Ansvarlig for dette site er
Michael Clasen:
postmclasen.dk

Denne side er oprettet 
6. november 2000,
senest opdateret
1. november 2005

Antal besøgende på denne side:

(fra 1. 2. 2006)

 

I 1993 nedskrev Bodil Selck sine erindringer fra sin fødsel i 1914 til hendes bryllup i 1946. Desuden skrev hun, hvad hun vidste om hendes families forhistorie. Begge dele er gengivet her:

---

MIN FØDSEL

Jeg blev født påskedag den 12. april 1914 i Tåstrup i Høje Tåstrup sogn.

Mit fødehjem lå på Ny Tåstrup Alle, hvor mine forældre boede til leje i et hus med to etager. Huset ejedes af et gammelt ægtepar, der selv boede på første sal.
Før min ankomst var der fire drenge: Aage, født den 26. januar 1894; Knud, født den 8. august 1896; Dan, født 10. juli 1901 og Helge; født den 5. juni 1903.

Jeg tror ikke, jeg var ventet med glæde.
Jeg vejede ved fødselen 1 ½ kilo, så jordemoderen meddelte min far, at han havde fået en lille pige, men tilføjede, at jeg næppe levede natten over. Men ved min mors kærlige og gode pleje, gjorde jeg jordemoderens profeti til skamme.
Jeg har aldrig mærket min uønskede herkomst; det var vel trods alt meget morsomt med en lille søster til de store og voksne drenge, som altid var utroligt gode og kærlige ved mig.
Og for min mor var det også rart at få en lille pige. Mor og jeg var også hele livet knyttet tæt til hinanden. 
Den kærlige omsorg og hjælpsomhed, som jeg har modtaget af min mor, håber jeg, at jeg har kunnet videregive til mine børn - jeg har i det mindste bestræbt mig på det.

Jeg blev hjemmedøbt den 30. juni 1915 og fik navnene Bodil Adda Magda Meta Selck, men blev mest kaldt Søster. 

Jeg var så heldig at blive født i et hjem og miljø, hvor alt var på det jævne. Der lærte man, at det var én selv, der måtte gøre en indsats for det, man ville opnå. Alle måtte gøre deres bedste, for at hjemmet fungerede, og vi lærte glæden ved de små tings betydning, glæden ved et dejligt familiesamvær. Der blev diskuteret drabeligt - små som store problemer: økonomi, politik, bøger man havde læst, og så videre. Alt dette gav et godt sammenhold, også selvom alle ikke havde samme mening.

Det er så vigtigt, at vi i de første barne- og ungdomsår får en tryg og kærlig atmosfære at vokse op i; det giver senere i livet en god ballast til at tage livets små og store udfordringer.

4 måneder gammel på mors skød i vores have med mine to brødre Dan og Helge ved siden af. På det tidspunkt var der kun ét par lædersko, de kunne passe, i huset. Og det blev altså Helge, der fik lov til at have dem på, mens Dan måtte stikke i træskoene. Måske derfor ser han lidt sur ud.

MIN SLÆGT

Min far
Min far - Karl Nikolaus Ditlev Selck - var født i Neumünster 6. maj 1866. Herfra hans familie flyttede til Svendborg.

Min farfar - Heinrich Selck - var væver. I hjemmet var de mange børn - vistnok 9 - hvoraf nogle døde som spæde. 
Det var et fattigt hjem, far voksede op i. Bedre var det ikke, at min farmor - Magdalene - var syg i 15 år grundet hjernebetændelse og deraf følgende lamhed i hele underkroppen. Så pigerne i familien måtte tage sig af hjemmet.

Min far fik dog - trods disse sløje vilkår - en uddannelse som typograf, hvad man dengang kun kunne få i København. Efter hans konfirmation, der foregik i "Vor Frue" i Svendborg, blev han sendt til hovedstaden, og der fik han et lejet værelse i Gartnergade nummer 3.
På grund af god opførsel i sin læreplads blev han optaget på "Lærlingehjemmet" i Nørre Søgade nummer 11. Her boede han til han blev svend.

Min fars familie
Jeg har kun hørt lidt om min fars søskende. 

Far var den ældste - og som før nævnt - udlært typograf. 

Dernæst kom min farbror Adolf, maskinsnedker, gift med Marie. 
De fik to sønner. Den ældste af disse - Heinrich - druknede som 7-årig i Frederiksholms Kanal under leg med et tøndebånd. 
Derefter fik de endnu en søn, som kom til at hedde Kaj og blev typograf.

Så fulgte min faster Amalie. Hun var ansat på mejeriet  "Enigheden". Hun blev gift med en svensk urmager ved navn Rodén. De fik seks børn.
Svea - den ældste rejste til Amerika, hvor hun blev gift med en arkitekt.
Så kom Hildegard, der blev gift med en grønthandler Eberhardt. De emigrerede til Australien.
Derefter Marie, der blev diakonisse. Under udøvelse af sin sygepleje traf hun en enkemand, der var stationsforstander i Rødby, og som hun blev gift med.
En datter blev udøbt bortadopteret til et barnløst ægtepar.
En søn - Gösta blev gift med en datter fra det kendte trådfirma "Dederling & Co".
Til sidst kom en datter - Inger - der var jævnaldrende med mig. Hun blev kontoruddannet.

Den yngste farbror hed Anton. Han blev barber og blev gift med Signe. De fik to sønner: Boye, som blev barber ligesom sin far, og Herbert, som blev handelsuddannet.

Min mor
Min mor Lydia Kristine Wilhelmine Fischer blev født i Slagelse 6. august 1872. Hendes far - Hans Peter Fischer (født 21. maj 1835) var garver. Der var vistnok 8 børn i flokken, og da min mormor - Mette Kirstine Jørgensen (født 8. august 1841) blev syg af tyfus og hjernebetændelse, blev hun lam i højre side. Da var min mor seks år gammel. Hun og hendes søskende blev sendt i pleje hos forskellige slægtninge. 

Min mor kom i pleje i Vridsløselille hos en betjent Andersen, der var pisker på straffeanstalten. Hans arbejde var at straffe fangerne med pisk af "den nihalede kat". Denne bestilling gjorde ham til en hård mand, og i hjemmet var han brutal. Det gik blandt andet ud over min mor, der på grund af den mindste forseelse blev spændt til et strygebræt og slået med en læderrem.
Trods den hårde behandling nænnede min mor ikke at sige det til sin far, når han kom på besøg. Hun syntes, at han måtte have nok at se tænke på endda. Derfor kom hun ikke mere hjem.

Min mor blev konfirmeret i Herstedøster Kirke og kom derefter ud at tjene til hun blev gift med min far den 7. januar 1894 i Frederiksberg Kirke.

Min mors familie
Min moster Marie blev gift med en kusk på bryggeriet "Stjernen". De fik to børn: Victor, som var ufaglært og levede temmeligt asocialt al sin tid, hvorimod søsteren Karen blev handelsuddannet og gift med sin chef, indehaveren af "Mynsters Magasin", hvor jeg som voksen kom meget og senere traf min ægtefælle. 

Min morbror Herman blev uddannet i skind og læder. Han blev gift med Marie, der var mejerske på Gavnø Slot. De fik også to børn. En søn - Otto - som blev uddannet i sin fars forretning og endte med at gå på landevejen og sælge snørebånd og lignende. Søsteren Ellen fik en kontoruddannelse og et ophold på "Frøken Vestergaards Husholdningsskole" i Sorø. Hun blev gift med en ejendomsmægler fra Jylland.

Min morbror Victor var officer i marinen. Han blev gift med en pige, der hed Charlotte. De fik en dreng og en pige: Drengen hed Svend Aage. Som sin far kom også han indenfor i marinen. Pigen hed Agnethe. Hun blev som purung gift med en søofficer Borg. Han sejlede på et sømineskib. På den første tur - bare tre dage efter han var blevet gift - eksploderede skibet i Køge Bugt. Kaptajnen blev dræbt, og den der blev hårdest såret var Borg. En anden hårdt såret var kommandørkaptajn Hammerich, der senere blev far til den kendte journalist og forfatter Paul Hammerich.  Brændende fosfor ætsede Borgs øjne og ører af. Borg og Agnethe var derefter et helt år i England, hvor han fik foretaget plastiske operationer. Han fik dog aldrig sit syn igen, men levede som en stakkel til han var 89 år. De havde imidlertid fået to sønner: Richardt, som blev forsikringsmand og Victor, som også kom ind i marinen.

Min mors søster Ingeborg kom i bagerforretning, hvor hun senere blev gift med Johan Lindeskov, som blev indehaver af en bagerbutik "Løvegade 48" i Slagelse. Senere købte han Svejtserkonditoriet på et torv i Slagelse.
Ingeborg og Johan fik to døtre: Herdis og Frida.
Herdis blev sygeplejerske på Frederiksberg Hospital. Her traf hun sin mand: lægen Krogh Christoffersen.
De fik to børn: Grethe og Jens, som begge blev læger.
Frida fik ingen uddannelse, men hjalp hjemme i konditoriet. Hun blev gift med en trafikassistent - Carl Olav Clausen - også fra Slagelse. De fik en datter - Herdis.

Min moster Elfrida var hjemme, hvor hun hjalp sin far med pasningen af sin lamme mor og mindre søskende.
Hun blev senere gift med politibetjent Morten Thomsen fra Slagelse. De fik to sønner: Den ældste - Alfred - startede på dyrlægestudiet på Landbohøjskolen i København, men fristelserne i storbyen var for store, så studierne blev ikke passet. Altså dumpede han. Siden gik det ham jævnt skidt, og han endte med at tage sit eget liv. Broderen Knud gik det bedre. han kom i lære i "Magasin" på Kongens Nytorv og endte dér i en ledende stilling.

Min mors yngste bror Olaf blev født efter min mormor var blevet lam. Han blev gift med en pige, der hed Olivia. Han blev uddannet som tjener og købte efter sin læretid "Tre Flasker Kro", der lå på Lyngbyvejen i København. Senere solgte han den og købte "Jernbanehotellet" i Slagelse. Det skulle han dog ikke have gjort, for det gik det galt med.

MIN YNGSTE BARNDOM

Som førnævnt blev jeg født i Tåstrup, hvor vi boede til jeg var tre år. Så derfra husker jeg selvsagt ikke meget.

Vi flyttede til Gammel Vridsløselille, der dengang var en lille landsby med fire gårde, en smedie, en købmand, et sprøjtehus, et fattighus samt en halv snes småhuse, der var beboet af daglejere og røgtere fra gårdene samt nogle bygningshåndværkere.
Min far arbejdede som typograf i København og blev måske af den grund ikke rigtig optaget i dette lille samfund.

Huset, vi boede til leje i, bestod af to værelser, køkken og et lille bryggers samt et vaskehus i gården. Vaskehuset var så lille, at min mor må stå ude og skylle tøjet i koldt vand, der først skulle hentes ved pumpen i gården. Om vinteren frøs vandet til is op ad mors arme. 
Der var heller ikke lagt vand ind i huset; det skulle også bæres ind i køkkenet fra pumpen. 
Der var heller ikke elektricitet, så hele huset blev oplyst af petroleumslamper.
 

Mit barndomshjem
Trods de beskedne forhold, havde vi et hyggeligt, godt og gæstfrit hjem, hvor vores venner og kammerater altid var velkomne.
 Vi var fem søskende, så lørdag aften var huset fyldt med vores kammerater. Så bagte mor æbleskiver eller en honningkage i bradepanden. Den blev så lagt sammen med smørcreme. Dertil blev der serveret kaffe og te, og så blev der spillet kort, hvor både far og mor deltog.
Vinteraftenerne holdt vi mørkningstime rundt om kakkelovnen. Døren til ovnen blev sat på klem, så ilden lyste ud i stuen, og så stegte vi æbler, som blev fortærret med syltetøj og sukker.
Sommetider fortalte far historier eller barndomsminder, eller vi sad og sang; der blev nemlig sunget meget i mit hjem. Dengang var der jo ikke underholdning af radio eller fjernsyn; vi måtte underholde os selv.

Min far gjorde alt for at udvide vores horizont. For eksempel tog han mig med i teater allerede fra 4-årsalderen. Dengang fandtes noget, der hed "Casinos lille Teater", hvor de søndag eftermiddag spillede eventyrspil for børn. Det besøgte vi ofte. Desuden besøgte vi alle museer i København. Det foregik søndag formiddag, mens mor tilberedte søndagsmiddagen.

Det skal fortælles, at vi for at komme til København måtte gå til 3½ kilometer til Tåstrup, der var nærmeste station. Far gik den samme tur hver dag, da han arbejdede som typograf i København. Man fik gået meget dengang.

Fredsslutningen på Første Verdenskrig
Jeg husker fredsslutningen på Første Verdenskrig i 1918. Min far kom hjem med mine to ældste brødre Aage og Knud. De havde ligget inde i sikringsstyrken - sidst på en kaserne i Dragør, hvorfra de nu blev hjemsendt. De havde lige så mange penge, at de kunne købe et franskbrød, men til gengæld måtte de gå til Københavns Hovedbanegård, hvor de traf far, som kunne betale deres billet til Tåstrup. Herfra gik de til Vridsløselille. Jeg husker glæden i hjemmet ved deres hjemkomst. Vejen gennem København havde ikke været problemfri, da kommunisterne kastede med brosten. Og i deres uniformer var Aage og Knud stærkt udsatte. Uniformerne skulle afleveres dagen efter.

Krigen havde på mange måder været svær at komme igennem for mor. Alt var rationeret: brød, smør, margarine, kaffe, te, garn, tråd, sæbe, kød, koks, kul og petroleum. Grønsager og kartofler var vi selvforsynende med, og da vi holdt høns og duer, havde vi æg. Og så kunne vi slagte en høne eller en due, når det kneb med rationeringsmærkerne.

Om søndagen blev samtlige familiemedlemmer udrustet med en 1-liters mælkeflaske trekvart fyldt med piskefløde købt hos vores nabo, mælkeforpagteren. Flaskerne skulle så rystes til fløden blev til smør. Smørret blev derefter æltet med salt og smørfarve. Smørfarven købte man i små kapsler, og den farvede smørret lige så gult som det, man kunne købe. Derefter havde mor noget at smøre de fem madpakker med i den kommende uge. Pålægget som f. eks. rullepølse, leverpostej, sildesalat, æg og ost lavede mor selv.

Jeg husker, at min moster Frida fra Slagelse en jul havde sendt en blærefedt omvundet med røde sløjfer. Jeg må lige fortælle, hvad blærefedt var: Man fyldte smeltet svinefedt i en renset svineblære. Efter det var stivnet, blev den syet sammen og lignede nu en stor ballon, der kunne pyntes med røde bånd. I en sådan blærefedt, var der nok til at smøre mange fedtemadder med.

Den spanske syge
I årene 1919 - 1922 hærgede en voldsom epidemi af "Den spanske syge" hele landet, folk døde i massevis. Der var ikke mange familier, der ikke mistede et familiemedlem. Når man kom til København, så man kun sørgeklædte mennesker. Kvinderne bar dengang lange sorte slør, og mændene havde sorte sørgebånd om armen og på hatten. 
Heller ikke vores lille landsby gik fri af sygdommen; så godt som alle husstande blev ramt. De praktiserende læger kunne ikke overkomme de mange tilfælde, så militærlæger måtte hjælpe. Jeg husker en sådan kom og spurgte min mor, om hun ville være med at pasning af forskellige familier, hvor alle var blevet ramt på en gang. Min mor sagde, trods risikoen for at blive smittet, ja. I det hele taget var der et utroligt sammenhold i vores lille by: De raske husmødre skiftedes til at lave mad til de sygdomsramte. Man satte så maden i et åbentstående vindue for ikke at komme ind og blive smittet.

I sommeren 1922 blev jeg ramt meget hårdt af sygdommen. Jeg lå i 14 dage og svævede mellem liv og død med temperaturer mellem 40 og 41 grader. Man havde jo ingen midler til at slå feberen ned med. Fjortendedagen indtraf krisen. Vores huslæge - Nørregaard - kom to gange dagligt, og på denne krisedag sagde han til mine forældre, at der ikke var mere at gøre, og at døden ville indtræffe i løbet af natten. Mor vågede jo så hele natten, og ved midnat vågnede jeg og kunne igen kende min mor, der nu var klar over, at der var indtruffet en bedring. Næste morgen klokken syv kom doktor Nørregaard og så, at temperaturen var faldet til 38. Han sagde, at der var sket et mirakel; det var ikke hans behandling og medicin, der havde helbredt mig. 
Min mor havde en kaktus "Nattens Dronning", der kun blomstrer en gang om året og altid springer ud om natten med en stor, hvid og velduftende blomst. Da den netop sprang ud denne nat, tog min mor det som et varsel om, at jeg ville blive rask.

Familiens naboer
Vores nærmeste naboer var Lars Peter Larsen, kaldet Las Petter, der var mælkeforpagter. Han kørte med mælk fra de omliggende gårde til København, hvor han leverede til bagerier og ismejerier. Så kørte han hjem med gammelt brød og kager, der brugtes som grisefoder.
Las Petter havde 11 børn i alle aldre, så nogle af dem var mine legekammerater. Når "vor far" kom hjem med det gamle brød fra byen, fløj vi unger over tønderne for at se, om der var flødekager eller wienerbrød, hvad der ofte var. Det fortærede vi så med velbehag - vi var ikke så forvænte.
I dette hjem havde jeg min daglige gang; de yngste piger var omtrent jævnaldrende med mig: Jenny næsten på min alder og Petra et år ældre. Og så var der tvillingerne Marie og Ellen, der var 3 år yngre samt den lille Helga, der var syv år yngre. Foruden disse fem piger var der den ældste søn Alfred, som hjalp til i landbruget; Hans, der var tømrer; Kristine, der blev gift med en søn fra beværtningen "Sorte Hest" på Vesterbrogade. Desuden Lasse, der kørte som mælkemand i omegnen; Maja, der var ude at tjene hos en af bønderne i byen og Elly, der hjalp til hjemme. Dette hjem og disse mennesker stod mig meget nær i min tidligste barndom.

Vore naboer til den anden side var en polsk kvinde, der var gift med en svensker. Hun var den lykkelige ejer af et klaver - vistnok det eneste, der fandtes i dette lille samfund. Det var jeg meget duperet af og ønskede, at jeg kunne spille på det, hvad jeg ikke lagde skjul på overfor fru Mattson, som damen hed. Hun foreslog mig, at hvis jeg spegede sild og rensede fjerkræ for hende, når det stod på menuen, skulle jeg få lov til at spille en time på klaveret. Så vidt jeg husker, nåede jeg da også - inden hun flyttede - at kunne spille "Lette bølge, når du blåner" med en finger.

Dernæst boede der en lille købmand Hansen, der handlede med alt, hvad byens borgere havde brug for. Her hentede jeg regelmæssigt en pægl kogesprit og et kræmmerhus bolsjer til landsbyens tosse - en uskadelig, gammel fyr, om hvem rygtet fortalte, at han havde læst sig fra forstanden, da han studerede til præst. Som tak for ulejligheden vankede der så et bolsje fra kræmmerhuset.

Sognefogeden for Herstedernes kommune havde vi også æren af at have boende. Han havde en stor gård med mange kreaturer og et stort svinehold. Svinene gik ude i møddingen om sommeren og gav byen en særlig duft.
Samme sognefoged fungerede også som giftefoged. Når brudeparret ankom, satte han træskoene på trappen til hovedbygningen, gik ind og trak i en sort alpaka-jakke, og var så klar til højtideligheden.

I Fattighuset boede et svensk ægtepar med en pige på min alder. Hende havde jeg forbud mod at lege med, da hendes lange, sorte fletninger var levende af lus.
 Disse mennesker gik som daglejere på gårdene.

Så boede der en asocial fyr med sin gamle mor, kone og fem børn. Peter, som han hed, var konstant fuld og tævede både kone og børn. Den gamle mor gik ud på gårdene og malkede. Hun havde altid et sort tørklæde bundet om hovedet. Kanten af dette tørklæde var altid helt grå - af levende lus.
Den mælk hun malkede blev kørt til mælkeforpagteren, hvor den blot blev hældt igennem en si, inden den næste dag blev kørt til København.
Peters kone - Bette - døde, og Peter tømrede en kiste af gamle brædder og lånte en fjællevogn af en bonde. Fuld som sædvanlig sad han på bukken og piskede på hesten, og på den måde kørte han sin kone til Herstedvester Kirke, for at få hende begravet.

En anden familie var også så speciel, at jeg har lyst til at berette om den: Her hed manden også Peter. Han var ansat som fyrbøder på fængslet, kunne hverken læse eller skrive bare sit egen navn. Far udfyldte hans selvangivelse, og underskriften blev skrevet "med ført hånd".

Hans kone hed Ester. Hun var et ejegodt menneske, men en stor gris. Jeg husker engang, jeg skulle passes hos hende, da min mor skulle til Slagelse til min bedstefars begravelse. Ester og Peter havde seks børn i alle aldre, så man spiste i køkkenet. Den dag, jeg var gæst, skulle familien have risengrød, hvad jo var udmærket. På grund af mit besøg skulle grøden ikke øses op af gryden, så i stedet blev den hældt op i vaskefadet, som hele familien ellers vaskede sig i. På grund af dette afslog jeg grøden, da det blev min tur; jeg fortalte, at jeg ikke var spor sulten. Da udbrød Ester, at det var for min skyld, hun havde gjort sig denne unødige ulejlighed. Efter måltidet blev gryden sat ud i gården, hvor høns og gæs fortærede skorperne i gryden. Dette skete dagligt efter måltiderne - så sparede Ester opvasken.
Samme families ældste datter blev efter konfirmationen damefrisør i København. Denne beskæftigelse havde på landet ry for at være lidt vovet. Dette bekræftedes da også i landsbyen, da datteren pludselig kom gravid hjem og fødte en lille dreng. Da dette var sket, skulle min mor på barselsvisit, og jeg fulgte med. På vejen derover fik jeg min første mangelfulde seksualoplysning. Jeg spurgte, hvordan man kunne se, at det var en lille dreng, hvortil mor svarede, at det kunne man se på hovedet! Efter den tid stirrede jeg meget grundig på alle babyers hoved. Til min undren kunne jeg dog ikke se nogen forskel.
Juleaften samme år gik jeg med mine forældre til kirke forbi Peter og Esters hus. Min mor havde fået at vide, at den lille dreng var død, og hun ville vise sin deltagelse ved at gå ind med en lille buket blomster. Ester var da også glad for vores besøg og bad os indenfor. Vi blev vist ind i soveværelset, hvor Peter, der havde været nattevagt, lå og sov i dobbeltsengen. Ved siden af lå den lille døde dreng i sin lille seng, og for enden af sengen stod et bord, hvorpå der lå et slagtet får, der skulle bruges til julemad. Altsammen naturligt i dette hjem, men chokerende for mine forældre.

Lege
I denne lille landsby skete der ikke de store ting. Fornøjelser var der ikke mange af, men når jeg ser tilbage, synes jeg, at jeg har haft en dejlig, fredelig barndom. Jeg erindrer endnu, da jeg som helt lille pige - før skolealderen - nyvasket og i rent tøj blev lukket ud en sommermorgen. Solen skinnede og alt åndede fred og ro, mens jeg sad ude i haven på min lille bænk - jeg syntes, at hele verden var min.

Vi børn legede helt andre lege end nutidens børn. Vi spillede top (en trætop, der snurrede rundt ved hjælp af piskeslag. Pisken var et stykke sejlgarn, der var bundet på en pind). Vi spillede kugler til et lille hul i jorden, vi hinkede og - hvad der var meget spændende - vi legede skjul.  Der var jo mange gemmesteder. Desuden legede pigerne sanglege, drengene røvere og soldater, og sammen spillede vi rundbold og langbold. Om vinteren løb vi på skøjter på byens gadekær. Det skal dog lige bemærkes, at jeg ikke var særlig god til sport.
Som lille pige fik jeg også mange timer til at gå med at se smeden sko hestene. Jeg var forbavset over, at det ikke gjorde ondt på de stakkels dyr.

Fastelavn
Fastelavns mandag red hele sognets bønderkarle fastelavnsridning festligt udklædt og med hestene pyntede med kulørte bånd. De besøgte alle sognets bøndergårde, hvor de blev beskænkede med øl og stærke drikke som punch. Efter at have besøgt alle gårde, endte de på engen ved Roskilde Kro, hvor de slog katten af tønden. Men fulde, som de jo efterhånden var blevet, ramte de lige så tit den arme hest i hovedet. 
Engang gik det også galt: En hest løb løbsk ind i folkemængden, der stod og så på. Den ramte en lille dreng, der døde af sine kvæstelser. Efter den tid blev dette dyrplageri forbudt.

Jul
Først i december begyndte juleforberedelserne med at mælkeforpagteren slagtede julegrisen. Den blev spændt op på en stige, der var gjort fast i vognporten - med alle fire ben strittende ud i luften. Herefter anbragtes en balje under den, og slagteren stak den så med en stor skarp kniv i den store blodåre ved hjertet. Denne proces foregik under et hjerteskærende skrig fra den arme gris. Så fossede blodet i en kraftig stråle ned i baljen, hvor der stod en kone og rørte kraftigt, for at blodet ikke skulle størkne. Forinden var der fersk spæk i små terninger. De blev sammen med en masse store rosiner og byggryn rørt i det varme blod, der så blev stillet koldt til den næste dag.
Når grisen var parteret, og indmaden taget ud, blev tarmene renset, grundigt skoldet og derefter slået i salt.
De store tarme blev fyldt med blodmassen fra dagen før, og derefter kogt i gruekedlen. De små og tynde tarme blev brugt til medisterpølse. De blev fyldt med den fars, der blev malet af det irregulære kød på dyret, mens de gode stykker blev skåret til dejlige stege, og skinken blev som regel røget. 
Som det kan forstås, var det et kæmpe arbejde, at få en gris slagtet til julehøjtiden.

Den tredie søndag før jul begyndte vi at lave julestads. Far satte sig med et spækbræt foran sig ved bordet, og mor og os børn sad udenom. Så blev der klippet og klistret. Det klister, man brugte, hed Dekstrin, og det lugtede forfærdeligt. Mor lavede papirroser af silkepapir i alle farver. De blev krøllet over en strikkepind, derefter snoet sammen og omviklet med en tynd ståltråd, der så siden kunne snos fast om grangrenen.

En anden skik i landsbyen var, at - når julen var overstået - (ikke før Hellig Tre Kongers aften, den 6. januar) samledes man i de forskellige hjem for at plyndre juletræet. Så fik man pynten, der mest var af papir, med hjem. Bagefter fik vi chokolade og æbleskiver.

I SKOLE 

Da jeg var syv år, begyndte jeg at gå i skole. Det var i en lille privatskole "Frøken Lebahns Privatskole" i Tåstrup. Mine forældre mente, at skolevæsenet i Herstedernes kommune ikke var tilstrækkelig godt på det tidspunkt, så derfor den beslutning. Det kostede den formidable sum af otte kroner om måneden at gå i denne privatskole. Pengene fik jeg med i en konvolut med mange formaninger om ikke at tabe den. 

Skolevejen
Skolen begyndte klokken 730 og sluttede 1330 med en halv times frikvarter. Der var 3 kilometer fra Gammel Vridsløselille til Tåstrup, så det var en lang vej for en lille pige. Om vinteren var det mørkt, når jeg gik hjemmefra. Men det anfægtede mig ikke, trods jeg kun mødte to hestevogne på min vej; den ene var en vogn med grise til Roskilde Svineslagteri, den anden skulle hente mælk til fængslet på en af de store gårde i nærheden af Tåstrup.
Dengang var Roskildevej brolagt, og der var høje træer på begge sider. Udenfor træerne løb en lille sti - før grøften, der adskilte vejen fra markerne. Om vinteren blev denne vej glat, så jeg fik et par uldne sokker uden på fedtlæderstøvlerne, så jeg kunne stå fast.

Jeg tror, jeg har været et gammelklogt barn - og ret kontaktsøgende. Jeg husker, at på hjørnet af Roskildevej og Køgevej lå et smukt, gammelt hus. Der boede en gammel kunstmaler ved navn Overgaard. Han var inspektør på "Charlottenborg". Han skulle med toget klokken 730, så ham fulgtes jeg med hver morgen, hvor vi fik en god snak. Men inden han gik til toget, besøgte vi hans kones grav. Kirkegården lå ved siden af skolen, og udenfor skolen skiltes vi efter en hyggelig morgensludder.

En rar lærerinde
Skolen var lille, men hyggelig med omkring 58 elever. Jeg synes selv, at jeg lærte godt, og alt foregik på en rolig og venlig måde. Børnene, der gik der, var fra de omkringliggende gårde og fra det bedre borgerskab i Tåstrup. Lærerinden gjorde ikke forskel på os. Dog havde den yngste lærerinde, som var søster til skolens indehaver, fået forkærlighed for mig, så hun tog mig sommetider med hjem i weekenden. Hun var ugift og boede hos sine forældre på Gråbrødre Torv nummer 9, 1. sal. Der tilbragte jeg mange timer siddende ved vinduet, hvor jeg så ned på torvet, hvor der skete mange spændende ting. Hun tog mig også med på ture til Langelinie, Kastellet og ture på Strøget, hvor vi blandt andet stod meget længe og betragtede legetøjsforretningen "T.H. Thorngren". Det var en meget stor forretning, der lå på hjørnet af Skovbogade og Vimmelskaftet. Det kunne der gå lang tid med. Når vi så kom hjem til hendes forældre, var der varm chokolade og hjemmebag. 

På skoleskovtur
Jeg husker kun én skovtur med skolen: Den gik til Frilandsmuseet i Brede. Vi tog toget fra Tåstrup til Lyngby, og fra stationen gik vi til Sorgenfri, hvor vi så Sorgenfri Slot, hvor kong Christian den Tiende boede. 
Da vi gik i parken, kom kongen ridende. Vi blev hurtigt beordret til at neje (og drengene til at bukke). Det var en meget stor oplevelse at være så tæt på landets konge, som jeg kun havde hørt om (vi havde jo ikke fjernsyn), men hvad der imponerede mig mest var, at begge mine lærerinder også nejede dybt for majestæten. Det havde jeg aldrig før set voksne damer gøre.

Eksamen
Ved skoleårets afslutning havde vi eksamen. Der var den samlede skolekommission, der bestod af bønder, med provst Heegaard i spidsen, til stede for at overhøre os. Vores mødre var også inviteret for at høre deres poders præstationer.
Da vi nåede til religion, skulle vi analysere salmen "Helgen her og helgen hisset". Vi blev spurgt, om nogen af os vidste, hvad helgener var, og jeg svarede frimodigt, at det var døde præster. Det svar skabte megen morskab - jeg kan endnu se for mig alle de tykke maver på skolekommissionen rystende af latter - hvorpå provsten sagde: "Gid det var så vel, min lille pige!" Det var jo også et svært spørgsmål for en lille pige på otte år.
Efter overhøringen blev alle mødre med skolekommissionen beværtet med kaffe og kager hos lærerinden i privaten, og vi unger styrtede op i byen og soldede for vores eksamenspenge, der udgjordes af en tokrone.

Skoleskift og flytning
Efter fire års dejlig skolegang hos frøken Lebahn, blev skolen lukket på grund af   mange udmeldelser og manglende tilgang. Grunden til dette var, at frøken Lebahn havde et forhold til en gift mand - byens cykelsmed. Og med så utugtigt levned kunne man ikke have hende til at undervise det pæne borgerskabs børn. Da var jeg 11 år.
Samtidig med dette flyttede mine forældre fra Gammel Vridsløselille til Vridsløse ude på Roskildevej nummer 146, hvor de havde fået en lidt større og bedre lejlighed. Den var også dyrere at bo i: Før havde de givet 15 kroner om måneden; nu skulle de betale 25 kroner. 

Jeg skulle så skifte skole og fik valget mellem Tåstrup Realskole og Herstedernes Kommuneskole. Jeg måtte selv vælge og valgte den sidste. 
Det har jeg siden meget fortrudt. Dér skulle min far ikke have ladet mig råde. Som voksen ville jeg gerne have læst mere - ikke mindst nogle sprog, hvad jeg ikke fik lejlighed til i min ny skole.
Grunden til, at jeg valgte, som jeg gjorde, har nok været den kortere skolevej til kommuneskolen. Ved flytningen var der blevet endnu længere til Tåstrup, og jeg havde ingen cykel.

Min ny  skole
Herstedernes Kommuneskole, der var bygget i 1921, havde over indgangen mottoet: "Flid baner vejen". Dette skulle jo inspirere os børn til at være flittige, men det viste sig desværre at være svært for mig. Jeg kom nemlig til at gå tre år i samme klasse, der var nemlig kun fire klasser på skolen. På denne skole startede jeg altså i fjerde klasse, som jeg fortsatte i til jeg forlod skolen som 14-årig. Derfor kunne det naturligvis ikke undgås, at jeg kom til at kede mig voldsomt de sidste to år.

På skolen var der tre lærere: En "førstelærer", der samtidig var degn i Herstedvester Kirke. Han hed Georgsen og underviste i dansk. Hans mest yndede emne var de islandske sagaer, som blev terpet time efter time. Han forklarede os børn, at de gav os et stort ordforråd og en korrekt udtale af sproget.  Georgsen underviste også i katekismus, og det var tilmed i første time om mandagen. Jeg terpede det troligt om søndagen, så jeg kunne  remse det op, hvis jeg blev hørt. Og jeg forstod ikke en smule af det, jeg læste. Samtidig underviste han i historie.
Heller ikke det gjorde han særlig inspirerende. Han var meget nervebetonet og kunne finde på at gå op gennem rækkerne og højligt tilkendegive, at han ikke kunne holde os unger ud med vores "uartikulerede lyde". Det vidste vi ikke hvad betød.

Så var der en lærerinde - frøken Anna Larsen. Hun var indremissionsk, men meget sød og blid. Hendes fag var naturhistorie, håndarbejde og skrivning. Hende kunne vi få tårerne op i øjnene på, når vi opførte os mindre godt og støjende. Det var faktisk synd for hende; hun mente os det godt.
Håndarbejdstimerne begyndte med, at vi skulle vaske hænder i et fælles vandfad, hvori vandet efterhånden mildest talt blev grågrumset. Vandfadet stod på et trebenet stativ, oprindeligt hvidmalet, men godt afskallet. Derpå begyndte en lidet inspirerende undervisning. Jeg skal nævne nogle eksempler:
Først skulle vi strikke en strømpefod af hvidt bomuldsgarn, derpå skulle vi klippe huller i den. Så lærte vi forskellige former for stopning, der skulle komme os til glæde senere, når vi blev gift: "Elsk din mand og stop hans hoser!"
Undervisningen i skrivning var uden større dramatik. Naturhistorieundervisningen gik også ganske udmærket uden dog at give os større interesse for faget. Men da vi var blevet 13 år, fandt man ud af, at vi skulle have indblik i menneskets tilblivelse. Den undervisning skulle deles mellem en mandlig lærer - hr. Lassen - og frøken Larsen. Pigerne fik besked på en bestemt dag efter skoletid at møde hos frøken Larsen, mens drengene på samme tid skulle være i et andet klasseværelse hos Michael Lassen.

Frøken Larsen begyndte rødmende at forklare os piger, at vi på et tidspunkt ville få en blødning, som kaldtes menstruation, men at det var helt naturligt, og at vi ikke skulle skamme os over det. Til gengæld skulle vi gøre alt for at skjule denne tilstand for omverdenen og aldrig tale om det - og da slet ikke overfor det andet køn. Så kom hun til alle de kønne blomster, som vi jo nok havde lagt mærke til at bierne besøgte. Bierne fløj fra blomst til blomst, og på den måde fik de frugttræerne til at sætte frugter. Da hun efter denne sidste forklaring gjorde mine til, at timen var slut, spurgte jeg, vel nok lidt frimodigt, hvad så med menneskene, for det havde vi jo ingen forklaring fået på. Forlegen rejste frøken Larsen sig og svarede: "Bodil, det må du gå hjem og spørge din mor om!" Det var dén seksualundervisning - i 1927.

Lærer Michael Lassen var en ung, dynamisk lærer, som bragte nye impulser ind i skolen. Han var jyde og lige kommet fra seminariet. Hans drøm havde været at blive lærer på Christian Winthers fødeø, hvor digteren havde skrevet "Flyv, fugl, flyv over Furesøens vande". Denne sangs patetiske indhold havde betaget ham hele hans ungdom. Og det lykkedes ham altså, selv om Herstedernes kommune og omegn ikke er særlig poetisk eller smuk.
Han underviste i geografi, regning og sang, og hans undervisning var levende og inspirerende. På eget initiativ lærte han os at bruge en telefonbog, udfylde postanvisninger og at formulere og skrive en ansøgning - en ting, vi kunne få god brug for, når vi skulle ud af skolen. Dette blev han irrettesat for, men fortsatte trods alt med det.

Disse fag var al den lærdom, jeg brugte tre år af mit unge liv på, så min skolegang var sløj, specielt når man tænker på, hvad der tilbydes ungdommen i dag - og gudskelov for det!

Disciplin og autoritetstro
Dengang var afstraffelse tilladt; spanskrøret blev flittigt brugt. Jeg har haft adskillige røde striber på arme. De røde striber fremkom særligt, når spanskrøret var flækket i enden. De var nu ikke helt retfærdige, de klø, jeg fik. Sagen var nemlig, at førstelærer Georgsen ikke kunne lade de store piger være, og når han blev nærgående overfor mig, rejste jeg mig op og sagde højlydt: "Kan De så lade være!". Det gjorde ham trods alt flov at blive irrettesat af en skolepige. Det resulterede i, at jeg i karakter i opførsel fik "mådeligt". 
Neden under skrev lærer Lassen: "Bodil er altid sød og høflig i mine timer." 

Da min far så disse udtalelser, forlangte han en forklaring og fik min forklaring, bekræftet af de andre store piger. Dette blev meddelt skolekommissionen, og en liste vedrørende bortvisning af denne lærer gik rundt til samtlige forældre. Ingen turde dog skrive under, da denne lærer også var degn. Man var så autoritetstro og så bange for sladder i det lille samfund, at dette kunne fortsætte.

Skolescenen
Et lyspunkt i denne skole var, at der hver vinter lejlighed til at komme til "Skolescenens" forestillinger på Det ny Teater. Dét var en oplevelse for os unger. Da hele publikum var børn, var der en ubeskrivelig larm, men så snart Thomas Heide stod på scenen og løftede sin sorte bog, blev der bomstille, og forestillingen kunne begynde. 
Af forestillinger kan jeg nævne: "Svend Dyrings hus", "Hagbard og Signe", "Den stundesløse", "Eventyr på fodrejse", "Barselsstuen" og "Jeppe på Bjerget".

Vridsløselille
Vridsløselille ude ved Roskildevej var - uden at være en storstad - noget større end Gammel Vridsløselille, som vi kom fra. Byen var præget af Vridsløselille Statsfængsels beliggenhed her. Så godt som alt havde tilknytning hertil - på den ene eller den anden måde. Jeg er da for eksempel sikker på, at de fleste piger blandt mine skolekammerater er blevet gift med en fængselsbetjent.
Alle kendte alle og deres indbyrdes forhold, og det gav et helt specielt miljø

Byen lå langs landevejen. Af forretninger fandtes der en "Brugsen", et "Schous Sæbehus", en bager og en blandet manufakturhandel. 
Manufakturhandleren havde været "uldjyde" og havde tidligere gået rundt med en bylt på nakken og solgt uldtrøjer, hjemmestrikkede sokker og lange underbukser. Denne fortid sås tydeligt på hans varesortiment. Andre købemuligheder var en mælkemand, der hver formiddag ringede med en klokke og meddelte beboerne, at nu kunne man få fyldt sine kander. Onsdag og lørdag kom en bagervogn fra "Røde Vejrmølles Bageri", og  når økonomien tillod det, vankede der et rosenbrød eller et franskbrød med birkes; det var bare det lækkert, da vi ellers kun fik hjemmebagt franskbrød.

I 1927 blev den første rutebil sat ind på ruten Valby-Tåstrup. Det var en stor fordel for beboerne - blandt andet min far - der før havde måttet gå til Tåstrup eller Glostrup Station, når de skulle til København. Denne forbedring af transporten gjorde, at min mor hver lørdag kunne tage til Tåstrup og handle hos slagter og andre forretninger, som man eller skulle have været til København for at købe ind i.

Senere - i 1932 - blev der oprettet en station, eller skal vi kalde det for et trinbræt. Den lå for enden af Albertslundvejen, lige op til Albertslundgården, der senere skulle give navn til hele bydelen, der kom til at hedde Albertslund.
Albertslundvejen var en almindelig jordvej med fortov på begge sider. På det første stykke af vejen var der enkelte huse, men det sidste stykke vej fra den lille samling træer, som man storsindet kaldte "Skoven", var der bar markvej med enkelte træer langs siden. Ellers var der dyrkede marker på begge, dyrket af "Albertslundmanden", byens matador.

Denne vej var både mørk og svær at forcere, både i en efterårsstorm og i snevejr. Når man som jeg skulle til toget klokken 7 om morgenen, gik man ofte i sne til knæene. Når man så nåede ned til en uopvarmet ventesal, og når så toget var forsinket, (som det ofte var - særligt i krigsårene,) så var det en kold og affære, når man var våd til knæene. Og kom man om efteråret hjem med et af de sidste tog, havde fårene fra markerne ofte lagt sig til at sove på vejen. Da der var meget mørkt på vejen, skulle man passe på ikke at falde over et sovende får.

Familieudflugter
Ferier kendte man ikke i min barndom. Min far havde ingen ferie, men der var tradition for forskellige familieudflugter, som jo så måtte forgå på søndage.
Vi var hvert år i Zoologisk Have. Før besøget der spiste vi vores medbragte mad i "Pedersens Familiehave" i Pileallé. Der var meget hyggeligt - med rødternede duge på bordene - rigtig skovtursstemning. Ofte var der én, der spillede på harmonika, og gæsterne sang så spontant med.

En anden tur gik til Dyrehaven, hvor vi også havde medbragt mad med. Den var pakket omhyggeligt ned i en skotøjsæske, så den frisk kunne pakkes ud i græsset, hvor den blev spist med god appetit. Når så frokosten var nydt, spadserede vi i samlet flik til Dyrehavsbakken, hvor eftermiddagen gik med at prøve de forskellige forlystelser. Da pengene var små, måtte vi dog vælge, hvad der syntes os bedst. Under besøget vankede der også en is, der på det tidspunkt var en nyhed. Efter alle de indtryk og oplevelser gik turen hjem, trætte og glade.

En tredje tur var Tivoli, dét syntes jeg var en eventyrverden. Også her havde vi medbragt mad med. Den spiste vi ved bestemte borde, og der vankede sodavand, og far og mor fik en øl. Og så gik den gennem den gamle have - festligt oplyst. På Plænen var der akrobater, og på Pantomime Teatret Pjerrot, Harlekin og Columbine, som jeg var meget betaget af. Når Harlekin og Columbine til sidst fik hinanden - velsignet af feer og engle - var mine øjne våde af rørelse. Sidst på aftenen, når fyværkeriet funklede over himlen, var jeg både betaget og lidt bange.

Læsning
Efter jeg var flyttet fra Gammel Vridsløselille, kom jeg på afstand af de kammerater, jeg før havde, ligesom jeg fik andre skolekammerater ved skoleskiftet. Det var ikke helt let, og de nye legekammerater knyttede jeg mig ikke rigtigt til. Jeg var nu så stor, at meget af min tid gik med at læse, der  var min store interesse. Ikke så mærkeligt, for der blev læst meget i mit hjem. Dengang havde vi jo ikke radio og fjernsyn. Interessen for at læse havde jeg tidligt: Som 5-årig spurgte jeg om, hvad de store bogstaver på avisens forside hed og begyndte så at sætte dem sammen, så de dannede ord. 
Det endte så med, at jeg fik en ABC, der hed "Hanebogen". Hver morgen gav min far mig et lille stykke for, og hvis jeg kunne læse det, når han kom hjem om aftenen, så havde "hanen" lagt en femøre bag i bogen. 

Da jeg var 11 år, fik jeg lov til at hjælpe far med at læse korrektur på "Adelskalenderen". Det var trist og tørt stof, men jeg var stolt over, at jeg kunne hjælpe far. Denne korrekturlæsning tog min far med hjem for at tjene lidt ekstra; der var jo mange munde at mætte.

Danseundervisning
Da jeg var fyldt 11 år, begyndte jeg at gå til dans ude på Røde Vejrmølle Kro, der lå mellem Vridsløse og Glostrup. Det var jeg meget glad for, der skete jo noget spændende: foruden danseundervisningen blev der afholdt en dejlig juletræsfest, for ikke at tale om afdansningsballet, hvor mor syede en ny kjole, og et par laksko vankede der også.

Notere nummerplader
I 1925-26 kørte der ikke mange biler på Roskildevej, så om aftenen var det en tilbagevendende fornøjelse, at vi børn sad på grøftekanten og noterede bilnumre op, og den der fik flest, havde vundet. Det blev sjældent til ret mange, men vi drømte jo sikkert om, art det en dag var os, der var så heldige at opnå en tur i et sådant fint køretøj, vi havde hidtil kun kørt i hestevogn.

Med mor i København
Ellers var dagligdagen ret ensformig. Et af lyspunkterne var, når mor og jeg tog til København en sjælden gang. De ture nød jeg. Det var bare dejligt, at komme ind, hvor der skete noget. 
Vi tog så altid til Gammel Strand og købte fisk hos fiskekonerne, som der var mange af dengang. Et andet ærinde var at købe kaffe i en stor kaffeforretning, der hed "Linnets Kaffeforretning" og lå på Vester Voldgade. Jeg tror, der var mindst ti kaffemøller, der snurrede - et imponerende syn for en lille bondepige som mig.
Derefter tog vi ud til min kusine Karen, der boede på Falkoner Allé. Hun havde der sammen med sin mand en herreekviperingsforretning. (Dengang vidste jeg naturligvis ikke, at jeg her skulle finde min livsledsager.) Der blev vi beværtet med alt det dejligste, man kunne tænke sig - dejlig mad og ikke mindst de lækreste kager. Kun ærgerligt, at jeg i forvejen havde fået at vide, at jeg kun måtte tage én kage; anden gang, jeg blev budt, skulle jeg sige nej tak. Det ærgrede mig meget på hjemvejen.

MIN KONFIRMATION

Konfirmationsforberedelse
Som 14-årig begyndte jeg at gå til præst i Tåstrup hos provst Wagner, for så senere at blive konfirmeret i Tåstrup Ny Kirke.
Vi gik til præst mandag og torsdag, og det passede mig godt, for så slap jeg for den kedsommelige skole.

Udenfor kirken stod en mindesten for Genforeningen. Her stillede vi op, og stenen skilte - med provstens velvilje - os børn i to grupper: Dem der gik i kommuneskole på den ene side og på den anden dem, der gik i privatskole.
Hvor umenneskeligt at tillade noget sådant - og så en provst, der ifølge sin religion ikke burde tillade den slags sortering af børnene. Endnu værre var det, at han om torsdagen døbte de børn, hvis mødre ikke var gift med barnets far. Disse små børn ville han ikke døbe i menighedens nærværelse om søndagen, da børnene og deres stakkels unge mødre ikke var værdige til at deltage i gudstjenesten. Men om torsdagen gjorde han så sin pligt, hvor hans konfirmander endda kunne synge til dåbshandlingen. Han glemte bare, at mange af hans konfirmander blev forargede og tvivlede lidt på kirkens ufejlbarlighed.
Der var kirketvang hver søndag, hvor jeg altid deltog. Det havde også den fordel, at jeg kom lidt hjemmefra. Jeg blev nemlig holdt i ret stramme tøjler, og det var meget begrænset, hvad jeg måtte foretage mig udenfor hjemmet. Ydermere fik jeg lov til at køre med rutebil om søndagen. Det kostede 15 øre hver vej. Til hverdag måtte jeg gå, da jeg ingen cykel havde. Min far mente, at sådan en måtte jeg først få, når jeg selv kunne tjene til den. Det var jeg først i stand til som 15-årig, da jeg fik min første plads, men mere om det senere.

Den store dag
Jeg blev konfirmeret i Tåstrup Ny Kirke 28. september 1928.
Min konfirmationsdag står for mig som noget meget dejligt. Jeg kørte til kirke i bil. Det var første gang i mit unge liv, jeg prøvede det, og det var den rene luksus. 
Dengang blev man overhørt stående op langs kirkens midterparti. Vi blev overhørt i salmen "Nu falmer skoven trindt om land". Alle mine brødre og svigerinder var med i kirke, så det gjaldt om at svare rigtigt og - om muligt - også at kunne svare for dem, der ikke kunne.

Efter den kirkelige handling spiste hele familien Selck frokost i mit hjem. Som varm ret fik vi krustader med ærter og gulerødder, derefter hovedsageligt pålæg, som min mor havde lavet og dertil hvidtøl.

Om aftenen kom så de øvrige gæster: Min moster Marie, hendes datter Karen og hendes mand Oskar Mynster Petersen; min anden moster Ingeborg og onkel Johan og deres døtre Herdis og Frida samt Fridas mand Carl Olav. Middagen bestod af flæskesteg med sprød svær og til dessert ananasfromage. Ananas var på det tidspunkt en ret sjælden vare, så det var virkelig en dessert lidt ud over det sædvanlige. Til hele middagen fik vi sauterne.

Om gaverne kan jeg berette: et armbåndsur i sølv, en paraply, en stor og en lille attachétaske, to sæt undertøj, to guld-tikroner, en kamé til at hænge i en kæde om halsen samt en bankbog, hvor der var indsat 10 kroner og vedlagt et kort, hvor der stod, at denne bog skulle være et tilskud til min fremtid. Desuden fik jeg mange telegrammer, det var jo et lille samfund, hvor alle kendte alle og vidste, hvad der forgik i de forskellige familier. 

Mit konfirmationstøj bestod af en hvid crepe de chinekjole med hvide sko og strømper til. Til andendagen fik jeg en grøn, ulden kjole og et par brune sko, som jeg var meget begejstret for. Det var nemlig et par "Paula Palova"-sko - opkaldt efter en berømt danserinde. De kostede den store sum af 28 kroner. Det var på den tid meget dyrt for et par sko. På grund af denne høje pris blev de af min fornuftige mor købt i størrelse 37 - hvis jeg nu voksede! Det gjorde jeg imidlertid ikke, mine fødder blev aldrig større end til størrelse 35. Desuden fik jeg en beigefarvet frakke med bæverkrave og dertil en grøn hat, så det er klart, at jeg med dette udstyr følte mig som en prinsesse.
Om mandagen mødtes alle vi kammerater og promenerede med vores fine tøj på en strøgtur til København.
Min konfirmation var en dejlig oplevelse, som jeg mindes længe.
Dengang betragtedes konfirmationen jo som en overgang fra barn til voksen, så det kunne godt få et barnehjerte til at banke lidt frygtsomt for det ukendte voksenliv.

UDDANNELSE

En bristet drøm
Efter min konfirmation skulle jeg tage stilling til min uddannelse. Jeg ville meget gerne have været fotograf og havde allerede - uden mine forældres vidende - været hos fotograf Aasmuld i Tåstrup og spørge, om jeg kunne få en læreplads dér. Fotografen svarede, at en af mine forældre skulle være med til en sådan aftale. Da jeg forelagde dette hjemme, svarede min far klart, at det fag ikke var noget for en pige, så det kunne jeg godt glemme.
Samme fotograf blev en meget dygtig og kendt fotograf, og hendes datter overtog senere moderens forretning og regnes i dag blandt de bedste i faget. For nylig har der været en fjernsynsudsendelse med hende og hendes billeder. Der kan man se, hvad verden eventuelt er gået glip af med mig?

Mine forældres planer
Mine forældre havde planlagt min fremtid: Jeg skulle først to år i huset for at lære, hvad en kvinde bør vide om madlavning, rengøring og børnepasning. Når disse to år var overstået, skulle jeg lære at sy, for det mente mine forældre, at jeg havde evner for.

Min far havde det princip, at alle hans børn skulle lære et håndværk. Den uddannelse var det eneste, han økonomisk var i stand til at give os, og vi fik da også en sådan alle fem:
Min ældste bror Aage blev typograf. 
Knud blev også typograf, endskønt skolen anbefalede, at han efter endt skolegang, burde læse til lærer. Min far sagde nej til dette, for en sådan videregående uddannelse havde han ikke råd til at give os alle, og der skulle ikke gøres forskel på os.
Min bror Dan - den tredje i flokken - kom i lære som grovsmed, og den fjerde bror - Helge - blev tømrer.
Jeg kan i dag se, at det har været en økonomisk præstation at holde fem børn i lære. Min far havde som typograf en almindelig håndværkerløn, men hans ideologi var, at det eneste, han kunne give sine  børn, var en uddannelse, hvad jo er en god og rigtig tanke.

I huset
Efter to måneder fik jeg så en plads hos en gymnastiklærer på fængslet - Hans Petersen. De skulle have en ung pige i huset i tre måneder, da fruen ventede barn. Der var i forvejen to drenge - på to og fire år - som jeg skulle passe, plus jeg skulle klare al rengøring i huset. Min arbejdstid var fra klokken 7 morgen til klokken 14 eftermiddag. Jeg skulle sove hjemme, men så fik jeg også den svimlende løn af 15 kroner om måneden.

Da Hans Petersen var sønderjyde, havde han været med i Første Verdenskrig på tysk side. Der havde han været så uheldig, at have været fire år i fransk krigsfangeskab. Disse forhold havde gjort ham meget militærisk indstillet, og som følge af det var alle vægge i spisestuen tæt dekoreret med våben, som jeg stakkels lille pige skulle pudse en gang om ugen.
Familien Petersen boede i en af fængslets funktionærboliger i anden sals højde, og hovedtrappen var hvidskuret, og dørene var forsynede med pompøse dørbeslag og håndtag i messing. Disse skulle pudses to gange om ugen, samtidig med at trappen blev skuret. Denne proces foregik onsdag og lørdag.

Mit daglige arbejde begyndte om morgenen med at tænde op i husets to kakkelovne efter først at have været i kælderen efter koks. Derefter skulle fruen og børnene have morgenmad. Så skulle børnene vaskes og klædes på. Det foregik ikke altid lige stilfærdigt, én af drengene havde nemlig et meget krøllet hår, som godt kunne være vanskeligt at rede ud. Så ofte gik det ikke stille af. 
En dag stillede den store sig op og tissede på mig med ordene: "Jeg må pisse på dig, for du er kun vores pige".
Derefter begyndte den daglige rengøring, som fortsatte frem til frokost. Så kom fruen ud i køkkenet og smurte mad til drengene, sig selv samt to stykker til mig, hvorefter spisekammeret blev låst. Så gik drengene og hun ind i stuen med følgende replik: "Kom børn, nu går vi ind i varmen og spiser!"
Det skal her fortælles, at vinteren 1928-29, hvor dette forgik, var den koldeste isvinter, vi havde haft. Køkkenet var derfor så koldt, at der var is på indervæggene i køkkenet.
Efter frokost blev der vasket op og vasket køkkengulv. Umiddelbart derefter kom husets herre og diktator hjem: Han var i sin fine uniform, hvortil han bar hvide handsker. Han lod sin pegefinger - iført den hvide handske - løbe på gulvet langs panelet, og viste denne gennemgang det mindste tegn på snavs, måtte lille jeg vaske gulvet om igen.
Hvis jeg var færdig med mit arbejde inden klokken 14, blev jeg i den resterende tid sat til at strikke og hækle til den nyfødte.

Nytårsaften var der inviteret gæster, og der blev kogt en høne, som jeg skulle rense. Denne proces havde min mor gudskelov lært mig. Så skulle jeg koge suppe på hønen, og derefter skulle der laves sur-sød sauce til dyret. Der skulle korender i saucen, og dét havde jeg aldrig set hjemme. Men selvfølgelig kunne jeg tænke mig til, at de skulle skylles; det glemte jeg bare. Det resulterede i en meget grå og grumset sauce, som jeg absolut ikke blev populær på.
Da denne nytårsmiddag så var slut, og jeg havde vasket op og lagt børn i seng, fik jeg fri til at fejre nytår, hvad jo egentlig var lidt sent, da  det var en formiddagsplads, jeg havde aftale om! 
Når jeg beklagede mig hjemme, sagde far, at jeg havde indgået en aftale om tre måneder, og en aftale holdt man.

Aftenskole
I vinteren 1928 - efter jeg havde forladt skolen - blev der på foranledning af lærer Michael Lassen oprettet en kommunal aftenskole med ti klasser. Jeg meldte mig til regning og dansk litteratur. Jeg følte, at jeg - på grund af min dårlige skolegang - manglede en del kundskaber.
Da jeg på det tidspunkt var begyndt at arbejde, kunne det være drøjt at skulle afsted to gange om ugen efter min drøje arbejdsdag. Jeg fuldførte det dog i to vintre; jeg prøvede nok ubevidst at leve op til min gamle skoles  motto: "Flid baner vejen". 

En ny plads
Efter min første plads´ ophør havde jeg den glæde, at fru Petersen - som belønning for al mit slid - anbefalede mig til fru pastor Olesen Larsen, som også søgte en ung pige.
Pastor Olesen Larsen var præst ved fængslet og boede også i en funktionærbolig ved siden af fængslet - lige over for min første plads. Fru Olesen Larsen kom hjem og spurgte mig, om jeg ville hende, hvad jeg gerne ville. For det første var hun meget venlig - og så var arbejdstiden bedre: nemlig fra 8 morgen til 15 eftermiddag. Lønnen var 20 kroner om måneden.
Så her startede jeg den 1. marts 1929. Havde jeg haft det dårligt det første sted, fik jeg det godt og hyggeligt her, hvor jeg blev behandlet som et menneske.

Min dag begyndte med at fyre op i kakkelovnen, derefter lave morgenmad, som blev serveret i spisestuen, hvor også jeg var med til bords.
Så skulle ægteparrets sko pudses. Jeg syntes, det var lidt uhyggeligt at pudse præstens sko, da han havde klumpfødder på begge ben (sikke noget frygteligt pjat!)
Så gik præsten over på fængslet, og fruen satte sig i stuen, hvor hun hyggede sig med sine interesser: Megen tid gik med at læse Søren Kierkegaard, men hun spillede også klassisk musik på flygelet og broderede.
Hun var meget sød mod mig og talte meget med mig om mine interesser, og hvilke bøger jeg læste. Hun diskuterede bøgernes indhold og forfatterens mening med mig. Disse -nærmest kammeratlige - samtaler fandt ofte sted, mens jeg tørrede støv af.
I huset var en trappe mage til dén i huset overfor. I min første plads skurede jeg den to gange ugentligt. Jeg tog det som en selvfølge, at det var på samme måde i præstens hjem, men jeg fik at vide, at trappen var til for vores skyld og ikke omvendt, så denne proces skulle kun ske en gang om ugen.
Fruen var ikke særlig kyndig i madlavning, så når der var noget, vi i fællesskab ikke kunne finde ud af, sagde hun: "Bodil, kør hjem til Deres mor og spørg!" Der var jo ikke langt på den brugte cykel, jeg havde erhvervet for 15 kroner af min første løn.

Fru Olesen Larsen var datter af en berømt kræftlæge fra Århus og søster til Merete Nordentoft, den senere meget omtalte skoleinspektør på Katrinedalsskolen. 
Merete Nordentoft måtte fratræde sin stilling, da hun valgte at få et barn og være enlig mor - uden at opgive faderens navn. Denne indstilling vakte megen forargelse i store kredse af skolefolk - forstå det, hvem der kan.
Doktor Erik Nordentoft, der var bror til fru Olesen Larsen, var dengang studerende. Senere har han gjort sig til talsmand for børns trivsel, specielt børns vilkår i trafikken. Han har blandt andet slået til lyd for, at børn ikke må cykle i trafikken, før de er fyldt ti år. (Som talt ud af mit hjerte!)
Samme Erik Nordentoft kom ofte på weekendbesøg. Jeg husker, at han kom ud til mig og spurgte, om jeg, når jeg pudsede hans sko, ville lægge en frisk avis i skoene, da der altid var hul på sålen. det tænker jeg ofte på, når jeg ser ham optræde i TV.

Den søndag, jeg ikke havde fri, kom der gæster til middag. Vi fik for det meste kalvenyresteg og citronfromage - disse retter var dem, fruen og jeg var bedst til at lave!
Blandt gæsterne var altid Merete og Erik Nordentoft, pastor Heje, der også var præst på fængslet samt pastor Egede Schack, som senere viede mig i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Ved dette middagsbord blev der ivrigt diskuteret - specielt en sammenslutning af teologer. Denne sammenslutning kaldte sig "barthianer". 
Pastor Heje var formand for denne sammenslutning. De udgav fra 1926 en gang om måneden et blad ved navn "Tidehverv". Dette blad udgav de, da de gængse kirkelige blade ikke ville optage deres indlæg, fordi de var for kritiske overfor det bestående. De prøvede at gøre op med, hvad de mente var kristendomsforfalskning, hvorend de stødte på den: I de kristelige studenterforbund, KFUM, gymnasiebevægelser og yderliggående indremissionske samfund.
"Tidehverv" udkommer for øvrigt endnu, hvor det er pastor Søren Karup, der har overtaget det. Han har dog ændret det til et politisk og kulturelt tidsskrift, siden alle dem, der startede det forlængst er døde og borte.
Som 16-årig forstod jeg jo ikke meget af disse diskussioner, men jeg nød trods alt at møde disse mennesker og høre dem forfægte deres meninger på en behersket og kultiveret måde. De forstod på en venlig måde - og trods min uforstand - at drage mig ind i samtalen. Skønt jeg var en tjenende ånd, blev jeg behandlet som et lille menneske.

Tiden hos Olesen Larsen var så god og lærerig, at det var meget svært at sige op. Jeg havde nemlig fået en læreplads fra den 1. marts 1930. Heldigvis kom der en god løsning på dette problem: En dag gik jeg og tørrede støv af, mens fruen sad og spillede. Pludselig holdt hun op og sagde: "Bodil, jeg har noget meget kedeligt at sige. Min mand har fået orlov i et år på grund af dårligt helbred, så vi rejser til Rivieraen det næste år. Derfor må jeg side Dem op."  Mit svar var, at jeg var lige så ked af at måtte sige op, da jeg skulle begynde min uddannelse. På den måde passede vores forskellige planer sammen på den bedst tænkelige måde.

Den første dag jeg kom hjem fra min læreplads, havde fruen været hjemme hos mine forældre med en serie på fem bind af en engelsk serie ungpigebøger ved navn "Meg bøgerne" og desuden en fin morgenkjole. Sådan en havde jeg aldrig før ejet. Tidligere havde jeg med begejstring fortalt fruen om de første to bind af seriebøgerne, som jeg havde lånt på biblioteket. Denne afskedsgave var ment som en tak for tiden, jeg havde tjent i præstens hjem.

LÆRETID

Magasin du Nord
Min læreplads i Magasin du Nord fik jeg på denne måde: Min far kørte i rutebil sammen med overdirektricen for systuen i Magasin. Far sludrede ofte med hende og fortalte hende, at jeg meget gerne ville lære at sy, men at det jo i 1930 var meget svært at få en læreplads. Samme dame, ved navn fru Borre, tilbød at tale med mig, og hvis hun syntes om mig, ville hun godt antage mig på en tre-årig kontrakt. De lavede så en aftale, om at min mor og jeg skulle komme ned til hende - hun boede i Glostrup - den efterfølgende søndag.
Samtalen resulterede i, at jeg blev antaget og skulle begynde den 1. marts.
Lønnen var 5 kroner ugentligt det første år; 8 kroner andet år og 14 kroner det tredje år. Desuden blev det pointeret, at man blev behandlet som små damer, men til gengæld forlangtes det, at vi opførte os som sådanne. Hårde betingelser for en 16-årig.

I disse år var den korthårede mode slået meget igennem, og jeg havde længe plaget om at blive klippet korthåret, men forgæves. Stor var derfor min glæde, da min far, dagen før jeg skulle starte min læreplads, lagde to kroner til mig, som jeg kunne blive klippet for - velsagtens for at jeg kunne ligne de andre unge piger. Men ak og ve, da jeg næste morgen mødte på systuen! Her blev jeg modtaget af en meget vred og forarget direktrice, der sagde, at hun havde antaget en pæn og ordentlig pige med langt hår, og nu mødte jeg op som en ordinær og mindre pæn pige. Men hun gav så meget op for kendsgerningerne, der jo ikke kunne ændres, at hun sagde, at når kontrakten nu var skrevet, måtte jeg hellere blive. Det var en kold modtagelse i min ny tilværelse, der forøvrigt blev meget drøj. 

Det var svært for et friluftbarn som mig at blive lukket inde fra klokken 8 om morgenen til klokken 17 hver dag og til klokken 15 om lørdagene. Der var en halv times frokost og 15 minutters eftermiddagspause.

Magasins systue lå inde i Helsingborggade på Østerbro. Det var en meget stor bygning i fire etager. Der var væveri og farveri på de tre underste etager, mens systuen lå på fjerde sal. Her var der ovenlys, så der var ulideligt varmt om sommeren. Magasin vævede dengang alle deres linnede stoffer, de havde nemlig leverancer til flere hospitaler af sengelinned, håndklæder og kitler. Jeg begyndte med at lære at sy disse ting. Senere blev jeg undervist i lingeri så som natkjoler, undertøj og forklæder - både husholdningsforklæder og fine, hvide serveringsforklæder til stuepiger og servitricer.

Da jeg var nået til at skulle sy disse fine forklæder i fint stof besat med blonder, var der en for mig vanskelig detalje, som jeg absolut ikke kunne få til at ligne det rigtige resultat. Jeg husker, at jeg havde fået udleveret materialer til 12 stykker, og de første to blev totalt ødelagt. Jeg var så fortvivlet og flov over min klodsethed, at jeg stille sad og græd mine modige tårer. Pludselig kom fru Borre hen til mig og spurgte om grunden til mine tårer, og jeg erklærede, at dén detalje på dette sytøj ville jeg aldrig få lært. Så satte hun sig ved siden af mig og sagde, at nu ville hun blive siddende, til jeg havde lært det. Så viste hun mig trin for trin og med stor tålmodighed, hvordan jeg skulle gøre, og da vi nåede fyraften kunne jeg. Det kalder jeg pædagogik, og denne oplevelse kom mig til gode, da jeg fem år senere selv skulle oplære elever i, hvordan arbejdet skulle gøre: Med tålmodighed overvinder man alt! 

Min læretid forløb i øvrigt stille og planmæssigt. Jeg begyndte jo helt fra bunden og fortsatte med opgaver som korsettering samt til sidst og ikke mindst kjoler, så det var en god og alsidig uddannelse, jeg fik.
Da jeg var udlært, blev jeg kaldt på kontoret og fik der at vide, at Magasin havde søgt plads på Kunsthåndværkerskolen til mig, og at den var blevet bevilget. Det måtte jeg sige nej tak til af økonomiske grunde, for jeg skulle selv betale materialer, og jeg ville først få de færdige modeller efter eksamen et år senere. Dengang fandtes der jo heller ingen Statens Uddannelsesstøtte eller statsgaranterede studielån.
Da dette altså ikke lod sig gøre, blev jeg rådet til at holde op i Magasin og søge andre steder hen for at udvikle og dygtiggøre mig under andre forhold. Derfor forlod jeg min læreplads den 28. februar 1933.

ARBEJDSLIV

Et nyt arbejde, der varede kort
Efter afslutningen af min læretid skulle jeg altså søge nye udfordringer, så avisen blev grundigt gennemgået for stillinger. Der var ikke mange, da der stadig var stor arbejdsløshed indenfor alle fag.
Efter nogen tids anstrengelser fandt jeg dog en stilling, der lød lovende: Den gik ud på, at en nyoprettet systue søgte en ung dame, der kunne sy lidt af hvert. Hvis vedkommende var tilfredsstillende, kunne hun blive leder af systuen, der til en begyndelse bestod af tre syersker foruden mig.
Jeg søgte denne stilling og fik den med tiltrædelse den 15. marts til en løn på 40 kroner ugentligt. Systuen lå på hjørnet af Toldbodgade og Store Kongensgade på første sal.
Jeg blev noget chokeret, da jeg så den: Der var ikke lagt gulv endnu, der var kun strøer med mellemrum, så man kunne se ned på snedkerværkstedet i stueetagen. Da jeg udtrykte min misfornøjelse over dette, fik jeg at vide, at det skulle blive bragt i orden i løbet af et par dage. 
Det blev det imidlertid ikke, og det var simpelthen umuligt at arbejde under disse forhold: Alt, hvad man tabte, røg direkte ned i snedkeriet, så man var i fast rutefart ned for at hente sine ting. Desuden var der ingen varme, da kakkelovnen ikke fungerede. Jeg skulle så hente høvlspåner nede hos snedkerne, for at kunne tænde op igen.
Disse forhold beklagede jeg mig over, men blev stadig holdt hen med snak. Da der så var gået tre uger på denne måde, sagde jeg op, hvad der blev taget meget unådigt op. Jeg havde en uges opsigelse, så min tid i firmaet blev på fire uger fra torsdag til torsdag. Da jeg kom på kontoret for at hente min løn, svarede chefen, at han ikke havde så mange penge hjemme, før han fik hentet i banken, så jeg kunne komme igen fredag aften og hente pengene. Fredag aften mødte jeg op som aftalt. Stor var min forundring, da der på skrivebordet blev talt 40 kroner - hele min ugeløn - op i en-, to- og femører. I kan tro, at 40 kroner fylder meget i småmønt, men det var hans hævn for, at jeg rejste. Jeg havde gudskelov en stor taske med, som jeg ligefrem skovlede pengene ned i, hvorpå jeg gik. Jeg sagde selvfølgelig farvel, men jeg fik intet svar.

Hos A. C. Illum
Så begyndte jeg igen at søge arbejde. Jeg så en annonce fra A. C. Illum på Østergade, tog mit bedste tøj på og gik op på personalekontoret for at tale med personalechef Holdorff. Der var så fornemt, at det var ved at forskrække mig. 
Hr. Holdorff var en meget venlig, men autoritær mand. Jeg fremsagde mit ønske om ansættelse, hvorpå han venligt anmodede mig om at tage frakken af, hvad jeg gjorde og hængte den på en knage. Derefter blev jeg bedt om at tage min hat af, hvad jeg selvfølgelig gjorde (mens jeg i mit stille sind tænkte på, hvad det næste ville blive.) Han bad mig derpå om at tage plads på en stol. her blev jeg så udspurgt om mine kvalifikationer og min læretid. 

Han spurgte mig også, om jeg vidste, hvorfor jeg havde skulle tage min frakke af. Det vidste jeg selvfølgelig ikke. Jo, det var fordi han ville se mine manerer! Hvis jeg havde smidt frakken med ærmerne udad på en stol, havde det været et minus. Da jeg ville komme kunderne på nært hold, var det vigtigt, at jeg ikke bød en kunde at behandle hendes tøj således. Jeg skulle tage min hat af, for at han skulle se, om mit hår var rent og velfriseret. 
Da hele denne ceremoni og samtale var overstået, blev der sagt, at jeg kunne begynde på deres systue den 13. maj med en løn på 48 kroner ugentligt. Glad var jeg, og de fem år, jeg var ansat i Illum, var vel nok de bedste i mit arbejdsliv.
Illum havde på det tidspunkt 2.000 mennesker ansat, men man mærkede ikke andet, end at alle var lige betydningsfulde. Den gamle direktør færdedes dagligt overalt i firmaet, og mødte man ham på gangene eller i en elevator, fik man altid et nik og et venligt smil.

I mit nye arbejde fik jeg mange udfordringer og opgaver: Jeg fik lov til at sy til Dronning Alexandrine - Christian den Tiendes dronning - der forøvrigt var uhyre sød og venlig. Desuden var samme dame meget sparsommelig, idet tingene ofte blev repareret og syet om. Foruden denne fornemme dame fik jeg lov til at sy til damerne af "det bedre borgerskab" i København. Disse damer kunne være meget krævende og kritiske, men det udviklede mig kun, og opgaverne er jo til for at blive løst.

Hos Illum var der mange personalegoder, for eksempel kunne vi i personalets spisestue købe følgende meget billigt: 
En varm frokostret: 30 øre, en stor kop kaffe: 10 øre, en lille: 8 øre, et stykke wienerbrød: 10 øre og et stykke franskbrød med ost: 10 øre. Hver vinter blev der arrangeret seks personalefester i firmaets egen restaurant. Her blev der serveret kaffe og te med kringle og kager, og underholdningen var optræden af kendte kunstnere fra Det kongelige Teater. En undtagelse var i februar, hvor der blev holdt karneval med dans, og hvor der blev uddelt præmie for det bedste kostume. 
Hele familien Illum var også maskeret, og det kunne ofte give anledning til pinlige situationer. For eksempel var sønnen Svend Illum engang udklædt som matros, og han stod og hang op ad en dør. Da en af de unge piger gik forbi, kildede hun ham under hagen og sagde: "Op med humøret, brormand!" Han tog det pænt; med et smil tog han masken af, og det var en noget slukøret pige, der gik ned og satte sig.
Til den sidste fest i foråret 1936 holdt A. C. Illum en tale, hvori han takkede personalet for året, der var gået. Han sluttede sin tale med at sige, at nu tog han og Marie (sådan omtalte han altid sin kone) på en jordomsejling, men de ville sørge for at være hjemme til maj næste år, for der var ingen andre steder på jorden, hvor der var så skønt i maj som i Danmark. Det nåede han dog ikke, han døde efter en operation, der blev foretaget på skibet.  Det var med sorg at denne meddelelse blev modtaget af personalet. Der blev med det samme opstillet et stort billede af ham i direktionsværelset, omviklet med sort sørgeflor og tændte, hvide lys omkring. Der defilerede personalet så forbi i dybeste stilhed, og manges øjne var blanke i mindet om en god chef og et stort menneske.
Da den engelske premierminister Chamberlain den 22. september 1938 erklærede, at han troede på fred i vor tid, fejrede Illum øjeblikkeligt dette med flagning og ved at invitere personalet på chokolade og fødselsdagskringle.

Julemåneden var stille på systuerne, så jeg var hvert år assistance i chokoladeafdelingen. Dengang havde vi længe åbent de sidste tre uger før jul. Når der lukkedes, blev der serveret to-retters middagsmad for alle, der skulle arbejde over; det var parfume-, vin og tobaks- samt musikafdelingerne. 
Efter middagen skulle så alt fyldes op, og ordrer, der skulle sendes, blev pakket, så vi var først færdige klokken 23. Vi sled i det, men altid med godt humør, for der var liv og glade dage mellem de afdelinger, der arbejdede over. Der blev spillet, fløjtet og sunget - nu var der jo ingen besværlige kunder at tage hensyn til. Det skal siges, at vi ikke fik en øre for at arbejde over. Juleaften fik vi et kilo ren chokolade og et kilo fyldt af den bedste kvalitet. Det levede familien højt på i julen; jeg havde fået nok, da vi i butikken måtte spise alt, hvad vi ville.
Når vi så var færdige, gik vi i samlet flok ad Strøget, og det gik ikke stille af. Jeg kunne så nå det sidste tog klokken 24 til Vridsløse. Og så op til en ny dag med toget til Hovedbanen klokken 630.

I det daglige, når der ikke var overarbejde, var arbejdstiden fra klokken 8 til 17. Så kunne jeg nå toget klokken 18 og være hjemme klokken halv syv.

Julen var noget helt specielt: Juleaftensdag samledes hele personalet foran den store marmortrappe. På trappen stod hele familien Illum, flankeret af de små  samlere. 
Samlere var unge piger, der begyndte med at samle varer fra afdelingerne til kasserne. De blev så senere elever. 
Disse piger var iklædt nissetøj, som de havde været det hele julemåneden. 
A. C. Illum holdt så en juletale og takkede alle for deres indsats i juletravlheden og ønskede alle en glædelig jul. Derefter blev Mylius Eriksens julesang sunget af alle, inden vi gik til arbejdet og tog den sidste tørn, før vi gik hjem og holdt jul.
 

Hos A. Fonnesbech
Mit arbejde hos Illum sluttede, da Illums førstedame i afdelingen - frøken Kastrup - blev afdelingschef hos A. Fonnesbech (Damernes Magasin) i Østergade - den tids fornemste magasin.
Forretningen var netop færdig med en stor ombygning og udvidelse og skulle bruge flere folk.
Frøken Kastrup spurgte så mig, om jeg ville følge med som førstedame på systuen. Selv om jeg var meget glad for min stilling, syntes jeg, at jeg trængte til nye og større udfordringer, og så ville jeg få et løntillæg på tre kroner om ugen. Så jeg sagde ja og begyndte mit nye arbejde den 1. maj 1938.

Arbejdsklimaet var mere strengt og koldt  i det nye magasin. Alt udstrålede, at det var en meget fornem forretning med en lige så fornem kundekreds.
Men den ny afdeling, hvor jeg var, gik fint fremad, så da jeg i juli 1939 kom tilbage fra en dejlig ferie i Båstad i Sverige, blev jeg kaldt på personalekontoret. Her meddelte personalechef Jakob Toftlund mig, at man havde tænkt at tilbyde mig stillingen som direktrice på systuen, der samtidig skulle udvides til seks syersker og to elever mod de 3 syersker, der var, da jeg begyndte.
Jeg var på det tidspunkt 25 år, så jeg var både glad og betænkelig og måske en lille smule stolt. Jeg sagde ja, til trods for at jeg foruden designering og oplæring af eleverne også skulle stå for kalkulering af varer og lønningsregnskab. Lønnen var også fyrstelig, nemlig 250 kroner månedlig. Jeg skulle tiltræde stillingen den 1. september.
Jeg kom glad og forventningsfuld hjem og fortalte mine forældre nyheden, og min mor lykønskede mig glad på mine vegne. Min far derimod modtog meddelelsen med en bemærkning, om at dette valg ville forretningen nok komme til at fortryde, for det, jeg  havde jeg påtaget mig, ville jeg absolut ikke kunne bestride. (Jeg skulle ikke tro, jeg var noget.) Denne negative holdning skuffende mig, men fik mig også til at sige til mig selv, at jeg nok skulle vise ham, at jeg kunne klare det.

Min forfremmelse trådte i kraft den 1. september 1939 - den dag tyskerne gik ind i Polen. Derfor blev hele personalet kaldt sammen hos direktionen, hvor vi blev orienteret om det alvorlige i situationen, og om at det ville blive mere sparsomt med varer, så alt skulle udnyttes på bedste og mest økonomiske måde. Denne tragiske dag var ikke den mest optimistiske at begynde noget nyt på, men det skulle vise sig, at alt gik bedre, end man kunne forvente.

Den 9. april 1940
Jeg husker denne dato tydeligt: Om morgenen spadserede jeg fra Hovedbanegården ad Strøget, da utallige flyvemaskiner kom flyvende meget lavt over byen. Set nedefra havde de et blåt og hvidt kors, det fik mig til at tænke, at det var finske maskiner, men jeg blev meget klogere, da jeg kom ind i forretningen  og hørte den meget alvorligere sammenhæng.
Der blev hurtigt en livlig aktivitet med mørkelægning, det var vist trods alt ikke ventet.

Det var en meget dyster stemning, der herskede den dag. Vi vidste jo ikke, hvad der var sket ude i byen. Rygterne gik, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle komme hjem. Jeg var specielt bekymret for mine gamle forældre. Telefonerne var afbrudt, så jeg kunne ikke komme i forbindelse med nogen, der vidste noget. 
Jeg kom imidlertid godt hjem, men gaderne var fyldt med tyske soldater. Toget, jeg kom til Vridsløse med, var allerede mørkelagt, og min mor og far havde også fået de sorte gardiner op, som jo så kom til at hænge i fem år.

Men livet skulle jo gå videre, og man vænnede sig til forholdene: Toget til København var spækket med tyske soldater, der kom fra Roskilde Kaserne; det var nydelige unge mennesker, der godt ville have kontakt og sludre.

Nogle kunder
I forretningen blev det mere og mere sparsomt med varerne; vi fik hurtigt erstatningsstoffer, men det lærte man hurtigt at få det bedste ud af.
Vi havde en spændende kundekreds hos Fonnesbech: Der var de kongelige: kronprinsesse Ingrid, prinsesse Caroline Mathilde, og dronning Alexandrine handlede også her. Også Karen Blixen var en god kunde, som jeg blev ret gode venner med. Hun forærede mig en jul et lommetørklæde med broderet navn. Jeg havde også fornøjelse at sy til en hel række andre kunstnere: Ellen Gottschalck, Bodil Kjær, Marguerite Viby, Liva Weel og ikke mindst den festlige Karen Lykkehus. Det første hun gjorde, når hun kom ind i prøverummet, var at sende eleven op i restauranten og hente en flaske vermouth og tre glas, så vi kunne begynde prøvningen med et glas. Når så prøvningen var overstået, fik afdelingschefen, fru Lykkehus og jeg endnu et glas, hvorefter hun gik med resten af sin flaske, som hun skulle hjem og nyde. Alkoholen var et problem for hende, og den holdt hende i flere år væk fra at optræde.
En anden kunde var fru dr. Best. Når fruen prøvede, var dr. Best altid med inde i prøveværelset. De var begge meget venlige og høflige, men det var dog med meget blandede følelser, man tog deres hånd, når der blev sagt farvel og tak.

Jeg prøvede også at være fotomodel. Jeg blev fotograferet med BH og hofteholder til en annonce i Politiken og Berlingske Tidende, dog med sløret ansigt - ellers havde jeg ikke vovet det. Fotograferingen skete hos fotograf Guldbrandsen på Amagertorv, og min afdelingschef frøken Kastrup var med, så alt foregik meget ærbart. Og så fik jeg 15 kroner for hver optagelse - en virkelig god ekstraskilling.

Tilbage i Magasin
Jeg rejste fra Fonnesbech den 30. november 1944. Jeg fik nemlig tilbudt en lignende stilling i Magasins en gros systue på Nørregade. Arbejdspladsen var ikke så spændende, men lønnen var meget højere, nemlig 11.000 kroner om året (- og det var mange penge dengang.)
Jeg var nemlig i mellemtiden blevet forlovet og skulle derfor være med til at spare sammen til vores fremtidige hjem. Så denne lønforhøjelser var kærkommen.

Det var mærkeligt at komme tilbage til det sted, jeg var blevet udlært, og endnu mærkeligere var det, at der på systuen endnu var flere damer, der havde været med til at oplære mig og på mange måder at præge mig. Det var lidt tragisk, at de bare havde været samme sted i alle disse år - uden nye indtryk og udfordringer. Jeg var noget bange for nu at skulle være deres overordnede, men det gik fint med gensidig forståelse og diplomati.
Den stilling blev jeg i til den 1. juli 1948, da jeg ventede mit første barn, Michael.
 

VENNER, FRITID, FERIEREJSER

Martha
Hjemme i Vridsløse traf jeg ved en fest i betjentforeningen en meget god veninde - Martha Christensen. Hun var gift med en ung fængselsbetjent - Valentin Christensen.
Vi var omtrent lige gamle og havde et virkelig godt venskab.
Martha boede lige over for mine forældre, og Roskildevej blev ofte krydset. Vi betroede hinanden både vores sorger, bekymringer og glæder. Vi sad og syede og strikkede sammen, cyklede ture, når Marthas mand havde vagt på fængslet. Martha besøgte også ofte mine forældre om dagen, når jeg var på arbejde. Så lavede mor kaffe, og de sad og hyggede sig og sludrede. Jeg ved, at mine forældre var glade for besøgene af denne friske pige. Jeg havde den glæde, at Martha, da hun ventede sit lille barn, spurgte mig, om jeg ville være gudmoder for det. Det var jeg meget glad og stolt over, og selvfølgelig svarede jeg ja til det. Den 31. marts 1943 fik hun så en dejlig lille pige, som blev døbt Lizzi. Denne lille pige har jeg siden haft utrolig meget glæde af.

Jenny
En anden veninde traf jeg i min læretid, hvor hun sad på samme systue som jeg. Hun hed Jenny Hansen og var forældreløs. Hun boede hos en tante og onkel i Sommerstedsgade på Vesterbro. Vi blev gode veninder, og hun tog ofte med mig hjem i weekenden. Det var jo dejligt for en københavnerpige at komme på landet, og hjemme hos mig var der altid liv om søndagen, hvor mine brødre og deres familie som regel kom på besøg.

Jenny og jeg meldte os ind i Typografernes Sportsklub og gik hver vinter til gymnastik på Vodrofsvej Skole. Her fandt vi jævnaldrende venner af begge køn.
Vi havde det meget morsomt sammen, og holdt altid nytårsfest. Og når gymnastiksæsonen sluttede, spillede vi revy med efterfølgende bal. Om sommeren arrangerede vi skovture. 

Min far var meget striks med min komme-hjem-tid, men her havde jeg den undskyldning, at det sidste tog kørte så tidligt, at jeg måtte sove hos Jenny.
Af andre fester, jeg deltog i, var der Typografernes Karneval. Dette "lille karneval", som det kaldtes, blev afholdt i "Gimles selskabslokaler", der lå på Grundtvigsvej på Frederiksberg. Fjorten dage senere blev "det store karneval" afholdt i Odd Fellowpalæet i Bredgade. Det karneval var en rigtig københavnerbegivenhed.
Så var der ballerne i Studenterforeningen, og der var flere fine baller: Især Studenternes Roklub holdt fine fester, specielt deres nytårsaften var meget fin. Og der var altid nogen, der kendte nogen, så man kunne få billetter til disse fester.

En af de fornøjelser, Jenny og jeg havde sammen, var at fejre pinsemorgen sammen. Vi gjorde det, som der var tradition for på min egn: Vi stod op klokken 5 og kørte på cykel til Hareskoven - iført hvide kjoler uanset vejret. I Hareskov Pavillonen var der musik og dans, og der drak man så morgenkaffe og dansede til ved 10-tiden (hvor kirketiden begyndte). Så kørte vi igen til Vridsløse, hvor mor havde maden parat til mine brødre med familier samledes til en dejlig pinsefrokost.

Asta
Af andre veninder var der Asta Bay. Vi var kolleger hos Fonnesbech, og sammen med hende tog jeg på ferie til Bornholm i 1944. (Mere om denne tur senere.)
Kort efter vores bornholmerferie blev hun forlovet med en ung entreprenør. Deres bryllup var fastsat til den 6. maj i Viborg Domkirke, men Asta var imidlertid blevet gravid. Da hun fortalte dette til sin forlovede, tilbød han hende 3.000 kroner til at få en abort, for han sagde, at det barn ikke skulle ødelægge hans tilværelse. Det gik Asta ikke med til, for, som hun sagde, hun ville ikke løbe fra sit ansvar. Det blev en hård tid for hende. Da hun var i fjerde måned, kunne hendes tilstand ses, og hun blev sagt op hos Fonnesbech. I det fornemme magasin kunne man ikke have gravide; det pyntede ikke!
Resten af tiden til hun skulle føde, hutlede hun sig igennem ved at servere ude på Rådvad Kro. Jeg var jo hos Magasin, og jeg satte min chef ind i hendes situation, og efter en samtale med Asta lovede hun hende en stilling, når hun havde født. 

Asta fødte sin søn 6. marts 1946, og da hendes far i mellemtiden var død, kom hendes mor over fra Viborg og passede Claus, som han kom til at hedde.
Det gik Asta godt i Magasin, hvor hun senere avancerede til afdelingschef, og efter nogle år blev hun tilbudt en stilling som afdelingschef for strømpeafdelingen i Illum, hvor hun blev, til hun blev pensioneret. Hendes søn fik en uddannelse som arkitekt, og hun havde kun glæde af ham. Og det var fortjent: Hun havde kæmpet tappert for ham, og det var på den tid ikke nemt at være enlig mor; der var ingen hjælp at få nogen steder.

Edith
Edith Nøddebo var en anden veninde, som også var ansat hos Fonnesbech som afdelingschef for børneafdelingen. Edith havde fornøjelsen af at klæde vores tre prinsesser på. Forår og efterår kom den daværende kronprinsesse Ingrid ind med de tre prinsesser for at ekvipere dem. Her blev det nøje gennemgået, hvad der eventuelt kunne gå i arv fra de større og nedefter. Da kronprinsessen var meget sparsommelig, blev der ikke købt noget overflødigt; om det så var strømperne, gik de i arv.
I 1943 blev Edith forlovet med en ung mand - Kaj Nielsen. Hans far var en af de store kødgrosserer fra Københavns Kødby, så det var et godt parti, hun gjorde. Vi andre nød også godt af dette bekendtskab, da Kaj aldrig var bange for at skaffe lidt kød og flæsk uden rationeringsmærker. Dette var særdeles kærkomment, da rationerne på dette tidspunkt var ret små.

Edith og Kaj blev gift 7. september 1945 i Holmens Kirke. Jeg syede som sædvanlig brudekjolen og pyntede bruden. Det var et meget stort og fornemt bryllup: Efter vielsen var der middag på Den kongelige Skydebane.
Edith skiftede imidlertid job; kom først til Illum som chef i håndarbejdsafdelingen; senere skiftede hun til Magasin, hvor hun var chef for strømpeafdelingen. Her var hun til hun blev pensioneret som 60-årig. Efter fem års ægteskab blev hun skilt fra Kaj, idet hun opdagede, at han var homoseksuel. Hun havde haft en anelse, men fik den bekræftet på en rejse, hvor han insisterede på at bo på værelse med en fælles bekendt, der var chef i Fonnesbech.
Hun flyttede omgående fra deres hjem, og han måtte betale hende 40.000 kroner, som hun så stiftede et nyt hjem for. En trist skæbne og afslutning på et ægteskab.

En streng far
Jeg nævnte før, at far var meget streng, og jeg kan give et eksempel på det: 
Jeg var 17 år og sad en sommeraften i haven med mine forældre. Så kom en ung mand forbi for at spørge, om jeg måtte køre en cykeltur med ham. Jeg havde danset med ham til et bal i forbindelse med Børnehjælpsdagen i Tåstrup, og han havde så fået oplyst, hvor jeg boede. Min fars svar var: "Nej, luften er lige så god her i haven som ude på vejen, og forøvrigt, unge mand, så vær venlig at bruge lågen, når De går!" Han havde nemlig skrævet over hækken, da han kom. Stakkels fyr, han havde cyklet helt fra Roskilde. Jeg behøver vel ikke fortælle, at jeg aldrig så ham mere.

Ferie til Svendborg
Sommerferien 1933 fik jeg lov til at rejse sammen med Jenny til Svendborg, og det var min første rejse på egen hånd. Jeg husker, at jeg næsten ikke sov natten før, vi rejste. 
Vi boede på et lille pensionat ude ved Sankt Jørgensbjerg, helt ned til Svendborgsund. 
Vi havde cykler med, så vi kørte lange ture på den kønne ø.
Det var mest ældre mennesker, der boede der, og det kostede 3,50 kroner i døgnet.
Der boede en "gammel" ingeniør Jakobsen; han var mindst 40 år, og han havde bil. Han tog os med på længere ture, blandt andet kørte han os en aften til Thurø Kro, hvor vi havde opsnuset, at der var bal. Jeg tror, at han syntes, at det var morsomt at vise sådan nogle små gæs, hvad der foregik på øen.

En aften kørte vi til Ollerup Gymnastikhøjskole og så Niels Buch og hans gymnasters opvisning, det var noget af det smukkeste, vi i vores unge liv havde set. De kvindelig gymnaster var iført lyseblå dragter, og opvisningen var så smuk og gennemført, og i disse smukke omgivelser og med en storslået solnedgang i baggrunden, kan jeg endnu huske og glæde mig over denne oplevelse. 

Efter vi var kommet hjem til København, inviterede ingeniør Jacobsen os hjem at se hans hjem. Denne invitation gik jeg pænt hjem og spurgte mor om lov til at modtage. (Far skulle jeg nok lade være at spørge; for det var blevet et: Nej!) Mens mor og jeg stod i køkkenet og diskuterede denne invitation, kom Helge derud og spurgte, hvad sagen drejede sig om. Da han hørte det, sagde han til mor, at det måtte hun ikke give mig lov til: Man kunne jo nok tænke, hvad sådan en mand var ude på! Mor svarede, at hun stolede på mig, og at jeg nok vidste, hvordan man opførte sig.
Disse bekymringer og advarsler var ganske overflødige: Jacobsen opførte sig på alle måder som en gentleman, og jeg tror, at han nød at give os to unge piger en fornøjelse.
Hans hjem var meget fremmedartet, da han havde været i Kina i mange år. Derefter spiste vi middag i Ungarnsk Vinhus og fortsatte så hos Lorry. Der var ingen af disse steder, vi havde været før, så det var en fin aften.

Jenny ringforlovede sig i 1934 med Hardy Jørgensen, og derefter var hun tabt for samfundet. Der var ikke noget med at gå ud og more os sammen mere; hun havde kun tanke for at samle udstyr og sidde og holde i hånd. Vi så derfor ikke mere så meget til hinanden, men tabte dog ikke forbindelsen.
Jenny og Hardy blev gift lillejuleaften 1939 i Enghave Kirke. Jeg syede hendes brudekjole og var også med til deres bryllup.

Efter jeg var kommet hos Illum og Fonnesbech, fik jeg nye kammerater, som jeg også kom en del ud sammen med, men det blev mere til biografture. Af og til gik vi op i Scalasalen, hvor der var dans hver aften. Der var også "Lodberg". Disse restauranter var rimelige at besøge, man kunne sidde en hel aften på en kop kaffe med en kage eller en sodavand med porter. Ikke noget under, at disse restauranter måtte lukke på grund af dårlig økonomi.

I juli 1939 holdt jeg en dejlig ferie sammen med Betty Lehrman, der var ekspeditrice i afdelingen hos Fonnesbech. Vi var i Båstad, og det var en af de bedste ferier, jeg har holdt; der var bare så dejligt. Og da det var første gang, jeg var uden for landets grænser, var det ekstra spændende.

Rørvig
Jeg var også flere gange på ferie i Rørvig; én gang sammen med en del af personalet hos Fonnesbech.
Mine ferier i Rørvig var dejlige. Jeg havde min cykel med, og hver dag kørte jeg ud til Kattegat og gik i vandet. Der var altid andre unge, man slog sig sammen med.
Om aftenen, efter middagen på pensionatet, gik man ture langs Isefjorden, ned til havnen for at se færgen lægge til og se, hvad det var for nogle spændende mennesker, der ankom. Så gik turen til fodboldbanen, hvor der for det meste blev spillet med Gunnar "Nu" Hansen i spidsen; han havde sommerhus deroppe.
Samme Gunnar "Nu" var sjældent helt ædru.
Så endte vi alle i "Den Runde", en dansepavillon, der blev drevet af Rørvig Hotel, der lå lige overfor. Her blev der så danset til lukketid klokken 12 midnat.

I sommeren 1943 var der en del kolleger fra Fonnesbech samtidig på ferie i Rørvig, så vi fandt på at lave en høstfest. Mændene gik rundt hos bønderne for at låne en fjællevogn med hest for, og samtidig lånte de høje hatte og diplomatfrakker. Vi piger kørte til Nykøbing og købte blomstret bomuldstøj på udsalg til 50 øre pr. meter. Så kørte vi hjem og syede nederdele og hovedtørklæder af det.
Efter middagen på pensionatet kørte vi samlet til Tingstedet og derefter rundt i hele byen for til sidst at ende på "Den Runde", hvor der var pyntet med blomster og neg. Og så gik dansen ellers den ganske aften. I anledning af høstfesten blev der holdt åbent til klokken 2 om natten. Denne fest blev der talt om længe, og det var også meget morsomt.

En ferie holdt jeg i Gilleleje, og en anden gang hjemsøgte jeg Tisvildeleje; nu var der jo krig, og jeg måtte holde mig indenfor landets grænser.
 

MIT BARNDOMSHJEM OG MIN FAMILIE

Mit hjem var meget gæstfrit, og børn og børnebørn kom meget hjem og var meget velkomne. Også en del af fars kolleger og søskende, blandt andet tante Signe og onkel Anton og deres børn, kom ofte.
Når mine brødre om søndagen var på besøg med deres familier, var vi 14 mennesker til aftensmad. Jeg forstår ikke, hvor mor skaffede det fra, selv om traktementet var beskedent såsom æggekage, hjemmelavet leverpostej eller sildesalat, marinerede sild eller røget lammekølle. Sådan en havde vi nemlig altid hængende i skorstenen til at skære af. Og så sluttede vi med ost. Og så blev der drukket to flasker hvidtøl fra Gislinge Bryggeri  til dette aftensmåltid.

Mine brødre og deres forhold til deres hjem
Min ældste bror Aage Karl Heinrich blev født 26. januar 1894 i Nørre Søgade i København, hvor mine forældre boede dengang.
Han blev konfirmeret i Høje Tåstrup Kirke den 12. april 1908. 
Herefter blev han udlært som typograf på Knutsons Bogtrykkeri. 
Han blev soldat i infanteriet. 
På grund af arbejdsløshed i hans fag blev han derefter fængselsbetjent ved Vridsløselille fængsel.
Den 8. marts 1922 blev han gift med Esther Christensen fra Hedehusene. 
Jeg var otte år og husker deres bryllup som meget romantisk. De blev viet i fængslets kirke - det var jo Aages arbejdsplads - bruden var hvid og Aage var i kjole og hvidt.
Det forbavsede mig meget, at de nygifte, da de kom hjem fra kirke, kyssede hinanden. Jeg havde aldrig set mine forældre kysse hinanden eller give hinanden nogen  anden form for kærtegn, så det var noget nyt for mig. 
Ægteskabet holdt imidlertid ikke mere end tre år; de var vist alt for forskellige. Esther var modist i en stor hatteforretning på Vesterbrogade "Estvads Modemagasin". Forandringen fra et spændende forretningsliv til at blive hjemmegående husmoder på landet var temmelig stor. Esther var kun 18 år, og hendes ægtemand 26, så alene aldersforskellen spillede vel ind. Endelig var økonomien sparsom, da en fængselsbetjent var meget dårligt aflønnet.
Så det blev altså til skilsmisse, og en sådan var dengang noget meget flovt og forargeligt. Jeg kan berette, at mine forældre kort efter skilsmissen blev inviteret til sølvbryllup hos min moster i Slagelse. De sagde nej tak til invitationen, for skilsmissen var så stor en skam for familien, at de ikke magtede at vise sig i familiens kreds.
Aage giftede sig igen den 8. juli 1930 med Sigrid Jensen, en meget god og sød kvinde. De fik datteren Kirsten Karen Lydia, som blev født den 29. oktober 1932. 
De kom meget hjem hos mor og far, sommetider dagligt. Kirsten blev uvilkårligt meget forkælet, og da hendes mor døde den 25 juni 1939, boede hun næsten permanent hos sine bedsteforældre. Aage havde jo skiftende arbejdstider på fængslet, hvor han var ansat. 
Efter Sigrids død giftede han sig med Rose Marie Person 29. august 1943, hvorefter Kirsten igen flyttede hjem til sin far.
Han nåede at få en overordnet stilling som leder af fængslets trykkeri. 
Rose Marie døde den 24. marts 1973; Aage den 21. marts 1982.
Kirsten levede til den 31. april 1993.

Min bror Knud Frederik Wilhelm fødtes den 8. august 1896 på H. C. Ørstedsvej i København. Han blev dødt i Markuskirken bag Forum. 
Han blev konfirmeret i Høje Tåstrup kirke i april 1910. 
Han kom også i lære som typograf - på Schultz´ Bogtrykkeri, hvor han blev til 1964 efter at have været faktor i en del år. 
Knud blev gift den 26. november 1927 med Ingeborg Madsen i Rønne kirke, da Ingeborg stammede fra Rønne på Bornholm. 
Hun var en god og køn kvinde. Også de havde et godt forhold til mit barndomshjem og kom så godt som hver søndag på cykel fra Islands Brygge. De havde ingen børn, men levede i et ualmindeligt godt ægteskab, hvor der ikke skete de store forandringer. De boede i hele deres ægteskab i den samme lejlighed med de samme møbler, der altid stod et samme sted.
Ingeborg døde den 10. februar 1952; Knud den 3. juli 1972.

Dan Jens Peter fødtes den 10. juli 1901 i Tåstrup. Han døbtes i Tåstrup Ny Kirke, hvor han også blev konfirmeret i oktober 1915. Herefter kom Dan i lære som smed i Valby, en landsby lidt udenfor Tåstrup. 
Efter sin læretid kom han ud med "Peder Skram" som marinesoldat. Efter afsluttet soldatertjeneste gik han arbejdsløs i cirka tre år, indtil hans gamle skoleinspektør Mikkel Nielsen hjalp ham ind hos F. L. Schmidt, hvor han startede som maskinarbejder. Der blev han senere værkfører i forsøgsafdelingen, indtil han som 68-årig måtte fratræde på grund af sygdom. 
Dan blev gift med Inger Olsen, der var ekspeditrice hos Karl Schepler i en Irma-forretning i Valby. De blev gift den 8. november 1926 i Glostrup kirke, og fik sønnen Mogens den 22. april 1927.
Dan var glad for sit hjem, men kom ikke så meget hjem som mine andre brødre. Efter min mening skyldtes det vist, at hans kone ikke var så glad for sin svigerfamilie. Derfor holdt hun også deres lille dreng fra min far og mor. Det skal dog siges, at de trods alt kom jævnligt, men det blev aldrig det samme hjertelige forhold, som der var til de tre andre små familier.
Dan døde den 17. oktober 1971, Inger den 16. juli 1985 og Mogens den 27. oktober 1992.

Min yndlingsbror var Helge Frede Olav. Vi var de yngste i flokken og stod måske derfor hinanden meget nær. 
Han blev født den 5. juni 1903 i Tåstrup. Han blev hjemmedøbt den 30. juni 1915 - sammen med mig - og konfirmeret i Tåstrup Ny Kirke i oktober 1917. Helge kom i lære som tømrer hos Kåre Sørensen på Valbyvej i Tåstrup, hvor han blev udlært i 1921. Han blev så soldat i infanteriet. 
Efter endt soldatertjeneste gik han arbejdsløs i omkring tre år, til Dan skaffede ham ind i laboratoriet hos F. L. Schmidt, hvor han var til sin alt for tidlige død i 1961. 
Han blev gift den 26. december 1929 i Tåstrup Ny Kirke med Marie Jensen fra Kalundborg. Marie var en solid og dygtig pige fra landet, der arbejdede som kokkepige på et stort handelsgartneri, der ejedes af en mand ved navn Hersdal. De fik en lille pige den 10. januar 1930 - døbt Anne-Grethe, men kaldet Bitten. 
Helge og Marie var vel nok dem af flokken, der kom mest hjem. Det var altid Helge, der ordnede fars og mors have, og var mor syg, hvad hun ofte var, da hun led af galdesten, kom Marie og hjalp. Skulle der tapetseres var det også Helge og Marie, der trådte til - altid med smil og godt humør. 
Helge døde den 20. marts 1961; Marie den 8. marts 1988.
 

Mine niecer Bitten og Kirsten
Helge og Maries Bitten var også fars og mors dejlige barnebarn. Hun var også en meget sød og artig lille pige. Bitten og Kirsten, der begge kom meget hos deres bedsteforældre, havde utrolig meget glæde af hinanden. Dette gode forhold fortsatte efter de blev voksne, også trods de var meget forskellige.
Bitten og Kirsten kom også til at stå mig meget nær. Jeg var jo purung, da jeg blev faster - henholdvis 17 og 19 år - så det var meget spændende. Jeg havde jo selvsagt ikke prøvet at have små søskende - og så to små piger!
Jeg elskede at sy tøj til dem og tage dem med på ture. En bestemt tur til Tivoli husker jeg meget tydeligt: Vi havde været rundt i haven og havde prøvet forskelligt. Vi skulle så i Tivoli Konditoriet og drikke chokolade. Vi sad udenfor ned mod søen, og pludselig, mens vi sad der, sank fregatten, der havde ligget der i mange år. Det gik så hurtigt, at man næsten ikke kunne fatte det. Heldigvis kom ingen mennesker til skade.
De to små piger havde hver fået en tokrone af deres farfar, da vi tog afsted. Da vi havde prøvet det meste og gik ud af haven, sagde Bitten: "Faster, er der nogle af farfars penge tilbage?" Jeg måtte bedrøve hende med, at de alle var brugt - godt og vel.

Mogens kom desværre ikke til at stå mig så nær. Ikke fordi han ikke var en meget sød dreng, men måske fordi hans mor havde en afvisende holdning overfor min bror Dans familie. Da Mogens blev ældre og voksen, fik vi et godt forhold til hinanden. Han var altid god og hjælpsom og kom da også meget i mit hjem, da jeg var blevet gift. Mine børn kunne også vældig godt lide ham.
 

Familiejul
Hele denne dejlige familie var hjemme hos far og mor hver juleaften (på nær Dan og Inger, der ofte var hos Ingers forældre). Disse juleaftener står for mig som noget af det dejligste: Dejligt  familiesammenhold, dans om juletræet og den dejligste julestemning.
Denne juletradition har jeg senere også forsøgt i mit eget hjem og med mine egne børn.

Jeg forlader mit barndomshjem
Mine forældres ægteskab havde aldrig været lykkeligt. De var alt for forskellige:
Far var en klog og intelligent mand, men desuden meget despotisk og herskesyg. Min mor var en lille, stilfærdig, god og flittig kone. De to mennesker skulle aldrig have været gift. De kunne hver for sig have fået et godt ægteskab med en anden partner, som deres kemi (for at bruge et moderne udtryk) havde passet bedre sammen med.

Fars og mit forhold blev dårligere efterhånden som jeg blev mere voksen og selvstændig, og når jeg syntes, at mor blev uretfærdigt behandlet, tog jeg hende i forsvar.

Jeg var nu blevet 28 år og havde boet hjemme så længe for at støtte den dårlige økonomi. Mine forældre havde ikke andet at leve af end deres aldersrente, der i disse år var meget lille. Nu besluttede jeg mig - efter lange overvejelser - til at flytte. Men efter jeg havde forladt hjemmet, blev det endnu mere uudholdeligt for mor. Så efter kort tid måtte hun som 70-årig forlade sit hjem. Far, der var syg på det tidspunkt, kom på plejehjem.

Jeg så aldrig min far mere. Han kunne ikke tilgive mig min beslutning. Den følgende jul skrev jeg et brev til ham med ønsket om en god jul, og at vi atter kunne ses. Dette brev kom retur til mig nytårsaften.
Jeg fik imidlertid en lille lejlighed på første sal i en villa på Amager: Peitersvej 5 - på grænsen til Kastrup kommune.
Der flyttede mor og jeg så sammen, og der fik vi da også nogle gode år.

MIN NY TILVÆRELSE SOM BYBO

Det var en helt anden tilværelse, jeg nu begyndte på. Jeg nød, at jeg ikke hver dag skulle gå ad en kold og mørk vej til toget og der bruge 30 minutter to gange om dagen. Nu kunne jeg i stedet gå ad nemme villaveje til sporvognen linie 2 på Sundbyvester Plads. Den kørte til Højbro Plads, hvorfra der var kort til mit arbejde på Østergade.
Mor nød også den lille lejlighed. Alene det at der var indendørs toilet, og at vi ikke skulle ud på et "das" i gården i al slags vejr. Og der var jo heller ikke langt til forretninger.
Vi flyttede ind i vores lejlighed den 1. december 1942, så det var selvfølgelig en mærkelig og anderledes jul, vi kom til at opleve. Vi holdt juleaften hos min bror Knud og første juledag hos min bror Aage i Vridsløse.
Mor faldt forbavsende hurtigt til ro, for nu havde hun fået fred til at være sig selv, og mine brødre var også flinke til at invitere hende på nogle dages ferie.

Aftenskolelærer i Tårnby
Jeg havde været nødt til at sætte mig i en gæld på 1.500 kroner for at stifte vores lille hjem. 

For at få denne gæld hurtigt betalt fik jeg et job som aftenskolelærer i kjolesyning i Tårnby kommune. Det var en aften om ugen og var godt betalt: 15 kroner i timen. Pengene blev omgående betalt af på min "kæmpegæld", og det job havde jeg i to vintre.
Dette kursus var hårdt, men også meget lærerigt og berigende. Der var jo krig, og det var så godt som umuligt at få materialer til at sy af, så det blev lutter omsyninger, der blev lavet. Deltagerne mødte op med børn, der skulle syes om til, og når det lykkedes, var de uhyre taknemmelige.
Kurset blev afholdt på Tårnby Skole, og der var jo mørkelægning, så det var en trælsom vej frem og tilbage. Da det var villaveje, vi gik ad, måtte vi næsten famle os frem. Vi nød det, når det var fuldmåne, og vi uden besvær kunne finde frem til bestemmelsesstedet.

Jeg skal prøve at beskrive nogle  af deltagerne: Der var en mor til fire børn. Hun skulle have dem alle klædt af lutter gammelt tøj. Det lykkedes også med de tre mindste, men der opstod problemer, da den største pige skulle konfirmeres. Der var nyt, hvidt stof til konfirmationskjolen. Hun fik syet en fin kjole, som den lille konfirmand var strålende glad for. Problemet var andendagskjolen, der skulle trylles frem af fatters godt brugte habit, sort med en smal grå stribe. Meget trist, hvad pigen med blanke øjne også lod sig mærke med. Gode råd var dyre, jeg fik syet en meget trist kjole af denne habit. Der skulle absolut nogen besætning på, for at den skulle blive acceptabel. Jeg spurgte moderen, om ikke hun kunne finde noget derhjemme, som kunne bruges. Næste gang kom hun med en sort- og hvidternet kasket af vor fars - godt fedtet og snavset. Den skulle absolut vaskes, før vi kunne bruge den. Atter var vi i knibe, for vi havde ingen sæbe. 
Men på holdet var der en købmandskone, der forbarmede sig og kom med sæbe uden rationeringsmærker. Jeg tog kasketten med hjem og vaskede og strøg den. Da vi mødtes næste gang, blev der syet krave, opslag og lommer af kasketten, og disse blev påsat kjolen, der nu lignede en Dior-model til glæde for både mor og datter.
En anden deltager - en smedekone fra Tårnby - kom med en sort plyskåbe, der skulle syes om. Den var godt støvet, så man fik "peber" i øjnene, når man sprættede den op. Det lykkedes dog at rense den ved at ryste den ud af vinduet. Resultatet blev overordentligt vellykket, og konen blev glad. Denne dame hjalp om dagen sin mand i smedjen, så hendes hænder var sorte og fyldt med revner. Hun havde hørt, at jeg snart skulle giftes og spurgte en dag, om jeg ikke havde en lille firkant hvidt stof, jeg kunne forære hende. Det havde jeg og tog det med til hende. En dag kom hun så og forærede mig et håndkniplet lommetørklæde med håndbroderet navn. Det var tænkt som mit brudelommetørklæde. Smukkere håndarbejde har jeg sjældent set, og tænk, det havde hun præsteret med disse dårlige hænder. Da sæsonen var slut, kom hun hen til min mor med en lille samojedehvalp, som var til mig. Hun havde godt nok fortalt, at hendes hund havde fået hvalpe, og nu syntes hun altså, at jeg skulle have en. Det måtte jeg imidlertid ikke have for min husvært, så vi tog ud til Vridsløse og forærede Kirsten den, og der blev den modtaget med glæde.
Det var en dejlig oplevelse at mærke disse menneskers glæde og taknemmelighed, for hvad jeg gjorde for dem, og jeg kunne i mit stille sind ikke lade være med at sammenligne dem med de forvænte og krævende damer, jeg syede til på mit arbejde.

Besættelsen
I 1943 mærkede man, at krigen blev alvorligere: Der var hyppigere luftalarmer, og når det rigtig gik løs med antiluftskyts, var det så kraftigt, at glassene i skabene rystede, og næste dag kunne min vært - hr. Kastrup - samle granatsplinter i haven. I marts blev Shellhuset bombet. Ved den lejlighed skete en af de forfærdeligste ulykker under besættelsen: Den franske Skole blev ramt, og cirka hundrede børn og voksne omkom.

I januar blev Burmeister & Wain og Sukkerhuset bombet. Jeg skulle ud og besøge min bror Knud på Islands Brygge, og spadserede fra Fonnesbech ad Christiansgade, der lå lige overfor Sukkerhuset. Varmen fra bålet var så stærk, at gaden var helt opvarmet og oplyst. Da jeg kom til Langebro, var den spærret, og jeg stod i den tætteste kø, jeg nogensinde har oplevet. Jeg blev klemt op af rækværket, og jeg havde min ene arm med min taske, hvor jeg havde hele min formue, strakt ud over vandet, og det havde endda lige været den første. Jeg nåede dog helskindet over broen, men på den anden side viste det sig, at der lå flere bomber, der ikke var eksploderet. Vi blev derfor ledt helt ind over Amager Fælled. Til sidst nåede jeg dog frem til Islands Brygge - en grim oplevelse rigere.

Vinteren 1942-43 var meget hård. Omkring 28. januar frøs det cirka 30o, så det var slemt for mig at skaffe brændsel til vores lille lejlighed. Vores vært var pensioneret søminemester og havde et lille job på Wilders Plads. Derfra skaffede han lidt koks, min bror Dan havde også mulighed for at skaffe nogle briketter, men da vores lejlighed ikke var spor isoleret, skulle der  meget til. Mor var jo gammel og ofte syg, så der skulle jo være nogenlunde varmt. Sidst på vinteren fik jeg mulighed for at købe et læs tørv. Det kostede 200 kroner, omtrent en månedsløn, og så var de så våde, at vi bar næsten lige så meget ud af kakkelovnene, som vi lagde i.
Ellers gik livet stille og roligt: På grund af kulden holdt man sig så meget inde som muligt. Kulden varede meget længe, der var is på sundet endnu, da Dyrehavsbakken åbnede i april.

I 1943 fik min veninde Jenny sin lille dreng, som jeg blev gudmoder til. Han blev døbt i Grundtvigskirken og kom til at hedde Sten.
Og den 31. maj fik Martha og Valentin en dejlig lille pige - Lizzi - som jeg også blev gudmoder til.
Disse to dejlige børn nød jeg meget, og de besøgte ofte mor og mig på Amager.

I marts 1944 blev mor meget alvorligt syg af galdeblærebetændelse. Hun lå på Sundby Hospital i otte uger og var opgivet af lægerne. Men heldigvis gjorde hun deres spådom til skamme og kom hjem, selv om hun var meget svag. Det var en streng tid at komme igennem, men foråret og sommeren hjalp hende.

Planlægning af ferietur til Bornholm
Så stod ferien for døren, og en veninde fra Fonnesbech - Asta Bay - og jeg besluttede at tage til Bornholm. Da man på grund af minefare kun sejlede om dagen, var det ikke uden problemer at få billetter. Og færgen var oven i købet bare en lille forhenværende malmøbåd. Det lykkedes dog, og vi bestilte ophold på Sandbogård i Sandvig. 

En dag ringede min kusine Karen. Hun spurgte mig, om jeg ikke også kunne skaffe billetter til to unge mænd; hendes nevø Børge og Ole Clasen, der var ansat hos hendes mand. De havde planlagt en cykeltur rundt på øen, men kunne ikke få billetter. Og da Karen vidste, at jeg kendte en styrmand Andersen, der stod for billetsalget, ville hun høre, om jeg kunne hjælpe. Jeg ringede til styrmanden, der svarede, at det var i orden, og at de unge mennesker bare kunne komme ind og hente billetterne.

Lørdag den 25. juni ringede Ole til mig og inviterede mig i Tivoli søndag aften som tak for, at jeg havde skaffet billetterne. Lidt forbavset sagde jeg ja tak til indbydelsen. Tivolituren blev imidlertid ikke til noget, da en stor del af Tivoli, blandt andet koncertsalen, natten til den 26. juni blev sprængt i luften af Brøndum Banden - en flok nazistiske danske terrorister. Ole foreslog i stedet, at vi tog i Lorry og spiste et par stykker smørrebrød. Det gjorde vi og havde et par hyggelige timer, til en tjener kom og fortalte, at der var indført spærretid fra klokken 20 til klokken 5 om morgenen gældende fra næste aften. 

Folkestrejken
I de dage var det et strålende sommervejr, og københavnerne reagerede spontant. Så kort efter spærretiden var trådt i kraft den næste aften, begyndte bålene at flamme i gaderne. Alle uanset alder slæbte brændsel til bålene så som gamle møbler og lænestole. En hovedgade som Gammel Kongevej oplystes af en hel serie bål, og også Istedgade var helt oplyst. Det kom til en række sammenstød, og inden næste morgen var flere mennesker dræbt og en del såret. Ud på eftermiddagen lukkede en hel del virksomheder og forretninger i protest mod spærretiden.

Man var nu nået frem til den 29. juni 1944. Som svar på de mange strejker lod tyskerne nu nye henrettelser finde sted, og dét fik bægeret til at flyde over:
Dagen efter standsede - som ved et trylleslag - alt arbejde i Storkøbenhavn, og den store folkestrejke var en realitet. Svaret fra tyskerne lod ikke vente på sig: Næste morgen blev gas- og eletricitetsforsyningen blev afbrudt, en blokade blev lagt omkring byen, og militær overvågede alle udfaldsveje.

Man lærte i disse dage at stå i kø, der udviklede sig en stor hjælpsomhed, og man lod hånt om lukketider, og at bager, slagter og købmand solgte "bagom".
På vores lille villavej hjalp alle hinanden: I huset overfor os boede et yngre ægtepar - Larsen. De arrangerede et nødkomfur i haven, hvor der blev kogt vand til kaffe. (Hvor vi fik vandet fra, husker jeg ikke.) Vi mødte op med hver sin portion kaffeerstatning. Middagsmaden blev lavet efter samme recept: Hver især kom med det, de havde skaffet sig efter at have stået i de lange køer. Og trods alle vanskelighederne var der godt humør, og unge og gamle kom alle hinanden ved.

Ventetid i Havnegade
Jeg havde planlagt at rejse til Bornholm lørdag 1. juli, og efter at have pakket min kuffert søndag aften i mørke mødte jeg op klokken 7 om morgenen i Havnegade. Her mødte jeg Ole, Børge, Asta, min bror Knud og hans kone Ingeborg. De skulle til Bornholm for at besøge Ingeborgs forældre. Da der ikke kørte sporvogne, var en af vores naboer - Larsen - så venlig at køre kufferten til Havnegade bag på sin cykel - andre befordringsmidler fandtes ikke.
Vi ventede trofast på at komme afsted, men mandskabet på båden nægtede at arbejde. Så klokken 12 kunne vi køre hjem igen.  Ventetiden forløb, trods vores skuffelse, ret gemytligt; vi havde i disse år været udsat for lidt af hvert. Vi medbragte hver dag en madpakke, der bar præg af, at der ikke var meget derhjemme at smøre den af.
En dag rygtedes det, at den fornemme café og konditori, der lå på hjørnet af Tordenskjoldsgade, havde wienerbrød. Selv om wienerbrød i de dage bagtes af rugmel og ikke var særligt lækkert, gik Ole og Børge øjeblikkeligt hen og købte til hele forsamlingen. Da de kom tilbage med det, var lykken atter med os sultne mennesker, for i det samme kørte en stor Carlsbergvogn frem på kajen. Det viste sig, at ølkasserne indeholdt danskvand, men vi købte alligevel alt, hvad vi kunne få af den rare kusk.
Det blev virkelig et festmåltid, da vi i varmen var lige så tørstige som sultne.

Endelig afsted
Ventetiden fra morgen til middag gentog sig frem til onsdag den 5. juli, da man på Frihedsrådets opfordring begyndte at arbejde igen. Klokken 11 blev det meddelt, at man sejlede klokken 12 - til stor jubel for alle os, der tålmodigt havde ventet. 

Da vi endelig kom ombord skulle vi aflevere vores legitimationskort, som vi først fik tilbage, efter vi havde sejlet igennem Falsterbokanalen. Og da vi passerede den, blev der sat skodder for alle vinduer og udgange; kanalen var smal, og man ville ikke risikere, at nogen hoppede i land.
Vi nød, at vi kunne få et måltid i restauranten, men menuen stod kun på fisk, som man havde haft med fra Bornholm. Her fik jeg nok en af de største rødspætte, jeg har set; den fyldte en hel tallerken.

Vi ankom til Rønne sent om aftenen, og da de fleste skulle op til Nordlandet, blev toget hurtigt fyldt. Så vi måtte stå op i en fragtvogn, men var dog glade for, at vores ferie nu rigtig var begyndt. 
Vi ankom meget sent til Sandbogård, og Ole og Børge besluttede, at de også ville indlogeres der. På grund af strejken havde mange københavnere afbestilt deres ophold, så der var plads nok - også selv om de ellers havde planlagt at cykle øen rundt.

På Bornholm
Vi fire tilbragte en dejlig uge sammen, vejret var strålende, så vi badede og gik ture til alle de smukke steder på øen. Specielt husker jeg en dejlig tur Hammerknuden rundt. Aftenerne gik med dans på hotellerne og en enkelt biograftur. Vi havde også besøg af Knud og Ingeborg en dag, hvor vi spiste frokost sammen; de boede jo ellers hos Ingeborgs forældre i Rønne.
Hjemrejsen gik uden problemer, og mor hentede mig i Havnegade. 

Min far dør
Da vi var kommet hjem på Peitersvej, kom Helge og fortalte, at min far var død klokken 17 samme eftermiddag - 17. juli 1944. 
Det var en meget trist meddelelse at få - specielt som vores forhold var - men jeg må sige, at mor tog det pænt - trods det lange ægteskab og dets tragiske ende.

Mor og jeg var selvfølgelig med til min fars begravelse. Han blev begravet på Glostrup Kirkegård torsdag den 21. juli, og et mærkeligt menneskeliv var slut.

"Der var engang ... "
Allerede lørdag ringede Ole og spurgte, om jeg ville med i Dyrehaven til friluftspil i Ulvedalene - "Der var engang ...". Det takkede jeg ja til.
Det blev en dejlig oplevelse: Vejret var smukt, og stykket blev ubegribeligt godt spillet af nogle af vores bedste skuespillere: Mogens Wieth var prinsen af Danmark, Holger Gabrielsen jægeren, Aage Winther-Jørgensen kulsvier, Karin Nellemose prinsessen og Charles Wilken kongen. Aksel Schiøtz sang Midsommervisen, og på grund af den politiske tilstand i Danmark virkede alt dette meget stærkt - ikke mindst her ude i den lyse sommernat med de nyudsprungne  bøge.

Drikke dus
Efter denne invitation fulgte der flere: I Cirkus Schumann, Klampenborg og Dyrehaven. 
Efter sådan en tur i Dyrehaven spurgte Ole, om vi ikke skulle gå ind på Bellevue Strandhotel og drikke dus. Ja, I er sikkert forundrede, men sådan gjorde man dengang; der var stil over tilværelsen. Vi drak der et glas vermouth, og så var vi dus.

I må huske, at dengang titulerede også unge mennesker hinanden med efternavn og "De". Vi havde da også hele ferien tiltalt hinanden med henholdsvis "Frøken Selck" og "Herr Clasen".

Frieri
En søndag - den 13. august - tog vi en tur til Fredensborg, hvor vi spadserede i slotsparken. Der spurgte Ole mig, om jeg ville gifte mig med ham. Og jeg svarede ja. Jeg havde længe mærket hans mere-end-sympati for mig, og da det var gensidigt, kunne svaret jo ikke blive andet end et: Ja.
Ole var den mand, som jeg fandt alt, hvad jeg søgte, hos: 
En god livsledsager, ærlig og hensynsfuld, en mand jeg ville leve livet med og kunne ønske mig som far til de børn, jeg håbede at få. Og jeg tog ikke fejl.

Allerede Oles første møde med mor var godt: Mor var meget glad for mit valg, og det havde hun også grund til at være. Ole var meget god ved hende, der jo på det tidspunkt var gammel og skrøbelig. Mor var også god ved Ole; hos hende fandt han et hjem, hvor han altid var velkommen, som var han en søn af huset. 
 

Oles forældre var skilt, så Ole boede sammen med sin mor. Der blev jeg til hans fødselsdag den 4. september præsenteret for hans familie. Jeg tror ikke, at jeg faldt i familiens smag, men det blev dog  efterhånden lidt bedre (man kan jo vænne sig til alt).

Ringforlovelse
Da jeg den 3. oktober havde været til Oles mors fødselsdag, og Ole fulgte mig til sporvognen, spurgte han mig, om jeg skulle noget søndag den 8. oktober. Jeg sagde, at jeg skulle hjælpe mor, han huskede vel nok, at alle mine brødre og svigerinder var inviteret om aftenen for at hilse på ham? Det huskede han godt, men jeg måtte alligevel tage mig tid til at møde ham udenfor restaurant Nimb. Han havde nemlig købt ringe, og dem skulle vi have på ved en frokost hos Nimb. Jeg blev noget chokeret over, at jeg skulle ringforloves uden først at være blevet spurgt.

Hele min familie modtog Ole med en sympati, som de ikke lagde skjul på, og Ole syntes også godt om dem og faldt hurtigt ind i den tone, der herskede i familien. Dette gode forhold fortsatte i tiden fremover; han var simpelthen en del af familien.

Den påfølgende søndag cyklede vi op til Oles far og hans kone Helene, der boede i Bagsværd. Det var en dejlig oplevelse: Oles far var noget af det rareste, en rigtig rund og dejlig mand, som man ikke kunne andet end synes om. Vi blev meget hjerteligt modtaget af Oles far og Helene, og jeg havde ikke grund til at tro andet, end at de også syntes om mig. Og det blev da også det bedste og hjerteligste forhold mellem min svigerfar og mig; vi besøgte dem ofte og var altid velkomne.

Forlovelsestid
Vi havde en dejlig forlovelsestid, hvor vi - trods krig, besættelse og luftalarmer - gik en del ud og morede os.

Holberghaven var en meget populær restaurant med spiserestaurant og artistoptræden i stuen og Scalasalen på første sal, hvor der var dans. Den lå, hvor Scala nu ligger. Der kom vi ofte, og en lørdag aften skulle jeg møde Ole der klokken 18. Men på vejen derind var der tre luftalarmer, hvor jeg måtte ud af sporvognen og i beskyttelsesrum i forskellige kældre på Amagerbrogade. Jeg ankom klokken 2030 til en trofast ventende fyr. Han vidste jo, hvorfor jeg var forsinket.
Vi fik et bord og havde lige fået maden serveret, da der atter lød luftalarm. Det var Aage Juhl Thomsens orkester, der spillede, og hele platformen, de sad på, gled ned i kælderen. Så var der ikke mere underholdning, og vi kunne spise vores mad og forsøge at komme hjem uden flere alarmer. Dette eksempel fortæller noget om forholdene dengang.

En anden aften var vi i det fornemme Ambassadeur - en meget eksklusiv restaurant, der som den første i København havde et roterende dansegulv med lys under. Det var dyrt, men det var spændende, og det måtte vi prøve, koste hvad det ville.
Også Lorry på Frederiksberg, hvor der var musik af Tage Lyneborgs Orkester, besøgte vi af og til en lørdag aften.
Vores søndage gik om vinteren ofte med lange traveture i skoven, og på Langelinie kom vi ret ofte. Om sommeren cyklede vi til Rungsted og gik i vandet. Det var en ret lang tur navnlig for mig, der først havde kørt fra Kastrup ind til Højbro Plads, hvor vi mødtes. Vi havde så vores frokost med, og når vi kørte hjem, endte vi hos en af vores mødre og spiste til middag - godt trætte.
 

Vi gik også ture på Strøget og i forretningsgaderne og så på udstyr. 
Der var jo ikke ret meget at få, så når vi så noget, var det bare om købe det omgående. På en sådan tur så vi ude på Valby Langgade en spisestue, lige som vi havde tænkt os. Mandag aften tog vi ud og så rigtigt på den. Prisen var 1.500 kroner, og den bestod af et bord, seks stole, en skænk, et anretterskab og et dækketøjsskab, alt i massivt egetræ og med fyldninger af poleret nøddetræ. Vi havde sparet så mange penge sammen, at vi kunne købe den kontant. Det forelagde vi for snedkeren, men han afslog det: Han ville kun sælge den med en afbetaling af 100 kroner om måneden. Det sagde vi ja til, og møblerne stod så i hans vindue til vi skulle giftes, og vores penge stod i banken og samlede renter.

Befrielsen
Vi nærmede os krigens afslutning i 1945. Mor var rejst ud på landet til min bror Aage. Jeg mente, det var for farligt for hende at bo så nær lufthavnen. Man vidste jo ikke, hvordan alt dette forfærdelige ville ende.

Fredag den 4. maj 1945 gik jeg fra forretningen ud til min bror Knud, og mens vi sidder og spiser, hører vi pludseligt i radioen, at Tyskland havde kapituleret. Dette øjeblik kan ikke forklares; det skulle opleves efter de fem forbandede år.
Jeg skyndte mig at komme hjem, og Knud og Ingeborg fulgte mig over volden til Amagerbrogade, hvor jeg skulle have en linie 2-sporvogn til Sundbyvester Plads. Men allerede da vi kom fra volden ind på Amagergade, myldrede frihedskæmpere med geværer ud af alle portene.

Jeg kom helskindet hjem, og efter jeg havde sundet mig lidt, ankom Ole. Han var med meget besvær kommet ud til mig.
Folk stimlede sammen på gaderne, råbende og svingende med dannebrogsflag. Mørkelægningsgardinerne blev revet ned, og i alle vinduer blev der sat tændte stearinlys. Sporvognene var så overfyldte, at folk stod uden på og på tagene af dem.
Vi begav os til fods ind mod byen. Sporvognene var nu holdt op med at køre, og gående kunne man ikke komme frem på grund af menneskemængden, så da vi kom til Holmbladsgade, måtte vi vende om. Så det var umuligt for Ole at komme hjem på Peter Bangsvej.

Næste morgen - den 5. maj - ringede alle kirkeklokker i byen, solen strålede fra en skyfri himmel, og vi gik glade til vores arbejde; jeg til Magasin i Nørregade og Ole til Mynsters Magasin i Falkoner Allé. Det var et par lange ture for os begge, men det ænsede vi ikke: Nu var der fred, og unge og forelskede syntes vi, at hele verden var vores.
Da jeg kom i Magasin, blev hele personalet kaldt sammen, og med en overraskelse i form af en kuvert med 100 kroner til hver ansat, fik vi at vide, at firmaet lukkede hele dagen.
Herpå fortsatte jeg til Falkoner Allé, hvor det også blev besluttet at lukke sammen med de andre detailforretninger.
Ole og jeg fortsatte til Oles mor på Peter Bangsvej.
Om aftenen begyndte sporvognene igen at køre, så da tog vi ud til Knud og Ingeborg, hvor vi spiste til aften. Det viste sig, at de havde gemt forskellige lækkerier af konserves med henblik på, at de skulle nydes den dag, der blev fred. Ikke alle sporvogne kørte, så vi gik til Højbro Plads, hvor jeg skulle med linie 2 og Ole med linie 1 til Frederiksberg. Mens vi stod og ventede, foregik der en mindre ildkamp - velsagtens mellem Hipoer og frihedkæmpere. Det var ret uhyggeligt: Der blev skudt fra Christiansborg Slotskirke ud i menneskemængden. Vi slap dog op i hver sin sporvogn.

Søndag den 6. maj tog vi ud til min bror Aage, hvor min mor jo boede i denne tid. Derfra tog vi Kirsten med os til København. Det var jo spændende for hende at se, hvad der skete inde i den store by. Vi tog hende med en tur på Langelinie, hvor der lå nogle store engelske krigsskibe. De engelske søfolk smed tyggegummi, chokolade og bananer ned til børnene. Det var en stor oplevelse for Kirsten, hun kunne jo ikke huske at have smagt nogen af disse ting.
Der var i det hele taget en stemning i byen; alle var glade, og vejrguderne var også med os, solen strålede fra en skyfri himmel. 

Tirsdag den 8. maj kom Montgomery til byen, og denne begivenhed trak alle, der overhovedet kunne gå, til byen. Vi stod da også længe i kø i Holmens Kanal for at hylde ham.

Da Rigsdagen åbnede den 9. maj, var vi også på Kongens Nytorv for at hylde kongeparret på deres vej fra Amalienborg til Christiansborg. Kong Christian var på dette tidspunkt ret svag efter et fald fra sin hest i 1942.

Vi havde været så heldige at få billetter til Det kongelige Teater om aftenen, hvor der var festforestilling. Der spilledes "Der var engang ...". Den stemning, der var i teatret den aften, kan ikke beskrives; det var en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Da vi nåede Sankt Hans, blev der holdt en stor fest på Bellevue Strandhotel i Klampenborg. Også til den fik vi billetter. Festen begyndte med en meget fornem middag med efterfølgende dans. Den smukke restaurant var overdådigt pyntet med rød-hvid-blå farver, engelske og danske flag var anbragt overalt, masser af gæsterne var engelske soldater og officerer, og stemningen var ubeskrivelig. Ved midnat var der fra en bro ude i vandet det mest gigantiske festfyrværkeri, selvfølgelig også holdt i Royal Air Force´ farver. 
Derefter blev der danset til klokken 2 i den lyse sommernat. På det tidspunkt kørte der ingen tog lørdag og søndag, så vi cyklede. Det var simpelthen den eneste måde at komme frem og tilbage på. Efter sådan en festlig aften var det godt nok langt, men det var vilkårene, hvis man ville være med, og det ville vi meget gerne. Det var en Sankt Hans aften, vi aldrig glemmer.

Forberedelser til bryllup
Efterhånden faldt livet igen i de vante folder. Sommeren 1945 holdt vi ferie i Rørvig, hvor der som sædvanligt var dejligt. Det var første gang, Ole var der, og han syntes også, det var et dejligt feriested.
 

Rørvig 1945
Vi ville gerne snart giftes, vi havde jo alderen til at indgå ægteskab, og vi havde da også fået købt en del udstyr og sparet lidt penge sammen.

Vi begyndte så småt at søge en lejlighed, men det var lige som nu meget svært. Dette problem løste sig på den måde, at Oles mor fik en stilling som økonoma på et børnehjem i Nærum, og der hørte lejlighed med til stillingen. Så kunne vi overtage den lejlighed på Peter Bangsvej nr. 61 i stuen, hvor Ole havde boet sammen med sin mor. Det var en toværelses lejlighed med badeværelse og køkken - lille, men hyggelig. Den kunne vi overtage fra den 1. august 1946, hvor den så skulle gøres i stand. Så vores bryllup blev fastsat til den 8. september. 

Så fulgte en travl tid: Vi skulle selv holde vores bryllup, da ingen af vores forældre havde mulighed for det. Møbler til stuen havde vi jo forlængst købt. En seng af firkantede messingrør og med poleret maghoni-endestykke og -hovedgærde havde vi været så heldige at købe brugt. Desuden købte vi et klædeskab og en lille kommode. Et heluldent gulvtæppe kunne jeg købe i kraft af at være ansat i Magasin; ellers var det næsten umuligt at skaffe. Til gardiner i soveværelse og køkken var jeg heldig gennem Røde Kors at kunne købe hvid gaze i stor bredde. Det skulle have været anvendt som forbindsstof i tilfælde af alvorlige krigshandlinger. Jeg fik det farvet rosa til soveværelset og gult til køkkenet. Stadig i kraft af min ansættelse i Magasin kunne jeg købe hele faldskærme, der var lavet af ren silke og var kæmpestore. Af sådan en stor hvid faldskærm kunne jeg få stof til mit brudeundertøj og -natkjole. En anden fik jeg farvet lyseblå, og syede et quiltet sengetæppe af. Så manglede jeg bare gardiner til stuen. Jeg havde en anden veninde - Edith Nøddebo - der var ansat i boligudstyrforretningen Aulin. De havde noget grønt stof, som jeg fik lov til at købe til et fag gardiner. Det var imidlertid udstillet i et vindue og blev først taget ind fredag, som vi skulle giftes søndag. Gardinerne blev derfor først syet fredag aften og hængt op lørdag, men alt blev færdigt, så vi kunne indtage vores lille hjem søndag aften som rette ægtefolk.
Det hvide stof til min brudekjole fik jeg gennem tidligere kolleger hos Fonnesbech. Det kunne dog kun lade sig gøre i små stykker efterhånden som det kom hjem. Først til overdel og ærmer, næste gang til nederdel og slæb og til sidst det hvide slør, jeg fik kun en uge før brylluppet til at sy det i. Så der var gang i symaskinen.
Jeg skulle jo også have et par hvide sko, og det var lige så svært at skaffe. Jeg havde handlet i en skotøjsforretning "City" på Østergade og kendte derfor bestyrerinden - frøken Svendsen - ganske godt. Jeg fortalte, at jeg skulle giftes og derfor gerne ville have et par hvide skindsko. Det lovede hun mig at skaffe. Det lykkedes da også, og hun ringede til mig og fortalte, at nu var skoene der, og at de kostede 32 kroner. Jeg gik glad ind med mine 32 kroner i en-ører. Dem havde jeg sparet sammen med min og Oles familiers hjælp; det skal jo bringe lykke i ægteskabet at brudeskoene er betalt med en-ører, så det var en ordentlig bunke mønter, der blev hældt ud ved kassen. Glad var jeg, da jeg gik hjem med mine sko, der var det sidste af mit brudeudstyr, jeg manglede.

Lidt økonomi
Her er nogle priser på, hvad det kostede at stifte hjem og holde bryllup i årene 1944-46:
Vores husleje var 60 kroner om måneden.

Udstyr til hjemmet:
Spisestue: 1.500,-
Skab og kommode til soveværelse: 390,-
Senge: 300,-
Madras: 50,-
Sengetæppe: 90,-
Dyner: 135,-
Spejl, soveværelse: 10,-
Lysekroner: 100,-
2 lænestole betrukket: 70,-
En taburet: 10,-
Tæppe, spisestuen: 200,-
Gardiner, stue: 90,-
Gardiner, soveværelse og køkken: 70,-
Rullegardiner: 20,-
Spejl, entré: 28,-
Entrékommode: 200,-
Entréløber: 60,-
Porcelæn og sølvbestik (plet): 598,-
Flytning: 26,-

Udgifter til bryllup
Stof til brudekjole: 100,-
Slør til brudekjole: 30,-
Sko: 32,-
Leje af kjolesæt: 10,-
Brudebuket: 55,-
Bil fra Kastrup til kirke, til fotograf på
Amager Boulevard og til selskabslokaler: 20,-
Fotograf: 75,-
Lokale og servering: 135,-
Lys og blomster til bordet: 25,-
Leje af sølvstager: 5,-
Musiker: 50,-
Kød til suppe: 50,-
Fisk til Tout-Parie: 100,-
4 kg asparges: 19,-
Rejer: (4 ds. a 4,45): 13,35
Lammekød: 300,-
Is: 76,-
Kogekone: 50,-
10 fl. hvidvin: 38,-
12 fl. rødvin: 48,-
2 fl. Akvavit: 32,40
1 fl. whisky: 29,60
1 fl. gin: 27,50
1 fl. Sherry Brandy: 16,90
2½ fl. cacaolikør: 16,70 
½ fl. solbærrom: 8,50
3 fl. likør: 70,50
Tobak og øl: 70,-
 

Bryllup
Vores bryllup skulle holdes i Bjarnovs Selskabslokaler i Smallegade, og vi havde fået en dygtig kogekone, som lavede en meget dejlig bryllupsmiddag, der bestod af klar suppe med garniture, Tout-Parie, lammeryg og is. Vin til middagen havde vi skaffet gennem forskellige forbindelser. Det var selvfølgelig altsammen dansk frugtvin, andet kunne ikke skaffes. Der kunne normalt heller ikke skaffes andet end danske cigaretter, men Oles bror Erik, der havde forbindelser i lufthavnen, kunne skaffe et karton Players´ med mit godt slidte konfirmationsur i bytte. Og det var jo fint at kunne byde ægte virginiacigaretter til middagen.
Vi blev viet af pastor Egede Schack i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn den 8. september 1946.
Vi havde inviteret 30 gæster - familie og venner - og alle var med i kirken. Oles forlover var hans chef Oskar Mynster Petersen, der selv havde ønsket dette hverv, da han ikke selv havde børn.

Min bror Knud var min forlover. Han havde jo heller ikke nogen børn, og jeg tror nok, at han var lidt glad for at føre sin lillesøster op til alteret.
Da Knud og jeg kørte til kirken, var vi tidligt på den, så vi måtte køre en tur omkring Christiansborg, og da vi kørte ind gennem porten, så vi, at her var pyntet op med alle nationers flag i anledning af FAO´s konference i København i de dage. Knud bemærkede  lunt: "Kan du se, lillesøster, at hele Europa flager for dig på din bryllupsdag!"

Min bryllupsdag er den største og mest betydningsfulde dag i mit liv. Den stemning, der slog mig i møde, da jeg trådte ind i det smukke kirkerum med alle mine kære til stede for at gå op til alteret for at sige ja til at leve hele livet med den mand, jeg elskede - denne stemning og den dag vil jeg mindes, så længe jeg lever.
Jeg kan selvsagt ikke huske hele præstens prædiken, men nogle få ord husker jeg. Han sagde: "Kærlighed er at være til for den anden, ikke ved egen godhed, men ved den andens ret til ens kærlighed. Kærlighedens krav i et ægteskab må ikke forveksles med egenkærlighed, men ved hengivenhed til den anden part." Sådan husker jeg ordene, og jeg mener, at vi i vort ægteskab har levet op til disse ord.

Vi havde en dejlig bryllupsfest med mange sange og med mange gode ønsker for vor fremtid, og det var to unge, meget lykkelige menneskebørn, der denne aften kunne indtage det lille hjem, hvor de skulle få så mange gode år.

---