Alt kan jo lade sig gøre ifølge Clasen - Verden ifølge Cl@sen

Gå til indhold

Hoved menu:

Alt kan jo lade sig gøre ifølge Clasen

Skriverier


I 1992 startede Clasen informations- og formidlingsafdelingen i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. Et arbejde han var glad for, til han sagde op til 1996, hvor man fyrede kompetente kolleger og ansatte langtidsledige nulliteter i stedet for.
Som et væsentligt led i formidlingsarbejdet udgav man ved årsskiftet 1993-94 årsskriftet med titlen: "Der stod af Damp og Dur en sky om Tag og Mur". Skriftets tema var forne tiders mejeribrug, og anledningen var naturligvis (gen-)åbningen af Søstrup Andelsmejeri i den foregående sæson.
Clasen redigerede årsskriftet og skrev en del af dets artikler, blandt andet nedenstående interview med mejeriets gode skytsånd, Ewald Fredsgaard.
Ewald Fredsgaard omkom ved en trafikulykke i 1995 - kort før sin 80-års dag.


"alt kan jo lade sig gøre"

STIKORD :

  • Navn: Ewald Fredsgaard.

  • Født 1915 og opvokset på Askov Mejeri ved Mørkøv, hvor hans far var mejeribestyrer.

  • I lære i 1930 på Silkeborg Mejeri-Maskinfabriks afdeling i Holbæk, dengang kendt som Vulkan. .

  • Udlært i 1935. Diplom og guldmedalje fra Teknisk Skole for afgangsopgave.

  • Ansat som mejerimaskin­montør hos Påsch & Larsen­Petersen Mejerimaskinfabriks afdeling i Roskilde.

  • Senere fast udstationeret for samme firma på Statens Forsøgsmejeri i Hillerød frem til 1940. Beskæftiget med teoretiske og praktiske studier.

  • For samme firma tilknyttet Det svenske Forsøgsmejeri i Alnarp i halvandet år - også med teori- og praktikstudier.

  • Leder af De svenske mejeriers Riksförenings revolutione­rende forsøg med at sammen­lægge 15 mejerier i det østlige Skåne til et stort nybygget mejeri ved Kristianstad - Europas første sammenlægningsmejeri.

  • Efter besættelsen tilbage til Danmark, hvor han - sammen med en kompagnon - danner mejerimaskinfirmaet Hansen & Fredsgaard A/S i Holbæk med opfindelse, udvikling, konstruktion, opbygning og eksport til hele verden - specielt Mellemøsten. Virksomheden beskæftiger på et tidspunkt flere end 100 mennesker.

  • Tidligere formand for Holbæk Industriforening.

  • Medlem af Holbæk Gardensførste bestyrelse.

  • Pensioneret i 1982.

  • Fra 1985: Dybt engageret i indsamling af maskiner og andet inventar til det genopførte Søstrup Andelsmejeri i Andelslandsbyen Nyvang. Primus motor i indretning og montering.

  • Æresmedlem af Museumsforeningen Andelslandsbyen Nyvang samt Mejeri- og Maskinforhandlerforeningen i Danmark.

  • Dekoreret med "Lurermærket" i guld for sin indsats i dansk mejeribrug.

  • Medlem af opfinderpanelet ved Teknologisk Institut og af Serapionlogen i Holbæk

  • I tidens løb indehaver af ikke så få patenter på alt fra vaskemaskiner til søm.


---


Han sidder på den anden side af bordet, og vi har båndoptageren placeret imellem os.
Han - en integreret del af Nyvang. De sidste mange år har han dagligt arbejdet på sit hjertebarn: Søstrup Andelsmejeri i Andelslandsbyen.
Navnet er Ewald Fredsgaard, og årgangen er 1915. Efter manden at dømme er det en spændende årgang: Fuld af energi, engagement, kreativitet, humor, håndværksmæssig kunnen og kvalitetsbevidsthed.
Frisuren er sølvfarvet, ansigtet levende. Udtrykkene veksler ofte; snart forklarer han ivrigt og koncentreret indviklede mekaniske konstruktioner, snart bliver blikket drømmende, mens han mindes svundne tiders oplevelser.
'Det har været et eventyr, fantastisk', siger han flere gange.
Smilet overtager hans ansigt, men midt i en beretning om en særlig finurlig opfindelse eller en særlig god forretning kommer latteren. Kort efter taler vi om forurening af fødevarer, og stemmen bliver hævet, og øjnene lyner af vrede og indignation. Man fornemmer, at der under det forekommende ydre, også bor en mand, der nok er mester for at fortælle, hvor skabet bør stå.
Et spændende og komplekst menneske, der har oplevet mere end de fleste af os kommer til.
Jeg starter forsigtigt:
"Du er jo næsten arveligt belastet med mejeribaggrund. Hvad havde du beskæftiget dig med, hvis du var vokset op i et andet miljø?'

BARNDOM OG BAGGRUND
"Ja, hvad? Det er ikke godt at sige. Men privilegeret har jeg været - altid.
Fra jeg var 10 år, vidste jeg hvad jeg ville: Der kom jo reparatør på mejeriet, og jeg var jo den, der var mest med til at skille maskinerne ad. Det var skægt. Jeg var meget mere beskidt end reparatøren, han var. Jeg sagde til min far: "Jeg vil lave mejerimaskiner, når jeg bliver stor, far, de her kan jo ikke holde, de går så tit i stykker".
Og siden er det så gået slag i slag.
Efter min læretid var jeg jo i Sverige i nogle år. Jeg rejste rundt som maskinkonsulent for De svenske mejeriers Riksförening og stod blandt andet for en af de første mejerisammenlægninger i Europa.
Da jeg var færdig ovre i Sverige, ville jeg hjem.
"Vil du hjem", sagde de.
"Ja, jeg har jo lovet min far, at lave mejerimaskiner, der kan holde. Jeg kan jo ikke blive ved med at gå her og spille Kong Gulerod". Og så dampede jeg hjem og gik i gang:

EGEN VIRKSOMHED
"Min fars navn var jo ret ualmindeligt, så navnet Fredsgaard var kendt i hele landet. Jeg kunne komme ind på hvert et mejeri og sælge maskiner, da jeg først havde lært det hele. Men det forpligter også!
Lige efter krigen var alle mejerierne nedslidte, alt skulle fornyes, så vi arbejdede næsten i døgndrift med at sætte ny maskiner op. Og det var jo ikke til at få ny maskiner i den hastighed. Og vores virksomhed var lige startet, og vi havde kun en drejebænk, vi kunne jo ikke producere før senere hen. Men det gik strygende, men min kompagnon holdt ikke mere end ti år, så døde han af ræset. Og mit blodtryk det var også helt galt. Men så fik jeg ansat et par ingeniører, som kunne aflaste mig lidt. Jeg rejste jo ud hele tiden efter opgaver. Det var mest i ugens løb, og så tegnede jeg lørdag og søndag. Om mandagen blev jeg hjemme på fabrikken for at delegere de forskellige opgaver ud og så afsted igen. Ud og snakke med folk. Efterhånden som man kunne skaffe materialer blev det mere til ny maskiner og færre restaureringsopgaver".

OPFINDELSER
Du har lavet en masse opfindelser i tidens løb?
"Det har altid startet med, at jeg har fået opgaven først. Man kommer ud på et mejeri et eller andet sted og siger: "Hvad har I brug for, som jeg kan hjælpe jer med? Hvilke problemer har I i de forskellige afdelinger - ost, smør eller hvad det nu kan være - hvad mangler I?" Ja, så havde de jo de traditionelle maskiner, men som regel var der en eller anden opgave. Det kunne være med udskæring af ost eller noget andet. Så sagde jeg: "Nu skal jeg komme med et forslag til en løsning." Og når ét mejeri kan bruge ideen, så kan de andre jo også!
Det at man kan løse de "umulige" problemer, det rygtes jo. Og når de har en opgave, så ringer de jo.
Det har været et eventyr, fantastisk spændende. At få stillet alle mulige forskellige opgaver, og man så har evner til at løse dem. Og de evner er jeg blevet født med, det er ikke noget, man kan lære. Det jeg har kunnet, det er at tænke logisk, det er en evne man er født med. Det tekniske håndelag har jeg selvfølgelig lært, men de ideer, der opstår, når man ser tingene. Så siger man: Hov, sådan skal det sgu´ ikke være, det skal være sådan og sådan". På alle de udstillinger vi har haft i Hamborg, Frankfurt, Berlin, Paris og London - samt selvfølgelig i Danmark - de her Food Fare-udstillinger, der har jeg haft min lommebog med og gået og kigget på de udstillede maskiner, man kan altid finde en ide, som måske ikke lige skal kopieres i den maskine, men som kan bruges til en anden, som man selv udvikler. Det er ikke givet, men der er en ide.
Når man får stillet en opgave skal man ikke væve om den. Jeg plejer at sige: ”Den går jeg hjem og laver". Alt kan jo løses!

SALATDOSERING
Jeg har lavet en maskine, der kunne dosere ymer og yoghurt i bægre. Den blev udstillet på mejerimessen i Herning. Så kommer der en mand fra en salatfabrik i Odense: "Kan den dosere makrelsalat?" "Jo, det kan den da komme til", svarede jeg. "Nå, men når du har fundet ud af det, så kommer du bare til Odense og viser os det på fabrikken. "
Men fiskestykker kan jo ikke løbe gennem ventiler, som maskinen var lavet med. Men så kom jeg i tanke om en bil, som min storebror, der er mekaniker, engang havde vist mig: Den hed Graham Pace. Den havde ikke ventiler, den havde glidere, metalplader med huller, der gled hen over cylindrene. Der var løsningen. Så lavede jeg maskinen med glidere i stedet for ventiler.
Og den virkede. Vi prøvede med alle salaterne. Og den kunne klare selv kartoffelsalat. Så sagde chefen: "Den maskine får du ikke med hjem igen"
"Det havde jeg heller ikke regnet med", svarede jeg.
Og derefter kunne jeg sælge den maskine til alle landets salatfabrikker.
Den bruser, der dækker makrelkødet med et lag mayonnaise, det er også mit patent.
Salatfabrikkens virksomhed og krav til blandt andet hygiejne er jo som på et mejeri, de bruger bare mayonnaise, hvor det er smør på mejeriet.
Engang havde jeg indrettet en hel salatfabrik i Herning. Efter nogle måneder ringede de og sagde, at alle deres salater mugnede, og at nu måtte jeg komme derover. Jeg gennemgik hele produktionen, og den var i orden. Men pludselig startede en ventilator lige over mit hoved, og den pustede luft ind! Det havde den ikke gjort fra starten. Der havde været en elektriker, der havde vendt ledningerne.
Så efter jeg havde skiftet dem tilbage, sugede ventilatoren, og alle de skimmelsporer, der stammede fra en lund bag fabrikken, kom ikke mere ind oven i salaten. Sikke en frokost fabrikken gav!
Det kan også give problemer på Søstrup mejeri, når folk i dårligt vejr slæber pladder og møg med ind - måske efter, de har trådt i en hestepære. Der skal ikke mere til!
Jeg har haft udstilling i Versailles, og ostene i Frankrig er jo et helt studium at komme igennem. Jeg udstillede mine Danablue-maskiner. Det er jo skægt, det er jo blåskimmelostens hjemland, så jeg tænkte, at der måtte jeg kunne sælge mange maskiner. Men franskmændene købte ingen. Det gjorde jugoslaverne og de andre østlande til gengæld. Og det er jo mærkeligt nok, at selvom Frankrig er Roquefortens hjemland, så eksporterer Danmark en masse Danablu derned.

NYE VEJE
"I 1960´erne begynder mejerierne at lukke. Hvad skal man så lave? Hvad skulle man da bruge alle disse mejerimedarbejdere til?
Der var jo 1.700 mejerier i Danmark, og der var i gennemsnit 5 mejerister på hvert! Men alle slagterier og salatfabrikker modtog dem med åbne arme. Og med et slag blev alle deres varer meget mere holdbare. Inden da var salater jo den vare, der lettest blev angrebet af bakterier. De har jo ikke leve forgæves, disse mejerifolk med deres hygiejne.
Så er spørgsmålet bare, hvor skal de få næste generation fra? På de nye store mejerier er de fleste ansatte jo ikke mejerister, men mejeriarbejdere, som bare har lært at trykke på nogle knapper. Det er jo ikke åbne systemer som i gamle dage, hvor hygiejnen var nødt til at være i højsædet.
Engang var jeg på FDB's store salatfabrik i Viby Jylland. Og efter rundvisning og officiel snak med salatmestre, chefer, laboratoriechef, driftsleder og de andre store kanoner var der en, der sagde: "Er du den Fredsgaard fra Holbæk?" "Ja, ja", svarede jeg. "Hold kæft", sagde chefen så, "så sidder vi og siger De til hinanden, og vi er mejerister allesammen!" Så var alle døre åbne!

SLAGTERIER
Så mejeriernes nedgang gik ikke ud over Hansen og Fredsgaard, tværtimod.
Og så var der slagterierne. Dem kendte jeg også nogle af fra min tid i Sverige.
Så en dag ringer der en ovre fra "Malmö Korvfabrik", om jeg ville komme derover, de havde et gevaldigt problem med deres røgstokke. De måtte ikke mere være lavet af træ, så nu havde de fået nogle trekantede stokke af aluminium. Og det var gået udmærket, indtil de havde modtaget så meget røg og sod og tjære og fedtstof. Og inde bag denne belægning korroderede aluminiumet, hvorpå stokkene knækkede med alle pølserne på, som så røg ned i bunden af rygeovnen. Hver gang kostede det 10.000 kroner. Jeg fik så til opgave at løse dette problem. Jeg tog nogle af deres røgstokke med hjem for at finde ud af, hvordan man kunne afrense stokkene for tjære uden at ødelægge materialet.
Via mine forbindelser til Henkel i Tyskland fik jeg undersøgt dette. Og efter et halvt år fandt de et stof. Så byggede jeg en vaskemaskine, der bestod af en rustfri sekskantet tromle, der var længere end stokkene. Og når denne tromle roterede, rensede de trekantede stokke hinanden, når de skrabede op ad hinanden.
Først vand, derefter rengøringsmidlet, og så blev de fuldstændigt rene, men når man renser aluminium fjerner man den beskyttende ilthinde, så materialet igen er angribeligt for syrer og baser. Denne hinde opbygger man med 5% salpetersyre. Desuden hærder syren overfladen og gør den helt steril.
Da vi endelig skulle afprøve det på den svenske pølsefabrik, havde de ingen salpetersyre, kun saltsyre. Så der måtte en stafet rundt i byen efter salpetersyre.
Røgstokkene blev flotte, men den svenske kemiker sagde: "Jag trode inte dår fanns en endda rökstok kvar efter denne behandling!"
Derefter blev maskinen så anbefalet til alle slagterier og røgerier i hele Sverige.
Det er sådan nogle opgaver, der skal løses! Jeg brugte jo min baggrund i mejeribruget.
Når man så først havde fået smidt slæberne ind på slagterierne, så skulle de jo bruge andre maskiner. Blandt andet Göteborg Slagteri. De skulle bruge en maskine til at rengøre kar, rustfrie stativer og den slags. Den opgave løste jeg ved at bygge en af de almindelige spandevaskemaskiner fra de danske mejerier større - princippet var det samme. Maskinen var så stor, at man kunne køre en bil igennem den. Den maskine fik jeg patent på. Alle vanddyserne blev lavet, så de drejede, samtidig med at de spulede. Det var effektivt. Vognene, der kørte igennem fik faktisk vasket al fedtet ud af deres kuglelejer. Så derfor blev hjulene skiftet ud med nylonhjul, der ikke behøver have lejer.
Jeg har haft mange patenter. De fleste er dog udløbet i dag - efter 17 år.

SANDWICHMASKlNEN
Engang opfandt jeg en sandwichmaskine. Det var en bestilling fra Iwans Smørrebrød i Søborg. Han fik en maskine, der kunne lave 2.000 stykker i timen, men det var ikke nok. Så lavede vi en ny, der kunne lave 10.000 i timen.
Og nu sidder han nede i Spanien. Jeg sagde også til ham: "Iwan, jeg skulle aldrig have solgt dig de maskiner, jeg skulle bare have haft 2 ører pr. sandwich, du havde lavet." Men der er nu nok for meget ild i rumpen på mig til bare at sidde nede i solen.
Sandwichmaskinen tegnede jeg, så den kunne lægge skiveskåret brød, smør, skinke og ost sammen med endnu et lag smør og brød. Smørret blev lagt på brødet med salatbruserdyssen. Hvor var det skægt at lave den! Det kostede 300.000 at lave maskinen, og jeg fik 150.000 i forskud. Ordentlig snak! Da den så var klar, så skulle de have 3 til. Du kan nok se, at jeg har været privilegeret, mit liv har været et eventyr altid."

SKOLEMAD TIL IRAN
"Da vi havde lavet vores egne maskiner, kom vi i forbindelse med et dansk firma, der var etableret ude i Iran, det hed InterCool. De solgte maskiner for os - rigtig mange. Den største ordre lød på 23 mejerier! De skulle lave mælk til skolebørnene, der skulle have en kvart liter mælk hver om dagen, det havde shahen bestemt.
Og der var otte millioner børn!
Det gik jo fint. Og da de så var kommet i gang, så syntes shahen, at skolebørnene også skulle have noget at spise. Hvordan kan I klare den?
I sandwichen skulle der puttes mineraler og vitaminer ind i smørret. Ungerne i Iran var ikke underernærede, men de fik heller ikke det rigtige. Madfabrikkerne skulle lægges ved mejerierne, så distributionen blev let. Det var en kæmpe opgave, der kostede 3 millioner i forundersøgelser. Men skide være med det, for det var jo en milliardordre. Så vi bød på den.
Den daværende iranske regering ville så have, at vi sammen med de andre, der bød på projektet, skulle prøvebespise en skole ude i ørkenen oppe i nærheden af det Kaspiske Hav. Hver havde fået 50 skolebørn. Vi var 4 firmaer fra hele verden. Vi havde lavet sandwichene med hjemmefra i køleboksene. Da vi så kom, var skolebørnene samlet - de var jo lige så friske eller uartige som skolebørn herhjemme. Vi fik så vores 50, som jeg gik rundt og delte sandwich ud til. Og de spiste det. De havde så hver fået en seddel, som de skulle skrive en bedømmelse på. Og alle sedlerne skrev de fulde af deres krummelurer, om det var ja eller nej, det ved jeg ikke. Men de spiste det. Så var jeg henne og se hos konkurrenterne. Der kunne ungerne ikke lide maden, så de fik ikke noget at spise. Så havde vi jo fået alt for mange sandwich med, så jeg inviterede dem til at spise af vores. De åd rub og stub. Og den iranske minister, der var med sagde, at den spontane tilkendegivelse var meget bedre end de sædvanlige spørgeskemaundersøgelser, derfor måtte vi jo op i regeringsbygningen og skrive kontrakt.
Vi fik skrevet kontrakten under i regeringsbygningen nede i Teheran - i sort tøj, sort slips og sorte laksko i 50 graders varme! Ved den lejlighed fik jeg et bedetæppe af shahen.
Men få dage efter rejste shahen, og ayatollahen kom til roret. Det var synd for ungerne, og det var synd for landet.
Men spændende var det"

TERMISATOR
Så gik du på pension?
"Ja, men efter det, blev jeg kontaktet af Danish TurnKey Dairies. Opgaven lød på at lave en maskine, der på hygiejnisk vis kunne lave konsummælk, der lå så tæt som muligt på den mælk, der lige kommer fra koen: Minimal varmebehandling, ingen skumning, ingen pumpning eller homogenisering. Og den opfandt jeg så.
Og så var den oven i købet både vand- og varmebesparende.
Hele systemet gik ud på at lave den mest naturlige mælk, der også kunne nydes af allergike­re. Mælken blev hurtigst muligt, efter den var malket, filtreret og tappet på plastposer, der blev pasteuriseret i min maskine, som jeg kaldte Termisator.
Her blev den meget langsomt varmet op og kølet ned - man brugte jo den endnu lune mælk! Når vandet så strømmede mellem plastposerne "blafrede" de i strømmen. På den måde blev mælken meget hurtigere og nemmere varmet op end, hvis den var i flasker.
Hvis man bygger to maskiner sammen, kan den anden maskine bruge den første maskines varme vand, der ellers ville løbe i kloakken.
Vandet kan så cirkulere, så man kan blive ved i en uendelighed.
Joh, der har været mange spændende ting. Der blev ikke solgt så forfærdelig mange maskiner, men engang så jeg i fjernsynet en udsendelse om fødevareallergi. Her medvirkede en overlæge fra Rigshospitalet, der forsker i den slags. Jeg skrev til ham om Termisatoren, og om de problemer, jeg var løbet ind i med hensyn til rester at tryksværte på indersiden af emballagen. Han svarede, at det var spændende, men at hele dette område, var meget svært at trænge igennem på.
De tør ikke rode i det med alle de farvestoffer, de fylder os med. Det gør de jo hver dag ­om det så er i tvebakker, så er der også farvestoffer inden i emballagen. Plastfilmen kommer i rulle fra plastfabrikken, som passer til emballagens størrelse. Når der bliver trykt på den, farer den igennem trykmaskinen med alle de forskellige farvestoffer, og bliver så rullet op igen på en anden valse. Når den rulles op igen, berører ydersiden jo indersiden, ikke? Og den er ikke tør! Og de løse farverester sidder lige så meget på indersiden som på ydersiden. Plasten er steril, når den kommer fra fabrikken, man skulle slet ikke begynde at svine den til ved at trykke på den. Man kan bare klistre etiketter på. Hvis man fortalte publikum det her, så .... Det er en hvepserede at rode op i de allergifremkaldende stoffer.

SØSTRUP ANDELSMEJERI
Det var borgmester Bent Kristiansens ide, at der skulle bygges et andelsmejeri på Nyvang, og det var ham, der kontaktede mig i 1984. I en andelslandsby skulle der selvfølgelig også være et mejeri, og så har han vel tænkt: Hvem kan lave det?
På det tidspunkt havde jeg det ikke så godt, men det livede mig da noget op. Og det endte altså med at jeg sagde ja.
I dag mangler jeg endnu at finde en lille flødepasteur. Det ville være en god ting at få fat i. Men måske ved en af dem, der læser det her, hvor den findes?
Det første bånd er vendt, og det andet bånd er ved at løbe ud. Vi kunne have fortsat mange gange 90 minutter endnu. Ewald kunne i hvert fald. Men vi finder ud af at slukke bånd­optageren, og mester Fredsgaard går tilbage til sit lille værksted, hvor hans sidste ny opus tager form: en forbedret ny osteform til fremstilling af rygeoste produceret på Søstrup Andelsmejeri i Andelslandsbyen Nyvang."


Søstrup Andelsmejeri, genopført i Andelslandbyen Nyvang ved Holbæk. Foto: Peter Lind


TOP

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu