Carlo Sørensen ifølge Clasen - Verden ifølge Cl@sen

CARLO GÅR
Utroligt!
Tiden går!
Javel, men at Carlo går?
Af!
Naturligvis, sådan skal det jo gå.
Men allerede?
Hvad går der af ham?
Jeg er selv lige gået.
Ud.
Synes jeg. 
For 20 år siden.
Og så går han.
Over i historien.
BK's.
Blandt andet.
Også i min.
Nej, der er han allerede.
Carlo.
Min lærer.
Lad gå, ikke kun min.
Og ikke kun min lærer.
Selvom det da også nok havde kunne gå an.
Tysk og gymnastik.
Doven elev.
Carlo gik på med krum hals med bøjninger.
Verber- og arm-.
Af og til var han vistnok ved at gå til over, at jeg ikke rigtig gik til den.
"Ikke bare bog'e, men røv-bog'e".
Klar tale. Er prøvet siden.
Men det gik ham på, når de ikke gik op for mig.
De stærke og de svage.
Men det var jo i de glade 60'ere.
Eller var de så glade?
Jeg var vist mest ligeglad.
I et hvert fald med tyske fald og bøjninger.
Går den, så går den!
Og mens vi ventede på, at skolen skulle gå over, var der andet, vi kunne gå op i.
Og ind for.
Skoledemokratiet!
Naturligvis! Ikke fem ord om Carlo uden det bliver nævnt.
Ofte med et lille smil.
Og måske et overbærende skuldertræk.
Manden skulle jo have noget at gå op i.
Så lad ham dog.
Herregud.
De kolde hjerter forstod ikke, hvad det gik ud på.
Og de frosne hjerner gik det hen over hovedet på.
Dybest set.
Forstå mig ret.
De var mange.
Kolde, kølige og lunkne.
Lærere.
Og elever.
Er de der stadig?
Og er der mon blevet flere af dem?
Måske.
Men måske går de bare ikke så stille med dørene mere?
Spørgsmålet er så, om det er så ringe?
De har vel også ret til at blive klogere.
De forfrosne og formummede skjælme.
"Kun døde fisk flyder med strømmen".
Børnelærdom.
Blev det.
For nogle af os.
For dem af os, der ikke oplevede Carlo som blot vores lærer. 
Eller som måske netop oplevede ham som lærer i ordets mest grundlæggende og smukke betydning.
- Ikke en strømlinet undervisningsteknokrat med de store forkromede didaktiske og metodiske helhedsplaner.
- Ikke en forbenet faglærer, der brugte fagforskrifter som bibel og karakterer som spanskrør.
- Ikke en pensumfikseret lystmorder formummet bag kridtholder og pegepind.
- Ikke en ambitiøs fagidiotisk eliteelevrytter, der kørte derudad og lod fanden tage de sidste.
Men hvad så?
- En autoritet, der elskede at se sin autoritet antastet. Og helst fra et helt uventet hjørne.
- En hel og engageret personlighed, der ikke lod sine elever nøjes med det, der stod i bøgerne, men tog gymnasiets 
almendannende formål rigtig alvorlig.
- En pædagog, som vi troede, vi snørede til at diskutere elevråd, Tjekkoslovakiet, DGS, undervisningsministeren, Rudi Dutschke, Herbert Marcuse, besættelsen, hippier, VS og Det frie Gymnasium, men som i disse timer gav os mulighed for at afprøve vores nyerhvervede og sikkert håbløst umodne synspunkter af med en voksen sparringspartner, mens duksepigerne trippende sad og ventede på "der Graf" med flere og forarget hviskede, at nu gad de altså ikke "snakke" mere.
- En mur at spille op ad.
Vi gik ud.
Tresserne gik.
Rygtet gik:
Carlo blev gået.
Hvordan gik det til?
Snakken gik:
De iskolde hjerner og dybfrosne hjerter var gået under jorden.
Hvor de så rigtig gik til den.
Det gik som smurt.
Deres kabale gik op: Carlo blev forbigået.
Det kom vistnok til at gå for stille af.
Kære Carlo,
Jeg beundrer dig for, at du siden hen holdt den gående.
Nu går du fra borde.
Velkommen på land.
Og tillykke.
Min klare erfaring er, at livet kan leves glimrende videre uden(for) BK.
Vi kan se tilbage på sejladser med kuling og med havblik.
Med fest på dækket.
Ind imellem med havsnød.
Og så er der nye sejladser forude.
På dit otiums Bolmensjö.
Hiv op, og lad gå!
God vind!
Og gid at det må gå dig godt!

Carlo Sørensen døde i januar 1999.

G\'e5 til siden om Clasens klassekammerater