Ansvarlig for dette site er
Michael Clasen:
post
mclasen.dk
Denne side er oprettet
august 1999,
senest opdateret
1. november 2005
Antal besøgende på denne side:
(fra 1. 2. 2006)
I begyndelse af 1980´erne begyndte de første tegn på fremmedhad at vise sig i Danmark.
Fremmedhadet - eller angsten for det ukendte - har såmænd nok altid eksisteret her, men på forunderlig vis var det pludselig ikke mere ukorrekt, at man offentligt og i massemedierne kom med ringeagtsytringer om landets nyeste indbyggere.
Dronningen tog modigt og klogt til orde i sin nytårstale 1984, men pastor Krarup spyede gift ud mod selv indsamlinger til flygtninge, der pænt blev i deres afkroge.
Clasen overvejede at tage ordet i en spændingsroman fra et Danmark i et sælsomt og selvgodt opbrud med god, gammeldags anstændighed. Tanken var at skildre fremmedhadernes kamp for at smide de fremmede ud ved hjælp af had, vold, og bål og brand.
Andet arbejde kom i vejen, og kun en prolog og begyndelsen af første kapitel blev nedfældet.
Og i mellemtiden overhalede udviklingen i fremmedhadet og racismen Clasens allerværste fantasier.
Her er, hvad han nåede i 1990:
ET YNDIGT LAND?
PROLOG
Den sorte mand gik gennem hotellets hall.
Hen til receptionen, hvor han afleverede sin nøgle og udvekslede nogle ord med receptionisten. Derefter styrede han mod svingdøren.
Den sorte mand hed Gerry Jones. I sit hjemland var han kendt som Gentle Gerry. Han var kommet til byen samme formiddag. Og nu havde han fået fri til at gå ud og se på byen. På egen hånd.
Gerry havde både hørt og læst om landet. Om velstand, frisind og gæstfrihed. Og om den gamle digter, der for mere end hundrede år siden havde givet sit bidrag til indbyggernes sjæleliv. En trang til at holde med den svage, den udstødte og den uglesete. Den undertippede. Og selv om Gentle Gerry så langt fra var undertippet, holdt han meget af den gamle digters eventyr. Som dreng havde han grædt, når hans mor læste højt om det sølle kræ, der blev kanøflet.
Og nu var han her så. I den gamle digters land.
Gerrys spejlbillede indfangedes i et kort øjeblik i svingdørens glas. Han rankede sig.
Gerry var ikke bare sort, han var meget sort: Mørkebrune øjne, kortklippet, sort, kruset hår, kraftige kindben, bred næse og kraftige mørkebrune læber. Og en hudfarve, der i det svindende dagslys virkede mere sort end mørkebrun. En meter og firs høj, slank og velproportioneret. Også han havde måtte gå så grueligt meget igennem. Som dreng havde han bare været endnu en snavset og fattig niggerunge, men nu..? Der fandtes vistnok sorte svaner et sted. Han havde set en film om dem. På tv. Fandtes de mon her i landet?
Gadelysene var lige blevet tændt og lyste blegt mod den rødmende himmel. Det blæste koldt. Gerry skuttede sig, så til begge sider, inden han gik til højre langs den stærkt trafikerede gade. Et stykke fremme så han en række neonoplyste butiksfacader. Godt nok ikke Las Vegas, men alligevel.
Ud og se lokalbefolkningen. Og måske frisindet. Og - hvem ved - måske også gæstfriheden?
Chefen havde givet ham fri i aften. Det plejede han altid at gøre den første aften i en ny by. Chefen var god nok.
"Det var da fandens, som du altid skal ud og føjte", drillede han Gerry.
Chefen havde købt Gerry. I hvert fald hans krop. Og hans talent. Men ikke hans nysgerrighed, frihedstrang og stolthed. De var ikke til salg. Og Gerrys strejfture i de fremmede byer var hans måde at markere sin frihed på. Over for chefen. Og over for resten af miljøet.
Her i Europa nød Gerry at kunne gå på gaderne, uden at folk kiggede efter ham og sagde:
"Se, der går Gentle Gerry!"
I hans eget land var hans ansigt for kendt.
Hans tilnavn skyldtes hans belevenhed, gode manerer, pæne sprog og indsigt i emner, der intet havde at gøre med hans fag. På den måde var han ikke nogen typisk repræsentant for faget. Men netop dét kunne pressen bruge. Gentle Gerry.
Vinden peb gennem hans kitfarvede jakkesæt. I det airconditionerede hotelværelse havde han ikke forestillet sig, at det smukke vejr kunne være så koldt. Midt i september. Fra jakkelommen tog han et par lette læderhandsker og trak dem på. Satte farten op. Han måtte se at finde et sted, hvor han kunne komme ind og få varmen. Købe en kop varm et eller andet og studere folkelivet. Måske falde i snak med nogen.
"Most people here speak very good English", havde hotelportieren forsikret ham.
Han stoppede for rødt lys ved en fodgængerovergang. Et stykke nede ad sidegaden blinkede et neonskilt: BAR. Idet lyset skiftede til grønt, drejede han ned mod det forjættende sted.
Halvvejs fremme passerede han en gruppe unge mennesker, der fyldte det meste af fortovet. For at komme forbi måtte han gå ud på kørebanen. Nogle meter længere fremme hørte han tilråbet:
"Hej!"
Gerry vendte sig. Smilede. Flokken stod stille og så på ham.
De var fem. En høj, lyshåret fyr med et lidt kvabset udseende trådte et skridt frem mod ham. Han havde et ulden, blå tophue på. Og en slidt, grøn armyfrakke. Han var næsten et hoved højere end Gerry. Han sagde noget. Gerry smilede:
"Sorry, but I don`t ..."
Den lyse afbrød ham:
"Nigger!"
Uvilkårligt ændredes Gerrys kropsholdning. En ubevidst vane fra drengeårene i Chicagos fattigste kvarterer. Uden han tænkte over det, bøjede han hovedet en anelse fremover, flyttede sin kropsvægt frem på fødderne og knyttede hænderne. Når nogen kaldte ham "nigger", fulgte der gerne mere efter af samme skuffe.
Som lille dreng havde han løbet sin vej, men da han fandt ud af, at han var lige så hurtigt på hænderne som på fødderne, var det oftest endt med slagsmål. Og som regel havde Gerry vundet.
Men nu var det snart mange år siden, hvide bøller havde udfordret ham til gadeslagsmål. I hans eget land kendte alle Gentle Gerrys ansigtstræk.
"What did you say?" nåede han at sige, inden den høje, hvide sagde noget på sit eget sprog. Det lød som en ordre. Truende.
Samtidig trådte han frem mod Gerry. Gerry måtte lægge hovedet tilbage for at se fyrens ansigt. Han havde lange, hvide skægstubbe. Med en overlegen mine langede han ud efter Gerrys skulder. Uden at ramme.
"I think you`d better...", begyndte Gerry i et sidste forsøg på at undgå konfrontation. I det samme fik han et hårdt slag på siden af hovedet. Bagfra. Han var omringet.
Damned! I ét nu snurrede Gerry rundt, og i samme bevægelse fløj hans knyttede højre opad og ramte angriberen rent på kæben. Med et halvkvalt brøl gik han bagover. Inden hans nakke nåede at knalde i fliserne, havde Gerry vendt sig om mod resten af banden. En ung fyr på hans egen størrelse havde vovet sig for langt frem og blev fældet med et perfekt højrekryds. En knasende lyd fortalte Gerry, at der var røget nogle stykker af fyrens tænder.
To af flokken trak sig hurtigt tilbage, men den store slog ud efter ham. Hårdt og mod maven. Hvis ikke Gerry havde set slaget komme, ville han være knækket fuldstændig sammen. Men fyren var lige så langsom, som han var stærk, og Gerrys mavemuskler var spændt til det yderste, da knytnæven ramte hans mave. Gerry knækkede ikke sammen, men slagets kraft sendte ham baglæns op i husmuren. Han bankede nakken ind i væggen. En hvid smerte skar gennem hans hoved.
Den lyshårede fulgte sin succes op. Han kom væltende frem mod Gerry. Gerry så slaget komme mod sit ansigt. Han svajede til siden. Da bøllens knyttede hånd ramte muren, kunne han høre knoglerne brække. Og så kom smertensbrølet. Med to slag fældede Gerry sin modstander. Dybt og højt.
Den hvidhårede prøvede at komme på benene, men de exede under ham. De sidste to bandemedlemmer fortrak hen ad gaden og forsvandt om et hjørne.
Gerry var forpustet. Og ærgerlig over at hans tur var blevet ødelagt. Men han havde ingen skrupler over, at han på under tyve sekunder havde sat en hel bande ud af spillet. Faktisk var han lidt stolt af det.
Godt håndværk, tænkte han.
Der fandtes folk i verden, der mente, at Gentle Gerry var mere end en dygtig håndværker. Nogle gik så vidt at kalde ham en stor kunstner på sit felt. Gentle Gerry var professionel verdensmester i mellemvægtsboksning, og var kun i byen for at forsvare sin titel for femogtredvte gang. Denne gang mod den lokale udfordrer.
Nysgerrige var stimlet sammen om valpladsen, og et stykke borte hørtes en udrykningssirene.KAPITEL 1
Natten var klar, og himlen vrimlede med stjerner.
Den store præstegård lyste hvid i månelyset. Kun i ét vindue var der lys.
Ved skrivebordet i sit arbejds- og modtagelsesværelse sad pastor Jørgen Kastorp. Lyset fra arbejdslampen var koncentreret på bordet. Præsten sad og skrev.
Netop idet bornholmeruret slog tre, skruede han hætten på sin fyldepen, lagde den fra sig, skubbede stolen tilbage og rejste sig. Hans skygge bevægede sig over de fyldte reoler langs væggene. Foran uret standsede han, åbnede glasset foran skiven og stillede uret tilbage til to.
Sommertiden var slut, og landet vendte tilbage til normaltid.
Eller vintertid, som nogle var begyndt at sige.
Pastor Kastorp tog koppen og termokanden fra skrivebordet og bar dem stille ud i det mørke køkken. Fra vinduet kunne han se ud på den øde landevej. Carporten var stadig tom. Hvornår kom hun hjem?
Tilbage i arbejdsværelset satte han sig til at læse de ni håndskrevne sider igennem. Han foretog ingen rettelser, og da han var færdig, skrev han nederst på den sidste side: Torn Præstegård den otteogtyvende september nittenhundrede enoghalvfems. Jørgen Kastorp.
Fra en skuffe tog han en kuvert og et frimærke. Han foldede manuskriptet en gang og lagde det forsigtigt i kuverten, satte frimærke på og adresserede brevet til Morgenpostens kronikredaktion.
På første sal sov begge børnene roligt. Anna og Jakob.
Jørgen Kastorp tog frakke på, lagde brevet i inderlommen og lukkede stille hoveddøren efter sig. Den hvidkuplede lampe over døren lod han brænde.
Uden for havelågen stod han stille et øjeblik. Lyttede. Et stykke borte hørtes en bilmotors brummen. Den kom vist nærmere. Var det mon hende, der kom hjem?
Langsomt begyndte han at gå ind mod den lille stationsby. Med retning mod posthuset. Bag sig hørte han bilen nærme sig, men fortsatte uden at vende sig. Uden for slagteren overhalede den ham. Det var ikke hende. Skulle det virkelig tage så lang tid?
Da han kom hjem stod bilen der. Med bevidst rolige skridt gik han op ad havegangen. Lampen over hoveddøren var slukket, men der var lys i soveværelset.
...
