvom han på ingen måde vil være ved den illegitime forbindelse. Måske har Anne selv nydt degnens selskab om natten, måske har hun sågar holdt af ham, måske har hun blot set frem til at blive gift med enkemanden og få status og et materielt bedre funderet liv. Men degnen skal ikke nyde andet end den uforpligtende fornøjelse: Annes søn bliver døbt Christian og derefter bortadopteret. Og så bliver Anne forresten fyret! Man må betænke, at hun er en undvegen straffefange; selvom hun havde haft lyst og mod til at lægge sag an mod Feilberg, ville det have gået galt: Hun kunne næppe klare en retssag uden det kom for en dag, hvem hun i virkeligheden var. Med andre ord: endnu en øretæve fra tilværelsen og endnu et barn, hun aldrig mere får at se.
Hvad lærer Anne af denne lektie? Hun bliver hård som flint; en beregnende og snu kone, der nu kun giver præcis så meget af sig selv, som hun mener er nødvendigt For at opnå sit mål, som nu kan sammenfattes meget enkelt: En tilværelse uden afhængighed af en herre eller madmor, et sted at bo, varme og mad. Og spiritus. Annes spriritusforbrug stiger herefter støt, selv om det i perioder lykkes hende at holde sig ædru. Nemlig så længe det er nødvendigt for at opnå sine mål. Og ellers giver snapsen hende det beskyttende bevidsthedslag, der gør verdens stød og slag til at bære og dækker over de sorger, hun bærer rundt på.
Hun får job i huset i en de mest velhavende købmandsgårde i Kordilsgade i Kalundborg.
På den anden side af gaden bor Peder Post, der er ungkarl, husejer og en fin rebstige for Anne til et socialt niveau, kun få i datiden turde drømme om.
Anne gør meget ud af sig selv, smiler og skæmter med Peder, som hun virkelig får tændt. Og så lykkes det: Han frier. Anne har ikke noget imod manden og kan da godt nyde at være sammen med ham, men samtidig er det - mildt sagt - et fornuftsparti, hun bruger al sin charme på at få hevet i land. Der er lyst første gang for dem i kirken, da bomben springer: Hjælpsomme mennesker fortæller Peder, at Anne har en fortid! Ikke et ord om tyveri eller tugthus, men en uskyldig bemærkning, om at Peder Post nok ikke kan klare det selv, men er nødt til at gifte sig en søn til! Annes fejltrin - eller er det en fejldisponering - fra Raklev indhenter hende. Post vil ikke vide af Anne: en falden kvinde, der har født udenfor ægteskabet! Eller har han selv søgt efter et påskud til at gøre det forbi? Det varer i et hvert fald ikke længe efter de har brudt, før han gifter sig til anden side.
Lykkedes det ikke Anne at spille spillet? Opdager Peder - måske bare instinktivt - at hun ikke elskede ham, og aldrig havde gjort det? Var hun for gammel og udslidt? Måske, men det er slet ikke sikkert, som det måske fremgår af Annes videre historie. Såret og grænseløst skuffet og endnu en gang ydmyget i offentligheden, er Anne opfyldt af had, jalousi og hævntørst. Og efter en julefest, hvor hun har indhentet noget af al den snaps, hun ikke drak, da hun opvartede Peder, stikker hun ild til stråtaget på hans hus. Ilden bliver slukket, men i den efterfølgende undersøgelse lykkes det - mærkeligt nok - ikke myndighederne at få Anne i fedtefadet.
Så stikker hun halen mellem benene og forsvinder - nok en gang.
Denne gang til Hagestedgård ved Holbæk, hvor hun kommer i huset. Her møder hun den meget yngre Hans Larsen, der bliver stormende forelsket i Anne. Han er en overbeskyttet mors dreng, der altid har været genert overfor pigerne. Annes verdensdamefacon - hun havde jo været i huset hos flere højborgerlige og honette familier - og hendes erotiske udstråling og seksuelle erfaring får Hans til at falde pladask for hende. Anne flytter en tid hjem til Hans, der bor hos sin mor, men det går naturligvis ikke; de to kvinder trækker i ham fra hver side, og Hans' mor har gennemskuet Anne.
Anne kan på sin side godt se, at Hans ikke er nogen drømmehelt eller bare lidt velhavende. På den anden side kan han vel forsørge hende og give hende et eget hjem? De bliver hurtigt gift i Ågerup Kirke og flytter ind til leje i et dobbelthus nær Malthes Kro i Vipperød. Her må de dele den ene lejlighed med en ældre mand. Ikke den ideelle honeymoon. Og arbejde og penge er der ikke for eget af; Hans går som daglejer og har i perioder job hos en vognmand i Holbæk.
Og i løbet af et par år er ægteskabet slidt helt i stykker, og Hans´ betagelse og forelskelse forduftet. Og i det stykke hjælper Anne selv godt til: Hendes drikfældighed tager til i foruroligende omfang. Ingen dag kan startes uden et par pægle brændevin, som let kan hentes på kroen. Hvis man har penge. Anne har ikke meget arbejde; hvem ansætter en fordrukken daglejer, når der er ædru nok? Desuden bliver hun kværulantisk og trættekær, når hun har fået noget at drikke. Hun skændes bl.a. med kromanden. For at få penge nok sælger Anne ud af familiens ejendele, men også af andres. En morgen har Hans og hun et skænderi - om penge som sædvanligt. I irritation og ærgrelse slår Hans hende, så hun i sin morgenrus falder om på gulvet.
Da han er ude af døren samler Anne nogle gløder fra ildstedet og går op til kroens lade. Her kaster hun gløderne ind af et hul i væggen.
Branden bliver hurtigt slukket og gør ingen skade, men i undersøgelsen, der følger, bliver Anne anklaget og sat i Holbæk Arrest, mens undersøgelsen løber. Hun roder sig ind i den ene løgn og selvmodsigelse efter den anden, og må også opleve, at alle sagens vidner, vidner til ugunst for hende. Også Hans, der nægter at have slået hende. I forhør efter forhør roder hun sig længere og længere ud i løgne, til hun endelig tilstår. Herefter står anklagen på forsøg på mordbrand, der efter Danske Lov straffes med døden. I løbet af forhørene har herredsfoged Jacob Dall prøvet at fastslå Annes virkelige identitet. Og til trods for at Annes resterende straf fra Møen og hendes rømning aldrig kunne snige sig op til nær så hård en straf, benægter Anne hårdnakket i flere måneder, hvem hun virkelig er. Hvorfor denne ulogiske benægten af fortiden? Smerter det for meget? Eller slår det hele bare klik for hende?
Herredsretten dømmer hende til døden. Sagen appelleres til Landsretten, der stadfæster straffen. En dødsdom skal altid prøves ved Højesteret, og her blæser nye vinde. Anne får en klækkelig strafnedsættelse til nogle års fængsel i Københavns Tugthus på Christianshavn, hvor hun bliver indsat.
Få år tidligere havde der her været flere fangeoprør på grund af de forfærdelige forhold, man bød fangerne. Nogle fanger blev i den anledning henrettet, men forholdene blev ikke ændret meget til det bedre. Så det var stadig en hård straf. Mange overlevede ikke nogle års ophold der.
Heller ikke Anne. Efter en del ophold på tugthusets sygeafdeling, dør hun - muligvis af tuberkulose - efter et par år.
Hun bliver begravet på tugthusets egen kirkegård. Dødsdommen blev alligevel fuldbyrdet.
Men var dommen ikke allerede afsagt, da hun kom til verden 45 år tidligere på Lolland?"
- FORESTILLING:
Oversigt over scenebillederne:
1. billede: Anne Andersdatter introduceres. Fødsel & dåb.
2. billede: Anne er 4 - 5 år, ingen vil lege med hende, hun sendes ud at tjene.
3. billede: Dukketeater i landsbyen. Stavnsbåndet ophæves.
4. billede: Anne som 7-årig vogterpige.
5. billede: Vogterbørnene og Anne til konfirmationsforberedelse.
6. billede: Min søn, vil du i verden frem?
7. billede: Anne konfirmeres.
8. billede: Anne er midt i 20'erne, Valborgaften.
9. billede: Bodil stjæler, Anne er gravid.
10. billede: Hellig Tre Kongers aften.
11. billede: Byretten i Nakskov.
12. billede: Annes barn dør.
13. billede: Karen og Christina befrier Anne, der er på vej til tugthuset.
Pause
14. billede: Anne er sidst i 20'erne og er, under falsk identitet, i tjeneste i Kalundborg hos Feilberg
15. billede: Voldtægt. Anne bliver gravid igen og smides på porten.
16. billede: Anne bortadopterer barnet.
17. billede: Skillingsvise.
18. billede: Anne er sidst i 30'erne og i tjeneste i Kalundborg hos Madam Ostermann
19. billede: Marked i Kalundborg.
20. billede: Annes kæreste Peder Post slår op.
21. billede: Anden juledag.
2
2. billede: Karen og Christina kommer med deres mor.
23. billede: Anne er først i 40'erne og bor i Vipperød.
24. billede: Kartoffelfolkene
25. billede: Hæleri?
26. billede: Mordbrand
27. billede: Holbæk Arrest/Landsretten.
28. billede: Anne i Højesteret.
29. billede: Anne dør. Sig nærmer tiden.
TOP
Prøverne startede i januar 1990 på Vipperød Skole. I begyndelsen mødtes skuespillergruppen en gang ugentligt, men fra påske intensiveredes prøvearbejdet. I slutningen af foråret blev det endog meget omfattende.
Midt i al glæden ved at se tingene vokse, var der også en del irritation - i et hvert fald hos Clasen - over et for stort fravær til prøverne. Derfor lavede han nedenstående oplæg til alle skuespillerne:
"RÆK EFTER STJERNERNE
OG DU FÅR ET ÆBLE I HÅNDEN!
Kære aktører. Ingen nævnt - ingen glemt.
Vi har et problem!
Et stort fravær fra prøverne!
Alle ved, at verden og livet er andet end egnsspillet!
Alle ved, at sygdom er alle menneskers herre!
Alle ved, at arbejde kan gribe forstyrrende ind i fritidssyslerne!
Alle ved, at der kan opstå problemer på hjemmefronten!
Alle ved, at nogle aftaler er truffet for længe siden!
Alle ved, at man kan være træt og udkørt!
Alle ved det - også jeg.
Men vi ved også:
- at alle har meldt sig, fordi de gerne vil deltage i spillet og prøverne på spillet.
- at det er svært og irriterende at mangle vores medspillere ved prøverne.
- at alle aktører uden undtagelser har meget at lære og at huske.
- at det er både er hyggeligt og krævende at være med til at lave teater sammen - også til prøverne.
- at premieren skal være lige så god som sidste forestilling.
- at det er irriterende at høre på mange gentagelser af hensyn til dem, der var fraværende sidste gang. Og forrige gang. Og gangen før.
- at deltagelse i egnsspillet også handler om at prioritere det højt - for ens egen skyld - og medspillernes! .
- at mange - i alle grupperne - i dette forår sætter andre vigtige ting til side for at deltage i egnsspillet - også for dig!
- at ingen er blevet afvist på grund af manglende erfaring på de skrå brædder. Det kunne også lige passe. Men erfaringen skal jo også komme via prøverne.
Jeg ved:
- at der kun prøves på hver scene 6-7 gange medregnet generalprøverne.
- at det giver en dyb tilfredsstillelse at beskæftige sig med noget man kan lide og vide, at man har ydet sit allerbedste.
- at det omvendt er rædsomt føle sig usikker, når man står foran publikum til premieren. Især hvis det er med et produkt, man godt ved, kunne være blevet endnu bedre, hvis bare ..
- at de såkaldte "små roller" også er vigtige at prøve grundigt.
- at du naturligvis synes, det er vigtigt at komme til forestillingerne. Men for at de skal gå godt er det naturligvis lige så vigtigt, at vi alle er der til generalprøverne. Og for at de skal gå godt er det også vigtigt at der er opbakning til prøven før. Og prøven før. Og prøven før - og så videre. Man kan sige, at alle prøverne er lige så vigtige som premieren - næsten!
Der er ikke afsat en unødvendig prøve! .
KORT SAGT:
VI SAVNER DIG, NÅR DU IKKE KOMMER TIL PRØVERNE!
DU KOMMER SELV TIL AT SAVNE PRØVERNE, DU IKKE DELTAGER I - FØR
ELLER SIDEN!
DU – ja, dig! - ER VIGTIG. FOR AT SPILLET KAN LYKKES LAD OS RÆKKE EFTER STJERNERNE - TIL HVER PRØVE l
Michael C"
Da prøverne rykkede fra Vipperød Skole til Ågerupgård, kunne man nemt forudse kaos. For at undgå dette fik alle skuespillerne nedenstående huskeseddel, som - stort set - blev fulgt:
"NU GÅR DET RIGTIG LØS!
I den næste periode skal vi være 140 om Anne.
Og helst til alles tilfredshed. Ikke mindst publikums!
Det kræver
omhu,
ro,
respekt.
ansvar.
ordenssans,
omtanke.
opmærksomhed
og
humor.
Store ord, ja!
Men de kan udmøntes i nogle klare "færdselsregler", vi alle må overholde:
13 BUD MENS VI ER PÅ ÅGERUPGÅRD - SÆRLIG UNDER PRØVERNE
- Kom og vær klar til aftalt tid.
- Vær indstillet på, at der kan komme en del ventetid.
- Regn med, at alle andre også yder deres bedste.
- Giv arbejdsro til de, der er i gang med deres arbejde - også dem fra de andre grupper.
- Hold orden på dine egne ting - kostume og rekvisitter.
- Rør aldrig andres kostumer og rekvisitter.
- Vær lydhør og opmærksom på aftaler, husk og overhold dem. Det gælder både med hensyn til mødetider og med hensyn til spillet.
- Noter det, du ikke kan huske.
- Forbered dig til prøverne.
- Vær meget forsigtig i omgang med ild under enhver form. Benyt askebægre.
- Vær koncentreret under prøverne.
- Spørg, hvis du er i tvivl - hellere ti gange for meget end en gang for lidt.
- Tag problemer med godt humør.
12 BUD FØR FORESTILLINGERNE
- Vær udhvilet og mæt. (medbring evnt. lidt frugt eller kiks)
- Kom i god tid - som aftalt.
- Check alt op, som du skal bruge i løbet af forestillingen - kostumer og rekvisitter.
- Læg alt på rette plads.
- Indøv din egen rutine og rytme.
- Drik dig ikke beruset. .
- Deltag aktivt i opvarmning af stemme og fysik.
- Husk toiletbesøg.
- Brug den sidste tid inden forestillingen til opladning og koncentration.
- Gå ikke i vejen for andre.
- Find din startposition og medspiller(e)
- Vær stille fra publikum begynder at gå på plads.
5 BUD UNDER FORESTILLINGERNE - MENS DU VENTER
- Vær opmærksom på, hvad der sker på scenen.
- Vær stille - hvisk og pas på ikke at vælte noget.
- Gå ikke i vejen for andre.
- Vær usynlig fra scenen.
- Lyt til "vink" fra kostume-, maskerings-, og regifolk.
5 BUD UNDER FORESTILLINGERNE - MENS DU ER PA SCENEN
- Vær "i spil" allerede inden du kan ses af publikum.
- Spil STORT - fysisk og vokalt.
- Brug "hele" spillepladsen.
- Undgå "privaterier" og "spøg".
- Red uforudsete situationer.
7 BUD I PAUSERNE
- Det er pause for publikum - ikke for skuespilleren.
- Vis dig ikke blandt publikum i pausen.
- Publikum har ikke adgang til scenen, i garderoben og. bygningerne i øvrigt i pausen - heller ikke familie og venner!
- Gør dig selv og dine ting klar til 2. akt.
- Gå ikke i vejen for folk fra de andre grupper.
- Husk evnt. toiletbesøg.
- Vær klar til tiden.
1 BUD UNDER FREMKALDELSER
- Fremkaldelser er en del af "arbejdet" - du er endnu ikke privat.
2 BUD EFTER FORESTILLINGERNE
- Deltag i en kort samling.
- Saml dine rekvisitter og kostume (evnt. indelåsning), så de er klar til næste forestilling."
Billede fra en prøve på Ågerupgård. Foto: Per Torp
TOP
Al musik var arrangeret af Jean Zederkopff, som også ledede orkestret.
Spillemandsouverture/Rasmus Storm
SANGTEKSTER:
Befal du dine veje
(Tekst: Paul Gerhardt; musik: H. L. Hassler)
Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.
På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå,
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud.
Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør,
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.
Marseillaisen
(Tekst Harald Holm; musik: J. Rouget de l´Isle)
Frankrigs sønner! Op nu at fægte!
ærens dag for vort hjemland er nær!
Tyranniet os atter vil knægte!
Ser I fanens det blodige skær!
Kan I høre de brølende skarer,
hvor de stormer rasende frem?
Snart de styrter sig over jert hjem.
Hverken børn eller kvinder de sparer.
Til våben franske mand!
Slut sammen og hold stand!
Til kamp, hver mand!
De frækkes blod skal farve Frankrigs land!
Lærken den sang for mig
(tekst: Michael Clasen; musik: Jean Zederkopff)
Lærken den sang for mig
højt over bondens ager:
Dit liv det skal blive en leg.
Og slut er nød og klager.
Ude er fattigdom, slid og klage.
Lykke og rigdom i alle dine dage!
Kvælden den kom så sort.
Drømmen var smuk og fager:
Dit liv det skal blive så stort
og rigt, så snart det dager!
Ude er fattigdom, slid og klage.
Lykke og rigdom i alle dine dage!
Ridderen på sin hest
hilste mig næste morgen:
dit liv det skal blive en fest,
Rid med til kongeborgen!
Ude er fattigdom, slid og klage.
Lykke og rigdom i alle dine dage!
Flæskesteg - øllebrød
(tekst: Michael Clasen; musik: Jean Zederkopff)
Flæskesteg, øllebrød!
Det er Carolines fød`!
Det er ved den søde grød!
Postevand, gammelt brød!
Det er Abelones fød`!
Det er ved den sure grød!
En kan få
himmelblå
strømper på sin hæl og tå!
Men de små
de må gå
uden sko og strømper på!
Hvem er du -
lige nu?
Min søn, om du vil i verden frem
(Tekst: W.H.F. Abrahamson, musik: anonym)
Min søn, om du vil i verden frem,
så buk!
og ti til tingen, du finder slem,
og buk!
Vid, du er fattig, så du må bukke,
og skønt du vel kan i løndom sukke,
så ti, buk atter,
hold munden, buk atter
og ti!
Når stormand møder dig på din vej,
så buk!
og siger han til dit ønske nej,
så buk!
Og holdt du ham for en ussel tåbe,
så husk, du vandrer i ringheds kåbe
og ti, buk atter,
hold munden, buk atter
og ti!
Og spottes hånligt med skrift og Gud,
så buk!
Og skælder nogen din konge ud,
så buk!
Og lyster hovmand dit gods at tage
hvad heller kys af din ægtemage,
så ti, buk atter,
hold munden, buk atter
og ti!
Kun graven ænser, min kære ven,
ej buk!
og hisset kender og dommeren
ej buk.
Men til du ligger i graven rolig
og frihed finder i ånders bolig,
til da, buk stedse, hold munden, buk stedse
og ti!
Hellig Valborg
(tekst Michael Clasen; musik: Jean Zederkopff)
Pigerne:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
kranse og bånd,
kranse og bånd -
flettet af nænsom pigehånd.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.
Karlene:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
sommer i by,
sommer i by,
rejse vor majtræ højt mod sky.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.
Karlene:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
landsbyens bass,
landsbyens bass
rundt om dit træ på byens plads.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.
Anne:
Hellig Valborg, til din ære,
vil jeg på din aften bære
den, som jeg får,
den, som jeg får,
den, som du gi´r til mig i år.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.
Pigerne:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
hver vores karl,
hver vores karl -
hvis han sku` bli´e fuld og gal.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.
Karlene:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften lære
hver vore pig´,
hver vore pig´
alt om en vårnats trylleri.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.
Den største sorg
(Folkevise)
Jeg har en sorg så stor
i mine unge dage,
som aldrig fra mig går,
så længe livet varer.
Det er den største sorg,
som nogen overgår:
det at elske en,
man aldrig, aldrig får.
I stedet for brudeseng
i barselseng jeg træder,
i stedet for spil og dans
jeg hører barnet græde,
i stedet for vennen min
jeg nu slet ingen har:
det er den største sorg,
som nogen overgår.
Hellig Tre Kongersangen
(Tekst & musik: traditionel)
God aften, god aften! både mand og kvind´,
husbonde og eders husgesind!
Vi ønske jer alle et glædeligt nytår,
en søn eller datter i dag om et år.
I Bethlehems stad, hvor Kristus blev født,
de helligtrekonger var trøstig vel mødt;
fra hjemmet de droge med heste og mand,
indtil de var kommet til jødernes land.
En stjerne dem lyst til Jødeland
og hen til den himmelske frelsermand,
og barnet de funde så dejlig og skær
hos okse og asen i stalden der.
De ginge i hytten med glæde og lyst,
Fordi der var kommet et gudsbarn til trøst;
og neder de falde på deres knæ,
da barnet for øje de monne se.
De ofred´ til barnet det rødeste guld,
fordi det skul´ være dem nådig og huld,
og røgelse, myrha og røden guld
de ofred´ den herre så frydefuld.
God aften, god aften, både mand og kvind´,
husbond og eders husgesind.
Vi byde jer alle en rolig god nat -
der hopper en høne, der springer en kat.
God rolig nat -
og mange tak -
God rolig nat -
og mange tak ...
Vægtervise: Nu skrider dagen under
(Tekst & musik: traditionel)
Nu skrider dagen under
og natten vælder ud;
forlad for Jesu vunder
vor synd, o milde Gud!
Bevare kongens hus
samt alle mand
i disse land
fra fjendens vold og knus!
Om du vil tiden vide,
husbonde, pige, dreng,
da er det på de tide,
man føje sig i seng.
Befal dig Herren fri,
vær klog og snild,
vogt lys og ild!
Vor klokk´ er slagen ti!
Gud fader os bevare
de store med de små,
hans hellig´ engleskare
en skanse om os slå!
Selv vogte han byen vel!
Vort hus og hjem
han har i gem,
vor ganske liv og sjæl.
Det var ved midnatstide,
vor frelser han blev født
til trøst al verden vide,
som ellers var forødt.
Vor klokk` er slagen tolv.
Med tunge og med mund
af hjertens grund
befal dig Gud i vold!
Nu skrider natten sorte,
og dagen stunder til;
Gud lad dem blive borte,
som os berøve vil!
Vor klokk´ er slagen tre.
O, Fader from,
vend du os om,
din nåde os be-te!
Dig evig, Gud, ske ære
i høje himmelkor,
som vægter ville være
for os, på jorden bor.
Det ringer nu af vagt.
For natten god
fald Gud til fod,
tag tiden vel i agt!
Hvor mange Onder og Ulykker
(Skillingsvise af J. C. Brestrup)
Kom her, I landets favre kvinder,
hvis hjerte ømt for glutten slår,
og siger, om I skræk ej finder
for det, som I her høre får,
og som jeg nu fortælle vil.
I mage ej har hørt dertil.
En øm, forresten dydig moder,
som fattigdom og mangel led,
ej pleje kunne sine poder;
og tænkte i uskyldighed;
hun vilde til den frue gå,
som hun udi avisen så.
Den frue tilbød at tage
imod et fattigt pigebarn,
for kristeligt det at opdrage;
så fik hun byde just, det skarn;
glad moderen Gud takkede,
det barn han så forsørgede.
Men nogle dage hun til vrede
Gud ved hvorfor, opirret blev,
hun tog da ej udi sin hede
til riset, barnet revsede;
men et manskjetjern varmede
og barnet straks afklædede.
Hun derpå sig mod barnet vender
med dette gloende instrument,
dets nøgne lemmer rasend´ brænder;
Ja, ej engang eet lem blev glemt,
de fleste af undseelse
at tales om smukt blues ved.
Af barnets hylen hun opdaged
for retten nu er stævnet ind,
hvor barnet selv mod hende klaged´,
Ved syn beviste klagen sin;
hvad udfald sagen nu vil få,
vi lade smukt til retten stå.
O du, som skaberen betro´de
et barn til din opdragelse!
Behandle ømt den lille pode,
når den skal have revselse!
Opdrag den til arbejd` og dyd;
da bliver den vist din alders fryd!
Markedssang
(traditionel)
Hurra, det er jo markedsdag,
nu skal vi lidt i byen!
Ja, I kan tro, at her er slag
og lystighed og brag.
Kom med, hver lystig ungersvend,
Kom her, min tøs fra Fyen!
Du må jo følges med din ven
til markedspladsen hen - Tju!
Hejsa, hopsa, hejsa, hopsa,
Portemonixen den må med.
Anden juledags sang
(tekst & musik: traditionel)
Nu er det anden juledag,
og tomt er det lille anker.
Den store tønde er også tom,
og vi har så tørstige tanker.
Kør ned i dalen og drej lidt på tappen.
Møder du pigen, så let lidt på hatten.
Sådan et festligt lag
på anden juledag.
Spring op og lad det gå.
så længe julen står på.
Kød og ost og flæsk og sild dernæst
og alt som findes i huset
og så lidt brændevin i kruset.
Kør ned i dalen og drej lidt på tappen.
Møder du pigen, så let lidt på hatten.
Sådan et festligt lag
på anden juledag.
Spring op og lad det gå.
så længe julen står på.
Og får vi ikke lidt lys i hver krog
så blir det mørkt i huset
og ingen brændevin i kruset.
Kør ned i dalen og drej lidt på tappen.
Møder du pigen, så let lidt på hatten.
Sådan et festligt lag
på anden juledag.
Spring op og lad det gå.
så længe julen står på.
Kartoffelhøsternes sang
(Tekst: Michael Clasen; musik Jean Zederkopff)
På den jord, som vor Gud han skabte,
skabte han og vår og høst.
Efter æbler og vin der tabte
han kartoflen - fattigmands trøst.
Kartoflerne i jorde
bli`r maden på vore borde
til høst.
Grave, hakke og dække, rive!
Marken er det rene ler.
Kun fordi det engang vil give
mad på bordet, kan vi mer´.
Kartoflerne i jorde
bli´r mad på vore borde
til høst!
Toppen vokser og visner atter!
Bunden den kan gøre mer´!
Til oktober er der latter,
for så er der blevet fler´.
Kartoflerne i jorde
bli´r mad på vore borde
til høst!
Vi er trætte og møgbeskidte
efter mange timers slid,
Helt fra gry må vi slide i det.
Hvad er lønnen for vort slid?
Kartoflerne i jorde
bli´r mad på vore borde
til høst!
Sig nærmer tiden
(Tekst: St. St. Blicher; musik: Oluf Ring)
Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er her kun på træk
og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.
Jeg skulle sjunget lidt mer måske -
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og stormen rev mine fjedre.
Jeg ville gerne i Guds natur
med frihed spændt mine vinger,
men sidder fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.
Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.
Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.
Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud ved, måske er det sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.
Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.
En glad fremkaldelse
TOP
Gårdspladsen på Ågerupgård inden forestillingerne
Opbygning af tilskuertribune
Regnvejr inden en forestillingen. Da den begyndte klarede det op!
TOP
Fra forestillingens program, foto: Per Torp
Loet Villensten
Jean Zederkopff
Karsten Blindbæk
Sten Blindbæk
Nana Bryde
Nikolaj Clasen
Charlotte Dalsgaard
Jacob Eriksen
Simon Eriksen
Rikke Eriksen
Sine Eriksen
Rikke Eliasen
Jesper Fagerlund
Debbie Hamilton
Steven Hamilton
Line Hansen
Lena Hansen
Kristine Hansen
Birthe Jensen
Fritz Juncker
Jenny Juncker
Ditte Jacobsen
Finn Juul
Jytte Juul
Kit Køllgaard
Mette Krogh
Helle Kausgård
Ida Larsen
May Lemche
Peter Lind
Ole Lundberg
Ole Clasen
Michael Clasen
Karen Clasen
Bente Christensen
Ove Christensen
Erik Christiansen
Anders Christensen
Elsemarie Christensen
Preben Dalberg
Birgit Dalsgaard
Søren Dalsgaard
Heinz Diermayr
Arne Eskildsen
Anne Lise Eriksen
Jan Eriksen
Helle Eriksen
Carl Eriksen
Anette Eskildsen
Jytte Eliasen
Svend Eliasen
Henrik Falborg
Eddie Falck
Alice Fibieger
Erik Frederiksen
Tilly Halling
Ole Halling
Janne Hansen
Inger Hansen
Hans H. Hansen
Kim Holst
Marie Henriksen
Birgit Jacobsen
Henning Jacobsen
Kirsten Jacobsen
Aage Jelstrup
Ruth Jelstrup
Elly Jensen
Birte Lundberg
Lisbeth Larsen
Bent Larsen
Allan Larsen
Jannik Larsen
Karen Mammen
Rene Michelsen
Birger Munk
Solveig Munk
Hanne Mandahl Nielsen
Karl Otto Nielsen
Britta Nielsen
Henrik Boye Nielsen
Jan Nielsen
Bertha Olsen
Solveig Peltonen
Vivi Palmquist
Bent Petersen
Aase Petersen
Else Poulsen
Jan Petersen
Verner Poulsen
Trine Reichenbach
Leif Rasmussen
Kirsten Rasmussen
Jette Schmidt
Ellen Sonnerup
Ole Schramm
Bente Snejstrup
Anne Mette Storr
Preben N. Sørensen
Lise Lotte Tobiasen
Jørgen Tobiasen
Per Torp
Gerda Trolle
Per Thymann
Marianne Wamsahl
Finn Virenfeldt
Birthe Wollenberg
Ann Wollenberg
Jacob Thrane Hansen
Dan Thrane Hansen
Mikkel Holst
Bente Bødtker
Hans H. Benediktson
Valdemar Bergenholz
Kirsten Blindbæk
Per Blindbæk
Lene Bryde
Jesper Clasen
Peter Jacobsen
Stine Jacobsen
Steen Jensen
Gorm Jensen
Henriette Juul
Marianne Juul
Kirstine Køllgaard
Rikke Kristensen
Mads Køllgaard
Jitra Kristiansen
Stine Larsen
Tina Lund Larsen
Tina Lundberg
Søren Markeprand
Sammy van den Meersche
Henrik V. Mortensen
Jeannie Munk
Ina Nielsen
Nicolaj Palmquist
Rene Holmegård Rasmussen
Pernille Reichenbach
Marlene Snejstrup
Jannik Schmidt
Claus Troest
Dea Villensten
- og så håber Clasen, at ingen er glemt!
Pressefoto af de tre hovedkræfter: Stine Bahn Larsen, Rikke Møller Kristensen og Anette Eskildsen.
Foto: Per Torp
Holbæk Amts Venstreblad: Fredag 1. juni 1990: Anmeldelse ved jf:
Anne tog sig tid
Fantastisk vovestykke på over tre timer i Vipperød teater- og musikforening
Anne Andersdatter blev ikke ret gammel - bare 41 år. Ikke desto mindre tager det lige knap tre timer at skildre hendes liv, gerninger, hendes skæbne, som, var så trist.
Premieren i aftes med den lyse vindlette aften, gjorde det ikke umuligt at sidde stille så længe, og de mange medbragte paraplyer, holdt byger væk fra Ågerup Rideskole, hvor »Historien om Anne« så voveligt var lagt udendørs. Men hen mod slutningen, hvor, det tætte lysmørke havde lagt sig, og mange, forudseende - eller varskoede - publikummer havde pakket sig i uldtæpper, var sikkert en god del af forsamlingen taknemmelig for ikke at skulle holde på en kuglepen…
Det er en meget flot forestilling, forfatteren og instruktøren Michael Clasen har sat på benene. Gåsehuden - ikke at forveksle med den kriblende fornemmelse, man kan få af kulde - løb på rigtige - og rigelige - tidspunkter hed over rygstykkerne, dem, Anne fik så mange tæsk på.
Siden januar, har skuespillerne øvet på stykket - og de seneste tre uger på »den rigtige scene« på Ågerup Rideskole. Scenen er utrolig enkel i sin opbygning - en gårdsplads med simple - og elegante - angivelser, rammet ind med kampesten, med halmballer, der fint - og forståeligt - gør det ud for både kirke, skole og retssal. Enkelt er godt og de naturlige omgivelser lagde en fin ramme, f. eks. sang fuglene på et tidspunkt deres aftensang så højt, at man skulle spidse øret for at høre Annes historie.
Men sceneriet er langtfra simpelt. Rekvisitterne overrasker til stadighed med nøjagtige og pudsige ting, man pludselig fæster øjet på: levende høns i bur på markedspladsen, et barn med en »rigtig« gammeldags dukkevogn, dukketeatret, højesteretsdommere med parykker og kapper, enkeltheder, som disse 125 Vipperød-amatører har taget tiden til.
»Historien om Anne« er rå, og den bliver ikke mindre barsk i Anette Eskildsens forrygende måde, at spille den på. Når hun - meget få gange under de tre timer - er glad, bobler man selv med, og den vrede og sorg, hun viser mod verdens besværligheder, trykker en længere ned i sædet. Ingen tvivl om, at verden var uretfærdig for en stakkels lollandsk pige, født i fattige kår, der måtte ud og vogte som fem-årig. Anette Eskildsen i rollen som både baby, barn og voksen kunne have virket fortænkt, men hun vækker jubel. Hun agerer og lyder som det, hun skal spille, både med lyde og skuespil.
De eneste reelle sympatisører - ud over de 250 publikummer - er de to unge »nutidsmennesker«, Karen og Christina spillet af Stine Bahn Larsen og Rikke Møller Kristensen. De to kommer fræsende i tide og utide på deres Kreisler-knallert og blander sig i hendes trælleliv. De får sat tingene i perspektiv til vore dage, men Annes liv og hendes tid er i forvejen så anderledes end vores nutid, at vi ikke behøver at få det skåret ud. Rollerne er velspillede, men spørgsmålet er, om ikke stykket kunne have klaret sig uden denne usandsynlighed at blande tiderne. En enkelt gang forekom tilstedeværelsen af en nutidsperson - en tredje - helt umotiveret. Bedst som vi havde vænnet os til de to søde og velmenende piger, dukkede deres mor op - i sin bil. Blot for at kalde på pigerne, der ledte efter Anne. Og det var i anden akt, hvor aftenen nærmede sig det tidspunkt, hvor kun de opstillede vågelamper - med fin effekt - og lyskeglerne lyste op.
Musikken og sangene derimod kan igen undvære. De er med til at sætte en tidsstemning og udtrykke stykkets følelser. Dels indledes de to akter med et fem mands spillemandsorkester, dels synges flere viser undervejs og der spilles musik under ledelse af Jean Zederkopf. Annes sang, »Jeg har en sorg så stor i mine unge dage«, blev gentaget fint flere gange, ligesom konens, spillet af Aase Petersen, »Min søn, vil du i verden frem, så buk« bør nævnes, fordi den flot skildrede, hvad Anne skulle have gjort for at klare sig.
Anne Andersdatter bukkede sig ikke, men hun kom trods stavnsbåndets ophævelse i 1788 - fint skildret med teater i teatret – i ulykke på flere måder. Hun er træt af sit trælsomme liv, vil gerne være frue - og det koster hende et dødfødt barn og en dom for tyveri. På grund af den ulykkelige omstændighed var hun nødt til at flygte for stjålne penge, men hun kommer aldrig ud af alkoven, før lovens lange arm hiver hende ud af halmen. Og kun de to nutidsmennesker redder hende fra to års tugthus på Møn.
Hvordan Anne virkelig klarede den, står hen i det uvisse, men det er også ligegyldigt - ud kom hun og drog til Kalundborg, hvor hun igen kom i ulykke. Hun skifter navn til Karen Poulsdatter, det navn hun kendes under her på egnen.
Hun er blevet 26 år, og hendes lede herre forgriber sig på hende. Og han, der er både degn og enkemand, smider hende på porten, da hun er blevet frugtsommelig. Efter at have bortadopteret sit lille barn, går det helt galt for Anne. Scenen er i øvrigt smukt spillet med præcis den følelse af sorg og afmagt, den nybagte mor må føle. Anne - alias Karen Poulsdatter - begynder at drikke, og enden er nær. Men igen oplever vi denne lykke-følelse over, at så stakkels et menneske skal undes lidt glæde. Anne danser, smiler, ler - er forelsket, og den unge Peder Jensen Post gengælder de hede følelser, indtil de nævenyttige koner - som fortællingen er fuld af, fortæller ham, at Anne har et uægteskabeligt barn. .
Han var Annes sidste rigtige glæde - ud over brændevinen, som hun knapt har råd til. Hun bliver grim, ussel, bitter, ond - og vi kan egentlig godt forstå det. Men da hun sætter ild på Malthes kro, går hun for vidt. Fængsles, og...
Ja, det skal vi naturligvis ikke røbe her. »Historien om Anne« fortælles igen i aften, på lørdag og søndag. Men med udsolgt til premieren i aftes og udsolgt til de næste tre forestillinger er der egentlig ingen grund til at lokke flere til. Alt er optaget - succesen er hjemme. Der er lagt et utroligt arbejde - og Vipperød må blive tom, når Anne endelig lægges til hvile som fortjent.
Ved afslutningsfesten for "HISTORIEN OM ANNE" den 16. 6. 1990 holdt Clasen denne tale:
"Kære rejsekammerater!
Så er de fleste af os vel efterhånden landet igen!
Det tog sin tid.
Men det var også en ordentligt tur, vi var på.
Det var en rejse i tid og rum.
En rejse der varede i over et år for de fleste af os.
En rejse, hvor kun enkelte fik hjemve og stod af, men hvor mange gode rejsefæller sluttede sig til selskabet undervejs.
Og nu er vi altså landet igen.
I god behold alle sammen, tror jeg. Trætte og udkørte, javel, men som altid efter en rejse ud i det ukendte, berigede med tusinder af nye indtryk fra de steder, vi var sammen.
Indtryk, der langsomt bundfælder sig, og bliver til minder.
Hver dag dukker der billeder, ordskifter, stemninger og hændelser op, som man troede, man havde glemt.
Og som det altid går, så bliver også de oplevelser, der var frustrerende, irriterende, trættende, frysende, våde, sultne, tørstige, da de fandt sted, farvet lyserøde, spændende og morsomme i vores erindringer.
Og det er vel godt nok!
Men vi husker.
Jeg husker.
Jeg husker de blæsende og råkolde novembersøndagseftermiddage, da vi trawlede omegnen tynd for et finde et spillested, med plads til parkering, tilskuere, omklædning, teknik og komedie. Kort sagt et sted der både havde hus- og hjerterum.
Jeg husker en del af stederne, vi så på, og hvor der altid var mindst en ting i vejen.
Jeg husker, da vi endte på Ågerupgård, hvor min gamle elev, der nu er fuldtidsgårdejer med fuldtidsarbejde i sin fritid, tog imod os med åbne arme. og hvor alt - simpelthen alt - kunne lade sig gøre!
Og så oven i købet altid med et smil på læben!
Jeg husker også forbløffelse, da alt-muligt-gruppens milde kvinder stillede op med snitter aften efter aften.
Aldrig har jeg været på et teater med en så velfungerende, billig og lækker kantine.
Det er vigtigt med proviant på en lang rejse. Men det er lige så vigtigt at den bliver serveret af et interesseret, smilende og sødt personale. Sikke nogle dejlige stewardesser!
Jeg erindrer de bekymrede miner, når der en enkelt aften ikke blev spist op.
Var der mon noget, der kunne gøres bedre?
Og da vores publikum indfandt sig, stampede de i jorden nogle gange og vupti så stod der forstærkninger til også at sørge for dem.
Jeg husker til 2. generalprøve, hvor lyden af poppende popcorn akkompagnerede voldtægtsscenen på det mest insisterende!
Synd at vi var så langt henne i prøveforløbet - ellers havde vi kunne afprøve en fantastisk ny effekt i dansk teater! Det må have en chance en anden gang!
En anden ting, som jeg ikke husker, men bare er kommet til at tænke på, er, at det må være alt-mulig-gruppen, der stillede an, købte ind, transporterede øller, ryddede af og laste efter alle os andre, når vi spillede 3. akt i hallens cafeteria!
Tak, skal I have!
Jeg husker en kostumegruppe, der slår alle rekorder!
I efteråret lavede og solgte de julegaver og julepynt, og da selve kostumearbejdet tog fat, var de i den grad genbrugsbevidste, at de slutter deres regnskab med ikke overholde deres budget - næh, de lavede over 150 flotte kostumer og kunne ved afslutningen mønstre et overskud på flere tusinde kroner!
Jeg glemmer aldrig en søndag formiddag, hvor jeg blev tilkaldt til huset på Fiskervænget.
"Du må komme straks - her sker ting og sager!"
Og det skal jeg love for, at der gjorde! Jeg troede bare, at de skulle lytte lidt til Lissen, der var indforskrevet til at fortælle lidt om kostumer og scenografi.
Men nej; gruppen var langt inde i den skabende proces. Der blev diskuteret, tegnet, forkastet og vedtaget, så det var en fryd. Da gik det op for mig, at hvis jeg skulle følge med der, måtte jeg rubbe mig.
Og ganske rigtigt: Allerede i april blev kostumerne udleveret til skuespillerne.
Det var bare tøj til tiden!
Derefter drejede det sig om patinering og små justeringer.
Jeg kan ikke huske en produktion, hvor kostumeringen har gået så godt!
Og hvilke kostumer?
Lavet på en flot kombination af økonomisk sans, kreativ indføling med de dramatiske krav samt historisk og æstetisk stilsikkerhed!
Vi elsker jo alle sammen vores egne små børn, og kostumerne var jo jeres børn. I ville gerne have, at de skulle præsentere sig I pænt, det er klart.
Jeg husker jeres forfærdede ansigter, da de pæne, rene og nystrøgne kostumer skulle se gamle slidte og snavsede ud.
Men I tog det flot: rev itu, syede lapper på, duppede med mudder, dyppede i Klorin og blev ved til alle skuespillere så rigtige ud.
En anden ting en ordsmed aldrig glemmer, er den første gang han hører komponistens melodi til sangtekster.
Der har vi den igen; den med ens eget lille barn!
Og hvilke melodier kapelmesteren tryllede frem. Tænk - at have sølle 12 toner til sin rådighed at lave kunst med!
Og de virkede!
Musikalsk, historisk og dramatisk!
Men endnu mindre end præsentationen af dem vil jeg aldrig glemme den sidste aften oppe i hallens cafeteria.
De voksne sad og snakkede og øllede den, mens de unge dansede i lokalet ved siden af.
Og pludselig inde fra mørket overdøves Kim Larsen - eller var det Prince - af et kor, der af fulde halse skrålede:
”Maj, maj, du skønne, for piger og karle,
for lærke og svale.”
Et nyt hit var skabt!
Lad der blive sang og musik - og sang og musik blev der!
Jeg husker musikken og sangen, der løftede og bar.
Jeg husker musikken, der kaldte på alle de stærke følelser.
Jeg husker klumpen i halsen og tårerne i øjenkrogene - og livsglæden.
Jeg husker den aften, hvor publikum klappede i takt til en bestemt sang. Det var mere værd end en kasse sodavand!
Jeg husker en aften, hvor en eller anden idiot sendte skuespillerne på scenen uden musik. Det var pinligt!
Jeg husker, hvordan markedsscenen var vores smertensbarn indtil den dag, vi første gang fik spillemandsorkestret på scenen.
Stemmeopvarmning backstage
Jeg husker skuespillere, der brokkede sig, når vi ikke nåede stemmeopvarmningen.
Og uden at ville huske det, opdager jeg, at jeg står under bruseren og nynner de sange, der for mig altid vil være uløseligt knyttet til vores fælles rejse.
Når man glemmer problemerne og husker de gode oplevelser, er det måske bare en psykisk mekanisme, der lægger glemselens slør over det dårlige. Men det er ikke hele forklaringen.
I et hvert fald ikke, når det drejer sig om alt det håndfaste, jordnære og praktiske arbejde, der har været under vores rejse - til prøverne og til forestillingerne.
Sagen har jo været, at det har været en rejse med mange tekniske og praktiske problemer. Problemer, der kunne have ødelagt vores rejse.
Men når jeg i dag tænker tilbage på disse snesevis af problemer er det helt uden dårligdomme.
Hvorfor?
Fordi de blev løst!
Måske ikke i første hug, men løst blev de!
Af en ganske lille gruppe mennesker, som vinteren igennem arbejdede i det skjulte og som havde ganske kort tid til at få etableret spille- og tilskuerpladserne.
Jeg husker en regnfuld lørdag, hvor brostenene på gårdspladsen for første gang i mands minde så dagens lys, og hvor 5 -10 rummeter perlegrus blev flyttet.
Hvor tingstedet - spillepladsens hjerte - blev bakset på plads. Hvor det tog 4 teenageknægte og et trykluftbor 2 timer at lave et hul til majstangen.
Og tilskuertribunerne!
Gruppens store smertensbarn.
Alle aftaler i hus. Troede vi!
250 pladser, værsågod!
Og så var der bare 170, da det kom til stykket.
Humøret var langt nede!
Ikke kun fordi vi oplevede vores eneste ulykke med blodsudgydelse og en skadestuetur til følge. Men etableringen af lyd- og lysteknik var udelukket, før tribunerne var klar.
Og tiden var knap.
Ekstra mandskab, feriedage og hårdt knoklearbejde blev taget til hjælp.
Og det lykkedes!
Det var godt skuldret, folkens!
Og det kostede andre steder!
Gruppen deltes op - nye mennesker blev kørt ind.
Overblik var en by i Rusland, og tid var en absolut mangelvare. Jeg tænkte: Giv os 14 dage ekstra!
Men I nåede det!
På et hængende hår fik I lavet lamperne, i sidste øjeblik blev der styr på de mange hundrede rekvisitter, der var lånt i øst og vest, truget og spandene blev tætnet i den 11. time, majstangen blev pyntet, inddækninger blev banket op og malet, oversigter over lamper, porte, døre, baller og paler blev fremstillet, husdyr, der selv ville gå selv blev fremskaffet, røgmaskinen afprøvet, grød, øl, frugt, kager, grøntsager, fjerkræ ordnet, frisurer og make-up givet, blodampuller afprøvet og kasseret og erstattet med tomatketchup, toiletvogn, øl-, popcorns- og isboder etableret, skilte malet, knallerten fik skiftet tændrør 3 gange i løbet af hver forestilling, vandpytter blev fjernet, bænkesæder blev dækket til og af - og tørret rene mange gange, stikord til indgange blev øvet.
Suffløsen blev scenetekniker i damesiden og sørgede for entre til tiden.
Det tårnhøje teknikkerhelvede blev etableret.
Skilte blev malet og sat op, og den smukke lysalle blev lavet.
En sen nat, som jeg aldrig vil glemme var, da vi satte lys og prøvede det af for første gang, mens vi frøs som små hunde i for korte snore.
Alt for sent til at give trætte folk ordentlige vilkår til at sætte sig ind i nyt, lånt udstyr. Også det lykkedes med lodder og trisser, og I lavede en utrolig smuk lyssætning, som I kørte præcist og musikalsk.
Lyden kom til. De to rockmusikere fes rundt og snakkede i walkie-talkies og fik sammen med sangere og orkester - lavet lyd så smuk og klar som i Tivolis koncertsal.
Kort sagt: alle I trolde og alfer, der arbejdede i det skjulte og hvis fornemmeste opgave var, at understøtte dramatikken uden publikum lagde mærke til jer, I blev kastet ud i uoverskuelige opgaver og lavede et utroligt godt arbejde, som jeg vil huske med en vis bæven, men først og fremmest med stor glæde og beundring.
En ting, som jeg kom til at betragte som en selvfølge - uden det på nogen måde er det, er arbejdet som blev udført af sponsorgruppen, pr-gruppen og billetsalgsgruppen. Få mennesker gjorde et stort, vellykket arbejde.
En smuk plakat og et meget præsentabelt program, fotoudstillinger, radio-, tv- og presseomtale i lokalsamfundene solgte mere end 1000 billetter. Og vi kunne have solgt flere, hvis vi havde villet.
Desuden udgjorde I kernen i korpset af "ekstra hænder", der trådte til, hvor det virkelig brændte på til sidst.
I skaffede de økonomiske midler til veje, uden hvilke det ikke går.
I styrede økonomien sikkert, så arbejdet ikke blev præget af usikkerhed på dette område, men kunne koncentreres om de praktiske og kreative opgaver.
Og så er der vist bare skuespillerne tilbage:
Jer vil jeg altid mindes.
Jeg vil mindes mennesker, jeg kendte i forvejen, men som jeg kom til at kende fra nye sider.
Jeg vil mindes jer, jeg ikke havde mødt før, men som jeg kom til at lære at kende.
Jeg vil mindes den 6-årige charmetrold og den 71-årige debutant såvel som de mange garvede kæmper fra teater foreningen.
Jeg vil mindes talepædagogen, læreren, skoleeleven, plejeren, pædagogen, frisøren, pensionisten, hjemmehjælperen, bankassistenten, skolelederen, sygeplejersken, skatteinspektøren, mekanikeren, personalechefen, maskinarbejderen, assurandøren, landmanden, fotografen, grønthandleren, den studerende og halinspektøren og alle dem, jeg ikke ved hvad laver, når de ikke er gårdmænd, barselskvinder, godtfolk, præster, herredsfogeder, vogterbørn, fangevogtere, tyende, gøglere eller fattiglemmer.
Jeg vil mindes vipperødderne og holbækkerne, men også jer fra Bagsværd, Roskilde, Mørkøv, Nykøbing, Arnakke, Ågerup, Gislinge, Hellestrup, Vallestrup, Vig, Søndre og Nørre Asmindrup, Kvanløse, Mårsø, Kirke Såby, Ejby og Nyby.
Jeg vil mindes en gruppe børn, der klarede strabadserne flot. Som fik lært deres replikker, ved at få dem læst højt derhjemme. Som var dødtrætte, når prøverne trak ud.
Som ikke var de vanskeligste at tysse ned, når der mangledes arbejdsro.
Som charmede sig ind hos medskuespillere, når de kaldte dem mor eller far.
Og som kunne høres op på bageste række, da det gjaldt!
Jeg vil mindes en stor flot gruppe teenagere, som enhver teaterforening bør være stolt af.
Jeg vil mindes knægtene - bøfferne og bananerne – der voksede hver gang, der blev skubbet mere ansvar over på dem.
Jeg vil mindes tøserne, der trak det tunge læs, når der skulle synges ud.
Jeg vil mindes, de der kom til prøve, selvom der var skolefest, familiefest, ja selv på jeres egne fødselsdage, kom I.
Jeg vil mindes de, der - selvom det var svært - sagde nej tak til skoleudflugter, fordi de ville være med her hos os.
Jeg vil mindes unge mennesker, der gik utroligt seriøst til opgaven og kom ud over rampen, som jeg aldrig har set mage til. Jeg vil mindes sammensværgelser med publikum. I havde smurt dem før forestillingen - med klapsalve!
Og de voksne drenge vil jeg mindes. De fleste af jer brændte for sagen, nogle af jer blev delvist tvangsudskrevet.
Af en eller anden mærkværdig grund er denne gruppe, når det kommer til at spille komedie, så utrolig tilbageholdende.
Og selvom vi til tider måtte både bokse, kilde, lokke og true, vil jeg altid huske, hvordan I alle til sidst overgav jer til legebarnet inden i jer selv og spillede komedie så guderne og publikum måtte sig forbarme.
Jeg vil altid mindes, hvordan jeres maskuline pansere langsomt åbnede sig og lod fantasien slippe løs. Det var en enestående oplevelse.
Og de dejlige kvinder! Som altid talrigt repræsenteret i alle aldre.
Højt disciplineret, med godt humør, musikalitet, stor ansvarsfølelse og blomstrende kreativitet.
Jeg vil mindes jeres tillid, når I smed jer ud på de syv favne vand og gav selv de mest tossede indfald en chance.
Verden er fyldt med historier om de kloge, modige, frygtelige tapre, onde, magtfulde og kendte mænd.
Men jeg vil altid mindes, hvordan I fik fortalt os alle nogle fængslende, troværdige, spændende historier om nogle kloge, modige, frygtelige, tapre, onde og magtfulde, men ukendte kvinder.
For over et år siden begav vi os ud på en rejse i tid og rum.
Vi vidste ikke, om vi ville komme helskindede igennem.
Vi vidste slet ikke, om vi ville komme frem.
Ja, vi vidste ikke engang præcist, hvor rejsen gik hen.
Vi drog ud som opdagelsesrejsende - der var ingen, der havde været derude, hvor vi skulle - ingen kunne give os en vejbeskrivelse.
Hver af os havde sin egen bagage med - lige så forskellig som vi var som personer.
Vi kom igennem kviksand, hvor vi følte, at vi hang fast og ikke kom ud af sted.
Vi kom igennem skove, hvor hvert enkelt ny forhindring måtte væltes inden vi kunne komme videre.
Storme derimod oplevede vi knapt nok, jeg vil altid mindes denne produktion for den fantastisk venlige, hjælpsomme og hyggelige stemning.
Og så er vi altså landet igen!
Men vi er ikke kommet tilbage til nøjagtig det samme punkt, vi startede fra!
Eller er vi?
Er det måske bare os selv, der ikke er de samme, som da vi drog afsted sammen?
Personligt må jeg sige ja.
Oplevelserne på rejsen er lagret som minder og erfaringer.
Og jeg tror, at de fleste af jer, kære rejsefæller, har det på samme måde. Vi er mærkede af turen. Vi bliver aldrig de samme, som vi var engang før Anne.
Jeg vil altid huske landingen.
For mig fandt den sted præcist, da kranen fjernede stenene i tingstedet.
Da var det slut for mig.
Det var et sørgmodigt øjeblik.
Sørgmodigt, ja; men ikke sørgeligt.
Vi havde jo haft en eventyrlig flot rejse sammen.
Sammen havde vi haft et af de smukkeste fællesskaber, mennesker kan have sammen.
Historien om Anne blev det flotteste udtryk for ægte folkelig kultur, når den er bedst.
Rejsen er slut nu, javel; men ikke livet!
Lige der, hvor du lander, der begynder resten af livet.
Brug dine oplevelser, minder og erfaringer - i morgen, i overmorgen og resten af livet.
Lad dem bare komme med ny teknologi, ha-ha-ha-dilletant, indre og ydre markeder, Dallas og Dollars, bingo og banko, ugeblade, nye modedanseluner, syntetiske burgere, fladpandede revyer, finkulturel kunst med stort K - forklædt som Kejserens nye klæder og prøve at bilde os ind, at det er kulturelt fællesskab: Men vi ved bedre!
Vi har nemlig været på rejse sammen!
Kære venner, tak! Og tak for turen!"
Slutscenen fra forestillingen
TOP