Hoved menu:
Najade-fontænen (Fontana delle Naiadi)
Midt på Piazza della Repubblica
Denne kæmpemæssige fontæne fungerer som midten i en af byens største rundkørsler.
Desuden er den mostra (udstilling/fordelingscentral/første sted vi ser vandet) for Aqua Pia Marcia.
(Læs mere om akvædukter og mostre her)
Selve fontænen blev bygget i 1888 efter Alessandro Guerrieris tegninger. Dog uden figurer.
Senere - helt temporært - blev den udsmykket med fire gipsløver.
I 1897 fik Mario Rutelli i opdrag at udføre de fire najader i bronze:
Havets nymfe med en havhest, Søernes Nymfe med en svane, Flodernes Nymfe med en slange og De underjordiske Vandes Nymfe med et krybdyr.
Ved afsløringen i 1901 var man i brede kredse i Roms borgerskab forargede over najadernes yppige kropssprog.
Den centrale figur af havguden Glaucus blev først tilføjet i 1911.
Modellen til alle havnumferne var den unge Vittoria Placidi, mens Francesco Toppi stod model til figuren af havguden. De unge mennesker kom begge fra landsbyen Anticoli Corrado, hvor Aqua Pia Marcia udspringer.
Figurerne skriger i dag på en grundig restaurering!
Havets Nymfe.
De underjordiske Vandes Nymfe
Fontana delle Naiadi ligger midt i et område, som i Oldtiden var en del af Diocletians termer (=badeanstalt), som var et kæmpeanlæg. Rester af det findes forskellige steder i nabolaget, men allernærmest er en del bevaret og omdannet til kirken Santa Maria degli Angeli e dei Martiri.
Det kolossale, rigt udsmykkede kirkerum antyder, hvordan der kan have set ud i oldtidens badeanstalt.
Oldtidens enorme vandforsyning til dette anlæg kom fra den antikke Aqua Marcia
(Se også siden om Caracallas termer)