Politiforhør ifølge Hans Peter Alfred - Verden ifølge Cl@sen

København, Kriminal- og politirets kriminelkammer,  5. juni 1893

Undersøgelserne fortsatte. Opdageren sad med en liste på navne over drenge, som tidligere havde boet på Kana. Man var blevet enige om, at en afhøring af dem alle var nødvendig, for at man kunne få afdækket omfanget af frøken Møllers brøde.
Eftersom mistanken nu også omfattede endnu et barn, Marius Christiansen, var det nærliggende at tro, der kunne være tale om uterlighed overfor endnu flere børn. Ganske vist var der indtil videre kun tale om rygter, idet Vilhelmine selv kun havde tilstået sin brøde overfor Volmer.
Opdagerens opgave var at skrive brev til de herreder, hvor børnene nu var ansat. Han drog et suk og kiggede på det næste navn på listen. Det var Alfred Petersen, som efter sigende skulle være hos proprietær Jensen på Fyn. Han dyppede pennen i blækket og påbegyndte det lange standardbrev:

”Til Oplysning under en her ved Kammeret henstaaende Sag, hvori Arrestantinden Frederikke Vilhelmine Møller, der i en længere Aarrække har været Plejemoder paa  Børnehjemmet Kana her i Staden, blandt andet har tilstaaet at have gjort sig skyldig i uterligt Forhold overfor et af de paa Børnehjemmets værende Børn og er mistænkt for yderligere at have gjort sig skyldig i et saadant Forhold, skal Kammeret tjenesteligt anmode om, at den hos Proprietær Jensen, Nørre Lyndelse ansatte Landvæsenselev Alfred Petersen, der i nogle Aar har opholdt sig paa bemeldte Bømehjem, indtil han i 189l blev konfirmeret, inden Retssagen maa blive afhørt efter den Anledning, som nedennævnte Spørgsmaal  giver:
- Har Vidnet nogensinde under sit Ophold paa ovennævnte Børnehjem været Genstand for uterlig Behandling eller nogen usædelige Tilnærmelser, enten fra Plejemoder selv, eller saafremt hendes senere Medhjælperinde, Fru Mockwitz, allerede dengang var paa Børnehjemmet, fra hendes Side?
- Har Vidnet set nogen af de to nævnte Kvinder gøre sig skyldig i saadant Forhold overfor nogle af de andre Børn i nævnte Bømehjem, eller har han hørt disse omtale noget saadant, særlig med hensyn til den 28. februar dette Aar af Arrestantinden Frøken Vilhelmine Møller forgivne Dreng, Volmer Sjøgreen og drengen Marius Christiansen, og hvis Vidnet ved noget, i saa Henseende, hvornaar har da paagældende Forhold tildraget sig?
- En Udskrift af Forhøret udbedes.”

Han underskrev og fik det gjort klar til posten, inden han fortsatte med næste navn på listen. Det skulle blive interessant at se resultaterne af afhøringerne, efterhånden som de kom tilbage til kontoret.

En uge senere begyndte afhøringen af Alfred. Drengen var påvirket af situationen, faktisk virkede han lettere beklemt ved tanken om de spørgsmål, der ventede ham. Måske var han stadig lettere chokeret over de nyheder, som man havde delagtiggjort ham i?
Sognefogeden kunne til dels godt forstå Alfreds reaktion. En plejemoder, der ombringer et af de børn, som er placeret i hendes varetægt - den tanke kan virke skræmmende på de fleste. For et barn, der var opvokset på selv samme børnehjem, måtte det være endnu mere skræmmende.
Der var nu ingen vej udenom. Dog ville han forsøge at gøre det så skånsomt som muligt for den unge knøs, der sad uroligt på træstolen i hans stue. Den slidte kasket blev flittigt drejet mellem  hændeme, og Alfreds blik flakkede nervøst rundt.
”Nå, Alfred, du ved hvorfor du er her i dag. Inden vi går i gang med selve spørgsmålene, skal jeg oplyse dig om, at du ikke må fremkomme med oplysninger, der er i strid med sandheden! Det betyder samtidig, at du heller ikke må tilbageholde oplysninger. Det vil jeg gerne bede dig aflægge ed på.”
Drengen nikkede alvorligt, og snart havde de overstået den del af proceduren. Selve forhøret kunne starte. Den udpegede sekretær sad klar til at notere de fremkomne oplysninger ned. Sognefogeden rømmede sig.
”Vil du venligst oplyse mig om din fødselsdato?”
Alfred nikkede og svarede prompte, at han var født i København den 6. januar 1876.
”Hvornår kom du til plejehjemmet Kana?”
”Det kan jeg ikke huske. Men jeg ved, at jeg har været på Kana en 6 - 7 år i alt.”
”Og derfra?”
”Da jeg var blevet konfirmeret i påsken 1891, kom jeg ud at tjene. Det gjorde vi alle. Jeg er hos proprietær Jensen i Nørre Lyndelse. Det er min første og eneste plads.”
”Fortæl mig om Kana. Hvem var plejemoder i den tid, du tilbragte på børnehjemmet?”
”I alle de år, jeg var på Kana, da var plejemoder den samme. Frøken Vilhelmine Møller. På et tidspunkt fik hun dog en medhjælper, fru Mockwitz.”
”Hvornår blev fru Mockwitz ansat?”
Alfred sad eftertænksomt og grublede.
”Jeg ved det faktisk ikke. Det kan jeg ikke huske. Det forekommer mig, at hun havde været der i flere år, da jeg forlod Kana.”
”Kan du huske, hvordan hun blev ansat?”
”Nej, ikke præcist. Men jeg kan huske, at hun i starten kun var der engang imellem. Hun hjalp frøken Møller med at sy og lidt med undervisningen. Siden hen fik hun vist flere opgaver, og på et tidspunkt overnattede hun ind imellem. Da delte hun altid værelse med tjenestepigen.
Det ændrede sig siden, for da hun kom der mere fast, flyttede hun ind til frøken Møller og delte kammer med hende.”
”Inden den tid sov frøken Møller da alene?”
”Det mindes jeg ikke. Jeg ved ikke, om der var andre personer i frøken Møllers soveværelse eller ej. Jeg kan kun huske, da fru Mockwitz flyttede ind til hende.”
”Fortæl mig, hvad du ved om frøken Møllers forhold til Volmer Sjøgreen.”
Alfred rykkede lidt nervøst rundt på stolen, og en let rødmen steg op i hans kinder. Hans blik blev atter lidt flakkende, og han bed sig uroligt i læben.
”Du skal ikke være nervøs, Alfred! Det er vigtigt, at sandheden kommer frem.”
”Jamen, jeg kender kun til den snak, der gik blandt drengene. De andre sagde altid, at Volmer gik i sengen til frøken Møller. Vi drillede ham med det, og han morede sig bare over det."
”Begyndte den snak før eller efter, at fru Mockwitz flyttede ind i kammeret til frøken Møller?”
”Det mindes jeg ikke.”
”Hvem var ophavsmanden til de rygter?”
”Det husker jeg heller ikke.”
”Så du selv Volmer gå ind til frøken Møller?”
”Nej, jeg så ingenting. Jeg ved heller ikke, om det havde noget på sig. Jeg indrømmer, at jeg selv deltog i den snak, men jeg har ikke nogen sandfærdige kendsgerninger at bygge det på. Jeg troede på det, som de andre fortalte.”
Alfred virkede brødebetynget, men fortsatte så.
”Men selv om fru Mockwitz skulle have delt seng med frøken Møller på daværende tidspunkt, så var jeg aldrig i tvivl om, at den snak henførte til Volmer og frøken Møller.”
”Hvornår hørte du første gang om de rygter?”
”Det husker jeg ikke. Men det er længe siden. Det var flere år, før jeg forlod børnehjemmet.”
Sognefogeden rynkede panden. Det var svært at danne sig et overblik over sagen, der tydeligvis var baseret på rygter. Samtidig var det vigtigt for ham at aflevere så detaljeret en beskrivelse af sagen som muligt. Det var nødvendigt for den videre efterforskning, men også set i lyset af det bevismateriale, som man ville få brug for, når retssagen først skulle gå i gang.
”Fortæl mig det, du ved angående Volmers forhold til frøken Møller."
Alfred sad et stykke tid i tavshed, mens minderne fra barndomstiden vendte tilbage.
”Frøken Møller var godt stemt overfor Volmer. Også bedre stemt end overfor os andre. Hvis han havde lavet noget forkert, så fik han aldrig en straf, sådan som vi andre gjorde. Det var tydeligt at se, at hun havde en forkærlighed for ham.”
”Forholdt det sig ligeledes med Marius Christiansen'?”
Alfred rystede på hovedet.
”Nej, jeg har aldrig hørt om rygter angående plejemoder og Marius. Jeg har ej heller set noget, som kunne tyde på den slags. Rygterne gik kun på Volmer og frøken Møller.”
”Og fru Mockwitz?”
”Hun var aldrig indblandet i den snak. Ikke, hvad jeg ved af.”
Sognefogeden var ikke tilfreds endnu. Han forsøgte sig med en anden vinkel.
”Hvordan drillede I Volmer'?”
Alfred smilede skævt, og et finurligt glimt viste sig i hans øjne.
”Vi spurgte ham altid om, hvornår Oskar skulle komme. Vi men te dermed, at han før eller siden ville få gjort frøken Møller frugtsommelig. Volmer grinede bare, når vi sagde sådan. Han blev aldrig ked af det.”
”Drillede I frøken Møller med det samme“?”
Alfred rystede energisk på hovedet.
”Nej, det vovede vi ikke. Vi havde alle stor respekt for frøken Møller.”
”J eg forstår det ikke, Alfred. Nogen må have set noget konkret? Hørte du aldrig de andre drenge fortælle om det? Om hvorvidt de havde set noget?”
Alfred rynkede panden, mens han tænkte.
”Jeg har aldrig hørt nogen fortælle, at de selv havde set noget.
Alt, jeg hørte, var rygterne. Men hvis det forekom i fru Mockwitz` tid, så må hun have set noget. Hun forlod aldrig sovekammeret før frøken Møller.”
Sognefogeden nikkede eftertænksomt. Det næste spørgsmål han agtede at stille, var mere prekært.
”Hvad med dig selv, Alfred? Har frøken Møller eller fru Mockwitz nogensinde behandlet dig uterligt, eller på nogen måde gjort usædelige tilnærmelser til dig?”
Alfred rødmede dybt, mens han energisk rystede på hovedet.
”Nej! Overhovedet ikke! Jeg har ikke selv oplevet noget i den stil, endsige set det med andre børn på hjemmet. Som jeg har fortalt Dem så mange gange allerede, så er alt jeg ved, at snakken gik omkring frøken Møllers forhold til Volmer.”
”Fortæl mig, hvorledes sovekamrene lå i forhold til hinanden? Jeg har stadig svært ved at danne mig et overblik”
Alfred begyndte ivrigt at forklare, lettet som han var over, at fokus var flyttet fra hans egen person. Han brød sig ikke om den anden slags intime spørgsmål.
”Altså, Kana var en stor villa. Alle drengene sov på første sal, hvor vi var fordelt i tre kamre. Ud over vore sovekamre, var der et særligt værelse for tjenestepigen. Som jeg har nævnt, så delte hun i begyndelsen dette kammer med fru Mockwitz. Frøken Møller havde sit eget kammer, som hun siden delte med fru Mockwitz, efter at denne var blevet fastansat. De andre voksne sov ikke på førstesalen.”
”Delte du værelse med Volmer?”
”Nej. Jeg delte værelse med fire andre drenge, men Volmer var ikke blandt disse. Jeg formoder, at snakken om, at Volmer om morgenen besøgte frøken Møller, må stamme fra det kammer, hvor Volmer havde sit vanlige natkvarter.”
Sognefogeden nikkede eftertænksomt.
”Har du yderligere oplysninger, som du finder, kunne være relevante for denne sag, Alfred?”
Alfred tænkte sig om, men rystede så på hovedet.
”Nej, jeg kan ikke komme i tanke om andet.”
”Godt! Så er forhøret slut, og du kan gå. Du skal vende tilbage i morgen og underskrive din forklaring. Til den tid er den renskrevet.”
Alfred nikkede alvorligt, rejste sig og tog kasketten på. Han sagde høfligt farvel til alle de tilstedeværende og strøg ud ad døren. Han glædede sig til at komme væk derfra. Det havde været en afhøring, der vækkede minder om en svunden tid. Chokket over frøken Møllers fortrædeligheder red ham stadig som en mare. Hun var den sidste person i verden, han ville forvente den slags af.

Sognefogeden bad sekretæren om at begynde på renskrivningen, således at han selv kunne godkende indholdet af afhøringen, inden den skulle sendes til København. Godt, at man ikke stod med den slags sager til dagligt!
Han var ked af, at det ikke var mere fyldestgørende forklaringer, som Alfred havde kunnet bidrage med. Der var ikke den mindste snert af førstehåndsoplysninger over det, der var kommet på bordet. Tilsyneladende var det hele baseret på rygter. Han rystede tankerne af sig. Han havde gjort det, han kunne, nu var resten op til kollegaerne i København. Der var dog ingen tvivl om, at han selv ville følge denne sag interesseret!

TOP