Ansvarlig for dette site er
Michael Clasen:
postmclasen.dk

Denne side er oprettet 
10. april 2004,
senest opdateret
1. november 2005

Antal besøgende på denne side:

(fra 1. 2. 2006)

Svensk Røde Kors´ hvide bus nr. 44. Foto: Bengt Ericsson 

Da Vipperød Teater- og Musikforening i 1990 opsatte egnsspillet "Historien om Anne", der forgik i 1700 og 1800-tallet, scorede rekvisitafdelingen mange points for deres flotte indsats med at finde mange ægte og troværdige rekvisitter - op til omfang af hestevogne.
Da Clasen et par år senere skrev egnsspillet "Dog dages det immer paany" blev kravene ikke mindre. Blandt andet skulle der i forestillingen bruges flere køretøjer (med gasgeneratorer!). Så - halvt i dril og 99% i spøg - noterede Clasen i manuskriptet, at "en af de hvide Bernadottebusser kører over scenen, fyldt med fanger, mens folkemængden jubler".
Det var helt utroligt, at rekvisitgruppen nogle måneder senere en dag meddelte, at den kom! En original Bernadottebus! Gennem forbindelser i Sverige, var de kommet i kontakt med Axel Molin fra den svenske Bernadotteforening. Han og Sten Olsson kom kørende med bussen, og ...
Læs selv, hvordan de oplevede det.
Herunder har Axel Molin først - i ganske kort form - beskrevet historien om De hvide Busser.
Derefter følger hans rejsedagbog fra turen til Vipperød og omegn med Hvid Bus nr. 44.
Teksterne er oversat fra svensk af Clasen.

"Operation de hvide busser

Under Den anden Verdenskrigs sidste måneder i foråret 1945 blev 27.000 mennesker reddet ud af de tyske koncentrationslejre, en redningsoperation som blev til takket være et forslag om en svensk redningsaktion i Tyskland fremsat af den norske minister Nils Christian Ditleff ved den norske ambassade i Stockholm og gennem grev Folke Bernadottes vellykkede forhandlinger med Himmler om at få lov til at opsamle fanger fra et antal koncentrationslejre samt at føre dem til en fælles lejr - Neuengamme - hvor svenske udsendinge skulle have overopsyn med dem.

I denne redningsaktion deltog foruden det svenske Tysklandsdetachement også det danske Jyllandkorps, som gjorde en uvurderlig indsats, først og fremmest da Neuengamme blev evakueret, og de stillede med hundreder af køretøjer.
Redningsaktionen fik navnet "Operation De hvide Busser".

I foråret 1945 gik Anden Verdenskrig mod sin ende. Tyskland fik stadig mere modgang og nederlag. På østfronten stod russerne ved den tyske grænse, og de allierede tropper rykkede frem fra syd og vest.

Koncentrationslejrene ved grænserne havnede i kampzonerne. Der var ikke meget håb for de fanger, som sad indespærrede i disse lejre. Der fandtes også eksempler på, at visse koncentrationslejre begyndte at likvidere fanger for at udviske sporene af deres forfærdelige gerninger, når de indså, at krigen var ved at blive tabt.
Man frygtede samtidig, at blandt andet de norske og danske civilfanger i Tyskland skulle rammes af samme skæbne. Til den norske ambassade i Stockholm, hvor Nils Christian Ditleff var karrierediplomat, var der kommet urovækkende oplysninger og ængstelse for de skandinaviske fangers tilstand i koncentrationslejrene. Disse oplysninger var kommet fra oslouniversitetets rektor, professor Seip, som selv var fange i Tyskland, men nu sammen med en håndfuld andre norske tjenestemænd var civilinterneret i Gross Kreutz udenfor Berlin. Professor Seip kendte til efterretningsvirksomhedens gang i lejrene, og derfra havde han fået oplysninger om umotiverede fangeforflyttelser, og om at fanger var forsvundet. Den norske regering var flygtet til England og var derfor forhindret i at gøre noget ved forholdene, som rådede i lejrene. Det norske konsulat i Stockholm med minister Ditleff i spidsen engagerede sig helhjertet i de norske fanger i Tyskland og mente, at der skulle gøres noget umiddelbart for at redde dem.
Minister Ditleff forelagde også en plan, udarbejdet af ham og den danske admiralstabschef Karl Hammerich, for det svenske udenrigsministerium og Røde Kors samt diskuterede muligheden for at Sverige organiserede og udførte denne redningsaktion.
Ved forhandlinger i regeringen blev det besluttet, at Sverige var med på Ditleffs planer og at redningsaktionen, som skulle finde sted i Røde Kors´ tegn skulle omfatte både norske og danske koncentrationslejrfanger. Der kom også urovækkende oplysninger om, at svenskfødte kvinder uden hjem og slægtninge behøvede hjælp til at komme bort fra helvedet i krigsafslutningens Tyskland. Også de skulle omfattes af hjælpeaktionen.

Krigen skærpes.
I februar 1945 mødtes Roosevelt, Churchill og Stalin på Jalta og besluttede en samlet offensiv på alle fronter. Omtrent samtidig fløj Folke Bernadotte til Berlin for, som regeringens og Røde Kors´ repræsentant at søge kontakt til SS-chefen, rigsminister Heinrich Himmler, som dengang blev anset for at være Tysklands mægtigste mand ved siden af Hitler.

Forhandlinger med Himmler.
Det svenske gesandtskab i Berlin havde forberedt Bernadottes samtaler med Himmler med dennes nærmeste mænd. Det var på grund af den rådende krigssituation ikke uden vanskeligheder at komme i kontakt med Himmler. Bernadotte måtte først mødes med Obergruppenführer Kaltenbrunner, chef for det tyske sikkerhedpoliti, Brigadenführer Schellenberg, chef for det tyske efterretningsvæsen, og endelig også Rigsudenrigsminister von Rippentrop. For alle disse tre herrer fremholdt Bernadotte vigtigheden af, at Svensk Røde Kors kunne gennemføre visse humanitære indsatser i de tyske koncentrationslejre. Nogen plan i detaljer ville Bernadotte ikke afsløre. Dem ville han meddele Himmler selv. Det var dog Kaltenbrunner magtpåliggende at få at vide, hvorfor Bernadotte var så ivrig efter at træffe Himmler. Bernadotte fremholdt da atter, at han ville at Svensk Røde Kors skulle gives mulighed for at gennemføre humanitære indsatser i de lejre, hvor der fandtes skandinaver. I øvrigt ville han ikke røbe nogen planer i detaljer, hvad angik, hvad han havde tænkt sig at tale med Himmler om. Han ville selv meddele Himmler disse uden mellemmænd. Bernadotte fik også følelsen af at Kaltenbrunner var en mand, som han ikke skulle have tillid til. Det samme gjaldt von Rippentrop. Derimod fik han stor tillid til Schellenberg, hvilket senere viste sig at stemme ved forhandlingerne med Himmler.

Efter de forberedende samtaler med Kaltenbrunner, Rippentrop og Schellenberg fik Bernadotte foretræde for Himmler. Bernadotte fremførte da sit ærinde for ham, og nu tilføjede han også ønskemålet om at måtte overføre de norske og danske koncentrationslejrfanger til Sverige. Dette forslag afvistes helt af Himmler, men under de fortsatte forhandlinger fremlagde Schellenberg forslaget om, at de skandinaviske fanger eventuelt kunne sammenføres til en fælles lejr i Tyskland. Han foreslog endog, at Neuengamme kunne være en passende lejr. Himmler tænkte over forslaget og gav senere også sit bifald til det, samtidig med at han sagde, at det kunne være en fordel for Svensk Røde Kors at udføre sit arbejde, hvis fangerne var samlet i en lejr.
Så nævnte Bernadotte, at det drejede sig om cirka 13.000 skandinaviske fanger. Dertil reagerede Himmler umiddelbart og sagde, at det højst kunne være tale om 3.000 fanger, men han skulle lade det undersøge. Himmler accepterede således forslaget, og det blev besluttet, at de skandinaviske fanger skulle sammenføres til Neuengamme. Han gav også klartegn til, at Sverige kunne indsætte et passende antal udsendinge i Neuengamme. Efter beslutningen lovede Bernadotte at indfinde sig med sin Røde Kors-kolonne i Warnemünde indenfor 10 dage.
Efter dette gennembrud fløj Bernadotte hjem til Sverige og forelagde overenskomsten med Himmler for prins Carl, formand i Svensk Røde Kors og for den svenske regering. Efter gennemgangen gav regeringen den øverstbefalende ordrer om at organisere en enhed, der var passende for endemålet. Udgifterne til enheden svarede den svenske stat for.

Nu blev der travlt!
Den svenske hær stillede personel og køretøjer til rådighed, og man udtog frivilligt personale til opgaven. Som chef udså man oberst Gottfrid Björk. Hovedparten af personalet til de tre busdelinger blev udtaget fra regimenterne T1 i Linköping, T3 i Sollefteå og T4 i Hässleholm. En lastbilsdeling blev udtaget fra T7 i Ystad. Personalet udgjordes af chauffører, automekanikere, kokke, sygeplejere, sygeplejersker og læger. Fra Røde Kors udtog man en snes udsendinge til at arbejde i Neuengamme. Det var læger, sygeplejersker, sygehjælpere og socialarbejdere, og dette personale ledtes af professor Gerhard Rundberg. Befalingsmændene, som blev udtaget, var hovedsageligt stampersonale, og de måtte nu, som de øvrige, bytte deres gradstegn ud med Røde Kors emblemet.
Hele Tysklandsdetachementet kom til at omfatte 308 personer, 7 personbiler, 36 transportbusser, 19 lastbiler, 7 motorcykler, en kranbil, et feltværksted og et feltkøkken. Desuden fik lastfartøjet Lillie Mathiesen tilladelse til at transportere 350.000 liter brændstof - motyl - til køretøjerne fra Sverige til havnen i Lübeck. Båden medførte også anden udrustning og forråd samt 6.000 Røde Kors pakker - forråd som ikke kunne medføres i Røde Kors kolonnen. Alle slags fornødenheder måtte medføres fra Sverige. I Tyskland kunne man intet skaffe.

Hvide Busser.
At "De hvide Busser" faktisk blev hvide beroede på en sidste-minut ordre fra de allierede, som krævede, at køretøjerne skulle males hvide for at flyvevåbnets piloter kunne genkende de svenske køretøjer. Alle køretøjer var allerede forsynet med svenske flag og Røde Kors mærket. For at nå at male køretøjerne hvide måtte malere fra hele Skåne lynindkaldes for at hjælpe til med malingen. I løbet af en nat blev køretøjerne malet hvide, og nogle malere måtte følge med på færgen til København for at nå de sidste penselstrøg. Efter overfarten til Danmark fortsatte kolonnen videre til Tyskland og til Friedrichsruh, hvor detachementet havde sit hovedkvarter.

Livsfarlige opgaver.
Efter ankomsten til Tyskland måtte en af busdeling næsten omgående begynde med at transportere koncentrationslejrfanger fra Sachsenhausen til Neuengamme. De øvrige to busdelinger beskæftigedes med andre opgaver, mens der ventedes på at båden Lilie Mathiesen skulle ankomme med brændstof og forråd. Så snart båden ankom med sin last kunne resten af detachementet foretage den første lange rejse til Sydtyskland og Østrig - til KZ-lejrene i Dachau, Schömberg og Mauthausen. Hele tiden fulgte tyske gestapomænd med i busserne, som officielt skulle bevogte fangerne, men virkeligheden var, at det var svenskerne som skulle bevogtes. Lejrkommandanterne i de forskellige lejre var ikke særlig velmotiverede for at udlevere nogen fanger. Overalt mødtes svenskerne af besværligheder, ballade og uvilje. Lejrkommandanterne forsøgte endog at skjule visse fanger, men ifølge de lister, som var blevet udleveret til detachementet fra den norske ambassade i Stockholm, fandtes navnene på de fanger, som skulle findes i de respektive lejre. Lejrkommandanterne kom altid med en eller anden undskyldning, men i de allerfleste tilfælde fik vi de fanger med os, som fandtes på de lister, vi havde.

Ved disse første rejser, som detachementet foretog, fik svenskerne virkelig krigens rædsel at mærke. Da den første Røde Kors kolonne nærmede sig Sachsenhausen, røg den ind i et af de store bombeangreb med amerikanske "flyvende fæstninger". Ildebrande rasede og tidsindstillede bomber sprang langs vejene. Detachementet opererede under livsfare. De hvide busser kørte under stadig opmærksomhed fra de allierede jagerfly, men takket være bemalingen tog de allierede piloter hensyn til svenskerne. Det var dog meget væmmeligt at komme fra det fredelige Sverige og havne lige midt i krigens alvor. Der var mange og hårde strabadser, som måtte overvindes på de forskellige ture, og mødet med krigsfangerne var også en prøvelse, indtil vi vænnede os til deres dårlige tilstand med underernæring, sygdomme og lidelser af forskellige slags. Vi måtte også opleve at se mængder af flygtninge, som strømmede ud ad vejene nordpå fra krigsfronten. De var magre, syge, dårligt klædte og led forfærdeligt. Vi mødte også tyske tropper, som befandt sig under retræte fra et eller andet frontafsnit under opløsning o. s. v. På samme måde mødte vi andre tyske tropper, som skulle sættes ind ved et nyt frontafsnit. I flere tilfælde måtte vi køre lange omveje for at komme forbi russernes eller de allieredes fremskudte frontafsnit.

Grusomheder bag pigtråd.
Da englænderne havde indtaget Bergen-Belsen lejren, og det blev rigtig kendt, hvilke grusomheder, som foregik bag pigtrådshegnene, kunne man yderligere forcere evakueringen. Bernadotte forhandlede sig til at også andre end skandinaver kunne hentes ud af visse koncentrationslejre. Alle tilgængelige køretøjer sattes ind for at evakuere Neuengammelejren, og også et start antal danske køretøjer indsattes for at klare dette. Det hastede nu meget, hvis man skulle nå at hente andre koncentrationslejrfanger ud,  blandt andet fra kvindelejren Ravensbrück. Arbejdet var meget risikabelt. Jagerfly hærgede vildt langs vejene. Ved én lejlighed blev svenskerne beskudt af et engelsk jagerfly, hvorved den svenske chauffør Erik Ringman omkom, og løjtnant Hallkvist, som var med samme lastbil, blev alvorligt såret, tilligemed 13 fanger, som blev dræbt ved denne lejlighed på vej til friheden.
Nu sattes også jernbanetransporter ind for at redde så mange som muligt fra Ravensbrück - en skrækfyldt kæmpelejr for kvinder.
Sammenlagt blev cirka 27.000 koncentrationslejrfanger reddet ved redningsaktionen, som kom i stand i krigens slutfase i foråret 1945

Røde Kors viser verdenshistorie.
Efter de hvide bussers opgave i Tyskland i 1945 tilbageleveredes busserne til de respektive delinger, de kom fra og trådte atter ind i tjeneste. Da busserne var udtjente i forsvaret købte Bernadotteforeningen tre af dem. Foreningen forærede så busserne til Røde Kors i Sverige, Norge og Danmark, hvorefter de blev placeret på museer i de respektive lande. Den danske bus blev bygget ind i museet, hvor den er placeret for altid.
I september 1981 fejrede Røde Kors i Västernorrlands amt 100 år. Distriktsekretær i amtet og en redaktør ved Västernorrlands Allehanda kom på den ide, at forsøge at få medlemmer fra Bernadotteforeningen, som havde været med og havde kørt busserne i Tyskland i 1945, til at stille op og gøre bussen i stand, så den kunne køres rundt i distriktet og vises for skoler, militærenheder og for almenheden i amtet. Forslaget blev bifaldet og bussen blev gjort i stand, så den kunne forevises, som ønsket. To medlemmer påtog sig også at gennemføre turneen, som blev udvidet til også at gælde Gävleborgs amt. Overalt hvor bussen blev fremvist, var interessen meget stor og først og fremmest skoler og militærenheder bakkede 100% op. Skoleledelserne ved forskellige skoler forhørte sig om besøg i kommende år. Allerede 1983 gjordes endnu en rejse til Norrland og da helt op til Västerbotten.
Nu begyndte også andre Røde Kors distrikter i landet at forhøre sig om besøg af bussen. Ligeså i Norge vågnede interessen for lignende virksomhed, og også deres hvide bus blev sat i stand. Den køres rundt af svenske chauffører og også en tidligere KZ-fange, som følger med og fortæller om hans oplevelser i koncentrationslejrene.

I 1984 anskaffedes yderligere en af de hvide busser og blev sat i orden, nemlig bus nr. 44, og nu kører den også i hovedsagen i det nordlige af landet og spreder information om redningen af fangerne i 1945.

Norrköping 10. 12. 1989

B. A. Molin"
 
 

VIPPERØD,  DANMARK

Den 26. maj 1992, afrejse med tog klokken 12:54 til Göteborg. Sven Erik Johansson mødte ved Göteborgs Centralstation med den hvide bus nr. 15. Vi kørte til Røde Kors´ lejlighed på Bondegatan for overnatning. Der syslede vi med bussen og gjorde den i klar til rejsen til Danmark.

Den 27. maj. Vækning klokken 04:45. Vi ville afsted tidligt for at kunne køre, inden det blev alt for varmt og for at være i god tid til færgen. Klokken 04:55 ringede Agne Jonsson og meddelte, at han var ankommet til Göteborg, og at han ville komme hen til os for at køre med til Klippan. Vi var klar til afgang klokken 06:20, da Agne ankom. Vi kom godt af sted, og vejret var lige så strålende smukt, som det havde været i længere tid, det varmeste i Europa. Vi kørte godt til med ganske højt tempo de 210 kilometer til Klippan, hvor vi skulle hente Sten Olsson. Allerede klokken 10:00 var vi fremme. Hos Anna-Lisa og Sten beså vi deres smukke have, som stod i sit allersmukkeste flor. Derefter blev vi budt på udsøgt godt smørebrød m.m.. Her forlod vi Agne, som blev hentet af fru Ebba, hvorefter vi kørte videre mod Helsingborg og færgelejet, hvor vi skulle have mødt en delegation fra Danmark. Det viste sig, at en delegation på 10 -15 personer mødte op. Delegationen, med Finn Juul i spidsen, var dem som skulle medvirke i spillet "Dog dages det immer paany".

Med færgen Tycho Brahe sejlede vi over til Helsingør, hvor det var gjort klar med stor modtagelse. På færgen mødte jeg en gammel bekendt fra Norrköping, som var kriminalreporter på Norrköpings Tidningar. Vi havde daglig kontakt, mens jeg tjenestegjorde ved politiet. Nu er han journalist på Helsingborgs Dagblad. Alle var muntre, dejlige mennesker og vi drak en øl sammen på færgen.
Ved ankomsten til Helsingør blev vi modtaget af ScandLines´ chef og en stor delegation, med bl.a. tidligere generalsekretær Holger Funder i Dansk Røde Kors, som også modtog os i København i 1945, samt repræsentanter for flere aviser. Her rådede stor gæstfrihed, og vi blev hilst meget hjerteligt velkommen. Modtagelsen tog 1-2 timer.

Efter modtagelsen i København fortsatte vi og alle i modtagelseskomiteen med bussen til Vipperød, hvor vi skulle ankomme klokken 18:30. Der var der stor modtagelse af folk fra Vipperød og Holbæk.

I spidsen gik borgmesteren, som holdt en lang og munter velkomsttale. Blandt dem som mødte op var også mange deltagere i spillet.

De var iklædt uniformer og dragter fra besættelsestiden. Vi blev interviewet både af presse og radio. Efter modtagelsen måtte vi køre bussen i garage hos Volvo.

Vi blev siden kørt til vores hotel, hvor vi fik middag klokken 21:00. Derefter var det skønt at komme til sengs efter en anstrengende dag.

Den 28. maj. Morgenmad klokken 08:00 - Kristi Himmelfartsdag. Klokken 12:50 blev vi hentet på hotellet. Vi skulle hente bussen og klokken 14:00 var der udstilling af bussen foran museet, hvor vi måtte stå på græsplænen. Mange besøgte os i bussen. Der var mange som havde erindringer fra den tid og som græd voldsomt. Vi blev der i 3 timer. Så kørte vi til spillepladsen, hvor prøven skulle finde sted. Prøven varede til klokken 23:30. Spillet var virkelighedstro og viste besættelsen af Danmark, modstandsbevægelsens virksomhed og redningen. I redningsmomentet indgik den hvide bus.

Den 29. maj, morgenmad klokken 08:00. Klokken 10:00 blev vi afhentet af  Juul for at tage til borgmesteren, hvor vi var blevet indbudt. Det var en hyggelig borgmester, som fortalte om forholdene i Danmark dengang, og jeg fortalte om forholdene i Sverige og om oplevelser under redningsaktionen. Derefter var der interviews med lokalpressen i to timer. Vi beså derefter byen under eskorte og blev budt på et herligt måltid. Klokken 18:00 kørte vi til spillepladsen til den sidste prøve.

Den 30. maj, efter morgenmad, var der afgang til Svinninge, cirka 20 kilometer fra Vipperød. Der havde Røde Kors et stort arrangement, og vi stillede bussen op for offentligheden. Også der havde vi mange besøg. Vi fik også besøg af en, som havde siddet i Teresienstadt. Han havde sin hustru og sine børn med sig. Han var 7 år gammel, da han blev reddet af de hvide busser. Hans far og mor blev reddet samtidigt. Moderen var meget syg, og hun måtte køre med en bus med bårer. Han havde en ganske god erindring fra redningen og rejsen fra Teresienstadt. Vi blev der hele dagen, og der var mange mennesker, som besøgte os. Der var også interviews med radio og aviser. Det var en travl dag, og vi var hjemme klokken 16:30. Vi hvilede en time, og så kørte vi til spillepladsen. Til forpremieren var der 150 indbudte gæster. Spillet varede til klokken 23:30. Derefter kørte vi hjem til hotellet og gik til sengs. Vi parkerede bussen ved hotellet og sparede derved en times tid. Forestillingen den aften gik alle tiders. Alle aktører spillede virkelig ud for fuld kraft.

Den 31. maj, morgenmad klokken 08:00. Vi sov længe og blev hentet af Finn Juul klokken 12:30. Vi kørte bussen til familien Ole og Birthe Lundberg, hvor vi var indbudt til et fantastisk festmåltid. Vi blev der til klokken 17:30, og i den tid viste vi også bussen til mange interesserede i området.
Om aftenen var den rigtige premiere på spillet. Vi kørte direkte til spillepladsen efter besøget hos familien Lundberg. Publikum var kommet i meget god tid, og stemningen var i top. Alle forestillinger var udsolgte i forvejen. Alle deltagere i spillet klarede sig 100% og viste en virkelig spilleglæde. Afslutningen den aften greb os virkelig. Alle lamper slukkedes og fakler tændtes. Det danske flag oplystes og frihedssangen blev sunget unisont af både publikum og skuespillere. Bussen kørtes frem i projektørbelysning, og i den kørte KZ-fanger, som var blevet frigivet. De hilstes med flag og blomster. De viste hvordan det var den gang, da fangerne blev frigivet og kom hjem til Danmark.
Den 1. juni, sov længe. Vi besøgte idrætspladsen, som lå lige i nærheden af vores hotel, hvor vi motionerede lidt. Det var skønt efter alt det buskøreri. Klokken 12:30 kørte vi med bussen til Holbæk, for viderebefordring med en lille færge til Orø. Fremme der blev vi budt på en fornem frokost på Orø Kro. Bussen var opstillet for information.
Flere busser med danskere var også på udflugt til Orø, og de fik lejlighed til at bese bussen. Vi fortalte for dem om redningen, og det blev en stor PR for Sverige. Mange takkede os for, hvad vi gjorde dengang.
Efter besøget på Orø kørte vi atter til Holbæk til TV-optagelse og interview i et meget varmt studie. Efter optagelsen var det tid til atter at begive sig til spillepladsen til en ny forestilling. Det var atter en god, men flittig dag, som først sluttede klokken 23:30.

Den 2. juni. Klokken 09:00 var der afrejse med bus til Roskilde for et besøg på Bernadottegården. Denne dag var det, ligesom alle de andre dage, strålende sol og varmt. Klokken 10:00 ankom vi til Bernadottegården, hvor vi endog mødtes af et hornorkester. Næsten alle patienter og beboere sad udenfor, og de tog imod os med flag og blomster. Chefen - Emmy Reitoft - holdt tale. Jag besvarede dette ved at takke for, at vi havde fået lov at komme. Vi sang den danske frihedssang og nationalsangene. Vi traf flere tidligere modstandsmænd, som var blevet ført hjem af de hvide busser, bl. a. en mand, som havde været meget syg og som blev kørt i en bus med 12 bårer. Alle var syge og kom fra Dachau. Vi blev budt på et festmåltid med vin, gårdens egen vin. Som minde fik vi hver sin platte fra Bernadottegården og to flasker af husets vin. Klokken 14:30 hentede Ole Lundberg Sten Olsson og kørte ham til Helsingør for hjemtur til Klippan.

Da vi kom hjem til hotellet var Sven Henrik ankommet med en standart, som jeg havde bedt ham om at sende. Sven Henrik gjorde sig et ærinde der for at overlevere standarten. Han syntes, at det var bedre at gøre sådan end at sende den per brev. Vi bød ham blive og overnatte, og han fik lejlighed til at se forestillingen.

Ved besøget på Bernadottegården var en halv snes medlemmer af ensemblet indbudt. Forstanderinden og en del af personalet samt en del patienter blev indbudt til at se en forestilling. Mange genoplevede tiden dengang, og de fortalte om dette.

Onsdag den 3. juni. Sven Henrik gav os kørelejlighed til Holbæk, hvor vi opsøgte et sølvsmedeværksted. Der fik vi hjælp med at reparere stangen til standarten, som var gået itu i Sven Henriks taske. Da det var ordnet, beså vi Holbæk på egen hånd og tog derefter bussen tilbage. Hjemkomne klædte vi om og tog en motionsrunde på idrætspladsen. Klokken 19:00 kørte vi igen til spillepladsen. Det var næstsidste aften. Vi traf personalet fra Bernadottegården, som fortalte at patienterne havde været dybt fængslet af vores besøg der og af forestillingen, de havde set i Vipperød. De havde været dybt fængslet og havde endog grædt. Da vi kørte bussen frem i projektørlyset, var der mange, som havde grædt. Også aftenens forestilling blev en succes. Vi kørte direkte hjem efter vor indsats og var hjemme klokken 23:00. Så tidligt var vi ikke kommet hjem tidligere.

Torsdag den 4. juni. Ringede hjem og meddelte vores ankomst til Norrköping. Sven Henrik, som havde glemt sit kamera, ringede og ville møde os for at få sin kamera igen. Vi bestemte mødested. Han takkede for, at vi havde ordnet det, så han kunne gense spillet. Han var meget imponeret. Klokken 08:45, afgang med bussen til en privatskole, hvor jeg holdt to foredrag om de hvide bussers operation i Tyskland i 1945 og redningen af KZ-fangerne. Jeg holdt et separat foredrag for alle lærerne på skolen, også lærerne fra de yngste klasser. Talsmanden og talskvinden takkede for besøget og for, at de havde fået mulighed for at bese bussen samt at høre om redningen, som havde grebet så mange danskere så dybt. Klokken 12:00 var der afgang fra Holbæk.
Vi motionerede på den dejlige idrætsplads klokken 13:00 – 14:00. Klokken 14:00 var bussen opstillet på torvet i Vipperød, og vi blev budt  på kaffe hos nye gode venner, Henning og Kirsten. Under opholdet på torvet traf jeg formanden i Dachauforeningen, som var kommet på besøg. Han fortalte, at han var 18 år, da han blev reddet fra Dachaulejren. Han var vital og meget inde i redningen, og hvad han oplevede dengang. Han fortalte at Dachauforeningen havde fået en bus af DSB, som de havde sat i stand og malet hvid med Dansk Røde Kors-flag påmalet. Vi talte om besøg hos os til årsmødet i 1993. Han stillede sig meget positiv an overfor dette. Jeg fik en platte med billede fra Dachaulejren og en del andre små ting. Ved samme lejlighed traf jeg også en anden tidligere modstandsmand, en tidligere kriminalbetjent. Vi mødtes på vores hotel og fik en drink sammen. Han medførte en flaske af den ædleste vin, som han forærede mig. Han havde det ikke så forfærdelig godt, men han havde sin datter med sig. Hun syntes, at det var fantastisk at opleve, at hendes far fik en af sine reddere at se igen. Denne mand havde også opholdt sig længere tid i Buchenwald, inden han blev reddet fra Dachau.

Efter at vi havde spist middag klokken 18:00 kørte vi ud til spillepladsen for sidste gang. Nu passede jeg på at fotografere så meget som muligt af stykket. Jeg traf folk bag kulisserne og så forestillingen i dens helhed. Det var en strålende forestilling og et entusiastisk spil af alle deltagerne. Det var måske ikke så underligt. Prøverne havde pågået i næsten et år, og så blev det et så vidunderligt vejr at spille i. Desuden var forholdene så naturlige, da det var et sted, som havde været meget aktuelt under besættelsen. Hele stykket er blevet indspillet på video.
Efter forestillingen sluttede, var der samling i det store omklædningstelt med alle deltagerne, påklædere, sminkøser m.m.. Der var en fantastisk løssluppen glæde. Der blev holdt taler, og vi blev takket for vor indsats både nu og 1945. Vi fik gaver både i flydende og fast form. Også jeg holdt en takketale og udleverede gaver. Det blev ovationsagtige scener. Alt har dog sin ende også dette eventyr. Vi skulle op tidligt den følgende morgen for vores hjemfærd, hvorfor vi brød op ved 24-tiden. Dette er et fantastisk minde og en stor oplevelse.
Fredag den 5. juni, tidlig morgenmad og så hjemtur. Det var meget varmt og anstrengende at køre direkte til Göteborg for at tilbagelevere bussen til Volvo og takke for lån. Så kørte vi med toget til Norrköping og ankom ved 23-tiden.

Og så var den historie slut!

Norrköping den 8. juni 1993

Axel Molin"